Jeg skal starte med at sige tak for debatten. Tak til alle for bemærkningerne, og tak til SF, Dansk Folkeparti og Alternativet for ligefrem at være positive over for forslaget. Jeg tror, jeg kan sige til den konservative ordfører, at det, hvis det holder stik ved andenbehandlingen, vil få en voldsom stemmefremgang i forhold til for 5 år siden. Så det går lidt i den rigtige retning, så det er jo fint nok.
For at forstå det her forslag tror jeg det er vigtigt og presserende at få klarlagt, hvad det er for en rolle, som EU har spillet. Nu var der nogle, der sagde, at det er gentagelser, og at vi har diskuteret det meget. Ja, det har vi diskuteret meget, men vi har jo diskuteret det meget, fordi der ikke skete det, der burde være sket.
Helt tilbage i 2002 vedtog et flertal i Folketinget bestående af S, DF og Enhedslisten, at reglerne for de lange dyretransporter skulle strammes om muligt nationalt, og at der skulle være en transporttid på maksimalt 8 timer i EU. Det skete i form af en beretning til Retsudvalget. Regeringen var lidt nølende over for det, og der skete ovenikøbet det, at den daværende minister, som hed Mariann Fischer Boel, fik en næse for ikke at handle på flertallets ønske.
I 2003 overrakte selv samme fødevareminister og præsidenten for Dyrenes Beskyttelse, Arne Stevns Sørensen, så ved et pressemøde 475.000 underskrifter til Europa-Kommissionen fra danskere med krav om EU-regler om en maks. tid på 8 timer for lange dyretransporter. Der var 16 tætpakkede kasser, så meget fyldte underskrifterne. Trods den indsats lykkedes det ikke at overtale Europa-Kommissionen eller de øvrige lande. Med afstemningen i 2004 stemte Danmark – det var, da Lene Espersen var justitsminister – i EU mod at vedtage harmoniserede EU-regler på området, da der ingen øvre grænse var for, hvor langt man kunne transportere dyr. Dengang sagde den daværende justitsminister fra Det Konservative Folkeparti, og jeg citerer:
»Det er vanvittigt, at dyr, der skal slagtes, skal fragtes i så mange timer alene for at blive afleveret på et slagteri. Vi skal finde en anden vej, der tager større hensyn til dyrevelfærd.«
Hun kaldte det en skamplet. Et var, at der ikke blev bedre regler for dyr i Europa. Folketinget var også påtvunget regler, som forbød Danmark at indføre et maksimum for transporter ud af Danmark. Grise er dyr, og i EU opfattes de som en vare, og varernes fri bevægelighed står som bekendt over alle andre hensyn.
I årene efter blev der kæmpet for at lave reglerne om. Samme Mariann Fischer Boel blev sågar medlem at Europa-Kommissionen med landbrug som fagområde og lovede at bringe kampen imod de lange dyretransporter ind i hjertet af EU. Lige meget hjalp det. Sagen blev nu rykket op på EU-niveau. Både i 2012 og 2017 lykkedes det en række dyrevelfærdsorganisationer i EU, bl.a. på initiativ af hr. Dan Jørgensen, at indsamle over 1 million underskrifter fra borgere i EU, som ønskede, at Europa-Kommissionen skulle fremsætte et forslag om forbud mod dyretransporter på over 8 timer, men det skete ikke.
Nu her i 2023 har Europa-Kommissionen med hele den her forhistorie så lovet at revidere reglerne, og den fremsatte i december et længe ventet forslag om netop dyretransporter. Der er enkelte positive forbedringer, ikke nogen tvivl om det. Det er klart, men det er også lige så klart, at der ikke er noget øvre loft for transporttiden, når det ikke gælder dyr til slagtning, dvs. når det gælder avlsdyr. Der kommer nu en kamp, og den kamp skal Danmark, ligesom vi har gjort før – jævnfør de citater, jeg har fremført, og de personer, jeg har nævnt – selvfølgelig igen gå ind i. Det er utrolig vigtigt, at vi gør, hvad vi kan, og det er utrolig vigtigt, at vi sender ministeren ned med et godt mandat fra Europaudvalget, og at ministeren kaster sig aktivt ind i den kamp nede i EU og får den fulde opbakning til det hundrede procent. Vi skal gøre alt for at få en 8-timersgrænse, selv om man måske nok skal være ærlig og sige, at det med den forhistorie, der er, ikke ser ud til at lykkes.
Det er jo derfor, der er en anden del af vores forslag, ikke? Altså, der er en sammenhæng. Jo, vi skal arbejde inden for EU alt, hvad vi kan, og hvis ikke det lykkes, er der en anden del, nemlig den del, der handler om, at så bliver vi nødt til at forsvare dyrevelfærden i Danmark. I år vil det altså være 20 år siden, Danmark blev stemt ned, og reglerne er ikke blevet ændret fundamentalt og ser heller ikke ud til at blive det i forhold til et forsvar af dyrevelfærden. I de 20 år har millioner af dyr måttet lide på danske veje og på udenlandsk veje, og derudover har vi i Danmark tabt tusindvis af gode arbejdspladser, ikke mindst i provinsen, til udlandet, fordi der har været tale om løndumping.
Det er jo baggrunden for, at vi har fremsat det her forslag, som vil sikre dyrevelfærd og sikre arbejdspladser uden unfair lønkonkurrence. Dyrene kan slagtes her, dyrene kan dø her, og dyrene kan eksporteres, når de er døde og er blevet slagtet, lige så tosset man vil, over hele verden. Der er ingen problemer i det.
Så er der en række konkrete problemer, som vi så skal forholde os til. Der er spørgsmålet om slagterier, som kan håndtere økologiske dyr. Hvor mange er der af dem? Hvor er de? Hr. Christian Friis Bach nævnte problemet omkring Bornholm. Altså, der er en masse ting. Det er selvfølgelig noget, vi må gå ind og finde en løsning på, men i forhold til hovedprincippet mener vi at det skal være klart.
Vi håbede selvfølgelig før den her debat på en opbakning fra Folketinget og på, at Folketinget måske også var blevet trætte af at vente. Det ser ikke ud til at være tilfældet. Vi ser frem til, at der nu kommer en ny debat, vel om 5 år, og så håber vi, at vælgerne endnu en gang har sammensat Folketinget på en måde, så det går lidt mere i den retning, at flertallet imod bliver endnu mindre og gruppen af dem, der stemmer for, bliver endnu større, indtil det tidspunkt, hvor vi endelig kan vedtage det.
Så føler jeg lige her til sidst behov for at nævne et par ord om det der med, hvor kriminelt det er at arbejde for at gøre noget, som ikke på forhånd er godkendt af EU, og som der er tvivl om hvorvidt er lovligt eller ej. Om det er det, er jo noget, der bliver afgjort af en domstol i sidste ende. Inden da er der en lang proces. Men jeg vil bare sige, at vi har prøvet det før. Vi prøvede det med bisfenol A. Der havde vi den situation, at der var et flertal i det danske Folketing, der sagde: Det kan da ikke være rigtigt, at EU kan bestemme, at vi i Danmark skal tage en babysut fyldt med gift og proppe den ind i munden på et spædbarn. Det kan da ikke være rigtigt. Vi traf derfor en beslutning her i Folketinget, hvor vi sagde, at det ville vi ikke være med til, vel vidende at det var i strid med EU-reglerne.
Der var masser af professorer og masser af politikere, der sagde, at det var helt forfærdeligt, og at nu brød det internationale samarbejde sammen. Hvad skete der? Der skete det, at andre lande fulgte trop, f.eks. Sverige og Frankrig, og Europa-Kommissionen ændrede reglerne, ikke helt derhen, hvor vi havde ønsket det, men et godt stykke ad vejen, sådan at børn under 3 år ikke på samme måde udsættes direkte for bisfenol A. Hvordan forholdt partierne sig så til det? Jeg kunne godt tænke mig at citere fra et læserbrev, som blev indsendt i forbindelse med den debat. Det tog sit udgangspunkt i alle de der politikere, som meget, meget kraftigt advarede mod at udfordre EU, og det her læserbrev slutter så af med følgende:
»Vi skal derimod være villige til at tage den nødvendige kamp. Sådan vandt vi i sagen om industrielt fremstillet transfedt. Sådan skal vi vinde i sagen om BPA.
Udsigten til at vores børn dagligt udsættes for en kemikalie-cocktail via sutteflasken er langt mere skræmmende, end en eventuel EU-retssag.«
Man var villig til at udfordre EU-systemet og se, hvor langt man kunne komme. Det er klart, at taber man retssagen, må man jo så rette ind. Det læserbrev var skrevet af hr. Benny Engelbrecht, daværende forbrugerordfører for Socialdemokratiet, og fru Christel Schaldemose, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. Der var en vilje til at udfordre EU-reglerne. Det er den vilje, vi efterlyser her. Vi ønsker at slå fast, at vi ikke ønsker millioner af dyr sendt rundt på Europas landeveje. Vi ønsker dyrevelfærd, og vi er villige til at tage en EU-retssag for at forfølge det mål. Tak for ordet.