Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
B 102
Offentligt
2858629_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 388
Den 30. april 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål 3 til B 102, forslag til folketingsbeslutning om at beskytte
beskyttede havområder mod fiskeri med bundslæbende redskaber i tråd med EU's handlingsplan mod
fiskeri stillet den 13. marts af Søren Egge Rasmussen (EL)
Spørgsmål 3
”Fiskeri med bundslæbende redskaber
blev forbudt på de første Natura 2000-stenrev for mere end
10 år siden, og processen er endnu ikke afsluttet. Vil ministeren redegøre for, hvordan regeringen vil
sikre beskyttelsen af de øvrige marine naturtyper, som er på udpegningsgrundlaget i
habitatområderne? Videremere er de resterende naturtyper alle i stærkt ugunstig bevaringsstatus,
vil ministeren fortsætte med samme princip som hidtil, så Danmark først kan forventes at være i mål
med at beskytte havbunden om mange år? Dertil kommer den nødvendige beskyttelse af marsvin og
fugle, vurderer ministeren, at det er en rimelig tilgang, når havet er i så dårlig tilstand?”
Svar
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri oplyser følgende: ”Vedrørende
gennemførelse af
fiskeriregulering i de marine Natura 2000-områder Store Rev, Gule Rev, Thyborøn Stenvolde, Jyske
Rev og Lønstrup Rødgrund er der for nylig er opnået enighed med alle de berørte lande (Sverige,
Tyskland, Frankrig, Nederlandene og Belgien) og EU-Kommissionen. Fiskerireguleringen omfatter
forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber på og omkring stenrev og forbud mod alle typer
fiskeri på og omkring boblerev. Ministeriet forventer at kunne sende det endelige forslag til
Kommissionen i løbet af foråret 2024”.
Sidste år præsenterede Miljøministeriet Natura 2000-planerne for den tredje planperiode (2022-
2027). Planerne indeholder langsigtede mål og indsatser for naturområderne, der skal gennemføres
inden 2027. Det indgår i indsatsprogrammet for de marine Natura 2000-områder, at der fortsat skal
arbejdes med at vurdere behovet for at fastsætte nødvendig fiskeriregulering. Regulering af fiskeri i
Natura 2000-områder, herunder eksempelvis gennemførelse af forbud mod bundslæbende redskaber i
områder med naturtyper som rev, sandbanker mv., hører under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug
og Fiskeris ressort. Ministeriet har oplyst, at det er i gang med at forberede forslag til fiskeriregulering
om beskyttelse af de revområder, hvor regulering udestår.
Beskyttelsen af vores marine natur og arter er et fokusområde for mig, og jeg vil derfor følge
gennemførelsen af Natura 2000-planerne.
Dertil er alle Folketingets partier med Aftale om Danmarks Havplan af 7. juni 2023 enige om at øge
andelen af strengt beskyttede områder på havet til 8 pct. af havarealet i 2028 og til 10 pct. i 2030. Der
vil være forbud mod alle typer af fiskeri i strengt beskyttede områder. Områderne er endnu ikke
fastlagt og vil også kunne omfatte Natura 2000-områder.
Miljøministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk
B 102 - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 3: Spm. om, hvordan regeringen vil sikre beskyttelsen af de marine naturtyper, som er på udpegningsgrundlaget i habitatområderne
Magnus Heunicke
/
Ida Hannibal
2