Den 27. november 2023
MIM 139-23
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om “Udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) om ændring af
gennemførelsesforordning 540/2011 for så vidt angår administrativ forlængelse af
godkendelsesperioden for aktivstofferne: ”benzovindiflupyr, bromuconazol,
buprofezin, cyflufenamid, fluazinam, fluopyram, flutolanil, lambda-cyhalothrin,
mecoprop-P, mepiquat, metsulfuron-methyl, phosphan og pyraclostrobin”
(Komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen foreslår, at forlænge udløbsdatoen for 13 aktivstoffer, hvor godkendelsen i henhold til
forordning 1107/2009 udløber i januar – marts 2024. Hvis forslaget bliver vedtaget, vil
udløbsdatoen for godkendelserne i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) Nr. 540/2011 af
25. maj 2011 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009,
for så vidt angår listen over godkendte aktivstoffer, blive forlænget. Forlængelserne er en
konsekvens af, at den igangværende genvurdering ikke er færdiggjort. Forslaget forventes sat til
afstemning i den stående komité for planter, dyr, fødevarer og foder den 11. og 12. december 2023.
Der er ingen væsentlige administrative konsekvenser for regioner, kommuner eller erhvervslivet.
Der er marginale administrative konsekvenser for staten, da de danske godkendelser af midler med
buprofezin, fluazinam, fluopyram, lambda-cyhalothrin, mepiquat, metsulfuron-methyl og
pyraclostrobin skal forlænges.
Forslagene har umiddelbart ingen væsentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser. Sagen kan dog
potentielt have erhvervsøkonomiske konsekvenser, såfremt der ikke opnås enighed om forlængelse af
de 7 aktivstoffer hvor der på nuværende tidspunkt er godkendte midler med disse stoffer i Danmark.
Samlet set påvirker forslaget miljøbeskyttelsesniveauet i Danmark neutralt, idet det ikke ændrer på,
hvilke midler med de pågældende aktivstoffer, der på nuværende tidspunkt er godkendt i Danmark.
Regeringen mener, at det er rimeligt at forlænge udløbstiden for de pågældende aktivstoffer for at
kunne nå genvurderingen, da der kræves ekstra tid til at gennemføre revurderingsprogrammerne.
Regeringen mener, at revurderingen af mecoprop-P, flutolanil og buprofezin bør afsluttes hurtigst
muligt. For mecoprop-P foreligger der en vurdering fra EFSA fra oktober 2023, der viser kritiske
områder. Flutolanil er et PFAS stof, og der foreligger en EFSA konklusion fra juni 2023. Buprofezin
er vurderet at være hormonforstyrrende i mennesker, men der foreligger endnu ikke en EFSA
konklusion. Regeringen agter på den baggrund at støtte forslaget.