Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 24:

Forslag til folketingsbeslutning om veto mod Tyrkiets optagelse i EU.

Af Mikkel Bjørn m.fl.

(Fremsættelse 26.10.2023).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det. Tak til forslagsstillerne for dette beslutningsforslag, som jo rejser et spørgsmål, som skiftende Folketing har forholdt sig til flere gange tidligere, og nu kan vi så gøre det igen.

Jeg vil starte med at give en status for optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet. De er stillet i bero. Så kort kan det siges, og det har både formelt og reelt været en kendsgerning siden 2018, hvilket blev genbekræftet så sent som i sidste måned, altså december sidste år. Vi skal helt tilbage til 2016, sidst et forhandlingskapitel blev åbnet med Tyrkiet og der således var aktivitet i optagelsesforhandlingerne. Kun et enkelt forhandlingskapitel er foreløbig lukket, siden forhandlingerne blev indledt tilbage i 2005, og det skete året efter i 2006. Så med andre ord er forhandlingerne med Tyrkiet sat i bero på et meget tidligt stadium med betydelige udeståender. Derfor vil jeg måske også godt lige anholde den præmis, der opstilles i bemærkningerne, hvor der står:

»I EU er der jævnligt drøftelser om Tyrkiet som fremtidigt medlem af EU.«

Det sagt kan man selvfølgelig spørge, hvorfor vi så ikke bare melder klart ud, at vi under ingen omstændigheder vil se Tyrkiet som medlem af EU. Det vil jeg gerne fremhæve tre grunde til at vi ikke vil melde ud.

For det første ville det kunne føre til, at Tyrkiet opgiver tilnærmelsesprocessen, og selv om den ganske vist ikke har leveret de ændringer i og for det tyrkiske samfund, som man kunne have håbet på, så er det stadig en værdifuld ramme for relationerne. Det er bl.a. i den ramme, vi kan tale menneskerettigheder med Tyrkiet ud fra standarder, som er klare betingelser for det EU-medlemskab, som den tyrkiske regering siger den i princippet stræber efter.

For det andet er der jo også kræfter i Tyrkiet, der søger at præge udviklingen i retning af et mere europæisk Tyrkiet med større respekt for menneskerettigheder, for pressefrihed og for grundlæggende rettigheder, og dem skal vi ikke støde fra os, tværtimod.

For det tredje er Tyrkiet en vigtig partner for Danmark og for EU, en vigtig allieret i NATO, en central aktør i håndteringen af migrations- og flygtningespørgsmål og en kommerciel partner. Vi har brug for at samarbejde med Tyrkiet, selv om det langtfra altid er let, og det samarbejde vil alt andet lige have betydelig sværere vilkår, hvis vi melder ud, at vi uanset eventuelle fremskridt udelukker, at landet en dag kan optages i EU.

Med dette sagt vil jeg gerne samtidig slå fast, at den danske linje igennem skiftende regeringer stadig gælder. Vi ser på ingen måder det Tyrkiet, vi kender i dag, som medlem af EU. Dertil er udfordringerne for store, og udviklingen går over en bred kam ikke den rette vej. Det har Kommissionen også peget på i en række af de årlige landerapporter for Tyrkiet.

Når vi nu er ved emnet, vil jeg gerne benytte lejligheden til at uddybe lidt om EU's forhold til Tyrkiet. Forud for Det Europæiske Råd i december udgav EU-institutionerne en statusrapport for EU-Tyrkiet-forholdet. Ud over at gøre status over forholdet indeholder den også enkelte anbefalinger. I forhold til udvidelse er det en temmelig kort konstatering af, at forhandlingerne står stille, og at det ikke er på tale at overveje at åbne eller lukke forhandlingskapitler, og det er på linje med gentagne rådskonklusioner og selvfølgelig noget, jeg og regeringen er helt enig i.

Blandt anbefalingerne er der elementer, som jeg mener vi skal kunne kigge fordomsfrit på, f.eks. at genindføre højniveaudialogen på en række specifikke områder såsom energi og transport. Der lægges også op til en styrkelse af samarbejdet om migrationshåndtering – noget, som jeg tænker de fleste godt kan se nytten i. Anbefalingerne lægger op til, at EU-samarbejdet med Tyrkiet bliver gjort en lille smule bredere, men uden at der er tale om skridt mod et dybere eller mere integreret samarbejde, og det mener jeg sådan set for nuværende er den rette vej at gå for Tyrkiet.

På den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ministeren. Der er en enkelt spørger, og det er hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil godt spørge udenrigsministeren om noget. Nu nævner ministeren det her med, at optagelsesprocessen er sat på pause. Kunne ministeren uddybe lidt, hvad det helt præcis betyder, for Tyrkiet modtager vel stadig penge som EU-kandidatland?

Så nævner udenrigsministeren det her med tilnærmelsesprocessen. Jeg vil godt høre, om ministeren og regeringen mener at have observeret en tilnærmelsesproces fra Tyrkiets side i retning af EU eller Europa eller vestlige værdier i det hele taget. For i Dansk Folkeparti har vi det tværtimod sådan, at vi ser en afstandtagen fra vestlige, demokratiske værdier. Så hvis man bevæger sig væk og i forvejen ligger meget langt væk fra det fundament, som EU er bygget på, hvorfor skal man så blive ved med at stå som kandidatland?

Ministeren.

Men nu troede jeg, at beslutningsforslaget gik ud på, at vi skulle nedlægge veto mod et tyrkisk EU-medlemskab. Nu forstår jeg, at det måske i virkeligheden går ud på, at vi skal afbryde relationerne til Tyrkiet – eller hvad? For i forhold til det, som er genstand for debatten her i dag, betyder det, at forhandlingerne står på pause; at der ikke åbnes kapitler, og at der ikke lukkes kapitler; at der ikke er nogen progression i de optagelsesforhandlinger, som blev indledt i 2005, og at der de facto ikke har været det siden 2006, hvor der blev lukket et kapitel. Det er det, der er status. Og det, jeg forholder mig til, er, om vi så med det afsæt skal slå fast, uanset alt, at hvis der skulle komme en anden udvikling, så er det danske synspunkt principielt, at optagelsesforhandlinger skal mødes med et veto, og det støtter vi ikke.

Spørgeren.

Det er jo glimrende. Altså, i Dansk Folkeparti mener vi jo helt generelt ikke, at Tyrkiet skal være hverken kandidatland eller optages i EU. Men det er rigtigt, at det her beslutningsforslag handler om veto mod optagelse. Men jeg vil jo kommentere, at man ud fra den argumentation, som udenrigsministeren fremfører her, jo kunne argumentere for, at alle mulige lande skulle være EU-kandidatlande. Det kunne også være Rusland, for den sags skyld, for måske kunne de ude i en eller anden uoverskuelig fremtid, som vi ikke kender til, så måske adoptere vestlige værdier, og så ville det da være godt at have lidt dialog og samtale med dem. Det giver jo ikke mening at have det synspunkt, hvis man kan se, at det er et land, der i forvejen fundamentalt ligger langt væk fra vestlige værdier og de senere år har bevæget sig titusindvis af kilometer endnu længere væk fra det fundament. Så giver det ikke mening – gør det vel?

Ministeren.

Nej, det giver på ingen måde mening at argumentere, sådan som ordføreren gør her. Altså, Rusland er ikke noget kandidatland, og der er mig bekendt aldrig nogen, der har talt om, at Rusland skulle være kandidatland. Vi kan jo ikke skrive historien om. Tyrkiet blev kandidatland for lang tid siden, hvor tyrkisk indenrigspolitik også så anderledes ud. Der blev sat en proces i gang, og i refleksion over, hvordan tingene har udviklet sig, er den proces sat på pause. Og det er det, der er op og ned i den her sag: Den proces er sat på pause, og der er ingen fremdrift i det, og der kommer heller ikke nogen fremdrift i det, så længe Tyrkiet er, som Tyrkiet er i dag.

Vi siger tak til ministeren. Der er ikke flere spørgere. Så fortsætter vi til ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Henrik Møller fra Socialdemokratiet.

Tak, og tak til spørgeren. Meget overraskende vil jeg sige, at jeg vil lægge mig i slipstrømmen af udenrigsministeren og sige, at jeg sådan set er enig i både det, der bliver sagt, men også i de holdninger, der ligger i det. Jeg synes, at nogle af de ting, som bare de senere år har lært mig, er, at det der med at være kategorisk i forhold til en samfundsudvikling er enormt svært. Jeg synes, de begivenheder, vi har set de sidste 4-5 år, ja, måske endda bare de sidste 2-3 år, har vist, at verden ikke er konstant, men at den udvikler sig hele tiden. I lyset af det synes jeg i hvert fald, det ville være rigtig uklogt på forhånd at sige, at her lukker vi fuldstændig af, vil slet ikke i dialog og vil ikke snakke om, hvordan udviklingen skal være.

Jeg synes faktisk, at i forbindelse med den udvikling, vi har set, hvor den bipolaritet eller multipolaritet, der er kommet, og hvor der er rigtig mange aktører på verdensplan omkring det her, er det, vi gør i forhold til EU – hvad for nogle signaler vi sender i forhold til EU, og hvad for nogle signaler vi sender i forhold til Danmark og resten af verden – afgørende eller kan være afgørende for, hvad det er for nogle valg, de enkelte lande træffer. Til det med at træffe en beslutning om nu vil jeg sige, at jeg ikke engang synes, det er rettidig omhu; jeg synes, det er taget fuldstændig ud af den virkelighed, vi lever i nu her, at sige, at nu laver vi et veto, som gælder fra i dag. Vi står jo i den situation, at hvis det på et eller andet tidspunkt bliver aktuelt, har alle lande i forvejen et veto.

Jeg synes, det er afgørende, at vi stadig væk i det europæiske samarbejde, og det gælder selvfølgelig også i forhold til Tyrkiet, holder fast i Københavnskriterierne om demokrati, retsstat, menneskerettigheder og respekt for beskyttelse og mindretal. Men jeg synes også, det er vigtigt, at EU er et politisk-økonomisk værdibaseret fællesskab. Religion indgår ikke i EU's retsgrundlag. Traktatens præambel nævner Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv som grundlag for EU's værdier, men det er jo med henvisning til det enkelte menneskes rettigheder, herunder retten til religions- og trosfrihed. Hverken præamblen eller øvrige traktater henviser til en specifik religion, hverken kristendom eller andre religioner. Det synes jeg egentlig mere er omdrejningspunktet i at sige, at det er nogle af de andre universelle kriterier, som skal være afgørende, og der er det jo korrekt, at som det ser ud i dag, er der et stop i forhandlingerne. Som det ser ud i dag, har det meget, meget lange udsigter, at Tyrkiet ville kunne blive optaget i EU. Men som jeg siger, har de senere år vist, at verden er foranderlig, og at der sker noget, ofte meget hurtigt. Så på forhånd fuldstændig at udelukke den her mulighed, mener jeg vil være forkert. Så fra Socialdemokratiets side af kan vi ikke anbefale forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt, der har bedt om en kort bemærkning. Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Fuldstændig i lighed med udenrigsministerens argumentation forstår jeg simpelt hen ikke den argumentation, at fordi noget i en eller anden uoverskuelig og usandsynlig tænkt fremtid kunne se anderledes ud, skal et land stå som EU-kandidatland og modtage milliarder af skattekroner fra EU som kandidatland. Altså, det giver jo grundlæggende ikke mening, medmindre man har en eller anden forventning om, at det scenarie, man forestiller sig kunne komme til at ske, rent faktisk også kommer til at ske på et eller andet tidspunkt.

Hvor er den forventning fra Socialdemokratiets og regeringens side i det hele taget opstået? For i Dansk Folkeparti ser vi ikke den forventning, og jeg ved ikke, hvor den skulle være opstået henne, for Tyrkiet bevæger sig i den helt forkerte retning på alle områder.

Ordføreren.

Jeg vil gentage udenrigsministerens ord og sige, at det jo ikke er det, der er fremsat forslag om i det her beslutningsforslag. Det er, at Danmark nu skal nedlægge et veto mod Tyrkiets optagelse i EU. Det er jo ikke det, ordføreren spørger ind til her. Det er noget helt andet i forhold til en eksisterende situation omkring det her.

Hvis vi kigger på Ukraine som nation, og hvis man bare kigger måske 3 år, 4 år, 5 år tilbage i forhold til situationen, som vi står i i dag, med hensyn til hvor langt Ukraine er kommet på så kort tid, synes jeg, det viser, at man skal passe på med at være så kategorisk.

Hr. Mikkel Bjørn.

Jeg forstår ikke, at både ordføreren og ministeren forsøger at sige, at de to ting, jeg spørger ind til, ikke har noget med hinanden at gøre. Altså, det at nedlægge veto mod Tyrkiets optagelse og så det ikke at ville have dem som kandidatland går jo rimelig meget hånd i hånd. Hvis man vil nedlægge veto mod at optage Tyrkiet i EU, vil man jo nok heller ikke have dem som kandidatland. Det er en interessant argumentation.

Ordføreren.

Omvendt vil jeg så bare sige om det der med at støde et land eller et folk fra sig, at så er der en risiko for at kaste dem i armene på nogle andre, og der må jeg bare sige, at som verden ser ud i dag, er det ikke en interesse, vi har fra Socialdemokratiets side.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre. Værsgo.

Så skal vi til det igen. Ulempen ved at sidde i Folketinget i små 19 år er, at nogle debatter føles meget som en gentagelse, når man har haft dem mange gange, men nu har vi så igen en debat om, om ikke vi skal nedlægge veto mod et tyrkisk EU-medlemskab. Ligesom vi gentagne gange har stået heroppe igennem årene, vil budskabet være præcis det samme, så man kan se en genudsendelse, hvis man ønsker det, men man kan også høre på, hvad jeg nu står og siger.

For situationen er jo den, at lige siden den smalle V-regerings tid tilbage i 2015-2016 har vi også fra dansk side klart appelleret til, at EU skulle tage den beslutning, som EU så også tog, nemlig at sætte en bremse på optagelsesforhandlingerne, og det er jo så også det, der er gjort. Der er trykket pause i optagelsesforhandlingerne, fordi Tyrkiet bevægede sig i den absolut forkerte retning. Det gør de stadig væk. Som en, der har været i Tyrkiet i alt for mange år, som en, der har arbejdet med Tyrkiet både i Europarådsregi som formand for monitoreringskomitéen og i andre, forskellige sammenhænge, er der meget negativt at sige om Tyrkiet, og det skal vi også blive ved med og holde fast i.

Heldigvis er der også nogle proeuropæiske kræfter i Tyrkiet. De er ikke mange, men de er der, og de gør alt, hvad de kan, for at prøve at holde Erdogans meget, meget destruktive kurs under kontrol – et forsøg på at neddæmpe den. Vi prøver at holde fast i også at sige:Jamen de prodemokratiske og proeuropæiske kræfter, provestlige kræfter, som der er i Tyrkiet, skal vi selvfølgelig hjælpe alt det, vi overhovedet kan.

For som det åbenbart ikke er gået op for alle i Folketingssalen i dag, er der jo en geopolitisk kamp i øjeblikket. Det er en geopolitisk kamp, som ikke mindst er blevet intensiveret af russernes voldsomme invasion af Ukraine, og som ikke mindst også i dag lader sig udfolde rundtom i Mellemøsten med forskellige aktører, men ikke mindst centreret omkring Rusland. Og alle og enhver, som bare interesserer sig en lille smule for geopolitik, vil vide, at det her er spørgsmålet: Hvis man i en eller anden form for misforstået godhed over for forskellige kræfter skulle sige til Tyrkiet, at de aldrig kommer med i Vesten, at I er simpelt hen ikke velkomne i Vesten, vil det så ikke have nogle negative konsekvenser i forhold til den geopolitiske kamp, der er i øjeblikket?

Svaret er selvfølgelig: Jo. For der vil gå ca. 5 sekunder, måske 7 sekunder, og så vil Putin sige: Jamen I er velkomne ovre ved os. Det er ikke bare noget, jeg står og finder på her på Folketingets talerstol, for det har han jo selv sagt. Gentagne gange har han selv sagt, at Tyrkiet er mere end velkommen i både en økonomisk union, men også en politisk union og en sikkerhedsunion med Rusland.

Så hvis man virkelig ønsker, at vi bare står nogenlunde stærkt i den geopolitiske kamp, hvor vi i Vesten – vi i Vesten – er voldsomt pressede, så er det selvfølgelig også vigtigt, at vi ikke går ind og begynder at spille kort af hånden. Det ville i hvert fald være det mest absurde, jeg nogen sinde har hørt. Derfor er det her beslutningsforslag ikke bare en gentagelse, men decideret destruktivt i forhold til den geopolitiske kamp, som Europa i de her dage er ude i. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt med en kort bemærkning. Hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Ordføreren taler om at spille kort af hånden. Tyrkiet er ikke et kort i EU's hånd. Tværtimod er vi et kort i Tyrkiets hånd.

Så vil jeg godt spørge ordføreren meget konkret ind til noget, han sagde om misforstået godhed over for forskellige kræfter, som partier herinde skulle lide af. Hvad er det for nogle kræfter, som partier herinde lider af en misforstået godhed for?

Ordføreren.

Jeg skal gerne afsløre, at jeg jo ikke ved, med hvilken begrundelse man har besluttet at fremsætte det her beslutningsforslag fra Dansk Folkepartis side, men jeg går ud fra, at der er en grund til, at vi skal diskutere det igen i Folketingssalen. Det kan godt være, at jeg så troede, at det var et godhedsønske, og det kan godt være, det er et destruktivt ønske fra Dansk Folkepartis side, men det skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Jeg er bare sådan et venligt menneske af natur, så jeg troede, det var af godhed, at man har besluttet at fremsætte det her forslag, men jeg tager det i mig igen. Det kan godt være, at det er et destruktivt ønske fra Dansk Folkepartis side.

Hr. Mikkel Bjørn.

Nu tror jeg, at ordføreren taler udenom. Begrundelserne for det her forslag står faktisk skrevet i forslaget, og jeg går ud fra, at ordføreren har læst det. Men hvad er det for nogle kræfter, som Dansk Folkeparti ifølge ordføreren lider af en misforstået godhed over for?

Ordføreren.

Jamen jeg går ud fra, at det er for befolkningen i Tyrkiet. Jeg er den værste til at prøve at forklare, hvorfor Dansk Folkeparti fremsætter beslutningsforslag i salen. Jeg skal da ikke kunne afgøre, hvorfor man gør det. Men det er en meget interessant debat, og det er alligevel en af de første, jeg har haft i mine 19 år. Men jeg går ud fra, at det var af godhed over for befolkningen i Europa, man følte et behov for at fremsætte det her beslutningsforslag. Jeg skal med skam sige, at jeg ikke ved det, jeg har ikke deltaget i Dansk Folkepartis gruppemøder eller interne drøftelser, så der må ordføreren spørge nogle, der er medlem af Dansk Folkeparti, om, hvorfor man har gjort det.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgere. Så går vi videre til den næste ordfører i rækken, og det er fru Marianne Bigum fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. Det er i år 6 år siden, at de sidste krampetrækninger af dialog om tyrkisk medlemskab blev sat på pause. Det skete efter mere end et årtis ørkenvandring i de forhandlinger, der aldrig rigtig kom i gang. Når de ikke kom i gang, skyldes det den åbenlyse og meget triste udvikling, som Tyrkiet under det nuværende regime har været igennem, siden Erdogan for mere end 20 år siden satte sig for bordenden i Ankara. Utallige reformer og tiltag har trukket Tyrkiet længere og længere væk fra det europæiske kontinent, som den lille del af landet jo rent faktisk ligger i.

Det Tyrkiet, der engang stod på tærsklen til et EU-medlemskab, findes ikke længere. Menneskerettighedssituationen har været for konstant nedadgående, og Tyrkiet kaldes undertiden for verdens største fængsel for journalister. Den fri presse eksisterer ikke, oppositionspartier undertrykkes, og seksuelle minoriteters rettigheder er hårdt presset. Tyrkiet er under Erdogan blevet et mere formørket og religiøst samfund, hvor retten til at være den, man er, mene, hvad man vil, og gøre, hvad man vil, er sat på pause. Det samme er det demokrati, som den tyrkiske befolkning så mange gange er blevet nægtet og frataget af deres egne. Et land med så store udfordringer med demokrati og menneskerettigheder og en udvikling, der er for nedadgående i samme henseender, kan naturligvis ikke blive medlem af EU.

Når de ikke kan det, skyldes det netop de optagelsesregler, der er skabt af EU og altså Danmark – de fuldgode bremseklodser for, at lande som Tyrkiet anno 2023 ikke kan optages i fællesskabet. Derfor er dette beslutningsforslag på mange måder som at sparke en halvåben dør ind, vel at mærke en dør, der står mange år ude i fremtiden. Skulle man være i tvivl om, i hvilken vej udviklingen går i Tyrkiet, kan man bare kigge i de seneste årlige fremskridtsrapporter, som Europa-Kommissionen offentliggjorde sidste efterår. For Tyrkiets vedkommende er der tale om en tilbageskridtsrapport, hverken mere eller mindre.

Skulle udviklingen i Tyrkiet lykkeligvis vende, vil det kræve demokratiske reformer i et væk i en årrække, før EU ville skulle opnå nye forhandlinger på det lave stadie, som de var nået til inden suspenderingen. Derfra kan man så tage diskussionen. Det spinkle håb må vi trods alt sikre at den demokratiske opposition i Tyrkiet har at klamre sig til. Det er også i tråd med den officielle danske position, der er blevet vedtaget her i Tinget i den foregående periode. SF ønsker i tråd med EU på ingen måde at genoptage optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet. Den nuværende politiske udvikling taget i betragtning er det et standpunkt, der formentlig heller ikke vil ændre sig i de kommende år. Med håbet om et snarligt nybrud i tyrkisk politik og med tiltro til EU's optagelseskrav, der har sat Tyrkiet ud i kulden, kan SF ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er hr. Jeppe Søe fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet, formand. De, der har talt før mig, har allerede påpeget, at der virkelig er ganske lang vej til en optagelse af Tyrkiet i EU og reelt ingen forhandlinger. Vi er nok nogle, der tænker, at det nok aldrig rigtig kommer dertil. Det betyder dog ikke, at vi ikke skal gøre forsøget eller i hvert fald holde en dør på klem, som man kun kan gå ind ad, hvis man lever op til en række ting, som Tyrkiet jo lige nu er langt fra at opfylde.

Det kan måske på nogle virke mærkeligt; det kan virke, som om man lader, som om der er forhandlinger; det kan virke som et slags skuespil – hvordan kan man stå her og forsvare en åben dør, når der reelt kun er en, der er meget, meget lidt på klem? Sådan var det også for mig, da jeg, før jeg blev folkevalgt, var kommentator og var uden for Folketinget. Jeg syntes, det var svært at være vidne til den slags debatter i Folketinget, men jeg har opdaget, hvor stor betydning en dør kan have, når den netop er på klem, frem for at den er lukket. For når en dør er lukket, søger man jo andre indgange eller måske døre til helt andre rum end det, der i det her tilfælde er det europæiske. Men når den er på klem og man kender de krav, der stilles for at åbne døren yderligere, så ved man, hvad man skal til at leve op til som minimum. Derfor er der pludselig demokratiske kræfter i et land, som modarbejder den magt, der ønsker døren til samarbejdet lukket, og som vil andre veje.

Pludselig er der altså kræfter – i det her tilfælde i et land, der ser ind gennem sprækken i døren – som opdager muligheder, som de så efterstræber, og så ser de på kravene og starter en bevægelse i den retning. Det er op ad bakke; de kræfter har meget lang vej endnu, men de stræber efter den fornyelse i Tyrkiet, og de arbejder politisk for den sag, men de møder selvfølgelig stor modstand. Men det er positivt, at de kæmper. Vi skylder sådanne kræfter en opbakning, og det gør vi jo altså ved at holde en dør på klem.

Forandring kan jo pludselig ske. Mange, der sidder i salen netop nu, har lige besøgt Moldova, hvor regeringen jo primært består af et parti, der i et jordskredsvalg pludselig fik magten til at skabe et helt nyt land, et land, der på rekordtid har forandret hele deres system til at være EU-rettet. Vi talte med såvel politikere som præsidenten, der alle i en kamp mod russiske oligarker og russisk manipulation skal håndtere en befolkning gennem en total forandring af landet. Og de nærmer sig, ikke velvilje fra en samlet befolkning, men fordi nogle faktisk ønsker forandring, fordi de så en dør på klem.

Så ved at lukke døren til Tyrkiet helt, stopper vi bevægelsen, der forsøger at skabe et nyt Tyrkiet. Der går ikke noget af os ved at lade en dør stå på klem, så de stadig kan kigge indenfor i ny og næ. Men vi er ret klare i spyttet om, at det, der skal til for at åbne den, er opfyldelsen af nogle klare krav, som landet langtfra lever op til. Moderaterne mener, at vi skal lade døren stå på klem. Om det er rent symbolsk, må tiden vise, men vi ved jo, hvad der kræves for at åbne den. Det gør Tyrkiet også.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til næste ordfører i rækken, og det er fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tyrkiets optagelse i EU har været et omdiskuteret emne, siden Tyrkiet ansøgte om medlemskab af EU tilbage i 1987. I 2004 blev Tyrkiet kandidatland, og det betyder, at EU har anerkendt Tyrkiet som et potentielt medlem. For at et land kan blive medlem af EU, skal landet ligge i Europa og leve op til Københavnskriterierne. I 1987 søgte Tyrkiet som nævnt om medlemskab samtidig med Marokko. Marokko fik hurtigt afslag, fordi landet ikke ligger i Europa, men Tyrkiet fik et »måske«, og den proces er endnu ikke afsluttet, fremgår det af Folketingets hjemmeside.

Det er omdiskuteret, om Tyrkiet er en del af Europa. 97 pct. af Tyrkiet ligger i Asien, mens 3 pct. ligger vest for Bosporusstrædet, og her har Tyrkiet grænse til Grækenland og til Bulgarien. Om Tyrkiet kan regnes som en del af Europa, er der altså ikke enighed om.

Dernæst skal Tyrkiet opfylde Københavnskriterierne, som er tre kriterier. Det første kriterie er det politiske, der betyder, at Tyrkiet skal have stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstat, menneskerettigheder og respekt for og beskyttelse af mindretal. Her må man sige, at forholdene ikke er blevet bedre under præsident Erdogan. Kurderne behandles som et mindretal ikke ordentligt, forholdet til Sverige er dårligt, og der sker fængslinger med foragt for menneskerettighederne.

For det andet skal Tyrkiet have en fungerende markedsøkonomi og skal derfor kunne klare konkurrencepresset og markedskræfterne inden for EU. Den tyrkiske økonomi har det ikke for godt, og valutaen, liraen, er det seneste år faldet meget i forhold til dollaren og euroen. Efter præsident Erdogans genvalg i sommeren 2023 er liraen fortsat med at falde, og økonomien skranter og er inde i en dyb krise. Inflationen er tårnhøj.

For det tredje skal Tyrkiet overtage EU's gældende regler og påtage sig de forpligtelser, der følger af et medlemskab. EU har et enormt stort sæt regler med i tusindvis af forordninger og direktiver, som alle skal implementeres i den tyrkiske lovgivning. Det ligner en håbløs opgave for Tyrkiet at efterleve det krav.

Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgår det, at der er igangværende forhandlinger. Tja, det er ikke længe siden, at jeg havde et møde med den tyrkiske ambassadør i Danmark, og han sagde direkte, at optagelsesforhandlingerne havde været fastfrosset i årevis. At genstarte optagelsesforhandlingerne er altså på et teoretisk plan. Jeg tænker, at forhandlingerne med Tyrkiet også kan tjene andre formål som eksempelvis at holde Tyrkiet inde i den vestlige varme, så landet ikke bevæger sig mere i retning af Rusland, hvor Tyrkiet før har købt russiske våbensystemer, selv om Tyrkiet er medlem af NATO.

Tyrkiet spiller også en vigtig rolle i begrænsningen af flygtningestrømmene i Europa, og Tyrkiet er stadig væk et vigtigt medlem af NATO, selv om der har været trusler om at lukke amerikanske baser i landet. Det er selvfølgelig vigtigt med gode forbindelser til Tyrkiet. Dermed være ikke sagt, at Tyrkiet skal være medlem af EU.

I foråret behandlede vi beslutningsforslag nr. B 59 om et stop for optagelse af muslimske lande i EU. Her sagde jeg, at Danmarksdemokraterne er lodret imod, at Tyrkiet bliver en del af EU, og den holdning står vi fast ved. Beslutningsforslaget pålægger regeringen at nedlægge veto mod Tyrkiets optagelse i EU. Jeg er enig i, at Tyrkiet ikke skal være medlem af EU. Jeg tror heller ikke, at et tyrkisk medlemskab af EU står lige for døren. Tværtimod er optagelsesforhandlingerne som nævnt fastfrosset, så et medlemskab har lange udsigter.

I sidste ende skal optagelsen af Tyrkiet vedtages af Rådet ved enstemmighed, og det skal også godkendes af Europa-Parlamentet. Det bliver derfor den til den tid siddende regering og det til den tid siddende Folketing, der engang ude i fremtiden skal forholde sig til spørgsmålet. Lige nu er spørgsmålet derfor hypotetisk. I bedste fald er vi 10-20 år ude i fremtiden, før det bliver aktuelt, og til den tid består regeringen forhåbentlig af andre partier. Selv om det er meget tidligt i processen, pålægges regeringen allerede nu at nedlægge veto mod optagelse af Tyrkiet i EU, så jeg vil gerne gentage, at Danmarksdemokraterne ikke ser Tyrkiet som medlem af EU, og vi stemmer derfor ja til forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er hr. Henrik Dahl fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for ordet. Der bliver et vist element af gentagelse i det, jeg siger, men det er der ikke noget at gøre ved, for det er ikke koordineret. Jeg kan godt forstå ærgrelsen over Tyrkiet i mange sammenhænge, for Tyrkiet er jo ikke en medspiller, når det f.eks. kommer til at optage Sverige i NATO, og landet spiller også en ukonstruktiv rolle i forhold til at integrere tyrkere i livet i andre europæiske lande, som de er indvandret til på grund af først og fremmest det tyrkiske religionsministerium og den måde, som det tyrkiske religionsministerium arbejder på. Derfor er det også klart, at sådan på det rent menneskelige plan er der jo en stærk tilskyndelse til at sige til Tyrkiet, at de kan rende og hoppe. Det er menneskeligt, og det er en følelse, der også kan gribe mig. Så noget af psykologien i forslaget kan jeg selvfølgelig godt forstå.

Men når vi ikke kan støtte forslaget alligevel, er det på grund af nogle nærmere overvejelser, som der er flere andre der også har gennemgået, men som jeg vil prøve at sætte min egne ord på. Det er rigtigt, at Tyrkiet er en irriterende samarbejdspartner, men man skal jo bare huske, at Tyrkiet er en samarbejdspartner, og det er faktisk det vigtige. I Europa har vi brug for Tyrkiet, når det f.eks. gælder om at lave aftaler om flygtninge. De aftaler, vi har om flygtninge, virker, de bliver overholdt, og de er rigtig værdifulde for den måde, som tingene foregår på i Europa.

Jeg synes også, vi skal huske, at lidt under halvdelen af Tyrkiets befolkning ikke stemmer på Erdogan, og den lille halvdel af befolkningen har også brug for en eller anden form for ideal, noget, der kan mobilisere i Tyrkiet, og noget, man kan drømme om og have forhåbninger til. Det var en af de ting, der virkelig gjorde indtryk på mig for nogle år siden, hvor Det Udenrigspolitiske Nævn var i Tyrkiet, altså at mange modstandere af det system, der er i dag, siger: I kan jo ikke bare lade solen gå ned over Tyrkiet; der bliver nødt til at være en eller anden form for perspektiv.

Ligesom mange andre talere før mig går vi også ind for, at Tyrkiet skal opfylde kravene for at komme ind i EU til punkt og prikke, og så er der forskellige holdninger til, hvor lang tid det kommer til at tage. Danmarksdemokraterne siger 20 år, i mit manuskript står der mindst 100 år. Det er nok sådan nogle gæt af en eller anden slags, men det ligger i hvert fald uendelig langt ude i fremtiden, at Tyrkiet kan komme ind, for det kræver jo også, at de forhandlinger, som er sat i bero, bliver sat i gang igen.

Men jeg forstår heller ikke rigtig forslaget, for der er noget, der slet ikke er nævnt i forslaget, og det er Ankaraaftalen fra 1963. Altså, Tyrkiet begyndte jo allerede at udtrykke ønske om at komme ind i EU i slutningen af 1950'erne, og allerede i 1963 lavede Tyrkiet jo en aftale, som er en associeringsaftale, som dels tilnærmer Tyrkiet økonomisk, dels giver tyrkiske borgere en hel masse rettigheder. Jeg kan ikke rigtig se, om der også ligger i det her forslag, at Ankaraaftalen skal ophæves, eller hvad der egentlig skal ske her. Så det synes jeg er lidt uklart i selve forslaget.

Men uanset hvad vil det jo skubbe Tyrkiet alt for langt væk fra Europa, og forslaget vil forsure det samarbejde, der trods alt er, og det vil også forringe vilkårene for de tyrkere, der faktisk allerede er i Europa, på en ukonstruktiv måde. Så jeg synes, det er godt med forslaget og med den debat, vi får, men vi kan ikke støtte det. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

I en tid med international uro og spændinger er det altid klogt at se vores alliancer og samarbejder efter i sømmene, så tak til Dansk Folkeparti for at sætte fokus på Tyrkiet. Der er ingen tvivl om, at Erdogans opførsel ikke er forenelig med dansk adfærd. Det kan ikke understreges tydeligt nok. Det er en mand, der bl.a. har kaldt Hamas for en befrielsesgruppe, der forsvarer sit land. I vores EU-program skriver vi Konservative, at vi anser det for urealistisk, at Tyrkiet bliver medlem, og at vi bør overveje andre former for samarbejder, først og fremmest gerne gennem handel, men vi kommer ikke til at støtte forslaget.

Vi kan sådan set godt forstå rationalet bag. Det er åbenlyst, men vi mener bare ikke, at et veto er den rigtige løsning. Dels har vi jo allerede i dag Københavnerkriterierne fra midten af 1990’erne, som er de politiske og økonomiske betingelser, et ansøgerland skal opfylde for at blive medlem af EU, dels er der forpligtelserne til at leve op til EU's samlede regelsæt.

Vi mener derfor ikke, det giver mening at oprette parallelle systemer, som et veto ville være. Vi skal værne om kriterierne, og ifølge dem er en optagelse af Tyrkiet i EU fuldstændig og aldeles irrelevant og utænkeligt lige nu. Dertil ligger der en beslutningsproces, som måske ad åre vil kunne fungere og udfylde den rolle, men nok så vigtigt mener vi, at der faktisk også er fordele forbundet med, at Tyrkiet officielt er en EU-kandidat. Der er nævnt flere i dag, og jeg vil gerne fremhæve tre grunde.

Der kan være en fordel i at lægge pres på Tyrkiet til at agere efter kriterierne for at holde EU-døren åben og netop holde den del af den tyrkiske befolkning, der ønsker det, motiveret, altså en måde at forsøge at holde dem på rette vej på. Såfremt et veto bliver vedtaget, kan Tyrkiets ønske om samarbejde forsvinde helt, og der mener vi, det er bedre at have en vis form for dialog med Tyrkiet, navnlig nu, hvor der også er problemer i Mellemøsten, i stedet for at de vender sig imod os. Endelig mener vi, at flygtningeudfordringen ved grænsen til f.eks. Syrien vil blive udfordret, hvis vi ikke holder dialogen med Tyrkiet åben. Vi kan ikke komme udenom, at der også er fordele ved at bevare et åbent ansøgerfelt og et diplomatisk samarbejde med Tyrkiet. Konservative stemmer imod.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten.

Situationen i Tyrkiet er jo mildest talt ikke god, og den er bestemt ikke blevet bedre gennem de senere år. Når vi ser på ytringsfriheden, ejes stort set alle aviser enten direkte eller indirekte af regimet. Journalister bliver sat i fængsel. Jeg tror, Tyrkiet er det land, hvor flest journalister sidder i fængsel. Vi ser en massiv undertrykkelse af oppositionen, hvor det kurdiske oppositionsparti løbende har titusinder af medlemmer fængslet. Vi ser Tyrkiet føre krig mod andre stater, andre lande, ikke mindst i forhold til det kurdiske selvstyreområde i Syrien, Rojava. Vi ser, at retsstaten er undermineret af politisk udpegede dommere, og vi ser ikke mindst, at Tyrkiet fuldstændig overhører henstillinger og domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er jo ligesom nerven i overholdelsen af menneskerettighederne i Europa, og når Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol så ikke en gang, men flere gange insisterer på, at Osman Kavala skal løslades, og svaret fra præsident Erdogan er, at han bliver i fængsel resten af sine dage, så er det jo et direkte brud med den institution, altså Menneskerettighedsdomstolen, og den europæiske menneskerettighedskonvention, som Tyrkiet selv har skrevet under på. Derfor følger det selvfølgelig også fuldstændig naturligt, at man ikke lever op til Københavnskriterierne.

Derfor har Enhedslisten også gentagne gange fremsat forslag her i Folketinget om suspension af optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet. Det gjorde vi f.eks. i 2017 med et forslag til folketingsbeslutning om, at regeringen tilkendegiver over for EU, at forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union midlertidigt bør suspenderes, indtil de demokratiske rettigheder er sikret.

Det forslag blev selvfølgelig ikke vedtaget. Det blev naturligvis forkastet, men vi havde dog den glæde, at kort efter, nemlig i 2018, blev forhandlingerne med Tyrkiet jo rent faktisk indstillet, og der har reelt ikke været optagelsesforhandlinger med Tyrkiet siden da.

Men læg vel mærke til, at vores vinkel på den her debat, også i vores forslag, var demokrati og menneskerettigheder. Det var et spørgsmål om, hvordan Tyrkiet opfører sig. Det var ikke et spørgsmål om, hvilket religiøst udgangspunkt Tyrkiet har. Det er derimod udgangspunktet for det forslag, der ligger her, hvor der jo direkte står, at det primært er, fordi det er et muslimsk land, at de ikke er velkomne i EU. For os er det religiøse udgangspunkt for lande altså ikke afgørende. Vi har den fuldstændig klare opfattelse, at det er demokrati og menneskerettigheder, der afgør, om man kan have aftaler med lande.

I det her forslag står der jo:

»Tyrkiet er en nation, hvis interesser adskiller sig markant fra Danmarks, primært grundet regimets islamiske ideologi, der præger næsten hele befolkningen.«

Det er i øvrigt forkert, men det er et udgangspunkt, der er religiøst i stedet for at være demokratisk, og det kan vi ikke støtte.

Vi synes, det er en dårlig hjælp til de kræfter i Tyrkiet, der kæmper for demokrati. Det er en støtte til Erdogan, som ønsker at få en mulighed for sige:

Der kan I bare se, Europa er ikke værd at samarbejde med, for de vil alligevel ikke optage os, ikke på grund af, hvad vi står for, men på grund af vores udgangspunkt, som er islam.

Det, jeg måske synes er lidt ærgerligt her, er, at vi så ikke får diskuteret – men det er jo lige så meget vores skyld – de reelle problemstillinger, der er i forhold til Tyrkiet i øjeblikket. For de relle problemstillinger handler ikke om optagelsesforhandlingerne. De foregår som sagt ikke. De reelle problemstillinger er den tendens, der er i dele af EU til at ville give Tyrkiet indrømmelser uden at få noget til gengæld. Det er f.eks. risikoen for visumliberaliseringer, der ikke bliver modsvaret af en ændring af terrorlovgivningen, sådan som det ellers hidtil har været kravet, eller risikoen for, at man indgår en ny associeringsaftale med Tyrkiet, som gavner Tyrkiets økonomi, fordi den også gavner nogle vestlige multinationale koncerners økonomi, og endelig, at man giver mere støtte til Tyrkiet uden at insistere på, at f.eks. Tyrkiets krig i Rojava stopper.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Nu er det hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne tilslutte mig en række af de bemærkninger, der er faldet, fra øvrige ordførere, herunderregeringens ordfører, og udenrigsministeren. Tyrkiet er anerkendt som kandidatland. Hvis de overholder Københavnskriterierne, skal de kunne blive medlem af EU. Der er lang vej igen, og det er på mange parametre gået den forkerte vej. Men i Radikale Venstre håber vi faktisk, at det engang vil lykkes. Vi ser meget gerne, at Tyrkiet bliver medlem af EU. Religion i et land og hos et lands borgere har ikke og skal ikke have nogen indflydelse på det.

Men indtil det sker, skal vi bruge dialogen om forhåbentlig engang at kunne genoptage forhandlingerne med Tyrkiet om optagelse til at fremme demokratiet, menneskerettighederne og retsstaten i Tyrkiet. Vi skal bruge den mulige genoptagelse af dialogen om optagelse til at skabe håb og til at styrke de mange kræfter i Tyrkiet, som arbejder for netop demokrati, menneskerettigheder og retsstat. Det er afgørende, at vi bevarer det håb, og at vi bevarer den dialog, og derfor er vi stærkt imod beslutningsforslag nr. B 24.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Sascha Faxe fra Alternativet – nej, der er ikke nogen ordfører fra Alternativet. Så går vi videre til hr. Jon Stephensen, uden for grupperne. Værsgo.

Tak. Det ville da være en lykkelig begivenhed for Europa og for Danmark, hvis Tyrkiet en dag bliver medlem og en del af EU. Det vil jo betyde et nyt, forandret og demokratisk Tyrkiet med de samme værdier, som EU står for.

Er vi dér lige nu? Slet ikke. Men er det det samme, som at Danmark for altid skal opgive håbet om, at Tyrkiet og det tyrkiske folk en dag er demokratisk modne til at blive medlem af EU? Nej da. Tværtimod skal vi støtte alle de kræfter, der er i Tyrkiet og vil Europa, og gøre alt for at holde Tyrkiet på Europas side, frem for at landet bliver en del af noget andet, som slet ikke er i dansk og europæisk interesse. Derfor støtter jeg ikke forslaget. Tak.

Tak til hr. Jon Stephensen. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Vi debatterer i dag en beslutning, der kan komme til at berøre sikkerheden og stabiliteten i vores egen del af verden. Vi har med det her beslutningsforslag valgt at genoptage en debat om Danmarks forhold til Tyrkiet og i forlængelse heraf deres ambition om medlemskab af Den Europæiske Union.

Tyrkiet har i nyere tid undergået markante forandringer, som kræver både opmærksomhed og overvejelse. Det er uomgængeligt at nævne Tyrkiets demokratiske tilbagegang, undertrykkelsen af politisk opposition, begrænsninger af pressefriheden og den manglende respekt for grundlæggende rettigheder, der står i skarp kontrast til de principper, vi ellers værner om i Vesten.

Den fortsatte udrensning efter det mislykkede kupforsøg i 2016 har resulteret i anholdelser og afskedigelser af folk, inklusive militærfolk, dommere, lærere og akademikere, og det er handlinger, der rejser alvorlige spørgsmål om overholdelsen af retsstatsprincipper og synet på grundlæggende vestlige værdier. Censur af medier og begrænsninger af internetadgang såvel som undertrykkelsen af politiske mindretal er i strid med de værdier, som Vesten står for, og sætter et stort spørgsmålstegn ved Tyrkiets egnethed som potentiel medlemsstat.

Tyrkiets kurs mod en mere islamistisk retning er tydelig og bekymrende, og den udvikling er ikke blot en intern sag for Tyrkiet, men har bredere implikationer for hele vores vestlige samfund. Vi ser et land, der bevæger sig væk fra de sekulære og demokratiske værdier, som ellers er hjørnestenen i moderne vestlig civilisation. I den her kontekst kan vi ikke fortsætte, som om intet er hændt. Dialog og diplomati er vigtigt, men det kan ikke stå alene, når fundamentale principper er på spil.

Vi foreslår derfor, at vi suspenderer forhandlinger om Tyrkiets EU-medlemskab. Et medlemskab af EU er betinget af en ubetinget respekt for demokrati, borgerrettigheder og retsstatsprincipper – principper, som Tyrkiet i øjeblikket bevidst ignorerer. Perspektivet om, at Tyrkiets befolkning på omkring 85 millioner mennesker potentielt kan få de samme rettigheder som borgere i de eksisterende EU-lande, giver anledning til voldsom bekymring. Historisk set har tyrkisk migration til andre lande ofte medført betydelige udfordringer med integration, kulturel tilpasning og social sammenhængskraft, for ikke at nævne kriminalitet.

Ydermere giver Tyrkiets tætte forbindelser til Rusland og deres støtte til organisationer som eksempelvis Hamas, som står i direkte modstrid med vores interesser og sikkerhed, også anledning til voldsom bekymring. Disse forhold er ikke kun problematiske i sig selv, men de understreger også en manglende vilje til at stå skulder ved skulder med Vesten i kritiske spørgsmål.

Af de her årsager opfordrer vi kraftigt regeringen til at udtrykke modstand mod Tyrkiets optagelse i EU i fremtidige forhandlinger. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Når Dansk Folkeparti nævner alle fortrædelighederne, som regimet i Tyrkiet laver, hvilket jeg er fuldstændig enig i, undrer det mig bare lidt, at man så ikke også nævner den støtte, der har været til islamistiske grupper i Syrien, og det konstante og fortsatte overfald på den kurdiske befolkning. Altså, det er jo dagligt, at der foregår angreb på den kurdiske befolkning i Rojava med droner, med missiler osv. Civile og folk, der har administrative poster, bliver dræbt, og vi har fra Forsvarets Efterretningstjenestes side i offentlige dokumenter fået klart dokumenteret, at det øger risikoen for, at de kurdiske styrker må koncentrere sig om de tyrkiske angreb i stedet for f.eks. at forsvare al-Hol-lejren og de andre lejre, hvor der sidder nogle af de værste islamister.

Derfor ville jeg bare i forlængelse af det spørge, om ikke Dansk Folkeparti vil være med til, at vi øger støtten til kurderne i Rojava, så de kan forsvare sig mod de tyrkisk inspirerede angreb.

Tak. Ordføreren.

Det kommer lidt an på, hvad ordføreren mener med »øger støtten«. Jeg er sådan set fuldstændig enig i, at de indvendinger, ordføreren kom med, om ting, der også kunne have været nævnt i forhold til andre problematiske ting, som Tyrkiet foretager sig, er fuldstændig legitime. Det kunne vi sagtens også have nævnt i talen. Men hvis ordføreren taler om økonomisk støtte, tror jeg ikke nødvendigvis, at vi bliver enige.

Så er det spørgeren for den anden korte bemærkning.

Hvorfor egentlig ikke? Altså, vi har en situation, hvor det tyrkiske regime angriber folk, som sætter sig imod en islamistisk udvikling, som forsøger at samle assyrere, arabere, muslimer, kristne osv. i et fællesskab, og som bl.a. på vores vegne holder titusinder af islamister bag lås og slå, så de ikke kommer til vores lande og laver terroraktioner. Var det ikke meget rimeligt, at de blev støttet?

Ordføreren.

Nu mener jeg, og jeg tror, at vi mener det i Dansk Folkeparti helt generelt, at vi har ret dårlige erfaringer med at sende penge til forskellige steder i Mellemøsten, hvad enten det er folk, vi antager er demokratisk sindede, eller andre. Så mener jeg også grundlæggende, at danske skattekroner skal blive i Danmark og ikke sendes til Mellemøsten.

Så er det hr. Michael Aastrup Jensen. Værsgo.

Her hørte jeg noget nyt. Det må jeg indrømme. Det er alligevel nyt for mig. Altså, jeg går ud fra, at Dansk Folkeparti stadig væk støtter, at man i Kurdistan og kurdisk kontrollerede områder i Syrien stadig væk beholder de terrorister, som er der, og at de ikke skal hjem til Europa. Altså, det er jo det, som Dansk Folkeparti nu åbner op for de åbenbart skal. Men det kræver jo altså penge. Det er ikke noget, der bare kommer af sig selv. Det kræver penge at drive de her lejre, og de her penge kommer bl.a. også fra dansk side. Det her kommer jo bl.a. også fra en lang række steder. Det er det, Dansk Folkeparti lige har åbnet op for, altså at det skal vi ikke støtte, fordi danske skattekroner har det bedst i Danmark.

Så jeg vil bare lige have det opsummeret. Jeg går ud fra, at Dansk Folkeparti stadig væk støtter, at vi hjælper dem i de kurdisk kontrollerede områder, bl.a. i Syrien, med at holde terroristerne, altså Islamisk Stat-terroristerne, i lejre i de kurdisk kontrollerede områder i Syrien.

Ordføreren.

Jeg har intet imod, at de sidder i lejre i det kurdisk kontrollerede Syrien. Dansk Folkepartis grundlæggende holdning er, at vi skal føre en grænsekontrol i Danmark. Selvfølgelig vil de mennesker ikke komme til Danmark, fordi vi ikke sender penge til Mellemøsten.

Så er det spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jo, det vil de så, for flere af dem har faktisk statsborgerskab i forskellige europæiske lande. Så det vil de jo faktisk kunne gøre. Derfor er den her problemstilling lidt anderledes end det, som jeg tror Dansk Folkepartis ordfører er opmærksom på, desværre, og derfor er det så vigtigt, at vi fra de vestlige landes side faktisk sørger for at sikre, at de kurdiske styrker, der er i bl.a. Syrien, har de nødvendige midler til at holde de her Islamisk Stat-terrorister i de her lejre. For alternativet er, at de kommer til Europa. Det ønsker vi i hvert fald ikke i Venstre. Det håber jeg heller ikke at Dansk Folkeparti ønsker.

Ordføreren.

Vi mener ikke, at de mennesker skal til Danmark, så nej.

Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.