Den 13. maj 2024
MIM 63-24
KOMITÉNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om “Udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) om ændring af
gennemførelsesforordning 540/2011 for så vidt angår administrativ forlængelse af
godkendelsesperioden for aktivstofferne:
”amisulbrom,
S-abscinsyre, thiencarbazon-
methyl og valifenalat”
(Komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen foreslår at forlænge godkendelsen af fire aktivstoffer, hvor godkendelsen i henhold til
forordning 1107/2009 udløber i september 2024. Forslaget om forlængelserne er en konsekvens af,
at den igangværende genvurdering ikke er blevet færdiggjort. Hvis forslaget bliver vedtaget, vil
godkendelserne i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) Nr. 540/2011 af 25. maj 2011 om
gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 for så vidt angår
listen over godkendte aktivstoffer blive forlænget. Forslaget forventes sat til afstemning i den
stående komité for planter, dyr, fødevarer og foder den 22. og 23. maj 2024. Der er ingen væsentlige
administrative konsekvenser for regioner, kommuner eller erhvervslivet. Der er marginale,
administrative konsekvenser for staten, da de danske godkendelser af midler med S-abscisinsyre og
thiencarbazon-methyl vil skulle forlænges, hvis forslaget vedtages.
Forslagene har umiddelbart ingen væsentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser. Sagen kan dog
potentielt have erhvervsøkonomiske konsekvenser, såfremt der ikke opnås enighed om forlængelse af
de to aktivstoffer, hvor der på nuværende tidspunkt er godkendte midler med disse stoffer i
Danmark.
Samlet set påvirker forslaget miljøbeskyttelsesniveauet i Danmark neutralt, idet det ikke ændrer på,
hvilke midler med de pågældende aktivstoffer, der på nuværende tidspunkt er godkendt i Danmark.
Regeringen mener, at det er rimeligt at forlænge godkendelsesperioden for de pågældende
aktivstoffer for at kunne nå genvurderingen, da der kræves ekstra tid til at gennemføre
revurderingsprogrammerne. Regeringen agter på den baggrund at støtte forslaget.