Til:
Miljøminister Magnus Heunicke, Danmark
Klima- og miljøminister Espen Barth Eide, Norge
Miljöminister Romina Pourmokhtari, Sverige
Miljøminister Kai Mykkänen, Finland
Opfordring til fælles nordisk holdning for at beskytte de velfungerende systemer for pantinddragelse
I et fælles brev sendt til de nordiske miljøministre i februar 2023 informerede vi ministrene om EU-
Kommissionens forslag til en ny forordning om emballage og emballageaffald (PPWR). Her delte vi en
række indledende bekymringer om forslaget.
Arbejdet i EU-institutionerne med forordningen befinder sig nu i en afgørende fase, og vi henvender os
derfor til ministrene igen for at gøre opmærksom på, hvad der står på spil, og for at opfordre til handling
for at beskytte de nordiske pant- og retursystemer (DRS) mod velmenende, men fejlbehæftede politiske
initiativer.
Vi støtter fuldt ud EU-Kommissionens ambitioner om, at al emballage skal indsamles og behandles på
en bæredygtig måde, hvad enten det drejer sig om genanvendelse eller genbrug. Dog frygter vi, at
nogle af de foreslåede midler og metoder vil påføre alvorlig skade på de nordiske DRS-systemer.
I de nordiske lande har regeringer og industri arbejdet sammen om at udvikle DRS-systemer med retur-
og genanvendelsesrater, der gør dem til den globale guldstandard for håndtering af
drikkevareemballage, uanset om det drejer sig om glas- eller plastikflasker, aluminiumsdåser eller
andre relaterede drikkevarebeholdere.
I dag er vores pantsystemer designet til at indsamle og genanvende emballagematerialet. I princippet
er dette også et genbrugssystem - blot genbruger vi materialerne i stedet for at genbruge
drikkevarebeholdere efter at have transporteret dem frem og tilbage.
EU-Kommissionens oprindelige forslag var at indføre obligatoriske mål for genbrug, hvor en fast andel
af drikkeemballagen skulle være genbrugsemballage. Denne idé er stadig i live i drøftelserne både i
Europa-Parlamentet og i Rådet.