Tak for det, formand. Hvor er jeg heldig at få lov til at nå det, inden jeg skal i formandsstolen.
Tak for en fin beretning. Jeg synes også, det er sådan et fint tidspunkt at tale på. Jeg ved godt, at mange i Folketinget, især dem, der har været her i mange år, går op i, hvornår man taler, hvornår man har taletid. Vi lå i starten, det er altså som nummer tre. Det vil sige, at vi nåede at høre de andre to regeringspartier, og så kunne vi nærmest bare være enige. Her er det jo rart, at man når at høre, hvad de andre siger.
Her er det så også rart, synes jeg, at kunne have en redegørelsesdebat, hvor vi ikke er, som vi plejer. For redegørelsesdebatter er jo typisk noget, hvor regeringen siger: Hold da op, hvor går det godt, det er jo helt vildt, så godt det går. Og så kommer oppositionen og siger, at det gør det overhovedet ikke, at det går helt elendigt. Her kan vi fornemme, og det er jeg glad for, at vi i virkeligheden er meget enige om, at det da går fint nok, men at vi ikke er i mål.
For det er vi ikke, og jeg tror i øvrigt aldrig, vi kommer det. For der vil komme en eller anden ny teknologi, en ny firmwareopdatering, nogle nye måder at sætte to computere sammen på, der skaber noget, vi aldrig havde forestillet os muligt. Derfor er det for mig at se ret vigtigt, at vi har tungen lige i munden, og at vi fokuserer på de udfordringer, der er.
Der er ingen tvivl om, at tilliden til digitaliseringen skal vi arbejde for. Vi skal arbejde for at få den op. Det er klart, at med Gældsstyrelsens automatisering og boligvurderingerne, der måske heller ikke er verdens mest heldige sag, skaber vi en manglende tillid fra befolkningens side, som vi skal arbejde med ved ganske enkelt at forsøge at gøre ting bedre, men også erkende, når der sker fejl og noget ikke virker.
Så synes jeg i virkeligheden, at store dele af vores diskussion i Folketingssalen næsten altid kommer til at bunde i nogle følelser eller kommer til at bunde i de småbitte dele af det, vi kalder digitalisering – hadet til Big Tech og big data, hvor man i virkeligheden bare udskammer alt, det som jo også kan være godt, brugt rigtigt. Og hvad er det så? Det er, som om politikere måske lytter mere til bekymrede forældre, end de lytter til stærke virksomheder, som også er bekymrede for den udvikling, der er. Med vækst og med udvikling kan man jo altså også undervejs finde de begrænsninger, der skal til for at lave en verden, der er digital.
Lige præcis forældrene spiller jo en kæmpe rolle. Jeg er selv en af slagsen. Jeg har fire børn, som alle sammen er på sociale medier, og jeg følger tæt, hvad de laver, men er godt klar over, at de med mellemrum kommer til at se ting, som jeg i hvert fald ikke så i deres alder. Der er to muligheder: Enten kan jeg tro på, at de aldrig nogen sinde vil møde det, hvis jeg laver den rette lovgivning, eller også kan jeg ruste dem til, at de muligvis kommer til at møde ting i deres opvækst, som de skal forholde sig til. Jeg tror ganske enkelt ikke, at vi på noget tidspunkt kommer til at lave lovgivning, som vil holde hele vejen til børneværelset. Jeg tror til hver en tid, at de vil finde løsninger til alligevel at komme på. Når vi taler aldersverificering, er det superfint, hvis vi laver det, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min dreng, Villum, i løbet af ingen tid vil gå på sin vpn, og i løbet af ingen tid vil han så være en 35-årig, der bor et eller andet sted i Schweiz. For det er det, man kan med en enkelt knap, og det er så enkelt og så nemt.
Vi møder tit, synes jeg, i den her debat nogle, der siger: Se, hvad vi har fundet på nettet. Det her er, hvad vi byder vores børn – hvor vi jo egentlig bare burde sige: Jamen vil du forbyde, at vi søger på nettet? Er det det, vi taler om? Skal man slet ikke kunne søge på nettet?
Vi bliver nødt til at møde det her på en anden måde. Med hensyn til aldersverificering er jeg helt sikker på, at vi skal finde en løsning. Jeg er enig i, at vi skal finde en løsning. Men vi må også lytte, når vi ser, at det er primært kvinder mellem 25 og 40 år, som ser Gurli Gris på YouTube. Der tænker man jo, hvordan det kan være. Det er ikke den opfattelse, jeg har af kvinder. Jeg kommer selv sammen med en, der har nogenlunde samme alder, og jeg tænker ikke, at Gurli Gris lige præcis er noget for hende. Men jeg må jo så erkende, at det nok er, fordi de logger ind på deres iPad og giver den videre til barnet, og hvad er aldersverificering så i virkeligheden værd?
Så der, hvor vi skal gribe fat i alt det her – og det bliver vi nødt til at kunne rejse os over, når vi også skal tale om væksten, om SMV'er, om cybersikkerhed, om tilliden til hele det her – og det, vi bliver nødt til at fokusere på, er, at det er dannelsen, der er vigtig. Vi er nødt til at fokusere på, at det her er noget, vi bliver nødt til at ruste os alle sammen til. Vi bliver nødt til at ruste børnene til det. Der er jo så nogle, der taler om at fjerne mobilen fra skolen, for det er da helt forfærdeligt at have en skærm i undervisningen. Det er det i mine øjne ikke. Det er da vores opgave at lære de unge, at en mobiltelefon kan meget mere end at vise en dansevideo. Den kan faktisk også indeholde viden, hvis man søger ordentligt på det, og det må vi jo lære dem.
På samme måde er det med kunstig intelligens. Der er masser af udfordringer, der er masser af ting, vi kommer til at tage stilling til her i Folketingssalen. Jeg er på ingen måde naiv, men der er ingen tvivl om, at dem, der for alvor kommer til at kunne bruge kunstig intelligens, er fremtidens millionærer. Det er dem, der kan stille de helt rigtige spørgsmål og dermed få de rigtige svar, være piloter i den kunstige intelligens, og det skal vi da ruste dem til frem for at fjerne dem fra det. Jeg var glad for, at vi fik teknologiforståelse i folkeskolen. Det er ikke, fordi vi havde et ønske om, at det nødvendigvis skulle være et valgfag. Jeg ville i virkeligheden gerne, at man havde teknologi i samtlige fag, for der er for mig at se ikke et fag i folkeskolen, hvor man ikke kan bruge teknologi til noget fornuftigt. Men når det skulle være, kan jeg godt se argumentet, som vi jo havde fremme og også måtte lande på, om, at så mange teknologilærere findes der ganske enkelt ikke. Jeg tænkte tilbage på min egen skole i Nørre Nebel. Det er ikke nødvendigvis derude, at den rigtige lærer er til lige præcis det her område.
Så jeg synes, vi generelt i Folketinget finder udmærkede løsninger og lander godt, og når man så slår op i avisen, læser man, at vores strategi slet ikke er stærk nok, og at der burde have stået alt mulig andet. Men nogle gange tror jeg også, man skal læse mellem linjerne og se, hvad der så ikke står. Hvad er det for nogle ting, vi alligevel ikke valgte at stoppe op over for? Hvor er det, vi har tænkt os bedre om? Hvor er det, vi har sat tungen lige i munden for lige at tage de rigtige diskussioner? Vi hørte på samme måde før hr. Stinus Lindgreen, som talte om sprogmodellen, som vi for få måneder siden stod og sagde næppe var en offentlig løsning, men nu er den på vej, præcis som vi sagde her i Folketingssalen, og der er alene gået 2 måneder.
Jeg havde et møde forleden med Danske Skoleelever, som i virkeligheden bare havde ét budskab: Hvordan kan det være, I ikke tror på os? Hvorfor tror I ikke, at vi kan finde ud af det her? Hvordan kan det være, at I ikke tror på, at vi også kan være i verden, at vi ved, hvad vi går ind til, og at vi kender til den verden, som I boomere hele tiden siger er noget, I forstår jer på – TikTok, Twitch, Messenger, Snapchat, Metaverse, alle de her steder, hvor vi kan mødes?
Der tror jeg da i hvert fald, at enhver samtale om det her starter med netop en samtale. Vi bliver nødt til at tale med de elever, som meget ofte er klogere, end vi i virkeligheden er.
På samme måde må vi forholde os til de ældre. Jeg var helt enig med hr. Peter Kofod, da han tidligere spurgte til de ældre mennesker og deres fritagelsesmulighed. Den skal de have. Det er vigtigt, at man har mulighed for i et samfund at være ikkedigital. Til gengæld synes jeg, det er ret vigtigt, når man siger, at man ikke vil være digital, men vil have almindeligt papir, at vi så bare tør stille spørgsmålet: Hvad er det egentlig, du er bange for? Hvorfor har du sat lige præcis det her flueben? Er der noget, vi kan hjælpe med? Er der noget, der måske kunne gøre det nemmere for dig?
Det skal ikke være som et krav, men som en hjælp ind i en digital verden, som jeg faktisk godt kan forstå at rigtig mange på den alder er bange for. Og grunden til, at de er bange, er jo bøger, der hedder »Sluk«, og vores måde at tale om kinesere, og jeg ved ikke hvad, på, som de nærmest tror er inde i deres mobiltelefoner. Sandheden er jo et sted midt imellem, og jeg mangler nuancer i samtalen.
Så når jeg nu havde muligheden, efter at alle andre har nævnt så fine ting for og imod, om det går godt, eller om det ikke går godt, tænkte jeg, at man måske kunne flyve en lille smule op og kigge ned på det her digitaliserede samfund og spørge, om vi kunne prøve at sige »tænd« frem for »sluk« – ikke ukritisk, men kunne vi forsøge at favne mulighederne? Og netop: Tør vi holde tungen lige i munden? Det er for mig at se næsten det vigtigste budskab: at holde tungen lige i munden.
Vi kan lave lovgivning herfra og til evighed, og vi kan bruge det næste halve år på næsten at stoppe alt, hvis vi har lyst. Det håber jeg ikke vi har. For vi stopper samtidig de muligheder, som jeg tror vil være gode for Danmark, hvis vi går i front. Jeg vil hellere have, at vi går i front, end at det er Kina og Rusland og andre lande, som absolut har vist med alt, hvad de har, at de ikke har samme værdier som os. Lad os lade være med at skabe frygt. Lad os lade være med at have sådan en nej til det hele og ud af resten-tilgang. Lad os i stedet prøve at favne. Og jeg synes i virkeligheden, at den her redegørelse viser, at vi er på rette vej. Vi er ikke i mål, men vi er på rette vej.