Det næste punkt på dagsordenen er:

10) 1. behandling af lovforslag nr. L 152:

Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik. (Skærpede betingelser for at opnå ret til kontanthjælp).

Af udlændinge- og integrationsministeren (Kaare Dybvad Bek).

(Fremsættelse 10.04.2024).

Forhandlingen er hermed åbnet, og den første ordfører er hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for det, formand. Det lovforslag, som vi behandler i dag, er en del af en større aftale om et nyt og mere forenklet kontanthjælpssystem, som et bredt flertal i Folketinget indgik i oktober sidste år, og som vil træde i kraft til næste år, og lovforslaget her skal derfor også ses i sammenhæng med denne aftale.

En del af principperne bag kontanthjælpssystemet er i virkeligheden også, at man, hvis man kommer hertil udefra, så får en kontanthjælp, der er på en lav sats, og at man, hvis man så får et arbejde, og hvis man bidrager på arbejdsmarkedet, så får en mulighed for – om man så må sige – at optjene ret til en højere sats i kontanthjælpssystemet. Det synes jeg, og det synes vi i Socialdemokratiet er rimeligt, altså at man på den måde bidrager, inden man får en ret i kontanthjælpssystemet, og derfor har vi egentlig støttet, at der har været den sammenkædning. Men der har også været en forskelsbehandling.

For de borgere, der er kommet hertil i f.eks. 2009, har været markant dårligere stillet end de borgere, der er kommet hertil i 2007, og med det her forslag sikrer vi, at det samme gælder for alle, altså at man, hvis man er kommet hertil udefra og man aldrig har haft en tilknytning til arbejdsmarkedet, så er omfattet af det, som hedder mindstesatsen, men som man jo så kan arbejde sig ud af ved faktisk at bidrage på det danske arbejdsmarked og optjene retten til en højere kontanthjælpssats. Det er klart, at det, når det drejer sig om nogle af dem, som har været her i måske 16 eller 20 år, men som aldrig har bidraget på arbejdsmarkedet, som aldrig har været en del af arbejdsfællesskabet, vil betyde, at de vil blive sat ned i ydelse, og derfor har vi i den aftale omkring kontanthjælpen, vi har lavet, selvfølgelig også sagt, at der skal være nogle særlige ting, der beskytter og skærmer børnene.

Derfor er der jo i aftalen om et nyt kontanthjælpssystem et børnetillæg, der er en særlig håndsrækning til enlige forsørgere, og der er et fritidstillæg, så vi sikrer, at man i de familier, som er på kontanthjælp, faktisk har råd til, at børnene kan deltage til spejder eller til fodbold, eller hvad det nu kan være. Vi sikrer, at har man brug for medicin, så er det noget, man ikke skal betale for til børnene, sådan at vi sikrer, at det i hvert fald ikke er medicinen, der bliver valgt fra, hvis der er smalhals i privatøkonomien derhjemme.

Samlet set støtter vi selvfølgelig helt op om omkring den nye kontanthjælpsaftale, og vi støtter også op om den ligestilling, vi sikrer i dag, og som betyder, at kommer man hertil udefra, så skal man optjene retten til en højere kontanthjælp, og at måden at optjene den på er, at man får en tilknytning til arbejdsmarkedet, altså mere præcist 2½ års beskæftigelse inden for de sidste 10 år. Det synes vi er ret og rimeligt, og på den måde sikrer vi, at man optjener, at man bidrager, og så kan man selvfølgelig også, hvis man bliver ramt af arbejdsløshed, efterfølgende trække på den højere kontanthjælpssats.

Tak for det. Der er indtil videre en enkelt kort bemærkning, og det er til fru Victoria Velasquez.

Det er mig en gåde, hvordan man kan stå op om morgenen og ville gøre dagen dårligere for mennesker, som er udsatte, og som har det svært i forvejen. Jeg forstår virkelig ikke, hvordan der ikke kommer den mindste refleksion fra Socialdemokratiet fra talerstolen, når vi ser de høringssvar, der er til det her lovforslag, om, at man direkte med den her lov skubber udsatte mennesker, endda nogle med børn, ud i fattigdom, ud i gæld og længere væk fra arbejdsmarkedet. Hvorfor er der ikke nogen refleksion over det fra talerstolen fra Socialdemokratiet ved førstebehandlingen af det her lovforslag?

Ordføreren.

Det er sådan, at med den samlede kontanthjælpsaftale, vi har lavet, hvoraf det her jo er et delelement, vil det være sådan, at man faktisk løfter børn ud af lavindkomstgrupperne. På kort sigt er det 2.000, på lang sigt er det 4.000. Derfor kan man sige, at det handler om den samlede pakke, inklusive børnetilskud og forsørgertillæg, i øvrigt jo også med henvisning til det, jeg omtalte før, nemlig medicintilskuddet, som jo ikke er en del af ydelsen, men som det dog er ret vigtigt man kan få.

Det er klart, at jeg synes, man skylder at tage hele kontanthjælpsaftalen med, når man vurderer, hvad konsekvensen er, og ikke kun den tredjedel, som det her lovforslag udgør. Når det så er sagt, tror jeg faktisk, der vil være nogle af de her mennesker – det oplevede vi selv Aarhus i mandags – som faktisk har fået hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet efter at have stået udenfor rigtig lang tid, og det er ekstremt vigtigt. Men der vil måske også være nogen i den her gruppe – det ved vi jo ikke – som ikke kan arbejde, og derfor er det, der hedder afklaringsret, også en vigtig del af aftalen, nemlig at hvis man ikke kan arbejde, skal man faktisk have en anden forsørgelse end kontanthjælp.

Spørgeren.

Det ved vi faktisk, og vi ved også, at det at fattiggøre mennesker så massivt, som man gør med det her lovforslag, faktisk skubber folk længere væk fra arbejdsmarkedet. På kort sigt, bliver der sagt, løfter man 2.000 børn ud af fattigdom. Når vi taler om, at man skylder at sige noget, mener jeg faktisk, at ordføreren her skylder at sige, hvor mange det faktisk er der i år er blevet skubbet ud i fattigdom på grund af den kontanthjælpsaftale. Hvor mange børn er det, der nu ikke får børnetilskuddet, som egentlig skulle have haft det?

Ordføreren.

Det siger sig selv, at der ikke er nogen i år, der af den nye kontanthjælpsaftale er blevet skubbet nogen steder hen, al den stund den her kontanthjælpsaftale træder i kraft i sommeren 2025. Men det er rigtigt, og det er vigtigt, som jeg også hører Enhedslistens ordfører være opmærksom på, at man også skal forholde sig til risikoen for børnefattigdom, og det er derfor, at når vi har lavet en kontanthjælpsaftale, har vi faktisk prøvet at sikre både deciderede ydelser, men jo også særlig hjælp i forhold til fritidsaktiviteter, i forhold til medicin og i forhold til nogle andre ting for at prøve at skærme børnene. Men det er klart, at kontanthjælpsaftalen også er lavet ud fra det udgangspunkt, at der vil være en gevinst ved at få et arbejde, og vi skylder i øvrigt også nogle af de mennesker at hjælpe dem bedre til at kunne få et arbejde, hvis de kan arbejde.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger. Vi går videre til den næste. Det er hr. Kim Valentin fra Venstre. Velkommen.

Tak til formanden. Når man kommer til Danmark, skal man forsørge sig selv og bidrage til det danske fællesskab. Det må være det klare udgangspunkt: at kan du bidrage, så skal du bidrage. På en eller anden måde hænger det jo meget godt sammen. Spørgsmålet er så bare, hvordan man laver det regnestykke.

Jeg mener, det er en helt rimelig samfundskontrakt at have mellem dem, som kommer hertil, og så dem, som vi f.eks. har brug for på vores arbejdsmarked. Det lykkes bestemt for nogle, og man må også sige, at det går den rigtige vej. Men når man ser på tallene, går det jo stadig væk for langsomt, når det handler om flygtninge og indvandrere, der ikke er i arbejde. Der er stadig for mange, der ikke er det, og det skal vi selvfølgelig ikke bare se på ske. Det vil faktisk være en falliterklæring bare at se på det ske. Det bedste, der kunne ske, var jo, at de kom i arbejde. Det er den bedste måde at få familier ud af fattigdom og få børn til at få en almindelig tilværelse på. Det er jo, at forældrene arbejder og tjener nogenlunde.

Derfor skal vi selvfølgelig også kunne sætte krav og turde sætte krav, og vi skal have som ambition at få så mange som muligt, om muligt alle, med i vores fællesskab, både af hensyn til den enkelte, men også af hensyn til den måde, vi gerne vil have vores samfund til at fungere på. Hvis vi laver for mange overførselsindkomster, hvor der er for mange, der mærker, at vi ikke stiller krav nok, så ryger samfundskontrakten. Her har vi selvfølgelig et område, hvor vi er nødt til en gang imellem at kigge på, om vi stiller krav nok. Er der en ordentlig samfundskontrakt?

Med det her lovforslag udmønter vi, som vi også hørte den tidligere ordfører sige, en af tre dele, som kom i en aftale om kontanthjælp fra efteråret. Det er vi meget tilfredse med. Vi er faktisk meget tilfredse med de tre dele, der ligger i den kontanthjælpsaftale. Det her sikrer så, at reglerne ensrettes og dermed bliver mere gennemskuelige. Men det fører så også i højere grad til, at der kommer en rimelighed ind i systemet.

Det er nemlig ret svært at se det rimelige i, at hvis man er kommet hertil i 2007, er reglerne på én måde; hvis man er kommet hertil i 2008, er reglerne på en anden måde. Det skal vi selvfølgelig have ligestillet. Det ændrer vi på her, sådan at uanset hvornår man er kommet til Danmark, skal man leve op til et beskæftigelseskrav og et opholdskrav for at kunne modtage højere ydelser. De krav og forventninger, vi skal stille til mennesker, der kommer hertil, skal både stilles til dem, der har været her i kort tid, og dem, der har været her i lang tid. Det er en del af den samfundskontrakt, der ligger. Det må vi erkende: at hvis vi skal have alle til at synes, at det her er en god måde at sætte et samfund sammen på, så er der nogle hensyn, vi skal tage, til lige præcis de her dele.

Ændringen forventes jo at påvirke 10.000 mennesker, hovedsagelig ikkevestlige indvandrere – det er omkring 90 pct. – som ikke vil kunne leve op til de nye krav, og som har været på offentlig forsørgelse i rigtig mange år. De vil også blive omfattet af den nye arbejdspligt, som indføres på baggrund af en anden af de tre delaftaler om kontanthjælpssystemet, og som vi i Venstre længe har talt varmt for. Venstre er derfor meget tilfredse med at være en del af det her, og derfor støtter vi naturligvis også lovforslaget. Tak.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er til fru Victoria Velasquez.

Venstre er med til at gøre syge og arbejdsløse så fattige, at de maksimalt kan betale en husleje på 3.000 kr. Problemet er bare, at der ikke er boliger nok til rådighed, i forhold til hvor mange Venstre vil gøre fattige, der faktisk har den husleje. For de boliger eksisterer simpelt hen ikke. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge Venstre, om man kan referere til bare ét sted, hvor vi har set, at hjemløshed får dig tættere på at komme i arbejde.

Ordføreren.

Jeg tror, den bedste måde at se vores indgangsvinkel til den her aftale på er en anden end Enhedslistens. Det er vel også helt naturligt. Vores indgangsvinkel til den er, at vi skal have flere i arbejde, og det, at vi får folk i arbejde – mere eller mindre, det kan være småjobs f.eks., men det er også godt – vil betyde, at man får en mere almindelig hverdag, og at man også får et mere almindeligt familieliv. Mange af de her mennesker, der er i kontanthjælpssystemet, kan jo godt arbejde, måske ikke fuld tid, men de kan godt arbejde, og derfor er det selvfølgelig også vigtigt, at vi stiller nogle krav, hvor de kommer ud og prøver at arbejde.

Med hensyn til at de ikke kan betale deres husleje, vil der selvfølgelig være nogle, som får en anden økonomi derhjemme. Der må de jo sætte sig ned og kigge på det og spørge, hvad det er, der skal til, for at deres økonomi hænger sammen. Hvis det er sådan, at man mener, at man på den her baggrund bliver smidt ud, er der jo også nogle regler for, at kommunerne kan hjælpe folk, der kommer i den situation.

Spørgeren.

Men hvordan skal kommunerne hjælpe, når de maks. kan betale 3.000 kr. i husleje og der ikke er nogen boliger? Der er det jo direkte ud på gaden – det er også det, vi hører i høringssvarene – og vi ved, at det får dig længere væk fra arbejdsmarkedet. Når du har sociale eller helbredsmæssige problemer, er boligen faktisk en base, som er fuldstændig afgørende for, at du kommer tættere på at komme i arbejde. Vi ved, at det ikke er nyttejobs, som er det, man videre vil arbejde med. Det er 5 pct. af de syge, der faktisk ender med at komme i fuldtidsbeskæftigelse, hvor det med ordinære jobs er 22 pct. Så hvorfor vil Venstre ikke have de her mennesker i arbejde?

Ordføreren.

Jeg vil meget gerne have dem i arbejde. Det er faktisk det, der er indgangsvinklen til det. Men det er da rigtigt, at der måske er nogle, der ikke hører hjemme i kontanthjælpssystemet, og som simpelt hen er for syge til overhovedet at kunne arbejde, og så må man jo kigge på det.

Så er det fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Selvfølgelig skal man jo forsørge sig selv, når man er i Danmark; det giver sig selv. Vi har løbende den her debat, fordi der er kommet for mange hertil, som ikke bidrager, og som ikke kommer til det, højst sandsynlig nogen sinde. Vil Venstres ordfører ikke bekræfte, at der faktisk også er en stor del af den gruppe, som man rammer her, som slet ikke burde være i Danmark?

Ordføreren.

Som ikke burde være i Danmark, siger spørgeren? Det har jeg ingen grund til at tro at myndighederne ikke er gode nok til at kunne bedømme. Alle de her mennesker, der er på kontanthjælp, har jo sandsynligvis været her i en hel del år og har fået en opholdstilladelse. Så det spørgsmål ville betyde, at jeg skulle kunne se igennem den her gruppe menneskers opholdstilladelse. Det kan jeg ikke lige se at jeg kan på stående fod.

Spørgeren.

Nej, det er vil sådan set bare kræve, at ordføreren har en værdibaseret politisk holdning til, at der er kommet for mange mennesker hertil, som ikke bidrager aktivt til det danske samfund, som ikke forsørger sig selv. Som ordføreren selv siger, er det mennesker, der har været her i 10, 20, 30 år og nogle nærmest mere, som aldrig har lært sproget, som aldrig er kommet ud på arbejdsmarkedet, og som bor i ghettoområder sammen med ligesindede og har de her samfund, hvor man er fuldstændig uden for samfundet. Så kunne ordføreren ikke bare komme med en holdning til, om der er nogle af de her mennesker, som slet ikke burde være i Danmark, og som burde rejse hjem?

Ordføreren.

Jeg bryder mig ikke om det der med, at de burde rejse hjem. Men jeg vil godt sige, at jeg synes, det er ringe, at man er i et land i 10 år og man ikke prøver at komme ind på arbejdsmarkedet. Jeg synes heller ikke, det er godt nok, hvis man f.eks. er i Danmark i 10 år og stadig væk ikke kan særlig meget af sproget. Så der er nogle ting, som hænger sammen her, og som vi skal sætte krav omkring for at få flere af de her mennesker med ikkevestlig baggrund ud på arbejdsmarkedet. Det gør den her aftale heldigvis også.

Så er det fru Samira Nawa.

Tak. Jeg hører Venstres ordfører tale meget om incitamentet til at komme i beskæftigelse, og at det er bedre at være i beskæftigelse end at være i kontanthjælpssystemet. Det kan jeg sådan set bakke fuldstændig op om. Men når Radikale Venstre ikke er en del af denne her aftale og heller ikke komme til at stemme for den, har det bl.a. noget at gøre med, at gevinsterne her heller ikke står mål med konsekvenserne.

Over for det her med at bringe så mange børn ud i fattigdom står, at 150-300 personer kommer i fuldtidsbeskæftigelse. Vil ordføreren ikke bare bekræfte, at det er sådan, tallene ser ud, og så bare sætte nogle ord på, hvordan ordføreren kan se, at gevinsten her skulle stå mål med konsekvenserne?

Ordføreren.

Sådan er det jo altid. Man skal altid se på, hvordan der er en balance i det. Jeg prøvede faktisk i min tale at sige, hvad det er for en samfundskontrakt, der er. Her prøver vi at stille nogle flere krav til det. Jeg synes så også, at hvis man ser på det samlede system, er der i forhold til børnefamilier lavet nogle blødere foranstaltninger. Jeg vil sige, at det er sådan, at de konsekvenser på økonomien, der er for børnefamilier, er mindre, end de er for en single uden børn, endda væsentlig mindre. Derfor synes jeg, at man sagtens kan sige, at der er en god balance i den aftale, der er lavet her.

Spørgeren.

Når jeg spørger, er det også, fordi Venstres ordfører fra talerstolen ikke bruger beskæftigelsen som et blandt mange argumenter, men omtaler den som hele indgangsvinklen. Derfor vil jeg bare endnu engang spørge, om ordføreren synes, at de her 150-300 personer i fuldtidsbeskæftigelse, der kommer ud af denne her øvelse, er gevinst nok? Kan man ikke se, at det er altså er i småtingsafdelingen?

Ordføreren.

Det vidner i hvert fald om, at vi hele tiden skal kigge på det, når det er så svært at få folk ud på arbejdsmarkedet. Jeg vil godt have noget mere effekt ud af det. Spørgsmålet er, hvordan vi gør det, og det vil jeg love at jeg gerne vil være med til. Jeg vil godt kigge på, hvordan vi få en større effekt. Vi skal have flere folk ud på arbejdsmarkedet. Det er en af hovedpointerne for Venstre, nemlig at man ikke skal sidde fast i kontanthjælpssystemet. Den bedste måde ikke at være fattig på er at komme ud på arbejdsmarkedet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører, og det er fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne. Velkommen til.

Det bliver formodentlig min korteste tale fra denne talerstol. Formålet med lovforslaget er at udmønte aftalen om skærpede optjeningsregler for kontanthjælp, som blev indgået mellem regeringen, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Med lovforslaget skærpes reglerne for optjening af kontanthjælp for alle personer, der er kommet til Danmark før 2008, og som ikke tidligere har haft krav om fuldtidsarbejde i mindst 2½ år i de seneste 10 år, og det er rigtig godt. Her er der tale om en gruppe borgere, der er kommet til landet før 2008, og som tidligere har kunnet modtage kontanthjælp trods det, at de aldrig har bidraget til det danske velfærdssystem. Det er ganske enkelt ikke i orden, og det er en hån mod danske borgere, der hver dag står op og går på arbejde. For når man kommer til Danmark, har man naturligvis en forpligtelse til at bidrage til det danske velfærdssystem, og det sørger vi med dette lovforslag nu for.

Hvis jeg skal sige noget som helst dårligt om dette forslag, så må det være, at det først kommer nu, og det er vist næppe nogen hemmelighed, at vi naturligvis stemmer for det.

Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så vi går videre i rækken, og det er hr. Karsten Hønge fra SF. Velkommen til.

Tak. Det her lovforslag sender tusinder af børn ned ad den sociale rutsjebane. Regeringen gør det med åbne øjne. Vi synes, det er en kynisk affære. Ministeriets egne beregninger viser, at 11.000 børn lever i familier, som nu skal trykkes ned på en væsentlig lavere sats. Lovforslaget vil sætte ydelsen for ca. 10.000 voksne ned for, som der står, at tilskynde dem til at komme i arbejde. Det fremgår i hvert fald af bemærkningerne til lovforslaget.

Men hvad er vores erfaringer egentlig med den slags tilskyndelser? Når vi nu diskuterer, om økonomiske incitamenter virker, vil jeg sige, at det gør de da. Det gør de i nogle situationer. Hvis man er i stand til at flytte sig væk fra et økonomisk pres, svarer det vel lidt til, at hvis man møder to bøller på gaden og man faktisk har muligheden for at gå uden om dem, så vil de fleste nok vælge at gøre det. Men problemet ved nedsatte ydelse er, at det rammer alle, og det med at ramme mennesker med lavere ydelser for at få dem i arbejde har vi faktisk prøvet flere gange før, endda i et stort fuldskalaforsøg med hele samfundet. Hvordan gik det egentlig?

Da kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen blev gennemført i 2015, kunne den samlede effekt af begge regler i allerbedste tilfælde med sol i ryggen og vinden i ryggen måske tage æren for, at 600 mennesker kom i arbejde eller uddannelse. Og i den samme periode drattede 10.500 børn under fattigdomsgrænsen. 62.000 børn blev dengang ramt hver dag af den lavloftede kontanthjælpskælder. Og i forhold til at få folk i beskæftigelse svarede det her til, at 17 børn endte i fattigdom for at få ét voksent menneske i arbejde. Det var kynisk, det var asocialt, og det var unfair.

Men selvfølgelig kan økonomisk pres flytte mennesker. Hvis man kan flytte sig væk fra pisk, gør man det jo. Hvis man skubber til mennesker, som ikke kan flytte sig, vælter de jo bare. Fattigdom fører kun én vej, og det er til apati og opgivenhed, og ulighed river samfund fra hinanden.

Jeg tænker, at ministeriets redegørelse til dels må være skrevet under inspiration fra tryllekunstneren professor Tribini. Han var gøgler, teltholder og selvudnævnt professor, og han var især kendt for sine talegaver som rekommandør, udråber, ved sine parader foran gøglerteltet. Jeg kom til at tænke på Tribini, da jeg læste side 5 i den kommenterede høringsoversigt. Nu er rekommandøren i gang på Christiansborgs Slotsplads. Her bliver der tryllet og jongleret med de forskellige aftaler om kontanthjælp, så slutresultatet ikke ser helt så slemt ud. Men det er netop en af den slags afledningsmanøvrer, som tryllekunstnere benytter sig af. Jeg synes, regeringen skal stå ved de ulykker, som den her lov fører med sig.

At regeringen med en kreds af partier sender tusinder af børn ned ad den sociale rutsjebane, bliver jo ikke bedre af, at den samme regering med en anden kreds af partier gennemfører en række gode tiltag, som bl.a. trækker børn ud af fattigdom. Netop de positive sociale tiltag bliver nøje beskrevet, men de har så bare ikke en disse med det her lovforslag at gøre. Det er en afledningsmanøvre for at trække opmærksomheden væk fra regeringens handlinger. Professor Tribini ville nikke anerkendende.

Sociale organisationer ved lige nøjagtig, hvor skoen trykker, og Røde Kors, Rådet for Socialt Udsatte, Dansk Socialrådgiverforening, Kirkens Korshær, Red Barnet, Børnerådet, Mødrehjælpen, Dansk Flygtningehjælp og SOS Racisme advarer mod det her lovforslag. Kommunernes Landsforening skriver i deres høringssvar, at nogle kommuner vil stå med en meget stor udfordring i forhold til at hjælpe borgere til en anden og billigere bolig. Særlig i de store byer med relativt få billige boliger kan man få svært ved at hjælpe de berørte borgere.

KL's udmelding hænger fint sammen med høringssvaret fra BL, Danmarks Almene Boliger, som gør opmærksom på, at 65 pct. af alle kontanthjælps- og uddannelsesydelsesmodtagere med indvandrerbaggrund bor i almene boliger. Organisationen skriver videre, at mange med de reducerede ydelser ikke længere vil have råd til deres nuværende boliger, og de vil få svært ved at finde en anden bolig. BL forudser, at der er stor risiko for udsættelser, og at et øget antal udsættelser sandsynligvis vil føre til, at hjemløsheden stiger.

Fattigdom rammer hårdt. Bare et enkelt år i et barns liv, som henslæbes i fattigdom, betyder ringere chancer for senere i livet at kunne få sig en ungdomsuddannelse. Det, der slår igennem, hver gang man måler på betydningen af lighed og ulighed i samfundet, er den relative fattigdom, den relative ulighed, og børn af fattige forældre har ca. 60 pct. større risiko for at ende som førtidspensionist allerede som 30-årig. Fattigdom fører til, at færre får en uddannelse, og de, der får en uddannelse, tager en kortere. Til gengæld kan de se frem til længere perioder som arbejdsløs. Fattigdom fører ikke til beskæftigelse, men til opgivenhed og apati. Cevea siger det meget præcist:

Hjælper man folk med at komme i arbejde, kommer de i arbejde. Slår man dem derimod i hovedet, bliver de højst sandsynligt liggende. Det er jo ikke raketvidenskab. Tak.

Tak til ordføreren. Der er indtil videre en enkelt kort bemærkning. Den er til fru Victoria Velasquez.

Tusind tak til ordføreren for talen. Jeg tror ikke, vi behøver at dvæle meget ved, hvor kynisk det her er – altså bare det, vi ser, i forhold til folk, som ryger ud af boligen, hvor det for 29 pct. af dem er, at man enten bliver skilt, eller at barnet faktisk bliver anbragt.

At man fører en fattigdomsskabende politik, som på den måde rammer så direkte ind i familier og ødelægger dem, er jo så tarveligt. Det er så sygt og ondt. Men det er én ting. Det er sådan det empatiske og medfølende i forhold til andre mennesker, og hvad der mon gør, at man kan gøre sådan noget her ved andre. Men noget andet er, at det også bare er dumt. Altså, rent økonomisk giver det jo ikke nogen mening.

Så jeg vil gerne spørge ordføreren: Når det ikke samfundsøkonomisk giver nogen mening, og når det også rent menneskeligt er fuldstændig kynisk, hvad er årsagen så til, at de partier rent faktisk vil stemme det her, der kommer til at skubbe over 10.000 mennesker ud i fattigdom, igennem?

Ordføreren.

Ja, vi kan jo sådan i fællesskab prøve at granske nyrer og hjerter hos de andre partier. Altså, jeg vælger egentlig at tro på, at man oprigtigt stoler på, at der er den her nære sammenhæng mellem lavere ydelser og at få folk i arbejde. Jeg kan næsten ikke tro andet om andre mennesker. Det må jo være, fordi man virkelig tror på, at der er den sammenhæng.

Det er godt nok på trods af alle undersøgelser, på trods af hvad alt peger på, og på trods af, som fru Victoria Velasquez også rigtigt siger, at det også samfundsøkonomisk jo ikke hænger sammen, fordi det at investere i de mennesker, der har mindst, vil være en investering i, at flere rent faktisk kommer ud på arbejdsmarkedet, at flere tager en uddannelse, at færre bliver førtidspensionister, at arbejdsløshedsperioderne bliver kortere, at man uddanner sig til de kompetencer, som virksomhederne efterspørger osv. osv.

Så økonomisk hænger det ikke sammen, at man her vil presse folk længere ned økonomisk, men jeg vælger dog alligevel at tro så meget godt om andre partier, at de må stole på, at den her sammenhæng er der, selv om den åbenlyst ikke er der.

Spørgeren.

Ja, for de, der er i arbejde, oplever jo, hvordan lønnen bliver presset, og det er klart, for hvis der er nogle, som står til fuldstændig at miste alt og oplever en social tragedie, så er man jo villig til at gå på kompromis med den løn og de rettigheder, som dem i arbejde har, for at sikre sig, at man får det job, som de har, eller fordi man simpelt hen er for syg og så også bliver ramt.

Så vil jeg bare høre ordføreren, om ordføreren vil være med på så at få alle de mange rapporter og al den evidens, der er, for, hvorfor det her er tudetosset og økonomisk kortsigtet.

Ordføreren.

Jeg synes, det vil være en rigtig og brandgod idé, og jeg synes næsten også, at jeg bare lige vil gentage det citat, der var fra Cevea, og hvor jeg da ved, at mange i Socialdemokratiet har et tæt forhold til Cevea. Citatet er:

Hjælper man folk med at komme i arbejde, kommer de i arbejde. Slår man dem derimod i hovedet, bliver de højst sandsynligt liggende. Det er jo ikke raketvidenskab.

Jeg synes måske, det her budskab burde gå rent ind hos socialdemokrater især.

Formanden må vist på vegne af Folketinget sige tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører, og det er fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance. Velkommen.

Mange tak. Med dette forslag foreslås det at skærpe betingelserne for at opnå ret til kontanthjælp ved at udvide personkredsen, der skal opfylde et krav om fuldtidsbeskæftigelse i mindst 2½ år inden for de seneste 10 år for at modtage uddannelses- og kontanthjælp. Det har egentlig gældt for alle, der er indrejst efter 2008, og vi synes, det er meget rimeligt, at det også skal gælde dem, der er indrejst før. Liberal Alliance støtter forslaget. Tak for ordet.

Der er lige en kort bemærkning til fru Victoria Velasquez.

Når vi ved, at det er med til at gøre, at folk faktisk kommer længere væk fra arbejdsmarkedet – og flere rejser jo også det, at der er en evidens i forhold til den målgruppe – så rammer det ikke positivt som ønsket, i forhold til at det skal få folk tættere på arbejdsmarkedet. Oven i det ved vi også, at det for de tusindvis af børn, det kommer til ramme, har en betydning for, at man får en uddannelse, eller at man får et arbejde. Hvordan kan det så være, at Liberal Alliance støtter forslaget?

Ordføreren.

Enhedslisten fremlægger det, som om det er helt konkrete fakta for alle borgerne, der bliver omfattet af det her, at de vil komme længere væk fra arbejdsmarkedet. Vi ved, at det decideret vil få nogle helt ud af systemet. Det er også rigtigt, at der er nogle, som ikke gribes godt nok inde i beskæftigelsessystemet, og der ved jeg også, at vi alle sammen har ambitioner om at bedre systemet for bedre at understøtte, at de får den hjælp, der skal til, for at komme helt ud af systemet. Men at blive ved med at fastholde folk på kontanthjælp i så mange år mener vi ikke er den rigtige vej at gå.

Spørgeren.

Det, vi kan se har en betydning, er jo faktisk konjunkturer. Vi har hævet ydelsen i forhold til at lave et børnetillæg, og alligevel kom flere i beskæftigelse. Vi kan godt sige, at det er, fordi folk får mere power, selvstændighed og overskud, når de faktisk har en økonomi, der kan få tingene til at hænge sammen, men virkeligheden er, at det er konjunkturerne, der har den største betydning for, om de kommer i arbejde eller ej.

Så hvorfor er det sådan, at Liberal Alliance vil fattiggøre folk i stedet for at gøre den del, vi ved virkelig rykker noget, og som er indsatsen?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at det også er konjunkturerne, der spiller ind, men vi ved også, at der i den grad også er økonomiske incitamenter, der spiller ind. Det har vi også konkrete data på, ikke kun på kontanthjælpsområdet, men også på andre områder. Så det ved vi også spiller ind.

Det her handler ikke om, at vi nu pludselig siger, at vi skal nedsætte en bestemt ydelse til noget, der er endnu lavere, men det handler om, at der er flere, der omfattes af et krav, som alle andre inden for den samme målgruppe allerede i forvejen er omfattet af. Så det drejer sig egentlig bare om at stille de samme betingelser for den samme målgruppe.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre til den næste ordfører, og det er fru Karin Liltorp fra Moderaterne.

Tak for ordet. Jeg sætter mig lige op i helikopteren for at minde os om rammerne. Kontanthjælpen blev jo selvfølgelig indført som et økonomisk grundlag til borgere, der ikke har mulighed for at forsørge sig selv i en periode. Kontanthjælpen sikrer, at man både har penge til mad og bolig, men nej, der er ikke meget tilovers hver måned. Det har nemlig aldrig været meningen, at man skal leve af kontanthjælpen, og det skal altid være mere attraktivt at tage et arbejde, hvis der ikke er noget i ens personlige forhold, der står i vejen for det.

Det her lovforslag er med til at ensrette reglerne, og det er korrekt, at det primært kommer til at ramme borgere, der kommer fra ikkevestlige lande. Men det giver ikke mening, at man har ret til en højere ydelse, bare fordi man er kommet til landet før 2008. Jeg er rimelig sikker på, at dem, der bliver berørt, i første omgang ikke kommer til at klappe i deres hænder over at blive sat ned i ydelse, men det skal ikke forhindre os i at ændre regler, der ikke giver mening, og som måske endda har været med til at bremse integrationen.

For det er sikkert og vist, at vi ikke er i mål med at inkludere alle ikkevestlige indvandrere i fællesskabet, og det synes jeg er rigtig ærgerligt. Der kan være tale om svigt, når vi i så mange år har tilladt, at så stor en gruppe har fået lov til at holde sig uden for samfundet. Her vil jeg nemlig gerne minde om, at ændringen meget gerne skal være med til at skubbe udviklingen i den rigtig retning. Det skal gerne få flere af de ikkevestlige indvandrere, der har hængt i systemet meget længe, til at overveje, om de alligevel kan bidrage på arbejdsmarkedet. Det vil være rigtig godt af flere grunde: Det vil åbenlyst fremme integrationen, og de fleste børn har meget godt af at se, at deres forældre er en vigtig del af arbejdsfællesskabet.

Den her lov kommer jo ikke til at stå alene, for som et andet greb vil vi gøre det mere attraktivt at arbejde netop ved at muliggøre, at man kan tjene lidt penge ved siden af, uden at kontanthjælpen nedsættes. Netop dette tiltag synes jeg er ganske fremragende, for man ved allerede, at bare et par løntimer om ugen kan være med til at skabe underværker. De fleste vokser faktisk af at mærke, at de kan gøre en positiv forskel, og arbejdsmarkedet skriger på arbejdskraft, så mon ikke vi kan finde en plads til de fleste?

Derfor støtter Moderaterne forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Victoria Velasquez.

Jeg ved, at ordføreren, for det er også noget, jeg har hørt rost, arbejder meget med organisationer og civilsamfund og prøver også at se på, hvordan vi kan gøre noget for at styrke deres arbejde bedre. Jeg antager, at det er, fordi ordføreren mener, at civilsamfundet har noget positivt at byde ind med og en vigtig viden og andre dele. Derfor vil jeg bare spørge, om ikke det gør indtryk, når samtlige civilsamfundsorganisationer, som har et høringssvar med her, kampskælder det her lovforslag ud, og når alarmklokkerne fuldstændig blinker amok. Det gælder både i forhold til at gøre børn fattige, og hvilke konsekvenser det har, men også de konkrete mennesker, man risikerer kommer ud i hjemløshed, ud i gæld, alle de forskellige ting, som der er nævnt i høringssvarene. Gør det ikke indtryk?

Ordføreren.

Det, der ligger mig mest på sinde, er tanken om, at jeg synes, vi i den grad har svigtet den her gruppe mennesker ved i så mange år at fastholde dem i fortællingen, at de bare kan blive hjemme, at de kan leve et liv uden for samfundet, i stedet for at gøre en aktiv indsats for at få dem ind på arbejdsmarkedet. Det er jo netop det, vi prøver at gøre nu med de forskellige tiltag, der kommer. Igen vil jeg sige, at det her ikke står alene, for selvfølgelig gør det indtryk, og selvfølgelig er der nogen, der bliver bekymrede, og det var også derfor, jeg sagde, at alle dem, der bliver sat ned i ydelse, da ikke kommer til at klappe i hænderne. Men jeg tror, at mange af dem vil kunne komme til at indse, at de faktisk kan være med til at gøre en forskel, og jeg tror også, at mange børn kommer til at blomstre ved tanken om, at deres forældre faktisk kommer ud i job, for det er bare noget af det, der er med til at skabe selvværd. Dertil skal det siges, at jeg tror, at civilsamfundet kan spille en kæmpe rolle i at hjælpe med at få dem ind på arbejdsmarkedet. Det gør de allerede i dag, og det tror jeg også de vil gøre fremadrettet.

Spørgeren.

Det er jo netop de ting, vi ved virker, altså ikke at sætte ydelsen ned og gøre mennesker fattige, for det ved vi virker direkte modsat. Men vi ved, at civilsamfundsindsatserne virker, og derfor kan man undre sig over, at den nuværende regering og tidligere flertal har skåret på civilsamfundets indsatser netop med fokus på den her målgruppe, og vi kunne ikke få det igennem i SSA'en med kvindenetværk og alle mulige andre dele. Så man både fattiggør dem, selv om man ved, at det ikke virker, og vil ikke lave den indsats, vi ved virker. Hvordan hænger det sammen?

Ordføreren.

Nu har ordføreren det med at opstille en præmis, som jeg måske ikke er helt enig i, når ordføreren siger, at det her ved vi ikke virker. Jeg ved ikke, at det ikke virker, for hele intentionen med at lave de her lovforslag er jo netop at prøve noget andet. Vi ved, at den indsats, der har været igennem de sidste mange år, har været totalt forfejlet, og der er en stor gruppe mennesker, vi ikke har fået med på arbejdsmarkedet. Så jeg tror på, at det virker, bl.a. den her idé om, at man ikke bliver trukket i kontanthjælp, hvis man tager et par timers arbejde. Den tror jeg helt sikkert kommer til at skubbe den her gruppe i den rigtige retning. Så allerede nu at konkludere, at det ikke virker, synes jeg måske er meget, meget tidligt i forløbet, for idéen er jo faktisk at gøre noget ved det.

Fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Jeg er sådan set enig i nogle af de ting, som ordføreren siger, i forhold til at man selvfølgelig skal have folk ud på arbejdsmarkedet. Jeg blev bare nødt til at tage ordet, fordi det lyder på ordføreren, som om ordføreren mener, at det er det danske samfunds skyld, at de her mennesker render rundt derhjemme og ikke gider at lave noget. Der er jo kommet rigtig mange hertil, hovedsagelig fra MENAPT-landene, som ikke bidrager aktivt til det danske samfund. Mener ordføreren reelt set, at det er danskernes skyld, at de ligger Danmark til last, eller er det deres egen skyld, fordi de ikke har gidet at integrere sig?

Ordføreren.

Jeg synes bestemt ikke, det er det danske samfunds skyld. Jeg synes, vi alle sammen har et personligt ansvar for at prøve at forsørge os selv. Jeg mener bare, at samfundet som helhed et eller andet sted har fejlet i at sige, at man kan leve af kontanthjælp, altså i forhold til at lade dem leve med en overbevisning om, at der ikke er brug for dem, og at der ikke er brug for, at de bidrager til fællesskabet. Men nej, det er ikke samfundets skyld, vi er endt der.

Spørgeren.

[Lydudfald] … næsten mere kradsbørstig melding end den, der kom fra Venstre – så tak for det. Det er jeg sådan set enig i. Det er selvfølgelig et personligt ansvar at forsørge sig selv, og man er jo ikke nødvendigvis overhovedet velintegreret eller noget som helst andet,fordi man har et arbejde, men som minimum skal man da forsørge sig selv, når man kommer til Danmark. Så jeg vil bare sige tak for det svar.

Ordføreren.

Det går jeg ud fra mere er en kommentar fra spørgeren, men ja, selvfølgelig er udgangspunktet, at man forsørger sig selv, hvis man kan. Det synes jeg er et meget vigtigt princip.

Vi siger tak til ordføreren og går til den næste. Det er fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak. Lovforslaget her er en udmøntning af en aftale, som Det Konservative Folkepartier er en del af, og derfor vil jeg indlede mine tal med at sige, at vi støtter lovforslaget.

Lovforslaget er en stramning af optjeningsreglerne for kontanthjælp, og det er en del af et arbejde, hvor vi dels reformerer vores velfærdssystemer og dels fremmer integrationen på arbejdsmarkedet. Vi er i en tid med mangel på arbejdskraft på stort set alle hylder, og set i det lys er det bare ikke forsvarligt, hvis vi har borgere, som har en arbejdsevne, og som modtager en fuld kontanthjælp år efter år. Det er ikke rimeligt, at mennesker, som er rejst ind i Danmark, har kunnet modtage kontanthjælp i årevis uden at være i beskæftigelse.

Vi har et mildere krav om beskæftigelse for at få ret til kontanthjælp, som gælder for folk, der er indrejst i Danmark før 2008, end for dem, der er rejst ind efter 2008, og det er en urimelig forskelsbehandling. Med den her lov får vi ens regler, der sikrer, at alle bliver mødt med samme forventninger og krav, uanset hvornår de har sat foden på dansk jord. Ved at ensrette reglerne, gør vi dem også lettere at forstå og håndhæve. Loven vil tilskynde flere til at arbejde, og det er vigtigt af flere grunde. Hvis man er i beskæftigelse, har man en større økonomisk selvstændighed og frihed. Med flere i beskæftigelse forbedrer vi også samfundets økonomi, og så er det jo ikke nogen hemmelighed, at vi har svært ved at integrere visse ikkevestlige indvandrere på arbejdsmarkedet.

Det gælder særlig kvinder fra MENAPT-landene, som også den mest undertrykte gruppe af kvinder her i landet. Ved at stille nogle klarere og ens krav til alle, øger vi incitamentet til at søge og opretholde beskæftigelse, og det er afgørende for den langsigtede integration.

Vi var for en god uges tid siden på studietur til SIRI, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, og her mødte vi nogle stærke kvinder fra ikkevestlige lande, der var brudt ud af social kontrol. Særlig den ene af dem roste, at vi via økonomi pressede familierne til at åbne for, at kvinderne kommer i kontakt med både arbejdsmarked og sagsbehandlere, der dels kan fortælle dem om deres rettigheder, og som også kan vise dem en vej ud af den kultur, som presser både ikkevestlige mænd og kvinder ind i nogle roller, som mange af dem måske i virkeligheden hellere var foruden. Der var en direkte opfordring derfra til at fortsætte presset for at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet, og den vinkel er også værd at tage med her. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er enkelt kort bemærkning til fru Victoria Velasquez.

Tak. Jeg er faktisk rigtig glad for, at ordføreren nævner social kontrol i den her sammenhæng. For det er en af de største bekymringer, jeg har, altså at den økonomiske frisættelse og frigørelse for kvinder i Danmark er enormt Koblet op på en mulighed for at få kontanthjælp. Det kan vi også se historisk i forhold til mange børnehjemsbørn, der blev tvangsfjernet fra enlige mødre, hvor det bl.a. var økonomi, som var spørgsmålet, og hvor den enlige mor nogle gange gik tilbage til sin mand på grund af økonomi osv. Så det er ret vigtigt, at vi faktisk har en økonomisk frigørelse.

Men her gør man jo det modsatte, altså at man sætter økonomien enormt langt ned, plus at der er en gensidig forsørgerpligt, som betyder, at du får nul kroner og bliver hundrede procent økonomisk afhængig af din mand. Derfor vil jeg spørge, om det ikke gør indtryk på Konservative, når vi netop historisk ved, at mange børnehjemsbørn i sin tid blev tvangsfjernet på grund af økonomi, og når vi ser det i forhold til netop de sociale problemer, der bliver rejst her, altså anbringelser og problemer for enlige mødre.

Ordføreren.

Det, som gør meget indtryk på mig, er, at vi har en gruppe af mennesker, som har været her i Danmark i over 16 år, og som tydeligvis ikke har en ordentlig tilknytning til arbejdsmarkedet. Vi ved, at når vi bliver ved med at placere dem på passiv forsørgelse, har de svært ved at komme ud af den situation, de er i, og vi ved, at det jo også er med til at fastholde deres børn i det samme mønster, som forældrene har. Jeg synes, det er vigtigt, at vi også følger det råd, som vi fik fra de ikkevestlige kvinder, vi snakkede med i SIRI, nemlig at skrue på de økonomiske knapper, så vi dermed tvinger en dialog igennem, som kan være med til at hjælpe de kvinder videre og ud af den situation, de er i.

Spørgeren.

Man bliver jo ikke hjulpet, hvis man ryger på gaden; så får man bare endnu flere problemer end ledighed. Og når vi netop kigger på tallene, kan vi se, at den målgruppe, som ordføreren taler om, er nogle af dem, der har fået allermindst indsats, og samtidig er det også nogle af dem, der bliver diskrimineret allermest, når de sender jobansøgninger. Så burde vi egentlig ikke gøre mere for netop at få folk i arbejde, i stedet for at lave ydelsen så lav, at de, hvad Rockwool Fonden har dokumenteret i 2006, bliver skubbet længere væk fra arbejdsmarkedet, eller, som Væksthusets rapport viser, lave indsatser, der ikke virker, og som får dem længere væk fra arbejdsmarkedet? Burde vi ikke gøre de ting, vi faktisk ved virker?

Ordføreren.

Det her er jo en del af en større reform af kontanthjælpsområdet. Det, vi gør med det her lovforslag, er jo at tvinge en dialog igennem, hvor vi også kan få dialogen med de mennesker, det handler om, og tage en snak om, hvordan vi hjælper dem ud på arbejdsmarkedet. Det næste, der ligger, handler om nyttejob, så det er jo ikke et spørgsmål om, at man skal have dem ind og fjerne deres kontanthjælp, og så kan de sejle deres egen sø. Vi skal jo netop have en dialog med dem om, hvordan de kommer videre i beskæftigelse og videre i deres liv.

Der er ikke flere spørgsmål. Vi siger tak til ordføreren og går videre til den næste. Det er fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Velkommen.

Det her lov forslag handler om at skubbe over 10.000 mennesker fra den kontanthjælpssats, som de fleste måske kender i dag, ned på en sats, som er på under 7.000 kr. før skat om måneden. Nu bruger jeg formuleringen en kontanthjælpssats, som folk »kender i dag«, men det, vi jo også ved, er, at med satsregulering og mindreregulering osv. er kontanthjælpen over de sidste 30 år blevet udhulet med 30 pct.

Udover den del er den her lov også en del af et nyt optjeningskrav og et nyt sanktionsregime i kontanthjælpssystemet. Det undrer mig enormt meget, at man – når vi faktisk har forskning på forskning og evidens på evidens i både kvantitative og kvalitative undersøgelser, der viser, hvilke ting der rent faktisk får folk i arbejde, og vi på samme tid mangler kvalificeret arbejdskraft på rigtig mange arbejdspladser – alligevel gerne vil puste til den indre svinehund i stedet for at gøre det, som vores samfund faktisk har brug for. Det har ovenikøbet konsekvenser for børn, der fuldstændig uforskyldt står i den situation, at de vokser op i fattigdom. Det synes jeg bare er noget af det groveste, man overhovedet kan gøre, og også at man gør det med åbne øjne, mens samtlige civilsamfundsorganisationer, boligforeninger osv. laver tykke røde streger i forhold til den her lov, i forhold til at den direkte kommer til at få en kæmpe betydning for nogle af de allermest udsatte.

Vi taler om advarselslamper om hjemløshed og gæld i forhold til nogle af dem, der i forvejen er enormt økonomisk udsatte, og i forhold til skilsmisser anbringelser af børn. Man går direkte ind i kernen af familien og gør noget, der gør, at de når bristepunktet og ikke kan holde sammen mere. Oven i det synes jeg også, at der mangler en ærlighed om, hvad det er, der sker lige nu.

Vi var et flertal – og der er også et flertal herinde på Christiansborg – som faktisk lovede, at vi ville løfte børn ud af fattigdom, og vi lovede de over 9.000 børn, som vi fik løftet ud af fattigdom, at det skulle de blive ved med at være, til et nyt kontanthjælpssystem trådte i kraft. Tænk, at man så bare fra den ene dag til den anden fjerner de penge, og at man ikke er ærlig omkring, at der er nogle af de familier, som er allermest ramt, som man simpelt hen har taget pengene fra i år, oven på at der har været inflation og energikrise. Jeg vil bare lige minde om, at kompensationen i forhold til inflationen og pris- og lønudviklingen er altså 2 år forsinket, så i forvejen handler det om nogle af dem, der har allermindst i vores samfund, og de er ikke engang blevet kompenseret i forhold til pris- og lønudviklingen lige nu. Vi kommer til at bruge al vores krudt på at vise den dokumentation, der er for, hvad det er, der rent faktisk hjælper med, at folk kommer i arbejde, og hvad det har af konsekvenser, når folk vokser op i fattigdom.

Det er som om, at i de samfundsfagsbøger, der kommer til at blive skrevet, må det kapitel, hvor der står negativ social arv, fremadrettet skrives om, så der står statens negativ sociale arv. For det er staten, der gør det her mod andre mennesker med fuldstændig åbne øjne, og det er et svigt af dimensioner.

Jeg havde håbet, at man ville bruge det politiske flertal, som befolkningen faktisk har stemt ind, til at lave om på det. For et markant flertal af danskerne er uenige i den her politik. Over 62 pct. vil gerne have, at vi gør mere mod fattigdom, end vi gør i dag, men det er ikke det, der sker det med her lovforslag. Derfor kan vi ikke støtte det i Enhedslisten. Jeg skal hilse fra De Radikale og Alternativet og sige, at de også er imod. Tak.

Der er en kort bemærkning. Fru Karin Liltorp, Moderaterne.

Tak for det. Jeg tror ikke, at mange af os har et ønske om, at der er en masse, der skal leve i fattigdom. Jeg synes, vi fremfører et ønske om, at man skal forsørge sig selv, hvis man er i stand til det. Jeg skal lige høre: Er ordførerens udgangspunkt, at dem, der er på kontanthjælp, alle sammen er for syge til at komme i arbejde?

Ordføreren.

Nu var ordføreren ikke valgt, da vi forhandlede den første kontanthjælpsaftale, men hovedkravet fra Enhedslisten er en afklaringsgaranti. Vi vil gerne have, der kommer en tidlig og rettidig indsats med det samme, som betyder, at du inden for et år rent faktisk – og gerne med det samme – kommer i arbejde eller uddannelse, hvis ikke du faktisk med det samme kommer i fleksjob eller får førtidspension. Vi foreslog direkte, at man i stedet for statslig social dumping med nyttejobs faktisk giver folk et arbejde, og hvis de siger nej, skal ydelsen ryge, for du skal stå til rådighed. Men det blev afvist. Så jeg vil bare sige, at var der nogen, der foreslog, at folk skulle komme i arbejde direkte, så var det os fra Enhedslisten.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg tror da, vi har en fælles interesse i, at så mange som muligt kommer i arbejde. Jeg kan jo glæde ordføreren med, at 3F siger, de har alle de jobs, der skal til, så jeg håber også, at de i høj grad kommer på banen her med at hjælpe med at få dem i arbejde. Men anerkender ordføreren, at der har været store problemer med på den her gruppe mennesker i arbejde, og at de indsatser, man har haft gennem de sidste 30 år, måske har været mislykkede, og at vi bliver nødt til at prøve noget nyt for ligesom at komme i mål med det?

Ordføreren.

De forslag, som vi har taget med bl.a. i SSA-reserven forhandlingerne, er ikke nogen hemmelighed. Det er jo målrettede indsatser, der skal gøre, at man f.eks. lærer dansk eller andre ting, som vi ikke har fået gennem. Man har skåret med over 100 mio. kr. i de indsatser, vi faktisk ved virkede. Der vil jeg bare lige aflive en myte herinde. Man bliver ved med at sige, at der er en indsats, der ikke har virket. Men prøv at kigge på tallene, og det er endda en arbejdsgiverforening, der har lavet undersøgelsen: Den her målgruppe er den, der har fået allermindst indsats i beskæftigelsessystemet.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Næste ordfører er fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Den her aftale er Dansk Folkeparti ikke en del af. Det er, ikke fordi vi ikke faktisk synes, det er en rigtig god idé at sætte ind, og at folk ikke bare skal kunne dovne den derhjemme, men skal ud på arbejdsmarkedet – det synes vi er et rigtig godt udgangspunkt – men fordi der generelt set, som der også er blevet talt om i debatten tidligere, jo er kommet alt for mange hertil, der ikke bidrager, og som ligger Danmark til last både i forhold til kriminalitetsstatistik og beskæftigelsesstatistikker og alt muligt andet. Problemet er bare for os, at man med den ene hånd tager de her penge fra nogle mennesker, som vi er hundrede procent enige i ikke skal have dem, og så giver dem til de samme mennesker med den anden hånd i en anden aftale. Man tager altså de her penge og fører dem over i en anden aftale, som vi heller ikke er en del af fra Dansk Folkepartis side, netop fordi de går til arbejdsløse indvandrerfamilier med mange børn. Så den del kan vi så i hvert fald ikke støtte.

Så vi er sådan set enige i, at man skal stramme op på kontanthjælpssystemet, men vi er selvfølgelig ikke enige i, at man strammer op med den ene hånd, men så giver pengene til de samme mennesker med den anden.

Der er ingen ønsker om korte bemærkninger. Tak til fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Så er turen kommet til beskæftigelsesministeren.

Tak for det, formand. Også tak for debatten i dag. Med stort engagement synes jeg at ordførerne hver især har betonet synspunkter, som viser nogle uenigheder, men som på lange stræk også viser, hvorfor et meget bredt flertal i Folketinget blev enige om en kontanthjælpsreform, der grundlæggende både forenklede, gjorde det mere attraktivt at arbejde, slog ring om børnene og samtidig også havde en parallel til lige præcis det lovforslag, vi står med i dag, og som jeg synes har fat i to ret grundlæggende ting.

Det ene er, om man synes, der skal være optjening til den fulde velfærdspakke, når folk kommer til Danmark fra udlandet. Det har jeg som synspunkt er et sundt princip. Der er en udfordring ved at have et universelt og også på mange stræk generøst velfærdssamfund, som vi har i Danmark, og som forsøger at holde hånden under alle mennesker i svære livssituationer, og samtidig også have folk, der kommer hertil fra udlandet i det omfang, vi ser. På den måde har vi jo flere og flere steder fået opbygget, at vi selvfølgelig tilbyder en hjælpende hånd, når man kommer til Danmark og har brug for hjælp, men at man f.eks. i det her tilfælde skal have arbejdet 2½ år ud af de seneste 10 år for at få den høje og fulde pakke.

Samtidig, ved siden af princippet om optjening til den fulde velfærdspakke og hjælpende hånd i Danmark, er der også et brud med forskelsbehandling, som vi jo ellers har set i en årrække. Med det her lovforslag ensretter vi reglerne og siger, at der nu er lige vilkår, uanset hvornår du er kommet til vores land. Jeg må bare indrømme, at jeg personligt har svært ved at forklare og dermed også forsvare, hvorfor der kan være ret markant forskel mellem naboer, der bor dør om dør, og hvor den ene familie har været her i 20 år og aldrig været i arbejde og den anden familie har været her i 10 år og aldrig været i arbejde, i forhold til hvad de har at leve for hver måned. Den forskelsbehandling fjerner vi.

Så er det jo rigtigt, hvad Dansk Folkepartis ordfører siger om, at en del af de penge, der ligger her, så at sige går til det, der ligger i den store kontanthjælpsreform, hvor vi bl.a. er inde og sikre ret til gratis medicin, bl.a. til børnene, og hvor vi indfører et fritidstillæg, der også skal give mulighed for, at uanset din mor og fars situation har du mulighed for at være en del af et fællesskab.

Samtidig vil jeg godt kommentere på Enhedslistens ordførers ytring om, at det fra nu af skulle være statens sociale arv. Jeg er sådan set enig med de ordførere, der indtil nu lidt har ytret en fortrydelse af, hvordan det var, man mødte mennesker for 20 år siden, når de kom til Danmark, og spurgt, om vi var gode nok til fra første dag at sige: I det her land forventer vi noget af dig; vi tror på, at du har noget at bidrage med, og vi ønsker, at du træder ind i bl.a. fællesskabet på arbejdsmarkedet – i stedet for at anvise folk at starte på den her passive forsørgelse, og så kan de faktisk få lov at befinde sig i den passive forsørgelse i årtier.

Hvis der er noget, vi ved er social arv, er det at vokse op med forældre, der ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet. Til gengæld – nu har der været meget tale om, hvad det er, forskningen viser – kan vi se, at i det øjeblik din mor eller far bare har nogle få timer på arbejdsmarkedet, gør det en verden til forskel, også for børnenes videre liv. Derfor er noget af det, jeg også synes er vigtigt at få fortalt med den samlede kontanthjælpsreform, netop det greb, som gør det mere simpelt, men også mere attraktivt at have nogle få timer på arbejdsmarkedet uden at blive skåret i sin kontanthjælp. For vi ved, at hvis man først får foden indenfor, selv hvis det er nogle få timer, uden at hammeren falder økonomisk og der ikke er en gulerod forbundet med det, så er det en trædesten til mere.

Så grundlæggende synes jeg, det er fornuftigt med optjening til vores velfærdssamfund. Jeg synes også, det er fornuftigt, at vi fjerner en grundlæggende forskelsbehandling her, og så mener jeg, at sammenhængen til den brede kontanthjælpsreform, som flere ordførere også har været inde på, er helt central. Til gengæld er det selvfølgelig også givet, at når man laver ændringer af den her karakter, så har det betydning for både den kommunale indsats og den enkelte families hverdag. Derfor gør vi det også, mere end et år før det bliver til virkelighed.

Jeg siger tak for debatten og også tak til de mange partier, der bakker op om både det her isolerede lovforslag, men også kontanthjælpsreformen i sin helhed.

Der er en kort bemærkning til fru Victoria Velasquez, Enhedslisten.

Vi ved netop, hvad det er for en indsats, der virker. Vi ved samtidig, at det at fattiggøre folk så massivt, som vi gør – som I gør, som de gør, eller hvordan man siger det i tredje person: som flertallet gør med den her aftale – har en kæmpe konsekvens. Det, at boligforeningerne siger, at der ikke er nok boliger, til at dem, der nu kun kan betale en husleje på 3.000 kr., har en bolig, burde virkelig være noget, man tog meget seriøst.

Der vil jeg bare lige spørge og følge op: Hvis Socialdemokratiet virkelig ville have, at den her gruppe kom i arbejde, hvordan kan det så være, at man økonomisk har ramt – og jeg citerer: Venner Viser Vej, et civilsamfund, som rent faktisk løfter i forhold til integrationsindsats; RED's rådgivning mod æresrelaterede konflikter – noget, der netop skal hjælpe nogle kvinder, som er gjort økonomisk afhængige af deres mænd; Det Nationale Integrationsråd; Baba – Fonden for Socialt Ansvar; Bydelsmødre; brobyggeruddannelse og brobyggerunge; frivilligt integrationsarbejde fra Dansk Røde Kors; LGBT Asylum; Bevar Ukraine; KVINFO's mentornetværk; Søstre mod vold og kontrol? Nu er min tid gået, men jeg kunne desværre fortsætte den her liste.

Der er et opfølgende spørgsmål senere. Nu er det beskæftigelsesministeren.

Tak for det. Jeg tror grundlæggende på et stærkt civilsamfund, men jeg tror faktisk også på at have et system, hvor der er optjeningsregler, når man kommer til Danmark, før man kommer ind og får den fulde pakke. Jeg tror også på det at fjerne den forskelsbehandling, vi ser, og som helt grundlæggende er umulig at forklare, synes jeg, og så krydset over til, at de penge, der er som følge af det her lovforslag, så bl.a. går ind og slår ring om børnene med fritidstillæg, medicintilskud, forsørgertillæg osv.

Spørgeren.

Undskyld, men det her lovforslag fjerner jo ikke en forskelsbehandling. Tværtimod gør det jo, at man siger til den enlige mor: Hvis du ikke er født i Danmark, vil vi gøre dine muligheder for at komme ud aføkonomisk afhængighed af din mand meget dårligere, end hvis du var dansker, og dit barns muligheder skal heller ikke være de samme, fordi du ikke er født i Danmark. Undskyld, men det her lovforslag er da om noget med til at lave forskelsbehandling, særlig inden for frigørelseskampen, kvindekampen og i forhold til ligestillingen og den økonomiske selvstændighed.

Beskæftigelsesministeren.

Jeg ser grundlæggende anderledes på, hvad det er, vores kontanthjælpsreform gør. Og jeg ser også grundlæggende anderledes på, hvad det er, der f.eks. er betydningen af at insistere på, at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Vi ved, at der er hjem, hvor det ikke er målet, at kvinder kommer i arbejde, og jeg synes, det er godt, at vi som samfund insisterer på, at der også er en indsats for, at de kvinder kommer ud af deres hjem.

Den næste korte bemærkning er til fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det. Undskyld, at jeg bare sådan kommer væltende ind i den her meget spændende debat. Det, der lige fik mig til at tage ordet, handler om, at jeg jo kan forstå, at den her regering er meget, meget optaget af at sætte en stopper for negativ social kontrol – det er vi også i Enhedslisten – men jeg kan bare ikke se, hvordan det her lovforslag skal sætte en stopper for netop det. For noget af det, som vi ved virker, handler om, at man bliver økonomisk uafhængig af sin mand, for så er det også nemmere at gå fra ham. Men det gør det her lovforslag jo ikke op med. Så det er lidt, som om der er en beskæftigelsesminister, som står på den ene side og rigtig gerne vil gøre noget, mens der står en integrationsminister på den anden side, der også rigtig gerne vil gøre noget, og så ender man faktisk med at gøre noget, hvor man stiller de her kvinder dårligere, altså fattiggøre dem.

Ministeren.

Fru Rosa Lund er altid velkommen i vores debatter, især fordi jeg ved, at engagementet er stort, og at der også er en oprigtig vilje og et ønske til at adressere negativ social kontrol. Det deler vi. Jeg synes jo faktisk, at noget af det vigtige i den samlede kontanthjælpsreform – nu behandler vi så et hjørne af den, men en del af debatten har handlet om den samlede reform, og det synes jeg er passende – er, at vi jo bl.a. sørger for, at der er massivt mere økonomisk støtte, hvis du som kvinde er enlig forsørger, altså det vil sige, hvis du laver det brud med den sociale kontrol. Der er også forsørgertillæg, og du kan få gratis medicin til dine børn og dig selv, og der er fritidstillæg osv. Så der er faktisk et økonomisk ryk hen mod den enlige forsørger i den samlede kontanthjælpsreform.

Spørgeren.

Sådan som vi i Enhedslisten forstår den her aftale – og jeg kan jo høre på min kollega fru Victoria Velasquez, at vi ikke er de eneste, der forstår det sådan – flytter den jo en masse mennesker over på integrationsydelse, altså ud af kontanthjælpssystemet. De kommer ikke ud af kontanthjælpssystemet på den måde, vi foretrækker det, nemlig ved at de kommer i arbejde, men de kommer ud af kontanthjælpssystemet på den måde, at de kommer over på en anden og lavere ydelse og dermed ikke har en jordisk chance for at blive økonomisk uafhængige af deres mænd. Derfor har jeg stadig lidt svært ved at se, hvordan den her aftale skulle være sådan et stort opgør med negativ social kontrol, som vi jo alle sammen ønsker at tage et opgør med. Jeg tror, det her vil gøre det værre.

Ministeren.

Jeg vil sige, at jeg aldrig har påstået, at det isoleret set er med det her lovforslag, at vi gør op med negativ social kontrol. Men det, vi jo har gjort, er grundlæggende at bygge et helt nyt kontanthjælpssystem med tre satser, hvoraf mindstesatsen er den, du er på, hvis du aldrig har været på det danske arbejdsmarked. I det øjeblik du har arbejdserfaring, kan du flytte dig. Samtidig laver vi også de støttende foranstaltninger, som var noget af det, jeg var inde på før, og vi giver dig mulighed for at tjene 5.000 kr. ved siden af uden at blive modregnet, og der er nogle af de greb, jeg tror rigtig, rigtig meget på i forhold til at få folk ud på arbejdsmarkedet og også bare i forhold til at give incitament til at arbejde ganske få timer.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til beskæftigelsesministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.