UDENRIGSMINISTERIET
Grund- og nærhedsnotat
Forslag fra Kommissionen til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
om harmoniserede krav i det indre marked vedrørende gennemsigtighed i
interesserepræsentation, som udføres på vegne af tredjelande, og om ændring af
direktiv (EU) 2019/1937
KOM(2023)637
Nyt notat.
Resumé
Den 12. december 2023 fremlagde Kommissionen en lovgivningspakke om forsvar af demokratiet forud for valget
til Europa-Parlamentet i 2024. Pakken om forsvar af demokratiet bygger på Kommissionens tidligere initiativer
til at beskytte det europæiske demokrati, herunder handlingsplanen for europæisk demokrati. Pakken skal ifølge
Kommissionen bidrage til at håndtere udfordringerne
ved udenlandsk indblanding i EU’s demokratiske processer
og sikre, at de forbliver åbne, gennemsigtige og resistente over for manipulation fra tredjelande.
1.
Pakkens centrale element er et direktivforslag om harmoniserede krav i det indre marked vedrørende
gennemsigtighed i interessevaretagelse på vegne af tredjelande, herunder oprettelse af et såkaldt åbenhedsregister.
Forslaget stiller også krav til tilgængelighed og registrering af centrale oplysninger om f.eks. årlige modtagne beløb,
berørte tredjelande og aktiviteternes vigtigste formål.
Forslaget indeholder regler og sikkerhedsforanstaltninger, der skal sikre, at registreringskravene ikke misbruges
til at begrænse grundlæggende rettigheder såsom ytrings- eller foreningsfriheden eller uretmæssigt begrænser
civilsamfundsmæssige råderum.
Regeringens endelige stillingtagen til direktivforslaget vil kræve grundig forudgående analyse af forslagets
konsekvenser og det foreslåede retsgrundlag, idet regeringen som udgangspunkt forholder sig skeptisk til forslagets
potentielle statsfinansielle konsekvenser samt omfanget af administrative byrder. Det bemærkes, at direktivforslaget
stiller krav om, at medlemsstaterne skal indføre administrative bøder, og at sådanne bestemmelser giver anledning
til forfatningsretlige betænkeligheder i Danmark.
2.
Baggrund
Kommissionen har ved KOM(2023)637 af 12. december 2023 fremsendt forslag til direktiv om
harmoniserede krav i det indre marked vedrørende gennemsigtighed i interesserepræsentation,
som udføres på vegne af tredjelande, og om ændring af direktiv (EU) 2019/1937. Forslaget er
oversendt til Rådet den 22. januar 2024 i dansk sprogversion. Forslaget er fremsat med hjemmel
i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) artikel 114 om harmonisering af
medlemsstaternes lovgivninger vedr. det indre markeds funktion. Direktivforslaget skal
behandles efter den almindelige lovgivningsprocedure i TEUF artikel 294. Rådet træffer afgørelse
med kvalificeret flertal.
Foruden direktivforslaget om harmoniserede krav i det indre marked vedrørende
gennemsigtighed i interessevaretagelse på vegne af tredjelande, herunder oprettelse af et såkaldt