Tak, formand. Der har været sagt meget i dag om det indre marked og EU-samarbejdet, og meget af det har ikke rigtig taget højde for det historiske perspektiv, som dansk EU-medlemskab jo befinder sig i. For er det sådan, at vi i al den tid, vi har haft et indre marked for vandrende arbejdstagere, også har haft en lempeligere adgang til danske eller andre EU-landes velfærdsydelser? Nej. Det er noget, der igennem de seneste år, måske det seneste årti, er blevet udviklet, og derfor er det et falsk argument at påstå, at det står i modsætning til at have et indre marked for arbejdstagere og varer, sociale ydelser, finansydelser osv., at man så også skal have fri adgang til f.eks. su, dagpenge og alt muligt andet, for sådan var det ikke for 10 år siden, for 15 år siden, for 20 år siden.
Det spørgsmål, som jeg har kredset om her den seneste times tid, er, hvornår det her blev vedtaget. For Danmark har ikke overdraget magt til EU siden 1998, og man må bare sige, at siden 1998 og de 26 år, der er gået, er der godt nok sket meget, hvor man har overdraget rigtig meget magt til Bruxelles, hvad end det så er Kommissionen eller Domstolen, hvor det nu måtte ligge. Det kan man jo godt være tilhænger af. Jeg synes, der er blevet holdt nogle flotte flammetaler for, hvorfor det giver mening, at rumænske børn, der stadig er i Rumænien, skal have danske dagpenge. Jeg er ikke enig i indholdet, men det var nogle fint formulerede taler, og jeg har hørt nogle gode taler om, hvorfor det skal være sådan, at man skal kunne få su i Danmark, selv om man er fransk eller belgisk statsborger. I min optik ville det være mere naturligt, at man tog den franske eller belgiske su med til Danmark, men det er jo rimeligt, at vi er uenige. Det, jeg bare ikke har hørt nogen forklare, er, hvornår man åbent og ærligt har sagt til danskerne, at det blev en konsekvens af EU-samarbejdet.
Jeg ved godt, at jeg måske er lidt gammeldags, og det kan også være, jeg i manges øjne er utrolig pensionsmoden, men jeg sætter bare det der med grundloven meget, meget højt. Og når der nu står i grundloven, i § 20, at man kun kan overdrage magten til EU, når det er defineret i et nærmere bestemt omfang og det i øvrigt er formuleret i lovsform, er det da underligt, at der ikke er en eneste af dem, der har stemt for skiftende traktater til EU, som kan redegøre for, hvornår man lige fik skrevet ind, at su, dagpenge, børnepenge og andre sociale ydelser er blevet en del af EU-samarbejdet. Det burde sidde på rygraden. Jeg mener, det er jo en relativt stor beslutning, at man lige sådan overvejer at give EU magten på de her områder, så det er vel ikke for meget at forvente, at man kan sige, det var den dag eller bare det år, at man vedtog det. Det kan man ikke. Måske er det, fordi det slet ikke var Folketinget, der vedtog det. Det har været en gradvis udvikling, som især er blevet initieret af EU-Domstolen, hvor man sådan bid for bid har ædt sig længere og længere ind på medlemslandenes suverænitet, og at det derfor i virkeligheden overhovedet ikke er i overensstemmelse med den danske grundlov. Derfor er vi jo lidt ved det her forslag i en paradoksal situation, at dem, der stemmer nej til forslaget om at tage et forbehold på velfærdsområdet, i virkeligheden også stemmer nej til sig selv, nemlig til den ratifikation, som de stemte ja til tilbage i 1998 eller i 1993, eller hvornår det nu var, for der er ikke rigtig nogen, der ved det. Ikke engang Justitsministeriet ved det.
Når man spørger ovre i Justitsministeriet, får man at vide, at den samlede suverænitetsoverdragelse har fundet sted i form af de her par gange, tre, fire gange, hvor man har overdraget beføjelser efter grundlovens § 20. Men sådan specifikt hvornår det lige var, at området for velfærdsydelser begyndte at skride, er der ikke rigtig nogen, der kan svare på, og det er et problem. Det er ikke et problem, at der er et flertal herinde, som gerne vil bestemme, at sociale ydelser skal gå til andre landes borgere, det er ikke et problem. Det er den mindste tåbelighed, som det her Folketing har begået længe. Men det er et problem, at man ikke engang kan få øje på, hvornår man egentlig besluttede det.
Det er derfor, vi i Dansk Folkeparti synes, det ville være naturligt, at man så i hvert fald som en konsekvens af, at der tilsyneladende ikke er nogen af dem, der har stemt ja til EU-traktaterne, der har nogen idé om, hvad det egentlig er, de har stemt ja til, arbejder for et forbehold. Hvis man aldrig har sagt til danskerne, at det var en del af EU-samarbejdet at overdrage magten til EU på socialområdet, så lad os da tage et forbehold, ligesom vi har på euroen. Jeg kan så forstå, at Radikale Venstre og Moderaterne gerne vil af med, og fred være med det, det siger de da i hvert fald nu ærligt. Det er jo en større ærlighed end den, som de har vist danskerne de gange, hvor vi så har stemt om EU-traktater i forhold til velfærdsydelser. Og jeg tror, det er vigtigt, at vi er ærlige, i forhold til hvad det er for et internationalt samarbejde, vi har sat i gang.
Så kan man så diskutere de argumenter, der løbende er kommet i løbet af debatten, bl.a. at det ville være en forringelse af vores muligheder i Danmark at få udenlandsk arbejdskraft til Danmark, hvis ikke vi tilbød dem alle de her generøse ordninger på su og dagpenge osv. Der er det interessante at bemærke, at vi positivt diskriminerer unionsborgere i forhold til andre udlændinge, så hvis den logik var sand, skulle det jo være sådan, det var sværere at få ukrainere og folk fra andre europæiske lande, der ikke er EU-lande, til Danmark, men det er for EU-lande, og det er jo ikke tilfældet. Altså hele den debat, vi i øjeblikket har, og udenrigsministeren er jo en stærk kraft i den debat om at få udenlandsk arbejdskraft til Danmark, kredser om, hvordan man skal få folk, der ikke er EU-borgere, til Danmark fra ikke EU-lande. Det vil sige, at de EU-borgere, hvoraf mange er arbejdsløse i Sydeuropa osv., som bare kunne komme til Danmark og ikke bare kunne komme til Danmark og arbejde, men også kunne få vores velfærdsydelser, vægrer sig så ved det af forskellige årsager.
Det dementerer jo lidt argumentet om, at det er et spørgsmål om, om man – i gåseøjne – bliver ligebehandlet med danskere, når man kommer hertil, i forhold til sociale ydelser, der skulle være det afgørende fænomen, i forhold til om man så også vil komme og arbejde. Jeg tror sådan set, der er mange ting, der kan være attraktivt for at komme til Danmark og arbejde. Det kunne være i lønnen, det kunne være, at Danmark er et vidunderligt land at befinde sig i, det kunne være, det er et mere lempeligt arbejdsmarked end måske at stå i en fabrikshal i Bukarest. Det kunne være argumenter, man kunne forstå. Men adgangen til sociale ydelser har jeg da aldrig hørt skulle være det definerende. Desto underligere er det jo, at det er den slags argumenter, man finder på. Måske skyldes det i virkeligheden, at for dem, der finder på dem, er sandheden endnu værre end den løgn, de så finder på. Tak, formand.