Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 70:

Forslag til lov om visse medietjenesteudbyderes bidrag til fremme af dansk kultur (kulturbidragsloven).

Af kulturministeren (Jakob Engel-Schmidt).

(Fremsættelse 03.11.2023).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er Socialdemokratiets ordfører, hr. Mogens Jensen. Værsgo.

Tak for det, formand. Det her var lige ved at udvikle sig til en filibuster, og det er jo ellers ikke noget, vi bruger så meget her i Folketinget, men tak for invitationen til at gå på talerstolen her.

Det lovforslag, som vi skal behandle her, handler jo om noget, som vi i hvert fald fra Socialdemokratiets side har arbejdet for i flere år, nemlig det at sikre, at streamingtjenesterne i Danmark, som jo tjener rigtig mange penge på det danske mediemarked, også bidrager til at støtte produktion af dansk film og danske serier, og det er jo faktisk det, som vi gør med det her lovforslag ved at indføre et kulturbidrag, som streamingtjenesterne skal betale. Så formålet med det her er jo helt klart, at vi skal styrke produktionen af dansk indhold af høj kvalitet, og det kan vi komme til at gøre med det her bidrag, der nu også kommer fra streamingtjenesterne.

Jeg synes jo, der er grund til at være glad for streamingtjenesterne, både dem, som er funderet i Danmark, og dem, som har base i andre lande, fordi de giver os et godt udvalg af forskellige film og serier, som rigtig, rigtig mange danskere bruger hver eneste dag. Så det er glædeligt og godt, at vi har streamingtjenesterne, og det udbud, de har, er, sådan som jeg ser det, også rigtig, rigtig godt, og det er jo også grunden til, at rigtig mange danskere bruger det hver eneste dag. Det skal vi være glade for, og det gør jo også, at streamingtjenesterne lever i bedste velgående, og at de tjener gode penge i Danmark. Derfor er der også en rimelighed i, at de bidrager til at understøtte hele økosystemet i produktion af danske film og serier.

For det er jo klart, at når streamingtjenesterne ikke er hjemmehørende i Danmark, vil den fortjeneste, som fremkommer hos dem, heller ikke blive anvendt i Danmark. Men det ændrer vi hermed ved at sikre, at man altså giver sit helt rimelige bidrag til produktion af dansk indhold, og jeg synes, at der med det her forslag og med den måde, som kulturbidraget er indrettet på, er fundet en god balance, der sikrer, at streamingtjenesterne skal bidrage, og at man, om jeg så må sige, også skal bidrage med kolde kontanter, men at man også har en mulighed for at investere sig ud af noget af bidraget. Og det gør jo altså, at man, hvis man investerer i dansk indhold, ikke behøver at betale så stort et bidrag. Det synes jeg er meget fornuftigt, samtidig med at tjenesterne jo også selv kan få andel i de midler, som kommer ind i form af kulturbidraget, ved at søge de støtteordninger, som kulturbidraget bl.a. går til at understøtte.

Det er klart, at jeg synes, det er vigtigt, og det er nok også en af grundene til, at vi som et meget lille land har en stor interesse i at indføre en ordning af den her karakter. For vi er et lille land, dog med en stærk kulturel tradition og også med en stærk film-, tv- og mediebranche, men vi er små, og vi kan kun sikre, at der fortsat er et dansksproget medie-, kultur- og filmindhold, hvis vi sørger for, at der løbende også bliver investeret i det, og det er det, som den ordning, som vi nu indfører, kommer til at fremtidssikre. I øjeblikket kan vi jo også se, at store dele af den danske film- og tv-branche har det svært, så det at få de her ekstra bidrag ind i form af kulturbidraget vil også være med til at sikre nogle bedre muligheder for hele branchen.

Så derfor er det her på alle måder, sådan som vi ser det fra Socialdemokratiets side, og som vi heldigvis er en bred kreds af partier der er enige om, en rigtig god ordning, der vil komme danskerne rigtig meget til gode. Derfor støtter Socialdemokratiet naturligvis lovforslaget.

Mange tak for det. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra fru Katrine Daugaard.

Jeg blev simpelt hen forvirret i den her uge, for den ene dag indfører regeringen skattelettelser. Et par dage efter fjerner man hele skattelettelsen for den almindelige dansker i det tilfælde, at man er en af de mange danskere, der flyver til Mallorca eller andre steder en gang om året. I dag påfører man nu danskerne endnu en skat, og altså går det store regnskab jo lige pludselig i minus. Kan I ikke være ærlige og kalde det her, hvad det er? Der er jo ikke meget bidrag over det her. Det er faktuelt en skat, som danskerne i sidste ende kommer til at betale.

Ordføreren.

Jeg vil gentage, hvad jeg sagde i min ordførertale. Det her handler om, at når vi har store streamingtjenester, som tjener rigtig mange penge på det danske mediemarked og egentlig også på at bruge indhold og tilbyde indhold, som er produceret i Danmark og med udgangspunkt i danske filmstøttesystemer, så er der kun rimelighed i, at de her streamingtjenester også bidrager til at sikre, at den produktion kan fortsætte og blive stærkere i fremtiden. Tjener man penge på de her ting, er det også fint, at man bidrager til en fortsat produktion, så vi kan opretholde et stærkt film- og produktionsmiljø i Danmark og dermed også give tjenesterne noget, de rent faktisk kan udbyde. Så det synes jeg er fuldt logisk.

Fru Katrine Daugaard.

Men er ordføreren ikke enig i, at de skattelettelser, der blev givet først på ugen, nu allerede er spist op af andre afgifter?

Ordføreren.

Fru Katrine Daugaard vil have den her debat til at handle om noget helt andet, end hvad det er. Det her handler om, at når man som streamingtjeneste tjener rigtig, rigtig mange penge, og det gør man på det danske mediemarked, så skal man også bidrage den anden vej til at understøtte hele økosystemet for dansk film- og tv-serie-produktion. Det gør vi ved at indføre den her kulturbidragsordning.

Så er det hr. Søren Søndergaard.

Tak. Jeg vil bare starte med at sige tak til Mogens Jensen, fordi Mogens Jensen har været en af dem, som i mange år har arbejdet, sammen med andre, for det her kulturbidrag, og det er vi jo så kommet frem til i dag, og det er positivt.

Når man laver sådan en stor lovgivning, og når internationale regler er indeover, især EU-regler, kommer der måske en gang imellem noget, der ikke er helt, som man havde tænkt sig. Og derfor vil jeg bare bede om en politisk tilkendegivelse fra hr. Mogens Jensen af, at det aldrig har været idéen med det her, at det skulle ramme danskbaserede mediedistributører, som formidler andres indhold. Altså, det har aldrig været meningen, at det her kulturbidrag skulle ramme den gruppe. Tak.

Ordføreren.

Jeg vil også gerne kvittere til hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten og mange andre herinde for det samarbejde, vi har haft, om at udvikle den her kulturbidragsordning. Som sagt er det jo foregået gennem mange år, og jeg er glad for, at der er et stort flertal, som nu indfører bidraget.

Det er rigtigt, at der er dele af det her lovforslag, der er indrettet, med baggrund i at der ikke må diskrimineres i henhold til EU-lovgivningen, og det er klart, at det bliver vi nødt til at rette os efter.

Hr. Søren Søndergaard.

Jo, det er klart, at vi er nødt til at rette os efter EU-lovgivningen, for ellers bliver vi jo dømt. Men det er vel også muligt at give en klar politisk tilkendegivelse af, at udgangspunktet for det her ikke er, at danskbaserede mediedistributører, som formidler andres indhold, skal rammes af den her afgift – og er der så en utilsigtet virkning, kigger vi på den i udvalgsbehandlingen eller ved en senere revision.

Ordføreren.

Altså, det er klart. Vi er indstillet på at se på alle de bidrag, der nu er kommet ind i forbindelse med høringen omkring lovforslaget, i forhold til hvordan det er indrettet. Og det eneste udgangspunkt, jeg sådan set bare har, og som vi også har set har fået konsekvenser, i forhold til hvordan loven er indrettet, er jo, at der ikke må diskrimineres i forhold til EU-lovgivningen.

Men jeg er da enig i, at det her primært har haft til formål at sikre, at udenlandske streamingtjenester også gav deres bidrag til dansk indhold.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Nu lød det på ordføreren, som om de her selskaber ikke bidrager. Men kan ordføreren ikke bekræfte, at de her selskaber bidrager lige så meget og på samme måde og under samme vilkår som danske virksomheder som f.eks. LEGO og Novo, som også opererer i udlandet? Det vil sige, at virksomhederne er her og betaler danske afgifter af det, de laver her; de betaler dansk moms af det, der er her; medarbejderne, som arbejder i Danmark, betaler dansk indkomstskat. Så på den måde bidrager de på samme måde, som danske virksomheder bliver beskattet på i udlandet.

Ordføreren.

Det er klart, at de medarbejdere, man måtte beskæftige her i Danmark fra streamingtjenesternes side, og de omkostninger, man afholder her, hvis man har kontor her osv., selvfølgelig bidrager til det danske samfund. Og det er vi glade for.

Men det her handler jo om konkret at sikre, at når man tjener sine penge på bl.a. at distribuere dansk indhold, som danskerne gerne vil se – de vil jo gerne se dansk indhold, det vil de faktisk allerhelst se – så er det også rimeligt nok, at man som streamingtjeneste er med til at bidrage til, at det kan produceres i fremtiden.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Ja, og det gør streamingtjenesterne jo også. Kan ordføreren ikke bekræfte det? Og kan ordføreren nævne nogle af de ting, som f.eks. Netflix danskproducerede, inden den her skat kom? Forestillingen om, at Netflix ikke producerede dansk før den her afgift, er jo et falsum, for det gjorde man. Så hvorfor skulle der være en nødvendighed, når der allerede bliver produceret fremragende serier af f.eks. Netflix på dansk?

Ordføreren.

Jeg har ikke sagt, at streamingtjenesterne ikke investerede i dansk indhold før det her kulturbidrag. Det gør de åbenlyst, og det er rigtig, rigtig fint, at de gør det. Det skal vi være glade for. Og det får de jo også mulighed for at gøre i fremtiden og dermed unddrage sig at betale de 5 pct. i bidrag. Men de kommer til at betale 2 pct., og det gør de bl.a., fordi de også skal bidrage til den talentudvikling og de ordninger, som er med til at gøre, at vi kan producere de film, som også streamingtjenesterne i dag har glæde af.

Mange tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og så siger vi tak til ordføreren. Vi går videre til Venstres ordfører, og det er hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg vil godt starte med at afsløre noget for jer. I Venstre var vi knap så begejstrede for kulturbidraget, da den forrige regering præsenterede det. Dengang indgik et meget smalt flertal en aftale, som betød, at udbydere af streamingtjenester skulle betale hele 6 pct. i et kulturbidrag eller, som jeg dengang valgte at kalde det, en streamingskat. Men det kulturbidrag, vi behandler i dag, er langt bedre. Det er meget bedre, fordi det som udgangspunkt kun er på 2 pct. i stedet for 6 pct., og så vil det maks. kunne stige til 5 pct. – et resultat, som ikke havde kunnet lade sig gøre, hvis ikke Venstre havde kæmpet for det. Venstre gør en forskel. Hvorfor fremhæver jeg nu det? Jo, det gør jeg, fordi partierne bag det oprindelige kulturbidrag på 6 pct. sådan set stadig væk har flertal i Folketinget den dag i dag, og ændringen fra 6 pct. til 2 pct. er en ændring, som i den grad vil kunne mærkes.

Jeg vil gerne uddybe de overordnede linjer. Det er sådan, at udbydere af on demand-streamingtjenester skal bidrage til dansk indholdsproduktion gennem kulturbidraget. Og jeg er helt med på, at selvfølgelig betaler de skatter og afgifter i forvejen, men de betaler ikke retransmissionssafgift osv., som dem, der leverer flow-tv, gør, og eftersom antallet af kunder, der har flow-tv, falder, er der altså en indtægtskilde for dansk film- og serieproduktion, der falder bort. Disse udbydere, altså dem, der skal omfattes af kulturbidraget, er medietjenester, der er målrettet mod et dansk publikum, og det gælder, uanset om deres indtægter stammer fra abonnementer og enkeltransaktioner, reklamer eller andre kilder, og det er altså vigtigt at bemærke, at denne forpligtelse altså ikke gælder traditionelt flow-tv. Ifølge den aftalte ordning skal alle on demand-streamingtjenester betale et fast bidrag på 2 pct., og hvis en udbyder så investerer mindre end 5 pct. i dansk indhold, pålægges de et tillægsbidrag på 3 pct., og tillægsbidraget gælder altså ikke for udbydere, som investerer mere end 5 pct. i dansk indhold.

Investeringer skal forstås som produktion eller medproduktion af nye danske film som eksempelvis Netflixfilmen af Bille August baseret på Karen Blixens bog »Forførelsens kunst«, og det kan også være danske tv-serier som f.eks. »Badehotellet« eller »Sygeplejerskolen«, som jeg straks må erkende jeg ikke har set et eneste afsnit af, men jeg har hørt, at det skulle være godt. Og i Venstre har vi det sådan, at vi altså ønsker at styrke danske film og serier. Så kulturbidraget går til et rigtig godt formål; det er svært at tale imod det.

Kulturbidraget fordeles således, at 20 pct. af bidraget går til public service-puljen, mens de resterende 80 pct. så går til danske film, der kan støttes via filmstøtteordningerne, og det er en fordeling, der blev bredt aftalt og indgået i medieaftalen, som jo altså repræsenterer det første brede medieforlig i et årti – et forlig, som jeg godt synes vi kan tillade os at klappe os selv på skulderen over.

Der er dog en enkelt detalje i lovforslaget, som vi skal have afklaret i udvalgsarbejdet. Det har på intet tidspunkt under forhandlingerne være drøftet, at eksempelvis Blockbuster og Filmstriben også skulle betale kulturbidrag. Blockbuster er en digital filmudlejningsbutik, og Filmstriben er et digitalt filmbibliotek. Det Kongelige Bibliotek, som lige nu er i gang med at digitalisere hele DR's arkiver, skal selvfølgelig heller ikke betale. Ingen af disse tjenester beskæftiger sig med produktion af hverken film eller serier, og de vil således ikke have nogen mulighed for at søge midler fra kulturbidraget, som jo ellers er en betingelse i henhold til AVMS-direktivet. Så i praksis ville det betyde, hvis disse tjenester blev omfattet, at de ville skulle betale 5 pct. i kulturbidrag, og det vil med statsgaranti medføre en prisstigning for dem, der lejer film på Blockbuster, og for kommunerne, som betaler for Filmstriben. Og hvis jeg kender sidstnævnte ret, vil de i øvrigt kræve, at vi kompenserede for denne yderligere udgift i dut-forhandlingerne.

Jeg kan heller ikke se, hvordan man i givet fald ville kunne undtage tv-distributørerne fra at betale kulturbidrag, idet disse jo altså også beskæftiger sig med at leje film. Det må være sådan, at dem, der betaler kulturbidraget, for det første skal have mulighed for at investere sig ned på de 2 pct., og for det andet skal de have mulighed for at søge om at få pengene tilbage til produktion af film eller en tv-serie. Og mig bekendt er der altså hverken nogen videoudlejningsbutikker eller biblioteker, der producerer film og tv-serier. Det her skal vi være helt sikre på, det skal vi have klarlagt under udvalgsarbejdet, for det må ikke være sådan, at vi vedtager en lov i dag om et kulturbidrag uden at være ret sikre på at vide, hvem kulturbidraget rammer. Men med dette lille forbehold kan jeg meddele, at Venstre støtter lovforslaget.

Mange tak for det. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra fru Katrine Daugaard.

Det er jo lidt over et år siden, at ordføreren selv udtalte, at hvis man bruger Netflix, HBO eller en anden streamingtjeneste, vil abonnementet i fremtiden blive dyrere som følge af den her afgift. Ordføreren har selv kaldt det en Netflixskat osv. Man var altså for lidt over et år siden helt ærlige med, hvad det her er. I starten af ugen var smilet stort på Venstres ordfører, fordi man kunne fortælle danskerne, at de nu fik skattelettelser, og blot få dage efter kommer den ene afgift efter den anden. Kan vi ikke være ærlige og fortælle danskerne, at det her regnskab jo går i minus for den almene dansker?

Ordføreren.

Nej, jeg tror, man skal flyve ret meget, for at det skulle gå i minus. Men forskellen på Liberal Alliance og Venstre er jo ikke ideologien – vi er to liberale partier. Det er snarere ønsket om at være med i politik for få indflydelse, for at rykke noget, for at gøre en forskel frem for bare at være i politik for at holde taler og lave sjove videoer på TikTok. Vi er i politik af den første grund; vi er i business, vi er ikke i showbusiness.

Vi har fået bidraget ned fra de 6 pct. til de 2 pct. Liberal Alliance har ikke fået noget som helst. Altså, sådan er det. De 2 pct. går jo så til produktion af film og tv-serier. Det vil sige, at Netflix eksempelvis kan komme ned på 2 pct., og de kan få pengene tilbage til at producere nye film. Derfor tror jeg ikke – men jeg ved det ikke – at det her vil betyde en prisstigning på eksempelvis Netflixabonnementet.

Fru Katrine Daugaard.

Men det ændrer jo ikke på, at den almene dansker ikke får en sindssyg stor skattelettelse udbetalt. Og flyver en familie en gang om året og har diverse streamingtjenester, hvad der jo er det helt almindelige for de fleste danske familier, så går det her altså ikke mærkbart i retning af skattelettelser. Du snakker også om, at I er et liberalt parti. Det er for mig også at skabe et sundt erhvervsliv. Der er ingen positive økonomiske konsekvenser for erhvervslivet i den her aftale. Eller kan ordføreren måske nævne nogen?

Ordføreren.

Ja, altså, det sidste er i hvert fald ikke korrekt. Erhvervslivet er i det her tilfælde streamingtjenesterne, filmproducenterne og tv-producenterne. Og alle penge, krone for krone, der kræves ind i kulturbidrag, går direkte tilbage til branchen. Så der må Katrine Daugaard altså finde et andet eksempel. For det her vil betyde mere produktion af danske film og tv-serier i Danmark. Det vil være gunstigt for erhvervslivet, og erhvervslivet har i øvrigt over en bred kam selv efterspurgt det her nye kulturbidrag. Så der må jeg altså desværre – jeg ville gerne glæde fru Katrine Daugaard – melde hus forbi.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Jo, vi kan blive enige om, at der her er tale om en skattestigning. Det var i hvert fald det, som kulturordføreren selv udtalte tidligere, altså at det her var et skalkeskjul for endnu en skattestigning til danskerne.

Så jeg vil bare spørge, om ordføreren kan slå fast, at det her reelt set er en skattestigning, som bare optræder fordækt som et kulturbidrag.

Ordføreren.

Vi kan godt kalde det en afgift. En skat er det jo ikke, men vi kan godt kalde det en afgift – for min skyld ingen alarm. Men det er en afgift, som jeg føler mig ret overbevist om ikke vil medføre prisstigninger og dermed heller ikke vil gøre det dyrere at være dansker, og det er, fordi afgiften kommer helt ned på 2 pct. Og de 2 pct. kan du jo som filmproducent få tilbage; hvis du sender en ansøgning med et godt projekt for en film eller en tv-serie, kan du få pengene tilbage.

Alle pengene bliver i systemet, og derfor er det her teknisk set en afgift, ja, men det er en afgift, der er meget særlig, fordi alle pengene går tilbage til branchen selv. Og jeg føler mig overbevist om, at det ikke vil medføre prisstigninger, så det bliver ikke dyrere at være hverken hr. Lars Boje Mathiesen, hr. Jan E. Jørgensen eller nogen anden i dette land.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Nu er det Venstres ordfører selv, der kalder det for en skattestigning og ud over det siger:

»At kalde det for et »kulturbidrag«, som Socialdemokratiet gør, er ren New speak. Det er at gøre grin med de danskere, som endnu engang bliver sendt til lommerne af regeringen«.

Det er hr. Jan E. Jørgensens egne udtalelse citeret fra Venstres hjemmeside. Når vi nu hæver skatten på det her område, hvorfor er det så, altså når der kommer en skattestigning, at ordføreren ikke tror, at den bliver sendt videre til forbrugerne, men at firmaerne selv æder den her skattestigning?

Ordføreren.

Hvad angår de udtalelser, som hr. Lars Boje Mathiesen refererer, kommer det ikke som nogen overraskelse for mig, at de bliver refereret. Altså, kulturbidraget er ikke vores opfindelse; det er det ikke. Men der er da forskel på 6 pct. og 2 pct., altså, 2 pct. er en tredjedel af 6 pct., og når man samtidig kan få pengene tilbage ved at investere i danske film og tv-serier, så mener jeg, at med det kulturbidrag, der nu er landet, i forhold til det kulturbidrag, jeg udtalte mig om dengang, hvor det var tre gange højere, står vi i en situation, hvor det – jeg kan ikke give nogen statsgaranti – næppe vil blive dyrere at være dansk tv-seer. Og hvis det endelig bliver det, får man i hvert fald flere danske film og tv-serier til gengæld for den minimale prisstigning, der eventuelt måtte blive tale om.

Så er det hr. Søren Espersen.

Tak. Jeg synes godt nok, at ordføreren ærligt og redeligt har sagt, hvad det drejer sig om, og sådan er han jo også af natur, så det kommer ikke som nogen stor overraskelse. Man lagde fra starten ud med at sige, at Venstre nu er for det, som vi før var imod. Man har lov til at skifte holdning på den måde, men jeg forstår, at det hele drejer sig om procentsatser. Altså, hvis procentsatsen er sådan, er det en afgift, og hvis procentsatsen er lidt lavere, så er det ikke længere en afgift.

Bekræft lige det: Er det her i virkeligheden et spørgsmål om procentsatser, i forhold til om man kan sige, at der er tale om en skattestigning eller ej?

Ordføreren.

Tak til hr. Søren Espersen for de pæne ord, som jeg gerne vil gengælde. Jeg har altid betragtet hr. Søren Espersen som en god, saglig og ærlig kollega, men måske har han ikke hørt helt efter, hvad jeg sagde. Selvfølgelig er det en afgift, hvad enten den er på 2 eller 6 pct. Altså, det står ikke til diskussion, og det ville den også være, hvis den var på 2 promille.

Det, jeg siger, er, at når den er så lav og når man kan få pengene tilbage, ved at man sender en ansøgning om at producere en film eller en tv-serie, så tror jeg ikke, at Netflix m.fl. vil vælte det over på abonnementet.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Moderaternes ordfører, og det er hr. Mike Villa Fonseca.

Tak for ordet, formand. Dette forslag handler grundlæggende om at styrke produktionen af dansk kulturindhold som serier, film, podcast, dokumentarer osv. L 70 handler om at indføre et kulturbidrag, der skal sikre, at udenlandske streamingtjenester, der opererer inden for danske grænser, også skal bidrage til danske produktioner af serier, film osv. Jeg er nok ikke den eneste herinde i salen, som har set en serie eller to på Netflix. Vi har længe levet i en tid, hvor streamingtjenesterne har vundet indpas og er blevet en uvurderlig del af vores dagligdag. Det giver os utallige underholdningsmuligheder og samtaleemner, og det binder verden sammen på kryds og tværs. Den ene dag kan man se en amerikansk serie og den næste dag en spansk serie, eller man kan se en fransk produceret film. Det er kulturel mangfoldighed, så det virkelig batter. Det har virkelig ændret den måde, hvorpå vi tilgår indhold, men som med så megen anden teknologi følger der også en bagside af medaljen med, når vi zoomer ind på den udvikling.

Som det fremgår af lovforslaget, er Danmark en lille nation. Det er et endnu mindre sprogområde, men Danmark er og skal også i fremtiden være en kulturel nation. Vi er kendt for vores rige kulturarv, turister valfarter hertil for at se på vores kultur. En hurtig googlesøgning viser det også, f.eks. i forhold til »Borgen«, som jeg tænker at vi alle sammen her i salen har et godt kendskab til. Det sker endda af og til, når man kommer ud, at man ser folk fra Spanien stå og sige: Her er »Borgen«. De danske film og serier, men også vores dygtige danske skuespillere, er blevet rost hele verden over, og det udgør alt sammen en stor del af den nationale identitet.

Men hvis jeg skal gå lidt tilbage til den teknologiske udvikling, står vores kulturproduktion over for en stigende udfordring i form af de udenlandske streamingtjenester, der fint opererer i Danmark, men uden at yde et bidrag til vores kulturelle produktion og dens udvikling. Det er et problem, og det mener jeg vi skal gøre noget ved. Det gør vi så i dag med dette lovforslag, hvor vi foreslår at indføre et kulturbidrag, hvor udenlandske streamingtjenester, der i forvejen sætter tydelige spor på det danske marked, fremover skal investere en lille del af deres omsætning i dansk kulturproduktion.

En lignende ordning gør sig allerede gældende i andre europæiske lande ude i verden og har stor effekt. Det er bl.a. i lande som Frankrig og Tyskland, som allerede har indført et lignende bidrag på kulturen. Og jeg mener derfor også, at det er helt fornuftigt set ud fra et ønske om at sikre en mere bæredygtig fremtid for vores kulturindustri, at Danmark også indfører et kulturbidrag for streaminggiganterne.

Det er vigtigt at slå fast, at vi med dette lovforslag altså ikke angriber udenlandske streamingtjenester, tværtimod. Vi anerkender deres vigtige rolle i at give danskerne adgang til et stort og bredt udvalg af indhold fra hele verden i form af underholdning og viden og andet kulturindhold. Det skal fortsat være en del af danskernes hverdag. Forslaget handler snarere om at skabe lige konkurrencevilkår mellem alle tjenester og sikre, at alle aktører i kultursektoren bidrager netop til den fremtid, som vi opererer under.

Kort sagt kan man sige, at hvis du opererer i Danmark, mener jeg altså også, at det er okay, at man bidrager. Det synes jeg er helt fair. Det handler om at sikre, at der i fremtiden også er dansk produceret indhold, der kan konkurrere med de store udenlandske giganter. Betyder det, at penge er den eneste faktor, i forhold til hvad der er godt produceret kulturindhold? Nej, det er ikke det, jeg siger. Men det handler alt andet lige om, at det er urimelige vilkår at operere under, når Netflix og HBO og andre store virksomheder skovler penge ind på danske borgere. Det synes jeg skaber en skævvridning, som på sigt kan skade dansk kulturindhold. I fremtiden skal der også være dansk kulturindhold af høj kvalitet. Det sikrer vi nu med dette forslag, der er et skridt i den rigtige retning mod et bæredygtigt kulturliv, hvor dansk kulturindhold også kan trives vel med den digitale udvikling. Tak for ordet, formand, og Moderaterne støtter op om forlaget.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra fru Katrine Daugaard.

Jeg tror, vi er mange, der er forundrede over at høre Venstre, Danmarks Liberale Parti, mene, at det er sundt for erhvervslivet og for den frie konkurrence, at man ligefrem indfører skatter her. Der er jo med det her forslag alene tale om, at man flytter penge fra en del af markedet til en anden, altså fra markedsprivate aktører til statsstyrede fonde under Filminstituttet. Man tager på den måde de kommercielle aktørers egen beslutningskompetence fra dem og siger, at staten er bedre til at bestemme, hvor investeringerne skal være.

Moderaterne har også en leder, som jeg i hvert fald indtil videre altid har set som værende meget liberal. Er det her Moderaternes politik, altså at sige, at erhvervslivet ikke er bedst til at være fri til at lægge sine investeringer? Altså, gør I nu op med det frie marked?

Ordføreren.

Det kan godt være, det bare er mig, der hører nogle ord, som jeg tænker er sådan lidt misforstået. Det her er jo ikke en skat. Altså, vi kan sagtens diskutere, om det er en afgift; det kan vi sagtens diskutere. Men for mig personligt og for Moderaterne handler det altså om, at hvis du opererer i Danmark, er det fair, at du også bidrager til danskerne. Det synes jeg. Det er lidt ligesom, at hvis der er en udenlandsk forretning, som bliver placeret her, skal den da bidrage til Danmark. Det synes jeg er helt okay. Det kan godt være, jeg ikke var tydelig nok i min tale, men at føre den her debat og diskussion om de her kulturbidrag over på skat synes jeg måske er lidt fejlfortolket. Det kan også bare være, det er mig.

Fru Katrine Daugaard.

Men de her aktører bidrager jo i stor stil til dansk indhold – i stor stil og helt frivilligt. Nu vil Moderaterne så tvinge dem til, at de skal være bedre til det, eller i hvert fald, at Filminstituttet skal bestemme, hvor de skal investere. Det gør det jo til en afgift. Altså, det her er jo en afgift, og det bliver danskerne, som i forvejen betaler nogle af verdens højeste skatter, som kommer til at betale for det her. Det var Venstres ordfører i det mindste ærlig nok til at sige. Kunne vi ikke høre det samme fra Moderaterne?

Ordføreren.

Jeg glæder mig over, at ordføreren allerede har ændret det fra skat til afgift. Vi kan sagtens diskutere, om det her er en afgift på området.

Det kan godt være, jeg stadig ikke er tydelig nok, men for mig er det meget, meget simpelt. Altså, opererer man som udenlandsk virksomhed i Danmark, inden for de danske grænser, skal man også bidrage. Det synes jeg altså virkelig er fair.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Okay, lad os lige starte med at slå fast, at en afgift er en indirekte skat, og derfor er det en skat. Altså, der er den her sniksnak om, at det ikke er en skat. Hold nu op. En afgift er økonomisk set en indirekte skat – færdig!

Så kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren, om der er andre eksempler på, at det er fornuftigt, at vi beskatter folk og virksomheder på deres omsætning og ikke på deres overskud. Det her er jo en afgift og dermed en indirekte skat, som vi pålægger dem på omsætningen og ikke på det generelle overskud, man kan lave.

Ordføreren.

Jeg synes også, jeg sagde det meget fint i min tale, altså i forhold til den her udvikling, som kulturproduktionen står over for, med udenlandske streamingtjenester, der er i Danmark. Altså, jeg synes, at det er et problem, og det er noget, vi også gør noget ved ved hjælp af den her afgift.

Jeg synes, at det er vigtigt, at en lille del af deres omsætning også bliver investeret i den danske kulturproduktion. Altså, det synes jeg simpelt hen er okay. Det er jo ikke sådan, at vi lige pludselig siger, at de skal betale 80 pct. Vi snakker om 2 pct. Det her er jo også noget, man har gjort i andre lande, bl.a. i Tyskland og Frankrig, som jeg også nævnte i min tale, hvor man har haft en rigtig positiv effekt af det her. Så jeg synes, at det er fair, at hvis man opererer i Danmark, skal man også bidrage.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Nu var mit spørgsmål, om man kunne nævne andre steder, hvor vi beskatter omsætningen og ikke overskuddet. Det var sådan set det, mit konkrete spørgsmål gik på. Så synes jeg, at det er meget påfaldende, at når vi snakker om at pålægge private virksomheder afgifter og indirekte skatter og omkostninger, er 2 pct. ikke ret meget; så betyder det ikke noget. Men hvis vi snakker om at reducere det offentliges forbrug med 2 pct., er det fuldstændig en umulighed; så betyder 2 pct. virkelig meget.

Der gøres simpelt hen forskel hos politikerne. Tager man noget fra private, er 2 pct. ikke noget. Men hvis det er fra det offentlige, er 2 pct. meget, meget galt. Men kan man svare på, om der er andre steder, hvor vi beskatter omsætningen og ikke overskuddet?

Ordføreren.

Jeg synes bare, at det her handler om at ligestille de konkurrencevilkår, der er imellem alle tjenester, og sikre, at alle aktører inden for den her kultursektor netop bidrager til den fremtid, som vi opererer med. Det er bare min personlige mening og holdning. Det er det, jeg mener.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til SF's ordfører, og det er hr. Sigurd Agersnap.

Tak for ordet, formand. Jeg står her i dag på vegne af SF's medieordfører, fru Charlotte Broman Mølbæk, som meget gerne ville have været her, men desværre er syg. Hun ville meget gerne have været her, fordi det jo er et historisk lovforslag, vi behandler i dag. Vi indfører et kulturbidrag. Det har været debatteret længe og har indgået i flere medieaftaler, og nu bliver det altså til virkelighed. Det mener vi er et stort skridt fremad.

I medieaftalen, som SF også lavede med den tidligere regering, havde vi besluttet et kulturbidrag på 6 pct., som ville betyde, at streamingtjenesterne skulle betale 6 pct. af deres omsætning i Danmark. Vi var ambitiøse og kunne finansiere en del dansk indhold med det kulturbidrag, men vi har måttet sande, at efter valget måtte vi tilbage til forhandlingsbordet og forhandle med regeringen på ny. Det er så endt med et kompromis, som vi har her i dag.

Det er et kompromis, hvor der er et maksimum på 5 pct. for de tjenester, som ikke investerer i dansk indhold, og hvor dem, som investerer betydeligt i det danske indhold og leverer kulturtilbud til danskerne, maksimalt skal betale 2 pct. i kulturbidrag. Den løsning er vi også tilfredse med, og vi er glade for, at det er lykkedes at finde et kompromis. Selv om vi måtte sande, at ambitionerne måtte en lille smule ned, er det godt med et bredt flertal bag medieaftalen og bag kulturbidraget. Det giver stabilitet for sektoren. Det gør, at man ved, hvad man kan regne med, også fremover. Det er vigtigt i en mediebranche, som er omskiftelig.

Der har været meget snak om, også i dag, om det er en skat, en afgift, et bidrag eller en takst. Nu er jeg også skatteordfører, og jeg mener, at bidrag er et meget rammende ord for det, man indfører her. Det er et bidrag, fordi man indbetaler en del af sin omsætning til specifikke puljer, som så kan søges tilbage til branchen. Det er en form for fortolkning af ordet bidrag, som vi også anvender på andre områder. Der er f.eks. dækningsbidraget, som går til kommunernes infrastrukturleverancer til virksomheder. Så jeg mener, at det er det rigtige ord. Så kan man godt have en semantisk diskussion om, hvad man kalder sådan en form for afgift, men jeg mener egentlig, at bidrag er meget rammende.

Vi er enige i, at der kan være problematikker, som vi skal have afklaret, i forhold til hvor bredt bidraget skal ramme og om det kun gælder for folk, der kan søge de specifikke puljer. Men det er vi med på at drøfte i den videre behandling. Vores tilgang er, at vi i Danmark har et stærkt tv- og filmmiljø, som er internationalt anerkendt, men som også står i en ny tid med meget hård konkurrence fra internationalt indhold, som er kommet tættere på danskerne. Derfor er det afgørende, at vi understøtter den danske produktion af indhold. Dansk indhold kan noget særligt. Det kan spejle vores kultur. Det kan levere børneindhold, som vi ikke ser i mange andre lande, og som har en særlig værdi for danske familier og for det danske samfund. Derfor er vi glade for den aftale, der ligger.

Jeg skulle hilse og takke alle for samarbejdet omkring den nye aftale, og med de bemærkninger vil jeg sige, at SF naturligvis stemmer for lovforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Katrine Daugaard.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om SF finder det fair, at de, der i Danmark tjener mindst, nu får øgede udgifter i forhold til tv-pakker og streamingtjenester, altså at de nu får sværere ved at have råd til de her platforme.

Ordføreren.

Jeg tror, at spørgsmålet er baseret på en præmis, jeg ikke helt køber. Det, vi gør her, er jo, at vi lægger et bidrag på nogle virksomheders omsætning. Det er rigtigt, at noget af det kan de overvælte på forbrugerne – det er ikke sikkert, at de vil gøre det – og når de overvælter det på forbrugerne, er det selvfølgelig de forbrugere, der forbruger de produkter, der betaler. Det er det samme, vi kender med momsen og afgifter på fødevarer. Det, der er SF's politik generelt, når man indfører afgifter, som jo kan risikere at vende den tunge ende nedad, er, at man skal kompensere ad andre veje i skattesystemet. Det betyder ikke, at man ikke kan indføre bidrag eller afgifter.

Fru Katrine Daugaard.

Det her er jo ikke nye mekanismer. Vi kender jo godt mekanismerne, og det er som regel det, der sker, altså at det bliver dyrere at være dansker, og det vil det da også blive her. Men der er SF altså villig til endnu en gang at sige: Det bliver dyrere at være dansker, det bliver dyrere at bestille de her streamingtjenester og kunne se DR og TV 2, alle de her ting. SF går gladelig med til det og til samtidig at ødelægge det frie marked.

Ordføreren.

Nej, altså. Jeg mener overhovedet ikke, at man ødelægger det frie marked med det her – det er der ikke noget der tyder på. Det, vi helst ser, er jo, at vi får mere dansk indhold, og de penge, der kommer her, skal gerne fremme, at der kommer mere dansk indhold. Når pengene bliver lagt i puljerne, vil det skabe mere dansk indhold, men det vil også give et incitament til, at udenlandske streamingtjenester producerer mere dansk indhold, fordi de derved kommer ned i bidrag. Så præmissen om, at alle afgifter overvæltes på forbrugerne, er simpelt hen ikke korrekt. Vi ved fra en række områder, at det også kan gå fra overskuddet i virksomheden, især når der er god konkurrence, og det er der jo på det her område.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Jeg ser frem til den lange række af konkrete eksempler på, at øgede afgifter ikke helt eller delvis bliver overvæltet på forbrugerne. Det glæder jeg mig til at SF kan komme med.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt til noget. Hvad forventer man, at det her vil betyde af prisstigninger på streamingabonnementer? Det er gængs viden, at det kommer der. Vi oplevede under den tidligere regering, at SF også lagde stemmer til f.eks. en bilbeskatningsordning, hvor den sociale pil også pegede nedad. Nu siger ordføreren så, at det samtidig skal modregnes af, at vi sænker skatten for de lavtlønnede, men det skete jo ikke i den sidste periode. Det vil sige, at SF lægger stemmer til at hæve afgifter, som gør det dyrere at være dansker, men de glemmer lige den anden side af mønten. Så bundlinjen bliver jo, at det bliver dyrere at være dansker.

Ordføreren.

Der er lidt historieforfalskning i noget af den fortælling, fordi man jo netop indførte den grønne check som en kompensation for de grønne afgifter, man pålagde folk. Man indførte en række tiltag som følge af inflationen og under corona for at hjælpe dem med de laveste indkomster. Så det er ikke rigtigt, at man i den tidligere regeringsperiode glemte at kompensere dem med de laveste indkomster, når man indførte afgifter. Så er det rigtigt, som hr. Lars Boje Mathiesen siger, at man må forvente, at en afgift i hvert fald delvis overvæltes på forbrugerne. Man skal ikke forstå mig sådan, at jeg afviser det. Jeg siger bare, at det ikke er sådan, at en afgift helt overvæltes på forbrugerne. Der er flere måder, den kan betales på.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Godt, må jeg ikke bare her på en fredag opfordre ordføreren til at gå ind og læse Finansministeriets svar på det med de forskellige indkomstdeciler, og hvilke grupper der bliver ramt hårdest af den politik, som regeringen førte i den sidste periode. Der vil man se, at dem, som mistede mest af deres rådighedsbeløb, var dem med de laveste indkomster. Altså, procentvis mistede de mest, bl.a. på grund af at man indførte en stigning i cigaretafgiften og de her streamingafgifter. Det er den faktuelle virkelighed. Så kan det godt være, at man synes, det er okay med de her afgifter. Det kan godt være, man syntes, at det var okay, at man gjorde det dyrere for dem, som har de laveste indkomster, at eje de billigste benzinbiler, fordi man gerne ville flere elbiler på vejene. Det kan man godt have et politisk ønske om, men den faktuelle økonomiske virkelighed er nu den faktuelle økonomiske virkelighed.

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at tobaksafgiften havde en skæv fordelingsmæssig profil, og det nåede man i den sidste regeringsperiode ikke at kompensere fuldt ud for, og derfor er det, at uligheden faktisk blev øget i den sidste regeringsperiode, også noget, vi i SF har været utilfredse med og kritiseret gentagne gange. Det ville vi gerne have gjort noget ved. Det, jeg påtalte, var bare påstanden om, at SF glemmer at kompensere de laveste indkomster. Det mener jeg aldrig vi gør. Det er en vigtig del af vores politik.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Danmarksdemokraternes ordfører, og det er hr. Søren Espersen.

Mange tak. Med regeringens forslag indføres der en ordning, som forpligter udbydere af on demand-streamingtjenester til at bidrage til dansk produktion, samtidig med at de tjenesteudbydere, der investerer i dansk indhold, tilgodeses. Kulturbidraget skal angiveligt styrke og øge omfanget af danskproduceret indhold. Ordningen formodes at generere et provenu, der skal gå til fremme af dansk indhold, herunder til produktion af nye danske film, serier og dokumentarer. Loven træder i kraft den 1. januar 2024.

Danmarksdemokraterne er ikke med i den her medieaftale, som altså blev indgået i sommer. Årsagen til, at vi sagde nej, var bestemt ikke, at vi ikke bryder os om dansk filmproduktion, men at der med aftalen blev indført en streamingafgift – en skat kan vi også godt kalde det – på on demand-streamingtjenester. For den slags ender, synes vi, altid uvægerlig med, at det bliver skatteyderne, som trods de pæne ord alligevel kommer til at betale gildet. For udbyderne skal nok vide at sende regningen videre til seerne. Vi i Danmarksdemokraterne er af den opfattelse, at Danmark ikke har brug for flere skatter. Det står i øvrigt ikke helt klart, hvorfor man kan være sikker på at opnå et provenu på mere end 100 mio. kr. årligt. Denne usikkerhed bunder i, at vi ikke i talende stund ved, hvordan tjenesterne egentlig vil reagere, når de får loven at se.

Som nævnt vil Danmarksdemokraterne til enhver tid støtte formålet om at styrke dansk filmproduktion, men det bør kunne løses ad andre veje, f.eks. gennem yderligere public service-forpligtelser i stedet for en afgift på streamingtjenester, som altså nu gennemføres med lovforslaget. Derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard.

Tusind tak for meldingen om, at Danmarksdemokraterne støtter dansk film. Det er jo et godt udgangspunkt. Nu kender jeg også hr. Søren Espersen som tidligere medlem af Dansk Folkeparti, og Dansk Folkeparti er jo med i den medieaftale, vi havde tidligere. Den måde, vi finansierede den på, var jo ved hjælp af skatter, altså, det var på finansloven. Derfor er mit spørgsmål: Hvis man er glad for dansk film, ønsker dansk film og ønsker, at dansk film skal følge med, hvad er så Danmarksdemokraternes alternativ til den model, vi har valgt her – er det personskatter?

Ordføreren.

Der kan være mange måder at gøre det på. Vi nævner selv yderligere public service-forpligtelser. Der vil også være andre måder at gøre det på. Vi er ikke gået ind i de forskellige muligheder, der er, men selvfølgelig er der det. Selvfølgelig er der muligheder for at finde penge på et budget, hvis man virkelig vil, sådan at man undgår skattestigninger for borgerne.

Hr. Søren Søndergaard.

Men hvis vi er enige om, at pengene skal ind for at sikre dansk film, så handler det altså ikke om det der med, om det skal være dyrere at være dansker, eller om man vil have skatter eller sådan noget; så er det kun et spørgsmål om, hvor de skal være. Altså, det må hr. Søren Espersen vel erkende. Og hvis det er sådan, er det så ikke en meget god idé, at man prøver at gå efter dem, som udnytter, at man har et filmmarked i Danmark, at man har skuespillere, og at man har en filmskole, altså at man har alle de der ting, men som ikke bidrager særlig meget? Er det ikke en god idé at prøve at lægge afgiften på dem?

Ordføreren.

Jamen nu bliver det jo så sådan, at det bliver en afgift, der pålægges selskaberne. Vi mener også, det er en afgift, der pålægges skatteyderne. Det er det, der er det afgørende, og vi siger: Vi vil gerne være med til at støtte dansk produktion inden for filmbranchen i det hele taget, men vi vil ikke have, at det skal ske med baggrund i en skattestigning for ganske almindelige borgere, hvor det jo ofte er dem, der er mindst bemidlede, som kommer til at få problemer med det her. Vi andre skal nok finde en eller anden mulighed for at se Netflix alligevel – det tror jeg.

Så er det hr. Mogens Jensen.

Tak, og også tak til ordføreren for ordførertalen. I forhold til det her med skattestigninger til danskerne vil jeg sige, at den her ordning jo er indført i andre lande – Frankrig, Portugal, Belgien, Tyskland, Italien for at nævne nogle stykker. Jeg har ikke kunnet finde tal, der siger, at de steder, i de lande, er priserne på streamingtjenesterne steget, fordi man har indført sådan en kulturbidragsordning.

Kan ordføreren med baggrund i de her konkrete lande redegøre for, at det er det, der er tilfældet? Det ser ikke ud til at være det i de her lande. Jeg kan ikke finde oplysninger, der tyder på det. Så kan ordføreren?

Ordføreren.

Nej, det kan jeg ikke bekræfte, for jeg aner ikke noget som helst om, hvordan det foregår i andre lande. Jeg vil bare sige: Bare fordi der er mange, der gør det, er det ikke sikkert, at det er rigtigt. Bare fordi det er de fleste – var det ikke det, Niels Hausgaard havde en sang om? – er det ikke sikkert, at det er det klogeste.

Vi kigger og burde kunne have fundet andre løsningsmodeller, sådan at vi undgik at få en afgift, der blev lagt på skatteyderne.

Hr. Mogens Jensen.

Jeg konstaterer bare: Ordføreren kan altså ikke føre tal frem, der beviser, at de steder, hvor man allerede har indført den ordning, vi nu indfører, har det betydet en højere pris for forbrugerne. Så det må vi bare lade stå ikke er tilfældet. Hvorfor skulle det så blive det lige præcis i Danmark?

Så vil jeg spørge ordføreren: Danmarksdemokraterne vil altså have, at der skal være færre film og tv-serier i fremtiden, gode serier som »Badehotellet« og »Hvide Sande«. Det er jo mellem 80 og 100 mio. kr., vi regner med kommer ind årligt på den her ordning, når den er indfaset. Hvor vil Danmarksdemokraterne skaffe de penge fra? For hvis man ikke vil det, skal der være færre gode film og tv-serier i fremtiden.

Ordføreren.

Jeg vil gerne gentage – jeg tror, jeg sagde det før – at vi har en meget fin filmproduktion, som vi skal værdsætte. Men jeg siger, at det er umuligt at forestille sig, at der kun vil være én løsning på det her. Der vil være andre løsninger. Sådan nogle penge finder man jo også i forbindelse med forlig i Finansministeriet osv.

Der er masser af måder at skaffe de her penge på. Det er ikke nødvendigvis sådan, at det kun kan gøres på den her måde, og så også fordi de så åbenbart gør det andre steder i udlandet. Jeg kan godt bekræfte: Jeg aner det virkelig ikke. Men jeg vil gerne finde de tal. Det kunne være interessant.

Så er det hr. Jan E. Jørgensen.

Tak for det. Altså, som jeg sagde i min ordførertale, forventer jeg ikke, at priserne på et Netflixabonnement m.v. vil stige, men hvis det måtte blive tilfældet, og de stiger 2 pct., så vil det betyde, at et abonnement på Netflix til 79 kr. vil stige til 80 kr. og 58 øre, altså en prisstigning på 1 krone og 58 øre. Hvad vil Danmarksdemokraterne sige til at få »Badehotellet«, »Sygeplejeskolen« og en masse dejlig dansk kultur med det danske sprog i fjernsyn til den danske befolkning for en merpris af 1 kr. og 58 øre? Hvorfor er Danmarksdemokraterne egentlig ikke med i det her forlig? Jeg kan forstå, at Liberal Alliance, som har et sådan mere dogmatisk forhold til afgifter osv., ikke er med, men Danmarksdemokraterne plejer da ikke at være blege for at smække en afgift ud, hvis man til gengæld kan få noget, man er glad for.

Ordføreren.

Altså, jeg vil sige, at de serier, som hr. Jan E. Jørgensen nævner, ser jeg selv alle sammen, så jeg næsten ikke har tid til andet. Jeg ved, hvor gode de er, og hvor fremragende dansk filmproduktion er. Det tror jeg ikke vi kan blive uenige om. Det her handler bare om at finde en finansiering, og der finder man så en, pudsigt nok, som Venstre tager op igen. Vi ved også, hvor Venstre lå ved det sidste forlig, men jeg forstår ikke, at man begynder ligesom at jokke i det igen. Jeg synes, at det er tilstrækkeligt, hvad der er blevet sagt fra Venstres side. Vi ved nu, hvor Venstre står.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg er sådan set bare mere overrasket over Danmarksdemokraterne, fordi Danmarksdemokraterne plejer at sætte Danmark og det danske sprog og dansk kultur osv. højere end en afgift på 1 kr. og 58 øre; så det er sådan set mere det, der måske overrasker mig lidt. Men så kan hr. Søren Espersen jo være glad for, at vi andre sørger for, at der kommer en masse, som hr. Søren Espersen kan se på i sofaen sammen med sin hustru.

Ordføreren.

Men det her er kun et spørgsmål om finansiering; det er ikke noget med, at der ikke ligger fine intentioner i det her, for det gør der bestemt. Det er kun et spørgsmål om, hvordan de penge skal skaffes. Og der mener vi ikke, at det nødvendigvis skal indføres som en ny skat til borgerne. Det kan blive ret dyrt, hvis man begynder at regne på det. Så vi havde egentlig håbet, at man kunne være samlet om at finde en finansiering, der ikke rammer på den måde, som det gør her.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og vi går videre til Liberal Alliances ordfører, og det er fru Katrine Daugaard.

Tak. Netflixskat, kulturbidrag – kært barn har mange navne. Hvad enten man kalder det en skat eller et bidrag, vil udbydere af on demand-streamingtjenester rettet mod et dansk publikum fremover blive tvunget til at aflevere minimum 2 pct. af deres omsætning i Danmark til den danske stat. Det er der jo ikke meget frivillighed over, og derfor er der næppe tale om et bidrag, men om en skat. Skulle udbyderne derudover gør brug af deres frie ret til at bruge under 5 pct. af deres omsætning i Danmark på dansk indhold, ja, så skal der betales en ekstra skat, idet man så opkræves endnu et tvangsbidrag på yderligere 3 pct. Provenuet, som altså er penge, som staten aftvinger virksomhederne i forhold til deres indtægt, vil staten så generøst og stor i slaget, som den er, bidrage med at donere til danskproduceret indhold.

Selv om langt de fleste on demand-stremingtjenesteudbydere i forvejen og helt frivilligt bidrager til dansk indhold, så vil den danske stat ind at beskatte og gøre brug af tvang. Danske private aktører har haft succes med at tilpasse sig konkurrencen fra streamingtjenesterne og udnytte de muligheder, som platformene giver. Staten forstyrrer nu den markedsdrevne udvikling, ja, muligvis ødelægger man den, når man aftvinger bestemte forretningsmodeller bidragsforpligtelser. Og dermed fratager staten aktørernes egen beslutningskompetence, fordi staten nu skal bestemme, hvad investeringerne skal gå til. Det er vi i LA imod; ja, faktisk så bekymrer det os, da vi kan risikere, at tjenesterne i større omfang end nu vil søge mod andre lande, som ikke bruger tvang, men som derimod lokker dem til med betydelige produktionsrabatter.

Det er dyrt for danskerne at have tv-pakker og diverse streamingtjenester; og lur mig, om ikke også det bliver danskerne, der i sidste ende kommer til at betale for den her ekstra skat, for sådan fungerer den slags næsten altid. Danskerne betaler i forvejen nogle af verdens højeste skatter og afgifter, og derigennem afleverer de hvert år knap 650 mio. kr. til dansk film over skatten.

Liberal Alliance kan på ingen måde bakke op om flere skatter pakket ind i cellofan og sukkersød bidragsretorik. LA stemmer imod lovforslaget, og jeg skulle hilse fra Nye Borgerlige og Det Konservative Folkeparti og sige, at det gør de også.

Mange tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard.

Jeg skal bare forstå fru Katrine Daugaards bemærkning. Er det, man forestiller sig i Liberal Alliance, at Netflix vil opgive deres forretning i Danmark og flytte til udlandet, og at de ikke længere vil sælge abonnementer i Danmark? Er det de tanker, som Liberal Alliance har om Netflix' evner til at tjene penge?

Ordføreren.

Nej, bestemt ikke. Jeg tror, at Netflix nok skal klare sig. Spørgsmålet er, hvor de vil producere deres indhold, og der kan det bekymre os, at andre tilbyder produktionsrabatter osv., mens vi i Danmark påtvinger dem ekstra afgifter.

Hr. Søren Søndergaard.

Så vi kan bare slå fast, at Netflix ikke vil flytte. Dermed vil de ganske rigtig være tvunget til at betale en afgift på mindst 2 pct. og op til 5 pct., men de kan selv afgøre hvor meget, for de kan få den ned på 2 pct., hvis de investerer i Danmark, og af de 2 pct. kan de oven i købet få en del igen, hvis de ansøger om at lave nogle produktioner, som har et dansk indhold.

Jeg forstår så ikke helt, hvad det er, Netflix vil gøre. Vil Netflix sige: Okay, vi vil godt betale afgiften, men vi vil i øvrigt ikke prøve at få den nedsat, og vi vil i øvrigt heller ikke ansøge om penge fra den pulje, der er afsat?

Så er det ordføreren.

Jamen Netflix investerer i forvejen massivt i dansk indhold, og det tror jeg muligvis de vil fortsætte med. Jeg tror også, at de i højere grad vil tænke på, om det bedre kan betale sig for dem faktisk at producere det indhold i et andet land end Danmark. Men spørgsmålet er: Hvem skal i sidste ende betale for det her? Det tror jeg bliver forbrugerne, og vi er imod, at danskerne skal beskattes mere, end de i forvejen bliver. Derfor er vi imod det her.

Så er det hr. Mogens Jensen.

Tak, og tak for ordførertalen. Ordføreren siger så klart, at det her betyder, at nu bliver det dyrere for danskerne at have et abonnement hos streamingtjenesterne, altså på grund af det her. Som sagt tidligere er kulturbidraget indført i andre lande. Jeg nævnte nogle af dem: Frankrig, Portugal, Belgien, Tyskland og Italien. Har ordføreren lavet sit hjemmearbejde og undersøgt, om det rent faktisk er sådan i de lande, at efter man har indført og indfaset et sådant kulturbidrag, har det betydet, at abonnementsprisen er steget? Jeg kan ikke finde de tal. Har ordføreren dem?

Ordføreren.

Jeg tænker, at Mogens Jensen udmærket godt ved, at man på ingen måde kan sammenligne lande en til en, idet vi jo ikke har de samme skatter og afgifter, og idet man i nogle af de lande, du selv nævner, tilbyder produktionsrabatter for at lokke Netflix og andre til.

Jeg skal lige erindre om, at man ikke bruger direkte tiltale.

Så er det hr. Mogens Jensen.

Spørgsmålet var simpelt. Ordføreren påstår, at danskerne kommer til at betale mere for at have abonnement hos en streamingtjeneste på grund af det her. I de lande, der har indført det her, kan jeg ikke se, at det er tilfældet. Har ordføreren bevis for – nogle tal, der viser det – at det kommer til at ske? For ellers er det, ordføreren står og siger fra talerstolen, jo bluf.

Ordføreren.

Svaret er lige så simpelt. Man kan ikke sammenligne lande en til en, fordi vi ikke er ens. Men vi kan da tage alle mulige andre afgifter; det kunne være sukkerafgiften. Her er det jo også forbrugeren, som jo stadig væk har lyst til et stykke chokolade, som betaler for sukker- og chokoladeafgiften. Vi har altså masser af eksempler i Danmark på, at den afgift er det i sidste ende forbrugeren, som ender med at betale.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Nu må Liberal Alliance bestemme sig. Bliver det dyrere at have et abonnement efter indførelse af et kulturbidrag, eller gør det ikke? Når vi nu taler om sukkerafgift, kan jeg røbe så meget, at chokolade m.v. altså er billigere i Sverige og Tyskland, end det er i Danmark, og det skyldes selvfølgelig, at vi har en ret høj sukkerafgift i Danmark. Sådan er det. Så kunne det jo også være lidt interessant, om Liberal Alliance havde undersøgt, om prisen på et Netflixabonnement så er højere i de lande, der har indført et kulturbidrag, end det er i Danmark, for ellers bliver det altså en kende useriøst.

Ordføreren.

Det ændrer jo ikke på, at det for danskeren er dyrere at købe chokolade i Danmark, end det er at køre over grænsen og købe den i Tyskland. Så jeg forstår det ikke helt, for jeg svarer jo sådan set på spørgsmålet. Men det undrer mig, at et liberalt parti som Venstre den ene dag ønsker at give skattelettelser til danskerne, men kort tid efter trækker dem tilbage i flyafgifter og i Netflixskat. Det er der ikke meget liberalt parti over.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg ved ikke, om ordføreren ikke helt fangede mit spørgsmål. Jeg siger, at ja, selvfølgelig er chokolade dyrere i Danmark end i Sverige, fordi vi har en høj sukkerafgift, og det har de ikke. Det er vi enige om. Men så spørger jeg, om der er en højere pris på et Netflixabonnement i de lande, der har et kulturbidrag på samme måde som det, vi ønsker at indføre nu, end i de lande, der ikke har det, eksempelvis Danmark. Er det noget, Liberal Alliance har undersøgt, er det noget, man har stillet udvalgsspørgsmål om, eller er det bare sådan noget, man står og tror og synes og finder på?

Ordføreren.

Det er det ikke nødvendigvis en til en. Men vi har som sagt heller ikke de samme måder at beskatte erhvervslivet på. Og vi tilbyder heller ikke produktionsrabatter, som jo trods alt er noget, der kommer de her streamingtjenester til gode på anden vis.

Så er det hr. Mike Villa Fonseca.

Tak til ordføreren for talen. Nu har mine to gode kollegaer Mogens Jensen og Jan E. Jørgensen begge spurgt ordføreren ind til, om ordføreren kan svare konkret på, om det her har haft en negativ eller positiv effekt i nogen af de andre lande. Ordføreren nævner godt nok, at det ikke kan sammenlignes en til en med de andre lande. Men har ordføreren nogen data eller overblik over, hvad det her eventuelt, som ordføreren står og argumenterer for, vil have af betydning for brugeren?

Man husker lige ikke at bruge direkte tiltale.

Så er det ordføreren.

Jeg kan i hvert fald sige, at de argumenter, jeg hører fra regeringspartierne, f.eks. at vi ikke ville have danske serier, hvis ikke vi indfører det her, jo er fuldstændig forkerte. For det har vi jo haft indtil videre. Alle de gode serier, der er blevet nævnt ved navns nævnelse her, er trods alt blevet lavet, inden vi nu indfører den her ekstraskat til danskerne. Så de argumenter, der bliver brugt her i dag, er jo fuldstændig omsonste.

Hr. Mike Villa Fonseca.

Jeg kan godt forstå på ordføreren, at der ikke rigtig bliver svaret på spørgsmålet. Men så kunne jeg bare godt tænke mig at spørge ordføreren, om det ikke er okay, hvis man opererer som udenlandsk aktør i Danmark, at man så også bidrager? Det kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren om.

Ordføreren.

De, der opererer inden for dansk film og investerer i dansk film, er her jo inden for lovens rammer, og de lægger masser af penge i Danmark og i dansk indhold helt frivilligt. Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at den danske stat nu vil ind at ødelægge de frie markedsvilkår, og at man nu mener, at den danske stat er bedre til at skulle bestemme og styre, hvor de investeringer skal lægges. Det mener jeg ikke er sundt for erhvervslivet, og jeg mener slet ikke, at det er sundt for markedskræfterne.

Mange tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og vi kan gå videre til Enhedslistens ordfører, hr. Søren Søndergaard.

For nylig var jeg i biografen, eller rettere i bibliografen, som kombinationen af bibliotek og biograf hedder hos os ude i Gladsaxe. Jeg så filmen »Bastarden«. Den film bygger jo på Ida Jessens mursten af en bog – jeg tror, den er på 500 sider – om kaptajnen og Ann Barbara. Den handler om den fattige soldat Ludwig van Kahlen, som i midten af 1700-tallet bosætter sig på den golde jyske hede for med hårdt arbejde at opdyrke heden og dermed også bringer sig på en tragisk kollisionskurs med den lokale overklasse i form af godsejer Frederik de Schinkel, som bogstavelig talt er født med en guldske i munden. Jeg synes som de fleste andre, der har set den, at det var en fremragende film, som fortæller en original dansk historie dybt rodfæstet i vores egen fortid og i vores egen kultur.

Præcis derfor er der nok også gode muligheder for, at det bliver en international succes. Det interessante er, at »Bastarden« ikke er en enlig svale. Igen og igen præsenteres vi for fantastiske og vedkommende film og tv-serier fra Danmark og på dansk. Det er jo ikke nogen selvfølge i et lillelillebitte sprogområde som det danske, og når det alligevel er sket, skyldes det ikke mindst, at vi i mange år har prioriteret med skattekroner at understøtte dansk filmproduktion på forskellig vis. Det at bruge statspenge, skattepenge eller penge fra fælleskassen til at understøtte dansk film er ikke noget nyt. Det har vi gjort i mange, mange år. Hvad er så det nye?

Det nye er, at med streaminggiganternes fremmarch over hele verden er den forretningsmodel, som dansk filmproduktion har bygget på, blevet alvorligt udfordret. Og derfor er vi også nogle, som i en del år efterhånden har arbejdet for, at de internationale streamingtjenester ikke bare skal bruge Danmark som et marked for deres produkter, ikke bare skal bruge danske skuespiller, danske instruktører og danske biografer, men også bidrage til at opretholde en fødekæde på området ved at bidrage til original dansk indholdsproduktion.

Det forslag, som vi behandler i dag, er et resultat af det arbejde, og det er vi som udgangspunkt både glade for og stolte over. Alligevel ser det ikke ud helt, som vi havde ønsket. Den ene grund er politisk. Under den tidligere regering havde vi en aftale om 6 pct. i kulturbidrag, som virkelig kunne have givet et ekstremt hop fremad, også når vi snakker uddannelse. Under den nye regering er det faldet til 2 pct. og så yderligere 3 pct., hvis man ikke selv investerer i dansk indhold i bred forstand.

Hvis vi nu skal give politisk ansvar for det, vil jeg nævne et navn, nemlig hr. Jan E. Jørgensen, som sikkert lytter med stor glæde til det. For det er jo Venstre, som gennem deres indsats i den nye regering og i forhandlingerne har forhindret, at det blev den gamle ordning, men at kulturbidraget faldt. Det kan man jo så tage ind i diskussionen om stemmer, der arbejder osv. Vi er ikke glade for Venstres indflydelse her. Vi beklager det. Men vi må jo konstatere, at det er sandhed.

Den anden grund hedder EU. For det, at vi er med i EU, betyder, at vi er underlagt en række krav og betingelser. Nogle kan være rimelige, og andre synes måske ikke helt så rimelige. Resultatet er, at forslaget ikke på alle områder rammer helt så præcist, som vi ønsker, og det betyder også, at der måske er en risiko for, at der er nogen, som rammes, hvor det egentlig ikke er meningen. F.eks. har det aldrig været Enhedslistens mening, at danske mediedistributører, som betaler en retransmissionsafgift – en kæmpe afgift, som de betaler for at retransmittere indhold – skulle rammes af den her ordning. Det forventer vi heller ikke sker, men der tilbagestår en lille usikkerhed, og det er også derfor, jeg ville være glad, hvis ministeren sagde, at det aldrig har været meningen, og at det er en politisk hensigtserklæring, og at vi går ind politisk og kigger på, om og hvordan det kan undgås. Af samme grund er jeg også glad for, at vi i forligskredsen er enige om at kigge på en revision inden for en overskuelig periode, og det vil jeg også for en god ordens skyld bede ministeren bekræfte.

Så borgerne i Danmark kan i dag glæde sig over flere gode film, flere gode tv-serier. Jeg vil godt takke alle de partier, som har bidraget til det.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jan E. Jørgensen.

Tusind tak. Tak for den uforbeholdne ros i forhold til liberale stemmer, der arbejder. Men bare for at være helt sikker på, at alle forstår, hvor stor en sejr det egentlig er, kan hr. Søren Søndergaard så bekræfte, at Enhedslisten ønskede et kulturbidrag på 10 pct., som altså nu er landet på mellem 2 og 5 pct.?

Ordføreren.

Det kan jeg fuldstændig bekræfte. Altså, jeg kan fuldstændig bekræfte, at vi synes, at nogle af de streamingtjenester, som bl.a. gør brug af uddannet dansk arbejdskraft, der er uddannet for skattepenge, skal bidrage til den uddannelse. Og derfor undersøgte vi muligheden for ved at lave en høj streamingafgift, om f.eks. en del af de uddannelsesudgifter kunne dækkes via det her kulturbidrag, altså fordi det kom alle til gode og ikke var målrettet en bestemt gruppe. Vi kom jo aldrig i mål med det, så det blev ikke endeligt afklaret, men det var det, der var tankegangen bag det. Så det kan jeg bekræfte.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Så kan jeg til gengæld glæde Enhedslisten med, at der i regeringens forslag til finanslov er afsat penge til, at vi genindfører uddannelsen som production designer på Filmskolen. Det tror jeg vi begge to kan være rigtig glade for.

Ordføreren.

Ja, det har jeg forstået, og så er spørgsmålet bare: Hvem betaler for de udgifter, der er på finansloven? Det gør skatteyderne jo selvfølgelig via de penge, der drives ind. Det skal jeg ikke udtrykke utilfredshed med; jeg er mere utilfreds med den måde, man fordeler inddrivningen på.

Jeg synes, at et fællesskab selvfølgelig skal have nogle udgifter, og dem skal man dele efter princippet om, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Vi har bare konstateret, at der er nogle streamingtjenester, som har undgået at bidrage til f.eks. uddannelser, og streamingafgiften, kulturbidraget, er en måde at sikre på, at det kommer til at ske.

Så er det fru Katrine Daugaard.

Vi har jo her i dag hørt argumenter for, at man har indført det her i en række andre lande. Jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Søren Søndergaard, om han har undersøgt, hvad man i de lande betaler i skat. Er han ikke enig med mig i, at de i Portugal eller Holland i hvert fald betaler en noget lavere skat, end vi gør i Danmark, og at det er meget forskelligt, hvordan man har indført det her i de andre lande? Det spænder helt fra 0,1 pct. til 35 pct. Altså, det her stikker jo i alle retninger.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig i, at man har valgt forskellige procentsatser, også nogle, der er meget højere end i Danmark. Det var også vores argument over for hr. Jan E. Jørgensens forsøg på at barbere det så langt ned som muligt, altså at det var der faktisk andre lande der havde gjort.

Men hvad har det med skatteprocenten at gøre? Det har da intet med skatteprocenten at gøre. Det interessante er, om det er lagt på Netflixabonnementet eller på de andre streamingabonnementer. Det er det interessante. Hvad folk i øvrigt beslutter, i forhold til hvor meget der skal kræves ind i skat, hænger jo sammen med, hvor meget de vil bruge til f.eks. velfærd, til sygehuse og til andre ting.

Fru Katrine Daugaard.

Det har jo noget med det hele at gøre, for hvor meget man betaler for at operere i de enkelte lande, har noget at gøre med, hvor meget der lægges i skatter og afgifter. Derfor hænger tingene jo altså sammen.

Synes man i Enhedslisten, at det er fair, at hver gang der lægges afgifter på alle mulige forskellige ting i Danmark, så er det de fattigste danskere, som det rammer hårdest? Synes I i Enhedslisten, at det er i orden, at I nu pålægger dem endnu en ting, som de kan ende med at skulle betale dyrt for?

Jeg vil lige erindre om, at man skal huske ikke at bruge direkte tiltale.

Og så er det ordføreren.

Nej, det synes vi ikke. Det er jo også derfor, at vi er imod den skattereform, som regeringen har fremlagt, hvor vi ikke ønsker at give skattelettelser til de allerrigeste og milliardærarvinger, men ønsker, at lettelsen i skatten skal ske til de fattigste. Så det synes vi ikke. Det troede jeg egentlig var fremgået, men vi må have misset en missionsopgave der.

Men derudover vil jeg sige, at det, fru Katrine Daugaard siger, overhovedet ikke hænger sammen, for det har intet med skatten at gøre – absolut intet med skatten at gøre. Skatten er fastlagt efter andre parametre. At det her bliver overhældt på skatten, er der ikke noget der tyder på.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Radikale Venstres ordfører, og det er fru Zenia Stampe.

Tak for det. Det her er en historisk dag, i hvert fald en mediepolitisk historisk dag og også en kulturpolitisk historisk dag, for det er kultur, det handler om. Nu kan jeg allerede se, at Liberal Alliance trykker sig ind for en kort bemærkning, og jeg diskuterer gerne skat – jeg har ikke lovet nogen skattelettelser, så de spørgsmål tør jeg godt svare på.

For mig og Radikale Venstre handler det her jo om kultur. Det handler om, hvordan vi sikrer dansk kultur i en globaliseret verden og en globaliseret medievirkelighed. Det er i år 11 år siden, at de største streamingtjenester kom til Danmark og lagde gaderne øde, fordi vi sad derhjemme og så »Mad Men«, »House of Cards« og »Game of Thrones«. Det var jo på den ene side fantastisk for de mange danskere, der kan lide godt drama og indhold af høj kvalitet, for det, som de store streamingtjenester kom med, var jo indhold af høj kvalitet. Men det skabte også bekymring i kulturpolitiske kredse; bekymring for, at det her udenlandske og ikke mindst amerikanske indhold ville fortrænge dansk kultur.

Det er derfor, vi har arbejdet for det her streamingbidrag længe. Det er et forsvar for dansk kultur, og det handler både om dansk kulturproduktion, men det handler også om dansk kulturforbrug. For uanset hvor fantastisk meget godt, man kan sige om de her nye store produktioner, om det så er »House of Cards« eller »Game of Thrones«, så vil det jo være et tab for Danmark og dansk kultur, hvis danskere sidder og bruger al deres tid kun på udenlandsk indhold, og der ikke længere er penge til at producere dansk indhold. Det ville være et tab for os, og derfor er det her for os en kulturpolitisk beslutning, for vi vil sikre, at dem, som fylder meget og tager meget af danskernes tid, også skal levere noget dansk kultur, og det tør vi godt sige. Vi tør godt have en holdning til, hvad folk bruger deres tid på. Det er i sidste ende deres eget valg, men vi tør godt sige, at hvis man lægger beslag på rigtig mange af danskernes timer, skal man også levere noget dansk indhold eller i hvert fald bidrage til, at det bliver produceret.

Virkeligheden har jo så ændret sig mange gange, siden vi først begyndt at tale om det her streamingbidrag. Vi begyndte allerede at tale om det, kort efter at Netflix og HBO var kommet til Danmark, og dengang var bekymringen primært, at der kun ville ligge udenlandsk indhold på de her tjenester, at der slet ikke ville være noget arbejde for danske indholdsproducenter, og at der ikke ville blive produceret dansk indhold. Der er jo så meget glædeligt sket det siden, at flere af de her store streamingtjenester faktisk har investeret i dansk indhold, og der er også sket en udvikling i det danske indhold, fra at det har været mere generisk – vi kender alle eksemplerne som f.eks. »The Rain« osv. – til, at det er dansk indhold med et dansk dna, med udgangspunkt i dansk historie, dansk kultur og dansk film- og dramatradition, og det er en glædelig udvikling. Men vi ved ikke, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Bare de sidste 10 års udvikling på det her område har jo vist, at vi politisk set konstant er flere skridt bagud.

Men vi tror på, at den ordning, der bliver behandlet i dag, og som vi glæder os til bliver en realitet, er med til at sikre dansk indhold, også i en medievirkelighed, som ændrer sig hele tiden. Lige nu er der måske nogle, der med rette kunne spørge: Er der brug for sådan en afgift på Netflix? De gør det fremragende. Næh, det er der måske ikke, men hvad gør de om 5 år? Hvis produktionsrabatterne bliver kæmpestore i andre lande, fordi man har en skattekonkurrence kørende, så mister vi produktionerne, hvis vi ikke har en sådan ordning. Så det her er jo en måde at fremtidssikre dansk produktion, dansk kulturindhold og dansk kulturforbrug på. Derfor støtter vi selvfølgelig lovforslaget, som vi jo selv har været med til at forhandle hele to gange, først i forbindelse med det første medieforlig og så i forbindelse med det andet medieforlig. Der er jo blevet ændret i nogle detaljer, men vi kan også varmt bakke op om den nye model, som kunne samle et bredere flertal, og vi synes, det er glædeligt, at den her ordning nu er bredt forankret i Folketinget og fremtidssikret, uanset hvem der så skulle sidde i regering i fremtiden.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Katrine Daugaard.

Jamen lad os endelig lade være med at tale om skatter og afgifter. Jeg synes, vi har fået afdækket og anerkendt af flere ordførere, at der reelt er tale om afgifter her.

Så lad os bare tale om kulturen, om filmen. Er det fru Zenia Stampes holdning, at en afgift er den eneste måde, hvorpå man kan styrke dansk film? Altså, kunne vores kulturminister ikke have anmodet om flere penge, ligesom han lige har gjort i forhold til museumsreformen? Kunne han ikke have været ambitiøs, hvis han virkelig ønskede at styrke dansk film, og kæmpe sagen på finansloven i stedet for?

Ordføreren.

Men det her bliver jo helt skørt. Altså, hvis det, som Liberal Alliance har imod det her kulturbidrag, er, at det er en skat, så er det jo helt – og nu skal jeg jo passe på kun at bruge ord, man må bruge heroppe – småtosset at opfordre kulturministeren til i stedet for at få sat penge af på finansloven, for hvor kommer pengene på finansloven fra? De kommer fra skatteyderne. Her har vi i det mindste lavet en målrettet afgift, der rammer dem, der bruger det her produkt, hvor det, som fru Katrine Daugaard opfordrer til, jo er, at vi i stedet for skal hæve skatten for alle danskere. Og der vil jeg bare sige, at det synes jeg måske ikke ville være helt rimeligt.

Så er der jo en anden fordel ved den her model, og det er jo, at den også skaber et incitament til, at de enkelte streamingtjenester selv producerer og videredistribuerer dansk indhold. Så vi får ikke bare kroner ind til dansk indholdsproduktion; vi får også sikret, at der ligger mere dansk indhold ude på de internationale streamingtjenester. Derfor er det en meget bedre model end at hæve skatten og så lade kulturministeren bede finansministeren om at få nogle af skattekronerne.

Fru Katrine Daugaard.

Jeg synes, det er helt vildt, at fru Zenia Stampe tænker, at det er lig med øgede skatter; man kunne jo vælge at modregne det i nogle af alle de administrativt ansatte, som staten har formået at skabe bare inden for de sidste to regeringsperioder her. Men sådan prioriterer man så forskelligt.

Jeg kan så forstå, at fru Zenia Stampe er imod hele den måde, vi finder penge til kulturlivet i øvrigt på, for det er jo sådan, vi gør. Det er jo, at vi vælger at prioritere noget kultur og afsætter penge på finansloven til det. Så siger fru Zenia Stampe, at hun hermed er imod, at kulturministeren anmoder om flere penge til museumsreformen?

Ordføreren.

Nej, det gør jeg bestemt ikke. Vi er i mange år gået til finanslovsforhandlinger med et ønske om at få sat flere penge af til kulturen. Det mindes jeg ikke at Liberal Alliance har gjort. Jeg mindes tværtimod, at Liberal Alliance havde kulturministerposten i en periode, hvor der kørte årlige grønthøsterbesparelser ned over kulturen, og man gjorde ingenting for at stoppe det. Så jeg tror bare, at man må konstatere, at Liberal Alliance jo ikke ønsker at give kulturen flere penge – om det så kommer ind via et kulturbidrag eller det kommer ind via finansloven, som så er finansieret gennem skatterne. Det er sådan set lige meget, for slutresultatet er, at Liberal Alliance ikke vil støtte dansk kultur fra offentlig side. Sådan er det.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Den næste ordfører er hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak for det. Vi drøfter med det her lovforslag indførelsen af det såkaldte kulturbidrag, som er et udløb af medieaftalen, som Dansk Folkeparti er medunderskriver på. Dansk kultur er hjertet i vores nation, det er det, der binder os sammen, det er det, der giver os en fælles identitet i en verden, der bliver mindre dag for dag. Med det her lovforslag sikrer vi, at hjertet fortsætter med at slå kraftfuldt, og at det kan pumpe liv i nye danske film, serier og dokumentarprogrammer.

Vi står i en tid, hvor det globale medieforbrug truer med at overskygge vores nationale skatte. Vores sprog, vores historie og vores værdier er unikke, og de fortjener at blive hørt og set. Det er ikke bare en investering i kultur, men det er også en investering i vores fremtid og i vores børns fremtid. Med lovforslaget sikrer vi, at alle medietjenesteudbydere, der nyder godt af det danske marked, også investerer i vores kultur. Med et retfærdigt kulturbidrag på 2 pct. af deres omsætning i Danmark og et tillægsbidrag på 3 pct. for dem, der ikke allerede investerer i dansk indhold, tager vi et afgørende skridt. Det er ikke en straf, men det er en opfordring – en opfordring til at støtte og deltage i vores kulturelle økosystem. Vi ønsker at skabe en balance, hvor streamingtjenester, både nationale og internationale, bidrager retfærdigt med at hjælpe og bevare og berige dansk kulturelt indhold.

Dansk Folkeparti forstår værdien af kultur som fundament for vores samfund. Vi vil ikke stå passive, mens vores historier drukner i en flodbølge af internationalt indhold. Vi vil sikre, at dansk indhold ikke kun overlever, men at det også trives, og at det ikke kun er tilgængeligt, men at det også er prioriteret og værdsat. Kulturbidragsloven er et fælles løfte om at bevare vores rige kulturarv og garantere, at dansk indhold fortsat kan samle os, udfordre os og berige os. Lovforslaget bekræfter vores fælles forpligtelse til at nære og værne om dansk kultur.

I en tid, hvor internationale streamingtjenester dominerer vores skærme, må vi ikke glemme vigtigheden af at fastholde og styrke det danske. Vi må ikke miste vores særlige fortællinger i havet af globalt indhold, og derfor imødeser vi også, at de medietjenesteudbydere, der nyder godt af det danske marked, bidrager til at fremme vores nationale kreative værker. Dansk Folkeparti ser dette som et skridt mod at beskytte og fremme det, der gør Danmark til noget særligt. Vi ønsker at give danske producenter og kunstnere de ressourcer, de har brug for, for at kunne fortælle historier, der resonerer med danskernes liv og erfaringer. Ved at støtte dette lovforslag støtter vi ikke kun dansk kreativitet, men vi investerer også i den fælles kulturelle arv, der holder os sammen som folk. Tak for ordet.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning, og det er fra fru Katrine Daugaard. Værsgo.

Tak. Hr. Mikkel Bjørn ved forhåbentlig, hvor meget jeg påskønner vores gode samarbejde. Jeg synes, vi er enige om rigtig, rigtig meget og arbejder godt sammen om rigtig, rigtig meget. Jeg er uendelig glad for den retning, Dansk Folkeparti er gået i oven på hr. Morten Messerschmidts overtagelse af partiet, og jeg ser i det hele taget rigtig meget, vi kan samarbejde om, også i fremtiden.

Jeres engagement i lavere skat for danskerne påskønner jeg også, og derfor undrer det mig, at Dansk Folkeparti er gået med i den her aftale, som de facto er højere skat til danskerne. Og det er med argumentet om, at dansk indhold ikke kan eksistere uden. Er Mikkel Bjørn lige pludselig uenig i den kulturelle redegørelse, vi så, og som jo netop fastlagde, at ...

Tak! Så er det ordføreren.

Jeg tror ikke, ordføreren hørte mig sige, at dansk kultur ikke kunne leve uden det her kulturbidrag. Men ikke desto mindre synes vi, at det er helt rimeligt og legitimt, at bl.a. store internationale streamingtjenester også er med til at bidrage til videreførelsen og videreformidlingen af dansk kultur. Det synes vi er helt legitimt, og vi er rigtig glade for at være med i den her medieaftale. Det er jo ikke sådan, at kulturbidraget er en idé, Dansk Folkeparti har bragt ind til bordet, men ikke desto mindre har Dansk Folkeparti fået rigtig mange andre markante aftryk med i den her medieaftale, som vi helt afgjort synes legitimerer vores deltagelse i og underskrivelse af det her forlig.

Spørgeren.

Det er skægt, som alle fralægger sig ansvaret for at have del i det her kulturbidrag. Dansk indhold har aldrig haft bedre vilkår, end det har i dag, og det har det, bl.a. fordi streamingtjenesterne og virksomheder jo investerer massivt i dansk indhold og kan se kvaliteten i det. Jeg hører ordføreren sige, at de ikke bidrager nok, og at det ikke trives godt nok. Det er jo ikke rigtigt.

Ordføreren.

Det er jo ingen hemmelighed, at Liberal Alliance og Dansk Folkeparti måske ligger lidt forskellige steder i forhold til prioriteringen af dansk kultur og dansk kulturarv i det hele taget. Der mener vi altså i Dansk Folkeparti, at kulturarven og videreformidlingen af vores fælles kultur i det hele taget sagtens kan prioriteres højere, end det bliver i dag. Det er bl.a. noget af det, som det her kulturbidrag er med til at sikre, og det synes jeg er glimrende.

Der er ikke flere bemærkninger, og så siger vi tak til ordføreren. Så er det hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne. Velkommen.

Ja, så er vi her igen, fredag formiddag, og velkommen til det danske skattehelvede anno 2023. Det er endnu en dag i Folketinget, hvor regeringen og nu flankeret af Dansk Folkeparti hæver skatterne for danskerne en gang mere. Lad os nu bare slå fast: En afgift er en indirekte skat. Sådan er det, og sådan bliver det. Nu bliver det så dyrere for de mennesker, som også gerne vil have et streamingabonnement. Forestillingen om, at man kan indføre en ekstra afgift, en ekstra udgift på erhvervslivet, og at vi har et erhvervsliv, der bare siger nå ja, men det er da bare hyggeligt, og så bliver det overhovedet ikke overvæltet på forbrugerne, er utopi, og det vil det her også blive helt eller delvis.

Noget andet, der gør, at det her forslag er et elendigt forslag, er, at der er mere statslig styring i det, og det er der, fordi man her fra politikernes side vil gå ind og detailstyre, hvad private virksomheder skal producere, og hvad de skal gøre. Og hvis ikke de gør, som politikerne gerne vil, så bliver de straffet. Det svarer lidt til, at der er en virksomhed, der producerer M&M's, og politikerne kan bedst lide brune M&M's, så derfor lægger de en ekstra afgift på de røde M&M's, for så kan de tvinge producenterne til at producere de brune M&M's, for dem kan politikerne godt lide. Det er en forfærdelig indblanding i de private virksomheders ret til at drive deres virksomheder.

At man gerne vil styrke dansk kultur og film er en fuldstændig valid politisk pointe at have, men så skal man efter min optik gøre det ved at øge bidraget til dansk film og kultur, og hvad man gør, og gøre det direkte og ikke ved at blande sig i, hvordan en enkelt virksomhed ønsker at blive drevet. Det synes jeg er en forfejlet detailstyring. Jeg bryder mig heller ikke om, at man på den her måde går ind og beskatter omsætninger. Det synes jeg også er en skævvridning af, hvad man ellers gør på områderne.

Så bliver der lagt en præmis om, at det også er, fordi de her store selskaber skal bidrage. Ja, det gør de så sandelig også, for der bliver produceret dansksprogede film og serier, og det gjorde der også inden. Nu er det her jo ikke trådt i kraft, så det er, som om Netflix aldrig har produceret film og serier, men det har de, også dansksprogede, inden det her bidrag er kommet til. Og det vil de også gøre i fremtiden, fordi der er en efterspørgsel på det på det danske marked. Og sjovt nok var der det, helt uden at det var nødvendigt at pålægge Netflix en afgift.

Så det her er et skidt forslag, som lægger sig i rækken af andre afgiftsstigninger og skattestigninger, som den her regering flankeret af Dansk Folkeparti står bag. Så jeg kommer på ingen måde til at støtte det her forslag. Tak.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning til fru Katrine Daugaard. Værsgo.

Hr. Lars Boje Mathiesen stillede et rigtig godt spørgsmål her i salen i dag, som jeg godt kunne tænke mig at stille ham selv, nemlig: Kan hr. Lars Boje Mathiesen komme på andre områder, hvor man beskatter omsætning og ikke overskud?

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Nej, ikke på virksomheder på den her måde. Jo, altså, vi lægger jo en afgift, kan man sige, på benzin, som er omsætningsbaseret. Det synes jeg også er forfejlet. Jeg vil jo gerne afskaffe benzinafgiften, fordi den dræber mobilitet i samfundet. Jeg kan så undre mig over, at der ikke var nogen ordførere, der sådan kunne svare på det, men det kan jeg godt. Der er andre områder, hvor man gør det. Det gør ikke, at jeg synes, det er mere rigtigt.

Spørgeren.

Så vil jeg også bare lige til sidst høre hr. Lars Boje Mathiesen, om han ikke er enig i, at dansk film har alle tiders mulighed for at blive vist i hele verden med dansk indhold, med dansksproget indhold. Altså, er hr. Lars Boje Mathiesen ikke enig med LA i, at vi ad frivillighedens vej faktisk har rigtig, rigtig gode forudsætninger for at få dansk indhold ud i hele verden?

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Jeg vil gå så vidt som til at sige: Jeg bryder mig ikke om det her sugardaddyforhold, som jeg synes der er mellem kulturen og politikerne. Jeg tror på, at man sætter kulturen fri. Jeg synes, vi trænger til at sætte kulturen fri. Jeg tror, at kulturen ville stå stærkere og mere samfundskritisk, hvis man satte den fri. Så ville der være noget kultur, der ville forsvinde, fordi der ikke var en økonomisk støtte. Der var jo også noget, der ville blive bevaret, og der ville også komme noget nyt til. Og jeg tror faktisk, det vil være en styrke, hvis man cutter båndet mere mellem de politiske magthavere, som tager andre folks penge og giver dem ud, og så kunsten. Det er sådan min grundlæggende tese om, hvordan jeg tror vi faktisk styrker dansk kultur.

Så er der en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn.

Jeg blev en lille smule nysgerrig på det her, ordføreren nævner om at sætte kulturen fri. Hvad mener ordføreren helt præcis med det? Altså, jeg er lidt nysgerrig på, hvad det eksempelvis betyder for vedligeholdelsen af gamle herregårde, slotte, kirker og storstensgrave, altså alle de her ting i vores kulturarv, som ikke nødvendigvis ville kunne opretholdes og vedligeholdes på markedsvilkår, eller hvad man skal kalde det. Mener ordføreren, at man skal lade falde, hvad der ikke kan stå, eller mener ordføreren, at det er legitimt, at vi som stat selvfølgelig støtter vedligeholdelsen og restaureringen og alle de her ting med statslige midler?

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak for spørgsmålet. Jeg skelner meget skarpt mellem bevarelse af eksisterende kultur og nyskabende kultur.

Spørgeren.

Det er jeg glad for at høre. Så ordføreren mener, det er legitimt, at vi på finansloven og andre steder i det offentlige budget prioriterer vedligeholdelsen af dansk kulturarv?

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Ja, jeg synes faktisk, at der skal tilføres flere midler på finansloven, i forhold til hvad der gør. Sådan et sted som Fregatten Jylland lever jo på lånt tid og af midlertidige finansieringer. Hvis man vil gøre noget godt for at sikre dansk kulturarv, bør man jo sige, at man mener, at Fregatten Jylland er vigtig som et nationalt klenodie, og at man derfor nu vil lave en 10- eller 15-årig bevilling med nogle midler, således at man også kan begynde at planlægge lidt længere frem for at bevare Fregatten Jylland. Indtil videre er det sådan noget, der foregår lidt ad hoc. Jeg tror også, ministeren vil erkende, at det er sådan, man gør på området. Det gør man også på andre kulturområder, og det synes jeg er dårligt, når det handler om bevarelse af kultur.

Vi siger tak til hr. Lars Boje Mathiesen, og så er det kulturministeren.

Danmark er et lille land. Vi er et lille sprogområde, men vi er også en stor kulturnation. Der er ikke andre end os selv til at sikre vores kultur og vores kulturarv, og at der også i fremtiden bliver produceret dansk indhold af høj kvalitet. Jeg vil gerne takke kollegaerne i salen for de mange bemærkninger og mange partier og flere kollegaer for støtten, men også for debatten fra de ordførere, der ikke bifalder lovforslaget.

Lovforslaget udmønter en stor del af medieaftalen – den første medieaftale, vi her i Folketinget stemmer igennem i mere end 10 år. Jeg bemærker, at flere kollegaer taler for, at vi da måske burde indføre en produktionsrabat i stedet for at indføre en afgift, men sagen er, at vi i de her år oplever, at danskernes medieforbrug varierer, at det skifter. Innovationen betyder nye distributions- og produktionsmuligheder, og det er alt sammen godt. Men virksomheder, der ikke er hjemmehørende i Danmark og betaler skat i andre europæiske lande, skylder også at bidrage. Det gør nogle af dem i forvejen dygtigt, det gør andre ikke, og det tager lovgivningen højde for.

I regeringsgrundlaget har vi skrevet, at vi ønsker at tilpasse den gamle medieaftale. Det har forligspartierne gjort. Alle streamingtjenester, der er i Danmark, bidrager nominelt og fast med 2 pct. De streamingtjenester, der så investerer i dansk indhold, nøjes med det. Dem, der ikke gør, får lov at aflevere 5 pct.

Jeg har med stor interesse fulgt debatten i salen om, om det her er en afgift eller en skat. Sandheden er, at det er noget så interessant som en parafiskal afgift, og det er det, fordi dem, der betaler afgiften, har mulighed for at søge den og dermed få den tilbage. Jeg kan også konstatere, at flere ordførere har en meget markant holdning til, hvordan det vil sætte sig i prisen på forskellige streamingtjenester. Til det er der at sige, at Danmark er et af de lande i verden, hvor der sælges flest abonnementer på streamingtjenester pr. indbygger. Vi er simpelt hen så begejstrede, at Netflix har den største markedspenetration her i landet, stærkt efterfulgt af TV 2 Play og DR's egen app på området. Derudover kan der jo nævnes et hav af streamingtjenester: HBO, Amazon Prime, SkyShowtime, Paramount+, C More, og jeg kunne nævne en hel del flere, som alle sammen har engageret sig. Nogle af dem har gjort det med sunde produktionsbudgetter, og stor respekt for den måde, vi arbejder med dansk indhold på, andre med en mere kommerciel tilgang, hvor hensynet til dansk indhold ikke fylder noget som helst. Det forsøger vi at lave om på, for som jeg startede med at sige, er der ikke andre end os selv til at passe på den danske kultur og til at styrke den fantastiske fortællerevne, vi har herhjemme, og bruge og videreudvikle de kompetencer, som danske filmfolk og filmfortællere de sidste generationer har været så dygtige til at bringe ind i folks stuer, ind i folks liv og også ud i den store verden. Hvis ikke vi passer på det i fællesskab, risikerer vi, at det forsvinder.

Så hører jeg flere ordførere argumentere for: Jamen hvorfor laver vi ikke bare en produktionsrabat? Jeg må sige, at ironien kan skæres i stykker og serveres i hver enkelt folketingsgruppe, for produktionsrabatter i Europa fungerer på den måde, at østeuropæiske lande siger, at hvis I bruger 100 mio. kr. her på alt lige fra sandwiches til køretøjer til kameraer, får I 50 mio. kr. tilbage af os i hånden bagefter. Hvem betaler de 50 mio. kr.? Det gør skatteyderne i de lande. Det er en markant dyrere måde at gøre det på. Jeg er ofte blevet beskyldt for at ligne sådan en skaldet revisortype, primært af folk i kulturlivet, men hvis der er en ting, jeg har indsigt i, er det økonomi, for det er min uddannelse. Jeg lytter altid gerne til kritik af den politik, jeg selv står på mål for, men kritik, der ikke er funderet i andet end sådan lidt løse argumenter og total mangel på saglighed, synes jeg er ærgerlig, når vi nu står og forsøger at vedtage en lovgivning, der skal værne om dansk kultur.

Det spændende ved, at der er så stor konkurrence på det danske marked for streamingtjenester, er, at det skærper prissætningen. Hvis der var en duopol, altså to tjenester herhjemme, der solgte streamingabonnementer, og vi lavede en afgift, ville det sætte sig i prisen, for der ville være meget få alternativer. Men sagen er, at med 15, 16, 17, 18, 19, 20 forskellige tjenester, der hver især konkurrerer om kunderne, har tjenesterne ikke umiddelbart en stor interesse i at skræmme forbrugerne væk med markante prisstigninger, tværtimod. Og med de kapitalberedskaber, vi ved ligger i de her streamingtjenesters kapitale profiler, er det mit bedste bud, men jeg kan ikke garantere for det, at vi vil se meget begrænsede prisstigninger.

Der vil være nogle, der føler sig tvunget af de omstændigheder, de har bragt sig selv i. Nogle tjenester herhjemme er vokset meget på få år ved at optage kortsigtede obligationslån; det har intet med vores lovgivning at gøre. Men generelt er markedet præget af meget høj konkurrence. Almindelig økonomisk teori tilskriver, at når der er høj konkurrence og der er eksternaliteter, der påvirker det, vil man reagere forskelligt. Nogle streamingtjenester vil med garanti hæve prisen, andre vil sikkert sænke prisen og lokke flere kunder ind i forretningen, og det er så skønt, fordi vi jo netop har sikret, at hvis man investerer 5 pct. i dansk indhold, nøjes man med at betale 2 pct. Gør man ikke det, bidrager man med noget mere. Pengene bliver administreret af DFI. 20 pct. går til public service-puljen, 80 pct. til film. Det betyder, at danske filmskabere og mennesker, der ønsker at lave danske tv-serier, i fremtiden får mulighed for at gøre det dygtigere og i større omfang. De dygtige mennesker, der bliver uddannet fra Filmskolen, skuespilskolerne, Scenekunstskolen osv. osv., vil have mulighed for at deltage i danske produktioner.

Det er et fuldstændig legitimt politisk synspunkt, at man mener, at det skal staten blande sig uden om. Men jeg kan forstå, at særlig Liberal Alliance mener, at jeg bare burde foreslå mine kollegaer i regeringen at afsætte flere penge på finansloven. De penge, der kommer derfra, leveres jo af skatteyderne og vores virksomheder. For mig handler det om at sørge for, at dem, det vedrører, også er dem, der er med til at betale, og flere af de her virksomheder er ikke hjemmehørende i Danmark, har nærmest ingen ansatte i Danmark, men opererer ud af Irland, Holland eller Belgien og bidrager dermed ikke til det danske samfund. Det kunne jeg godt tænke mig at de gjorde i fremtiden, og det kan godt og vel 135 mandater i Folketinget også.

Jeg vil takke for en god debat, men mest af alt vil jeg takke for gode forhandlinger. Det her har i mange år været et område præget af stor politisk usikkerhed, og hvis der er en ting, vi ved, er det, at rammevilkår, der er uklare, ikke er gavnlige for nogen som helst, hverken forbrugere, virksomheder eller kulturaktørerne. Med lovforslaget sikrer vi klare, langsigtede og rimelige rammevilkår til glæde og gavn for det danske kulturliv, filmskabere, forbrugere og den danske kultur i sig selv. Det synes jeg godt vi kan være tilfredse med, og derfor vil jeg takke for debatten, og jeg vil takke for ordet.

Tak til ministeren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er til fru Katrine Daugaard. Værsgo.

Jeg synes, det er helt vildt at høre ministeren ordret sige, at de ikke bidrager til dansk indhold, for det kan vi jo se at de i meget stor stil i forvejen gør. Men det går ikke kun ud over udenlandske streamingtjenester som Netflix og mange andre. Danske tv-distributører risikerer jo også at blive ramt, fordi moderne tv-pakker indeholder de samme on demand-funktioner og -indhold som de streamingtjenester, regeringen og aftalepartierne ønsker at ramme. Konsekvenserne kan jo her blive, at de skal betale afgift af omsætningen fra salget af tv-pakker, selv om tv-pakkerne i forvejen og uden sammenligning er dem, der er den største finansieringskilde for dansk indhold.

Så er ministeren enig i, at man her kommer til at ramme noget, der i forvejen kun er gået op og op i pris?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg sagde ikke, at alle streamingtjenester ikke bidrager. Jeg sagde, at nogle af dem bidrager utrolig dygtigt og værdifuldt, og jeg sagde, at andre ikke bidrager. Det er bare, før den der forvanskning finder vej til fru Katrine Daugaards facebookside, som den ofte gør, efter at vi har debatteret. Det ville være rart at vaccinere for den misforståelse her i Folketingssalen.

Til gengæld er den sidste del af indlægget rigtigt. Det her er en ny øvelse. Vi har ikke tidligere indført en parafiskal streamingafgift – eller kulturbidrag, som vi også har kaldt det. Det er selvfølgelig vigtigt for mig, også for at bekræfte det, hr. Søren Søndergaard efterspurgte fra talerstolen, at gøre opmærksom på, at hverken Det Kongelige Bibliotek, Filmstriben eller for den sags skyld distributører af tv-indhold, der i forvejen betaler retransmissionsafgift, er tiltænkt at blive omfattet af den her lovgivning. Til gengæld arbejder vi relativt hårdt, kollegaerne og jeg selv ovre i Kulturministeriet, for at sikre, at vi rammer skiven på den tiltænkte måde, og derfor vil vi under udvalgsbehandlingen nok også præsentere et enkelt ændringsforslag eller to. Det betragter jeg nu egentlig ikke som en stor udfordring, hvis vi bare gør det med dygtighed og den nødvendige politiske præcision.

Jeg kan se, at formanden har rejst sig op, så jeg er nok nødt til at afslutte den her del af besvarelsen.

Det er korrekt. Spørgeren.

Jeg vil gerne spørge igen, for der blev ikke svaret. Er ministeren enig i, at man også her rammer danske tv-distributører, der i forvejen kæmper med at holde tv-pakker nede i en pris, som almindelige danskere har råd til? Vil tv-pakkerne ikke de facto være nødsaget til at stige nu, og er det i grunden ikke komisk, at regeringen mandag fremlægger skattelettelser og torsdag og fredag skattestigninger?

Ministeren.

Jeg bliver så dejlig entusiastisk heroppe fra talerstolen, når fru Katrine Daugaard ønsker at tale både skat og kultur. Jeg er stolt af, at vi fremlægger skattelettelser for de facto en værdi af 10 mia. kr. 80 pct. går til helt almindelige mennesker via lavere arbejdsmarkedsbidrag. Så synes jeg, at det er okay, at når man flyver, hvilket vi ved forurener gevaldigt, får man lov at betale en lille smule, så vi udvikler mere grønt brændstof. Og nej, tv-pakkerne er ikke tvunget til at stige i pris. Prissætningen på et frit marked afhænger af, hvad man er villig til at betale, og hvad omkostningerne er. I forhold til de ændringer, jeg nævnte før, er det vigtigt for mig at præcisere, at man selvfølgelig ikke både skal betale kulturbidrag og retransmissionsafgift.

Tak. Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Når man kigger rundt i andre lande i Europa, som har indført lignende afgifter, så vil jeg sige, at der faktisk er et rimelig stort spænd, og jeg kunne godt tænke mig at spørge om overvejelserne. For nu har vi jo hørt regeringen lovprise det her. Hvorfor har man begrænset sig til de her procentsatser? Tydeligvis viser det sig jo, at de i andre lande godt har kunnet indføre en højere procentsats, og Netflix har ikke trukket sig ud af de lokale markeder. Så hvorfor har man begrænset sig til de 2 skråstreg 5 pct., som ligger i det her?

Ministeren.

Ja, jeg bliver jo sådan lidt overrasket her fra talerstolen, fordi jeg næsten hører hr. Lars Boje Mathiesen antyde, at vi kunne eller måske endda burde have indført en højere procentsats. Forligskredsen er nået frem til den her sætning, fordi vi vurderer, at den sammenlignet med andre europæiske lande er fornuftig. Det vil give et substantielt bidrag til udviklingen af dansk indhold, vedligeholdelsen af et stærkt innovativt produktionsmiljø og sikre, at de streamingtjenester, der er her, samtidig har mulighed for at drive en god forretning og bidrage til samfundet i en politisk god og for samfundet rigtig balance.

Så kan man jo med stor legitimitet argumentere for, at det skulle have været en anden sætning. Det er jo en holdning. Som hr. Søren Søndergaard gjorde opmærksom på, havde hr. Jan E. Jørgensen måske en anden holdning end repræsentanterne fra Enhedslisten. Det samme gælder måske forskellen på den holdning, som jeg selv har, og som nogle af de andre repræsentanter, der har siddet med rundt om forhandlingsbordet, har. Men anatomien af det gode kompromis er jo netop, at man giver sig lidt i hvert hjørne for at nå en position, hvor alle kan være glade for en aftale, og det er det, der har været tilfældet.

Tak. Så er det spørgeren.

Jamen jeg spørger ind til forskellen. For man kan mene, at det er godt, og at det gavner dansk film og dansk filmindustri, og så vil Enhedslistens forslag om 10 pct. jo gavne det endnu mere, og der vil blive produceret endnu mere. Og hvis man mener, at det her ikke skader, og at det stort set ikke vil have en betydning for abonnementspriserne, er det så, fordi man har en beregning på det? Eller vurderer man, hvis man sætter det på 6 pct., på 7 pct. eller på 8 pct., så rent faktisk, at det ikke vil betyde en abonnementsforøgning for danskerne på nuværende tidspunkt? Der må jo ligge en beregning, en præmis, der gør, at man vurderer, hvad der er konsekvenserne af de beslutninger, som man træffer. Altså, de 103 mio. kr. kan man jo producere fem film for, ikke?

Tak. Så er det ministeren.

Jamen jeg forstår spørgsmålet, og jeg synes sådan set, det er meget relevant at dykke ned i det forberedende arbejde, der kunne have været, men da mange af de her internationale streamingtjenester jo i sagens natur ikke betaler én krone i skat i Danmark, så har vi ikke den information. Så kan man lave en multipel regressionsanalyse eller lave en kausal beregning på, hvad det ene betyder i forhold til det andet, men der er så mange ubekendte faktorer, at det kan vi først gøre, når vi ser, hvordan den nuværende streamingafgift kommer til at virke. Altså, det er jo en teoretisk øvelse, og man kan sagtens mene, at det ene skal være højere, og at det andet skal være lavere. Men jeg tror ikke, at man kan hæve afgiften ubegrænset, for det vil fjerne et profitpotentiale for de streamingtjenester, der også skal have mulighed for at drive en ordentlig forretning. Men hensynet til kulturen har vejet tungt ligesom den fremtidige udvikling af dansk film.

Så er det hr. Søren Søndergaard.

Tak til ministeren for at kaste lidt økonomiske realiteter ind i den her debat, og tak til ministeren for, at vi i udvalgsarbejdet kigger på, om der skulle være nogle ting, som vi kan kigge nærmere på. Jeg synes, at den melding med, at man ikke både skal betale kulturbidrag og retransmissionsafgift, er et godt udgangspunkt for at tage den debat.

Så jeg vil sådan set bare nøjes med at bede ministeren bekræfte, at vi i forligskredsen har aftalt, fordi det, vi laver, er en langsigtet plan, en langsigtet ordning, at skulle der et eller andet sted være nogle hjørner, som viser sig at være uhensigtsmæssige, når det nu kommer i gang, så samles vi i forligskredsen og prøver at diskutere, hvordan vi kan løse det.

Ministeren.

Det kan jeg hermed bekræfte. Den fornuftige alliance, vi har lavet på kulturens vegne, på dansk films vegne, arbejder jo netop mod det mål, vi i fællesskab er enige om at styrke, nemlig en dansk indholdsproduktion. Samtidig skal vi ikke gøre det mere besværligt end højst nødvendigt og helst overhovedet ikke besværligt for danske tv-distributører og andre at virke på den måde, de har gjort hidtil. Så det er en bekræftelse af det, som hr. Søren Søndergaard netop har efterspurgt.

Der er ikke flere spørgsmål og korte bemærkninger, og vi siger tak til kulturministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Kulturudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.