Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 150:

Forslag til folketingsbeslutning om afvikling af EU's rejsecirkus.

Af Søren Søndergaard (EL) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2024).

Jeg fornemmer, at ordføreren for forslagsstillerne, hr. Søren Søndergaard, ønsker at give en begrundelse for forslaget. Velkommen.

Det er fuldstændig korrekt, hr. formand. Tak. Når man har fulgt den debat, vi lige har haft, og man i øvrigt ser på, hvad der sker af frygtelige ting ude i verden, som i Sudan, angrebskrigen i Ukraine, hele Mellemøsten osv., så er det her jo et lillebitte forslag, et forslag, som er af mindre betydning. Men det er jo ikke desto mindre alligevel vigtigt, fordi det er et forslag, som symboliserer, at EU er kommet til at fremstå som et frygteligt spild af penge, og det er et forslag, som har optaget offentligheden og har været diskuteret i over 40 år. Altså, det første forslag i Europa-Parlamentet om, at man ikke skulle have den her rejse mellem Strasbourg og Bruxelles, blev fremlagt i 1991. For hvad er problemet?

Problemet er, at hele Europa-Parlamentet en gang om måneden flytter fra Bruxelles til Strasbourg og tilbage igen, altså ligesom hvis vi her i Folketinget en gang om måneden flyttede til Nuuk, til Tórshavn eller til Aarhus og vi så flyttede tilbage igen. Det er et enormt spild af menneskelige ressourcer, det er op imod 4.000 mennesker, som skal flyttes, altså tolke, andre ansatte osv., og en masse materiel som kufferter osv., og det er spild af økonomiske ressourcer. Det blev for efterhånden mange år siden vurderet, at det kostede op mod 1 mia. DKK, og det ville i dag formentlig være mere, og det er derudover en stor miljøbelastning, altså over 20.000 t CO2, og det er sådan set baggrunden for, at vi ønsker, at det skal diskuteres. Og det står i traktaten. Så hvis vil have det ændret, skal vi ændre på traktaten, og det er det, forslaget går ud på. Tak.

Vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Forhandlingen er dermed åbnet, og den første, der får ordet, er udenrigsministeren. Velkommen.

Tak for det. Jeg tror, jeg vil gøre det meget kort. Jeg er jo sådan set enig med hr. Søren Søndergaard i det hele, altså både i beskrivelsen af det her forslags, kan man sige, rækkevidde og størrelse holdt op mod alverdens problemer, men at vi selvfølgelig ikke kun skal håndtere de store problemer, og også det substantielle. Det forholder sig jo også sådan, som hr. Søren Søndergaard også sagde det, at det, hvis man skulle omgøre det her historiske kompromis, så ville kræve en traktatændring, og regeringen støtter ikke traktatændringer, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Så forbeholder jeg mig vores position, hvis vi på et tidspunkt – jeg tror ikke, det bliver i min tid, men det kan blive senere – kommer i en situation, hvor vi skal diskutere traktatændringer, men at flytte vores udgangsposition i forhold til spørgsmålet om nødvendigheden af traktatændringer med alle de udfordringer, vi i øvrigt står midt i, for at fremme den her sag, kommer vi ikke til. En gang imellem er man måske nødt til at forholde sig til verden, som den er, og ikke som man ville ønske den så ud, og den er fuld af kompromiser, også historiske kompromiser, og det er sådan et kompromis, der gør, at vi har det, som forslagsstillerne omtaler som et rejsecirkus, og som selvfølgelig også beslaglægger noget økonomi. De tal, jeg selv lige har dykket ned i, er nogle år gamle, og jeg tror også, at det, hvis man fremskriver dem til en nutidsværdi, så netop ligger i omegnen af 1 mia. kr., som er mange penge, og som kunne have været brugt bedre.

Men af de grunde, jeg her helt åbent og ærligt har skitseret, kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er lige en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt.

Tak for redegørelsen om de traktatmæssige komplikationer. Jeg vil bare høre, om vi, hvis det nu inden for den her regerings levetid kom til en traktatændring, så kan regne med, at regeringen vil sætte det som en betingelse for at sige ja til andre ændringer af traktaten, at man så selvfølgelig også ændrer den passus, der hedder, at parlamentets hovedsæde er i Strasbourg, og får det flyttet til Bruxelles, hvor det jo de facto er langt de fleste møder der foregår, så man kan få det her – med Enhedslistens ord – rejsecirkus til at ophøre.

Ministeren.

Jeg kan uden tøven sige, at hvis der skulle opstå en situation, hvor man skal diskutere traktater – men det er ikke en, vi kommer til at initiere – så ville vi ikke have svært ved at indtage en position, der gik ud på, at det var rart, hvis Parlamentet fik et hovedsæde. Men at trække det dertil, hvor man, som hr. Morten Messerschmidt er inde på, stiller det op som en betingelse, vil være for tungt, fordi det skulle vejes op imod andet.

Altså, der er jo en grund til, at det er, som det er, og det er jo et historisk kompromis, og hvis man forestiller sig, at det synspunkt blev trukket tilbage i fortiden, hvor man sagde, at man så ikke opretter et EF, fordi man ikke kan acceptere, at der kommer en bestemmelse ind om, at Parlamentet har roterende møder, så tror jeg, det på alle måder ville have været en uklog ting. Og det er ikke for at anprise det her fænomen, men det er bare for at forholde mig til virkeligheden, som den er.

Så ligesom at sidde og foruddiskontere, at man skulle møde nogle traktatændringer, som vi i øvrigt ikke synes der er behov for, med et veto, medmindre man fik løst det her problem, er nok at trække den for langt.

Spørgeren.

Nej, jeg forudiskonterer ingenting. Jeg tillægger sådan set bare udenrigsministerens ord vægt. For udenrigsministeren siger, at han i udgangspunktet ikke ønsker nogen ændring af traktaten, og det er jo godt, men hvis der nu skulle være andre medlemmer af EU, der ønsker ændringer af traktaten, så ville det bare være rart at vide, at udenrigsministeren ikke kommer til at give sig på det område, uden i det mindste så at kræve den indrømmelse. Det vil jo være fint, hvis udenrigsministerens position er, at den nuværende traktat er god, og at den ikke skal ændres, men det kunne så også være, at Frankrig og andre lande havde nogle synspunkter om, at det skulle ændres.

Så vil jeg bare gerne vide, om udenrigsministeren kan garantere, at han ikke kommer til at lave de ændringer, som han jo så er imod, uden i det mindste at kræve flyttecirkusset afskaffet.

Ministeren.

Det er meget, meget spekulativt, og det understreger måske pointen om, hvorfor vi ikke skal åbne op for traktatændringer. For der er jo allehånde ting, man så kunne diskutere. Vi har en traktat, som også kan håndtere den situation, Europa befinder sig i – med en krig i Ukraine, med behovet for at skærpe vores position i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, strategisk autonomi, en udvidelse m.v. – og vi ønsker ingen traktatændringer. Og allerede af den grund kan vi ikke støtte forslaget her.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg havde jo egentlig forestillet mig, at udenrigsministeren ville afvise det her forslag, og at han så i stedet for ligesom ville være offensiv ved siden af og sige, at det da selvfølgelig er klart, at man vil tage kontakt til Frankrig og diskutere med Frankrig, om man ikke kan finde en kompensation, det kan være noget i forhold til NATO, eller det kan være noget andet, der gør, at man kan bruge de der bygninger mere end de der få dage om året, hvor de bliver brugt. For er det ikke 317 dage om året, bygningerne står tomme?

Så man kunne jo også være offensiv, og det bekymrer mig egentlig lidt, at ministeren hverken vil gøre noget traktatmæssigt eller man vil være offensiv uden for traktaterne. Det lyder, som om ministeren ikke mener, at det er relevant at gøre noget ved det, men at vi bare fortsat skal køre ud ad det spor, der handler om, at vi, fordi der for mange år siden blev lavet en traktat, så skal sende en masse CO2 ud i luften, og vi skal spilde 1 mia. kr. om året, og vi skal spilde en masse menneskers tid på noget, som ikke har nogen som helst værdi for nogen som helst.

Ministeren.

Det kan også være et udtryk for, at man skal vælge sine kampe med omhu. Hvis jeg skulle have skrevet traktaten, så ville jeg ikke have haft to mødesteder for Parlamentet, men det gjorde jeg ikke, og der er indgået et historisk kompromis. Det er ikke hensigtsmæssigt, men det er en realitet, og som hr. Søren Søndergaard også helt udmærket var inde på i sin egen begrundelse – også uden manuskript, hvad jeg jo så også kastede mig ud i, det er jo altid en farlig sag – så skal man jo her også holde proportionaliterne på plads. Man kunne lege med tanken om, at den her konstruktion aldrig var kommet op at stå, fordi man historisk ikke var i stand til at indgå det her kompromis. Så havde Europa været dårligere stillet.

Spørgeren.

Jo, men bekymringen er jo så også, at man i en anden sammenhæng kan give Frankrig en indrømmelse, eller at man kan placere noget et nyt sted uden at inddrage det her. Og jeg forstår jo godt ministerens synspunkt om, at man, når man nu har indgået en europapolitisk aftale med alle de andre om, at man ikke må ændre ved traktaterne, så ligesom også, uanset hvor tåbelige tingene er, bliver nødt til at sige, at det vil man ikke ændre ved. Men derfor kunne man jo så sagtens sige, at man til gengæld vil bruge nogle andre midler til at få det igennem. Men det forstår jeg ikke er noget ministeren satser på.

Tak. Ministeren.

Det kunne man jo sagtens sige, men jeg er ret sikker på, at man ville møde nogle franskmænd, der ville skubbe traktaterne foran sig, uanset hvad man kom op med. Derfor tror jeg bare, man må sige, at bundlinjen i det her er, at det, hvis man skulle omgøre det her historiske kompromis, hvad vi jo sådan set meget gerne ville, så ville forudsætte nogle traktatændringer af mange andre grunde, og vi kommer til at vende tilbage til det i debatter senere i eftermiddag. Så det er ikke bare en dansk prioritet, men det er noget, vi ikke ønsker, og derfor kommer den her sag til at lukke sig ned der. Det kan man ikke tage som indtægt for, at jeg synes, det er verdens bedste brug af skatteydernes penge, at man pakker det hele ned en gang om måneden og tager en tur til Strasbourg, selv om Strasbourg jo også er et dejligt sted. Ja, man skal måske snarere tage det som et udtryk for, at et demokrati engang imellem også koster nogle penge.

Vi siger tak til udenrigsministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og den første er hr. Henrik Møller fra Socialdemokratiet.

Normalt er det jo sådan fra Socialdemokratiets side af, at når det har noget med cirkus at gøre, er det hr. Anders Kronborg, der tager sig af det, men det her er jo en anden slags cirkus. Man kan sige, at set med danske briller virker det her med at have to steder til et parlament overhovedet ikke optimalt, og jeg synes, at der som nævnt er mange argumenter for at samle det hele ét sted, nemlig i Bruxelles. Men der er den der hurdle, som også er blevet nævnt, nemlig at det kræver en traktatændring, og der må jeg bare sige, at det ikke ligger lige for i min optik. Jeg mener, at vi skal vælge vores kampe med omhu, og jeg synes, at der lige nu er rigtig mange dagsordener i forhold til EU, og den her er ikke en af dem, jeg tror vi på noget tidspunkt kommer til at vinde. Jeg ved, at avisen Københavneren på et tidspunkt havde et citat, der hed: Lad ikke være med at løbe panden imod en mur – hvem siger, at det er muren, der holder? Der vil jeg bare helt konkret i den her sag sige, at jeg er helt sikker på, at muren er så solid, så den holder i forhold til der.

Jeg tror ikke, at tiden er til traktatændringer. Jeg vil sige, at vi har lavet en europapolitisk aftale i december, hvor vi sådan set også, synes jeg, i fællesskab slår fast, at vi er helhjertede medlemmer af EU, men vi er det inden for de rammer, der traktatmæssigt bliver givet i dag. Jeg tror, det her vil åbne for rigtig mange ting, hvis man går ind og siger, at vi fra dansk side nu er interesseret i at diskutere traktater. Hvis udgangspunktet for at droppe rejsecirkusset skulle være, at alle 27 lande skulle gå ind i det her, vil jeg sige, at det tror jeg ikke reelt på. Der tror jeg, at vi ville åbne for Pandoras æske i forhold til 26 andre lande, der ville have ønsker til andre ting end lige præcis det her.

Så fra Socialdemokratiets side af mener vi ikke, selv om vi godt kan se problemerne i forhold til det her, at tiden er til, at vi rejser en traktatmæssig sag i forhold til det her, og derfor siger vi nej til beslutningsforslag nr. B 150.

Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard.

Tusind tak. Mit problem er, at jeg ikke helt forstår, om Socialdemokratiet har opgivet modstanden mod rejsecirkusset. For engang var det noget, kandidater fra Socialdemokratiet gik til valg på, og det var noget, de var meget imod og sådan noget. Og jeg har jo selv samarbejdet med socialdemokrater i Europa-Parlamentet om at stille forslag om at begrænse den type ting. Men det lyder nærmest, som om man har accepteret det, og at man ikke længere er imod det. Er det rigtigt forstået, at Socialdemokratiet ikke længere er imod rejsecirkusset mellem Bruxelles og Strasbourg?

Ordføreren.

Nej, at det ikke rigtigt forstået, og jeg synes sådan set også, at jeg i min ordførertale klart gav udtryk for, at jeg synes, at det her er en håbløs konstruktion. Men man kan sige, at der er den ideelle verden, og så er der den reelle verden, og hvis der i den ideelle verden var 26 lande, som foreslog, at det her skulle afskaffes i morgen, så ville vi som socialdemokrater stå i front for, at vi i det danske Folketing selvfølgelig bakkede op om at få afskaffet det. Men man må også sige, at der er en reel verden, hvor der lige nu er nogle aktører, som gør, at det har meget lange udsigter, og derfor mener vi, at der er rigtig mange andre ting end lige nødvendigvis det her, vi lige nu skal bruge noget politisk kapital på. Men modstanden er den samme, som den har været hele tiden.

Spørgeren.

Hvis jeg så skal omformulere det socialdemokratiske synspunkt, så er Socialdemokratiet egentlig stadig væk imod det her gigantiske spild af penge og træk på jordens ressourcer, men man vil bare ikke gøre noget ved det.

Ordføreren.

Nej altså, vi vil jo gøre noget de steder, hvor vi kan, men vi vil bare ikke rejse en traktatsag. Selvfølgelig vil vi godt gøre opmærksom på, at vi synes, det er uhensigtsmæssigt, og at vi sådan set ikke bifalder den brug af penge, klimabelastningen osv. Men det kommer ikke konkret til at betyde, at vi rejser en traktatsag.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg mindes jo dagene, hvor hr. Søren Søndergaard og jeg sad i Europa-Parlamentet sammen, og vore grupper, hvor uenige de end kunne være om så mange sager, faktisk var forenet i det her, og jeg tror også, vi kørte retssager imod Europa-Parlamentet, fordi vi havde en anden fortolkning af den måde, traktaten var indrettet på.

Jeg vil bare gerne høre hr. Henrik Møller: Hvilke initiativer har den socialdemokratiske gruppe taget i Europa-Parlamentet i den forgangne femårige periode for at begrænse rejsecirkusset?

Ordføreren.

Altså, nu er vi ude i det, som hr. Morten Messerschmidt er eminent til, nemlig det der quizshow, hvor man skal have et eller andet ubrugeligt lager af paratviden i forhold til et emne. Jeg er næsten sikker på, at når hr. Morten Messerschmidt spørger, er det, fordi hr. Morten Messerschmidt sådan set selv kender svaret på det.

Som nævnt er det her jo, som jeg har forstået det, en del at det grundlag, som Danmark i sin tid sagde ja til at være med i EF på. Der var det her traktatbundet i forhold til de her to steder. Vi har igennem de 50 år italesat det her, men vi har jo også en erkendelse af, at alle 27 lande skal være enige, før vi kan ændre det her. Og jeg vil bare sige, at vi ikke har nogen illusion om, at Frankrig i morgen vil gå ind og sige, at de synes, at det her er en fantastisk god idé. Og så må jeg bare sige, at der er rigtig mange andre steder, hvor vi synes vi skal bruge vores ressourcer og komme videre.

Spørgeren.

Det er sjovt, at det bliver udlagt som et quizshow, at man spørger et parti om, hvad det pågældende parti foretager sig. Men det siger selvfølgelig noget om det pågældende partis parlamentariske kvalitet, at man ikke er i stand til at redegøre for synspunktet.

Jeg vil bare spørge igen: Har der overhovedet været nogen initiativer fra Socialdemokraterne på national eller europæisk plan, hvor man forsøgte at begrænse – altså ikke stoppe det, for det kan jeg forstå at man ikke har noget ønske om – flyttecirkusset? Det er der jo rent faktisk mulighed for inden for traktaten. Der står, at man skal have 12 samlinger, men de kan jo lægges på mange måder. Så har man overhovedet foretaget sig nogen overvejelser i forhold til de begrænsninger?

Ordføreren.

Allerførst vil jeg sige, at jeg da er ærgerlig over, at vi ikke besidder de samme evner og kvaliteter, som hr. Morten Messerschmidt. Nu er det anden gang, at hr. Morten Messerschmidt nedgør den kvalitet, hans kollegaer herinde besidder. Jeg ved ikke, om det er fordrende for debatniveauet.

Jeg snakker om den ideelle og den reelle verden, og i den reelle verden står vi med et Frankrig, som ikke er interesseret i det her. Vi lægger på nuværende tidspunkt ikke politisk kapital ind i en tro på, at vi kan få ændret den franske holdning til det her.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går til den næste. Det er hr. Kim Valentin fra Venstre. Velkommen.

Tak til formanden. Der er jo to ting i det her forslag, som vi godt kan høre. Det ene er, at vi skal debattere ophøret af det, som Enhedslisten kalder et rejsecirkus. Det er vi meget enige i i Venstre. Det er fuldstændig unødigt, synes vi, at rejse fra det ene til det andet sted, og det koster en lille milliard – jeg tror, det er et godt stykke over 500 mio. kr., bygningerne koster om året, og jeg tror, at i de tal, jeg så, var det over 250 mio. kr., det koster at rejse frem og tilbage, og lønudgifterne var små 100 mio. kr. Nu satte jeg nogle tal på, og det gjorde jeg, fordi man så meget bedre kan forholde sig til det. Og det er da selvfølgelig noget, vi skal begrænse så meget som muligt, og vi skal arbejde for det, og det ved jeg også at Venstres medlemmer i Europa-Parlamentet benytter enhver chance for at gøre.

Så er der den anden del af det her. Det er, at Frankrig fik forhandlet ind, at det står i traktaten, at der skal være et andet sted, de holder møder, altså ikke bare i Bruxelles, og det er så i Strasbourg, man holder møder. Jeg har selv muligheden for at tage derned, for der er Europarådet også til stede. Og det er et flot sted, som de har i Strasbourg. Men jeg er også ret sikker på, at Frankrig ikke har lyst til at frigive det, uden at man genforhandler traktaten. Det er jeg meget sikker på. Så kan man måske lave nogle forhandlinger med dem om, at de får noget andet. Men lur mig, om det så ikke bliver lige så dyrt eller dyrere end de tal, jeg lige har sat her.

Så derfor er det selvfølgelig en vanskelig sag. Jeg siger ikke, det er umuligt. Jeg siger ikke, man ikke skal bruge enhver lejlighed til at bekæmpe rejsecirkus. Det skal man. Men Venstre er ikke for, at man åbner den traktat. For der er mange andre ting, der kan komme ind på bordet, som er meget værre. Og der er jeg fuldstændig enig med udenrigsministeren. Altså, det her var et kompromis, man lavede for meget lang tid siden, og nu er man så i den situation, at det stadig er et kompromis, der ligger i aftalen. Hvis det skal ud, er jeg meget sikker på, at Frankrig forlanger noget rigtig godt den anden vej, og det ved jeg også godt at forslagsstilleren fra Enhedslisten, ordføreren Søren Søndergaard, er fuldstændig klar over – fuldstændig klar over. Så derfor kunne man jo være fristet til at stille spørgsmål den anden vej om, hvorfor det her bliver fremsat, når ordføreren er så sikker på det. Men det vil jeg glæde mig til, når ordføreren kommer på talerstolen.

Venstre er supermeget interesseret i at få afviklet det rejsecirkus, men vi er ikke interesseret i at åbne traktaten, så vi kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt.

Jeg er rigtig glad for høre, at Venstre ikke bakker op om nogen som helst traktatændringer. Det tror jeg er godt for både Venstre og for Danmark og for Europa. Men vi kan jo så konstatere, at der nogle derude, der gerne vil have traktatændringer, bl.a. Macron, altså præsidenten i Frankrig, som Venstre jo i øvrigt sidder i gruppe med. Og der kunne man godt forestille sig, at når Macron så kommer og siger, at han vil have fjernet vetoretten og andre gode ting, som jeg forstår at Venstre er imod – det må man jo forstå på hr. Kim Valentins tale – så har man to muligheder: Enten kan man sige nej, eller man kan sige, at så skal vi have noget til gengæld. Der kunne det jo godt være, efter at Venstre de seneste 40-50 år ikke rigtig har bedt om at få noget til gengæld, når Frankrig har bedt om suverænitetsoverdragelser i traktaten, at det her kunne være et område.

Derfor vil jeg bare godt høre hr. Kim Valentin om noget, for nu svarede udenrigsministeren ikke på det: Når nu Venstre kommer til at sige ja til traktatændringer, som andre lande beder om, kunne det forslag, der er kommet her, så være et modkrav, som Venstre ville stille?

Ordføreren.

Der ligger rigtig meget godt i det, der blev spurgt om her, vil jeg sige. Først vil jeg dog lige rette spørgeren og sige, at Macron ikke sidder i vores gruppe i Europa-Parlamentet; hans parti sidder der. Derfor får man ikke lov til at tale med ham selv, men det kunne være fristende at tale med ham om de her dele. Jeg er faktisk ret sikker på, at han godt selv ville kunne finde ud af at sige, at det er ufornuftigt at bruge 1 mia. kr. på sådan nogle ting.

Den anden ting er, at når vi snakker om traktaten, er det en forhandling, fuldstændig ligesom udenrigsministeren var inde på. Vi er ikke interesseret i, at de store lande som Tyskland og Frankrig får mere magt. Vi er interesseret i, at den magtfordeling, der er i øjeblikket, hvor Danmark har rigtig meget at skulle have sagt i EU, og hvor vi fylder meget mere end vores egen vægtklasse, bliver bevaret. Så derfor siger vi nej tak til en åbning af traktaten.

Spørgeren.

Vil ordføreren give et eksempel på, at Danmark fylder mere end sin vægtklasse i EU?

Ordføreren.

Det første, der falder mig ind her, er, at vi tager lederskab på klima- og forsvarsområdet. Det synes jeg er et godt sted, hvor vi faktisk kan være med til at flytte Europa nogle steder hen, hvor det i dag er sådan, at hvis vi bare kom som et lille land ind i en stor gruppe, så ville det være Frankrig og Tyskland, der bestemte det hele.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg vil bare høre: Er det virkelig Venstres opfattelse, at vi kan imødegå de kæmpemæssige udfordringer, som Europa og EU står over for, ikke bare i form af økonomi, klima, krigstrusler osv., men også udvidelsesprocessen, og at vi kan håndtere det uden at lave traktatændringer? Er det Venstres opfattelse?

Ordføreren.

Altså, nu er det jo ikke det, vi taler om her. Vi snakker om rejsecirkus kontra traktatændringer. Hvis vi snakker om, at vi skal lave en udvidelse af EU med nogle nye ansøgerlande, så er det jo en helt anden situation, og det så vi bl.a., da Danmark sad ved forhandlingsbordet i 2002 og vi lavede den sidste store udvidelse af EU.

Så derfor kan det jo sagtens være, at der kommer en situation på et eller andet tidspunkt, hvor man må sige: Ja, med ti nye lande i EU holder landbrugspolitikken ikke. Så bliver man nødt til at lave en ny traktat på det, men det har jo ikke noget med rejsecirkusset at gøre. Skal det ind i billedet, når man så sidder og forhandler en ny traktat? Selvfølgelig skal det da det.

Spørgeren.

Jo, det har præcis noget med rejsecirkusset at gøre, for det er jo den måde, man holder den diskussion levende på. Det er jo på den måde, man sørger for, at det er på dagsordenen. Det er på den måde, man sørger for, at der den dag, hvor det så kommer, er et flertal for at åbne traktaten, og at det er et naturligt emne at tage op.

Det er jo ikke sådan, at det er populært blandt landene med det der rejsecirkus. Altså, jeg har kun fundet halvandet land, som støttede det. Så kan vi diskutere, hvilket land der er det halve – det kan vi komme tilbage til – men altså, det er halvandet land, så det er ikke sådan, at det er populært. Så derfor vil jeg sige: Hvis man vil sørge for ligesom at være sikker på, at det kommer ind, er det da fornuftigt at rejse det nu.

Ordføreren.

Som jeg også sagde i min tale, er jeg ret sikker på, at Venstres folk på et hvilket som helst tidspunkt, hvor det her kommer op, italesætter, at det er dumt.

Det er idiotisk, vil jeg endda sige, undskyld mig, at bruge en lille milliard på at rejse frem og tilbage mellem Bruxelles og Strasbourg, og der er jeg ret sikker på, at de kæmper for hele tiden at gøre opmærksom på Danmarks holdning omkring de ting, eller Venstres holdninger omkring de ting.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre i rækken, og den næste er fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak. Jeg har været så heldig at få lov at præsentere vores lille tale her, mens hr. Jens Henrik Thulesen Dahl er optaget af andre gøremål.

Med beslutningsforslaget pålægges regeringen at arbejde for en ændring af EU-traktaten, som indebærer en afvikling af Europa-Parlamentets rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg. Det er jo en udfordring, som er blevet debatteret i mange år, men det bliver den ikke mere fornuftig af. Danmarksdemokraterne stemmer for forslaget. Det nuværende rejsecirkus er en hån over for danske og europæiske skatteydere, der skal betale gildet og betale for, at europaparlamentarikere hver måned fragtes til og fra Strasbourg. Det er langtfra sund fornuft, og derfor bakker vi op.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til den næste, og det er hr. Mads Olsen fra SF. Velkommen.

Tak for ordet, og tak til Enhedslisten for at fremsætte forslaget her. Jeg tager talen for Marianne Bigum, som desværre ikke kunne være her lige nu.

Jeg kan glæde forslagsstillerne med, at deres ønske om at stoppe EU's rejsecirkus er en del af en meget bred kreds. Der er ingen, der er fan af deres rejsecirkus – lige på nær franskmændene, og her tror jeg faktisk at mange kan se, hvor håbløst et koncept det er. Som flere har været inde på, er det ekstremt upraktisk og ekstremt ressourcekrævende, at Europa-Parlamentets medlemmer og en stor flok medarbejdere rejser frem og tilbage mellem Bruxelles og Strasbourg 12 gange om året.

Nu er det imidlertid sådan, at det ikke bare kan laves om – og det ved ordføreren for forslagsstillerne alt om. Det er praktisk talt umuligt at ændre, da det er et udtryk for et historisk kompromis og vil kræve enstemmighed blandt EU's medlemslande at lave om på det. Det åbner så op for diskussionen om, hvorvidt det er en god idé at starte en ny traktatforhandling, der så risikerer at splitte landene, mens der er stadig mere brutal krig i gang på det europæiske kontinent.

Skal EU kastes ud i årelange traktatforhandlinger, som risikerer at sande til i institutionelle spørgsmål, risikerer vi, at al opmærksomheden ryger den vej i stedet for til håndtering af vigtige spørgsmål som klimaforandringerne og vores sikkerhed. Det kan jeg i hvert fald godt frygte. Selv om enkelte lande har talt om traktatændringer, er sandheden nok den, at der ikke er en bred appetit på traktatændringer blandt medlemslandene. Alle skal jo som bekendt være med, hvis der skal laves om i traktaterne.

Men for at der ikke skal være nogen som helst tvivl, er vi i SF ualmindelig trætte af det her rejsecirkus og ønsker det afskaffet. Det burde faktisk aldrig have været indført. På den måde er vi helt med på intentionen i det her forslag, og den støtter vi bestemt op om. Men desværre står de politiske realiteter i vejen. Hvis der på et tidspunkt skulle vise sig en realistisk vej til at få afskaffet EU's håbløse rejsecirkus, er vi selvfølgelig med på det.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger, og den første er til hr. Søren Søndergaard.

Nu har jeg respekt for, at ordføreren repræsenterer en anden, og derfor må ordføreren bare sige til, hvis det er, at det er noget, som ordføreren ikke har lyst til eller mulighed for at forholde sig til. Men der er noget, som jeg synes er lidt underligt. Vi har jo sammen med SF på en række punkter kæmpet for traktatændringer, fordi vi opfatter EU som en kampplads; vi har f.eks. kæmpet for en social protokol, og det kræver jo også en traktatændring. Vi får ikke en social protokol, hvor lønmodtagerne sikres, uden en traktatændring. Betyder det ræsonnement, som blev fremlagt her, så, at også ønsket om en social protokol er udskudt til bedre tider? Som sagt har jeg fuld respekt for det, hvis ordføreren siger, at det må jeg snakke med en anden om.

Ordføreren.

Jeg mener nu godt, jeg kan udlægge vores politik sådan nogenlunde her. Jeg skal i hvert fald gøre mit bedste. Det, der egentlig er kernen af det her spørgsmål, er jo, at vi skal vælge vores kampe med omhu. Og lige nu mener jeg, at det her er spild af penge, det er spild af CO2, der bliver udledt i atmosfæren, det er ekstremt upraktisk, og det er vi alle sammen enige om herinde i Folketingssalen. Men jeg synes bare, at der er vigtigere kampe at tage, f.eks. kampen om et mere socialt retfærdigt Europa, som vi deler meget med Enhedslisten, og en kamp for et grønnere Europa, som vi også deler med Enhedslisten, og en kamp for et mere sikkert Europa. Det mener jeg bare vi vægter højere end den her kamp, som Enhedslisten har sat i gang her.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil bare høre, om SF har fortrudt deres opbakning til Maastrichttraktaten i den anden revision, altså Edinburghkompromiset, hvor man jo endte med at stemme ja, eftersom det her var en del af det kompromis.

Ordføreren.

Nej, jeg tænker ikke, at vi har fortrudt, at vi stemte ja dengang. Nu er jeg heller ikke helt med på de historiske kompromiser, der er blevet indgået, og hvordan vi forholder os til dem alle sammen, men som spørgeren også selv siger, er det kompromiser. Der er dele, vi kan se os selv mere i end andre, og der er det klart, at det her jo ikke var noget, vi selv pegede på som en god idé.

Hr. Morten Messerschmidt.

Nej, men jeg har forstået, at hvis man spørger Socialdemokratiet om Socialdemokratiets politik, er det, fordi man interesserer sig for meget for det, og spørger man SF om SF's historiske måde at agere på, er det også lige pludselig utidigt. Men er det ikke rimeligt, at man forlanger en eller anden form for sammenhæng imellem den måde, et parti agerer på i Europa og her, historisk og nu, i stedet for i det hele bare bliver fraser?

Ordføreren.

Jeg mener, at vi har en sammenhængende politik i SF. Vi har igennem lang tid sat fokus på meget vigtige emner som den grønne omstilling, et socialt retfærdigt Europa, et sikkert Europa. Og så er der en masse andre ting, vi også gerne vil ændre, men det er begrænset, hvor meget man kan nå, og vi ved jo alle sammen, at når man er til de her møder, er der begrænset tid, og hvis vi skulle sætte gang i en proces med en traktatændring, ville meget af den tid, vi hellere synes skulle bruges på at snakke grøn omstilling, sikkerhed, blive brugt til at snakke om det her.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Mads Olsen fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Alexander Ryle fra Liberal Alliance.

Tak for det. Fra Bruxelles til Strasbourg og fra Strasbourg til Bruxelles. Sådan er hverdagen for europaparlamentarikere, når de en gang om måneden skal rejse turen frem og tilbage. Jeg er jo helt enig med forslagsstillerne i, at når man kigger på den løsning i dag, virker den tudetosset. Derudover er den både dyr, besværlig og ikke mindst skadelig for klimaet, som forslagsstillerne også har nævnt i beslutningsforslaget, fordi det ikke kun er parlamentarikerne, men også deres assistenter, embedsmænd, tolke samt tonsvis af materiale, som skal fragtes frem og tilbage.

Den historiske årsag til, at samlingerne er i Strasbourg, mens udvalgsarbejdet foregår i Bruxelles, kender de fleste af os jo nok, men blot for at opridse det, skyldes det, at da man oprettede Kul- og Stålunionen i 1952, var der seks lande, hvor datidens store rivaler, Frankrig og Tyskland, besluttede at samle Unionens arbejde i Luxembourg som et kompromis. Men da man så oprettede institutionerne, havde Europarådet allerede hjemme i Strasbourg, og de tilbød derfor, at man kunne låne deres lokaler, hvor der var plads til de store samlinger. Derudover begyndte Kommissionen og Ministerrådet at lave deres arbejde i Bruxelles, hvor man senere dannede hovedsæde for Unionen. Man fastslog så senere i traktaterne, at det skulle være den geografiske og arbejdsmæssige deling mellem de forskellige institutioner.

Så kommer vi til det måske vigtigste i min tale, for som forslagsstiller og udenrigsministeren også har været inde på, vil det med det her forslag, altså hvis man ønsker at afvikle EU's rejsecirkus, kræve, at man genåbner traktaterne, og man vil så kun kunne lukke dem igen, hvis der kan opnås enstemmighed. I Liberal Alliance er vi bekymrede for, at det vil føre en masse ting med sig, som vi egentlig ikke bryder os om. Det kunne f.eks. være, at EU's kompetencer udvides til også at dække socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik, sundhedspolitik osv., at man vil forsøge at skabe en mere integreret økonomisk og finanspolitisk union, hvilket kan inkludere en fælles skattepolitik, eller at vi over en bred kam og altså ikke kun på meget afgrænsede områder går fra enstemmighed til flertalsafgørelser.

Det ønsker vi ikke at risikere, og derfor er vi egentlig enige i, at hvis traktaterne bliver genåbnet alligevel, bør et stop for EU's rejsecirkus være en del af de ændringer, man laver, men vi mener ikke, at det skal være Danmark, der tager initiativ til at åbne for traktaterne, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget. Så skulle jeg også hilse fra Konservative og sige, at de godt kan støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Først vil jeg komme med et lille korrektiv. Altså, Europa-Parlamentet har et parlament i Luxembourg. Det ligger på 2 Place de l'Europe i Kirchberg. Jeg har været der som medlem af Parlamentet. Man holder godt nok aldrig møder der, men Europa-Parlamentet har tre steder, hvor man træffes. Det er jo så ikke så udgiftskrævende, bortset fra rengøringspersonale og selvfølgelig kantineordninger og alt det her, men det er jo kun sikkert kun nogle hundrede millioner euro. Altså, det er jo Strasbourg, der virkelig koster penge.

Nu forstår jeg det på den måde, at Liberal Alliance agter sig ind i den gruppe, der hedder EPP, altså Det Europæiske Folkeparti, den konservative gruppe, og der vil jeg bare høre, hvordan hr. Alexander Ryle har erfaret at man i EPP ser på det her med Strasbourgsædet.

Ordføreren.

Jeg har egentlig ikke rigtig noget indtryk af, hvad de mener om det. Jeg mener ikke, der står i det program, de går til valg på ved det her valg, at der skal ændres på det. Men det kan være, at hr. Morten Messerschmidt kan belære mig endnu en gang.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det ligger mig ikke fjernt, kan man sige, men jeg frafalder.

Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg forstår, at Liberal Alliances ordfører falder ind i det spor, som vi har hørt fra flere andre: Man er meget imod det, men man vil ikke gøre noget ved det. Og det er jo så fair nok.

Jeg har bare en kommentar: De eneste, man ikke skal have ondt af i forbindelse med det der rejsecirkus, er sådan set parlamentarikerne. Altså, parlamentarikerne er dem, der har det allerlettest, for de tager jo hjem i weekenderne, og det vil sige, at om de så den efterfølgende uge tager til Bruxelles eller Strasbourg – altså, potato, potato. Det er ikke det afgørende. Det er mere alle de ansatte, altså tolkene, alle dem, der bor i Bruxelles, og så miljøsvineriet og pengene. Det er mere det. Så altså, det siger jeg jo som tidligere medlem af Europa-Parlamentet; det er ikke os, dengang, nu eller fremover, man skal have ondt af, det er alle de andre, og det er derfor, der skal gøres noget ved det.

Ordføreren.

Det er jeg helt enig i, og det synes jeg egentlig også at jeg anerkendte i introen til min ordførertale, altså at det jo både er dyrt og også besværligt, og så er det utrolig skadeligt for klimaet. Og hvis det nu var mig, der skulle være medlem af Europa-Parlamentet, ville jeg måske foretrække at være mest i Strasbourg og lidt mindre i Bruxelles, for jeg synes, Strasbourg er en fantastisk by. Men jeg er enig i, at det ville give bedre mening, at der kun var ét af stederne. Vi ønsker bare ikke, at det er Danmark, der skal tage initiativ til at åbne for traktaterne.

Hr. Søren Søndergaard ønsker ikke den anden korte bemærkning. Så går vi til hr. Henrik Møller fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Jeg skal bare lige høre, om jeg hørte rigtigt. Er det korrekt forstået, at De Konservative har sagt ja til at støtte B-forslaget om at ændre på traktaten i forhold til det her? Jeg ville bare høre, om jeg har hørt rigtigt, for mig bekendt har De Konservative været med i en europapolitisk aftale i december måned, hvor vi sådan set sagde nej til at åbne for at ændre på traktaterne. Så jeg skal bare lige være sikker på, om jeg har hørt rigtigt.

Ordføreren.

Det er korrekt. Jeg er blevet bedt om at hilse fra Konservative og sige, at de støtter forslaget.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Alexander Ryle fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til fru Karin Liltorp fra Moderaterne.

Tak for ordet. Oven på den overraskelse vil jeg starte et andet sted. Økonomisk er det selvfølgelig uomtvisteligt, at vi kunne opnå besparelser ved at samle Europa-Parlamentets mødeaktiviteter. Miljømæssigt ville det reducere CO2-udledningen, hvilket selvfølgelig også er helt i tråd med vores europæiske mål om bæredygtighed, og vi har jo allerede hørt, at langt de fleste, om ikke alle, synes, at det er fjollet med alt det rejseri. Derfor forstår jeg ligesom så mange andre selvfølgelig også godt, hvorfor man gerne ser det afviklet, og jeg ser også mange muligheder for, hvordan man kunne lave ændringer, hvor Strasbourg ikke mister sin betydning. Byen kunne jo omlægges til hovedkvarter for europæisk demokrati og borgerdeltagelse. Man kunne holde temamøder, konferencer og borgerdialoger, og som bekendt er byen allerede hovedsæde for Europarådet.

Så der er masser af gode idéer, men der er lige en lille ting, der står i vejen, og det er jo netop, at det kræver en traktatændring, og Moderaterne, som også var med påden europapolitiske aftale, støtter faktisk op om det, der står i aftalen, så vi ønsker ikke traktatændringer for nuværende. Det kræver som bekendt enstemmighed blandt EU's medlemsstater, og vi skal bagefter have en ratifikation i overensstemmelse med medlemsstaternes forfatningsmæssige procedurer. Så for nuværende siger vi nej tak til at lave en traktatændring – og slet ikke på baggrund af denne trods alt lille problemstilling, taget i betragtning af hvad det er for nogle problemer, vi ellers står over for i EU og i hele verden.

En traktatændring ville være som at åbne Pandoras æske, hvor alle mulige og umulige forslag til traktattekster ville komme frem, og det risikerer i den grad at udfordre det fantastiske samarbejde, vi har i EU. Jeg går ud fra, at forslagsstillerne er bekendt med denne fare, men er villige til at løbe risikoen for at kompromittere samarbejdet. Hvis det bliver uundgåeligt med traktatændringer, synes jeg naturligvis også, at det ville være en god idé at kigge på det her, men Moderaterne støtter ikke op om beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Karin Liltorp fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det. Beklager, formand, jeg sad lige og tænkte, at Enhedslisten skulle på, men det skal de selvfølgelig først til sidst.

Udenrigsministeren støttede ikke det her forslag, fordi regeringen ikke ønsker en traktatændring. Vi støtter det ikke, men vi ønsker en traktatændring, blot ikke alene af den her grund. Men hvis Enhedslisten nu ville støtte op om, at vi tilpassede traktaten til en markant udvidelse til 30-35 medlemmer; at retsstatsmekanismen blev lagt over i Domstolen, i stedet for at det skal afgøres politisk, om vi overholder de grundlæggende værdier; at vi styrkede forsvarsområdet på vej mod en forsvarsunion; og at vi i det hele taget tilpassede traktaten til de fremtidige udfordringer, der står over for os, så ville vi bestemt også gerne afskaffe det her rejsecirkus og bakke op om et samlet parlament i Bruxelles. Men det er med andre ord ikke det største problem at løse i en traktatændring.

På et og eller andet plan synes jeg jo, at det er meget europæisk, nærmest poetisk, og i hvert fald meget historisk, at vi har det, Enhedslisten kalder et rejsecirkus. For det er et cirkus, men det er et meget europæisk cirkus, og det er det bedste cirkus i byen – eller i byerne, må man vel sige med en omskrivning af Svend Aukens historiske citat. Så det er typisk europæisk. Det er diplomati, når det er bedst, eller når det er værst. Det er dyrt, bøvlet og klimauvenligt, men det er det, vi har lige nu. Vi bakker op om at afskaffe det, men vi bakker ikke op om at ændre traktaten alene af den her grund, og derfor kommer vi heller ikke til at stemme for, men vi kommer heller ikke til at stemme imod, så vi stemmer gult. Tak for ordet.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det var egentlig mit indtryk, at Radikale Venstre havde en varm ambition om at ændre traktaten, altså føderalisere Europa osv. Det synes jeg da jeg har fået indtryk af ved andre anledninger, hvor hr. Christian Friis Bach har talt.

Så der vil jeg bare høre, om det skal forstås sådan, at man ikke kommer til at stemme for nogen ændringer af traktaten fremadrettet, og at man, hvis man så helt uforudset skulle komme til at stemme for ændringer af traktaten, så i hvert fald ikke kommer til at gøre det, uden at rejsecirkusset bliver fjernet.

Ordføreren.

Vi bakker op om den europapolitiske aftale, og der har vi aftalt, at vi ikke for nuværende, hvis jeg husker formuleringen præcist, ønsker at ændre traktaten. Men som parti ønskede vi gerne, at vi åbnede op for en diskussion om en fremtidig ændring af traktaten. Det mener vi faktisk er nødvendigt.

Modargumentet er jo, at det vil være bureaukratisk og risikofyldt og vil tage lang tid, og der siger vi så bare stilfærdigt, at så er der måske en god grund til at gå i gang allerede nu, hvis det virkelig er bøvlet, bureaukratisk og besværligt og tager lang tid.

Men vi bakker op om den europapolitiske aftale, og derfor kommer vi heller ikke til at stemme for det her forslag for nuværende. Men sker der en traktatændring – og vi ønsker at ændre traktaten, tilpasse den til en langt større EU-kreds – er det her jo et helt oplagt forslag at tage med.

Hr. Morten Messerschmidt.

Så er spørgsmålet bare, hvad der ligger i »for nuværende«. Altså, vi ved jo, at aftaler, der er indgået af udenrigsministeren, har sådan en temporal afgrænsning, som kan være lidt interessant.

Vi har tidligere hørt, at han i sin egenskab af statsminister talte om, at noget holdt, indtil solen skulle brænde ud, og nu kan vi konstatere, at han så i sin egenskab af partiformand har valgt en spidskandidat, som tilsyneladende mener, at solen er brændt ud, tror jeg – det var noget med noget udlændingepolitik og retspolitik osv.

Så hvad er det for en tidsbegrænsning, hr. Christian Friis Bach arbejder med i forhold til den europapolitiske aftale? Altså, hvor lang tid regner han med at den holder?

Ordføreren.

Jeg har jo sagt med et smil, at det der »for nuværende« var tilbage i december, helt tilbage i december, og at vi for vores skyld sådan set godt kunne starte en dialog om en fremtidig traktat og om, hvad der skulle til.

Vi mener, at det på sigt bliver vigtigt og nødvendigt at se på traktaten, men vi står bag den europapolitiske aftale, og vi bakker derfor ikke op om det her forslag. Det er et rejsecirkus, men, hr. Morten Messerschmidt, det er det bedste cirkus i byen.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre. Jeg byder nu velkommen til hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.

De fleste husker nok den store danske sejr tilbage i 1992, og nej, jeg tænker ikke på, at vi vandt EM. Jeg tænker på, at befolkningen vandt over politikerne og stemte nej til Maastrichttraktaten. Det er den lykkelige omstændighed, der gør, at vi i dag fortsat har vores danske krone. Det er den omstændighed, der gør, at vi har et retsforbehold, og at vi formelt set har et forbehold imod unionsborgerskabet, selv om man fra Bruxelles' side gør alt, hvad man kan, for at undergrave det. Som et modkrav til, at danskerne jo rent faktisk blev spurgt og sagde nej, rejste franskmændene et krav om, at man indføjede og fastsatte i traktaten, at Europa-Parlamentets hovedsæde ligger i Strasbourg. Sådan er det, og der er jo mange ordførere, der i dag har været inde på, at det altså kræver en traktatændring at lave det om.

Om det så er en god eller en mindre god omstændighed, ved jeg ikke. Det er nok, hvordan man ser det. Et faktum er det i hvert fald, at rigtig mange ude i Europa – vi har talt om den franske præsident Macron og andre – ønsker en traktatrevision, vel at mærke en traktatrevision, hvor man fører mere magt til EU, og det er jo på ingen måde en blomst, der er groet i Dansk Folkepartis, og jeg tør sige Enhedslistens, forslagsstillernes, have. Men i det lys giver det jo meget god mening at spørge, hvad Danmark så skal kræve igen. Vi kan selvfølgelig håbe på, at befolkningen også ved en fremtidig traktatrevision vil kunne sige fra, vil kunne sige nej, og modsætte sig den overdragelse af magt til EU, der måtte være tale om. Men uanset hvad i forhandlingspositionen, når Frankrig, Tyskland, eller hvem det måtte være, kommer og siger, at de vil have mere magt over Danmark, vil det måske være meget godt, at Folketinget udstyrer regeringen med et mandat om at begrænse noget af den idioti, der ligger i traktaten, som det er i dag.

Det er jo sådan, at i protokollen, som man kan læse i Lissabontraktaten på side 319, fremgår det, at Europa-Parlamentet har hjemsted i Strasbourg og dér afholder de 12 månedlige plenarmøderækker. Spørgsmålet er jo så, om man også uden for en traktatrevision kunne begrænse idiotien. Vi var jo nogle i Europa-Parlamentet, i hvert fald i de forgangne samlinger, som så på det. Hr. Henrik Møller kunne ikke rigtig gøre os klar på, om det måske også var sket i den her samling; jeg ved det ikke, jeg har haft andet at lave. Jeg tænker, at hr. Henrik Møller med den store dedikation, han har for Europa-Parlamentets arbejde og Socialdemokratiet generelt, måske kunne gøre os klogere på det, men det forstår jeg er utidigt at spørge om. Men man kunne jo godt inden for traktaten rent faktisk gøre noget for at begrænse tåbelighederne. Eksempelvis kunne man lægge de to af ugerne sammen, sådan at i stedet for, at man har tre Bruxellessamlinger og så en Strasbourgsamling, tre Bruxellessamlinger og så en Strasbourgsamling, kunne man måske have tre Bruxellessamlinger, en Strasbourgsamling, en Strasbourgsamling og så Bruxelles, altså lægge det op ad hinanden. Dermed begrænser man jo det CO2-udslip og den generelle omkostning, der er forbundet med at flytte frem og tilbage. Hvis man har to uger i forlængelse af hinanden, vil man i hvert fald kunne komme ned på en halvdel af de udgifter og tosserier, der er forbundet med at overholde traktaten her i dag.

Det er derfor, hr. Henrik Møller og andre, at jeg har spurgt lidt interesseret ind til, hvad man egentlig agter inden for den her traktat at gøre, for der er jo rum for forbedring. Desværre er fantasien tilsyneladende ganske begrænset, og derfor glæder jeg mig til at høre, hvad man i Det Konservative Folkeparti har gjort sig af tanker, for det kunne jo være, at det var netop det, som lå til grund for, at man tilsyneladende som det eneste parti, der har tilsluttet sig den europapolitiske aftale, går imod strømmen og her siger, at man gerne vil begrænse idiotien. Desværre har Det Konservative Folkeparti så ikke valgt at berige os med sit selskab her i aften, så det er lidt svært at spørge om det. Det vil så være en sjælden anledning til at savne hr. Niels Flemming Hansens selskab, men han er måske ude at føre valgkamp, og så passer vi andre hans arbejde imens. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Vi er igennem ordførerrækken, dog således at jeg nu giver ordet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten.

Jeg er rigtig glad for, at hele Folketinget er samlet om tage afstand fra rejsecirkusset, som altså har en CO2-udledning som en mindre jysk provinsby og koster 1. mia. kr. og en masse tid, som vi kunne have brugt til andet fornuftigt. Det er jeg rigtig glad for. Jeg tror også, det ville være svært at indtage et andet synspunkt, så det er rigtig godt.

Jeg er mindre glad for, at det, som en række partier ofte siger, nemlig at EU er en campingplads, hvor vi ligesom skal kæmpe for vores synspunkter, ligesom forsvinder, for man siger: Jo, vi er rigtig meget imod det, men vi skal ikke kæmpe for at lave det om. Nogle siger, at det er, fordi det ikke er en så vigtig sag, og andre siger, at man måske risikerer, at noget bliver værre, eller at der så også er andre, der vil tage noget op, eller hvad det nu kan være. Der er mange forklaringer på, hvorfor vi skal acceptere tingene, som de er.

Det er ikke Enhedslistens udgangspunkt. Enhedslisten udgangspunkt er og har altid været, og det giver vi udtryk for hver fredag, når vi sidder i Europaudvalget, at EU er en kampplads, hvor man skal kaste sig ind og forsøge at lave tingene bedre, og det vil vi også gøre på det her spørgsmål.

Til hr. Morten Messerschmidt må jeg sige, at det faktisk er ret begrænset, hvad man kan gøre inden for rammerne af traktaterne. Udgangspunktet var jo, at der står det med, at de 12 månedlige samlinger skal holdes i Strasbourg, og så sagde man fra parlamentets side: Fint, vi kommer i januar, februar, marts, april, maj og juni; i august holder vi sommerferie, og så kommer vi igen i september, oktober, november og december. Så sagde Frankrig, at det går ikke. Men hvad så med sommerferien? lød spørgsmålet. De sagde: Ja, I skal have sommerferie, men i traktaten står der 12, og I har kun regnet 11 måneder op, så vi vil altså godt have, at I så kommer i sommerferien. Vi kan da ikke komme i sommerferien! sagde parlamentet så. Jo, det skal I, lød det. Så udviklede man et kompromis, der gik ud på, at man kom i januar, februar, marts, april, maj, juni og juli, holdt ferie i august, og så kom man to gange i september. Så var traktaten overholdt og Frankrig var glade.

Så var vi nogle, der fik en idé, da vi var i parlamentet sammen, som gik ud på, at man jo kunne tage og sige, at de der to samlinger i september, kunne man ikke lægge dem i forlængelse af hinanden? Altså at vi i stedet for skulle tilbage til Strasbourg sagde, at de to samlinger i september, sommersamlingerne så at sige, holdt vi måske onsdag, torsdag og fredag, og så kunne vi holde fri om lørdagen og fortsætte søndag, mandag tirsdag.

Det fik vi vedtaget i Europa-Parlamentet Europaparlamentet med et kæmpemæssigt flertal. Så indklagede Frankrig og Frankrigs allierede, det var »den halve«, altså Luxembourg, den her sag for EU-Domstolen, som jo er meget tekstnære og slet ikke så aktivistiske, som man tror. De kiggede rigtig nøje på den der traktat og kunne se, at der stod 12, og at det var defineret som ugemæssige samlinger, så det afviste man fuldstændig. Så man fastholdt systemet, men fik vist nok ændret det sådan, at man i stedet for at komme to gange i september kunne komme to gange i oktober, for der var det måske lidt koldere; jeg ved ikke hvorfor.

Det er bare for at vise, at så små muligheder er der inden for traktaten; så absurd er traktaten. Og det er jo derfor, at hvis man vil lave det her om, bliver man nødt til at rejse spørgsmålet om traktaten. Ellers vil man reelt ikke lave det om. Vi vil godt lave det om. Vi håber, at andre vil være med.

Hvorfor er det så, at det her kører videre? Det er jo også noget, der er svært at forstå. Der har været nogle undersøgelser blandt befolkningerne, og jeg tror, det var 95 pct. af befolkningerne i Europa, der sagde, at det der er gakgak, ikke? EU-parlamentet er massivt imod det her rejsecirkus; dem, det går ud over, er altså massivt imod det. Når vi tager landene, er det alle lande, som er imod. Der har været afstemning om det, og alle lande er imod det, undtagen Frankrig og Luxembourg, og Luxembourg er selvfølgelig imod, fordi de også har nogle EU-institutioner, som de er bange for at miste. De kunne måske overtales, og derfor kalder jeg dem en halv, men sammen med Frankrig forhindrer de det så. Så igen vil jeg sige: Der er ikke nogen vej uden om en traktatændring.

Hvorfor er det så vigtigt? Jo, jeg synes, det er vigtigt, fordi man skal passe på med at have nogle regler, som ikke alene absurde og skadelige, men som et kæmpemæssigt flertal af befolkningerne, landene og parlamenterne jo også er imod. Man skal passe på med at have sådan nogle regler, for det underminerer troen på demokratiet. Så kan man godt sige: Jo, men vi har indgået en aftale osv. Ja, vi har indgået en aftale i en traktat. Det kræver enstemmighed at ændre den, men så man kan man jo gå efter at forsøge at lave den ændring, hvis man virkelig er interesseret i det.

Jeg bliver nødt til at konkludere, at trods utrolig gode intentioner fra en lang række partier, er der ikke vilje til at rejse det her. Det beklager vi, så i den forstand har vi jo ikke fået noget ud af debatten, og nu må det her jo tages ned andre steder.

Alligevel vil jeg sige, at det har været interessant at se, i forhold til den europapolitiske aftale, at i hvert fald et parti jo sådan set allerede er sprunget fra den ved at støtte det her forslag, og det er jo Det Radikale Venstre. Det er jo en interessant måde at være med i den europapolitiske aftale på, hvor der står, at man ikke skal have traktatændringer, for nuværende, at sige: Jamen derfor kan vi da sagtens snakke om det, og derfor kan vi da sagtens arbejde for det.

Hvis det er linjen, hr. Christian Friis Bach, hvorfor kan man så ikke arbejde for en traktatændring om rejsecirkusset? Og hvis det viser sig at være muligt, kan man jo sige, at okay, nu er det, altså udtrykket for nuværende, gået ud af den europapolitiske aftale, så nu er der en anden mulighed. For det Radikale Venstre venter åbenbart kun på at bryde med den europapolitiske aftale og få lavet EU-traktaten om, og det synspunkt kan jeg kun dele på mange områder. For der er god grund til at lave den traktat om. Tak.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg skal bare høre, hvilke forudgående konsultationer der måtte være foretaget med Det Konservative Folkeparti. Jeg mener: Når nu de har valgt ikke at være her i dag, kunne det være, de havde sagt til forslagsstillerne, præcis hvad det er for nogle præmisser, der ligger til grund for deres tilslutning til det her forslag, hvad det er for nogle overvejelser, de gør sig i forhold til den europapolitiske aftale osv.

Jeg synes jo, det her er så væsentligt et forslag, at man burde være til stede, men altså, der kan man jo prioritere forskelligt. Men har der været nogle overvejelser og nogle konsultationer mellem forslagsstillerne og Det Konservative Folkeparti om det her forud for deres tilkendegivelse i dag?

Ordføreren.

Der kan jeg sige, at det har der ikke, og det var jo heller ikke mig, der meddelte Folketinget De Konservatives stillingtagen; det var jo Liberal Alliance, og om der har været nogle der, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg nægter at være sur over, at Det Konservative Folkeparti har indtaget et fornuftigt standpunkt. Altså, det kan jeg kun glædes over.

Jeg nægter en ting mere, hr. Morten Messerschmidt. Jeg nægter at, hvad skal vi sige, problematisere, at der kan være personer, især fra små partier, og Enhedslisten er et af dem, der til en debat eller noget andet ikke kan være til stede, heller ikke selv om forslaget er vigtigt. Det kan ske. Der kan både være personlige ting og alting, og vi ved også godt, at der er en valgkamp kørende, og at der er rigtig mange møder. Så jeg har respekt for, at det kan være nødvendigt at prioritere.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg vil godt have lov at understrege, at jeg på ingen måde er sur. Altså, jo flere der agter at støtte op om et forslag, der vil begrænse EU's idioti, des bedre bliver det jo, og jeg synes, at det er så fint, at De Konservative bruger kræfterne et andet sted.

Så det er bestemt ikke et udtryk for surhed, snarere for nysgerrighed, fordi det jo er et nybrud. Altså, Det Konservative Folkeparti har stemt for alle EU-traktater siden 1972, og derfor synes jeg, at det er dejligt, at de nu går ud og siger, at der er noget, de har fortrudt, og noget, de gerne vil have lavet om, som ovenikøbet handler om at begrænse idioti – det plejer at gå i den anden retning.

Ordføreren.

Ja, altså, jeg blev da personligt også en lille smule overrasket, men jeg blev mindst lige så overrasket over De Radikales udmelding, altså den der halve. Altså, jeg synes, det med »for nuværende« var så fint, og at så skal vi allerede nu gå i gang med at diskutere, hvilke traktatændringer der er behov for. Ja, det er jo for pokker det, vi gør her. Det er jo derfor, det er et klogt forslag.

Men jeg er sikker på, at hr. Christian Friis Bach har trykket på knappen, så hr. Christian Friis Bach har jo mulighed for at uddybe det.

Og det er nemlig helt korrekt. Hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg vil sådan set bare høre hr. Søren Søndergaard, om man har en tradition i Enhedslisten for, at man gør ethvert kompromis til partiets egen politik.

Ordføreren.

Jeg kunne simpelt hen ikke høre det. Jeg må have det en gang til, og jeg skal nok svare igen to gange.

Hr. Christian Friis Bach får mulighed for at stille spørgsmålet igen. Værsgo.

Spørgsmålet var sådan set, om Enhedslisten har en tradition for, at man gør ethvert politisk kompromis til partiets egen politik.

Ordføreren.

Vi går meget ind for, når man indgår kompromiser, at man så ikke gør det til partiets egen politik. Det går vi meget ind for, men vi overholder de kompromiser, vi indgår. Vi siger jo ikke: Vi har indgået et kompromis, og i øvrigt siger man om det, der er hele kompromisets indhold, nemlig at vi ikke skal have en traktatændring, at selvfølgelig skal man have en traktatændring; vi skal gå i gang med at forberede det med det samme. For det tror jeg ikke var en formulering, der var enighed om i kredsen omkring det nationale kompromis. Det var det måske. Jeg kan se, at hr. Kim Valentin sidder derovre, og han har mulighed for at trykke sig ind. Og ja, selv udenrigsministeren har mulighed for at trykke sig ind og sige, om det var deres forståelse af det nationale kompromis. Så kan vi jo få det afklaret.

Hr. Christian Friis Bach.

Vi indgik et kompromis, og vi står bag det kompromis, men vi har ikke gjort det til Radikale Venstres politik. Vores politik er fortsat, at vi skulle starte drøftelserne af en ny traktat, og jeg er kommet med en række gode argumenter. Især mener jeg, at retsstatsmekanismen er et afgørende argument for, at vi bør gøre det. Så derfor: Ja, Enhedslistens forslag får os igen til at sige, at vi godt kunne tænke os en traktatændring, men det får os ikke til at sige, at vi ikke står bag det kompromis, som vi har indgået.

Ordføreren.

Der er jeg fuldstændig enig med hr. Christian Friis Bach i, at det er virkelig nødvendigt, at vi får forbedret retsstatsmekanismen i EU, og det vil vi arbejde for. Det er en grund mere til, at vi ikke var med i det nationale kompromis, for da vi var på mødet, præsenterede vi jo nogle af de ting, vi ønskede for ny europapolitisk aftale, og det var jo netop en offensiv for at forbedre retssikkerheden i EU – en offensiv. Det ville og måtte indebære en ændring af traktaten. Der er vi fuldstændig enige med Radikale Venstre. Det var faktisk en af grundene til, at vi ikke var med i det nationale kompromis. En anden grund var, at de andre ikke ville have os med.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Europaudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.