EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 291: Notat om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-629/23, Eesti Suurkiskjad

Europaudvalget 2023-24
EUU Alm.del Bilag 291
Offentligt

NOTAT

Jura

J.nr.: 2023-12147

Den 30.01.2024

Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Miljø- og

Fødevareudvalg om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præju-

dicielle sag C-629/23, Eesti Suurkiskjad

1. Indledning

Den estiske Højesteret har forelagt EU-Domstolen fire præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af ha-

bitatdirektivet

i relation til fastlæggelsen af en regional ulvebestands bevaringsstatus.

I Estland er ulv oplistet på habitatdirektivets bilag V, mens ulv i Danmark er omfattet af habitatdirekti-

vets bilag IV. Som følge heraf er ulv en såkaldt bilag V-art i Estland, men en bilag IV-art i Danmark. Det

betyder, at Danmark efter habitatdirektivets artikel 12 er forpligtet til at sikre en streng beskyttelse af

ulv i Danmark, hvorimod Estland har taget forbehold for en streng beskyttelse af ulv ved deres tiltræ-

delse i Unionen.

Selvom beskyttelsen af ulv dermed er forskellig i Estland og Danmark, kan EU-Domstolens besvarelse

af de præjudicielle spørgsmål have betydning for forvaltningen af ulv i Danmark, jf. nærmere nedenfor.

2. Sagens faktiske omstændigheder og juridiske problemstillinger

Den estiske sag vedrører en afgørelse truffet den 29. oktober 2020 af miljøkontoret i Estland (Keskkon-

naamet). I afgørelsen fastlagde miljøkontoret på baggrund af bestemmelser i Estlands nationale jagtlov

kvoten for ulvejagt for den første del af jagtåret 2020/2021 til 140 individer.

Naturbeskyttelsesforening MTÜ Esti Suurkiskjad anlagde på den baggrund retssag ved de estiske dom-

stole om lovligheden af miljøkontorets afgørelse. Foreningen har bl.a. argumenteret for, at ulvens beva-

ringsstatus i Estland ikke er gunstig, og at jagt på 140 ulve vil vanskeliggøre opnåelsen af en gunstig

bevaringsstatus.

De Estiske miljømyndigheder har under retssagen bl.a. gjort gældende, at Estland har en geografisk

fravigelsesbestemmelse i habitatdirektivet, hvorefter ulve må jages på baggrund af en aktionsplan i hen-

hold til estisk ret. Ved jagt på 140 individer kan Estland ifølge myndigheden fortsat opfylde sine forplig-

telser over for Unionen. Det anføres endvidere, at aktionsplanen udarbejdes i samarbejde med viden-

skabsfolk, sagkyndige, repræsentanter for myndigheder og interesseorganisationer på området. Der

henvises til, at ulvebestandens status i Estland er gunstig, og at bestanden ikke kun kan vurderes inden

for Estland. Endelig bemærker myndigheden, at ulvebestandenes udvikling kan anses for at være stabil,

og at det må anses for normalt, at der forekommer variationer i bestandene.

Den estiske Højesteret har under retssagen stillet fire præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen. Miljø-

ministeriet vil i det følgende fokusere på det første og det andet spørgsmål, da navnlig besvarelsen af

Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter.

Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216

København K

Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk

EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 291: Notat om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-629/23, Eesti Suurkiskjad

disse spørgsmål kan have betydning for forvaltningen af ulv i Danmark, herunder administrationen af

danske regler om adgangen til at fravige beskyttelsen af ulv.

Det første spørgsmål vedrører forståelsen af begrebet "gunstig bevaringsstatus", herunder om habitat-

direktivet skal fortolkes således, at en medlemsstat, når den gennemfører foranstaltninger i medfør af

direktivets artikel 14, stk. 1, er forpligtet til at sikre en gunstig bevaringsstatus for den regionale bestand

i den pågældende medlemsstat,

eller om der kan tages hensyn til den

samlede

regionale bestands beva-

ringsstatus på tværs af landegrænser i de medlemsstater, hvor den regionale bestand er udbredt.

Det andet spørgsmål vedrører, om der af habitatdirektivet følger en pligt til formelt samarbejde mellem

medlemsstater, hvor en regional bestand er udbredt, eller om det er tilstrækkeligt, at den medlemsstat,

som gennemfører foranstaltninger efter direktivets artikel 14, stk. 1, selv fastslår situationen for bestan-

den i de øvrige medlemsstater eller fastlægger betingelser herfor i en national forvaltningsplan.

3. Regeringens interesse i sagen

Regeringen afgiver indlæg i sagen, da EU-Domstolens besvarelse af de forelagte spørgsmål

–

herunder

navnlig det første og det andet spørgsmål

–

kan have betydning for forvaltningen af ulv i Danmark.

Danmark har interesse i en fortolkning af habitatdirektivets bestemmelser, som giver størst mulig flek-

sibilitet i forhold til forvaltning af ulv.

I svaret på det første spørgsmål bør der argumenteres for, at ulvens bevaringsstatus også skal vurderes

ud fra hele den regionale bestand, som ulven måtte være en del af, og ikke alene ud fra bestanden inden

for en given medlemsstats grænser. Denne argumentation stemmer overens med regeringens skriftlige

indlæg i den præjudicielle sag fra Østrig, sag C-601/22, WWF Österreich e.a., der også vedrører fortolk-

ningen af habitatdirektivet i relation til forvaltning af ulv. Danmark modtog den 22. januar 2024 gene-

raladvokatens forslag til afgørelse i sagen, som endnu ikke er afsluttet.

Således kan det få betydning for Danmarks muligheder for at forvalte ulv i restriktiv retning, hvis EU-

Domstolen ved besvarelsen af det første spørgsmål anlægger en fortolkning af habitatdirektivet, hvoref-

ter der ved fastlæggelsen af en bestands bevaringsstatus i en medlemsstat ikke kan tages hensyn til be-

varingsstatus for den regionale bestand i de andre medlemsstater, hvor den regionale bestand er ud-

bredt.

Da ulven er meget mobil, bør en bestands bevaringsstatus nemlig vurderes ud fra den regionale bestand

og ikke blot ud fra de ulve, som befinder sig i en bestemt medlemsstat. Hvis bestanden af ulve alene

vurderes ud fra de ulve, som befinder sig her i landet, vil enhver regulering af ulv i Danmark således som

udgangspunkt have større indflydelse på bestandens mulighed for at opretholde sig selv, hvilket betyder,

at muligheden for at fravige beskyttelsen i Danmark begrænses unødigt.

I svaret på det andet spørgsmål bør der argumenteres for, at der ikke af habitatdirektivet kan udledes

noget krav om et formelt samarbejde mellem medlemsstaterne for så vidt angår fastlæggelse af regionale

ulvebestandes bevaringsstatus.

Således vil det

–

afhængigt af de nærmere omstændigheder

–

kunne have økonomiske og administrative

konsekvenser for Danmark, hvis EU-Domstolen i svaret på det andet spørgsmål anlægger en fortolk-

ning, hvorefter medlemsstaterne er forpligtede til at indgå et formelt samarbejde i forhold til at fastlægge

en bestands bevaringsstatus.

EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 291: Notat om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-629/23, Eesti Suurkiskjad

Dertil kommer, at et formelt samarbejde afhængigt af de nærmere omstændigheder kan tænkes at få

betydning for fleksibiliteten i Danmarks muligheder for at forvalte ulv. Det bemærkes i denne forbin-

delse, at selvom der ikke i habitatdirektivet er fastlagt retlige rammer for et sådant samarbejde, pågår

der informationsudveksling om ulv medlemsstaterne imellem. Til illustration udveksler Danmark,

Sverige og Tyskland allerede i dag data om ulv.