Tusind tak. Tak til ordførerne for bemærkningerne. Lovforslaget er, som flere har været inde på, en udmøntning af den aftale, som regeringen indgik i november måned med SF, Danmarksdemokraterne, Konservative og Alternativet, om en forebyggelsesplan mod tobak, nikotin og alkohol. Med den sidste bemærkning fra ordføreren er det jo positivt, at der er også partier, der forlod forhandlingerne, og som nu alligevel i hvert fald gerne vil stemme for det her lovforslag. Det kvitterer vi positivt for. For lovforslaget her er et vigtigt skridt i vores videre fælles indsats for at nedbringe børn og unges forbrug af tobak, nikotin og alkohol.
Jeg vil gerne starte med et meget vigtigt budskab. Nu sidder der også en masse unge mennesker oppe på tilskuerrækken i dag, og det er ikke, fordi jeg kalder jer for børn, for I er unge mennesker. Men puffbars er simpelt hen ikke noget for hverken børn eller unge. Puffbars ser måske meget uskyldige ud. Ja, de ligner måske nærmere slik eller farveblyanter. De kan let undervurderes. Det er en opfattelse, jeg synes vi skal have ændret på. Puffbars indeholder nikotin, ofte i frygtelige mængder, og nikotin er farligt. Nikotin har skadelig indflydelse på udviklingen af børn og unges hjerner, og som flere ordførere også har påpeget, øger det også risikoen for angst og depression.
Derfor er vi også nu her med lovforslaget i dag klar til at tage nogle nye og mere radikale redskaber i brug, så vi kan sætte ind over for de ulovlige puffbars. Vi må desværre konstatere, at det i dag er alt for nemt for mindreårige at købe både puffbars, men jo også alkohol og andre tobaks- og nikotinprodukter, til trods for at vi i mange år har haft helt klare aldersgrænser. Et af de helt centrale elementer i forebyggelsesaftalen er derfor også en styrket kontrol. Det problem blev igen understreget med den nye §RØG-undersøgelse, som blev offentliggjort for kun 2 uger siden. På bare få år, fra 2020 til 2023, er 15- til 17-åriges daglige eller lejlighedsvise brug af e-cigaretter steget fra 4,5 pct. til 10 pct., altså på bare få år. Det er sådan rundt regnet 3 i en helt almindelig 9.-klasse. Det er en statistik, vi skal have gjort op med, og i dag tages et vigtigt skridt i den rigtige retning. For lovforslaget, vi behandler i dag vil netop styrke indsatsen mod ulovlige produkter og ulovligt salg til mindreårige. At tro, at vi bare kan løse det her ved at insistere på højere bøder, er jo i virkeligheden at insistere på status quo. Det kan ikke stå alene at tale om højere bøder. Der er brug for at sætte meget mere markant ind i forhold til de ulovlige produkter og det ulovlige salg til mindreårige.
Lovforslaget her indeholder jo rigtig mange forskellige elementer og forslag, men tillad mig at lave et par nedslag. Med lovforslaget bliver det forbudt at indføre og besidde puffbars og andre e-cigaretter, der har højt nikotinindhold eller ulovlige søde smage, ja faktisk ikke kun at indføre og besidde,det bliver også ulovligt at købe, udlevere modtage, fremstille og forarbejde produkterne. Og lad mig understrege, at de her produkter jo allerede er ulovlige at sælge i Danmark. Alligevel finder de i stor stil vej ind over landegrænserne og bliver solgt – også helt gustent –tæt ved skolerne, ud af gymnastiktasker og fra bagagerum. Det er fuldstændig uholdbart. De skal væk. Derfor skal vi også give myndighederne nogle bedre muligheder for at kunne gribe ind, før produkterne reelt bliver solgt, så produkterne slet ikke når frem til skolegården og til børn og unge. Vi skal selvfølgelig ikke begynde helt unødigt at kriminalisere børn eller turister, der besøger Danmark, eller stå i vejen for danske virksomheders handel med andre lande. Det tager vi højde for med lovforslaget her. Men bagmændene skal ikke have frit spil længere. Vi skal sætte hårdere ind.
Vi giver også nu Sikkerhedsstyrelsen mulighed for selv at kunne beslaglægge ulovlige tobaks- og nikotinprodukter, så de kan tage dem med, hvis det er, at de finder ulovlige produkter. Det gælder også, hvis der fremover bliver indført puffbars. Med lovforslaget skruer vi også op for alderskontrollen. Aldersgrænserne håndhæves ganske enkelt ikke nok i dag, og man må sige, at risikoen for at blive taget er alt for lille. Derfor får Sikkerhedsstyrelsen nu også nogle nye muligheder, bl.a. for at kunne anvende det, vi kalder for unge kontrolkøbere. Vi har aftalt at starte ud med en forsøgsperiode på 2 år, i respekt for at det er lidt ubetrådt land, vi bevæger os ind på her. Vi sørger for at evaluere ordningen, og så vil vi på den baggrund drøfte, om ordningen skal forlænges, gøres permanent, justeres eller ophøre.
Salg til mindreårige er også en stor udfordring på nettet. Der har vi også i dag nogle regler, der er alt for slappe. Vi har været lidt i venteposition, indtil der kom bedre muligheder for elektronisk aldersverificering online. De muligheder er der nu, og derfor sætter vi kravet om en mere effektiv alderskontrol i kraft for tobaks- og nikotinprodukter, og vi indfører et tilsvarende krav for alkohol.
Samlet set styrker vi indsatsen mod ulovlige produkter og ulovligt salg til mindreårige. Vi vil også senere fremsætte endnu et lovforslag, som også skal udmønte nogle af de øvrige initiativer fra forebyggelsesplanen. I det lovforslag vil vi bl.a. skærpe reguleringen for nikotinposer. Der vil eksempelvis komme en grænse for nikotinindholdet, og poserne må fremover ikke smage eller dufte af andet end tobak eller mentol. Vi vil også forbyde indførsel, besiddelse osv. af nikotinposer med for højt nikotinindhold og ulovlige smage, så vi ikke kommer til at opleve det samme boom, som vi har set med puffbars, men det får vi rig lejlighed til at debattere senere, når også det lovforslag når frem til Folketinget.
Med de ord vil jeg takke for Folketingets opmærksomhed. Særlig tak til aftalepartierne bag forebyggelsesplaner, både for nogle gode drøftelser og forhandlinger, men ikke mindst også for at være med til at tage et vigtigt ansvar i forhold til vores børn og unge. Tak.