Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M
W sum.dk
GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT TIL FOLKETINGETS EURO-
PAUDVALG
Dato: 28-09-2023
Enhed: Lægemidler
Sagsbeh.: DEPTAL
Sagsnr.: 2023 - 409
Dok. nr.: 117456
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en EU-ko-
deks for humanmedicinske lægemidler, KOM(2023) 192 endelig, og
forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæg-
gelse af EU-procedurer for godkendelse og overvågning af human-
medicinske lægemidler og om fastsættelse af regler for Det Europæ-
iske Lægemiddelagentur, KOM(2023) 193 endelig (Lægemiddelpak-
ken)
Nyt notat
Kopi oversendes til Folketingets Sundhedsudvalg
1. Resume
Kommissionen fremsatte den 26. april 2023 forslag til revision af EU’s lægemiddellovgivning,
der består af forslag til et nyt direktiv og en ny forordning, der reviderer og erstatter den ek-
sisterende generelle lovgivning om lægemidler til mennesker og lovgivning om lægemidler til
børn og sjældne sygdomme. Forslaget er modtaget i dansk sprogversion den 13. september
2023.
Forslaget har til formål bl.a. at sikre, at alle patienter i hele EU har rettidig og lige adgang til
sikre, effektive og prismæssigt overkommelige lægemidler, at øge forsyningssikkerheden for
lægemidler, at sikre et attraktivt, innovations- og konkurrencevenligt miljø for forskning, ud-
vikling og fremstilling af lægemidler i EU, at gøre lægemidler mere miljømæssigt bæredyg-
tige samt at forebygge og bekæmpe antimikrobiel resistens (AMR).
Forslaget indebærer tiltag med henblik på en generel fremtidssikring af de regulatoriske
rammer, herunder bl.a. større klarhed om reglerne for nye typer lægemidler. Dertil foreslås
ændringer med henblik på forenkling og effektivisering af de regulatoriske procedurer for
markedsføringstilladelse, bl.a. kortere frister for vurdering af ansøgninger og bedre mulighe-
der for regulatorisk støtte til lægemiddeludviklere.
For at fremme prisoverkommelighed af lægemidler foreslås bl.a. en række tiltag til at gøre
det lettere for generiske og biosimilære lægemidler at komme hurtigere på markedet.
Forslaget omfatter desuden ændringer af de regulatoriske beskyttelsesperioder for nye læ-
gemidler, som fungerer i samspil med patentbeskyttelsen efter gældende patentlovgivning.
Det indebærer bl.a. en reduktion af den regulatoriske databeskyttelsesperiode fra 8 til 6 år
med mulighed for forlængelse af perioden i op til 4 år, hvis en række nærmere betingelser er
opfyldt, bl.a. lancering af lægemidler i alle medlemsstater og dækning af uopfyldte medicin-
ske behov. For lægemidler til sjældne sygdomme vil der tilsvarende være en reduktion af
markedseksklusiviteten fra 10 til 9 år med mulighed for forlængelse i op til 3 år, bl.a. ved lan-
cering af lægemidler i alle medlemsstater. Dertil giver udpegningen af et lægemiddel til
sjældne sygdomme mulighed for regulatorisk og videnskabelig rådgivning fra EMA.