Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: Vælg dato
Enhed: Lægemidler
Sagsbeh: tal
Sagsnr.:2024 - 692
Dok. nr.: 157285
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 30 til L 172 (Pligtmæssige lagre af kritiske
lægemidler m.v.), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og
sundhedsministeren den 14. maj 2024. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Louise
Brown (LA).
Spørgsmål nr. 30:
”Hvad
kan ministeren oplyse om mængden af parallelimporteret medicin i Finland og
Holland i forhold til i Danmark? Kan ministeren bekræfte, at mængden i Danmark er
en hel del større? Giver det i fortsættelse heraf mening at sammenligne Danmark
med de to lande?”
Svar:
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ikke tal for mængden af parallelimporteret
medicin i Finland og Nederlandene. Data fra den europæiske brancheforening for
lægemiddelindustrien (EFPIA) viser, at parallelimporterede lægemidler på
apoteksmarkedet i 2020 udgjorde en markedsandel målt i omsætning på 26,9 pct. i
Danmark, 7,5 pct. i Nederlandene og 4,2 pct. i Finland.
Det bemærkes, at der er betydelig forskel på opgørelse af markedsandelen for
parallelimporterede lægemidler målt i henholdsvis omsætning og mængde. Tal fra
Sundhedsdatastyrelsen viser, at parallelimporterede lægemidler i primærsektoren i
2022 udgjorde en markedsandel målt i omsætning på ca. 26,7 pct. og målt i mængde
på ca. 6,5 pct.
Vi er opmærksomme på, at markedsforholdene i landene ikke er ens. Vi har derfor
nøje overvejet, hvordan en lagerpligt bedst kan udformes i dansk kontekst med den
fornødne fleksibilitet og dispensationsmuligheder for at begrænse konsekvenser for
virksomhederne og tage højde for, at det i nogle situationer kan være vanskeligt at
efterleve.
På baggrund af høringssvar og dialog med Foreningen for Parallelimportører af
Medicin er det dog blevet tydeligt, at parallelimportører og -distributører kan have
vanskeligere ved at opretholde et lager end først antaget, fordi de ikke kan styre
deres forsyning ligesom producenter kan. Vi har på den baggrund valgt at lægge op
til, at parallelimportører og -distributører undtages fra lagerpligten for at undgå
risikoen for, at parallelimportører trækker produkter fra det danske marked, hvilket
kan forringe forsyningssituationen og kan medføre højere medicinpriser.
Det handler om at sikre den rette balance. Jeg mener, at det afgørende, at vi sikrer en
højere grad af forsyningssikkerhed for kritiske lægemidler, og at det fortsat er
attraktivt at markedsføre lægemidler i Danmark, så danskerne har adgang til kritiske
lægemidler til rimelige priser.