Europaudvalget 2023-24
EUU Alm.del Bilag 121
Offentligt
2779903_0001.png
Notat
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udlændinge- og
Integrationsudvalg om afgivelse af indlæg i EFTA-Domstolens sag E-6/23,
MH v Påtalemyndigheten
1.
Indledning
Norges Højesteret har forelagt EFTA-Domstolen 3 præjudicielle spørgsmål i
en sag om udvisning med indrejseforbud af en tredjelandsstatsborger, som
efterfølgende bliver omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed som
familiemedlem til en EØS-borger. Spørgsmålene vedrører fortolkningen af
reglerne i opholdsdirektivet
1
om bl.a. retten til indrejse og ophold,
ophævelse af et indrejseforbud samt sanktioner i forbindelse med
overtrædelse af et sådant indrejseforbud.
Den nationale ret ønsker for det første oplyst, om en tredjelandsstatsborger
med et gældende indrejseforbud har ret til at indrejse og opholde sig i op til
tre måneder i den medlemsstat, der har meddelt indrejseforbuddet, hvis
den pågældende efter meddelelsen af indrejseforbuddet er blevet omfattet
af opholdsdirektivet. Dernæst ønskes det oplyst, om værtsstaten i en sådan
situation kan kræve, at den pågældende ansøger om at få indrejseforbuddet
ophævet
inden
indrejsen efter opholdsdirektivet, samt om
opholdsdirektivet begrænser værtsstatens adgang til at fastsætte sanktioner
ved indrejse i strid med indrejseforbuddet.
2.
Hovedsagens faktiske omstændigheder
Den norske retssag vedrører en tredjelandsstatsborger (herefter MH), der i
forbindelse med en dom på 9 måneders fængsel for opbevaring og transport
af hash, afgivelse af falsk vidneforklaring samt brug af falske ID-papirer er
blevet udvist af Norge med indrejseforbud for bestandig. MH indgår senere
ægteskab med en norsk statsborger. Parret tager ophold i Sverige, hvor MH
opnår en afledt opholdsret som familiemedlem efter EU-reglerne om fri
bevægelighed. Parret rejser sammen med deres børn til Norge på et
13. november 2023
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
International Arbejdskraft og EU-ophold
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel.
Mail
Web
CVR-nr.
6198 4000
[email protected]
www.uim.dk
36977191
Sagsbehandler
LGO
Sags nr.
Akt-id
2023 - 16361
2500829
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres
familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af
forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/ EØF, 72/194/ EØF,
73/148/ EØF, 75/34/ EØF, 75/35/ EØF, 90/364/ EØF, 90/365/ EØF og 93/96/ EØF, EUT L 158,
30.4.2004, s. 77–123.
1
Side
1/3
 EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 121: Notat om afgivelse af indlæg i EFTA-Domstolens sag E-6/23, MH v Påtalemyndigheten
2779903_0002.png
korttidsophold, hvor MH bliver arrestereret for at køre i påvirket tilstand.
Han idømmes desuden et års fængsel for overtrædelse af indrejseforbuddet.
I retssagen har MH med henvisning til opholdsdirektivet bl.a. anført, at
indrejseforbuddet, der er meddelt, før han blev omfattet af
opholdsdirektivet, bortfaldt, da han blev omfattet af opholdsdirektivet. MH
har endvidere gjort gældende, at han ikke var forpligtet til at ansøge om at
få indrejseforbuddet ophævet efter opholdsdirektivet forud for sin indrejse,
da direktivet ikke finder anvendelse på det meddelte indrejseforbud. De
norske myndigheder kunne derfor heller ikke kræve, at MH skulle ansøge
om at få indrejseforbuddet ophævet inden indrejsen.
Heroverfor har påtalemyndigheden bl.a. anført, at en udlænding, der er
udvist med et indrejseforbud efter nationale regler, og som efterfølgende
bliver omfattet af opholdsdirektivet, ikke har ret til at indrejse og opholde
sig i medlemsstaten, før myndighederne har taget stilling til, om
indrejseforbuddet kan ophæves.
3.
Relevante retsregler
Opholdsdirektivet finder tilsvarende anvendelse for EØS-lande.
2
Det følger af opholdsdirektivets artikel 5 og 6, at unionsborgere og deres
familiemedlemmer har ret til at indrejse og opholde sig i en medlemsstat i
op til tre måneder, uden andre betingelser end besiddelse af et gyldigt
identitetskort eller pas.
Efter opholdsdirektivets artikel 32 kan en person, der af hensyn til den
offentlige orden eller sikkerhed er blevet udvist med indrejseforbud, der er
meddelt i overensstemmelse med EU-retten, søge om at få
indrejseforbuddet ophævet, under påberåbelse af enhver ændring af de
forhold, der gav grund til indrejseforbuddet. En person, der har søgt om at
få indrejseforbuddet ophævet, kan ikke rejse ind i medlemsstaten, så længe
ansøgningen behandles. Denne bestemmelse er gennemført ved
udlændingelovens § 32, stk. 7.
Efter artikel 36 i opholdsdirektivet kan medlemsstaterne fastsætte
sanktioner ved overtrædelse af nationale bestemmelser, der gennemfører
opholdsdirektivet. Sanktionerne skal være proportionale i forhold til
overtrædelsen.
Det følger af EU-Domstolens faste retspraksis, at opholdsdirektivet i visse
tilfælde finder analog anvendelse i forhold til unionsborgere, der vender
I henhold til EØS-aftalens bilag 5 og 8 er EØS-landene bundet af opholdsdirektivet, som tilpasset ved
EØS-aftalen
2
Side
2/3
 EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 121: Notat om afgivelse af indlæg i EFTA-Domstolens sag E-6/23, MH v Påtalemyndigheten
2779903_0003.png
tilbage til deres oprindelsesmedlemsstat efter at have udøvet retten til fri
bevægelighed i en anden medlemsstat, således at deres familiemedlemmer
kan påberåbe sig rettigheder efter direktivet.
3
4.
Regeringens interesse i sagen
Regeringens interesse i sagen skal navnlig ses i lyset af, at den danske
udlændingelov indeholder regler om, at udlændinge omfattet af EU-reglerne
om fri bevægelighed, som er meddelt indrejseforbud i Danmark, skal ansøge
om at få indrejseforbuddet ophævet
inden
indrejse i Danmark, samt at
overtrædelse af et indrejseforbud kan sanktioneres.
Regeringen vil i sit indlæg ved EFTA-domstolen argumentere for, at
opholdsdirektivets artikel 32 indebærer, at en udlænding, der er udvist med
et indrejseforbud, skal ansøge om at få indrejseforbuddet ophævet og
afvente en afgørelse, før den pågældende kan gøre en ret til indrejse og
ophold efter opholdsdirektivet gældende, og at dette gælder, uanset om
indrejseforbuddet er meddelt før eller efter, at udlændingen er blevet
omfattet af opholdsdirektivet. Regeringen vil i forlængelse heraf
argumentere for, at tredjelandsstatsborgere, der først bliver omfattet af EU-
reglerne
efter
at være blevet udvist med indrejseforbud, i modsat fald stilles
bedre end unionsborgere, der udvises med indrejseforbud.
Der vil endvidere blive argumenteret for, at det ikke skal være muligt at
påberåbe sig dele af opholdsdirektivet i forhold til en ret til indrejse, uden at
bestemmelserne om begrænsninger i retten til indrejse og ophold finder
tilsvarende anvendelse.
Endelig vil regeringen argumentere for, at en medlemsstat, i en situation
som den foreliggende, kan sanktionere overtrædelse af et indrejseforbud,
så længe straffen er proportional.
3
Jf. dom af 12. marts 2014 i sag C-456/12, O og B, (ECLI:EU:C:2014:135)
3/3
Side