Europaudvalget 2023-24
EUU Alm.del Bilag 13
Offentligt
2757932_0001.png
Den 19. september 2023
M 93-23
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning 2022/2157 om ikke-
fornyet godkendelse af aktivstoffet triflusulfuron-methyl, jf. Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af
plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget til Kommissionens
gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (Komitesag)
Resumé
Kommissionen foreslår, at aktivstoffet triflusulfuron-methyl, ikke gives fornyet godkendelse i
henhold til forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler (komitesag). Hvis forslaget bliver
vedtaget, vil det betyde, at stoffet slettes fra bilag til Kommissionens forordning nr. 540/2011 af 25.
maj 2011 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 for så
vidt angår listen over godkendte aktivstoffer. Der er godkendt midler med stoffet i Danmark.
Forslaget forventes sat til afstemning i den stående komité for planter, dyr, fødevarer og foder den
12. og 13. oktober 2023.
Der er ingen væsentlige økonomiske eller administrative konsekvenser for regioner eller kommuner,
men der er marginale administrative konsekvenser for staten, da godkendelser af midler
indeholdende triflusulfuron-methyl skal trækkes tilbage. Forslaget om ikke-fornyet godkendelse af
triflusulfuron-methyl vil være uden væsentlige dyrkningsmæssige erhvervsøkonomiske
konsekvenser. Samlet set påvirker forslaget om ikke-fornyet godkendelse af triflusulfuron-methyl
miljøbeskyttelsesniveauet i Danmark positivt, da den fornyede vurdering har vist uacceptabel risiko
for menneskers sundhed og miljø.
Miljøstyrelsen vurderer, at der er ikke er vist sikker anvendelse, for så vidt angår menneskers
sundhed, miljø og grundvand.
Regeringen agter på den baggrund at støtte Kommissionens forslag om ikke-fornyet godkendelse af
triflusulfuron-methyl.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning 2022/2157 om ikke-
fornyet godkendelse af aktivstoffet triflusulfuron-methyl jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget til
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011.
Forslaget har hjemmel i forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler især artikel 14 og 20 som
fastlægger, at aktivstoffer skal fornyes i henhold til forordningen, og at Kommissionen skal foreslå
EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 13: Notat om komitésag om Ikke-fornyet godkendelse af aktivstoffet triflusulfuron-methyl
2757932_0002.png
enten en fornyet godkendelse eller en ikke fornyet godkendelse af et aktivstof, når vurderingen af dette
er foretaget.
Forslaget behandles i en undersøgelsesprocedure i den stående komité for planter, dyr, fødevarer og
foder. Afgiver komitéen en positiv udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen forslaget.
Afgiver komitéen en negativ udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen ikke forslaget.
Afgives der ikke nogen udtalelse med kvalificeret flertal, kan Kommissionen indenfor to måneder
forelægge komitéen et ændret forslag eller indenfor en måned forelægge forslaget for appeludvalget.
Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en negativ udtalelse om forslaget, kan Kommissionen
ikke vedtage forslaget. Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en positiv udtalelse, vedtager
Kommissionen forslaget. Afgiver appeludvalget ikke nogen udtalelse med kvalificeret flertal kan
Kommissionen på egen hånd vedtage forslaget.
Forslaget forventes sat til afstemning i den stående komité for planter, dyr, fødevarer og foder den 12.
og 13. oktober 2023.
Formål og indhold
Det foreløbige forslag drejer sig om ikke fornyet godkendelse af aktivstoffet triflusulfuron-methyl i
henhold til forordning om plantebeskyttelsesmidler.
Aktivstoffet er blevet vurderet af en medlemsstat, og vurderingen er derefter behandlet i mindre
ekspertgrupper og endelig i arbejdsgrupper under den europæiske fødevaresikkerhedsautoritet
(EFSA), hvor flere EU-staters pesticidmyndigheder har deltaget. Denne vurdering har resulteret i
ovennævnte forslag, der har til hovedformål ikke at forny godkendelsen af aktivstoffet i henhold til
forordning 1107/2009.
EFSA har udarbejdet konklusionsrapport over risikovurderingen for aktivstoffet. Rapporten er
tilgængelig på EFSA’s hjemmeside.
Ifølge Kommissionens udkast til vurderingsrapport, der hører til forslaget, har vurderingen af
aktivstoffet ud fra ansøgte anvendelsesområder vist, at det ikke kan antages, at aktivstoffet opfylder
betingelserne i artikel 4 stk. 1-3 i forordning 1107/2009 for godkendelse. Det vil sige, at der ifølge
Kommissionen er uacceptable effekter på sundhed og miljø.
De angivne anvendelsesområder er:
Aktivstof
Triflusulfuron-methyl
Anvendelsesområde
Ukrudtsbekæmpelse i bederoer, rødbeder, cikorie og
julesalat.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslaget.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor
regeringens vurdering, at det følger heraf, at forslaget er i overensstemmelse med
2
EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 13: Notat om komitésag om Ikke-fornyet godkendelse af aktivstoffet triflusulfuron-methyl
nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
Aktivstoffet triflusulfuron-methyl er godkendt i henhold til forordning 1107/2009 om
plantebeskyttelsesmidler, som er direkte gældende i Danmark. er godkendt plantebeskyttelsesmidler
indeholdende triflusulfuron-methyl i Danmark til ukrudtsbekæmpelse i bederoer, rødbeder, cikorie og
julesalat.
Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser
Hvis forslaget bliver vedtaget, vil stoffet blive slettet fra bilaget til Kommissionens
gennemførelsesforordning (EU) Nr. 540/2011 af 25. maj 2011 om gennemførelse af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 for så vidt angår listen over godkendte
aktivstoffer. Denne liste er direkte gældende i Danmark, og der vil derfor ikke være
lovgivningsmæssige konsekvenser af forslaget.
Økonomiske konsekvenser
Forslaget har ingen væsentlige statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlige
eller konsekvenser for EU’s budget. Der er marginale administrative konsekvenser for staten, da
godkendelse af midler indeholdende triflusulfuron-methyl skal trækkes tilbage. Evt. statsfinansielle
konsekvenser afholdes, jf. budgetvejledningens retningslinjer, indenfor ressortministeriets egne
rammer.
Forslaget skønnes ikke at have væsentlige samfundsøkonomiske konsekvenser.
Angående de erhvervsøkonomiske konsekvenser af en ikke-fornyelse af triflusulfuron-methyl, så
vurderer Aarhus Universitet, Institut for Agroøkologi (AGRO), at de erhvervsøkonomiske
konsekvenser af et forbud imod triflusulfuron-methyl vil være minimale som følge af, at den
godkendte dosering i Danmark er lav, og at anvendelse af triflusulfuron-methyl derfor i højere grad
fremmer effekten af de øvrige godkendte aktivstoffer i en tankblanding, end at det har en selvstændig
effekt over for specifikke tabsvoldende ukrudtsarter. Det skal understreges, at ovenstående vurdering
kun er gældende under forudsætning af, at de nuværende godkendelser af de øvrige herbicider, der
anvendes i bederoer og rødbede, forbliver uændrede. Arealet med cikorie og julesalat er så lille, at der
er set bort fra disse afgrøder i nærværende vurdering.
Beskyttelsesniveauet og andre konsekvenser
Samlet set påvirker forslaget om ikke fornyet godkendelse af triflusulfuron-methyl
miljøbeskyttelsesniveauet i Danmark positivt, da den fornyede vurdering har vist uacceptabel risiko for
menneskers sundhed, miljø og grundvand.
EU-vurderingen fra EFSA har vist, at triflusulfuron-methyl skal klassificeres for sundhedseffekter.
Stoffet er af lav akut giftighed, og det vurderes ikke at være hud- eller øjenirriterende. Triflusulfuron-
methyl skader ikke arveanlæggene, men EU-vurderingen har vist, at stoffet skal klassificeres for
kræftfremkaldende effekter og mærkes med ”H351: Mistænkt for at fremkalde kræft". Triflusulfuron-
methyl er ikke skadeligt for forplantningsevnen og er ikke fosterskadeligt. Triflusulfuron-methyl er
hormonforstyrrende efter kriterierne i EU-vejledningen, og på baggrund heraf er der lavet en
risikovurdering for negligibel eksponering i henhold til udkast til guidance for negligibel eksponering.
Risikovurderingen har vist, at der ikke er sikker anvendelse for arbejdere og naboer.
3
EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 13: Notat om komitésag om Ikke-fornyet godkendelse af aktivstoffet triflusulfuron-methyl
Miljøstyrelsen vurderer, at triflusulfuron-methyl opfylder afskæringskriteriet for iboende egenskaber,
idet stoffet er hormonforstyrrende, og det ikke er vist, at eksponeringen er ubetydelig for arbejdere og
naboer samt ift. rester i fødevarer.
EU-vurderingen har vist, at triflusulfuron-methyl skal miljøfareklassificeres. Det skal mærkes med
"H410: Meget giftig med langvarige virkninger for vandlevende organismer".
Triflusulfuron-methyl nedbrydes hurtigt i jord og danner en række nedbrydningsprodukter, som
bindes svagt til moderat til jorden. Grundvandsmodellering for de repræsentative anvendelser i EU
viser, at fem nedbrydningsprodukter udvasker i koncentrationer over grænseværdien på 0.1 µg/L.
Resultater fra Varslingssystem for udvaskning af pesticider til grundvand (VAP) for de danske
anvendelser viser, at risikoen for udvaskning fra nedbrydningsprodukterne IN-E7710 og IN-M7222 til
grundvand er lav. Ifølge EU-vurderingen skal to af de nedbrydningsprodukter, som ikke er testet i
VAP, anses som toksikologisk relevante ift. grundvand iht. EU-vejledningen på baggrund af manglende
data for effekter på arveanlæg og potentielt kræftfremkaldende effekter på baggrund af moderstoffets
klassificering.
Miljøstyrelsen vurderer, at der ikke er vist sikker anvendelse for så vidt angår udvaskning til
grundvand for de repræsentative anvendelser i EU-vurderingen.
EFSA konkluderer, at der er lav risiko for fugle, pattedyr, bier, leddyr, jordorganismer og ikke-mål
planter. EU-risikovurderingen for vandlevende organismer kunne dog ikke færdiggøres, da der
mangler data til at beregne koncentrationen i overfladevand og sediment. Derudover identificerer
EFSA mangler for fugle, pattedyr, bier og alger, disse vurderes dog af EFSA til ikke at være kritiske
mangler.
For disse almindelige risikovurderinger er Miljøstyrelsen enig med EFSA i, at der ikke er tale om
kritiske mangler, og for de danske anvendelser vurderes, at der vil kunne fastsættes risikobegrænsende
foranstaltninger.
EFSA konkluderer dog, at triflusulfuron-methyl er hormonforstyrrende for pattedyr og påpeger, at
ikke-mål organismer vil kunne blive eksponeret til triflusulfuron-methyl via fødeindtag. For fisk
konkluderer EFSA, at der ikke er observeret hormonforstyrrende effekter.
Miljøstyrelsen er enig i, at triflusulfuron-methyl er hormonforstyrrende for pattedyr, og at ikke-mål
organismer, heriblandt pattedyr, kan blive eksponeret for triflusulfuron-methyl via fødeindtag. Der
foreligger ikke retningslinjer for vurderingen af negligibel eksponering i miljøet, og det er derfor ikke
muligt på det foreliggende grundlag at fastslå, hvorvidt der kan opnås et tilstrækkeligt
beskyttelsesniveau.
Miljøstyrelsen vurderer, at der ikke er vist sikker anvendelse for så vidt angår miljø i forhold til
hormonforstyrrende effekter på pattedyr.
Miljøstyrelsen vurderer på linje med Kommissionen, at der ikke er vist sikker anvendelse til de i EU
ansøgte anvendelsesområder for menneskers sundhed, miljø og grundvand.
Det vurderes derfor på linje med Kommissionen, at stoffet ikke opfylder kriterierne for godkendelse i
henhold til i artikel 4, stk. 1-4 i forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler. Det vil sige, at der
ikke er vist sikker anvendelse, for så vidt angår menneskers sundhed, miljø og grundvand.
4
EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 13: Notat om komitésag om Ikke-fornyet godkendelse af aktivstoffet triflusulfuron-methyl
Høring
Sagen har været i høring i EU-miljøspecialudvalget. Der er kommet høringssvar fra Landbrug og
Fødevarer vedrørende triflusulfuron-methyl. Landbrug- og Fødevarer giver udtryk for uenighed med
vurderingen af de økonomiske konsekvenser ved en ikke-fornyet godkendelse af aktivstoffet. De
mener, at aktivstoffet er vigtigt for dyrkning af sukker- og foderroer. Landbrug- og Fødevarer
henstiller til, at triflusulfuron-methyl godkendes som kandidat for substitution i en kortere årrække.
Miljøministeriet bemærker, at aktivstoffet triflusulfuron-methyl af EFSA er vurderet til at være
hormonforstyrrende overfor både mennesker og ikke-målorganismer, og der kan ikke vises negligibel
eksponering. Dermed opfylder det afskæringskriterierne og kan ikke godkendes. Desuden er der
uacceptabel udvaskning af relevante nedbrydningsprodukter. Stoffet opfylder således ikke kriterierne
for at kunne blive godkendt. Institut for Agroøkologi har vurderet at der er alternativer og at effekten
af et forbud mod triflusulfuron-methyl er begrænset.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Man er fra dansk side ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslaget i andre
medlemsstater. På baggrund af tidligere afstemninger om lignende forslag er det usikkert om der vil
være kvalificeret flertal for forslaget blandt medlemsstaterne.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Det vurderes, at der ikke er vist sikker anvendelse til de i EU ansøgte anvendelsesområder for
aktivstoffet triflusulfuron-methyl. Regeringen agter på denne baggrund at støtte forslaget om ikke
fornyet godkendelse af triflusulfuron-methyl.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
5