Den 7. februar 2024
MIM 13-24
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af
anvendelsen af chromtrioxid og natriumdichromat til passivering af tinbelagt
stål og elektrolytisk chrombelægning af stål i henhold til Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af
stofferne chromtrioxid og natriumdichromat til passivering af tinbelagt stål og elektrolytisk
chrombelægning af stål i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006
(REACH) (komitésag). Forslaget giver tilladelse til fortsat anvendelse til den franske virksomhed
ArcelorMittal France på to fabrikker i Frankrig og den spanske virksomhed ArcelorMittal España på
to fabrikker i Spanien. Tilladelsen gives efter optag på godkendelseslisten, bilag XIV i REACH, til
fortsat at anvende stofferne indtil enten udgangen af 2028 eller udgangen af 2027, afhængig af
anvendelsen. Forslaget blev drøftet på et møde i REACH-komiteen d. 14. december 2023 forud for
efterfølgende vedtagelse i skriftlig procedure med frist d. 16. februar 2024. Forslaget forventes ikke
at have nævneværdige økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet - ej heller
statsfinansielle konsekvenser. Forslaget forventes ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark.
Regeringen ønsker generelt at begrænse anvendelse af særligt problematiske stoffer i de tilfælde,
hvor der ikke kan demonstreres sikker brug, eller hvor der findes egnede alternativer. I den konkrete
sag drejer det sig om en specifik anvendelse af stofferne, hvor der ikke findes alternativer. De
beskrevne risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold er ikke tilstrækkelige til at sikre
arbejdstagere og den generelle befolkning via miljøet. Kommissionen har derfor fastsat krav om
yderligere risikohåndteringsforanstaltninger. Regeringen vurderer, at de pålagte krav vil sikre at
risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold lever op til de danske arbejdsmiljøkrav og
til de danske miljøkrav i forhold til at sikre den generelle befolkning via miljøet. Regeringen agter på
den baggrund at støtte forslagene.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af
chromtrioxid og natriumdichromat til passivering af tinbelagt stål (ETP) og elektrolytisk
chrombelægning af stål (ECCS).