Det sidste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 108:

Forslag til lov om socialt frikort.

Af social- og boligministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil).

(Fremsættelse 07.02.2024).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører, der får ordet, er fru Maria Durhuus, Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for ordet. Ordningen med et socialt frikort er jo en social indsats, der har været i brug i en del år efterhånden, og som jo har vist sig bare at vokse og blive udviklet og blive bedre. Siden ordningen trådte i kraft, har mere end 11.500 borgere fået et socialt frikort, og mere end 5.200 af dem har brugt deres frikort i forbindelse med en eller flere ansættelser. Det er mere end fem gange så mange som dem, der havde brugt deres sociale frikort ved udgangen af 2020.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i Socialdemokratiet tror på, at det at være en del af arbejdsmarkedet og bidrage til et samfund, til en forening, til et fællesskab er med til at øge trivslen og menneskers psykiske helbred. I dag behandler vi et lovforslag om at permanentgøre frikortet. Det er i sig selv en stor sejr for mange mennesker, og det er en virkelig god udvikling, vi har set.

41.280 kr. årligt kan mennesker nu tjene, uden at de bliver trukket i deres indtægt, som en del af at kunne øge indtægten til eget liv. Det giver tryghed, og det giver værdi at være en del af et fællesskab og kunne stå op til noget og møde mennesker, og det baner vejen for at skabe plads til og mulighed for at skabe nye tankegange. Vi har set det med den nye kontanthjælpsreform, hvor man også har lagt ind, at de borgere, der får kontanthjælp, får mulighed for at have en indtjening for sig selv.

Jeg har mødt mange mennesker i min tid, inden jeg kom i Folketinget. Jeg har set starten på det sociale frikort, men jeg har også været med til at tage det til mig i f.eks. socialpsykiatrien. Jeg har været ude at besøge virksomheder, der har taget unge ind som en del af et resocialiseringsprojekt og på den måde bevist, at man lige så stille kan inkluderes i et arbejdsmiljø; man starter med at komme måske 2 timer, og lige pludselig kommer man tre gange om ugen, fordi nogen venter på en, og fordi man har noget at stå op til.

Som ordfører vil jeg sige, at det her er så vigtig en dag i dag, hvor vi førstebehandler forslaget om det sociale frikort. Det er en meget, meget stolt dag, og jeg synes, at vi på alle mulige måder skal være stolte af, at vi har udviklet noget sammen på tværs af partier, på tværs af regeringer, og at vi i dag skal førstebehandle permanentgørelsen af noget så vigtigt for så mange mennesker. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Maria Durhuus, Socialdemokratiet. Den næste ordfører er fru Linea Søgaard-Lidell, Venstre.

Tak for det. Det sociale frikort er et rigtig godt eksempel på god socialpolitik. Det her lovforslag er en vigtig sejr for de udsatte danskere, som med det sociale frikort får en mere overskuelig vej ind på arbejdsmarkedet. I Venstre har det været en mærkesag for os længe. For os at se er det vigtigt for menneskers trivsel, at de har mulighed for at bidrage og for at være en del af det fællesskab, som et arbejde er, og få en tilværelse med værdighed og formål. Forsøgsordningen med det sociale frikort blev startet op i 2019. Det viste gode erfaringer og blev forlænget, og nu er vi altså rigtig glade for, at det bliver gjort permanent. Det betyder, at endnu flere mennesker, som er udsatte, i fremtiden får mulighed for at have noget at stå op til om morgenen, få en fod indenfor på arbejdsmarkedet og bidrage til fællesskabet med det, de kan, uden at blive trukket i f.eks. kontanthjælp.

For os handler det om livskvalitet og muligheder for den her gruppe af danskere, som har det særlig svært. Og erfaringerne viser, at nogle også får mod på at bevæge sig længere ind på arbejdsmarkedet og i retning af et mere selvstændigt liv. Det er rigtig godt. I Venstre er det vigtigt for os, at vi sikrer, at der findes en overskuelig vej til en tilværelse med uddannelse eller med arbejde, også for dem, som måske lige nu står langt fra det. Vi tror på, at alle skal have mulighed for at bidrage med det, som de kan. Nogle har bare brug for ekstra støtte på vejen, og her er det sociale frikort et godt værktøj. Så vi mener, at permanentgørelsen er det eneste rigtige, og det gælder både for den enkelte og for samfundet. Vi støtter lovforslaget. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Linea Søgaard-Lidell, Venstre. Næste ordfører er fru Sofie Lippert, SF.

Mange tak for ordet. Jeg har fået æren af at være vikar for SF's socialordfører, som er til forhandlinger i Ældreministeriet. Som vores socialordfører har nævnt i tidligere ordførertaler, synes vi i SF, at det sociale frikort er en rigtig god idé. Derfor har vi også længe arbejdet for, at det skulle gøres permanent. Af den grund er vi virkelig glade for, at vi fik sat penge af til det på finansloven.

For de gode effekter ved det sociale frikort er mange. Jeg ved, at både borgere og det lokale erhvervsliv rundtomkring er glade for ordningen, og at kortet er med til at skabe stabilitet, værdighed og selvværd for mange mennesker, som ellers har haft og har det svært i livet. En ny rapport fra ROCKWOOL Fonden peger på, at udsatte borgere langt oftere dør af selvmord, overdosis og stoffer og alkoholrelaterede sygdomme, såkaldte fortvivlelsesdødsfald. Det kan frikortet ikke ændre på alene, men det er et lille skridt i den rigtige retning. Det betyder nemlig meget at have noget at stå op til og komme ud af sin lejlighed og hen og møde andre mennesker. Ordningen er derfor med til at øge livskvaliteten og trivslen for udsatte borgere.

Der er flere eksempler på, hvordan det sociale frikort skaber værdi for mange mennesker. Jeg vil derfor bruge talen på at fremhæve et af de mennesker, som er stået offentligt frem om, hvilken positiv forskel frikortet har gjort for hende. Hun hedder Heidi og har i mange år været stofbruger på H17, som er Nordens største stofindtagelsesrum. Heidi benytter det sociale frikort ved at gøre rent på H17 og er dermed med til at sørge for, at andre udsatte kan tage deres stof i sikre og trygge rammer. Ifølge hende selv betyder de muligheder, som det sociale frikort har givet hende, at hun igen er begyndt at se sine børn, og at hun er gået fra 30-40 fix om dagen til kun et par stykker om ugen.

De positive fortællinger har også spredt sig til andre lande. Bl.a. har det sociale frikort inspireret forskellige aktører i Sverige, som nu ønsker at indføre samme system for de mest udsatte svenske borgere. Derfor er det også rigtig godt, at vi nu permanentgør frikortet.

De gange, vi tidligere har forlænget ordningen, har der dog været en række obspunkter fra flere organisationer. Det gælder bl.a. i forhold til bureaukrati og kontrol i ordningen. Det er også en problemstilling, som SF løbende har rejst. For man har nemlig tilrettelagt det sådan, at borgerne hvert år skal kontrolleres, i forhold til om de stadig har ret til kortet. Det har en lang række sociale organisationer samt bl.a. også KL påpeget er uhensigtsmæssigt, både i forhold til tillid og forholdet mellem borgere og sagsbehandlere og i forhold til det øgede bureaukrati, det skaber i kommunerne, der jo ellers skal spare på administration. Samtidig er der tale om den mest udsatte gruppe, og mange organisationer vurderer, at der er et meget lille udbytte ved kontrollen. Man kunne derfor forestille sig, at det ville være hensigtsmæssigt blot at foretage kontrollen hvert andet år. Derfor vil bruge udvalgsbehandlingen konstruktivt til at prøve at gøre ordningen endnu bedre

Samtidig skal jeg også sige, at vi mener, at vi løbende bør arbejde videre med at bygge oven på erfaringer fra ordningen. Til sidst skal jeg understrege, at permanentgørelsen af frikortet er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men at vi i højere grad skal stille vores mest udsatte borgere bedre. Kommende oplagte skridt kan f.eks. være at sikre, at hjemløse selv kan vælge deres bostøtte, at sikre nok stofindtagelsesrum, så udsatte brugere kan tage deres stof i trygge og værdige forhold, samt sikre, at de ikke bliver straffet, og i det hele taget sikre hjælp til, at udsatte borgere kan finde rundt i systemet.

Som sagt er vi meget positive over for forslaget, og de positive effekter ved det sociale frikort er mange. Derfor støtter SF selvfølgelig op om lovforslaget.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Sofie Lippert, SF. Næste ordfører er fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Tak for det, og undskyld forsinkelsen. Den 15. april 2015 fremsatte Joachim B. Olsen, Laura Lindahl og Marianne Jelved et beslutningsforslag om et socialt frikort. Det gjorde de, på baggrund af at Joachim ved et besøg hos Gadejuristen havde mødt en hjemløs ved navn Krølle. Krølle berettede om sin idé om et socialt frikort. Det skulle gøre det muligt for socialt udsatte at tage forskellige småjobs uden at betale skat eller blive modregnet i kontanthjælp eller boligstøtte. Jeg ved, at Krølle var meget stolt over, at hans forslag til et mere værdigt liv som udsat blev virkeligt, takket være at Joachim ikke blot lyttede, men konkretiserede idéen, som blev til en forsøgsordning.

Siden har en lang række udsatte brugt det sociale frikort. Nogle bruger det på redelig vis til at skaffe lidt ekstra penge til stoffer, og i andre tilfælde har det sociale frikort ledt nogle af landets mest marginaliserede borgere ind i et fællesskab, som har fået dem i arbejde eller fået dem videre i uddannelse.

Jeg har bemærket, at der er høringssvarene tales for at mindske bureaukratiet og kun kontrollere, om borgerne lever op til betingelserne for at have et socialt frikort, hvert andet år i stedet for en gang om året, og det kunne jeg rigtig godt tænke mig at vi kigger nærmere ind i i udvalgsarbejdet.

Det sociale frikort har indtil nu kørt som en forsøgsordning, og det har selvsagt været en mærkesag for Liberal Alliance at få ordningen gjort permanent. Så et stort tak til ministeren for, at dette nu bliver virkelighed. Liberal Alliance stemmer naturligvis for, og jeg skulle hilse fra DF og sige, at det gør de også.

Der er ingen ønsker om korte bemærkninger. Tak til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Næste ordfører er fru Nanna W. Gotfredsen, Moderaterne. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Ja, så er vi her igen i anledning af det sociale frikort. Jeg tror, det er tredje gang på det gode år, man har tilbragt herinde – den her gang for endelig at få permanentgjort det sociale frikort. Det er socialpolitik, når den er dejligst, fordi den virkelig kan noget for dem med de største og mest komplekse behov.

Hvor ville jeg dog bare ønske, at Krølle, som netop blev nævnt af ordføreren fra Liberal Alliance, min virkelig gode gadeven, stadig havde været her og kunne have været med i dag. For som I ved, var først og fremmest han ophavsmand til den her stjernegode idé. Også Krølle ville nemlig ligesom så mange andre gadefolk afsindig gerne have sig en plads på arbejdsmarkedet, en plads, han kunne udfylde, og hvorfra han kunne bidrage med det, han nu kunne, og på den måde blive en del af fællesskabet – der var ikke meget fællesskabsfølelse i Krølles liv – og ja, så også tjene en ærlig skilling, som han ofte understregede. Det havde også kæmpe værdi for ham.

Politiske løsninger kan netop blive særligt gode og virksomme, når dem, det handler om, sikres mulighed for at byde ind; når vi lytter, forstår at sætte os i den andens sted, formår at give os, forstår at designe løsningerne til succes og forstår og formår at give det, der skal til. Lykkeligvis lyttede man altså til Krølle, mens han stadig havde en stemme. Og ja, det var Liberal Alliance, der først lyttede der tilbage i tid, det er over 10 år siden, og det er der al mulig grund til at huske at anerkende. Tak for det.

Jeg var i øvrigt sammen med Krølle den sommerdag på Vesterbro for altså mere end 10 år siden, hvor Krølle af TV Avisen, tror jeg det var, blev bedt om at forholde sig til liberal socialpolitik, som man netop havde publiceret. Han sagde – på i øvrigt syngende fynsk, for han var fynbo – at den var god. Og så sagde han med et kæmpe smil: Med den politik kan jeg blive helt lovlig. Han var så glad den dag. Han følte sig i den grad lyttet til, set og synlig, og jeg tillader mig altså at glæde mig over, at resten af Folketinget efterhånden også lyttede. Men lad mig benytte anledningen til også at sige: Lad os få mere af det her. Vi må inddrage dem, det handler om. Vi må lytte til dem, det handler om. Intet om dem uden dem.

Moderaterne støtter op om alle Krøllerne derude, ikke mindst om de allermest krøllede af dem. Vi skal kunne være bekendt at være kendt for, hvordan vi behandler de allermest udsatte i det her land. Vi bakker op om lovforslaget.

Der kom lige en kort bemærkning til allersidst fra hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Og tak for alt det arbejde. Uden ordføreren havde vi nok ikke stået med et socialt frikort. Der er også nogle sjove ting i det. Det har kostet 40 mio. kr., så vidt jeg kan se. Er det ikke utroligt, at sådan en ordning, som betyder, at en hjemløs kan gå ind og tage et par flasker og hjælpe lidt til i flaskeafdelingen, skal koste 40 mio. kr.? Det synes jeg er lidt spøjst.

Men noget, jeg lige vil spørge til, er: Hvad tænker ordføreren om, at det ser ud, som om det her også bliver brugt som beskæftigelsesforanstaltning – altså at nogle kommuner kan sende folk i småjobs på det sociale frikorts ordning?

Ordføreren.

Det sociale frikort er socialpolitik. Det er også social- og boligministeren, der er her i dag. Det er ikke beskæftigelsespolitik, og det er også designet temmelig meget anderledes end alle mulige andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Jeg håber sandelig ikke, at det foregår, uden at man får en ærlig skilling i lommen, når man går derfra. Det har aldrig været min drøm, at det skulle koste den slags beløb. Det tror jeg også at ordføreren er vældig meget klar over. Ordføreren skulle have siddet med, dengang jeg primært var eller faktisk kun var gadejurist, i lokalerne i Socialministeriet og vidst, hvad vi har ryddet ud i af alt muligt andet vanvittigt, og hvad vi opgav at få ud, fordi vi bare skulle have det igennem. Det var også en særlig ordning, og den var svær at få igennem, men det lykkedes jo.

Spørgeren ønsker ikke en anden runde. Den næste korte bemærkning er fra fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg vil gerne høre ordførerens holdning til alle de her høringssvar, der er kommet, i forhold til revurderinger og netop i forhold til måske at gøre det lidt billigere og mindske bureaukratiet ved kun at lave risikovurderinger hvert andet år i stedet for hvert år.

Ordføreren.

Jeg kan faktisk godt forstå behovet. Det er systemets behov for at vurdere løbende, om folk stadig væk tilhører målgruppen. Det er en meget afgrænset målgruppe. Det kunne vi måske snakke om, altså om andre kunne have gavn af at lave lignende ordninger? Men jeg kan godt forstå det, og jeg kan også forstå det på den baggrund, at det jo har vist sig i de evalueringer, der ligger, at der er sket det, jeg ikke havde forestillet mig kunne ske, nemlig at en ret stor andel faktisk flytter sig ud af den kreds, som det sociale frikort handler om. Det skal jo heller ikke være en foranstaltning, der holder fast i folk; man skal kunne flytte sig, og de anledninger skal gribes. Er det så den bedste måde at gøre det på? Det kunne vi da godt diskutere. Men jeg forstår godt behovet.

Spørgeren.

Men nu er det jo heller ikke alle dem, der flytter sig, som misbruger et socialt frikort, de så stadig har mulighed for at bruge, selv om de måske ikke er i målgruppen. Så det er vel altid en balancering, i forhold til om man skal bruge penge på at kontrollere og kontrollere. Og vi siger jo alle sammen, at vi gerne vil have mindre bureaukrati og mindre kontrol. Så mener ordføreren, at det, som det koster at kontrollere det her hvert år, er det værd, i forhold til hvad man kan risikere bliver misbrugt?

Ordføreren.

Det er faktisk ikke så længe siden, at jeg mødte nogle gode gamle gadevenner, som netop havde været til genvurdering. Og det var helt fantastisk, for det, de sagde, var, at for første gang havde det faktisk været hyggeligt at komme op og tale om det, de selv opfatter som et arbejdsmarked, og selv sig på et arbejdsmarked, og de havde haft positive fortællinger at bidrage med. Der er mange negative møder med systemet og genvurderinger og kontrol, og jeg ved ikke hvad, men det kan faktisk også bruges glædeligt og positivt, og der er jeg helt fyldt med historier om folk, der har gjort det lige her for nylig.

Der er ikke flere ønsker om korte bemærkninger. Tak til fru Nanna W. Gotfredsen, Moderaterne. Næste ordfører fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. Da vores socialordfører, fru Marlene Harpsøe, ikke kan være til stede i salen i dag, vil jeg på vegne af Danmarksdemokraterne fremføre partiets holdning til det her lovforslag. Jeg har været med hele vejen og kender hele historikken. Det er jo rigtigt, som der er blevet sagt, at det her er udtænkt af en hjemløs stofbruger – Krølle – som kom med det her forslag, og det blev så bragt videre med ind i Folketinget.

Det er jo sådan, at man i sin tid lavede en aftale i det, der hed satspuljekredsen, og alle partier syntes jo, at det her var spændende. Så startede vi op med en forsøgsordning, og nu står vi her i dag efter mange år. Og jeg er helt enig i, hvad der blev sagt, nemlig at det kunne have været helt fantastisk, hvis Krølle også havde været her i dag til at følge hele udviklingen af det sociale frikort.

At stå op hver dag og tjene sine egne penge er dagligdag for de fleste, men nogle mennesker lever i en helt særlig udsat livssituation, der kan gøre det svært at overskue det at stå op hver dag, passe et hjem og passe et arbejde. Det er mennesker, der lever med social udsathed, som både består af psykiske lidelser, dobbeltdiagnoser, afhængighed og hjemløshed. Uanset hvor svært nogle mennesker har det, må man aldrig give op. Det er muligt at rejse sig igen, selv fra en svær social situation. Vejen til et bedre liv er forskellig fra person til person, men at have et arbejde og noget at stå op til hver dag kan for nogle også være vejen ud af social udsathed og ikke mindst ensomhed, altså hvor man ser på den enkeltes ressourcer frem for begrænsninger.

Et socialt frikort giver mennesker i en meget udsat livssituation mulighed for at arbejde og tjene penge uden at blive trukket i de sociale ydelser. Vi har flere omgange forlænget forsøgsordningen med det sociale frikort. Og så kan vi endelig, et enigt Folketing, stå her i dag – og der er jeg jo helt enig i, at det er socialpolitik, når det er bedst – for at gøre ordningen permanent nu. Det er jo til stor gavn for mennesker, hvor vejen til et bedre liv kan gå igennem det at have et arbejde. I Danmarksdemokraterne er vi derfor også glade for at være med i finanslovsaftalen fra 2024, som netop sikrer, at det sociale frikort gøres til en permanent mulighed.

En evaluering fra marts 2022 viser, at 94 af landets kommuner har visiteret borgere til et socialt frikort, og i 89 af kommunerne har det jo ført til, at borgerne er blevet ansat i en virksomhed. Samtidig ses der også en stigning i andelen af borgere, der kommer i ordinær beskæftigelse eller uddannelse inden for halvandet år, og det er jo utrolig positivt. Vi håber i Danmarksdemokraterne, at flere vil komme i arbejde eller uddannelse med det sociale frikort.

På falderebet her vil vi i Danmarksdemokraterne da også nævne, at der med udbredelsen af housing first-tilgangen kan ske positive forandringer for landets mest udsatte og sårbare borgere, så flere kommer ud af hjemløshed og får tag over hovedet med hjælp fra en bostøtte. I Finland har de massivt reduceret antallet af mennesker, som er hjemløse. I Danmark har vi vedtaget en lovgivning i 2023 med henblik på at omlægge indsatsen mod hjemløshed og gøre housing first-tilgangen til dansk standard. I Danmarksdemokraterne har vi store forventninger til de kommende års arbejde med at sikre et bedre liv til de mest udsatte og sårbare mennesker i vores samfund.

Men nu til det sociale frikort: Det mindsker barrieren for, at flere udsatte kan komme fra et liv på kanten af samfundet og i stedet blive en del af fællesskabet, og det er utrolig positivt. Derfor støtter vi også i Danmarksdemokraterne op om lovforslaget – det er en rigtig god dag i dag. Tak for ordet

Tak. Der er en kort bemærkning til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak for talen. Jeg synes, jeg kan huske, at vi var sammen om at forhandle det her i Socialministeriet i sin tid, og der var meget velvilje. Det skal der være, når man sætter noget i søen til 40 mio. kr.

Noget, jeg til gengæld har det svært med, er, at ifølge et ministersvar, jeg har fået, bruger kommunerne det sociale frikort til en lang række beskæftigelsesindsatser. Der står i hvert fald noget om en håndfuld forskellige metoder, hvorpå kommunerne bruger det sociale frikort i forbindelse med deres beskæftigelsesindsats. Man aner dog ikke hvor meget, og det vil sige, at vi ikke aner, hvor meget det her bliver brugt som beskæftigelsesindsats i forhold til småjobs, eller hvor meget det i virkeligheden bliver brugt på den måde, som det i sin tid blev tænkt. Hvad tænker ordføreren om det? Hvordan får vi styr på det?

Ordføreren.

Jeg tænker først og fremmest på Krølle og de intentioner, der var omkring det sociale frikort, og så synes jeg da også, at det er noget, vi bliver nødt til at følge op på i aftalekredsen. Og nu er ministeren også til stede i dag, og det er jo, som der blev sagt tidligere, netop også social og boligministeren og ikke beskæftigelsesministeren, der er her i dag, og det er også der, hvor lovgivningen ligger. Og det, der jo netop er vigtigt, når vi laver noget lovgivning – og det er jeg helt enig med hr. Torsten Gejl om – er, hvordan det så bliver modtaget derude. Der er det faktisk også vores vigtigste og fornemste opgave netop at følge op på, om den bliver implementeret efter de intentioner, vi havde, da vi lavede den aftale.

Spørgeren.

Det er jeg glad for at høre, og jeg tror, jeg vil prøve at se, om jeg kan skabe noget konsensus omkring det og finde ud af, om det er et problem. For hvis det ikke er et problem, så er det selvfølgelig sådan, men beskæftigelsesministeren skriver ligefrem, at det bliver brugt til en håndfuld beskæftigelsesindsatser, og det kan måske også give mening, hvis det er den rigtige måde. Men lad os prøve at få det trævlet op og finde ud af, hvad det handler om, og hvis det er sådan, at det i virkeligheden er en stor beskæftigelsesindsats, vi står her og taler om i dag, så synes jeg, vi skal få det på ret kurs igen, sådan at det er de mennesker, som vi retter det mod, der får glæde af det i fremtiden.

Ordføreren.

Ja, og det er jo netop også noget, vi tit har diskuteret, når vi har siddet sammen enten i udvalget eller i ministeriet, altså beskæftigelse og socialpolitik. Det er jo nogle af de diskussioner, der har været, og jeg synes faktisk, at det, der for mig at se er vigtigt at holde sig for øje og huske på, jo netop er, hvad intentionerne var, da vi lavede det her, og hvorfor vi lavede det. Det synes jeg bare det er vigtigt at holde fast i. Så det må vi jo følge op på i udvalget og også over for ministeren.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne. Den næste ordfører er fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet. Lovforslaget her er jo en del af den politiske aftale om finansloven 2024, og den skal medvirke til, at den nuværende forsøgsordning med det sociale frikort bliver permanentgjort fra 2025 og frem. Det sociale frikort er jo med til at understøtte socialt udsatte borgeres muligheder for at deltage i og bidrage til samfundets arbejdsfællesskab, og det giver øget trivsel, det giver livskvalitet, og det giver værdi i dagligdagen, og samtidig giver det også muligheden for at tjene lidt ekstra penge. Og det ved jeg i hvert fald at der er flere af de brugere af ordningen som er rigtig, rigtig glade for.

Så Det Konservative Folkeparti støtter selvfølgelig op om lovforslaget her, og vi er jo også en del af finanslovsaftalen. Så det giver god mening. Tak.

Der er en kort bemærkning til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Som ordføreren sikkert allerede har hørt, er jeg sådan lidt på jagt efter at finde ud af, om det her bliver brugt lige lovlig meget til en beskæftigelsesindsats. Det var jo tænkt som en ren indsats, hvor en hjemløs kunne gå ind og gøre en lille dagsdont i en butik og så få lidt penge med ud, og hvis det i nogen særlig grad bliver brugt som en beskæftigelsesforanstaltning, hører det til i et andet ministerium.

Vil ordføreren også sammen med aftalekredsen være med til at finde ud af, i hvor høj grad det er, det sker, og om det muligvis skal stoppes?

Ordføreren.

Det synes jeg da helt bestemt er relevant at få kigget på, hvis det bliver brugt på en anden måde end det, der egentlig var tiltænkt. Så det vil jeg da meget gerne være med til at vi dykker mere ned i.

Spørgeren ønsker ikke en anden kort bemærkning. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti. Den næste ordfører er fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Velkommen.

At Krølle blev hørt og at Christiansborg handlede, er nogle ting, vi bør gøre meget mere. Vi bør have mange flere gode idéer og tiltag uden for Christiansborg, som faktisk bliver til virkelighed, og som opnår politisk opbakning herfra.

Helt konkret synes jeg, vi skal lytte til den kritik, der bl.a. kommer i høringssvarene, i forhold til at det bliver for bureaukratisk, og hvad vi kan gøre, for at det bliver lettere at gøre brug af det. Flere beretter også om, at netop det her med at kunne komme ind og samle nogle flasker og have oplevelsen af at levere noget, som faktisk har en værdi, ikke er så ligetil, som det egentlig kunne være. Så er der noget, vi kan gøre for at gøre ordningen endnu bedre, så synes jeg vi skal gøre det, og det er noget, vi bakker op om i Enhedslisten.

Men vi skal gøre endnu mere end det sociale frikort. For os i Enhedslisten er det det, frihed handler om. Det er faktisk en frihedskamp fra neden. Det handler om at have et fundament at stå på, hvor man bliver stærkere, hvor man ser muligheder i fremtiden, og hvor det at tænke på fremtiden ikke er noget, man får ondt i maven over, men at det faktisk er noget, hvor man tør at have drømme. Det handler om at have ret til en bolig, som man kan betale, og som man kan bo i, hvis det er det, man ønsker, ret til receptpligtig medicin, ret til sunde, raske tænder, ret til et trygt og godt, værdigt og sundt liv. Det er det, frihed handler om, altså om muligheder.

Så jeg glæder mig til, at vi forhåbentlig kommer til at se endnu flere tiltag som disse. Det er der brug for. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Som sikkert ikke kommer som nogen overraskelse. Jeg skulle bare høre ordføreren, om ordføreren også vil være med til at prøve at afdække, om det her rammer rigtigt, i forhold til i hvor høj grad det bliver brugt som en beskæftigelsesforanstaltning. Jeg har jo stillet et spørgsmål til beskæftigelsesministeren, hvor de faktisk siger, at det bliver brugt til en håndfuld beskæftigelsesforanstaltninger, og det kan jo godt give mening, hvis det er sådan, at det er den type borger, som den egentlig var tiltænkt til.

Men skal vi ikke prøve at finde ud af det og se på, om vi, hvis det bare er sådan en beskæftigelsesforanstaltning for såkaldt mere almindelige mennesker, så skal have det rettet ind, så det bliver brugt til dem, det er tænkt til?

Ordføreren.

For måske er det sådan – det er det, vi ikke ved – men til gengæld kender vi konsekvenserne af, at socialpolitikken er blevet skubbet ud af vejbanen, og at det i stedet for er en kæmpe lastbil, der kommer med en beskæftigelsespolitik, som ikke altid har for øje, hvad det er, den konkrete borger, du står over for, har brug for.

Vi har brug for, at det, der sker, er, at man ser på det hele menneske, og at det ikke bliver en eller anden tjekliste, hvor man så sætter et flueben her og et flueben der, men at man faktisk ser på, hvad det er, du har brug for, for at lykkes, og hvor vi faktisk hjælper folk, i stedet for at folk bliver trampet ned under gulvbrædderne. Så det er det, vi har brug for, og det skal vi have langt mere af, så det ikke bare bliver beskæftigelsespolitik, men det bliver en helhedsorienteret indsats, der ser på det enkelte menneske. Vi skal have socialpolitikken tilbage.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Den næste ordfører er fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Tak for det, formand. For en socialliberal er velfærd ikke en ydelse, og det er heller ikke en ret, men velfærd er at være noget for nogen. Derfor har vi i Radikale Venstre arbejdet for det her forslag i lang tid. Marianne Jelved var med til at stille det første forslag, og jeg er derfor også ligesom en række andre ordførere i dag så glad for, at vi nu gennem årene har arbejdet så tæt sammen om at nå hertil, hvor vi gør det permanent, og jeg vil derfor gerne bruge min taletid på at sige tak til ministeren og til alle jer ordførere, som har stået sammen om, at vi nu tager det her skridt. Det synes jeg er rigtig godt, og så vil vi i Radikale Venstre gerne vil være med til at kigge på, om vi kan gøre det endnu mere fleksibelt.

For at tage Alternativets og hr. Torsten Gejls spørgsmål her på forhånd tænker jeg jo, at det på nogle måder godt kan give mening, at det er tænkt ind i forhold til beskæftigelsen, men at den rigtige vej ind i det her også må være, at ministeren ligesom giver en vurdering af, om der er et problem eller der ikke er et problem, inden vi sætter alt muligt i værk. Det ville jeg synes var den rigtige vej at gå. Så med de ord kan Radikale Venstre varmt støtte det her forslag.

Ikke desto mindre er der en kort bemærkning fra hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Jeg nåede at få trykket mig ind. Jeg er enig – vi skal passe på, at vi ikke begynder at forvente, at bare fordi der er tale om beskæftigelsespolitik, så er det forfærdeligt. Men jeg har den bekymring, også i forhold til at meget socialpolitik er blevet beskæftigelsespolitik. Det, som jeg godt kan lide ved, at det her kommer fra Socialministeriet, er, at man her kan man hjælpe mennesker for deres egen skyld. Altså, et liv er suverænt. Man gør det ikke, fordi de skal i arbejde; man gør det, fordi vi har ret til at få det bedre, og den ret skal også være tydelig i det her forslag, så det ikke bliver en eller anden måde, hvorpå man kan sætte nogle flueben i beskæftigelsesforvaltningen ved at få nogle folk hurtigt ud ad døren.

Ordføreren.

Jeg er enig. Det har en værdi i sig selv.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Næste ordfører er hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, formand. Jeg havde også glæden af at være med i Socialministeriet, dengang den her ordning blev lanceret via Gadejuristen, fru Nanna W. Gotfredsen; før det var det Krølle, og derefter var det via Liberal Alliance. Det var jo et forslag, der gik rent ind. Det er sjældent, at der kommer så god en idé. Der kommer mange gode idéer, men den her var særlig.

Jeg kunne godt have fundet på at drille LA lidt med, at det blev så gigantisk et bureaukrati. Vi har lavet en gigantisk mastodont af et bureaukrati. Jeg ved, at LA har en afbureaukratiseringsordfører, som måske lige skulle have været indeover.

Det har også været ekstremt dyrt. Det er virkelig ikke så let at give folk mulighed for at kunne træde ind ad døren og hjælpe til på gulvet i et varehus og så gå ud af døren med lidt sedler i lommen. Der skal betales skat, og der er modydelse, og der er, jeg ved ikke, hvor mange ministerier der skal involveres. Så det er da i sandhed noget af en ordning, vi har fået lavet her. Men nu har vi brugt alle pengene, så lad os da komme videre med den.

Men en af grundene til, at jeg trods alt synes, at det var godt, var, at det var et meget, meget godt forslag, og en af grundene til, at jeg ikke driller LA så meget med det, er, at jeg selv var med til at vedtage det, og det var en fornøjelse.

Men jeg har fået at vide via spørgsmål til beskæftigelsesministeren, at der er en håndfuld beskæftigelsesindsatser, det her bliver brugt i. Jeg ligesom strander, for i det sidste svar, jeg fik, sagde man: Vi ved ikke, hvor mange det er. Vi ved ikke, i hvor høj grad det er. Vi ved heller ikke, hvad det er for nogen. Så det kan jo godt være, at det er nogle dygtige sagsbehandlere, der sender lige præcis de rigtige mennesker ind i det her tilbud, sådan at flere folk får adgang til det, som måske ikke vidste noget om det. Men jeg kender også beskæftigelsesindsatsen godt nok til at vide, at det også kan være alt muligt andet.

Så jeg synes, at vi skal prøve at få det afdækket nu og få et bedre svar. Jeg ved ikke helt hvordan, men det kan være, at ministeren kan hjælpe, for vi er nødt til at finde ud af, om den her ordning bliver brugt, som den var tænkt. Det var virkelig, virkelig tænkt godt.

Men vi vil selvfølgelig gerne støtte forslaget og vil være med til at gøre det her permanent, og det er dejligt at være med til en forhandling, hvor vi taler om noget, der er så ægte og giver så meget mening, og hvor der er så meget smil på læben i Folketingssalen. Tak, formand.

Den første korte bemærkning til ordføreren er fra fru Maria Durhuus, Socialdemokratiet.

Tak. Nu har jeg hørt ordføreren stille det samme spørgsmål til de andre ordførere, og jeg bliver lidt ramt af at blive ved med at høre det samme spørgsmål med en antagelse om, at det her bruges som beskæftigelsesindsats. Jeg mener, vi har brug for en drøftelse af det, og det vil jeg gerne spørge ordføreren hvad han mener om, fordi for mig er grænsen ikke helt hårfin, i forhold til om det er beskæftigelsespolitik eller socialpolitik. Når jeg møder en ung kvinde, der sidder på et herberg ramt af kriminalitet og stofmisbrug, og som via det sociale frikort får et job, hvor hun ikke kunne have mødt op, hvis det var ordinær beskæftigelse, men hvor hun via det sociale frikort langsomt bliver indrulleret og nu er på vej til at kunne møde tre gange om ugen og overgå til ordinær beskæftigelse, så mener jeg jo, det er socialpolitik af fineste klasse, som baner vejen for, at man kan overgå til ordinær beskæftigelse, og ikke beskæftigelsespolitik.

Så jeg bliver ked af det, hvis vi allerede nu begynder at dreje det, for det sociale frikort handler om Krølle, men det handler godt nok også om mange andre mennesker end Krølle lige nu.

Ordføreren.

Ordføreren må endelig ikke blive ked af det eller føle sig ramt, for vi vil det samme. Vi vil sikre, at det lige præcis er dem, som ordføreren nævner, der får adgang til det her. Og det kan også godt være, at det fungerer fint gennem en beskæftigelsesindsats. Jeg vil bare sikre, at det ikke er mennesker, der ikke står med de umiddelbare kriser, udfordringer, behov og problemer, som er dem, det er tiltænkt. Så jeg tror egentlig, vi taler samme sprog, og jeg vil lige præcis gerne være med til at undersøge, om det bliver brugt til dem, det er tiltænkt.

Fru Katrine Daugaard.

Jeg er meget enig i fru Maria Durhuus' pointe her. Liberal Alliance er heller ikke glad for bureaukrati, så det er jeg glad for at ordføreren også pointerer. Derfor håber jeg også, at hr. Torsten Gejl har lyst til at dykke ned i, hvad det er, økonomien her bliver brugt på, også i forhold til de her revurderinger, altså om det virkelig skal være hvert eneste år, de skal foretages, eller om det i virkeligheden er for dyrt, i forhold til hvor meget eller hvor lidt man kan udnytte det her sociale frikort. Det synes jeg kunne være ret spændende at dykke ned i i udvalget, og det håber jeg ordføreren vil være med til.

Ordføreren.

Ja, bestemt. Vi hører til dem, der mener, at der skal være en ansvarlighed ude i sidste led, og at vi på det her felt ikke skal kontrollere for meget og bruge for mange penge på det – vel at mærke hvis det bliver brugt af de mennesker, som det er tiltænkt, i stedet for at være en beskæftigelsesforanstaltning, der bliver brugt til den forkerte målgruppe. Så vi er på den fløj, der ikke ønsker at kontrollere det her for meget. Nu har vi haft det igennem Folketinget tre gange, og det kører, og vi får en god historie om det. Så giv det lidt frihed og få det til at fungere.

Næste korte bemærkning er til fru Victoria Velasquez, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg tror, at de tidligere bemærkninger giver mig lyst til at stille ordføreren spørgsmålet om, hvorfor vi har den her bekymring. Det bliver taget lidt ud af kontekst, som om man ikke ser på det årti, hvor beskæftigelseslovgivningen er blevet det primære og trumfer så mange andre hensyn. Altså, det er jo ikke for sjov, at nogle siger, at hvis jobcentrene virkelig er så gode til at gøre en rask, kunne man jo sløjfe hospitalerne og så bare sende folk ned på kommunen.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at stille et spørgsmål til ordføreren: Hvorfor er der den her bekymring? Altså, hvad er grundlaget for, at ordføreren stiller det her spørgsmål? For det kommer jo ikke ud af det blå. Det vil jeg bare give ordføreren mulighed for at uddybe.

Ordføreren.

Tak for det. Vores bekymring har været, at socialpolitik i høj grad er blevet til beskæftigelsespolitik. Det er, som om arbejde er blevet til medicin. Vi har set i beskæftigelseslovgivningen, hvordan tusinder og atter tusinder af syge danskere er blevet tvunget til at jage arbejde, som de ikke kunne tage, under trussel af at man vil tage deres hjælp fra dem. Det har bragt utrolig mange familier i en meget, meget uværdig situation. Derfor er jeg lidt bange for, at beskæftigelsessystemet kommer ind her med forkerte målgrupper.

Vi taler i dag om Socialministeriet, og her har vi lov til at betragte mennesker som nogen, der har lov til at få det bedre uden at skulle i arbejde eller leve op til noget som helst andet – altså fordi man er til. Det er utrolig vigtigt, at vi holder det adskilt, og at der er den ret for mennesker, for folk med handicap, for folk med sygdomme og for alle mulige mennesker med udfordringer, at man faktisk gerne må få det bedre, fordi man er til, i stedet for fordi man skal være en produktionsenhed i et eller andet stort produktionssystem.

Spørgeren.

Vi har jo også i samme ministerie vedtaget en lov, som er en helhedsorienteret lov og handler om at lave en helhedsorienteret indsats, hvor du har én koordinerende sagsbehandler, i stedet for at du bliver sendt i tvangsaktivering, samtidig med at du måske er ved at miste din bolig eller det går rigtig dårligt for dit barn i skolen. Der kunne jeg godt tænke mig at høre Alternativet, om Alternativet ser en åben dør i de forhandlinger, der kommer til sommer, og hvor der skal findes de her milliarder i jobcentrene, så vi faktisk tænker helhedsorienteret. Eller hvad tænker Alternativet der?

Ordføreren.

Der mener vi, at det selvfølgelig ville være en utrolig god konsekvens af de forhandlinger i forhold til fremtidens jobcentre. Jo mere du møder den samme sagsbehandler, jo bedre. Det er altid, altid godt. Men vi vil gerne gå videre og have et forsøg med kontanthjælp uden modkrav og altså ophæve ydelsen. Folk vil gerne arbejde. Forsøg rundtomkring i verden viser, at hvis du lader være med at tvinge folk, virker det faktisk direkte motiverende. Når folk får lov til at sige nej, begynder de faktisk at sige ja. Så det kunne vi godt tænke os at få bevist på et mere videnskabeligt plan.

Der er ikke ønske om flere korte bemærkninger. Tak til hr. Torsten Gejl, Alternativet. Vi er nu igennem ordførerrækken, og den næste, vi byder velkommen på talerstolen, er social- og boligministeren.

Nu skal jeg lige have de rigtige dokumenter frem, for jeg havde et enkelt svar på et enkelt spørgsmål, som jeg næsten på forhånd kan gætte bliver stillet.

I dag er en efter min mening vanvittig vigtig dag. Det er en af de der dage, hvor man har lyst til at kalde alle tropperne sammen, og så skal der festes og åbnes champagne, for så godt er det forslag, der ligger her. Og jeg kan tillade mig at sige det, for det er ikke mig, der har fremsat det, og jeg var faktisk imod det dengang. Jeg var med til at forhandle det og syntes: Hvad fanden, det her er da noget mærkeligt noget. Hvad skulle vi få ud af det?

Jeg endte med at gå med til det som en del af sådan en pakket aftaletekst med alle mulige ting, hvor jeg så havde fået noget andet, og jeg tænkte: Ja, giv det der et par år, og så viser det sig at være helt knald i låget, og så bliver det lagt ned igen, og så er vi videre.

Men der var nogle partier, der stod meget fast på det, herunder Liberal Alliance og Radikale Venstre – Alternativet var også glade for forslaget undervejs – og jeg tænkte: Vissevasse, vi tager det og ser, hvad der sker. Og det har bare vist sig at være noget af det bedste socialpolitik, jeg har set, hvilket jo også siger alt om, hvorfor det er vigtigt, at vi har de udviklingsprojekter med, som indimellem bliver givet penge i Socialministeriet, selv om vi ikke på forhånd kan se, hvad udkommet er.

Det er jo simpelt hen, fordi vi, når vi har at gøre med nogle af de allermest udsatte borgere, bare bliver nødt til at sige, at vi jo ikke har fået skabt en værdig tilværelse. Altså, tager vi f.eks. de 10.000 mest udsatte borgere i Danmark, er det jo ikke sådan, at vi bare, hokuspokus, med vores velfærdssamfund er lykkedes med at få skabt ordentlige, værdige liv – tværtimod. Derfor skal vi selvfølgelig også teste forskellige ting af, som vi så gjorde i forbindelse med det sociale frikort.

Nu skal jeg lade være med at sætte konkret navn på, for det har jeg ikke fået tilladelse til, men jeg mødtes med en kvinde, som primært arbejder i prostitution, og som har været stofafhængig rigtig, rigtig mange år og har levet et alt, alt for hårdt liv. Hun ville fortælle mig om det sociale frikort, som hun var kommet ind på, og jeg kommer aldrig til at glemme den blødhed, der kom i hendes ansigt, og stoltheden, der bare lyste ud af hende, fordi hun for første gang i sit liv havde kunnet levere på noget af det, som hun kaldte normalsamfundets krav. Hun havde altid været udenfor, og hun beskrev det som, at her havde hun endelig kunnet levere noget, og så siger hun, at det havde fået hende til at drømme om at blive rengøringsdame. Hun ville så gerne have et fast rengøringsjob. Hun sagde, at hun jo godt vidste, at med det stofmisbrug, hun havde, ville hun ikke kunne det, som situationen var nu, men hun håbede sådan på, at hun kunne trappe op og med tiden få et rengøringsjob.

Resten af den samtale, vi havde med hinanden, når vi talte om alle mulige andre ting, var lyset fuldstændig slukket i øjnene på hende. Og det er det jo for rigtig mange mennesker, der lever langt væk fra kanten af vores samfund. Altså, de lever ikke engang på kanten; de ligger langt, langt væk fra kanten af vores samfund. Der er lyset meget tit slukket i øjnene, desværre. Men at se det lys, der var i øjnene på hende, når vi talte om det her med at have kunnet det med det sociale frikort, kommer jeg aldrig til at glemme.

Det er fuldstændig rigtigt, at idéen kom fra Krølle, og rigtig mange gange kommer de bedste politiske idéer selvfølgelig fra de mennesker selv, det handler om. Så også herfra skal der lyde en hyldest til ham for at bringe det ind og ikke mindst faktisk også en hyldest til fru Nanna W. Gotfredsen, som var den, der politisk bar det ind, altså kom som budbringer for Krølle til det politiske landskab herinde og sagde, at det her var en rigtig god idé.

Jeg har et andet eksempel, og det er en fyr, der hedder Earl, der ligesom hende, jeg fortalte om, har haft stofmisbrug i årevis, har været hjemløs og har kæmpet sig tilbage til et liv. Det, der for ham bliver definerende, og det, der bliver hans vendepunkt, er også lige præcis det sociale frikort-job, hvor han fikser cykler. Han beskriver selv, at han ingenting vidste om cykler. Han kunne ikke engang finde ud af at lappe en punkteret cykelslange, men han kunne godt bruge de penge, man kunne få ud af det sociale frikort, til at finansiere sine stoffer, og det var det, der motiverede ham i starten, og det, der drev ham i starten. En af hans første opgaver blev så at montere et baghjul, og han anede ikke, hvad han lavede, men han prøvede sig frem, og til sidst lykkedes det.

Igennem hele sit liv har han sagt til sig selv, at han ikke duede til en skid. Sådan har han gået og sagt til sig selv: Du duer ikke til en skid. Men det her var han faktisk god til, og det gav ham en følelse, som han siger at han aldrig havde oplevet før. Han kom hjem fra arbejde, og han var udmattet på en god måde, og han havde fået penge på lommen. På arbejdet blev han altid mødt med et smil, også når han kom tilbage efter lange perioder, hvor han bare havde siddet derhjemme og røget kokain. Men det kunne arbejdspladsen rumme, fordi det er de vilkår, der er omkring det sociale frikort. Der var ikke nogen faste mødetider, der var ikke nogen krav om, hvor mange timer han skulle arbejde; det var fuldstændig op til ham selv.

En dag sagde indehaveren Henrik til ham: Vi er ligeglade, når du ikke kommer, men vi bliver glade, når du kommer. Den sætning blev hængende hos Earl. Han var ikke vant til at blive mødt med den slags tillid; at nogen ønskede ham og nogen troede på ham og nogen regnede med ham, også med udgangspunkt i, hvor han faktisk var, hvor misbruget havde en stor del af magten over ham.

Han er stadig væk ikke helt clean, men han er et godt sted i dag, og han har fået et sted at bo. Han tjener sine egne penge og har mad i sit køleskab. Han ser sin søn igen, og han er i gang med en ny slags misbrugsbehandling, og så har han fundet et fællesskab – dvs. et sted, hvor han føler sig hjemme, og et sted, hvor han føler at han bliver accepteret, og hvor han føler at han har noget at bidrage med.

Man skal ikke have bevæget sig særlig meget rundt i det landskab, der er i Danmark, af den gruppe, der er allermest udsat, før man godt ved, at det altså er mere, end hvad de fleste kan sige om deres tilværelse i den gruppe af mennesker, desværre. Det er mennesker, der har følt sig udenfor hele deres liv, og som kommer fra hjem, hvor de ikke har fået kram nok; har gået på skoler, hvor de er blevet mobbet. De har altid følt sig udenfor, de har altid været ved siden af, og de har altid følt sig forkerte. Det vil sige, at de ting, der står her, ikke er selvfølgeligheder. Det er en fuldstændig anden måde at leve på, at man føler sig som en del af et fællesskab.

Der findes rigtig mange andre eksempler end dem, jeg har nævnt her, og det er rigtigt, at vi har passeret 10.000 nu, som har et aktivt socialt frikort, og der er flere end 3.000 virksomheder, der har ansat medarbejdere igennem det sociale frikort, og der er ikke nogen tvivl om, at det øger livskvaliteten for nogle af samfundets allermest marginaliserede mennesker.

Til hele den her diskussion om beskæftigelsesindsats vil jeg sige, at rigtig meget af vores lovgivning i Danmark, herunder selvfølgelig beskæftigelseslovgivningen, jo er lavet for folk, som folk er flest. Sundhedsloven er lavet for folk, der er syge på den måde, folk er syge på, som folk er flest. Skoleloven er lavet med henblik på den måde, børn går i skole på, som børn er flest osv. osv. Det, der jo er udfordringen for den her gruppe, er, at de ikke er, som folk er flest. De har aldrig kun brug for én lovgivning, de har brug for 15 lovgivninger på en gang. Det er der ingen af os andre der har. Og så har de typisk brug for en helt anden slags lovgivning. F.eks. bare det, at det kan lykkes at miste sit MitID 15 gange på en uge, hvis man ellers kunne nå at genåbne det mellem gangene, er jo nok til, at det er anderledes end for de fleste af os andre. Jeg vil sige, at der er nogle teenagebørn, der også kan komme derhenad, men ellers bliver man altså udsat for nogle ting, når man lever med et misbrug, som er anderledes end det, der gælder for alle os andre. Derfor skal vi også indrette vores system på en anden måde, hvis vi faktisk vil den her gruppe af borgere det godt.

Så når det, der bliver spurgt til, er, om det sociale frikort bliver brugt som en del af en beskæftigelsesindsats – læs: at man bliver sanktioneret, hvis ikke man dukker op – så er det ikke noget, vi har kendskab til skulle være udbredt eller skulle være sket. Det er klart, at hvis vi støder på eksempler, hvor det er det, der er tilfældet, vil vi selvfølgelig gerne høre om det, for det er jo ikke det, der er meningen med lovgivningen. Men det er ikke det, vi hører. Så hvis det, der ligger i det, er, om det sociale frikort bliver brugt i en beskæftigelsesindsats, sådan at folk bliver sanktioneret i deres ydelse, hvis ikke de dukker op, jamen så ryger hele meningen med det sociale frikort. Det er jo slet ikke det, der er idéen med det, for vi har netop at gøre med en gruppe borgere, som typisk lever i et hårdt stofmisbrug, og som under ingen omstændigheder kan være mødestabile og derfor kommer til at forbryde sig mod reglerne den ene gang efter den anden. Så hele idéen er jo at fritage dem fra nogle regler, de ikke er i stand til at honorere, og til gengæld give nogle muligheder for at træde ind i et fællesskab, selv om man ikke kan gøre det på fællesskabets normale præmisser.

Spørges der til gengæld til, om der er nogle kommuner, der bruger det sociale frikort som et led i en beskæftigelsesindsats, hvor man ser nogle forskellige trin for sig, hvor det her kan være noget af det, så er svaret, at ja, det har vi set eksempler på at der er nogle kommuner der gør. Det synes jeg er uproblematisk. Det er klart, at hvis der er nogen kommuner, der begynder at gøre det på en måde, der er anderledes end den, jeg har set, så vil jeg da gerne kigge på det. Men hvis det, der er tanken med det – jeg havde et enkelt eksempel med herop – er, at man f.eks. i Tønder Kommune har tænkt det sociale frikort sammen med et praktikforløb, synes jeg jo det er kløgtigt. Det vil sige, at når en borger starter i praktik hos en virksomhed, kan kommunen f.eks. hjælpe borgeren med at gå i dialog med virksomheden om muligheden for, at man kan få ordinær beskæftigelse, eller om man kan få det sociale frikort og i den forbindelse være i virksomheden – eller at man i Næstved Kommune har etableret et samarbejde med deres virksomhedsservice, som har taget det sociale frikort med ind i viften af de forskellige varianter af anderledes måder at komme ind på et arbejdsmarked på. Det synes jeg da er klogt.

Så hvis det, der ligesom ligger i spørgsmålet – derfor var det også godt, at Enhedslisten fik spurgt ind til, hvad baggrunden for det er – er de sanktioner, vi andre, der lever, som folk er flest, er underlagt i beskæftigelsessystemet, så er det ikke det, der er meningen med det sociale frikort. Men hvis det, der er tanken, er at kunne få en helhedsorientering i en vifte af forskellige tilbud, der er, eller få gjort virksomhederne, som man alligevel har kontakt med i forbindelse med ens beskæftigelsesindsats, opmærksomme på, at der også er mulighed for socialt frikort, så synes jeg da sådan set, det er ret godt tænkt.

Jeg synes jo altid, vi skal tage snakken om det, og høringssvarene er jo også ret klare i forhold til at melde ud om, at en gang om året er for meget. Noget af det, der kan gøre mig allermest rasende på socialområdet, og som vi ved gud i himlen skal have gjort noget ved inden for overskuelig fremtid, er, at man f.eks. med sclerosepatienter går ind en gang om året og revisiterer dem til det samme. Sclerose er ikke noget, der lige går over, og derfor har man nok det samme behov for hjælp året efter, medmindre nogen har opfundet noget sclerosemedicin, der gør, at sclerosen kan gå over. Der bliver det jo simpelt hen en hån mod borgerne at gå ind og revurdere.

Når jeg alligevel her har lagt ind, at der skal være en revurdering en gang om året, er det, fordi det jo ikke er en permanent tilstand, og jeg synes faktisk, at evalueringen af det sociale frikort viser, at det i den grad ikke er det. Socialrådgiverforeningen råber indimellem vagt i gevær, når jeg siger, at jeg vil af med revurderinger – og det vil jeg, fordi jeg virkelig har et horn i siden på revurderinger, og det er ikke på grund af bureaukratiet, selv om det selvfølgelig også er åndssvagt, at vi går og betaler penge for revurderinger; det er, fordi det er en hån mod borgerne, og det er ydmygende at skulle revurderes til noget, man åbenlyst stadig væk har behov for – så er det, fordi de siger, at det også er der, rehabiliteringsmuligheden ligger.

Det var præcis det, fru Nanna W. Gotfredsen sagde heroppefra, nemlig at den samtale, man har den ene gang om året, jo også kan være der, hvor man tager stilling til, om man måske er ved at være klar til at gå et skridt videre, om det var nu, man skulle kigge på, om man skal tage et kørekort, så man kan køre bil, fordi man nu har været clean ½ år, og man derfor måske også kan noget andet og noget mere. Det vil sige, at det jo også bliver en anledning til, at man får talt med hinanden om, hvad de næste skridt er.

Derfor har det faktisk været min opfattelse, efter vi har set det sociale frikort virke i nogle år, at det, fordi vi kan se, at folk flytter på sig i et omfang, vi slet ikke havde troet, er blevet mere relevant, at man så revurderer en gang om året, end hvis det, vi havde set de første par år, var, at alle dem, der var der, blev der hele vejen igennem og ikke flyttede sig nogen steder. Så ville det jo være fuldstændig idiotisk at have en revurdering. Så ville det bare være spild af administrative og bureaukratiske ressourcer, samtidig med at det ville være en hån mod borgerne. Men det mener jeg faktisk ikke det er her.

Jeg har været lidt nysgerrig på det og har selvfølgelig læst høringssvarene og hører også de ting, der bliver sagt her i salen. Det er bare for sige, at det for mig ikke har været en nobrainer, at vi bare kører revisitationer en gang om året. Jeg synes, det er et område, hvor man lige skal ind og have overvejet for eller imod. Det er bare for at forklare, hvorfor jeg og regeringen er landet der, hvor vi er på det her område.

Det tror jeg nogenlunde var svar på de ting, der har været oppe. Så er der bare noget, jeg har lyst til at sige til sidst. Der var en, der sagde, at det her er en af de dage, hvor der er smil i Folketingssalen – jeg tror, det var hr. Torsten Gejl – og det er nemlig rigtigt. Nogle gange er det bare ufattelig konkret, så stor en forandring man kan skabe i menneskers helt konkrete livssituation, og det her er altså bare en af de gange. Tusind tak for, at vi havde det fællesskab i Folketinget, og tusind tak til jer, der bragte det ind i første omgang, og tak for, at I har haft tålmodighed med os andre, der lige skulle med ombord og skulle overbevises om, at det faktisk virkede.

Tak for debatten.

Den første korte bemærkning er fra fru Victoria Velasquez, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg vil gerne gå ned ad det spor, som ministeren også kommer ind på, nemlig det med uigennemskuelige incitamenter og krav, man ikke kan leve op til, og et sanktionsregime, som faktisk gør, at man måske står et svagere sted, end da man kom ind i systemet. Så kan man tale om, at lyset bliver slukket i øjnene på nogle af dem, som er udsatte, og som ikke kan gennemskue, hvordan det er, man faktisk får hjælp, og den indsats, der er fra f.eks. kommunen. Der kunne jeg godt tænke mig at høre – netop med fokus på, når noget konflikter med det konkrete menneskes livskvalitet og muligheden for, at den enkelte kan mestre sit eget liv, som er noget af det, vi bl.a. har også har haft til hensigt, når vi har lavet HOI-loven – hvordan Socialministeriet bliver inddraget i regeringens forhandlingsoplæg til sommer om en nytænkning af fremtidens beskæftigelsesindsats, og hvad Socialministeriet faktisk kan spille ind med i forhold til den erfaring, man har gjort sig, så vi får besluttet nogle gode ting og også får tænkt nogle af de udsatte mere ind i det.

Ministeren.

Altså, hvordan vi tilrettelægger arbejdet internt i regeringen, er ikke sædvanligvis noget, vi svarer på i Folketingssalen, og det gør jeg så heller ikke i dag. Men sædvanligvis har jeg et ufattelig godt samarbejde med den gode beskæftigelsesminister, fru Ane Halsboe-Jørgensen.

Spørgeren.

Jeg tænker, at man måske godt kunne sige noget om – uden at det behøver at være referater af møder eller sådan noget, men mere sådan overordnet – hvad vi gør for at sikre, at det faktisk bliver en helhed, i stedet for at det, som det desværre ofte bliver fra Christiansborgs side, bliver sådan en silotænkning, som nogle gange bliver konfliktende. Det kunne også være, at det var noget, vi skulle tage i udvalget. Jeg synes, det kunne være rigtig spændende, hvis det var noget, som ministerierne kunne være med til, sådan at man eventuelt kunne supplere den arbejdsgruppe eller ekspertgruppe, der består af økonomer, med en høring på tværs af Socialministeriet, Beskæftigelsesministeriet og udvalgene eller noget andet. Hvad tænker ministeren dér?

Ministeren.

Jeg vil heller ikke blande mig i, hvordan Folketinget tilrettelægger sit arbejde. Så hvad man ønsker at holde af høringer her, skal jeg selvfølgelig overhovedet heller ikke blande mig i. Hvis jeg bliver inviteret, vil jeg selvfølgelig gerne deltage, men høringer er et redskab, som Folketinget bruger.

Hvis jeg skal svare på det, der egentlig bliver spurgt til, nemlig om regeringen har et ønske om, at tingene bliver set på samlet, er svaret bare et klart ja, altså forstået på den måde, at når der står i regeringsgrundlaget, at vi gerne vil gå ind og gøre tingene forfra og gøre det mere værdigt i forhold til den gruppe af meget udsatte borgere, som jo også er dem, vi beskæftiger os med i forbindelse med dagens lovforslag, ja, så skal vi da tænke både Sundhedsministeriet, Justitsministeriet, Socialministeriet, Beskæftigelsesministeriet osv. osv. sammen. Ellers giver det ikke nogen mening, netop fordi de her borgere har brug for lovgivning på alle de forskellige punkter på én gang. Og det er regeringen selvfølgelig meget optaget af.

Næste korte bemærkning er til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak for talen. Grunden til, at jeg blev opmærksom på det her med Beskæftigelsesministeriet, var, at jeg talte med en organisation i København, som arbejder med hjemløse og udsatte, men som ikke bryder sig om at få deres navn nævnt her. Jeg forstod på dem, at der var gået lidt industri i det. De så det i hvert fald sådan, at der blev sendt nogle i småjobs, som måske ikke helt havde de behov, som det handler om her. Så det er egentlig begge dele. Det handler dels om, at man selvfølgelig ikke kan bruge det her, hvor du bliver sanktioneret, hvis du bliver væk, til noget, dels om, at det også skal være den rigtige målgruppe.

Det fik mig til at spørge beskæftigelsesministeren, i hvor høj grad det her faktisk var tilfældet, og hvis formanden tillader det, læser jeg lige kort op fra det svar, jeg fik. Det var:

Ministeriet er bekendt med en håndfuld forskellige metoder, hvormed kommunerne bruger det sociale frikort i forbindelse med deres beskæftigelsesindsats. Ministeriet er dog ikke bekendt med, hvor udbredt brugen er af det sociale frikort som en del af kommunens beskæftigelsesindsats.

Ministeren.

Jeg kender jo udmærket svaret, som har været sendt forbi mig, inden det blev sendt over til Folketinget. Jeg vil sige det sådan, at hvis der er nogen, der gør noget, der ikke er lovmedholdeligt, dvs. visiterer folk, der ikke er i målgruppen, og der står jo i lovgivningen, hvad målgruppen er, og at hvis man oplever som organisation, at en kommune gør noget, der er ulovligt, er det jo en rigtig god idé, at man siger det højt. Så skal man jo komme med det konkrete eksempel, hvor man siger, at her har kommunen truffet den her afgørelse, og at den mener man er ulovlig, fordi de her mennesker ikke er i målgruppen, eller fordi de bruger sanktioner på et område, hvor der ikke kan bruges sanktioner.

Det er jo enormt svært at forholde sig til, når nogen siger, at de gerne vil være anonyme, men kender til alle mulige eksempler, de i øvrigt ikke vil komme med konkret. Jeg bliver nødt til at anmode om, at hvis jeg skal forholde mig til det som minister, kommer der nogle konkrete eksempler på, at det er sket, som vi så kan forholde os til, så man kan tage fat i den pågældende kommune og sige, at det har I vist tænkt lidt forkert. Så så længe det bliver ved med at være så fluffy, som det har været i Folketingssalen i dag, er det svært at forholde sig til det.

Spørgeren.

Jeg synes ikke, det er fluffy, at vi bruger 40 mio. kr. og rigtig, rigtig meget tid på noget, som Beskæftigelsesministeriet ikke aner hvor udbredt er, altså om de gør brug af den her ordning, og hvad det går til. Når nu ministeren har et så ufattelig godt samarbejde med beskæftigelsesministeren, kunne man så ikke prøve at hjælpe mig lidt. Jeg er strandet her; jeg kan ikke rigtig komme videre med det. Hvad gør man? Hvordan kommer jeg videre med at finde ud af det? Det kan sagtens være, at alt er fuldstændig okay, men jeg synes, vi har brugt så mange penge på det, at det kunne det være rart at vide, at det ikke bare bliver brugt til småjobs for sådan lidt mere almindelige ledige.

Ministeren.

Den måde, ordføreren kommer videre med det på, er jo at sandsynliggøre, at der er et problem. Det er ordføreren ikke lykkedes med endnu. Jeg ved jo heller ikke, hvor mange af dem der har blå sokker på, og det er også komplet irrelevant. Derfor bruger jeg ikke ministeriets ressourcer på at undersøge, hvor mange der har blå sokker på af dem, der er på socialt frikort, for det ville være et komplet spild af tid og penge.

Hvis jeg skulle gå dybere ind i at undersøge, om tingene bliver brugt på den måde, som ordføreren siger, er det jo en rigtig god idé, at det gøres relevant, dvs. at man finder nogle konkrete eksempler på, at det er blevet misbrugt, og gerne mere end et, for så er det, det begynder at være relevant, og så undersøge det. Men så længe der ikke tyder på at være et problem, ville det være en relativt tåbelig anvendelse af ressourcer at gå i gang med at undersøge det dybere. (Tredje næstformand (Karsten Hønge): Tak!). Så jeg er helt åben over for ...

Tak! Den næste korte bemærkning er til fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Og så lige som et sidespring vil jeg sige, at jeg har sendt noget over til ministeren omkring BPA. Men det er så lige et sidespring i forhold til et brev, som jeg har fået fra Ombudsmanden, og om ministeren vil kigge på det. Så det var i hvert fald et konkret eksempel, der er sendt over til ministeren

Nu blev jeg lidt nysgerrig på, at ministeren siger »revurderinger«. For noget, jeg også har kæmpet med i mange år som socialordfører, er jo netop det, at vi skulle have gjort det nemmere, også i forhold til genbevilling af hjælpemidler, og vi fik jo kæmpet i forhold til at gøre det obligatorisk, så man, når man ikke havde ændringer i sin funktionsevne, skulle anvende obligatoriske tro- og loveerklæringer, så man hurtigt fik sit hjælpemiddel igen. Men jeg oplever bare stadig væk, at der er udfordringer ved det, og derfor ville jeg bare lige nævne det her, når vi har den her debat, og når ministeren nu siger »revurderinger«.

Så derfor kunne jeg godt tænke mig noget, og jeg ved godt, at det er lidt uden for skiven i forhold til lovforslaget, men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad ministeren tænker sig, netop i forhold til at vi kan lave noget lovgivning herindefra, og kommunerne skal anvende det obligatorisk ved genbevilling af hjælpemidler, men hvad, når man ikke gør det? Og så var det lige, hvis ministeren vil sætte nogle flere ord på revurderinger: Hvad gør vi?

Ministeren.

Altså, det er jo komplet og hundrede procent væk fra overhovedet at handle om det, vi har på dagsordenen i dag, men ikke desto mindre er det et spørgsmål, jeg også går mægtig meget op i, så derfor vil jeg gerne svare på spørgsmålet. Men det er bare for at sige, at det ikke er i nærheden af det dagsordenspunkt, vi er på.

Jeg mener jo, at vi skal gå ind at kigge på, at vi kan skabe et mere tillidsbaseret system, og jeg er selvfølgelig også inspireret af det, der foregår på ældreområdet lige nu, hvor der bl.a. er taget initiativ til, at man skal udarbejde en positivliste, hvad angår hjælpemidler. Det er bare for at sige, at jeg synes, det er dybt problematisk, særlig der, hvor vi har at gøre med tilstande, som ikke forandrer sig.

Jeg nævnte sklerosepatienterne tidligere i dag. Det kan også være andre grupper, hvor man ved, at det jo aldrig kommer til at forandre sig. Muskelsvind går ikke over, sklerose går ikke over, man begynder ikke lige pludselig at se, hvis man er blind, eller noget andet, og her virker det på mig fuldstændig tosset, at man skal ind at foretage de revurderinger. Og om det så også skal være en positivliste på socialområdet, eller hvad det skal være, er jeg ikke klar til at sige noget offentligt om endnu, men jeg synes da, der er god grund til at lade sig inspirere.

Spørgeren.

Men det skal man jo sådan set heller ikke i forhold til hjælpemidler, for der skal man jo, når ens situation er uændret, sådan set bare have genbevilget det hjælpemiddel, og så skal der ikke indhentes nye akter, og det mindsker også bureaukratiet, og det er jo helt fantastisk.

Nu ved jeg godt, at det var uden for det her emne, men det var, fordi ministeren selv nævnte det omkring revurderinger i sin tale. For jeg har jo personligt kæmpet for opsættende virkning, så man ikke fik frataget sin hjælp, og der er als-startpakker, som vi også har gennemført sammen, i fællesskab. Så der er rigtig mange ting, vi kan lave i fællesskab, og derfor var jeg jo nysgerrig på, hvor vi så kan komme hen nu i forhold til de udfordringer, der fortsat er på socialområdet.

Som både spørgeren og ministeren har konstateret, er det her helt ved siden af i forhold til det, vi diskuterer, på dagsordenen. Så det er helt op til ministeren, om ministeren ønsker at svare.

Jamen det ønsker jeg for så vidt. Jo, men som ordføreren også sagde, er der, uanset hvordan reglerne er indrettet, meget ofte en diskrepans, og det vil sige, at folk jo oplever at skulle revurderes i forhold til det, eller at der bliver sat spørgsmålstegn ved, om de ting, de indtil nu har haft behov for, også er noget, de nu engang stadig væk har behov for.

Det er enormt problematisk, selvfølgelig, for det hjælpemiddel kan for en borger være det, der gør, at hverdagen kommer til at hænge sammen. Det vil sige, at det skaber en enorm utryghed, og derfor er jeg meget optaget af det spørgsmål, og det er en af de ting, der bliver drøftet i Sammen om handicap.

Derfor vil jeg sige: Jeg er ikke klar til at konkludere på det endnu, men det er bare for at sige, at der håber jeg da, at vi kan finde fælles fodslag om at få noget forandring i de her ting.

Der er ikke flere ønsker om korte bemærkninger. Tak til social- og boligministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.