Sundhedsudvalget 2023-24
L 170 Bilag 6
Offentligt
Henvendelse vedr. Lovforslag L 170
Sundhedspersonale står i kø
Af
Birte Holm Sørensen, Læge, Formand for Kvindelige Lægers Forening
Kirsten Havemann, Lægekonsulent i Patientforeningen, og
Niels Jørgen Langkilde, mag.art., Landsformand for Patientforeningen, fhv. MF.
Udenlandsk sundhedspersonale står i kø for at hjælpe danske patienter. Og der bliver de
desværre stående alt for længe på grund af manglende koordination af
autorisationsprocessen, manglende hjælp til danskundervisning og evalueringsstillinger
samt ikke mindst uklare regler.
Aviserne JydskeVestkysten og Fyens Stiftstidende har sat fokus på de problemer,
udenlandsk sundhedspersonale løber ind i for at få lov til at arbejde i Danmark, og det skal
de have en stor tak for. Hvis de mange oplysende artikler hjælper de politikere, som i
øjeblikket færdiggør lovændringer for at lette autorisationsprocessen, så kan der komme
mange hårdt tiltrængte læger og sygeplejersker i det danske sundhedsvæsen.
Dele af den private sektor har i mange år arbejdet med at tiltrække og integrere
udenlandsk arbejdskraft. Her er indarbejdede metoder til at byde nye medarbejdere
velkommen, finde bolig, skole/børnehave og job til ægtefælle og få dem indplaceret der,
hvor der er brug for dem – og hvor de gerne vil bo og arbejde. Den kulturelle integration er
også sat i system, for livet er mere end arbejde, skole og søvn. Ja, selv universiteterne
underviser nu i, hvordan man møder og håndterer kulturforskelle på en positiv måde.
I modsætning til velkomstprogrammet for arbejdstagere fra EU, der ofte kører efter en
snor, og hvor integrationen lykkes over al måde godt, så er det ikke helt så systematisk på
sundhedsområdet, og specielt er der mangler i processen for sundhedspersonale, som
kommer fra lande udenfor EU/EØS. Den forestående lovændring gør visse dele af
processen lettere, men selv med de planlagte lovændringer vil der fortsat være problemer
de fleste steder i landet i forhold til denne gruppe. Det vidner de mange frustrerede læger
og sygeplejersker om – samt de, der giver op og rejser til et andet land med mere fleksible
ordninger.
Der mangler en koordinerende enhed til at hjælpe de nye medborgere indenfor
sundhedssektoren, både med det praktiske ved ankomsten samt til at vejlede i løbet af
godkendelsesprocessen. Første trin for læger fra lande udenfor EU/EØS er at lære dansk.
Her kunne et fællesregionalt uddannelsesforløb specielt for sundhedspersonale være en
stor hjælp. Det danske sprog kan være svært at lære, men det er bestemt ikke umuligt.
Der er fine eksempler på at sundhedspersonale efter 4-5 timers daglig sprogundervisning i
 L 170 - 2023-24 - Bilag 6: Henvendelse af 27/5-24 fra Birte Holm Sørensen, Læge, Formand for Kvindelige Lægers Forening, Kirsten Havemann, Lægekonsulent i Patientforeningen, og Niels Jørgen Langkilde, mag.art., Landsformand for Patientforeningen, fhv. MF
4-5 måneder på små hold med andre sundhedspersoner kommer til at tale et næsten
perfekt dansk. Nogle steder er der fremragende kurser og materialer til denne
undervisning. Lad det komme ud i hele landet. For sundhedspersonale, der vil til Danmark,
f.eks. på grund af en dansk ægtefælle eller en ægtefælle, som er headhuntet til job i
Danmark, kunne man stille krav om sprogundervisningen allerede i hjemlandet gennem
internet kurser, eller ved at bruge de danske lektorer i udlandet, hvor de findes. De har
viden om sprogundervisning som få.
Vi har i Danmark mange tusinder, som ikke har dansk som førstesprog og vi har elever,
som ikke kan bestå folkeskolen afgangsprøve i dansk. Måske kunne DR genoplive
danskundervisningen af hensyn til disse mange mennesker.
For alle sygeplejersker er sprogkravet de sidste år ændret, så det ikke er et krav i
forbindelse med autorisation, men er lagt ud til de enkelte afdelinger, som så skal sikre sig,
at en udenlandsk sygeplejerske kan nok dansk til at kunne fungere i deres afdeling. Med
en centralt organiseret sprogundervisning, vil det være et naturligt krav også for
sygeplejerskerne at modtage denne undervisning.
Læger fra ikke-EU/EØS -lande skal efter bestået danskprøve og diverse faglige prøver
igennem to evalueringsansættelser på hver 6 måneder. Pengene til disse ansættelser skal
findes på de enkelte afdelinger, hvorfor det er svært af få sådanne stillinger etableret. Og
der findes ikke en central portal, hvor man kan se, hvilke stillinger er til rådighed.
Afdelinger bliver overrendt med ansøgere – og hvilken afdelingen vil ikke foretrække en
allerede uddannet og dansksproget læge eller sygeplejerske frem for en nybegynder i det
danske sprog og den danske kultur? Disse stillinger bør være ekstra-stillinger betalt af
staten; så kan regionerne hjælpe med at anvise stillingerne og måske bør bevillingerne
være på 110 pct. af lønnen, så der er ekstra til at betale for instruktion og oplæring.
Udkantsdanmark har et stort problem med at få sundhedspersonale. Det ville være rimeligt
at tilrettelægge autorisationsprocessen således, at sundhedspersonens første
evalueringsansættelse var på et hospital og den anden i en lægeklinik med mindst tre
læger og/eller sygeplejersker. Mange ville så også opleve det Danmark, som er udenfor
storbyerne og ville have lyst til at slå sig ned der, hvor husene er billigere, byerne
overskuelige, og de personlige relationer tættere.
Det
bør
være en statslig opgave at finansiere bedre sproguddannelse og indføring i dansk
kultur, samt at sikre at der er tilstrækkeligt med evalueringsstillinger til læger og
sygeplejersker. Det er statens opgave at finansiere uddannelserne på sundhedsområdet,
og her får man færdiguddannet personale, hvis uddannelsesudgifter er betalt af andre
lande. De i den sammenligning minimale omkostninger til undervisning i sprog, kultur samt
indføring i arbejdet
bør
betales centralt; det praktiske kunne så styres af regionerne
Endelig er der andre uforståelige regler som bør ændres. Der er f.eks. en regel om at
ægtepar ikke må arbejde i samme virksomhed. En region opfattes som én virksomhed.
Det vil sige, at et par, som begge arbejder i sundhedssektoren skal arbejde i hver sin
 L 170 - 2023-24 - Bilag 6: Henvendelse af 27/5-24 fra Birte Holm Sørensen, Læge, Formand for Kvindelige Lægers Forening, Kirsten Havemann, Lægekonsulent i Patientforeningen, og Niels Jørgen Langkilde, mag.art., Landsformand for Patientforeningen, fhv. MF
region med øget transport og familieadskillelse til følge. Hvorfor? Der er mange fordele
ved at lade dem arbejde i samme region. Specielt regioner med stor mangel på
sundhedspersonale vil have fordel af, at et par slår sig ned der – og som par vil de f.eks.
kunne støtte hinanden langt bedre og dele væsentlige informationer.
Vi skal huske, at sundhedspersoner mangles i rigtig mange lande. Behandler vi nye
medarbejdere godt, så bliver de. Behandler vi med kulde og ligegyldighed, så arbejder de
ringere og de søger hurtigt andre græsgange. Vi skal i den grad øve os i god integration.
Det er til alles bedste. Patienterne og deres pårørende håber på, at ventelisterne kommer
ned, så flere kan komme tilbage til et normalt godt liv inklusivt på det arbejdsmarked, som i
den grad mangler medarbejdere. Medarbejderne håber på ekstra kollegaer, som kan være
med til at tage toppen af arbejdspresset. Og Finansministeren kan sammen med
skatteborgerne glæde sig over besparelserne og den forbedrede økonomi, som disse tiltag
vil medføre.