Det sidste punkt på dagsordenen er:

22) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 2:

Forslag til folketingsbeslutning om at sikre virksomheders retssikkerhed ved en fremtidig epidemi.

Af Mona Juul (KF) m.fl.

(Fremsættelse 04.10.2023).

Forhandlingen er åbnet. Jeg kan se, at ordføreren for forslagsstillerne allerede er klar til at give en begrundelse for forslaget. Så værsgo til ordføreren.

Tak for ordet. Vi står her i dag, fordi vi den 18. december 2020 lavede en politisk aftale om en ny epidemilov. I aftalen står der klart og tydeligt, at der skulle nedsættes en arbejdsgruppe, og at denne skulle afrapportere inden udgangen af 2021, og at anbefalingerne derefter – og jeg citerer – »vil blive forhandlet politisk og vil på den baggrund kunne gennemføres ved et selvstændigt lovforslag«. Da arbejdsgruppen, som i parentes bemærket var uden repræsentanter for erhvervslivet, efter et halvt år i rette tid, nemlig lige nøjagtig på årets sidste dag, kom med deres anbefalinger, måtte vi konstatere, at det var fint, men også, at det ikke var godt nok, hvilket de følgende forhandlinger også klart viste. Vi havde det sidste forhandlingsmøde den 24. august sidste år.

Partier, der havde taget ansvar under corona, meldte klart og entydigt ud, at vores virksomheder og arbejdspladser naturligvis skal have et retskrav på erstatning. Ikke konkrete beløb og den slags, men bare en sikkerhed for, at når man driver virksomhed i Danmark, gør man det under nogle fair og ordentlige konditioner, hvor man ved, at hvis staten lukker en helt eller delvis ned eller kommer med anbefalinger med voldsomme konsekvenser, så påtager staten sig også sin del af ansvaret, og hvor man ved, at der er taget hensyn til retssikkerhed, stabilitet og forudsigelighed for erhvervslivet samt naturligvis også hensyn til en regerings behov for handlerum ved fremtidige ukendte epidemier, præcis som virksomhederne troede var tilfældet med den gamle epidemilov.

I stedet for har SVM-regeringen simpelt hen droppet at forhandle og lave en ny aftale. Det fik vi en mail om den 2. juni i år. Det stod i en mail fra såvel erhvervsministeren som kulturministeren, hvor det endda lyder, som om det er noget, vi er blevet enige om. Det er vi ikke, hvilket også kom frem på det samråd, som jeg indkaldte erhvervsministeren til den 9. august. Her fastslog ministeren ligesom i flere artikler, at regeringen ikke mener, at der er grundlag for videre politiske forhandlinger. Jeg er ærlig talt målløs – jeg synes, det var mageløst, og jeg er målløs.

Min opfordring er igen i dag helt simpel: Få nu indkaldt til forhandlinger, så vi kan få virksomhederne ud af det retssikkerhedsmæssige vakuum, som de p.t. er stillet i. Det må være en erhvervsministers fornemste opgave at sikre ordentlige og fair rammevilkår for virksomheder i Danmark, og det ansvar håber jeg da meget at ministeren tager på sig.

Tak til ordføreren. Så er forhandlingen åbnet, og den første, der får ordet, er erhvervsministeren.

Tak for det, formand, og tak til fru Mona Juul for at fremsætte det her beslutningsforslag, som jo har til formål, at virksomhederne skal vide, hvordan de er stillet, hvis en ny epidemi bryder ud. Det håber vi selvfølgelig alle ikke sker, men det er godt, at vi har den her diskussion i dag, og regeringen synes sådan set, at hensigten med beslutningsforslaget er god. Men der er to grunde til, at vi ikke kan støtte det konkrete forslag.

For det første er vi nødt til at skelne skarpt, og vi mener skarpt, mellem kompensation og erstatning. Virksomheder er ifølge grundloven berettiget til erstatning, hvis der er tale om ekspropriation. Når vi taler om kompensation, har vi med statsstøtte at gøre, og udbetaling af statsstøtte skal godkendes af Europa-Kommissionen.

Det oplevede vi jo under coronapandemien, hvor kompensationsordningerne kun var mulige, fordi man i EU gav særlige midlertidige muligheder for statsstøtte. Og det er helt fair, at man gerne vil det anderledes, men det er nu engang sådan, at vi i Danmark ikke kan vedtage et nationalt retskrav på kompensationsordninger af den størrelse, vi så under covid-19, medmindre EU har åbnet op for statsstøttemuligheder herfor. Med andre ord kan vi ikke vedtage noget i Folketinget, når vi ved, at det, på det tidspunkt vi vedtager det, ikke er i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler, som i øvrigt forpligter et fremtidigt Folketing på at udbetale kompensation uden en forudgående statsstøttegodkendelse.

Det er helt centralt her. For hvad stiller vi op, hvis vi vedtager et retskrav, men Europa-Kommissionen ikke giver os den nødvendige statsstøttegodkendelse, der gør det muligt at udbetale kompensationen? Jeg forestiller mig ikke, at Det Konservative Folkeparti er interesseret i en retstilstand, hvor virksomheder reelt set ikke ved, om den kompensation, de er stillet i udsigt, kan udbetales lovligt. Hvis det ikke er tilfældet, er virkeligheden jo den, at så skal virksomhederne betale den tilbage. Derfor vil et retskrav kunne have den modsatte effekt af det, som Det Konservative Folkeparti ønsker at opnå med beslutningsforslaget, nemlig at virksomhederne skal vide, hvordan de er stillet, hvis en ny epidemi bryder ud.

For det andet er virkeligheden og erfaringen jo desværre også den, at epidemier er fuldstændig uforudsigelige. Det så vi om noget med coronapandemien. Vi kan ikke lægge os fast på en bestemt ordning for kompensation; det vil ikke være ansvarligt. I stedet må vi handle, når vi ved, hvad det er for en epidemi, vi står over for, og hvor hårdt den rammer. Kompensationsordninger må nu engang tage udgangspunkt i de økonomiske skadevirkninger, som den konkrete epidemi giver anledning til, så vi er sikre på, at vi har tilladelser til at udbetale kompensationen, og at vi sætter ind i forhold til dem, der reelt er ramt i den konkrete situation. Den tilgang svarer også til de anbefalinger, som arbejdsgruppen om principper for hjælpepakker ved nye epidemier er kommet frem til.

Lad mig bare understrege det helt klart: Hvis vi bliver ramt af en epidemi i fremtiden, vil regeringen selvfølgelig holde hånden under erhvervslivet i det omfang, der må være brug for det. Det gjorde vi med brede flertal under covid-19, og det er jeg helt og fuldkommen overbevist om fremtidige regeringer og et fremtidigt Folketing selvfølgelig også vil gøre.

Under covid-19 blev der indgået 20 brede politiske aftaler i Folketinget om kompensation til virksomheder, kulturliv og foreninger med videre. Der blev udbetalt 60 mia. kr. i kompensation til virksomheder og kulturliv til over 100.000 virksomheder. Hertil kommer låne- og garantiordninger på ca. 100 mia. kr. Samtidig har vi så en rapport fra en arbejdsgruppe, der indsamler erfaringer, også gode erfaringer, med covid-19-kompensationsordningerne, og på den baggrund er man kommet frem til 18 anbefalinger til, hvordan fremtidens kompensationsordninger bør indrettes.

Vi har altså, og det mener jeg faktisk, et ganske godt og solidt og jo desværre også, må man sige, velafprøvet erfaringsgrundlag at stå på, hvis vi, Gud forbyde det, skulle opleve en lignende epidemi i fremtiden.

Regeringens holdning til kompensation i fremtiden er meget klar. Hvis det bliver nødvendigt med restriktioner, der i væsentlig grad begrænser virksomhedernes mulighed for aktivitet, skal der kompensation til. I den situation vil regeringen hurtigt indkalde til politiske drøftelser om eventuelle kompensationsordninger, med henblik på at der kan fremlægges de nødvendige forslag for Folketinget. På den måde er vi sikre på, at fremtidige regeringer og fremtidige Folketing effektivt kan håndtere en epidemi og selvfølgelig også har den nødvendige beslutningskraft. Vi skal også være sikre på, at vi har en statsstøttegodkendelse fra Europa-Kommissionen til at kompensere virksomhederne med. Det mener regeringen er bedst for virksomhederne, vores selvstændige og samfundet generelt.

Derfor har jeg også rakt ud til Folketingets partier med henblik på at nå til enighed om en erklæring, hvor vi meget klart tilkendegiver over for virksomheder og kulturliv, hvordan vi politisk vil håndtere spørgsmålet om kompensation, hvis vi jo altså igen skulle blive ramt af en ny epidemi. I erklæringen er det kraftigt og klart understreget, hvor vigtigt det er med forudsigelighed for virksomhederne. Det er også understreget, som det har været en del af debatten tidligere omkring kompensationspakker, at Folketinget havde et behov for eksempelvis en referencegruppe, som man kunne læne op ad, når der skulle diskuteres mulig kompensationspakker, og når man skulle i gang med bekendtgørelserne.

Alle vi, der har været involveret i det her, ved, hvor hastende karakter det havde, og jeg må også indrømme, at nogle gange kunne det have været godt lige at have haft en second opinion. Det er der flere der har ønsket, og det er det, der står i erklæringen. Det understreges yderligere ved, som sagt, at hvis det sker, forpligter regeringen sig efter erklæring til at indkalde Folketingets partier til drøftelse af kompensationsordninger, hvis der altså under en eventuelt kommende epidemi er behov for at kompensere erhvervs- og kulturlivet.

Det er baggrunden for, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget. Synspunkterne er ganske klare. Vi har alle sammen vist både vilje og også evne, og det er en meget stor ros til Folketinget for at håndtere en uhyggelig pandemi. Men vi har gode erfaringer. Det er ikke et spørgsmål om, om der skal kompenseres, for det skal der, men her handler det ene og alene om, at kompensationen skal statsstøttegodkendes, og vi skal ikke stille virksomhederne noget i udsigt, som vi ikke er sikre på vi kan levere til dem. Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet, formand.

Tak. Ministeren har jo overhovedet ikke brugt sin taletid, kan man sige, og det er måske også derfor, der er en række spørgsmål til erhvervsministerens tale. Den første spørger er fru Mona Juul, Konservative. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvordan ministeren kan smide det her med EU's statsstøtteregler på bordet i dag. Det var ikke på nogen som helst måde på tale for et år siden, da vi sluttede forhandlingerne før den her regerings tid, at det at have et retssikkerhedsmæssigt krav på erstatning skulle være i modstrid med EU's statsstøtteregler. Så ville § 27, som vi fjernede fra epidemiloven, jo også have været imod EU's statsstøtteregler. Hvad siger ministeren til det?

Så er det erhvervsministeren.

Jeg kan ikke genkende, at jeg ikke har diskuteret statsstøtteregler med fru Mona Juul, siden jeg trådte til. Vi har afholdt et samråd i Folketingets Erhvervsudvalg, hvor vi drøftede det. Vi havde også en samtale i går – godt nok kort – og vi har også drøftet det på tomandshånd tidligere, altså vigtigheden af, at det, hvis man vil stille virksomhederne noget i udsigt, skal stå på et sikkert grundlag.

Vi kan ikke give folk et retskrav, når det retskrav forudsætter godkendelse af en Europa-Kommission og vi 1) ikke ved, hvilke statsstøtteordninger de vil oprette, og 2) om de vil godkende det, vi kommer med. Det er derfor, der er et, tror jeg man må sige, ret grundlæggende retssikkerhedsmæssigt problem i det, som De Konservative foreslår her.

Så er det fru Mona Juul for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Det vil jeg gerne udfordre, for det var ikke noget, vi diskuterede, da vi forhandlede i august sidste år med den tidligere erhvervsminister. Det må jeg bare sige. Og jeg er også nødt til at sige, at den dialog, vi har haft, jo har været, at jeg har fået en e-mail kl. 20.30 fredag, som jeg skulle svare på søndag, og så havde vi 7 minutters telefonsamtale i går.

Jeg er bare nødt til at sige, at med det, der ligger i den erklæring, som ministeren nu henviser til, er det klokkeklart for dem, jeg har talt med, at der simpelt hen ikke er noget, der giver nogen som helst form for beskyttelse. Hvorfor er det lige pludselig EU's støtteregler i lige præcis den her del, det handler om? Jeg er enig i, at vi har talt EU-støtteregler i forbindelse med alt muligt andet, men dæleme ikke i forhold til § 27. Og ministeren glemte at svare på, hvorfor § 27 var lovlig, når den nu lige pludselig åbenbart ikke er det.

Så er det erhvervsministeren.

Det, jeg forholder mig til her, er det, som Det Konservative Folkeparti ønsker, nemlig et retskrav på kompensation til dansk erhvervsliv, i tilfælde af at vi står over for en epidemi. Der tror jeg da at man må sige, at vi gentagne gange har diskuteret det. Det, der gør, at der er et problem med det, er, at det, der skal kompenseres for, skal statsstøttegodkendes i EU, og så kan man ikke give et retskrav. Det er grundlæggende det.

Så er virkeligheden her, at vi ikke taler om erstatninger efter grundloven som følge af ekspropriering. Vi taler om kompensationsordninger, og de kompensationsordninger skal godkendes af Europa-Kommissionen. Det er der, problemet er.

Jeg er lidt ærgerlig over, hvis jeg skal være helt ærlig, at vi er havnet i den her diskussion. Med de brede aftaler, vi har lavet, og de brede flertal, vi har haft, har vi vist en evne til at samarbejde i det her Folketing. Jeg synes ret beset, at når man ser på den erklæring, der er lagt frem, inden for de rammer, der er, at der er et godt fundament, i givet fald vi står – og det sker forhåbentlig ikke, men det kunne jo være – i en tilsvarende situation fremadrettet. Så kan man tage diskussionen derfra.

Den tryghed får virksomhederne jo i hvert fald, når man ser på den erklæring, der ligger nu. Det er det, der er hensigten med det. Og jeg er lidt ærgerlig over, at det bliver gjort til et konfliktpunkt i nogle ting, der er naturlige. Og alle de ordninger, vi har gennemført her, har jo skullet statsstøttegodkendes, så det kan jo ikke komme som nogen overraskelse for Det Konservative Folkeparti.

Jeg er lidt ærgerlig over, at det bliver gjort til en konflikt – det må jeg sige – med den bredde, der trods alt har været i de meget fine aftaler, vi har lavet.

Og formanden er lidt ærgerlig over, at en minister ikke kender taletidsreglerne her i Folketinget. Når en formand på 1,81 m rejser sig op, betyder det, at taletiden for længst er overskredet, og det gælder også for erhvervsministeren, selv om man har mange år på bagen her i parlamentet.

Vi går videre i rækken af spørgere, og den næste er hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne. Værsgo.

Tak. Jeg skal bare have svar på, om ministeren mener, at § 27, som var i den gamle epidemilov, går imod EU's statsstøtteregler.

Så er det ministeren.

Jeg føler mig ret overbevist om, at det kan vi redegøre for helt grundigt i et svar efterfølgende til spørgeren. En finere juridisk vurdering af § 27 og forholdet til EU's statsstøtteregler tror jeg jeg vil undlade at bevæge mig ud i her. Det her handler om et konservativt beslutningsforslag, hvor man ønsker, at der skal være et retskrav på kompensation. Det er det, der er det centrale her. Det andet spørgsmål skal jeg nok redegøre for efterfølgende.

Så er det spørgeren for den anden runde. Værsgo.

Tak. Det er, fordi § 27 jo handler om et retskrav på erstatning, og derfor er det ret væsentligt. Det er det, som det i sin substans handler om, så hvis Konservatives forslag ikke gør, skal jeg her bevidne, at jeg da straks vil fremsætte et beslutningsforslag, som simpelt hen bare genindfører § 27. For så har man jo fået det retskrav tilbage, som jeg synes erhvervslivet skal have. Så det vil jeg da i hvert fald tage med, hvis det er sådan, at man mener, at § 27 ikke strider imod statsstøttereglerne, men det får jeg jo så et skriftligt svar på. Tak for det.

Så er det ministeren.

Ja, og så kunne spørgeren jo have lyttet til, hvad jeg sagde til den konservative ordfører, nemlig at det handler om kompensation og ikke erstatning. Det er der, forskellen og relationen til den paragraf, som spørgeren spørger til, er. Men de finere juridiske forklaringer føler jeg mig ret overbevist om der tidligere har været redegjort for i den her proces, og dem kan vi sagtens fremsende til spørgeren igen – ingen problemer.

Vi går videre i spørgerrækken. Den næste spørger er fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg må nok indrømme, at jeg også er ret ærgerlig over processen her. Jeg er også ærgerlig over, at vi står her, og at det føles, som om mange af de partier, som stod stærkt sammen om at finde nogle løsninger under corona, nu virker meget langt væk fra hinanden i det her spørgsmål.

Jeg vil derfor egentlig bare stilfærdigt spørge ministeren om, om ikke vi skal prøve at sætte os sammen på tværs af de partier, og om ministeren ikke vil indkalde til forhandlinger, hvor vi sidder samlet og rent faktisk får kigget på, om vi kan finde en fælles løsning, og om der er noget, vi kan blive enige om. Det tror jeg vi ville have godt af i det her tilfælde, og jeg tror også, at alle de virksomheder, der efterspørger noget klarhed derude, ville have godt af at se et mere samlet Folketing stå bag noget her.

Så er det erhvervsministeren.

Altså, mit kontor og alle de mødelokaler, der er der, hvor jeg holder til, er altid åbne, og der er altid kaffe på kanden, så vi kan da sagtens mødes og drøfte det her. Det er ikke noget problem; det kan vi sagtens gøre.

Jeg tror bare, det er vigtigt lige at understrege, at der er nogle afgrænsninger her, som er centrale. Dem kan vi sagtens drøfte og redegøre for. Det kan vi sagtens gøre; der er overhovedet ikke noget problem i det, men nu må vi jo se, hvad Det Konservative Folkeparti vil. Hvis de vælger at føre det til afstemning og der i udvalget skal laves en beretning, så håber jeg da, at også Radikale Venstre synes, at det, som regeringen har lavet og cirkuleret, altså en erklæring om, hvordan det her skal håndteres fremover, kunne være en del, man kunne støtte i en optrykt beretning i Erhvervsudvalget.

Så er det fru Katrine Robsøe for sin anden korte bemærkning.

Tak for det. Jeg vil igen gerne høre, om ministeren har tænkt sig at indkalde partierne til forhandlinger. Det synes jeg egentlig der var en klar aftale om at der skulle være. Den proces er blevet noget forkludret, og måske er der også yderligere misforståelser og yderligere kanter, der er blevet tegnet op undervejs i den her proces.

Så jeg vil egentlig gerne høre: Vil ministeren indkalde til forhandlinger og invitere til det? Så kan ministeren jo redegøre for de afgrænsninger, man mener der er, og andre partier kan så udlægge deres, og så kan vi jo se, om vi kunne mødes om noget.

Så er det erhvervsministeren.

Det kan vi sagtens gøre. Så hvis det er Radikales forståelse af forhandlinger om den her sag, indkalder jeg gerne til det.

Vi går videre. Den næste spørger er fru Sascha Faxe, Alternativet.

Jeg siger tak for ordet. Spørgeren før mig kom mig lidt i forkøbet, for jeg tænker, at det at sætte os sammen vil være helt vildt afgørende i den her situation. For vi så et samlet Folketing, hvor man mødtes på kryds og tværs og satte sig ned og blev ved, så lad os gøre det her også, for det tror jeg vil give en tryghed. Og jeg vil bare som en, der sad ude i den anden ende under det her i en lille kulturvirksomhed og var skrupforvirret over, at først blev den ene lov aflyst, og at så kom der en ny osv., sige, at vi dog havde den tryghed, at man satte sig sammen.

Så jeg vil bare sige, at jeg ville have stillet samme spørgsmål.

Så er det ministeren.

Det synes jeg er fint. Vi kan sagtens sætte os sammen, og så kan vi tygge det her igennem igen, vi kan se på den erklæring, som regeringen har cirkuleret, og vi kan skabe fælles forståelse for, hvor afgrænsningerne er, hvis det er det, der kniber. Det vil jeg gerne invitere til en forhandling om; der er ingen problemer i det.

Jeg tror også bare, man er nødt til ligesom at erkende, at der er nogle, der med det her beslutningsforslag måske forsøger at flytte afgrænsningerne. Det er det, der ligesom er problemet. Men vi kan sagtens tage en forhandling om det, og det inviterer jeg gerne til – helt sikkert.

Tak. Ønsker spørgeren en anden kort bemærkning? Ja. Værsgo.

Jeg vil bare sige, at samtale fremmer forståelsen.

Så er det ministeren.

Den reklame er der et firma, der har tjent rigtig mange penge på på et tidspunkt, og det er jo vistnok rigtigt nok.

Så kunne man jo sige, at Mobilix, eller hvad de hed, jo faktisk endte med at rejse ud af Danmark, fordi det var en dårlig forretning i forhold til at sælge mobiltelefoni i Danmark.

Den næste spørger er fru Lisbeth Bech-Nielsen fra SF. Værsgo.

Tak. Jeg er enig med ministeren i, at der er en fundamental forskel på, om man taler om kompensation eller erstatning. Den forskel har vi også brugt rigtig lang tid i forhandlingerne på at klargøre. Det blev brugt lidt i flæng på et tidspunkt. Det tror jeg ikke det bliver i dag. Jeg tror, vi alle sammen er nået dertil, at der er en fundamental forskel på de to begreber og på de rettigheder, der er knyttet dertil.

Men jeg vil også påpege, at der kun er én part her, der bærer ansvaret for, at det nu er blevet en konflikt, og det er regeringen, og det er ministeren. For vi havde en klokkeklar aftale om, at vi skulle mødes og forhandle. Og jeg tror simpelt hen, at nogle af de her ting kunne være undgået. Dermed ikke være sagt, at der ikke er uenighed, for det tror jeg der er.

Der er også uenighed omkring nogle af de ting, der ud over retssikkerhed også er vigtige for SF. Hvis man har fået coronastøtte eller i en fremtidig epidemi får en anden type støtte og man så enten gør sig skyldig i aggressiv skatteunddragelse eller man f.eks. som elhandlerne har overnormale profitter, så skal det også ind som en række principper om, hvordan man forholder sig til det. Det var nogle af de ting, som SF ville have løftet, hvis vi havde haft reelle møder eller forhandlinger om det her.

Så er det erhvervsministeren.

Det er jo helt fair. Virkeligheden er den, at vi med de hjælpepakker, som vi lavede, var meget rundt. Jeg sad selv ovre i Skatteministeriet på daværende tidspunkt med et svimlende milliardbeløb i hjælpepakker i form af udskydelse af momsfrister, A-skat, arbejdsmarkedsbidrag, og jeg ved snart ikke hvad, og det var nødvendigt for at holde hånden under vores erhvervsliv og vores kultur- og fritidsliv. Det var det rigtige at gøre.

Det er jo helt fair, at SF forfølger den her sag. Vi diskuterede den også, dengang vi havde diskussionen sidst, og det kan vi jo sagtens prøve at bore ned i igen under en såkaldt forhandling om det her efterfølgende. Det er helt fair. Så de spørgsmål kan SF jo bare bringe op; det står SF fuldstændig frit for.

Så er det spørgeren for anden runde. Værsgo.

Det kræver jo et forum at fremføre de synspunkter i. Hvis konsekvensen af det her beslutningsforslag er, at vi bliver indkaldt til forhandlinger, så vil vi i hvert fald se frem til det. Og ministeren kan være rolig, for i den her sag som i så mange andre har regeringen sit eget flertal, men derfor kan vi andre jo ikke bare sidde på hænderne og vente, indtil der bliver udskrevet valg. Vi må dog kunne fremføre vores holdning, om man er konservativ eller fra SF.

Så er det erhvervsministeren.

Det er jeg glad for, og derfor glæder jeg mig også til det, og jeg tænker, at vi bør kunne nå til enighed om det her grundlag, for det er vigtigt, at virksomhederne har tryghed og forudsigelighed. Men det er også klart, at det er vigtigt, at vi også er helt bevidst om, hvad det er for et fundament, vi står på og kan stå på, når vi har med så indgribende og omfattende beslutninger at gøre, som vi har her. Så det ser jeg frem til.

Det ser ud til, at det var den sidste spørger, der var til erhvervsministeren, så vi siger tak for talen. Så går vi i gang med forhandlingsrunden mellem ordførerne, og den første ordfører er fra Socialdemokraterne. Hr. Per Husted, værsgo.

Jeg vil først sige en stor tak til stillerne for beslutningsforslaget, og tak for at have fokus på erhvervslivets forhold. Da coronaepidemien ramte os, skabte det en enorm usikkerhed i de fleste virksomheder, og ja, selvfølgelig hos borgere og ansatte i virksomhederne også for den sags skyld. Jeg var ikke selv medlem af Folketinget på det tidspunkt, men passede min egen lille virksomhed. Inden for de første uger havde vi flere kunder, som henvendte sig til os med ønsker om prisnedsættelser, længere kredittid. Vi vidste ikke helt, hvad vi skulle gøre, så vi prøvede at trække vejret dybt og valgte at se tiden lidt an, selv om det var svært.

Da det første chok havde lagt sig, kunne vi heldigvis se, at det for os gjaldt, at vi ikke blev ramt så hårdt. Nogle af vores kunder blev, og det ramte selvfølgelig også os på den måde. Vi havde god dialog om det, og det lykkedes os at finde nogle løsninger. Der så vi jo et Folketing, der fungerede. Der kom ret hurtigt mulighed for udskydelse af skat, og det var noget, vi gjorde brug af. Det var ikke nødvendigvis, fordi vi blev ramt af det, men det gav en tryghed, det gav likviditet, det gav ro, det var en kæmpe hjælp. Andre tog udskydelse af A-skat, og det gav også dem meget stor ro.

Så kommer vi til det, det egentlig drejer sig om. Havde det været godt med et retskrav på hjælp på det tidspunkt? Da vi stod i situationen, tror jeg, de fleste med virksomhed ville tænke, at det havde været dejligt. Men det viste sig jo ret hurtigt, at vi i Danmark faktisk har et fantastisk velfungerende Folketing og ansatte i vores offentlige institutioner, som kan eksekvere. Med stærke og brede aftaler lykkedes det meget hurtigt at skabe ro, og med stor dygtighed blev der lavet tiltag, som præcis var målrettet de brancher, som blev hårdest ramt.

Som tidligere nævnt var jeg ikke selv medlem af Folketinget på det tidspunkt, men set ud fra min anden kasket som selvstændig vil jeg gerne takke jer, der var med på det tidspunkt, for det, I lavede, og at I fandt de her målrettede løsninger. Tak for det. Derfor tager jeg den diskussion, vi har i dag, lidt med ro, for vi har bevist, at hvis huset brænder, kan vi godt stå sammen.

Når det er sagt, bliver vi også nødt til at erkende, at det vil være svært om ikke umuligt at lave et retfærdigt retskrav på kompensationen, for der er ikke to epidemier, som rammer ens. Ligeledes giver et retskrav heller ingen mening, da vi ikke på forhånd kan vide, om vi vil få statsgodkendt de kompensationsordninger. Vi er nødt til at afvente den konkrete epidemi for at bevare den nødvendige fleksibilitet, så vi kan lave nogle målrettede løsninger. Her skal vi egentlig være klare i vores udmeldinger, også i dag.

Vi skal sende det signal til både borgere og virksomheder, at hvis vi blev ramt af epidemier eller andre ting, som kan rive tæppet væk under os, skal vi som Folketing stå sammen om hurtigt at finde nogle løsninger. Der skal være tillid til os, og den tillid skal alle have til os. Coronaepidemien beviste, at alle faktisk kan have tillid til os, og at vi ikke behøver store manifester, som alligevel ikke giver nogen værdi, for man kan have tillid til det danske Folketing og til det danske demokrati. Vi står sammen, når det brænder.

På den baggrund kan vi fra Socialdemokratiets side ikke støtte beslutningsforslaget, men dialog er jo altid godt. Tak for ordet.

Tak. Der er et par spørgere til ordførerens tale. Den første er hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne.

Den helt essentielle forskel på et retskrav, en rettighed, og så politikernes beslutning er jo, at den hviler på politikernes velvilje. Det er jo derfor, det er vigtigt i et retssamfund og i en retsstat at have nogle rettigheder, så det ikke er op til politikernes velvilje. Og jeg vil godt anholde ordførerens udsagn om, at alt var peachy for erhvervslivet.

Der var rigtig mange, som blev ramt, og der var rigtig mange, hvor der gik rigtig lang tid, inden de fik deres penge, og som havde store problemer. Der var også mange, der gik konkurs, fordi de ikke kunne få det, som de mente var nødvendigt som erstatning.

Så har jeg fuld respekt for, at ordførerens virksomhed ikke blev hårdt ramt – det er da dejligt – men det var der altså mange, der blev.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren: Hvad er svaret til de virksomheder derude, som havde et retskrav, men hvor det blev fjernet af politikerne? De blev stillet i udsigt, at de ville få et nyt retskrav, og nu får de så ingenting og må stå med hatten i hånden, næste gang de bliver ramt af noget.

Så er det ordføreren.

Altså, jeg kan jo ikke sætte mig ind i en konkret virksomhed, der føler, at de har haft et retskrav. Det er jo ikke noget, jeg har mulighed for at svare på. Men når vi kigger på den måde, det blev grebet an på, var det meget målrettet de virksomheder, som blev berørt primært af coronaen. Jeg kan ikke stå og kommentere en påstand fra en virksomhed om et retskrav; det har jeg simpelt hen ikke mulighed for at gøre her fra talerstolen. Jeg kan jo ikke se dokumentationen for de sager, spørgeren lige præcis henviser til.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen for sin anden runde.

Nej, og netop derfor er det jo helt essentielt og vigtigt, at du har en lovgivning, en paragraf, som fastsætter et retskrav, så det ikke er politikerne, som skal komme løbende bagefter og lave en eller anden kompensationsordning, som de lige synes passer til statsbudgettet, og som de håber de kan få godkendt dernede, og som lige giver til dem, som de synes skal have.

Der var meget stor forskel på det, altså hvilke virksomheder der syntes, at de fik, hvad der var ret og rimeligt dengang. Det var på baggrund af politikernes velvilje, og det er det, vi skal væk fra, således at du som virksomhed ved, hvad du har, inden huset brænder. Og det er så der, hvor regeringen siger: Nej, det vil vi ikke mere; det var godt nok det, vi stillede jer i udsigt, men nej, det har vi glemt, så nu må I stå med hatten i hånden, og al magten ligger hos os politikere, som så kan designe det, som vi synes det skal være.

Så er det ordføreren.

Jeg kan ikke acceptere forudsætningen. Altså, når der er en pandemi, har vi jo ikke mulighed for at sige, præcis hvor det rammer. Som der også er blevet redegjort for tidligere, kan vi ikke skrive nogen kompensationsregler ned, fordi vi bl.a. også har nogle EU-regler omkring statsstøtte, vi skal overholde. Så det er jo en umulig opgave at lave det præcist, og derfor bygger det lidt på tillid. Og så kan man diskutere det ordvalg, spørgeren bruger – det vil jeg ikke gå ind i.

Den næste spørger er fru Mona Juul, De Konservative.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg har selvfølgelig sendt en byge af skriftlige spørgsmål til erhvervsministeren efter forsøget på at lave en erklæring i forhold til EU's statsstøtteregler, for der skal vi selvfølgelig have opklaret hvordan og hvorledes.

Det undrer mig bare, at § 27 i epidemiloven tidligere ikke var nogen udfordring i forhold til erstatning, når en stat går ind og tvangslukker en virksomhed eller anbefaler, at man ikke kan drive sin virksomhed igen.

Jeg vil gerne spørge ordføreren, om ordføreren er bekendt med det arbejde, som Advokatsamfundet og Justitia lavede, i forbindelse med at vi forhandlede, inden den her regering kom på banen.

Så er det ordføreren.

Det er jeg bekendt med, og jeg har også læst en del af det igennem. Det, der undrer mig lidt, er, at EU-vinklen fylder ret lidt i det.

Så er det spørgeren. Værsgo.

Tror ordføreren, at Justitia og Advokatsamfundet vil foreslå, at der skal være et retskrav på erstatning i dansk lovgivning, hvis det er sådan, at det er imod statsstøttereglerne i EU – ærlig talt?

Så er det ordføreren.

Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg undrer mig over, at i det materiale fylder EU-vinklen ikke særlig meget.

Den næste spørger er hr. Lars-Christian Brask, Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg kan godt forstå, at hr. Per Husted ikke kan komme ind på konkrete situationer med individuelle selskaber, men som selvstændig og som erhvervsdrivende kan hr. Per Husted nok forholde sig til det generelle. Som erhvervsdrivende er det værste usikkerhed og uforudsigelighed. Det er benzin på bålet. Der er ganske vist en hensigtserklæring, men den har usikkerheder, og det er også afhængigt af det politiske landskab og flertal på det givne tidspunkt, og det giver usikkerhed. Det gør så, at virksomhederne nu, når de ikke ved, hvor de står, alt andet lige vil hensætte eller spare op, og det er jo så ensbetydende med, at der ikke bliver brugt penge på eksporttiltag, på jobskabelse eller på produktudvikling. Er hr. Per Husted enig med mig i den antagelse?

Så er det ordføreren.

På nogle områder er jeg enig. Spørgeren kender jo også til det at drive virksomhed. Man kan jo også miste en stor kunde. Der kan ske mange andre ting, og det vil sige, at man jo skal have en vis buffer for at kunne drive sin virksomhed. Derfor så vi også, at nogle af dem, som desværre ikke klarede den, faktisk fik lidt livstidsforlængelse på grund af de tiltag, der var i forbindelse med corona. Så alle virksomheder bør jo have lidt sul på kroppen, ligesom det også er godt for os at have det, til at stå imod, når der kommer nogle udfordringer, som måske er lidt større end normalt.

Ønsker spørgeren en anden kort bemærkning? Så skal man huske at trykke sig ind. Værsgo.

Ja, jeg må jo lære løbende. Jeg spørger Per Husted, om § 27 i epidemiloven var i strid med EU's regler.

Så er det ordføreren.

§ 26, 27 og 28 vil jeg overlade til jurister at vurdere, for jeg har ikke mulighed for at vurdere det fra talerstolen her i dag. Jeg kunne forstå på erhvervsministeren, at der bliver taget tiltag til lige netop at vurdere § 26, 27 og 28.

Det lader til, at det var den sidste spørger, der var til ordføreren fra Socialdemokraterne, og vi siger tak. Den næste ordfører er hr. Hans Andersen fra Venstre.

Tak for det. I Venstre mener vi, at erhvervslivet skal kompenseres, i tilfælde af at staten forårsager en hel eller delvis nedlukning af deres mulighed for at drive erhverv i tilfælde af en fremtidig epidemi. I en krisesituation er der selvfølgelig et naturligt ønske om stabilitet og forudsigelighed, og det gælder jo også i en fremtidig sundhedskrise, hvor der kan være behov for midlertidigt at begrænse aktiviteten i samfundet, inklusive for erhvervslivet, og der skal i overensstemmelse med grundloven ydes fuld erstatning for de indgreb, der måtte have karakter af ekspropriation.

Venstre mener jo, at der for ikkeekspropriative indgreb og restriktioner skal ydes kompensation for de tab, der måtte følge af restriktioner, der i væsentligt omfang begrænser virksomheders og institutioners aktiviteter, og en kompensation udgør som udgangspunkt statsstøtte.

Muligheden for at yde støtte under en fremtidig og forhåbentlig ikke kommende epidemi vil derfor afhænge af, hvilke regler Europa-Kommissionen måtte indføre, uagtet vores nationale lovgivning. Der vil endvidere skulle tilvejebringes bevillingsmæssig hjemmel til det, og et et retskrav, som Konservative med det her beslutningsforslag foreslår at vi tager initiativ til, vil jo forpligte fremtidige Folketing på at vedtage kompensationsordninger uden forudgående statsstøttegodkendelse eller kendskab til den konkrete sundhedskrise, og det mener vi ikke er vejen frem.

Venstre mener, at vi skal tage afsæt i den arbejdsgruppe, som også er nævnt flere gange, og arbejdsgruppens principper for udformningen af kompensationsordninger til erhvervsliv og kulturliv under en fremtidig epidemi. Principperne og de erfaringer, som arbejdsgruppen har indsamlet, udgør jo, mener vi, en solid og velafprøvet ramme for udformningen af kompensationsordninger ved en fremtidig epidemi. Det er sådan set også baggrunden for, at Venstre ikke kan støtte det her beslutningsforslag fra De Konservative.

Men vi vil også varmt anbefale, at vi sætter os ned og finder løsninger i fællesskab, og derfor er min opfordring i dag til De Konservative også, at vi med udgangspunkt i den erklæring, som flere af jer har refereret til, sætter os ned og skaber en klarhed, en forudsigelighed og en ramme omkring, hvordan vi i fællesskab vil håndtere fremtidige epidemier. Det mener jeg sådan set vil være det bedste, som vi i situationen kan gøre for vores erhvervsliv og kulturliv. Tak.

Der er spørgsmål til ordføreren. Hr. Lars Boje Mathiesen uden for grupperne.

Mener Venstre, at virksomhederne fremover skal have et retskrav påerstatning, hvis de bliver lukket ned i forbindelse med en epidemi?

Ordføreren.

Det korte svar kunne jo være, at jeg henviste til det svar, som erhvervsministeren har lovet. Man har som virksomhed et krav på erstatning, hvis der er tale om en ekspropriation. Det, som vi taler om her, er en kompensation for restriktioner, og det er for Venstre helt afgørende, at man, hvis man indfører restriktioner, så også skal give en kompensation. Det er vi også klar til at formulere, og i tilfælde af, at der kommer restriktioner, vil vi sådan set også være villige til at yde en kompensation. Men det har bare ikke noget med en erstatning at gøre. For en erstatning handler om ekspropriation, og der er lovgrundlaget sådan set uforandret.

Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Så er det Venstres opfattelse, at § 27 alene omfattede ekspropriation og ikke andre foranstaltninger, som gjorde, at virksomhederne ville kunne få et tab, og at de derfor havde et retskrav på erstatning? Det kunne jeg godt tænke mig at få et klart svar på. Tak.

Ordføreren.

Som jeg forstår det, forholdt epidemiloven før marts 2020 sig slet ikke til spørgsmålet om kompensation, og det er sådan set også derfor, jeg siger, at retsgrundlaget i forhold til kompensationer ikke er ændret. Men i forhold til spørgsmålet om erstatning vil jeg også se frem til det svar, som erhvervsministeren har lovet. For det er jo også rigtigt, at det handler om at være skarp på det juridiske i forhold til statsstøttereglerne, og jeg er ikke jurist, og jeg skal ikke begive mig ud i det.

Fru Mona Juul, Konservative.

Tak for det. Prøv nu lige at høre her. Det kan jo ikke passe, at regeringspartierne lige pludselig står her og siger, at nu handler det her om EU-statsstøtteregler osv., og at det er et spørgsmål om ord i forhold til kompensation og i forhold til erstatning.

Det var sådan, at § 27 i epidemiloven tidligere gav virksomheder ret til erstatning, hvis de led tab som følge af restriktionerne under en epidemi. Er Venstre for eller imod, at vi laver en aftale, der modsvarer det, som vi fjernede den dag?

Så er det ordføreren.

Jeg er af den opfattelse, at vi skal skabe klarhed, og at vi skal være villige til at sige, at hvis vi indfører restriktioner, kommer der kompensation. Jeg lytter mig også frem til, at erhvervsministeren vil redegøre meget grundigt, også for de spørgsmål, fru Mona Juul allerede har stillet, i forhold til det juridiske grundlag før og efter epidemien, og det vil jeg sådan set henholde mig til.

Men der skal ikke være tvivl om, at Venstre er helt skarp på og ønsker, at der skal være bred opbakning i Folketinget til at sige til erhvervslivet, at hvis der kommer restriktioner, kan man se frem til kompensation.

Fru Mona Juul for sin anden korte bemærkning.

Jeg er bare nødt til at spørge: Hvor er Venstre blevet af i det her? Før valget var Venstre meget tydelige. Jeg syntes, vi havde en rigtig god dialog om det her, og at vi havde et rigtig godt forhandlingsforløb. Vi var totalt enige om, og det var vi i øvrigt med langt de fleste partier her i Folketinget, at arbejdsgruppens såkaldte principper, som jo primært består af et referat af, hvordan det var, vi håndterede corona i forhold til kompensationer, kunne vi ikke bruge til noget.

Hvor er Venstre blevet af i det her? Hvorfor har Venstre ikke lyst til at være en garant for, at vi får et retskrav, så man kan drive sin virksomhed og kende sine konditioner i det her land?

Så er det ordføreren.

Jeg vil gerne rose Venstres tidligere erhvervsordfører hr. Torsten Schack Pedersen for det arbejde, der er blevet udført i forbindelse med epidemien. Det er jo bl.a. også derfor, der er blevet ydet de milliardstore kompensationer, og at 100.000 virksomheder har fået kompensation. Det var jo et resultat af det gode samarbejde, der i øvrigt også var med De Konservative, og det pres og det samarbejde, der i øvrigt var, om, at vi skulle prøve at hjælpe alle – det var jo ikke kun virksomheder – igennem den her epidemi. Det håber jeg også på kan munde ud i, at vi også til sidst enes om en fælles erklæring her i Folketinget i forhold til erhvervslivet og kompensation.

Det skulle være slut på spørgerunden til Venstres ordfører. Vi siger tak. Den næste ordfører er fru Lisbeth Bech-Nielsen fra Socialistisk Folkeparti.

Selv om jeg nåede at føde to børn under nedlukningen, der ikke er tvillinger, så husker jeg alligevel tydeligt de mange lange forhandlinger, vi havde, nogle gange i det samme rum og andre gange bag skærmen, om en situation, som jeg tror de færreste af os havde troet vi ville opleve i vores tid som folketingspolitikere. Det er en af de mest alvorlige situationer, vi som land har stået i, først og fremmest selvfølgelig i forhold til danskernes sundhed, dem, der mistede livet, og de meget alvorlige konsekvenser, det havde for vores børn og unges trivsel, og som trækker tråde op til dag, og selvfølgelig også i forhold til vores kultur- og fritidsliv og virksomhederne, hvoraf nogle også simpelt hen knækkede nakken på det.

Det gælder også de personlige omkostninger, det har, når man skal se sin virksomhed, som man måske har knoklet for i rigtig mange år, ikke kunne holde til det pres, der blev lagt i de år. Det har jeg den største respekt for. Min far var også i perioder selvstændig, og jeg har set, hvor meget sved, blod og tårer det for nogens vedkommende koster at knokle for at holde sin virksomhed i gang.

Jeg synes også, at når vi f.eks. læser Justitia og Advokatsamfundets rapport, der er meget, meget grundig og meget klart gennemgår ændringen fra den tidligere lov til den hastebehandlede lov, der kom lige i starten af coronatiden, kan vi se, at det er nogle meget alvorlige ting, de peger på, i forhold til retssikkerheden for virksomhederne.

Vi har brugt mange dage, aftener og nætter på at diskutere netop – hvad skal man sige – den materielle forskel på at få kompensation og få erstatning. Hvornår er der tale om ekspropriation? Det er der tale om i meget få tilfælde. Det bliver også gennemgået meget nøje i rapporten, at der er meget få tilfælde, hvor der, jævnfør grundlovens bestemmelser, vil være tale om ekspropriation. I de fleste tilfælde vil der være tale om restriktioner, som for nogle virksomheders vedkommende vil udløse en ret til kompensation efter de regler og aftaler, vi lavede på det tidspunkt, og for andres ikke.

Jeg er rigtig stolt af, hvordan vi som Folketing og regering stod sammen i en ekstremt svær situation og bøjede os mod hinanden. Vi fik ikke alt, hvad vi hver især ønskede os, men vi kunne se, hvor stor en forskel det gjorde for befolkningen og for omverdenen at se, at vi faktisk samarbejdede i den grad, vi gjorde – og det håber jeg vi kan fortsætte med. Selvfølgelig er der ingen af os, der håber, at vi skal stå i den situation igen, men vi bliver nødt til at forberede os på det utænkelige, for det utænkelige ersket én gang. Der blev vi nødt til at lægge skinnerne, mens vi kørte. Nu har vi den erfaring, der skal til for at kunne gøre forarbejdet. Og det, vi talte med hinanden om og sagde, var: Nu har vi gjort os nogle meget dyrekøbte erfaringer, men lad os så forberede os på en anden gang, selv om vi virkelig håber på, at det ikke sker. Det er ligesom at købe en forsikring.

Derfor synes jeg også, det havde været det mest ordentlige, at ministeren havde indkaldt til forhandlinger, så vi kunne se på, hvordan vi måske kunne rette loven til. Den blev trods alt ændret i al hast. Anderledes kunne det heller ikke være, men nu har vi nogle erfaringer, og vi kunne kigge på det med de øjne.

Jeg vil også egentlig gerne, nu jeg har taletiden, henlede opmærksomheden på, at i Justitia og Advokatsamfundets rapport påpeger de faktisk også – det synes jeg er vigtigt at huske på – at:

»Den nye epidemilov indeholder mange af de samme handlemuligheder for regeringen som den tidligere, dog med flere retssikkerhedsmæssige forbedringer og langt bedre demokratisk forankring af beslutningerne.«

Det synes jeg også hører med til historien, når vi er kritiske over for nogle ting. Jeg håber, at konklusionen på det her bliver, at vi kan mødes; at vi, ligesom vi har gjort før, kan bøje os mod hinanden; og at vi kan sikre retssikkerheden for virksomhederne, men også for borgerne i forhold til de mange milliarder, man bruger til at holde hånden under erhvervslivet, så vi kan forebygge, at de få, der ikke har gjort sig fortjent til at få den støtte, ikke får det en anden gang.

Så der er opbakning fra os til fru Mona Juuls forslag om, at vi skal mødes, uden at vi på forhånd har sagt, hvad SF's konklusion på det vil være.

Der har været rødt på skærmen ganske længe, og jeg troede egentlig, at ordføreren var bekendt med farven rød. Det betyder, at taletiden er overskredet.

Vi går i gang med rækken af korte bemærkninger. Det er hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne. Værsgo.

Tak. Når ordføreren nævner det med, at der er sket nogle demokratiske forbedringer med den nye epidemilov, så henvises der også ofte til, at der er en forankring i et epidemiudvalg og i en ny kommission, hvor der skulle nogle eksterne aktører med ind. Så vidt jeg ved, indgår der ikke forbedringer for erhvervslivet i den nye epidemilov. For der var jo ikke nogen. Det lagde man ud til et udvalg eller en kommission, som så var en syltekrukke. Så er det ikke korrekt, at de forbedringer, der var, meget var parlamentariske rettigheder, i forhold til at Folketinget bedre skulle kunne følge med, og i forhold til at det ikke længere skulle styres via bekendtgørelsen, som man gjorde under den midlertidige epidemilov?

Så er det ordføreren.

Nu refererede jeg faktisk til rapporten. For jeg synes, at når vi alle sammen henviser til netop Justitias og Advokatsamfundets rapport, som er kritisk omkring nogle ting, må vi sige, at de jo også er positive, i forhold til at den nye lov har nogle mere demokratiserende elementer. Så det var det, jeg henviste til i det afsnit, jeg læste op. Så det var ikke mine ord; det var et citat fra rapporten.

Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Jamen det er jeg enig i. Og jeg er enig i, at der var nogle forbedringer sammenlignet med den lov, man lavede i marts 2020. Men mit spørgsmål i forhold til det, som jeg spurgte om ordføreren kunne bekræfte, gik på den parlamentariske situation og på, at det var en forbedring af den demokratiske proces i forhold til de ting, men at der ikke var nogen forbedringer af rettigheder eller krav eller sådan nogle ting til erhvervslivet. Der var ingenting i den epidemilov, som kom, altså i L 133.

Så er det ordføreren.

Ja, enig.

Det var dagens korteste svar. Vi siger tak til ordføreren fra SF og går videre i talerrækken. Den næste ordfører på talerstolen er fru Charlotte Bagge Hansen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Først vil jeg starte med at afsløre, at under epidemien fødte jeg ikke to børn. Det er jeg simpelt hen for gammel til, men jeg har fået rigtig, rigtig mange grå hår på hovedet, og det her beslutningsforslag vækker rigtig mange følelser i mig. Det er også tæt på, at jeg kan mærke, at tårerne er ved at komme frem, for jeg er nemlig en af dem, der stod på den anden side.

Jeg var selvstændig. Det var ikke meget søvn, det blev til om natten; det må jeg være ærlig og sige. Jeg er nok en af dem, der kender de regler, der kom ud, allerbedst. Jeg kunne dem udenad. Og det vakte nogle gange følelser i mig, når folk sagde: Nå ja, I bliver støttet af staten; I får jo dækket jeres tab.

Så tænkte jeg, at nej, det gør vi godt nok ikke. Men når man er selvstændig, ved man godt, at man tager en risiko, og når sådan noget her sker, ved man også godt, at det koster penge. Så er der nogle, der har lidt på kistebunden og overlever, og andre, der ikke overlever. Det er sådan, realiteten er, når man er selvstændig, om man vil det eller ej.

Jeg havde nogle varelagre, der bugnede. Mange af de varelagre solgte jeg ud med minus 70 pct. Jeg havde nogle medarbejdere, jeg sendte hjem, og som jeg skulle dække lønomkostninger til. Men jeg fik noget refusion, og det var jeg glad for. Jeg skulle selv kun betale 25 pct.; 75 pct. dækkede staten, og det var jeg taknemlig for. Samtidig kunne jeg søge om dækning af nogle driftsomkostninger. Det var jeg også taknemlig for.

Det her er vigtigt, og det, der er allerallervigtigst for mig som selvstændig, er faktisk den her arbejdsgruppe, som der overhovedet ikke er nogen der har nævnt med et ord. Dansk Industri, Dansk Erhverv og forskellige brancher har været ude at sige: Hvad for erfaringer har vi gjort os? Hvad kan vi gøre bedre, næste gang det her sker?

Jeg er ikke så optaget af, om det hedder retskrav, eller om det hedder hensigtserklæring, men jeg synes, vi fra regeringens side har lavet en rigtig, rigtig god hensigtserklæring, der i hvert fald gør mig som erhvervsdrivende tryg, for nu har jeg oplevet en gang, at man gør, hvad man kan herindefra, nu, når alt bryder i brand. Der er nogle, der overlever; der er nogle, der ikke overlever. Det, der er vigtigt, er, at vi får gjort det bedre næste gang.

Jeg har det svært ved at skulle være i tvivl om, om det, jeg er blevet stillet i udsigt ved et retskrav, måske kan blive underkendt i EU som erhvervsstøtte. Det gør mig utryg. Men jeg lover jer, at jeg har gjort mig umage med at være med til at skrive den her hensigtserklæring, og det kan sagtens være, at vi kan gøre det bedre. Jeg hører også, at min minister inviterer til, at vi skal sætte os ned og have en snak, for der er ingen tvivl om, at vi skal gøre det allerallerbedste, vi kan gøre for vores erhvervsliv, hvis vi kommer i en sådan situation igen.

Jeg vil også sige tak for den hjælp, der blev givet, selv om min branche nok ikke lige var den, der fik mest glæde af det, men jeg ved, at der er høstet nogle erfaringer. Jeg ved, at det har kostet mig rigtig mange penge, men jeg ved også, at jeg er erhvervsdrivende, og at det er sådan, det er, og at der så er andre tidspunkter, hvor man så tjener nogle penge, og at nød lærer nøgen kvinde at spinde. Men tak for den hjælp, vi har fået.

Vi siger tak. Der er spørgsmål til ordføreren. Det første er fra fru Mona Juul, Konservative.

Tak for det. Tak til ordføreren, og tak for, at ordføreren ikke fødte to børn ligesom Lisbeth Bech-Nielsen – det var nemlig rigtig anstrengende at undvære hende, hver gang vi skulle forhandle under corona. Nej, spøg til side.

Prøv at høre: Er ordføreren ikke enig i, at når man laver en politisk aftale, skal man selvfølgelig holde den?

Så er det ordføreren.

Altså, med fare for at virke sådan en smule berøringsangst, har jeg rigtig svært ved at udtale mig om aftaler, der er lavet, før jeg selv er blevet en del af noget.

Så er det spørgeren for den anden runde.

Men så kan ordføreren jo udtale sig generelt om, om det ikke er ordentligt at holde de politiske aftaler, man laver. Jeg kan også stille et tillægsspørgsmål.

Når der nu er fagfolk, eksperter, der kigger på den tekst, som jeg med tak har modtaget, og siger, at det ikke giver nogen reel beskyttelse, og at det ikke har nogen værdi i praksis, så må vi jo bare erkende, at der er kæmpe forskel på en hensigtserklæring og et retskrav. Med det ene skal man have tillid til den til enhver tid siddende regering, og det andet er lovpligtigt.

Så er det ordføreren.

Det, jeg vil sige, er, at jeg synes, det her er en utrolig kompleks størrelse. Jeg synes jo – og det har jeg lige stået og sagt – at det er en rigtig god hensigtserklæring, og jeg er sikker på, at det til enhver tid valgte Folketing ville gøre det, der skulle til, for staten er jo simpelt hen afhængig af, at der kommer nogle penge i kassen, og hvis alle virksomheder må lukke på stribe og man ikke holder hånden under dem, går det jo ud over vores velfærdssystem. Nu har jeg ikke mere taletid, kan jeg se, og formanden skælder ud, så jeg kan ikke give et længere svar.

Nej, der er ikke nogen, der skælder ud. Vi har en spørger mere, og det er hr. Lars Boje Mathiesen uden for grupperne.

Jeg tror ikke helt, ordføreren har forstået, hvad det var, der rent faktisk foregik, dengang man lukkede ned. Det var jo, at man pålagde virksomheder at lukke; virksomheder, som ikke selv havde gjort noget som helst forkert, og tilmed uden et sundhedsfagligt grundlag. Det er derfor, at retskravet vigtigt.

Der lå en politisk aftale fra foråret 2020, endda en politisk aftale, som den daværende regering så løb fra i august måned, og igen vil jeg sige, at det ikke duer med hensigtserklæringer. For der kan et politisk flertal bare beslutte noget andet.

Men hvis du har et retskrav, som er i loven, så skal det flertal først gå ind og ændre loven for at fjerne det retskrav til de virksomheder. Det er der, den helt centrale forskel ligger, og det er derfor, det er vigtigt, at de her virksomheder får et retskrav, som de havde, inden det blev fjernet den aften i marts 2020.

Så er det ordføreren.

Så vil jeg gentage det, jeg sagde før, altså at det her er utrolig komplekst. Vi har haft en epidemi. Det har vi ikke haft i mange, mange år, og vi har høstet masser af erfaringer. Noget er gjort godt, noget er skidt, noget kan forbedres. Vi skal hele tiden søge den optimale løsning, og ja, der har sågar været nogle ting, der absolut kan gøres bedre, og der er plads til forbedringer. Det erkender jeg, men derfor skal vi hele tiden søge at optimere og så bruge den historie, vi nu har med os i rygsækken.

Så er det spørgeren.

Jamen det, som ordføreren står og siger, er, at erhvervslivet må leve med politiske hensigtserklæringer, for så har politikerne al magten, og erhvervslivet skal stå med hatten i hånden og sige: Gud, må vi ikke nok få noget? Det er jo det, der er den helt store forskel, set i forhold til, at politikerne siger, at man gerne vil sikre et retskrav for erhvervslivet, så de kan komme og sige: I har lavet de her rammer, og det er dem, vi arbejder med. Det var jo det, man havde, før man ændrede det i ly af natten.

Ordføreren.

Jeg må erkende, at jeg ikke ser verdensbilledet omkring virksomheder og pandemier lige så sort-hvidt, som ordføreren gør. Jeg ser mange flere nuancer, og vi skal hele tiden søge den optimale løsning til gavn for virksomhederne og til gavn for Danmark. Altså, ordføreren kan simpelt hen ikke overbevise mig om, at der er nogen som helst regering med respekt for sig selv, der bare lader tingene sejle. Så dér er forskellen på ordføreren og mig.

Vi siger tak til ordføreren fra Moderaterne. Den næste ordfører er fru Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Jeg kan også starte med at sige, at jeg heller ikke fik to børn under pandemien.

Der er jo ikke nogen tvivl om, at rigtig mange virksomheder var pressede under coronapandemien. Der var masser af nedlukninger, og heldigvis blev der også lavet mange kompensationsordninger for at forsøge at undgå, at virksomheder måtte lukke.

Før covid-19 kunne virksomheder kræve erstatning fra det offentlige, hvis de led tab som følge af forebyggende foranstaltninger under en epidemikontrol. Desværre blev dette retskrav fjernet i kølvandet på ændringer i epidemiloven for at imødegå udfordringerne skabt af covid-19.

Selv om pandemien nu ikke længere betragtes som samfundskritisk og restriktionerne er blevet lettet, så er det stadig væk vigtigt at adressere virksomhedernes fremtidige behov. Virksomheder kan stadig væk komme til at lide under efterdønningerne af eventuelle nedlukninger, og deres mulighed for at få erstatning er blevet forringet.

Beslutningsforslaget lægger op til, at regeringen skal indkalde Folketingets partier til forhandlinger med henblik på at sikre en bedre retsstilling for vores virksomheder. Det synes vi i Danmarksdemokraterne er en rigtig god idé, og vi støtter derfor forslaget.

Vi siger tak til ordføreren fra Danmarksdemokraterne. Der er ikke nogen spørgsmål, og vi går videre i talerrækken. Den næste ordfører på talerstolen er hr. Lars-Christian Brask fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Flere ordførere har talt om den læring og den erfaring, vi har fået under pandemien, og beslutningsforslaget går jo også på, om vi kan mødes, og om regeringen vil indkalde partierne til forhandlinger om en bedre retsstilling. Så med al den læring, viden og erfaring, som vi har fået under pandemien, og med en minister, der, som jeg hører det, siger, at han gerne vil indkalde til forhandlinger, så er grøfterne vel egentlig ikke så dybe. Og i de forhandlinger kan vi jo så også, hvad nogle af os synes er væsentligt, tale om og måske få igennem, at vi får en lovfæstet situation, hvor virksomhederne ved, hvad de har og kan regne med.

Som jeg også sagde i et spørgsmål, som jeg stillede, da hr. Per Husted var heroppe på talerstolen, så er usikkerhed og uklarhed gift, og uforudsigelighed er utrolig skadende for virksomhederne. Så hvis vi kan give dem en snert af sikkerhed for, hvad der vil ske, i tilfælde af at en ny epidemi opstår, så er vi kommet rigtig langt. Og ministeren har jo sagt, at han vil indkalde til forhandlinger, så det vil jeg se frem til.

Tak. Der er spørgsmål til ordføreren. Hr. Lars Boje Mathiesen, værsgo.

Nu siger Liberal Alliance »en snert af sikkerhed«. Jeg vil godt bede ordføreren være lidt mere konkret. Mener Liberal Alliance, at virksomhederne og erhvervslivet skal have et retskrav på erstatning, hvis regeringen påfører dem tab ved en ny epidemi?

Så er det ordføreren.

Nu svarer jeg kortere end det, der ellers var rekorden i dag: Ja!

Så spørger vi, om der er endnu en runde. Det ser der ikke ud til at være, og så vil formanden skynde sig at rejse op sig op og sige tak til ordføreren for Liberal Alliance. Så går vi videre i talerækken, og den næste ordfører er fra Enhedslisten, og det er fru Victoria Velasquez.

Tak, formand. Tak til forslagsstillerne fra Konservative for at fremsætte det her forslag. Det ser også ud til allerede nu her i salen, at der er blevet skubbet på det, og det ser ud til, at vi får den forhandling. Så det er rigtig godt. Jeg synes faktisk også, det er en rigtig god debat, vi får os, så det er også givende, selv om det jo på ingen måde er rart at blive mindet om det, vi gennemlevede i forbindelse med covid-19.

Forløbet med covid-19 har haft rigtig mange konsekvenser, og der blev politisk løbet meget stærkt, og ofte var der nødt til at være hastelovgivning på det her område, uden at det altid var helt gennemarbejdet. Der var også rigtig mange situationer, hvor det var svært at forudsige, hvad der ville ske i fremtiden. Det gjorde, at der var flere ting, som har vist sig endnu sværere, end det har været hensigten, og her vil jeg nævne de kompensationssager, som ikke er afsluttet, og som har vist sig at være både sværere og markant mere ressourcekrævende.

Sådan kunne man fortsætte, og vi ved, at Erhvervsstyrelsen kun regner med at have færdiggjort to tredjedele af sagerne inden årets udgang, og det er helt klare længere tid, end vi kunne have ønsket os, og som vi havde regnet med, dengang reglerne blev lavet.

Så på en eller anden måde synes jeg, det er ret positivt, for nu har vi rent faktisk et udgangspunkt at kunne diskutere ud fra, nemlig det, som regeringen er kommet med, og som vi så kan møde op til forhandling om. Og så kan vi se, hvordan vi kan lære – for det skal vi – af de erfaringer, som vi har taget med os.

Men det, som man kan sige har manglet i regeringens initiativ, er netop både debatten, men også selve forhandlingen. Det er vigtigt, at vi sammen kan drøfte og forhandle os frem til en rigtig løsning, hvis vi en dag – det sker forhåbentlig ikke – kommer til at stå i en lignende situation, og så bør det være sådan, at vi alle sammen som repræsentanter for den danske befolkning står sammen og er enige om, hvordan vi håndterer en hel eller delvis nedlukning af samfundet.

Derfor er det i vores optik også en god mulighed for at udvide, hvad det er, vi drøfter. Det skal ikke ske under den her debat, men efterfølgende synes jeg faktisk også, at det ville være kærkomment, at vi finder fælles fodslag.

Vi bør eksempelvis drøfte, hvordan lønmodtagerne bliver stillet i en lignende situation, og hvordan kulturlivet bliver stillet i en lignende situation. Det bliver nogle andre ordførere end os, men jeg synes, det vil være vigtigt at få det gjort.

Så synes jeg også, det er oplagt at se på nogle af de værn og begrænsninger, vi lavede i forhold til udbetaling af overskud. Jeg vil sige, at jeg synes, at vi for nogle af dem skulle have lavet stærkere værn. Jeg tabte kæben, da jeg så, hvor vilde overskud nogle udbetalte, lige efter man havde modtaget en masse af skatteborgernes penge.

På samme måde er det også med skattely, nemlig at der er nogle, der bevidst gør alt, hvad de kan, for at slippe for at betale til fælleskassen, men ikke har noget imod at tage imod penge fra fælleskassen. På samme måde gælder det også i forhold til små erhvervsdrivende og kombinatører. Der er rigtig mange små erhvervsdrivende, som ikke passer ind i de her kasser, og hvor det rigtig ofte var tekniske barrierer – det havde altså ikke noget med EU's statsstøtteregler at gøre – der gjorde, at der var nogle, som jeg oplevede der var enighed i rummet om at hjælpe, men som så ikke kunne få hjælp. Det gjaldt folk på 0-timerskontrakter osv. Det kunne være virkelig godt at få nogle af de erfaringer med. Det er i hvert fald nogle af de ting, som vi i Enhedslisten synes også kunne være godt at få med.

Nedlukningen af samfundet er i hvert fald forbundet med en masse dilemmaer, og der kan være alle mulige scenarier. Der kan også være scenarier, hvor det ikke kommer til at være Folketinget, der beslutter, hvad folk skal gøre, men at folk simpelt hen har en bestemt adfærd, fordi der er noget, der kan være farligt. Det kan være radioaktivitet eller noget helt andet, der kan gøre, at det får nogle kæmpe konsekvenser.

De ting synes jeg det ville være rigtig godt vi fik talt om nu, hvor vi ikke har så travlt, fordi vi ikke står midt i en epidemi. Så kan det også gøre, at vi faktisk både får tid til at gøre os umage og bruge den tid, det kræver at lave de bedste løsninger og bøje os mod hinanden.

Jeg vil i hvert fald sige tak for debatten indtil nu, og så ser jeg frem til både resten af debatten, men også til de forhåbentlig kommende forhandlinger, som jeg vil opfordre ministeren til at få indkaldt til hurtigst muligt. Tak.

Tak, og der er spørgsmål til ordføreren. Hr. Lars-Christian Brask, Liberal Alliance.

Nu siger ordføreren, at der var virksomheder, der fik af fælleskassen og ikke betalte fuld skat i Danmark, altså lå i skattely. Kan ordføreren komme med et eneste eksempel på en virksomhed, der har fået af fælleskassen, men som opererer i skattely – ét eksempel?

Ordføreren.

Ja, der var flere eksempler, bl.a. Lagkagehuset og andre virksomheder. Jeg vil gerne oversende dem til ordføreren, hvis det måske kunne gøre, at Liberal Alliance vil se positivt på at lave det hegn i forhandlingerne.

Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Jeg tror, det var et holdingselskab til Lagkagehuset, der måske ligger i skattely. Men Lagkagehuset som juridisk enhed, der opererer i Danmark, betaler jo skat i Danmark, og alle de ansatte betaler A-skat.

Så er det ordføreren.

Det er typisk den måde, de gør det på, altså BC Catering og andre, som modtog rigtig mange penge i hjælpepakker, men det vil vi meget gerne undersøge nærmere sammen med ordføreren. Det gælder jo heldigvis langtfra de fleste virksomheder; de fleste virksomheder betaler deres skat.

Men jeg håber da, at vi kan være enige om, at hvad angår de virksomheder, som gør sig rigtig umage for ikke at gøre det, er det ikke fair, at de så bagefter skal kunne drage nytte af den skat, som andre virksomheder og som deres ansatte og andre ansatte betaler.

Vi siger tak til ordføreren fra Enhedslisten. Vi går videre i talerrækken, og den næste ordfører på talerstolen er fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre.

Tak for ordet. Jeg sagde det også til at starte med i mit spørgsmål til ministeren, nemlig at jeg er rigtig ærgerlig over først og fremmest den proces, vi har haft omkring det her. Jeg tror, vi kunne have fundet hinanden nemmere og med færre uafklarede uoverensstemmelser, hvis vi havde mødtes til forhandlinger tidligere.

Det er altid, uanset om man så ender med at blive enige eller ej, godt at vide, hvilke juridiske rammer ministeriet i hvert fald vurderer der er for den banehalvdel, vi skal forhandle på. Og derfor glæder jeg mig egentlig også til, at ministeren forhåbentlig meget, meget hurtigt får indkaldt til forhandlinger, så vi kan komme i gang med det her, og så vi i hvert fald har samme forståelse af, hvad det er, vi forhandler indenfor.

Jeg er som mange andre af os, der sad her under coronakrisen og også var med til alle de her forhandlinger, enormt glad for det samarbejde, vi viste derunder. Jeg bilder ikke nogen ind, at det var nemt, eller at det resultat, der kom ud af det, var perfekt, men vi knoklede i hvert fald, og jeg synes faktisk, at vi viste os fra den bedste side. Jeg håber, at vi også kan følge op nu og fortsætte det samarbejde.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi husker på, at når vi møder ind til de her møder, så er noget af det helt grundlæggende, at vi får sikret, at vi ikke får lavet en eller anden restriktiv aftale i forhold til en pandemi eller en anden krise, som vi ikke har nogen chance for i dag at vide hvordan vil se ud, og hvor aftalen så alligevel ender med ikke kunne bruges. For vi kan ikke forudse, hvordan fremtiden kommer til at se ud.

Jeg synes også, det er vigtigt, at vi forsøger at stille virksomhederne så godt, som vi overhovedet kan i forhold til at sætte en fleksibel ramme for det Folketing, der måtte sidde til den tid. Jeg synes, det er vigtigt, at vi sørger for at få Folketinget så meget ind som muligt, fordi de folkevalgte faktisk også er valgt til at sørge for, at også virksomhederne under en eventuel pandemi i fremtiden vil have ordentlige rammer at arbejde inden for. Og jeg synes, det er vigtigt at huske på, at vi har lært meget af corona om, hvordan vi arbejder, men vi kan ikke af den grund forudsige, hvordan det skal se ud fremadrettet.

Jeg håber inderligt, at vi kan finde en løsning, der gør, at vi kan mødes i fællesskab, og jeg vil se frem til de forhandlinger hos ministeren. Og så håber jeg, at vi alle sammen vil møde ind med et åbent sind, med en ambition om faktisk at kunne møde hinanden og med et forsøg på at lægge vores særlige kæpheste, vi også nogle gange har, fra os og finde en fælles løsning.

I Radikale ser vi i hvert fald først og fremmest frem til forhandlingerne. Og så vil jeg lige slutte med at sige, at jeg også skulle hilse fra Alternativet og sige, at de også ser frem til forhandlingerne. Tak for ordet.

Der lader ikke til at være spørgsmål til ordføreren fra Radikale Venstre. Og som ordføreren fra Radikale Venstre sagde, er der ingen fra Alternativet til stede i salen og desværre heller ikke fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Men så er det heldigt, at vi har sådan en rigtig god løsgænger. Ordet er dit, Lars Boje Mathiesen. Værsgo.

Tak for det. En gang imellem må man godt sige: Hvad sagde jeg! Jeg er ked af at sige det, men det her bliver en af de gange. For da man vedtog den nye reviderede epidemilov, advarede jeg mod at vedtage den, før man havde rammesat, at der var nogle regler for erhvervslivet.

Jeg advarede Konservative og Venstre: Lad nu være med at købe regeringens historie om de gode hensigter, og at de nok skal levere.

Jeg havde håbet, at man efter halvandet år, hvor regeringen var løbet fra den ene aftale efter den anden; hvor man havde styret via bekendtgørelser; hvor man havde kørt uden om Folketinget, havde lært lektien. Men nej, man vedtog en ny epidemilov, som gjorde, at man kunne lave en syltekrukke, og det er den syltekrukke, som erhvervslivet stadig væk ligger i i dag her i efteråret, tæt på vinteren 2023. Det er en skamplet på den tidligere regering og på det her Folketing, at man ikke har leveret på det her.

Så får vi at vide af nu nye regeringsmedlemmer, Moderaterne og andre, at vi bare skal tro på de gode hensigter. Nej, det er ikke sådan, det fungerer. For det, vi lærte under coronaen, var, at man uden nogen sundhedsmæssig, faglig begrundelse indførte et coronapas, som lagde udgifter på erhvervslivet og vanskeliggjorde det for erhvervslivet; det var, at man uden nogen sundhedsfaglig begrundelse stoppede for udendørs idrætsaktiviteter og udendørs arrangementer, f.eks. motorløb, som man godt vidste at der ikke var nogen som helst risiko ved. Så spørg de frisører, som lige pludselig fik sat vanvittige begrænsninger op – plexiglas, og jeg ved ikke hvad. De kan ikke leve med de gode hensigter. De har brug for et retskrav, en retssikkerhed, med hensyn til at de får en erstatning, hvis vi igen har en regering og et Folketing, som svigter.

Så er det jo, at de selvfølgelig kan rende ind i, at Folketinget igen laver en midlertidig lovgivning og aflyser det, som man har givet erhvervslivet – ligesom man gjorde sidste gang – men vi må insistere på et retskrav.

Så kunne jeg godt tænke mig at adressere det her, man siger, med, at erhvervslivet jo også fik kompensation. Det gjorde de, eller nogle gjorde, men andre fik det ikke, og nogle fik det meget sent. Og man fik det kun, hvis man samtidig accepterede det, som regeringen gerne ville. Jeg har talt med mange i erhvervslivet, som frygtede, hvad der ville ske, hvis de stillede sig på bagbenene og gik imod den politiske dagsorden, som kom under coronaen. Så forestillingen om, at erhvervslivet bare fik i pose og sæk, er altså direkte en løgn.

Mange, mange lider stadig væk i dag under det. Og det er rigtigt, at det har ramt meget skævt i forhold til nogle brancher, og at der også er nogle brancher, som har klaret sig godt, og at der faktisk var nogle brancher, som oplevede fremgang under coronaen.

Jeg vil godt advare mod at tale de omkostninger ned, som det har haft for nogle mennesker derude, for bag mange af de her virksomheder sidder der et menneske, en selvstændig erhvervsdrivende, som også havde regninger, og som også havde børn, der skulle have vintertøj, en bil, der skulle betales, og husafdrag.

For dem var det ikke på nogen som helst måde sjovt, og de kunne se på offentligt ansatte, som blev sendt hjem med fuld løn. Jeg har altid sagt, at hvis man havde lavet samme ordning for offentligt ansatte, som man gjorde for erhvervslivet, så ville man aldrig nogen sinde have kunnet indrette lovgivningen på den måde, som man gjorde; så ville der have været store demonstrationer, og så ville Folketinget have reageret. Og jeg har altid sagt, at man ikke burde have udbetalt vederlag til folketingspolitikerne, før de havde udbetalt de erstatninger til erhvervslivet, for så var det gået langt hurtigere.

Jeg støtter forslaget om, at der skal komme et retskrav til erhvervslivet. Det fortjener de – bedre sent end aldrig.

Der er spørgsmål til ordføreren. Fru Mona Juul, Konservative.

Tak for det, og tak for opbakningen. Det var en vild tid. Det kan man roligt sige. Men kan hr. Lars Boje Mathiesen ikke lige bekræfte, at hr. Lars Boje Mathiesen også ligesom resten af Folketinget stemte § 27 ud af lovgivningen?

Ordføreren.

Jo, jeg husker aftenen vanvittig godt. Jeg husker, at jeg havde et ændringsforslag om, at man skulle dele lovforslaget op, så man kunne stemme det ene igennem og det andet igennem, for det er rigtigt, at der var nogle sundhedsmæssige ting, som vi ikke vidste noget om.

Jeg har også sagt i et åbent interview, at hvis jeg skal vurdere, hvad der er den største fejl, jeg har begået, så var det, at jeg ikke stod fast over for mit parti dengang. Men jeg oplevede også, at hvis jeg ikke havde stemt ja, var jeg allerede dengang blevet ekskluderet af Nye Borgerlige. Det er jeg så blevet senere, men det var så det valg, jeg fik på det tidspunkt. Altså, der var et krav om, at hvis jeg skulle blive i Nye Borgerliges folketingsgruppe, skulle jeg stemme for det. Der var jeg jo ny i Folketinget, må jeg erkende, og havde siddet der ganske kort tid, og jeg havde ikke stamina til at stå imod og skulle være løsgænger på det tidspunkt.

Værsgo for den anden korte bemærkning.

Tak for svaret. Der er ikke nogen tvivl om, at vi lavede en fejl den nat. Det gjorde vi. Det er der ikke nogen tvivl om.

Jeg vil sige, at jeg har arbejdet på det lige siden, bl.a. ved at deltage i den aftale, jeg refererede til, fra den 18. december 2020, om at sikre, at der skal laves en ny epidemilov. Det er simpelt hen det, jeg ønsker der bliver fulgt op på. Og jeg synes, det er så skammeligt, at vi kan lave politiske aftaler, som der så ikke kommer noget ud af. Det har hr. Lars Boje Mathiesen ret i, altså at det er noget rod. Men hvad har hr. Lars Boje Mathiesen gjort for, at vi når i mål med at sørge for retssikkerhed for de danske virksomheder?

Så er det ordføreren.

Jeg stemte imod den nye epidemilov, og i forhandlingerne om den nye epidemilov deltog sundhedsordførerne jo faktisk. Det var det, der var så vanskeligt med den epidemilov, for meget af det, som handlede om erhvervspolitik, foregik hos sundhedsordførerne, og de havde måske ikke samme fokus, som erhvervsordførerne havde. Der havde jeg fordelen af at være ordfører for begge dele, og i de forhandlinger satte jeg det som et krav, at hvis jeg skulle gå ind og støtte den epidemilov, skulle det ikke være en syltekrukke, men der skulle være nogle krav, inden vi havde vedtaget den.

Der er ikke flere spørgsmål til ordføreren, så vi siger tak til hr. Lars Boje Mathiesen. Så går vi videre til ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Der er ikke en virksomhed, en selvstændig, en kulturinstitution, en erhvervsorganisation eller en jurist, der kan forstå, at regeringen efterlader erhvervslivet i et limbo, et vakuum, når det gælder retssikkerhed. De fleste ved bare ikke rigtig, at det her foregår, at vi har den her debat, og at vi havde en politisk aftale, og at det ikke er sket. De tror, der er styr på tingene. De har tillid til staten og systemet, om end den hos mange har fået ridser i lakken under corona, og de afventer slutafregninger eller er faktisk gået konkurs.

Men altså, det er jo heller ikke ligefrem fordi, at hverken Socialdemokratiet, Venstre eller Moderaterne har råbt op om, at man lige dropper krav på erstatning, ifald landet igen rammes af en epidemi. Der er ikke indrykket nogen fælles store annoncer med overskriften: »Skal man have et retskrav, eller skal man ikke have et retskrav? Det mener regeringen ikke«. Og det er jo præcis det, ministeren tidligere har udtalt i pressen.

Selv om de fleste selvstændige virksomheder og arbejdspladser er godt videre, er der altså også rigtig mange, der ikke er. Og fælles for dem, der klarede sig, og dem, der ikke gjorde, eller som stadig kæmper, er, at de fortsat står uden krav på noget som helst uanset en regerings opfindsomhed.

Jeg minder f.eks. bare lige om, da man skulle booke 6 dage i træk på danske hoteller, hvilket alle ved der ikke er nogen der gør, og derfor stod hotellerne tomme; eller da man anbefalede at droppe større forsamlinger, så hverken musikeren, foredragsholderen eller eventmageren kunne gennemføre nogen rentable arrangementer. De var ikke lukket ned, men goddaw mand økseskaft – det var de jo de facto.

Eller hvad med dengang man skulle booke bord også på værtshuse og fastfoodrestauranter, 30 minutter før lysten meldte sig? Ærlig talt; det siger jo sig selv, at det ikke rigtig kunne lade sig gøre at drive en virksomhed på de vilkår. Eller dengang man måtte have færre kunder i de store butikker end i de små butikker. Der er nogle af jer, der tænker, at det lyder mærkeligt, og ja, det var det også. Eller dengang man i den såkaldte trepartsforhandling, som også den tidligere regering lænede sig meget op ad, altid glemte de selvstændige – man glemte altid den fjerde part, det var ligesom bare sådan, det var. Så var der også det der med, at man også lige fik basket igennem, at virksomheder i arbejdskonflikt ikke kunne få kompensation.

Sådan var der så meget. Der blev begået nogle fejl. Vi kæmpede. Men vi behøver virkelig ikke at lave de samme fejl igen, vel? Hvis vi så alligevel gør det, altså laver fejl eller laver restriktioner på den ene eller den anden måde, så har man selvfølgelig krav på erstatning. Der er brug for sikkerhed og tillid og økonomisk forudsigelighed i et land som Danmark, naturligvis. Der er som minimum brug for, at virksomheder i Danmark igen får et retskrav på erstatning. Lige nu er virksomhederne ringere stillet, end man var før pandemien. Det er jo det vilkår, vi står med.

En kæmpe tak til alle jer, der har været med her i aften, alle partier uden for regeringen, for den massive opbakning, der er til, at den modvillige minister nu får taget sig sammen til at indkalde til den her forhandling. Det manglede simpelt hen bare. Og når den tid kommer, håber jeg virkelig også, at vælgerne husker på, hvilke partier der sad her og passede på virksomhederne og kulturinstitutionerne og arbejdspladserne.

Jeg havde selvfølgelig i den grad håbet, at Venstre mindede sig selv om, hvor de stod i den her sag, før de hoppede med på det socialdemokratiske arbejdsfællesskab. Jeg havde også håbet på, at Moderaterne, som ellers godt kan lide at se verden i farver, ville sikre såvel erhverv som kulturinstitutioner deres retssikkerhed. Og jeg havde håbet på, at erhvervsministeren siden samrådet, vi havde i august, for længst havde indkaldt til de her forhandlinger; så havde vi jo bare droppet beslutningsforslaget og var kommet videre med en forhåbentlig god proces. Det er nogle forhandlinger, hvor Det Konservative Folkeparti ønsker, at en række logiske elementer indgår i arbejdet, og lad mig lige nævne nogle af dem, så jeg håber, at I hænger på.

For det første hvordan et generelt retskrav på politisk stillingtagen til kompensation til erhvervslivet i tilfælde af indgreb efter epidemiloven udformes, så det tilgodeser hensynet til retssikkerhed, stabilitet og forudsigelighed for erhvervslivet samt hensynet til regeringens behov for handlerum i fremtidige ukendte pandemier.

For det andet hvordan parlamentarisk indsigt i den konkrete udformning af kommende kompensationsordninger understøttes gennem regler om inddragelse af Folketingets Epidemiudvalg. Det har bl.a. den radikale ordfører også nævnt.

For det tredje hvordan det sikres, at virksomheder, der er omfattet af regler om kompensation, får adgang til at klage over Erhvervsstyrelsens eller den i fremtiden ansvarlige myndigheds afgørelse herom. Det er der da sandelig også brug for i et retssamfund.

For det fjerde hvordan erhvervslivets forhold inddrages og tilgodeses i forbindelse med udarbejdelse af konkrete regler om kompensation, f.eks. gennem oprettelsen af en erhvervsepidemikommission bestående af repræsentanter for både erhvervslivet og regeringen. For når Moderaternes ordfører nævner den her arbejdsgruppe, så var det altså en arbejdsgruppe, hvor der ikke var erhvervsrepræsentanter, men der var en følgegruppe. Vi er jo nødt til at have erhvervslivet med, når der skal rådgives.

Jeg har faktisk et punkt mere til, hvad det er, jeg gerne vil have med i arbejdet, nemlig hvilke myndigheder der skal pålægges at udarbejde konkrete beredskabsplaner. Det bør indgå i arbejdet med beredskabsplanerne, hvilke elementer fra regeringens arbejdsgruppes rapport om principper for hjælpepakker ved nye epidemier der ikke arbejdes videre med – altså hvilke elementer der ikke arbejdes videre med.

Jeg minder lige om, at alle partierne i forhandlingen i august måned sidste år ikke var begejstrede for arbejdsgruppens principper. Og der er i hvert fald et par stykker af dem, jeg lige lynhurtigt kan prikke ud nu her.

Det ene handler om, at virksomhederne skal tilpasse sig og sikre et vist kapitalgrundlag for at vedblive med at være rentable og levedygtige under en kommende sundhedskrise – hvadbehager!

Det andet punkt, der i hvert fald også skal ud efter min mening, er, at de økonomiske konsekvenser af kommende epidemier håndteres via forsikringsordninger – hallo, nej tak!

Vi mangler bare, at vi får den forhandling, som vi har aftalt. Og der er ingen tvivl om, at jeg ikke har tænkt mig at give op på det her. Jeg tror, det er meget vigtigt at få den dato for forhandlingen i bogen nu. Jeg har som sagt stillet en række spørgsmål omkring EU-statsstøtteregler i forhold til det her, for jeg synes ærlig talt, at det er lidt frisk lige at hive dem op her.

Vi har på intet tidspunkt talt om dem i forhold til retskravet til kompensationer – den aftale, vi netop har tale om her. Og jeg synes faktisk, det er noget, der lige lovlig ofte bliver hevet op af regeringen, når der er nogle udfordringer. Vi har også set det i forbindelse med åben dør.

Så få indkaldt til forhandlingerne, så vi kan komme videre herfra, og heldigvis er der også opbakning til det fra Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. Tak for en rigtig god debat.

Tak. Der er spørgsmål til ordføreren. Hr. Lars Boje Mathiesen.

Jeg vil gerne medgive, at det var nogle crazy eller nogle vanvittige år, der var dér, med nogle sene møder. Jeg kunne godt tænke mig at spørge Konservative om noget. Der var også meget, der samlede os dér, kan jeg huske. Men jeg var meget uenig i Konservatives holdning omkring coronapasset, som på ingen måde var sundhedsfagligt funderet – tværtimod. Føler Konservative ikke også, at det, altså i bagklogskabens lys, var noget, man måtte æde og erhvervslivet måtte æde for at få regeringen og flertallet til at gå med til bare at åbne lidt op?

Ordføreren.

Altså, alt kommer jo tilbage nu i forhold til netop de der sene aftener, ikke? Og der er ikke nogen tvivl om, at et coronapas set fra De Konservatives synspunkt udelukkende var relevant, fordi vi ønskede at holde så mange virksomheder så meget åbne som overhovedet muligt. Og det var en vej ind i det, når nu vi havde forskellige synspunkter på, hvordan landet skulle lukkes ned og ikke lukkes ned.

På det tidspunkt havde regeringen det jo meget med at lave sådan nogle anbefalinger, som på ingen som helst måde gav nogen som helst form for kompensationer. Det har jeg altid undret mig voldsomt over at man kunne slippe af sted med. Så ja, coronapasset handlede herfra om at sørge for at holde så meget som muligt åbent og dermed holde hånden under de virksomheder, som havde det meget hårdt.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Præcis, og det er jo derfor, at hensigter aldrig nogen sinde kan være nok, og at man ikke skal stole på dem. For med coronapasset gik man stik imod sundhedsmyndighedernes egne anbefalinger, for den naturlige immunitet dækkede bedre, end hvis man havde fået vaccinen. Men coronapasset gjaldt længere tid, hvis man havde taget vaccinerne, fordi det var det, der fra politisk side blev ønsket, at man ville gøre.

Derfor er det bare vigtigt, også for Moderaterne og for alle de andre, som nu siger, at vi har lavet en hensigtserklæring, at det kun bliver en hensigtserklæring, som virker, hvis erhvervslivet så gør lige præcis det, der er den politiske vilje til. Og det har intet med retssikkerhed at gøre.

Ordføreren.

Jeg tror bare, at man må se i øjnene, at ligesom man plejer at gå rundt og sige, at tillid er godt, men kontrol er bedre, så er et retskrav det, der er behov for. Der er ikke andre veje til det. Altså, Det Konservative Folkeparti vil hellere end gerne være med til at lave hensigtserklæringen. Vi vil hellere end gerne være med til at sikre, at Folketinget bliver inddraget osv. Men det er bare svært at se for sig, at vi kan komme igennem det uden at have et retskrav på, at man faktisk har ret til at få noget erstatning, hvis staten helt eller delvis går ind og lukker en ned.

Tak. Der lader ikke til at være flere spørgere til ordføreren for forslagsstillerne. Så siger vi tak til fru Mona Juul fra De Konservative.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Erhvervsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.