EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 571: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-24

Europaudvalget 2023-24
EUU Alm.del Bilag 571
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2 – 1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 23/02607

7. juni 2024

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat procesdele-

gation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af general-

advokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske rege-

ring, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom. General-

advokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens hjemmeside

(http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-607/21

Titel og kort sagsresumé

État belge

Emne:

Krav til dokumentation for forsørgelsesforhold efter op-

holdsdirektivets art. 2, stk. 2, litra d), i en situation, hvor an-

søgningen om opholdsret ikke indgives i forbindelse med

indrejsen i værtsmedlemsstaten

Spørgsmål:

1. Skal der i forbindelse med undersøgelsen af begrebet per-

son, der forsørges, som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra d),

i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.

april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers

ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes om-

råde, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om

ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF,

72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF,

90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF tages hensyn

til en ansøgers situation, når denne allerede befinder sig på

den stats område, hvor referencepersonen er etableret?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal

en ansøger, der befinder sig lovligt på denne stats område, da

behandles forskelligt i forhold til en ansøger, der ikke befin-

der sig lovligt på dette område?

3. Skal artikel 2, stk. 2, litra d), i Europa-Parlamentets og Rå-

dets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborge-

res og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde

sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forord-

ning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv

64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF,

Deltager i PD

UIM

Proces-

skridt

Mundt-

lig for-

handling

Dato

13.06.24

EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 571: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-24

C-383/23

75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og

93/96/EØF fortolkes således, at en slægtning i opstigende

linje for at kunne anses for at blive forsørget og således falde

ind under denne bestemmelses definition af »familiemedlem«

[kan påberåbe] sig et reelt forsørgelsesforhold i oprindelses-

landet, der er fastslået ved hjælp af dokumenter, som imid-

lertid blev udstedt flere år før tidspunktet for indgivelsen af

ansøgningen om opholdstilladelse som familiemedlem til en

unionsborger, med den begrundelse, at afrejsen fra oprindel-

seslandet og indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse

i værtsmedlemsstaten ikke er tidsmæssigt sammenfaldende?

4. Såfremt det tredje spørgsmål besvares benægtende, hvad

er da kriterierne for bedømmelsen af forsørgelsesforholdet

for en ansøger, der ansøger om tilladelse til at slutte sig til en

unionsborger eller dennes partner som slægtning i opsti-

gende linje uden at have kunnet opnå opholdstilladelse på

grundlag af en ansøgning indgivet i umiddelbar forlængelse

af afrejsen fra oprindelseslandet?

ILVA

Spørgsmål;

I. Skal begrebet "virksomhed" i artikel 83, stk. 4-6, i databe-

skyttelsesforordningen forstås som en virksomhed som om-

handlet i artikel 101 og 102 i TEUF, jf. præam bel betragtning

150 i databeskyttelsesforordningen, og EU-Domstolens rets-

praksis inden for EUkonkurrencerettens område, således at

begrebet "virksomhed” omfatter enhver enhed, som udøver

økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status

og dens finansieringsmåde?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal

artikel 83, stk. 4-6, i databeskyttelsesforordningen fortolkes

således, at der ved udmåling af en bøde til en virksomhed

skal lægges vægt på den samlede globale årlige omsætning i

den økonomiske enhed, som virksomheden måtte indgå i, el-

ler alene på den samlede globale årlige omsætning i virksom-

heden selv?

Mundt-

lig for-

handling

19.06.24

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Forkortelser i sagstypekolonnen:

O-sag = Sagen følges til orientering

F-sag = Sagen følges med henblik på eventuel afgivelse af mundtligt indlæg

Sagsnr.

C-646/21

Titel og kort sagsresumé

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

Påstande:

1. Skal kvalifikationsdirektivets artikel 10, stk. 1, litra

d), fortolkes således, at vestlig(e) normer, værdier og

faktisk levemåde, som tredjelandsstatsborgere overta-

ger, når de i en betragtelig del af den fase af livet, hvor

deres identitet formes, har opholdt sig på medlemssta-

tens område og er blevet fuldgyldige medlemmer af

Interessent

UIM

Sags-

type

O-sag

Pro-

ces-

skridt

Dom

Dato

11.06.24

EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 571: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-24

samfundet, må betragtes som fælles baggrund, der ikke

kan ændres, eller som er så grundlæggende for deres

identitet, at ingen mennesker bør tvinges til at give af-

kald derpå?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende,

skal tredjelandsstats-borgere, som – uanset årsagerne

hertil – har overtaget tilsvarende vestlige normer og

værdier i kraft af faktisk ophold i denne medlemsstat i

den fase af livet, hvor deres identitet formes, betragtes

som »medlemmer af en bestemt social gruppe« som

omhandlet i kvalifikationsdirektivets artikel 10, stk. 1,

litra d)? Skal spørgsmålet, om der er tale om »medlem-

mer af en bestemt social gruppe, som har en særskilt

identitet i det relevante land«, afgøres ud fra denne

medlemsstats synsvinkel, eller skal det i forbindelse

med kvalifikati-onsdirektivets artikel 10, stk. 2, fortol-

kes således, at der skal lægges afgørende vægt på, om

udlændingen kan godtgøre, at den pågældende i sit op-

rindelses-land betragtes som en del af en bestemt so-

cial gruppe, eller at dette i al fald tillægges den pågæl-

dende? Er betingelsen om, at vestliggørelse alene kan

føre til flygtningestatus, hvis dette skyldes religiøse og

politiske grunde, forenelig med kvalifikationsdirekti-

vets artikel 10, sammenholdt med forbuddet mod re-

foulement og med retten til asyl?

3. Er en national retspraksis, hvorefter en besluttende

myndighed ved be-dømmelsen af en ansøgning om in-

ternational beskyttelse afvejer barnets tarv uden først

konkret at (lade) fastslå (i hver procedure), hvad der er

barnets tarv, forenelig med EU-retten, særligt med ar-

tikel 24, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), sam-

men-holdt med chartrets artikel 51, stk. 1? Skal dette

spørgsmål besvares anderle-des, hvis medlemsstaten

skal afgøre en ansøgning om opholdstilladelse med

henvisning til sædvanlige grunde, og barnets tarv her-

ved skal tages i betragt-ning?

4. På hvilken måde og i hvilken fase af bedømmelsen

af en ansøgning om international beskyttelse skal, hen-

set til chartrets artikel 24, stk. 2, barnets tarv og særligt

den skade, som en mindreårig har pådraget sig ved et

mangeårigt faktisk ophold i en medlemsstat, tages i be-

tragtning og afvejes? Har det her-ved betydning, om

dette faktiske ophold var lovligt? Er det ved afvejnin-

gen af barnets tarv under ovenstående bedømmelse re-

levant, om medlemsstaten har truffet afgørelse vedrø-

rende ansøgningen om international beskyttelse inden

for de herfor gældende EU-retlige frister, eller om en

tidligere pålagt pligt til hjemrejse ikke er blevet respek-

teret, og at medlemsstaten i det følgende ikke udsendte

de mindreårige, således at deres faktiske ophold i med-

lemsstaten kunne fortsætte?

5. Kan det forenes med EU-retten, at der i henhold til

en national retspraksis sondres mellem den første og

fornyede ansøgninger om international beskyt-telse i

den forstand, at sædvanlige grunde til international be-

skyttelse ikke tages i betragtning ved fornyede ansøg-

ninger om international beskyttelse, når henses til

chartrets artikel 7, sammenholdt med artikel 24, stk.2?

EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 571: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-24

C-305/22

C.J.

Påstande:

1. L’article 25 de la décision-cadre 2008/909 doit-il

être interprété en ce sens que, lorsque la juridiction qui

exécute un mandat [d’arrêt] européen entend appliquer

l’article 4, point 6, de la décision-cadre 2002/584 en

vue de la reconnaissance du jugement de condamna-

tion, elle est tenue de demander le jugement et le cer-

tificate émis en vertu de la décision-cadre 2008/909

ainsi que d’obtenir le consentement de l’État de con-

damnation en vertu de l’article 4, paragraphe 2, de la

décision-cadre 2008/909 ?

2. L’article 4, point 6, de la décision-cadre 2002/584,

lu en combinaison avec l’article 25 et avec l’article 4,

paragraphe 2, de la décision-cadre 2008/909, doit-il

être interprété en ce sens que le refus d’exécuter un

mandat d’arrêt européen émis aux fins de l’exécution

d’une peine privative de liberté ainsi que la reconnais-

sance du jugement de condamnation, sans que ce der-

nier ait été effectivement execute par l’emprisonne-

ment de la personne con-damnée, en raison de la grâce

et de la suspension de l’exécution de la peine en vertu

du droit de l’État d’exécution, et sans avoir obtenu le

consentement de l’État de condamnation dans le cadre

de la procédure de reconnaissan-ce, [entraînent] la

perte du droit de l’État de condamnation de procéder

à l’exécution de la peine en vertu de l’article 22, para-

graphe 1, de la décision-cadre 2008/909 ?

3. L’article 8, paragraphe 1, sous c), de la décision-

cadre 2002/584 doit-il être interprété en ce sens qu’un

jugement prononçant une peine privative de liberté sur

le fondement duquel a été émis un mandat d’arrêt eu-

ropéen refusé en vertu de l’article 4, point 6, [de cette

décision-cadre], jugement qui a été reconnu mais qui

n’a pas été effectivement exécuté par l’emprisonne-

ment de la personne condamnée, en raison de la grâce

et de la suspension de l’exécution de la peine en vertu

du droit de l’État d’exécution, et sans avoir obtenu le

consentement de l’État de condamnation dans le cadre

de la procédure de reconnaissance, perd sa force

exécutoire ?

4. L’article 4, point 5, de la décision-cadre 2002/584

doit-il être interprété en ce sens qu’une décision de

justice ayant refusé l’exécution d’un mandat d’arrêt eu-

ropéen émis aux fins de l’exécution d’une peine priva-

tive de liber-té et ayant reconnu le jugement de con-

damnation en vertu de l’article 4, point 6, de la déci-

sion-cadre 2002/584, sans que celui-ci ait toutefois été

effectivement execute par l’emprisonnement de la per-

sonne condamnée, en raison de la grâce et de la su-

spension de l’exécution de la peine en vertu du droit

de l’État d’exécution (État membre de l’Union), et sans

avoir obtenu le consentement de l’État decondamna-

tion dans le cadre de la procédure de reconnaissance,

constitue un jugement de « condamnation pour les

mêmes faits par un pays tiers » ?

Si la réponse à la quatrième question est affirmative,

5. L’article 4, point 5, de la décision-cadre 2002/584

doit-il être interprété en ce sens qu’une décision de

O-sag

13.06.24

EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 571: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-24

C-332/22

justice ayant refusé l’exécution d’un mandat d’arrêt eu-

ropéen émis aux fins de l’exécution d’une peine priva-

tive de liber-té et ayant reconnu le jugement de con-

damnation en vertu de l’article 4, point 6, de la déci-

sion-cadre 2002/584, avec suspension de l’exécution

de la peine en vertu de la loi de l’État d’exécution, con-

stitue une « condamnation en cours d’exécution »

lorsque la surveillance de la personne condamnée n’a

pas encore commencé ?

Generalitat de Catalunya

Spørgsmål:

FOR DET FØRSTE.- Det ønskes oplyst, om de for-

anstaltninger, der blev fastsat i Tribunal Supremos

(øverste domstol) dom nr. 1425/2018 og 1426/2018

af 26. september 2018, hvis kriterium opretholdes i dag

(30.11.2021) – og som består i at opretholde ansættel-

sen af den offentligt ansatte, der er udsat for misbrug,

i det usikre ansættelsesforhold, indtil den ansættende

forvaltning afgør, om der foreligger et strukturelt be-

hov, og afholder de tilsvarende udvælgelsesprøver med

henblik på at besætte stillin-gen med fastansatte of-

fentligt ansatte eller tjenestemænd – udgør foran-stalt-

ninger, der opfylder kravene om sanktioner i § 5 i ram-

meaftalen i bilag til direktiv 1999/70. Eller om disse

foranstaltninger derimod giver anled-ning til en opret-

holdelse af den usikre situation og af den manglende

be-skyttelse, indtil den ansættende forvaltning beslut-

ter at afholde en udvælgel-sesprøve med henblik på at

besætte stillingen med en fastansat arbejdstager, hvil-

ken prøves resultat er usikkert, eftersom disse prøver

også er åbne for ansøgere, der ikke har været udsat for

et sådant misbrug, og der er tale om foranstaltninger,

der ikke kan anses for afskrækkende sanktionsforan-

stalt-ninger med henblik på rammeaftalens § 5, og som

ikke sikrer, at formålene med rammeaftalen opfyldes.

FOR DET ANDET.- Når en national retsinstans i

medfør af sin pligt til under alle omstændigheder at

sanktionere det fastslåede misbrug (sanktio-nen er

»nødvendig« og »umiddelbar«) konkluderer, at princip-

pet om overensstemmende fortolkning ikke gør det

muligt at sikre direktivets effek-tive virkning uden at

anlægge en fortolkning contra legem af den nationale

lovgivning, fordi der i medlemsstatens nationale rets-

orden ikke er indført nogen sanktionsforanstaltninger

med henblik på anvendelsen af rammeaf-talens § 5 i

den offentlige sektor, bør betragtningerne i Egenber-

ger-dommen af 17. april 2018 eller i dom (afsagt af

Store Afdeling) den 15. april 2008 i sag C-268/06 an-

vendes, således at artikel 21 og 47 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder (heref-

ter »chartret«) tillader, at de bestemmelser i national

ret, der er til hinder for at sikre den fulde virkning af

direktiv 1999/70/EF, undlades anvendt, selv om disse

bestem-melser har forfatningsmæssig status? bør det

midlertidige ansættelsesfor-hold, som har karakter af

misbrug, som følge heraf da ændres til et fast ansættel-

sesforhold, som er identisk og sammenligneligt med

MIM

O-sag

13.06.24

EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 571: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-24

C-731/22

ansættelsesfor-holdet for sammenlignelige vedtægts-

mæssigt fastansatte, hvilket medfører sikkerhed i an-

sættelsen for ofret for misbruget, for at undgå, at det

nævnte misbrug unddrager sig sanktioner, og at formå-

lene med og den effektive virkning af rammeaftalens §

5 undermineres, selv om denne ændring er forbudt i

henhold til national ret og Tribunal Supremos (øverste

domstol) praksis eller kan være i strid med den spanske

forfatning?

M.fl. spørgsmål

Unione di Comuni Alta Marmilla

Påstande:

Skal artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter

om grundlæggende rettigheder og artikel 7, stk. 2, i di-

rektiv 2003/88/EF, også betragtet hver for sig, fortol-

kes således, at de er til hinder for nationale bestemmel-

ser eller retspraksis, der er begrundet i hensynet til de

offentlige finanser, og hvoref-ter ansatte, herunder le-

dende medarbejdere, i de offentlige forvaltninger ved

ansættelsesforholdets ophør under ingen omstændig-

heder kan opnå finansiel godtgørelse for optjent ferie,

der ikke er blevet afholdt?

BibMedia (forelagt af Østre Landsret)

Spørgsmål:

Er gennemsigtigheds- og ligebehandlingsprincippet i

udbudsdirektivets artikel 18 og det deraf følgende for-

handlingsforbud til hinder for, at der i forbindelse med

et offentligt udbud af delkontrakter, jf. udbudsdirekti-

vets artikel 27 og 46, gives en tilbudsgiver, der har af-

givet det næstmest økonomisk fordelagtige tilbud, mu-

lighed for, efter udløbet af tilbudsfristen og i overens-

stemmelse med det på forhånd fastlagte i udbudsbetin-

gelserne, at levere de udbudte ydelser i en delkontrakt

på samme vilkår som en tilbudsgiver, der har afgivet

det økonomisk mest fordelagtige bud og derfor er til-

delt en samtidig udbudt anden delkontrakt?

Pedro Francisco

Spørgsmål:

1) Skal artikel 27 i direktiv 2004/38/EF fortolkes såle-

des, at registreringer i politiets sagsstyringssystem kan

danne grundlag for eller udgøre fundamentet for den

pågældendes personlige adfærd ved vurderingen af,

om der foreligger en reel trussel, når straffesagen har

til formål at bevise, at der foreligger en sådan trussel?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende,

skal fortolkningen da, i lyset af direktivets artikel 27,

være, at den statslige myndighed udtrykkeligt og detal-

jeret skal nævne de faktiske omstændigheder, som lig-

ger til grund for registreringen i politiets sagsstyrings-

system, og de retslige procedurer, som er indledt, samt

følgerne heraf med henblik på at underbygge, at der

ikke er tale om simple indledende formodninger

Ministerstvo na vatreshnite raboti

Sagen vedrører:

FVM

O-sag

Dom

13.06.24

C-737/22

KFST

O-sag

Dom

13.06.24

C-62/23

UIM

O-sag

Dom

13.06.24

C-80/23

O-sag

Dom

13.06.24

EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 571: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-24

C-146/23 og

C-374/23

1. Er kravet om prøvelse af, om behandlingen er

»strengt nødvendig« som omhandlet i artikel 10 i di-

rektiv 2016/680 som fortolket af Domstolen i præmis

133 i dom [af 26.1.2023, Ministerstvo na vatreshnite

raboti, C-205/21, EU:C:2023:49], opfyldt, hvis den

gennemføres alene på grundlag af kendelsen om den

formelle sigtelse af personen og på grundlag af dennes

skriftlige afvisning af at lade sine biometriske og gene-

tiske data indsamle, eller er det nødvendigt, at alle sa-

gens akter foreligger for retten, som i henhold til nati-

onal ret stilles til rådighed for retten i forbindelse med

en anmodning om tilladelse til at gennemføre efter-

forskningsskridt, som krænker fysiske personers rets-

sfære, hvis denne anmodning fremsættes i en straffe-

sag?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

Kan retten, efter at den har fået stillet sagens akter til

rådighed, i forbindelse med bedømmelsen af den

»streng[e] nødvendig[hed]« som omhandlet i artikel 10

sammenholdt med artikel 6, litra a), i direktiv

2016/680, også prøve, om der er væsentlig grund til at

tro, at den pågældende person har begået en strafbar

handling?

Adoreike og Sąd Rejonowy w Białymstoku

Sagen vedrører:

1) Skal værdierne demokrati, retsstaten, respekt for

menneskerettighederne og retfærdighed, som fastsat i

artikel 2 TEU, og bestemmelserne i artikel 19, stk. 1,

andet afsnit, TEU fortolkes således, at de tillægger den

lovgivende og den udøvende magt i medlemsstaterne

en eksklusiv skønsmargen til ved national lovgivning

at fastsætte dommeres vederlag på et niveau, der alene

afhænger af den lovgivende og den udøvende magts

vilje?

2) Skal bestemmelserne i artikel 19, stk. 1, andet afsnit,

TEU og chartrets artikel 47, som bl.a. omhandler dom-

stolenes uafhængighed, fortolkes således, at disse be-

stemmelser tillader medlemsstaterne at indføre regler

ved national lovgivning, som fastsætter dommeres ve-

derlag på et lavere niveau end det vederlag eller hono-

rar, som staten fastsætter for medlemmer af andre ju-

ridiske erhverv?

HYA e.a.

Sagen vedrører:

Skal artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58 sammenholdt

med chartrets artikel 47, stk. 2, som fortolket ved Den

Europæiske Unions domstol i dom af 16. februar 2023

i sag C-349/21 og i lyset af 11. betragtning til direkti-

vet, chartrets artikel 52, stk. 1, og artikel 53 samt ækvi-

valensprincippet fortolkes således, at den forpligter en

national domstol til

– at undlade at anvende retsforskrifter (forfatningens

artikel 121, stk. 4, NPK’s artikel 174, stk. 4, og ZSRS’

artikel 15, stk. 2) samt Den Europæiske Menneskeret-

tighedsdomstols fortolkning af EMRK’s artikel 8, stk.

2, i dommen i sag nr. 70078, hvorefter der udtrykkeligt

skal anføres en skriftlig begrundelse i retsafgørelsen

MEDST

O-sag

Dom

13.06.24

C-229/23

O-sag

Dom

13.06.24

EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 571: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-24

C-368/23

om godkendelse (af aflytning, registrering og lagring af

telekommunikation uden brugernes samtykke), uanset

om der foreligger en begrundet anmodning, på grund-

lag af hvilken godkendelsen blev givet, idet grunden til

ikkeanvendelsen ligger i, at det, når man sammenhol-

der anmodningen og godkendelsen, kan konstateres,

1) af hvilke præcise grunde retten under de faktiske og

retlige omstændigheder i det konkrete tilfælde nåede til

den opfattelse, at lovens krav er opfyldt, og 2) for hvil-

ken person og hvilket kommunikationsmiddel retsaf-

gørelsen om godkendelse blev givet

– i forbindelse med prøvelsen af, om den i sagen om-

handlede telekommunikation skal udelukkes som be-

vis, at undlade at anvende en national retsforskrift

(NPK’s artikel 105, stk. 2) eller fortolke den del af den

i overensstemmelse med EU-retten, som kræver over-

holdelse af de nationale processuelle bestemmelser (i

den foreliggende sag NPK’s artikel 174, stk. 4, og

ZSRS’ artikel 15, stk. 2), og i stedet anvende den regel,

som Domstolen fastlagde i dom af 16. februar 2023 i

sag C-349/21?

H3C mod MO

Spørgsmål;

»1. Skal artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjene-

steydelser i det indre marked – bl.a. henset til bestem-

melserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af

årsregnskaber og konsoliderede regnskaber og i Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

537/2014 af 16. april 2014 om specifikke krav til lov-

pligtig revision af virksomheder af interesse for offent-

ligheden – fortolkes således, at denne bestemmelse er

til hinder for, at en national lovgivning forbyder revi-

sorer og revisionsfirmaer at udøve enhver erhvervsak-

tivitet, uanset om denne udøves direkte eller af en mel-

lemmand?

2. Gælder det samme i bekræftende fald, såfremt

denne lovgivning fra dette forbuds anvendelsesom-

råde udelukker dels erhvervsvirksomhed, som er ac-

cessorisk i forhold til arbejdet som regnskabsekspert

og udøves i overensstemmelse med reglerne om revi-

sorers fagetiske adfærd og uafhængighed og på de be-

tingelser, der er fastsat i artikel 22 i bekendtgørelse nr.

45-2138 af 19. september 1945, dels accessorisk er-

hvervsvirksomhed, som udøves af et tværfagligt sel-

skab [(SPE)] på de betingelser, der er fastsat i artikel

31-5 i lov nr. 90-1258 af 31. december 1990?«

Finnair

Sagen vedrører:

1. Kan et luftfartsselskab påberåbe sig usædvanlige

omstændigheder som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i

forordning nr. 261/2004, alene fordi flyproducenten

meddelte, at der forelå en skjult konstruktionsfejl, som

påvirkede flysikkerheden og berørte hele flytypen, selv

om denne melding først blev givet efter forsinkelsen

eller aflysningen af flyvningen?

ERST

O-sag

13.06.24

C-385/23

TRM

O-sag

Dom

13.06.24

EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 571: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-24

C-411/23

C-551/22 P

2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende,

og det skal prøves, om omstændighederne skyldtes be-

givenheder, der er en del af det berørte luftfartssel-

skabs sædvanlige aktivitetsudøvelse og på grund af de-

res karakter eller oprindelse ikke ligger uden for selska-

bets faktiske kontrol, finder Den Europæiske Unions

Domstols praksis vedrørende for tidligt funktionssvigt

af bestemte tekniske dele da anvendelse i en sag som

den foreliggende, hvor hverken producenten eller luft-

fartsselskabet på tidspunktet for aflysningen af flyvnin-

gen vidste, hvilken type fejl den pågældende nye fly-

type var ramt af, og hvordan den kunne afhjælpes?

Sagen vedrører:

1) Udgør en konstruktionsfejl i en flymotor, som er

blevet oplyst af producenten, en »usædvanlig omstæn-

dighed«, der er omfattet af begrebet »uforudsete sik-

kerhedsproblemer« som omhandlet i 14. og 15. be-

tragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forord-

ning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles

bestemmelser om kompensation og bistand til luft-

fartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning

eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning

(EØF) nr. 295/91, hvis luftfartsselskabet var bekendt

med den mulige konstruktionsfejl flere måneder før

flyvningen?

2) Hvis den i det første [præjudicielle spørgsmål]

nævnte motorkonstruktionsfejl udgør en »usædvanli[g]

omstændighe[d]« som omhandlet i 14. og 15. betragt-

ning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004, der fastlægger

fælles bestemmelser om kompensation og bistand til

luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflys-

ning eller lange forsinkelser og om ophævelse af for-

ordning (EØF) nr. 295/91, kan et luftfartsselskab så-

ledes – inden for rammerne af »alle de forholdsregler,

der med rimelighed kunne træffes« som omhandlet i

14. betragtning og artikel 5, stk. 3, i forordning nr.

261/2004, og under hensyntagen til den mulige opda-

gelse af en konstruktionsfejl i flymotoren – forventes

at træffe forholdsregler, som omhandlet i forordnin-

gens artikel 5, stk. 3, ved at have et erstatningsfly klar,

for at blive fritaget for forpligtelsen til at betale kom-

pensation i henhold til denne forordnings artikel 5, stk.

1, litra c) og artikel 7, stk. 1?

Fundación Tatiana Pérez de Guzmán el Bueno

og SFL mod Afviklingsinstansen (appel)

Påstande:

1) Rettens dom af 1. juni 2022 i sagen Fundación Ta-

tiana Pérez de Guzmán el Bueno og SFL — Stiftung

für Forschung und Lehre (SFL) mod Den Fælles Af-

viklingsinstans (T-481/17, EU:T:2022:311) ophæves,

for så vidt som Retten heri fastslog, at annullations-

søgsmålet kunne antages til realitetsbehandling i før-

ste instans.

2) Det fastslås, at annullationssøgsmålet, der blev an-

lagt i første instans i sag T-481/17, ikke kan antages

TRM

O-sag

Dom

13.06.24

FTNET

O-sag

Dom

18.06.24

EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 571: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-24

C-144/23

til realitetsbehandling, og følgelig, at sagen afvises i

det hele.

3) Fundación Tatiana Pérez de Guzmán el Bueno og

SFL, Stiftung für Forschung und Lehre (SFL) (sagsø-

gerne i første instans) tilpligtes at betale de omkost-

ninger, som Kommissionen har afholdt i forbindelse

med sagen for Retten og i forbindende med nærvæ-

rende sag.

Kubera

Spørgsmål

1. Er artikel 267, stk. 3, TEUF til hinder for en bestem-

melse i Zakon o pravdnem postopku (den civile rets-

plejelov), hvorefter Vrhovno sodišče (øverste domstol,

Slovenien) i sager om tilladelse til at iværksætte en re-

visi-onsanke (revizija) ikke foretager en undersøgelse

af spørgsmålet om, hvor-vidt en parts anmodning om

en præjudiciel forelæggelse til Den Europæiske Unions

Domstol indebærer en forpligtelse for Vrhovno

sodišče (øverste domstol) til at forelægge et præjudici-

elt spørgsmål for Domstolen.

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

2. Skal chartrets artikel 47 om begrundelsespligten for

retsafgørelser fortol-kes således, at en processuel afgø-

relse om afvisning af en parts anmodning om tilladelse

til at iværksætte en revisionsanke i henhold til den ci-

vile rets-plejelov udgør en »retsafgørelse«, som skal be-

grunde, hvorfor partens an-modning om en præjudi-

ciel afgørelse ved Den Europæiske Unions Dom-stol

ikke skal imødekommes i den pågældende sag?

Vima World mod Kommissionen

Påstande:

—Artikel 1 og 4-6 i Kommissionens afgørelse (EU)

2022/1414 af 4. december 2020 om støtteordning

SA.21259 (2018/C) (ex 2018/NN) gennemført af Por-

tugal for Zona Franca da Madeira (ZFM) — ordning

III annulleres.

—Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsom-

kostningerne.

Europa-Kommissionen mod Republikken Bulga-

rien

Påstande:

1) Det fastslås, at Republikken Bulgarien har tilsidesat

sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 4, og artikel

6, stk. 1, i direktiv 92/43/EØF (1) om bevaring af na-

turtyper samt vilde dyr og planter (herefter »habitatdi-

rekti-vet«) idet den:

—ikke hurtigst muligt og inden for højst seks år har

udpeget 194 af de i alt 229 lokaliteter af fællesskabsbe-

tydning i medfør af beslutning 2009/93/EF,

2009/91/EF og 2009/92/EF af 12. december 2008 og

afgørelse 2013/23/EF af 16. november 2012, som

særlige bevaringsområder,

—systematisk og konsekvent ikke har overholdt sin

forpligtelse til at udpege de detaljerede bevaringsmål-

sætninger, som er specifikke for disse områder,

O-sag

18.06.24

T-671/22

ENS

O-sag

Dom

19.06.24

C-85/22

ENS

MIM

O-sag

Dom

20.06.24

EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 571: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-24

C-182/22 og

C-189/22

—systematisk og konsekvent ikke har overholdt sin

forpligtelse til at iværk-sætte de nødvendige bevarings-

foranstaltninger, der opfylder de økologiske behov for

naturtyperne i bilag I og de arter i bilag II, der findes

på lokalite-terne, og

—ikke har gennemført artikel 6, stk. 1, korrekt i den

nationale lovgivning. 2) Republikken Bulgarien tilplig-

tes at betale sagsomkostningerne.

Scalable Capital m.fl.

Spørgsmål:

1. Skal artikel 82 i databeskyttelsesforordningen fortol-

kes således, at retten til erstatning ikke i forbindelse

med fastsættelsen af erstatningens størrelse kan tillæg-

ges karakter af sanktion, navnlig ingen generel eller

speciel af-skrækkende funktion, men at retten til erstat-

ning kun har funktion af kom-pensation og evt. godt-

gørelse?

2.a Skal det ved fastsættelsen af retten til erstatning for

immateriel skade lægges til grund, at retten til erstat-

ning også har en individuel godtgørelses-funktion – i

den foreliggende sag forstået som den krænkedes pri-

vate inte-resse i at se den forvoldende adfærd retsfor-

fulgt, eller har retten til erstat-ning kun en kompense-

rende funktion – i den foreliggende sag forstået som

den funktion at kompensere for den forvoldte skade?

2.b.1. Såfremt det skal lægges til grund, at retten til er-

statning for immateriel skade har såvel kompensati-

ons- som godtgørelsesfunktion: Skal det ved fastlæg-

gelsen af erstatningens størrelse lægges til grund, at

kompensations-funktionen har en strukturel forrang

frem for godtgørelsesfunktionen eller i det mindste en

forrang i form af et hovedregelundtagelsesforhold?

Fører dette til, at en godtgørelsesfunktion kun kommer

i betragtning i for-bindelse med forsætlige eller groft

uagtsomme krænkelser?

2.b.2. Såfremt retten til erstatning for immateriel skade

ikke kan tillægges godtgørelsesfunktion: Er det ved

fastsættelsen af erstatningens størrelse kun forsætlige

eller groft uagtsomme krænkelser af databeskyttelses-

forordnin-gen, der som bedømmelse af bidrag til den

forvoldte skade tillægges ekstra vægt?

3. Skal der for forståelsen af retten til erstatning for

immateriel skade og udmålingen af denne lægges et

strukturelt rangforhold eller i det mindste et hovedre-

gel-undtagelsesforhold til grund, hvor den oplevelse af

gene, der skyldes en krænkelse af databeskyttelsesreg-

lerne, har mindre vægt end den gene- og smerteople-

velse, der er knyttet til en fysisk skade?

4. Kan en national domstol, såfremt det lægges til

grund, at der foreligger en skade, under hensyn til

manglende grovhed frit tilkende en materielt ubety-de-

lig erstatning for skaden, som dermed evt. af den kræn-

kede eller generelt kun opleves som symbolsk?

5. Skal det lægges til grund for forståelsen af retten til

erstatning for imma-teriel skade og bedømmelsen af

dens følger, at der først foreligger identi-tetstyveri som

omhandlet i 75. betragtning til databeskyttelsesforord-

MIM

O-sag

Dom

20.06.24

EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 571: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-24

C-540/22

ningen, hvis en kriminel gerningsmand faktisk har på-

taget sig den registreredes identitet, altså i en eller an-

den form har udgivet sig for den registrerede, eller ud-

gør allerede den omstændighed, at kriminelle gernings-

mænd råder over data, som gør det muligt at identifi-

cere den registrerede, et sådant identitetstyveri?

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

Spørgsmål:

1. Omfatter den i artikel 56 og 57 TEUF garanterede

ret til fri udveksling af tjenesteydelser en af denne ret

afledt opholdsret i en medlemsstat til tredjelandsar-

bejdstagere, som må beskæftiges i denne medlemsstat

af en tjenesteyder, der er etableret i en anden medlems-

stat?

2. I benægtende fald, er artikel 56 TEUF til hinder for,

at der i det tilfælde, hvor tjenesteydelsen varer længere

end tre måneder, skal søges om opholdstilladelse for

hver enkelt arbejdstager ud over en simpel anmeldel-

sespligt for tjenesteyderen?

3. I benægtende fald, er artikel 56 TEUF til hinder for

a. en national lovbestemmelse, hvorefter gyldigheden

af en sådan opholdstilladelse uanset tjenesteydelsens

varighed ikke må andrage mere end to år?

b. at gyldigheden af en sådan opholdstilladelse begræn-

ses til den varighed af en arbejds- og opholdstilladelse,

der gælder i tjenesteyderens etableringsstat?

c. at den lovbestemte afgift pr. (forlængelses)ansøg-

ning er den samme som af giften for en normal ar-

bejdstilladelse til en tredjelandsstatsborger men fem-

gange højere end den lovbestemte afgift for et bevis

for lovligt ophold som EUborger?

GEMA

Påstande:

Er der tale om overføring til almenheden som om-

handlet i artikel 3 i direktiv 2001/29/EF, når operatø-

ren af en beboelsesejendom i beboelsesejendommen

stiller fjernsynsapparater til rådighed, som hver især

modtager udsendelser via en stueantenne uden en cen-

tral modtagelse til videresendelse af signalerne?

Imagens Médicas Integradas m.fl.

Sagerne C-258/23 og C-259/23 vedrører:

I. Udgør de forretningspapirer, som er genstand for

kontrol i den foreliggende sag, og som er overført via

e-mail, en »korrespondance« som omhandlet i artikel 7

i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder?

II. Er artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder til hinder for en beslaglæg-

gelse af forretningspapirer, som hidrører fra kommu-

nikationen via e-mail mellem virksomheders ledere og

medarbejdere, når der pågår en undersøgelse af for-

budte aftaler og forbudt praksis i henhold til artikel 101

TEUF (tidligere artikel 81 TEF)?

III. Er artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder til hinder for en beslaglæg-

gelse af sådanne forretningspapirer efter forudgående

UIM

ERST

O-sag

Dom

20.06.24

C-135/23

KUM

O-sag

Dom

20.06.24

C-258/23

C-260/23

KFST

O-sag

20.06.24

EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 571: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-24

tilladelse fra en judiciel myndighed, i den foreliggende

sag det offentliges repræsentant, som har til opgave at

repræsentere staten, at forsvare de i loven fastsatte in-

teresser, at retsforfølge strafbare handlinger på grund-

lag af legalitetsprincippet og at forsvare den demokra-

tiske legitimitet i henhold til forfatningens bestemmel-

ser, og som handler uafhængigt af de øvrige centrale,

regionale og lokale myndighedsorganer?

Sagen C-260/23 vedrører:

I. Udgør de forretningspapirer, som er genstand for

kontrol i den foreliggende sag, og som er overført via

e-mail, en »korrespondance« som omhandlet i artikel 7

i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder?

II. Er artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder til hinder for en beslaglæg-

gelse af forretningspapirer, som hidrører fra kommu-

nikationen via e-mail mellem virksomheders ledere og

medarbejdere, når der pågår en undersøgelse af for-

budte aftaler og forbudt praksis i henhold til artikel 102

TEUF (tidligere artikel 82 TEF)?

III. Er artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder til hinder for en beslaglæg-

gelse af sådanne forretningspapirer efter forudgående

tilladelse fra en judiciel myndighed, i den foreliggende

sag det offentliges repræsentant, som har til opgave at

repræsentere staten, at forsvare de i loven fastsatte in-

teresser, at retsforfølge strafbare handlinger på grund-

lag af legalitetsprincippet og at forsvare den demokra-

tiske legitimitet i henhold til forfatningens bestemmel-

ser, og som handler uafhængigt af de øvrige centrale,

regionale og lokale myndighedsorganer?

Ilva e.a.

Sagen vedrører:

1) Skal Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle

emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af

forurening), navnlig 4., 18., 34., 28. og 29. betragtning

samt artikel 3, nr. 2, artikel 11, 12 og 23, samt forsig-

tighedsprincippet og princippet om beskyttelse af

menneskers sundhed i artikel 191 TEUF og 174 [TEF]

fortolkes således, at en medlemsstat, ved anvendelse af

en national lov, kan fastsætte, at vurderingen af

sundhedsmæssige skader udgør en retsakt, som ikke er

en del af proceduren for udstedelse og revurdering af

en integreret miljøgodkendelse – i den foreliggende sag

[premierministerens dekret] fra 2017 – og hvis udar-

bejdelse ikke nødvendigvis har automatiske virkninger

i form af, at den kompetente myndighed tidligt og på

en effektiv måde tager hensyn til denne vurdering som

led i en procedure for revurdering af den integrerede

miljøgodkendelse/premierministerens dekret, især når

resultaterne af vurderingen viser en uacceptabel sund-

hedsrisiko for en betydelig befolkningsgruppe, som er

ramt af forurenende emissioner, eller skal direktivet

derimod fortolkes således, at (i) den acceptable risiko

for menneskers sundhed kan fastlægges på baggrund

C-626/22

MIM

O-sag

Dom

25.06.24

EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 571: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-24

C-726/22 P

af videnskabelige epidemiologiske analyser, og (ii) vur-

deringen af sundhedsmæssige skader skal udgøre en

retsakt, som indgår i proceduren for udstedelse og re-

vurdering af den integrerede miljøgodkendelse/premi-

erministerens dekret, og endog udgøre en nødvendig

forudsætning herfor, og i særdeleshed tages i betragt-

ning på nødvendig, faktisk og tidlig vis af den kompe-

tente myndighed i forbindelse med udstedelse og re-

vurdering af den integrerede miljøgodkendelse?

2) Skal [direktiv 2010/75], navnlig 4., [15.], 18., 21., 34.,

28. og 29. betragtning samt artikel 3, nr. 2, artikel 11,

14, 15, 18 og 21, fortolkes således, at en medlemsstat,

ved anvendelse af en national lov, skal fastsætte, at den

integrerede miljøgodkendelse (i den konkrete situation

den integrerede miljøgodkendelse fra 2012, premier-

ministerens dekret fra 2014 og premierministerens de-

kret fra 2017) altid skal tage højde for samtlige emitte-

rede stoffer, som videnskabeligt er kendt som skade-

lige, herunder fraktionerne af PM10 og PM2,5, som

det vurderede anlæg uanset genererer, eller kan direk-

tivet derimod fortolkes således, at den integrerede mil-

jøgodkendelse (den administrative foranstaltning om

godkendelse) kun skal omfatte de forurenende stoffer,

som forudgående er identificeret på grundlag af arten

og typen af den udførte industrielle aktivitet?

3) Skal [direktiv 2010/75], navnlig 4., 18., 21., 22., 28.,

29., 34. og 43. betragtning samt artikel 3, nr. 2 og 25,

artikel 11, 14, 16 og 21, fortolkes således, at en med-

lemsstat, ved anvendelse af en national lov, kan ud-

sætte den frist, inden for hvilken driftslederen for en

industriel aktivitet, som medfører alvorlig og betydelig

fare for miljøet og menneskers sundhed, skal tilpasse

den industrielle aktivitet til den tildelte godkendelse

ved at iværksætte de i godkendelsen foreskrevne for-

anstaltninger og aktiviteter til miljø- og sundhedsbe-

skyttelse, med ca. syv og et halvt år, således at fristen

løber i et samlet tidsrum på elleve år?

Pollinis France mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—Den appellerede dom ophæves.

—Pollinis France tilpligtes at betale de omkostninger,

der er afholdt i forbindelse med de forenede sager T-

371/20 og T-554/20 og appellen.

Matmut

Sagen vedrører:

Skal artikel 3 og 13 i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 fortolkes

således, at de er til hinder for, at ugyldigheden af en

ansvarsforsikringsaftale for motorkøretøjer kan gøres

gældende over for den skadelidte passager, når denne

også er forsikringstager, der ved aftalens indgåelse har

afgivet en urigtig oplysning, som har givet anledning til

ugyldigheden?

Haus Jacobus

Sagen vedrører:

FVM

O-sag

27.06.24

C-236/23

TRM

O-sag

27.06.24

T-330/20

MEDST

O-sag

Dom

27.06.24

EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 571: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-24

C-579/23 P

Den Europæiske Unions Domstol anmodes i henhold

til artikel 267 TEUF om en præjudiciel afgørelse ved-

rørende spørgsmålet om, hvorvidt de nationale tyske

bestemmelser i §§ 4 og 5 i [Kündigungsschutzgesetz

(lov om beskyttelse mod opsigelse)], hvorefter også en

kvinde, der som gravid kvinde er omfattet af en særlig

beskyttelse mod opsigelse, obligatorisk skal anlægge

sag inden for de i nævnte bestemmelser fastsatte frister

for at kunne bevare denne beskyttelse, er i overens-

stemmelse med Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. ok-

tober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til for-

bedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet

for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, el-

ler som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel

16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF).

Consortium des Charcutiers Corses

Påstande:

— Dommen, der blev afsagt af Den Europæiske Uni-

ons Ret (Anden Udvidede Afdeling) den 12. juli 2023

i sag T-34/22, ophæves.

— Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU)

2021/1879 af 26. oktober 2021 om afvisning af tre an-

søgninger om beskyttelse af en betegnelse som en be-

skyttet geografisk betegnelse, jf. artikel 52, stk. 1, i for-

ordning (EU) nr. 1151/2012 ( 1 ) (»BOB-BGB-forord-

ningen«), (»Jambon sec de l’Île de Beauté« (BGB),

»Lonzo de l’Île de Beauté« (BGB), »Coppa de l’Île de

Beauté« (BGB)), annulleres.

— Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkost-

ninger og at betale de af appellanterne afholdte om-

kostninger, både i forbindelse med sagen i første in-

stans (sag T-34/22) og appelsagen.

FVM

O-sag

27.06.24