Europaudvalget 2023-24
C (2023) 0019 Bilag 4
Offentligt
1
INDLÆG FRA DEN DANSKE REGERING
UNDER DEN MUNDTLIGE FORHANDLING
Den 17. september 2024
For Domstolen
Store Afdeling:
K. Lenaerts, K. Jürimäe, C. Lycourgos, E. Regan, F.
Biltgen (refererende
dommer),
J. Passer, I. Ziemele,
I. Jarukaitis, N. Jääskinen, A. Kumin, S. Rodin, O.
Spineanu-Matei, Z. Csehi, T. von Danwitz, M.
Gavalec,
GA:
N. Emiliou
i sag
C-19/23
Danmark
mod
Rådet og Europa-Parlamentet
 c (2023) 0019 - Bilag 4: Brev og bilag om indlæg ved mundtlig forhandling i annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. mindstelønsdirektivet
2
Hr. præsident, hr. generaladvokat, Høje
Domstol
Parterne i denne sag er enige om én ting:
Vedtagelsen
af
direktivet
om passende
mindstelønninger i EU, var hidtil uset på
området for social- og arbejdsmarkedspolitik.
Aldrig før er der vedtaget EU-regulering, der
bevæger sig så langt ind på lønområdet.
Direktivets nyskabende tilgang til regulering
på
dette
område
efterlader
dog
en
grundlæggende retlig usikkerhed
om,
hvorvidt kompetencefordelingen mellem EU
og medlemsstaterne er overholdt. Og dermed
om vedtagelsen af direktivet i oktober 2022 var
lovlig.
En sådan usikkerhed om direktivets lovlighed
kan ikke accepteres. Navnlig ikke på et så
 c (2023) 0019 - Bilag 4: Brev og bilag om indlæg ved mundtlig forhandling i annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. mindstelønsdirektivet
3
centralt
område,
som
social-
og
arbejdsmarkedspolitikken.
Et område, hvor Domstolen gentagne gange
har
understreget,
at
fastsættelsen
af
lønniveauet hører under arbejdsmarkedets
parters aftalefrihed på nationalt niveau samt
under medlemsstaternes kompetence.
Netop som det sker i Danmark, hvor den
særlige danske arbejdsmarkedsmodel bygger
på
en
grundlæggende
præmis
om,
at
lønfastsættelsen overlades til arbejdsmarkedets
parter.
[Pause]
Den danske regering har derfor anlagt denne
sag
for
at
eller
få
endelig
afklaret,
side
af
om
den
mindstelønsdirektivet placerer sig på den
rigtige
forkerte
 c (2023) 0019 - Bilag 4: Brev og bilag om indlæg ved mundtlig forhandling i annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. mindstelønsdirektivet
4
kompetencefordeling mellem unionen og
medlemsstaterne, som fremgår af TEUF
artikel 153 og som har været en central del af
traktaten på dette område siden Maastricht.
Regeringens synspunkt i denne henseende er
som bekendt, at direktivet placerer sig på den
forkerte side, og at det derfor ikke kunne
vedtages lovligt.
Dette synspunkt vil jeg uddybe yderligere i mit
indlæg i dag ved besvarelse af de spørgsmål,
som Domstolen har stillet forud for dagens
retsmøde.
Jeg vil starte med det første af de 5 spørgsmål,
som er stillet til alle parter.
Spørgsmål A1
Forhandlingerne
om
Maastricht-traktaten
illustrerer klart, at øget kompetence til unionen
 c (2023) 0019 - Bilag 4: Brev og bilag om indlæg ved mundtlig forhandling i annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. mindstelønsdirektivet
5
på social- og beskæftigelsesområdet, blev givet
af medlemsstaterne under forudsætning af, at
disse bevarede kompetencen på de områder,
som i dag fremgår af artikel 153, stk. 5.
At undtagelsen af ”lønforhold” var
særdeles
vigtig for medlemsstaterne understøttes af
forhandlingsforløbet, der førte til undtagelsen
i art. 153, stk. 5. Kommissionens oprindelige
traktatforslag undtog ikke
”lønforhold”
fra
unionens
forhandlinger
”lønforhold”
kompetence.
blandt
indsat
Men
efter
i
i
medlemsstaterne
direkte
regeringskonferencen i foråret 1991, blev
undtagelsesbestemmelsen i formandskabets
samlede traktatudkast.
I regeringens optik bør man derfor ved
fortolkningen af artikel 153, stk. 5, have for
øje, at disse begrænsninger er
en lige så
 c (2023) 0019 - Bilag 4: Brev og bilag om indlæg ved mundtlig forhandling i annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. mindstelønsdirektivet
6
grundlæggende del
af traktatens regler, som
de regler, der giver unionen kompetence.
Selvom artikel 153, stk. 5, som en undtagelse
skal fortolkes strengt, må en streng fortolkning
ikke ende med reelt at
tømme
artikel 153, stk.
5, for indhold. Dét ville i regeringens optik
være uforeneligt med intentionerne bag
bestemmelsen.
[Pause]
Formålet med begrænsningerne i artikel 153,
stk. 5, er først og fremmest at beskytte
arbejdsmarkedets parters aftalefrihed, bl.a. i
forhold til lønfastsættelsen.
I den foreliggende sag mener de sagsøgte
tilsyneladende, at artikel 153, stk. 5, kun
afskærer
unionen
fra
at
vedtage
foranstaltninger, som helt åbenlyst ville være i
 c (2023) 0019 - Bilag 4: Brev og bilag om indlæg ved mundtlig forhandling i annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. mindstelønsdirektivet
7
strid med bestemmelsen, såsom en garanteret
europæisk mindsteløn.
Lad mig slå fast at regeringen er enig i, at
direktivet ikke fastsætter en fælles europæisk
mindsteløn, ligesom det heller ikke pålægger
medlemsstaterne
et
specifikt
mål
for
overenskomstdækning.
Men modsat dét, som fremgår af pkt. 36 i
Rådets svarskrift, mener regeringen ikke, at
dette bør tillægges afgørende betydning.
Både Rådets og Parlamentets argumentation
baserer sig nemlig på en for snæver fortolkning
af artikel 153, stk. 5, som Domstolens praksis
ikke giver belæg for.
Det vil jeg nu uddybe ved besvarelsen af
spørgsmål A2 og A3.
 c (2023) 0019 - Bilag 4: Brev og bilag om indlæg ved mundtlig forhandling i annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. mindstelønsdirektivet
8
Spørgsmål A2 og A3
Når det gælder
den overordnede retlige
ramme
for det første anbringende, er der
enighed mellem regeringen og de sagsøgte.
Alle parter henviser således til, at Domstolen i
dens praksis har udtalt, at det afgørende for,
om
mindstelønsdirektivet
regulerer
”arbejdsvilkår”
i artikel 153, stk. 1, eller
”lønforhold”
i artikel 153, stk. 5, er, om
direktivet griber direkte ind i lønfastsættelsen.
Men hvornår griber en foranstaltning direkte
ind i lønfastsættelsen?
Her er det efter regeringens opfattelse nyttigt
at anvende den sondring mellem ”lønvilkår”
og ”lønforhold”, som
generaladvokat Bot
introducerede
i
Specht-sagen,
og
som
 c (2023) 0019 - Bilag 4: Brev og bilag om indlæg ved mundtlig forhandling i annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. mindstelønsdirektivet
9
Domstolen efterfølgende tilsluttede sig i
præmis 34.
Lønvilkår
udgør i denne sondring en
delmængde af begrebet ”arbejdsvilkår” i artikel
153, stk. 1, litra b). Formålet er at fastsætte
vilkårene for, om en lønmodtager tillægges den
ene eller den anden løn, der er fastsat på
forhånd, f.eks. som regler om ligeløn gør det.
Lønvilkår kan have en økonomisk virkning,
men påvirker ikke fastsættelsen af det generelle
lønniveau i medlemsstaterne. Sådanne vilkår
griber
derfor
ikke
direkte
ind
i
lønfastsættelsen.
Til forskel herfra påvirker
foranstaltninger
vedrørende
lønforhold
lønniveauet
i
medlemsstaterne generelt og griber således
direkte ind i lønfastsættelsen.
 c (2023) 0019 - Bilag 4: Brev og bilag om indlæg ved mundtlig forhandling i annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. mindstelønsdirektivet
10
Sondringen mellem lønvilkår og lønforhold
beror derfor på en samlet vurdering af
foranstaltningen, herunder navnlig af dens
formål.
[Pause]
Formålet
med mindstelønsdirektivet er ikke
at fastsætte vilkårene for, om en lønmodtager
tillægges den ene eller den anden løn, der er
fastsat på forhånd.
Direktivets formål er, som det både fremgår af
direktivets titel og artikel 1, stk. 1, at forbedre
navnlig mindstelønningernes tilstrækkelighed.
Deri ligger
–
vil regeringen påstå
–
i realiteten
et mål om at påvirke lønniveauet generelt og
dermed lønfastsættelsen i medlemsstaterne.
En retsakt med et sådant formål har ikke
tidligere været prøvet af Domstolen.
 c (2023) 0019 - Bilag 4: Brev og bilag om indlæg ved mundtlig forhandling i annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. mindstelønsdirektivet
11
Regeringen mener således, som svar på
spørgsmål
A3,
at
mindstelønsdirektivets
formål er et grundlæggende andet end
formålene med de direktiver, som Domstolen
blev anmodet om at fortolke i Del Cerro
Alonso-dommen, Impact-dommen og Bruno-
dommen. I den forbindelse kan også Specht-
dommen nævnes.
Formålet med de regler, som Domstolen
fortolkede i de fire sager var
–at
sikre
ligebehandling af forskellige kategorier af
arbejdstagere.
I alle disse sager var der tale om bestemmelser,
som havde til formål at fastsætte vilkårene for,
om en lønmodtager skulle tillægges den ene
eller den anden løn, der var fastsat på forhånd,
–
altså åbenlyst foranstaltninger vedrørende
”lønvilkår”.
 c (2023) 0019 - Bilag 4: Brev og bilag om indlæg ved mundtlig forhandling i annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. mindstelønsdirektivet
12
Og
dermed
bestemmelser
med
et
grundlæggende andet sigte end de nye
bestemmelser i mindstelønsdirektivet.
[Pause]
At
mindstelønsdirektivets
reelle
formål
vedrører ”lønforhold”,
og dermed lønniveauet
i medlemsstaterne generelt, understøttes også
af
intensiteten af den påvirkning,
som
direktivet forventes at have for dette
lønniveau.
Selvom de sagsøgte i deres skrifter forsøger at
nedtone det, så var Kommissionen ikke i tvivl
om direktivets påvirkning af lønniveauet i sin
konsekvensanalyse.
Her
vurderede
Kommissionen, - og jeg citerer:
 c (2023) 0019 - Bilag 4: Brev og bilag om indlæg ved mundtlig forhandling i annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. mindstelønsdirektivet
13
”Stigningerne
i
de
lovbestemte
mindstelønninger kan overstige 20 % i en
række medlemsstater.”
Selvom direktivet ikke fastsætter en europæisk
mindsteløn, så fastsætter det ikke desto mindre
en fælles retlig ramme, som med forskellige
forpligtelser for medlemsstaterne reelt har til
formål at påvirke lønniveauet generelt i
medlemsstaterne. Og forventes rent faktisk at
gøre det.
Den forventede virkning understøtter, at
direktivet reelt har til formål at påvirke det
generelle lønniveau og dermed griber direkte
ind i ”lønforhold”.
[Pause]
Med de ord vil jeg nu gå videre til spørgsmål
A4.
 c (2023) 0019 - Bilag 4: Brev og bilag om indlæg ved mundtlig forhandling i annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. mindstelønsdirektivet
14
De
sagsøgte
mener
tilsyneladende,
at
organisationsretten og forhandlingsretten er to
klart adskilte ting.
Det er regeringen ikke enig i. Grænsen mellem
organisationsretten og forhandlingsretten er
mindre klar, end hvad de sagsøgte påstår.
For som Domstolen udtalte i en nylig sag C-
78/18, Kommissionen mod Ungarn, i relation
til Chartrets artikel 12, så omfatter denne
bestemmelse ikke kun retten til at oprette eller
opløse en forening. Artikel 12 omfatter
ligeledes en forenings mulighed for at
fortsætte sine aktiviteter og fungere uden
uberettiget statslig indgriben.
Fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer
skal derfor kunne udøve deres aktiviteter
–
 c (2023) 0019 - Bilag 4: Brev og bilag om indlæg ved mundtlig forhandling i annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. mindstelønsdirektivet
15
særligt gennemføre kollektive forhandlinger -
uden uberettiget statslig indgriben.
[Pause]
Det er i det lys, at regeringen udleder, at
”organisationsret” i artikel 153, stk. 5’s
forstand skal forstås bredere end blot retten til
at oprette eller opløse en forening.
En sådan fortolkning harmonerer i øvrigt med
den
måde,
den
Europæiske
Menneskerettighedsdomstol traditionelt har
fortolket retten til foreningsfrihed i artikel 11 i
den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Retten til at
forhandle kollektivt anses således af EMD for
at være ét af de essentielle elementer i artikel
11 om forsamlings- og foreningsfrihed.
[Pause]
 c (2023) 0019 - Bilag 4: Brev og bilag om indlæg ved mundtlig forhandling i annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. mindstelønsdirektivet
2907189_0016.png
16
Inden jeg afslutter mit indlæg, vil jeg kort
kommentere på Domstolens spørgsmål A5.
Det er regeringens opfattelse, at artikel 4, stk.
1, litra d) og artikel 4, stk. 2, kan udskilles fra
resten af mindstelønsdirektivet.
Det er de sagsøgte uenige i. Men efter
regeringens opfattelse hænger de sagsøgtes
argumentation imod udskillelse ikke sammen
med deres resterende argumentation.
Regeringen har således svært ved at se,
hvordan det hænger sammen, når Rådet på
den ene side i svarskriftets pkt. 67 udtaler, at
artikel 4, stk. 1, litra d) blot er udtryk for en
programerklæring, men samtidig mener, at
annullation af bestemmelsen vil medføre en
væsentlig ændring af anvendelsesområdet for
mindstelønsdirektivet.
 c (2023) 0019 - Bilag 4: Brev og bilag om indlæg ved mundtlig forhandling i annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. mindstelønsdirektivet
17
Tilsvarende har regeringen svært ved at forstå,
hvordan annullation af artikel 4, stk. 2, vil føre
til en væsentlig ændring af direktivets
anvendelsesområde, når de sagsøgte samtidig
er enige om, at bestemmelsen alene er udtryk
for en vag indsatsforpligtelse, der ifølge
Europa-Parlamentet alene går ud på at skabe
et ”imødekommende miljø”,
som parterne frit
kan benytte eller lade være.
[Pause]
Men
under
alle
omstændigheder
er
spørgsmålet om udskillelse subsidiært.
Principalt skal Domstolen tage stilling til, om
mindstelønsdirektivet skal annulleres i sin
helhed. Det mener regeringen, at det skal.
 c (2023) 0019 - Bilag 4: Brev og bilag om indlæg ved mundtlig forhandling i annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. mindstelønsdirektivet
18
Med vedtagelsen af mindstelønsdirektivet har
de sagsøgte overskredet princippet om
kompetencetildeling og bevæget sig ind på et
område, som er forbeholdt medlemsstaterne.
Direktivets genstand, samlede ramme og reelle
formål respekterer ikke de begrænsninger, som
følger af artikel 153, stk. 5. Derfor skal det
annulleres.
Høje Domstol.
Hermed har jeg afsluttet mit
indlæg. Tak.