Tak. Islam er jo ikke den eneste minoritetsreligion i Danmark, men man skulle tro det, fordi den fylder vældig meget. Vi har f.eks. også buddhister, jøder og hinduer, men hvem her kender til nogle meget konstante særkrav fra dem? Nej vel? Det gør jeg heller ikke. Og det er påfaldende, at der særlig er én religion, islam, som nærmest konstant og hele tiden kræver det ene og det andet hensyn, for at de synes, at de overhovedet kan være her, og hvis ikke de selv kræver det, lader de tossegode danskere dem gå deres ærinde og baner vejen for dem.
Men vi kender det jo alle sammen, altså en udfasning af svinekød i danske institutioner, det normale håndtryk, også mellem det modsatte køn, når man mødes, bederum, der bliver indført på uddannelsesinstitutionerne og arbejdspladserne, islamiske tørklæder i det offentlige rum, på uddannelsesinstitutionerne og på arbejdspladserne, ramadanen en måneds tid om året og den afsluttende eidfejring, moskéer med minareter klar til indkaldelse til bøn, bandekriminalitet, ghettoer osv. osv., og listen med islamiske særkrav virker uudtømmelig. For hver gang et krav er blevet opfyldt, dukker der et nyt op, og i morgen kommer der sikkert et nyt krav fra islamisk side, noget, vi skal forholde os til, eller noget, vi skal håndtere politisk. Nå ja, og for ikke så længe siden vedtog Folketinget regeringens vanvittige forslag om at begrænse ytringsfriheden og ophøje Koranen til noget, der er vigtigere end den danske grundlov eller det danske flag, Dannebrog. Pludselig skal religion ophøjes til noget nærmest gudshelligt, som man skal behandle meget mere varsomt end andet – ikke fordi danskerne har ønsket det, men fordi folk, der kommer udefra, har ønsket det. Vi løber baglæns i historien til dengang, hvor religion netop ikke var noget, man herhjemme måtte kritisere. Det har vi kunnet gennem mange år herhjemme, men man skal altså ikke kunne det længere, for der er folk, der bliver krænket. Med vedtagelsen af endnu et islamisk særkrav, den såkaldte koranlov, som dybest set handler om endnu en indskrænkning af vores dyrtkøbte ytringsfrihed, og som er på baggrund af et pres fra islamiske kræfter fra særlig udlandet, er vi gået baglæns i historien, en lov, som Dansk Folkeparti naturligvis stemte imod.
Stort set hver dag skal vi forholde os til islams indtog i Danmark og nye særkrav, og det er præcis derfor, vi har fremsat det beslutningsforslag, vi nu behandler. Vores forslag handler om at sige stop, at nu er det nok, ikke flere islamiske særhensyn og krav, ikke flere hensyn til religionen islam og ikke flere hensyn til alle dem, som ikke bare ønsker at være i Danmark og være en del af det danske samfund, men som i stedet vil indrette vores samfund som det samfund, de netop har forladt af en grund. Det er det, jeg simpelt hen ikke fatter, altså at man ikke tager imod med åbne arme og ser, at vores folkestyre, vores demokrati, er det, som man skal værdsætte. I stedet for bør vi gå præcis den anden vej og afskaffe de allerede alt for mange islamiske særkrav. Det er historieløst at fortsætte med at indføre islamiske særkrav i Danmark. I stedet bør de folk, der er her, lade sig integrere, frem for at de synes, at de skal have særbehandling. De bør tage Danmark til sig i hjertet, og ellers må de tage hjem. Vi gider ikke have dem, hvis ikke de gider os.
Så må jeg jo sige, at det, jeg har hørt heroppefra fra nogle ordføreres side, er, at det er vigtigt, at de kommer ud at svømme, at det er vigtigt, at de kommer i arbejde. Igen bøjer vi os for et islamisk særkrav ved at sige, at man i svømmehallen kan kønsopdele, og at man på arbejdspladserne godt kan rende rundt med tørklæde, fordi de jo skal i arbejde. Hvad hvis vi vendte den om og sagde, at det, hvis I vil være her i Danmark, og hvis I vil arbejde her, altså er vores regler, der bestemmer? Nej, vi gør det desværre stadig væk, og så må jeg bare sige, at islamiseringen af Danmark for mig og Dansk Folkeparti er det absolut vigtigste emne – det absolut vigtigste emne. Der er mange politiske emner, som kommer på dagsordenen i Folketinget, og der er mange politiske emner, som man diskuterer mand og mand imellem, men det her er altså noget, som vi ikke bare kan lade stå til og lade passere.
Måske bor vi nogle steder, hvor det ikke ses rigtig meget – det gør jeg selv, men jeg er altså alligevel opmærksom på det – men der er rigtig mange steder i Danmark, hvor danskerne har problemer i deres egen bydel. Tag Ishøj, hvor man kan se, at demografien er gået helt skævt – det er gået helt skævt – Albertslund, alle de mange steder på Vestegnen, som virkelig er et problem, Vollsmose, Gellerup osv. osv., og det bliver i Danmark mere og mere krammet ind til, at det er islamisterne, der bestemmer. Der er også Nordvest. Når jeg tænker på, hvordan det var, og hvordan det er nu, så har det forandret sig grelt, og det bliver mere og mere, og jeg er bare nødt til at sige det hele tiden og gøre opmærksom på det hele tiden, for jeg ved ikke, om man sådan bare siger, at nå ja, herregud. Det tror jeg at man i vidt omfang gør.
Jeg vil slutte af med et »Matador«-citat, og folk kender det: »Ingen skal komme med deres tro og bringe ufred i mit hus«. Da det bare handlede om Mads Andersen-Skjerns indremissionske søsters indtog og ballade i hans familie, kunne vi alle sammen godt følge hans ord, men når det er religion fra den mørkeste del af verden, så er det underligt nok noget helt andet. Men det er det ikke for os i Dansk Folkeparti, og præcis derfor er dette beslutningsforslag så yderst relevant. Tak.