Den 17. april 2024
MIM 53-24
KOMITÉNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af
anvendelsen af trixylylphosphat (TXP) som hydraulisk væske i henhold til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH)
(komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af
stoffet trixylylphosphat (TXP) som hydraulisk væske i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitésag). Forslaget giver tilladelse til fortsat anvendelse
til den franske virksomhed EDF S.A. på 18 atomkraftværker i Frankrig. Tilladelsen gives efter optag
på godkendelseslisten, bilag XIV i REACH, til fortsat at anvende stoffet indtil maj 2030. Forslaget
forventes drøftet og til afstemning på et møde i REACH-komiteen d. 26. april 2024. Forslaget
forventes ikke at have nævneværdige økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet - ej heller statsfinansielle konsekvenser. Forslaget forventes ikke at påvirke
beskyttelsesniveauet i Danmark. Regeringen ønsker generelt at begrænse anvendelse af særligt
problematiske stoffer i de tilfælde, hvor der ikke kan demonstreres sikker brug, eller hvor der findes
egnede alternativer. I den konkrete sag findes der allerede egnede alternativer i EU, som ansøger er
ved at implementere, men det vil ikke være muligt for ansøgeren fuldt ud at implementere
alternativer tidligere end godkendelsesperiodens udløb pga. tekniske hensyn i driften af
atomkraftværkerne. De anvendte risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold vurderes
at sikre, at risikoen er tilstrækkeligt kontrolleret og i øvrigt at leve op til de danske arbejdsmiljøkrav.
Regeringen agter på den baggrund at støtte forslaget.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af
trixylylphosphat (TXP) som hydraulisk væske.
Forslaget er fremlagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006
(REACH). Forslaget har hjemmel i REACH-forordningens artikel 64, stk. 8.
Forslaget behandles i en undersøgelsesprocedure i REACH-komiteen. Afgiver komitéen en positiv
udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen forslaget. Afgiver komitéen en negativ