Den 12. juni 2024
Jr. nr.2021-1298
MIM 76-24
KOMITÉNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakter om godkendelse af
anvendelsen af chromtrioxid til forkromning af dekorative plastik- og
metalprodukter samt til sanitære anvendelser i henhold til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitesag)
KOM-dokumenter foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakter om godkendelse af anvendelsen af
stoffet chromtrioxid til forkromning af dekorative plastik- og metalprodukter samt til sanitære
anvendelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH)
(komitésag). Forslagene giver tilladelse til fortsat anvendelse til de to italienske virksomheder
Cromoplastica C.M.C. og Olivari B. Tilladelserne gives efter optag på godkendelseslisten, bilag XIV i
REACH, til fortsat at anvende stoffet i perioder indtil november 2028 eller november 2033, afhængig
af den specifikke anvendelse. Forslagene forventes drøftet og til afstemning på et møde i REACH
komitéen d. 25.-26. juni 2024. Forslagene forventes ikke at have nævneværdige økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet - ej heller statsfinansielle konsekvenser. Forslagene
forventes ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark. Regeringen ønsker generelt at begrænse
anvendelse af særligt problematiske stoffer i de tilfælde, hvor der ikke kan demonstreres sikker brug,
eller hvor der findes egnede alternativer. I de konkrete sager drejer det sig om blandt andet
dekorative anvendelser af stoffet, hvor der allerede er egnede alternativer tilgængelige i EU,
herunder til pyntelister og knapper i biler, beholdere til kosmetik, dørhåndtag samt pyntedele på
kaffe- og vaskemaskiner. Derudover er der enkelte sanitære anvendelser. Kommissionen har for
Cromoplastica fastsat reduktionskrav i anvendelsen fra 2029. Regeringen agter på den baggrund at
støtte forslagene; idet der for sanitære anvendelser lægges stor vægt på, at godkendelsesperioden
forkortes til 2028, for Cromoplastica lægges afgørende vægt på, at der fastsættes betydeligt større
reduktionskrav såfremt godkendelsesperioden gives til længere end 2028, samt for begge
ansøgninger lægges afgørende vægt på, at der ikke gives godkendelse til dekorative anvendelser,
hvor der er alternativer. Regeringen vil ikke kunne støtte forslagene, medmindre disse krav
imødekommes.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt forslag til gennemførelsesretsakter om godkendelse af anvendelsen af
chromtrioxid til dekorative plastik- og metalprodukter samt til sanitære anvendelser.