Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
B 70
Offentligt
2835361_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 2114
Den 7. marts 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 32 (MOF B 70) stillet 12. februar 2024 efter ønske fra
Søren Egge Rasmussen (EL) m.fl.
Spørgsmål nr. 32
Vil ministeren redegøre for, hvilke EU-krav Danmark skal overholde for at beskytte havbunden, som
ikke bliver overholdt endnu? Kan ministeren bekræfte, at vi i 2024 skal fastsætte tærskelværdier for, i
hvilket omfang vi skal beskytte vores havbund, og vil ministeren belyse, hvilke muligheder det giver for
at udfase fiskeri med bundslæbende redskaber?
Svar
I EU’s Biodiversitetsstrategi 2030 indgår målsætninger om retlig beskyttelse af 30
pct.
af EU’s
havareal, heraf med mindst 10 pct. strengt beskyttede områder. Målene skal opnås samlet for EU, men
for havet når Danmark målet på nationalt niveau i 2030 igennem havplansaftalen fra juni 2023.
Danmark skal desuden i regi af havstrategidirektivet sikre god miljøtilstand i havet
herunder skal
havbundens integritet være på et niveau, der sikrer, at økosystemerne bevares, og at især havbundens
økosystemer ikke påvirkes negativt. Hvorvidt den danske havbund har opnået god miljøtilstand vil
fremgå af den kommende nationale tilstandsvurdering under havstrategi III, som forventes at komme
i offentlig høring i 2024. Arbejdet er endnu ikke afsluttet.
Ud over de i MOF B 70 spm. 31 nævnte tærskelværdier har EU-Kommissionen foreslået endnu en
tærskelværdi, om, at minimum 10 pct. af den samlede havbund, heraf 5-15 pct. af hver
havbundshabitattype, bør være fri for såkaldte forvaltningsbare menneskeskabte presfaktorer, der
påvirker havbunden negativt. Ud over fiskeri med bundslæbende redskaber kan sådanne presfaktorer
være fx råstofindvinding, klapning, muslingeskrab, mv. Det forventes, at der i EU-regi skal tages
stilling til denne tredje tærskelværdi for havbunden i maj 2024.
Vedtages den ekstra tærskelværdi, vil den i første omgang indgå i den nationale tilstandsvurdering
under havstrategi IV. Indsatser med henblik på opnåelse af god miljøtilstand sker efterfølgende i
forbindelse med fastlæggelse af havstrategiens indsatsprogram.
Magnus Heunicke
/
Tone Madsen
Miljøministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk