EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 487: Notat om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens sag C-790/23, Qassioun

Europaudvalget 2023-24
EUU Alm.del Bilag 487
Offentligt

Notat

Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udlændinge- og Integrations-

udvalg om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens sag C-790/23, Qassioun

Indledning

En finsk domstol har forelagt EU-Domstolen et præjudicielt spørgsmål om fortolk-

ning af Dublinforordningens

artikel 18, stk. 1, litra d. Bestemmelsen fastslår, at en

medlemsstat skal tilbagetage en udlænding, som opholder sig på en anden med-

lemsstats område uden opholdstilladelse, såfremt den første medlemsstat har

meddelt den pågældende afslag på en

ansøgning

om international beskyttelse

(asyl). Spørgsmålet i sagen vedrører, hvorvidt denne bestemmelse også omfatter

tilfælde, hvor en opholdstilladelse, der tidligere er meddelt på baggrund af en an-

søgning om asyl, nægtes forlænget på baggrund af en sag, som er indledt af myn-

dighederne af

egen drift.

Hovedsagens faktiske omstændigheder

Det præjudicielle spørgsmål er stillet på baggrund af en konkret sag om overførsel

af en syrisk kvinde (fra Damaskus) fra Finland til Danmark i medfør af Dublinforord-

ningen. Udlændingen har haft asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 3,

men fik sin opholdstilladelse nægtet forlænget, da grundlaget for opholdstilladel-

sen ikke længere var til stede. Sagen blev, som det følger af udlændingeloven, ind-

ledt af Udlændingestyrelsen af egen drift og således ikke på baggrund af en ansøg-

ning om forlængelse. Udlændingen rejste herefter til Finland, hvor hun søgte om

asyl.

Det følger som nævnt af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, at en med-

lemsstat skal tilbagetage en tredjelandsstatsborger, som opholder sig på en anden

medlemsstats område uden opholdstilladelse, såfremt den første medlemsstat har

meddelt den pågældende afslag på

en ansøgning

om asyl. Problemstillingen i sagen

er derfor, om medlemsstaten (Danmark) skal tilbagetage udlændingen, som ophol-

der sig på en anden medlemsstats (Finlands) område efter denne bestemmelse.

11. marts 2024

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Asyl og visum

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

Sagsbehandler

Iza Marie Bjørnstrup Søby

Tel.

Mail

Sags nr.

Akt-id

61 98 34 47

[email protected]

2024 - 3516

2646442

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsæt-

telse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for be-

handlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelands-

statsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne

Side

1/3

EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 487: Notat om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens sag C-790/23, Qassioun

Den forelæggende finske domstol har for at kunne afgøre dette spørgsmål forelagt

et præjudicielt spørgsmål om, hvorvidt et

afslag

efter Dublinforordningens artikel

18, stk. 1, litra d, også omfatter en afgørelse om nægtelse af forlængelse af en op-

holdstilladelse, der tidligere er meddelt på baggrund af en ansøgning om asyl, når

sagen er indledt af myndigheden

af egen drift,

og ikke på baggrund af en

ansøgning

om forlængelse.

Relevante retsregler

Danmark er på grund af retsforbeholdet ikke omfattet af Dublinforordningen, men

Danmark har indgået en parallelaftale med EU om bl.a. Dublinforordningen. Paral-

lelaftalen indebærer, at Danmark er bundet af Dublinforordningen på mellemstats-

ligt grundlag. Danmark har på den baggrund direkte inkorporeret Dublinforordnin-

gens regler om overførsel af asylansøgere i dansk ret, jf. udlændingelovens § 29 a.

Formålet med Dublinreglerne er, at kun én medlemsstat er ansvarlig for at be-

handle en tredjelandsstatsborgers ansøgning om asyl. Det fremgår således bl.a. af

artikel 1 i Dublinforordningen, at formålet med forordningen er at fastsætte krite-

rierne og procedurerne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for

behandlingen af en ansøgning om asyl, som er indgivet i en af medlemsstaterne. Af

artikel 3, stk. 1, 2. pkt., fremgår det, at en ansøgning om asyl kun behandles af den

medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i forordningen.

Kan det ikke på grundlag af forordningens ansvarskriterier afgøres, hvilken med-

lemsstat der er ansvarlig, er det den første medlemsstat, som ansøgningen om asyl

indgives til, der er ansvarlig for behandlingen. Dette følger af Dublinforordningens

artikel 3, stk. 2.

Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, forpligter som nævnt en medlemsstat

til at tilbagetage en tredjelandsstatsborger, som har fået afslag på en ansøgning om

asyl i denne medlemsstat, når tredjelandsstatsborgeren søger om asyl i en ny med-

lemsstat.

Regeringens interesse i sagen

Regeringens interesse i sagen skal navnlig ses i lyset af, at EU-Domstolens svar på

det forelagte spørgsmål

–

dvs. om en (dansk) afgørelse om nægtelse af forlængelse

af en opholdstilladelse, som er indledt af myndighederne

af egen drift,

kan sidestil-

les med et afslag på en ansøgning om asyl efter Dublinforordningens artikel 18, stk.

1, litra d

–

vil have betydning for, hvilken medlemsstat (Danmark eller Finland) der

efter Dublinforordningen er ansvarlig for den pågældende tredjelandsstatsborger.

Spørgsmålet er af principiel betydning, idet Dublinforordningens formål er, at en

tredjelandsstatsborger kun skal kunne få behandlet en ansøgning om asyl i én med-

lemsstat. Såfremt EU-Domstolen konkluderer, at en afgørelse om nægtelse af for-

længelse af en opholdstilladelse om asyl, der er indledt af myndighederne af egen

drift, ikke kan sidestilles med et afslag på asyl i Dublinforordningens forstand, vil

Side

2/3

EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 487: Notat om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens sag C-790/23, Qassioun

det betyde, at en anden medlemsstat på ny vil skulle behandle tredjelandsstatsbor-

gers ansøgning om asyl, selvom en medlemsstat allerede har vurderet, at den på-

gældende ikke (længere) har et beskyttelsesbehov.

I relation til dette vil regeringen i sagen argumentere for, at en afgørelse om næg-

telse af forlængelse af en opholdstilladelse af asyl er at sidestille med et afslag på

en ansøgning om asyl i Dublinforordningens forstand, uagtet at sagen er indledt af

myndighederne af egen drift, og at en sådan situation derfor også er omfattet af

Dublinforordningen. Dette er særligt begrundet i, at formålet med Dublinforordnin-

gen netop er, at en tredjelandsstatsborger kun skal kunne få sin asylsag behandlet

i én medlemsstat.

Det er på den baggrund, at regeringen vil afgive indlæg i sagen ved EU-Domstolen

med ovennævnte argumentation.

Side

3/3