NYHEDSBREV │ 2022-2023 │
27. JUNI 2024
Ungarsk EU-formandskab: »Make
Europe Great Again«
Det kommende formandskabs syv hovedprioriteter er
konkurrenceevne, forsvar, udvidelse, illegal migration,
sammenhørighed, landbrug og demografi.
Ungarn
har formandskabet for EU’s ministerråd fra 1.
juli til 31. december
2024. Det er landets andet EU-formandskab, det første fandt sted i 2011.
Mottoet »Make Europe Great Again« udtrykker ifølge det kommende
formandskab en ambition om at være både et aktivt og proaktivt
formandskab, at EU’s medlemsstater er stærkere sammen end hver for sig
og en opfattelse af, at EU kan blive en uafhængig global aktør.
Det kommende ungarske formandskab finder sted i efterdønningerne af
valget til Europa-Parlamentet i juni, og indledes inden der er dannet en ny
Kommission.
Formandskabsprogrammet
er da også kendetegnet ved kun i
begrænset omfang at referere til verserende og kommende lovgivnings-
forslag.
Formandskabets
syv overordnede prioriteter
gennemgås i hovedtræk i
nedenstående.
1. Europæisk konkurrenceevne
Ifølge det kommende formandskab halser EU efter globale konkurrenter, og
der er derfor behov for at fremme produktiviteten og konkurrenceevnen i EU.
Det ungarske formandskab vil fremme arbejdet med at formulere et
»ambitiøst, men opnåeligt«
2040-klimamål,
der skal understøtte
forsyningssikkerhed og konkurrenceevne.