Tak for det, formand. Tidligere ordførere har gjort rede for, at lovforslaget har det formål at overføre eksisterende hjemler for formålsbestemte afgifter for kontrol m.v. fra finanslovens tekstbemærkninger til de relevante indholdsmæssige love. Det giver jo rigtig god mening, så det er vi selvfølgelig med på. Vi er bestemt også med på forslaget om, at der etableres en hjemmel i loven om hold af dyr til at delegere opgaven vedrørende sagsbehandlingen til fysiske eller juridiske personer på varig basis. Det giver jo mulighed for at konkurrenceudsætte opgaven, hvad der i min optik bestemt ser ud til at være behov for, for det bør kunne gøres billigere.
Vi kan også læse forskelligt i nogle af høringssvarene, både fra Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, Landsforeningen af Danske Svineproducenter og Landbrug & Fødevarer, og jeg vil lige citere fra det høringssvar, Landbrug & Fødevarer har skrevet. De skriver:
»Fødevarestyrelsens gebyrer ligger på et generelt meget højt niveau, som i mange tilfælde er svært at forstå for virksomheder og landmænd, og som skader erhvervets konkurrenceevne og eksporten af dyr og fødevarer. Landbrug & Fødevarer opfordrer derfor til, at styrelsen i stedet for automatisk regulering ser på mulighederne for effektivisering med henblik på at reducere omkostningerne.«
Her taler vi altså om omkostninger, som er exceptionelt høje. Vi har jo set timepriser i omegnen af 3.600 kr., fordi man opererer på kvarterbasis, og det er voldsomt store omkostninger i forhold til de kontroller, der er. Så derfor vil jeg appellere til, at man får det konkurrenceudsat på nøjagtig samme måde, som hr. Carsten Bach gjorde rede for. Det synes jeg simpelt hen at vi skylder dem for at sikre, at det ikke koster mere, end det er nødvendigt.
Så er der jo også en kritik fra dyrlægerne, som er stærke modstandere af, at de nu også skal til at finansiere den anmeldepligt af smitsomme sygdomme, som de har pligt til at håndtere. Jeg kan sådan set godt følge dem i, at det måske burde lægges på produktionen, i stedet for at det er dyrlægerne, der skal til at betale for det.
Så har jeg ved den tekniske gennemgang også sagt, at jeg synes, at det er lige langt nok at gå, at man, når man opkræver gebyrer, så har mulighed for i op til 4 år faktisk at opkræve langt, langt højere gebyrer end det, der er behov for. Jeg synes jo som udgangspunkt, at man, når man nu har haft et år, hvor man har opkrævet nogle gebyrer og man har kunnet se, hvad det her har kostet, så skal gøre kassen op og sige: Okay, her er der altså behov for, at vi enten lige regulerer nedad, hvis det er sådan, at vi har opkrævet for meget i gebyrer, eller øger prisen, hvis det er sådan, at vi kan konstatere, at beløbet ikke slår til. Det sidste kan jeg næppe forestille mig med de størrelser på gebyrer, vi ser. Men det kan jo blive exceptionelt store summer, der hober sig op over sådan en 4-årsperiode, og det giver ingen mening, så jeg vil henstille til, at man får kigget på, om ikke det kan gøres lidt mere hensigtsmæssigt, sådan at der ikke puges en masse penge sammen i Fødevarestyrelsen. Tak for ordet.