Den 12. september 2024
MIM 101-24
KOMITÉNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakter om godkendelse af
anvendelsen af chromtrioxid til funktionel forkromning i henhold til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitesag)
KOM-dokumenter foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakter om godkendelse af anvendelsen af
stoffet chromtrioxid til funktionel forkromning i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitésag). Forslagene giver tilladelse til fortsat
anvendelse til de to italienske virksomheder Belloni og Micron, samt de to spanske virksomheder
Bacrom og Electro Durocrom. Tilladelserne gives efter optag på godkendelseslisten, bilag XIV i
REACH, til fortsat at anvende stoffet indtil 2029 for alle virksomheder undtagen Micron, der gives
tilladelse til 2034. Forslagene forventes drøftet og til afstemning på et møde i REACH-komiteen d.
20. september 2024. Forslagene forventes ikke at have nævneværdige økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet - ej heller statsfinansielle konsekvenser. Forslagene
forventes ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark. Regeringen ønsker generelt at begrænse
anvendelse af særligt problematiske stoffer i de tilfælde, hvor der ikke kan demonstreres sikker brug,
eller hvor der findes egnede alternativer. Kommissionen har fastsat krav om yderligere
risikohåndteringsforanstaltninger til Bacrom, Belloni og Electro Durocrom for sikre, at udsættelsen
af arbejdstagere minimeres. Regeringen vurderer, at de pålagte krav til de tre virksomheder vil
sikre, at risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold i alle fire virksomheder lever op til
de danske arbejdsmiljøkrav. De anvendte risikohåndteringsforanstaltninger vurderes at leve op de
danske miljøkrav i forhold til at sikre den generelle befolkning via miljøet. I de konkrete sager drejer
det sig i alle tilfælde om specifikke anvendelser af stoffet, hvor der ikke findes alternativer.
Regeringen agter på den baggrund at støtte forslagene.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt forslag til gennemførelsesretsakter om godkendelse af anvendelsen af
chromtrioxid til funktionel forkromning.
Forslagene er fremlagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006
(REACH). Forslagene har hjemmel i REACH-forordningens artikel 64, stk. 8.