Det sidste punkt på dagsordenen er:

9) Forhandling om redegørelse nr. R 8:

Udenrigsministerens redegørelse om udviklingen i EU-samarbejdet.

(Anmeldelse 24.01.2024. Redegørelse givet 24.01.2024. Meddelelse om forhandling 24.01.2024).

Vi skal nu i gang med en redegørelsesdebat. Det indebærer, at ordførerne skal logge sig af deres normale plads og derefter rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind. Vi holder lige en kort pause, mens det foregår.

Er alle logget ind? Godt.

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører er hr. Henrik Møller, Socialdemokratiet. (Henrik Møller (S) begynder at tale fra sin plads i salen). Hr. Henrik Møller, vi har sådan en fin talerstol, og den har vi haft lige siden 1918. Den skal da bruges. Den er udført af Danmarks første kvindelige snedkermester.

Ja, jeg prøver lige en gang til. Da jeg i første omgang sådan fik læst redegørelsen her, tænkte jeg faktisk, at det her er et meget godt dokument, som et eller andet sted, synes jeg, er med til at understrege vigtigheden og værdien af, at et lille land som Danmark rent faktisk er med i et større fællesskab. Der er rigtig mange af de her elementer, der bliver peget på i redegørelsen, som, hvis vi med vores 5,5 millioner indbyggere skulle spille en rolle ud over vores egen grænse, ville være minimale eller måske stort set ikkeeksisterende. Men når vi kigger på nogle af de elementer, der ligger her, har Danmark faktisk en rolle og en ret stor indflydelse.

Derfor synes jeg også, det er vigtigt at understrege, og det er et af de elementer, der også ligger i redegørelsen, at vi i forhold til den europapolitiske aftale tager udgangspunkt i nogle af de emner, som er udfordringer nu og her, men som også på sigt bliver noget af det, vi skal forholde os til er noget af det vi i forhold til en europapolitisk aftale sådan set har fået formuleret. Det er klart, at man kan sige, at krigen i Ukraine fylder rigtig meget i redegørelsen, og der synes jeg, at vi på en eller anden måde igen også kan lave parallellen til at sige, at vi fra dansk side af jo virkelig har rykket. Vi er nogle af dem, der pr. indbygger donerer mest. Vi er meget aktive, vil meget gerne være, kan man sige, frontløbere i forhold til støtten og opbakningen til Ukraine. Men igen holdt op imod de her over 40 millioner ukrainere er vores indsats alene ikke den, der er med til at vende krigslykken. Derfor giver det rigtig god mening, at den indsats bliver leveret gennem EU – både militært og økonomisk.

Jeg synes måske især, at der, hvor det for alvor rykker nu her, er med den aftale, som lige er blevet lavet, nemlig om Ukrainefaciliteten på de 50 mia. euro , som jeg tror er et skridt i den rigtige retning i forhold til på et eller andet tidspunkt måske at kunne komme videre, når vi snakker om den her del.

Der er lidt om udvidelse og reformer, hvor man også må sige, at noget af det jo også skal ses i krigens lys forstået på den måde, at hvis vi i forhold til de lande – ikke kun Ukraine, men i og for sig også Moldova, Georgien og de Vestbalkanlandene – på en eller anden måde ikke giver en mulighed for at åbne den europæiske dør, hvor går man så hen i stedet for? Det er jo et eller andet sted krigen i Ukraine, som er med til at definere den her del. Men jeg synes også, det er rigtigt, som der står i redegørelsen, at det her giver nogle nye udfordringer. Det giver nogle udfordringer i den måde, som EU skal ledes på, som EU skal organiseres på, og der er det vel et eller andet sted rettidig omhu nu at italesætte nogle af de udfordringer, der kan ligge i forbindelse med det her. Men vi holder fast i, at målet er at lave en meritbaseret tilgang, men også at få de her lande med ind i EU. Om det bliver i 2024 eller 2025, tvivler jeg lidt på, men jeg er overbevist om, at på sigt kommer vi til at se et større EU end det, vi har i dag.

Hvis vi går lidt videre, må man jo sige, at det igen er et af de steder, hvor vi jo gerne siger, at vi er et foregangsland med hensyn til hele den grønne omstilling. Men igen ved vi jo også godt, og det er også det, der har været diskussionen herhjemme, at Danmark ikke løser klimaudfordringerne alene. Det her er noget, der skal gøres i fællesskab. Der kan man jo altid diskutere ambitionsniveauet, når man i øvrigt er nogle af dem, der, synes man selv, er drivere i det her spørgsmål og den her udvikling. Så kan man spørge, om Fit for 55, som er landet, er ambitiøst nok, når nu vi har et 70-procentsmål. Jeg synes, det er vigtigt at understrege, at EU jo nu lægger op til et 90-procentsmål, når vi snakker 2040. Og jeg tror, at den indsats, vi gør fra dansk side af, på en eller anden måde er med til at trække EU i den rigtige retning, i forhold til at vi gerne vil have, at ambitionerne bliver hævet, når vi snakker klimadelen og vi snakker den grønne omstilling.

Jeg synes også, at det, når vi kigger på, at vi har haft den her COP 28, jo igen giver mening, at ikke bare Danmark selvfølgelig spiller en rolle, men at EU på verdensplan et eller andet sted også er dem, der er med til at sætte barren måske lidt højere, end det ellers ville have været tilfældet.

Der er skabt noget fremdrift på området for naturgenopretning, vi har haft diskussionen om genomteknikkerne, og vi har en grøn transportpakke. I det hele taget er transportdelen jo med til at lave en omstilling på det grønne område.

Men det er jo også sådan i sådan et samarbejde, at det ikke er alt, der lykkes og nødvendigvis går i den retning, man gerne vil. Der er ingen tvivl om, at den diskussion, der har været om plantebeskyttelsesmidler, som der i hvert fald lige nu ikke er noget, der er særlig meget fremdrift i, var noget, hvor det måske kunne have været positivt, hvis vi kunne rykke den vej rundt. Men man kan sige, at det jo er en del af pakken, en del af at være med i samarbejdet, at der indimellem også er noget, som ikke går stærkt nok, som ikke rykker nok, og som måske nogle gange kan gå i den modsatte retning.

I forhold til den økonomiske politik og budgettet er der lavet en revision af finanspolitikken. Man kan igen sige, at Danmark har en bomstærk økonomi. Vi er god på stort set alle parametre, så hvad betyder det her for os? Jamen det betyder jo sindssygt meget, at EU også stadig væk som et indre marked har en økonomi, som smitter af og har indflydelse på den danske. Derfor giver det god mening med hensyn til gældsreduktion at få lavet nogle regler om det her. Det er godt for fællesskabet.

Der er lavet en hvidvaskpakke – det er positivt, det er et af de rigtige steder at se på. Nu bliver det spændende at se, hvor det her antihvidvaskagentur skal ligge henne. Men det kommer jo her i 2024, vil jeg tro.

Så er der det der med åben strategisk autonomi, altså det der med, om man kan have en autonomi og så have noget, der er åbent, for autonomi er jo måske lidt det der med noget selvstændighed og at lukke sig om sig selv. Men det giver jo god mening i forhold til den udvikling, vi har set omkring forsyning og hele begrebet resiliens, hvor vi er udsatte, når vi snakker sjældne råstoffer og kritiske råstoffer osv., at det at være udsat er tilgangen i forhold til det her.

Jeg ved ikke, om det kom som et chok, men det gav i hvert fald nogle dønninger, da vi fik IRA, Inflation Reduction Act, som jo var med til, at vi fik lavet NZIA, som er lovpakken om en nettonulindustri. Og det er bare sådan et ræs, som vi måske ikke i hvert fald fra dansk side er interesseret i at vi går ind og får lavet de her konkurrencer i. Det er selvfølgelig godt for den grønne omstilling, men i forhold til handelen og omkring statsstøtte osv. kan vi godt se, at det her er en bekymrende udvikling, og håber, at det her i hvert fald i første omgang er en overgang.

Så er der den sociale dagsorden og sundhed. Det er jo så et af de steder, hvor jeg i hvert fald set med socialdemokratiske briller kan ærgre mig lidt over, at man jo faktisk diskuterede det her direktiv om platformsarbejde, som det kunne have været lidt rart egentlig af få nogle retningslinjer fra EU's side om. Men det er ikke rigtig lykkedes at finde frem til en fælles holdning. Om det lykkes i 2024, tvivler jeg lidt på, men det havde jeg nu egentlig personligt gerne set var kommet med ind over. Ellers har vi handicapområdet med handicapkørekort osv., og der er noget omkring kræftfremkaldende stoffer, som er centralt, når vi snakker om den her del.

I forhold til handelspolitikken, som jeg var lidt inde på i forhold til økonomidelen, er det jo sådan, at hele verden er i spil i forbindelse med det her. Der synes jeg også, at det er positivt at se, at EU i 2023 er rykket på nogle af de handelsaftaler, bl.a. med New Zealand, Chile og Kenya, og at vi åbner os og selvfølgelig centralt har USA som en af de store og vigtigste partnere i forhold til samarbejde, men at hele den geopolitiske situation gør, at EU også bliver nødt til at tænke i større handelsmæssige områder, end jeg synes man måske traditionelt set har gjort. Og jeg synes, det er positivt, at man er kommet i gang der.

Det er klart, at når vi snakker sikkerhed og forsvar, er det jo noget, der har fyldt og fylder rigtig meget igen med den geopolitiske situation og hele den sikkerhedspolitiske situation, som der er. Jeg er godt tilfreds med, at vi kom med i forsvars- og sikkerhedssamarbejdet efter den undtagelse, som vi havde. Vi er med, og jeg synes, det er positivt, når vi snakker den militære del, at det stadig væk er NATO, som er omdrejningspunktet. Og vi har jo også fået lavet en fælles erklæring om det her.

I forhold til de eksterne relationer vil jeg sige, at der håber jeg at vi får sat lidt mere turbo på den del, som er Global Gateway Afrika-pakken. Der er der jo lagt op til, at vi på sigt skal investere 150 mia. euro . Der tror jeg bare, at når vi snakker migration, når vi snakker udviklingen i, at Kina og andre lande investerer massivt i Afrika, føler man sig måske lidt overset i forhold til coronadelen, hvor Europa måske ikke var dem, der var allerførst med en hjælpende hånd. Det tror jeg er et vigtigt element i forhold til os. (Tredje næstformand (Karsten Hønge): Ja tak!) Der er yderligere nogle emner her, som jeg så ikke lige når at komme ind på nu her, men det kan være, det kan ...

Der er en kort bemærkning til hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Hvad er Socialdemokratiets holdning til flertalsafgørelser i EU?

Ordføreren.

Jamen altså, som udgangspunkt er der jo i dag allerede flertalsafgørelser i EU på udvalgte områder. Men der, hvor der har været diskussion, har været på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område. Der har vi sagt i forhold til nogle af de der sikkerhedsmissioner eller hjælpemissioner osv., at vi godt kan være med til at åbne for, at man kan drøfte og diskutere den her del. Men når vi snakker om delen om f.eks. at sende styrker ud osv., er det et nationalt anliggende, og der gælder vetoretten sådan set stadig væk.

Så jeg synes, at vi stadig væk har steder, hvor der er flertalsafgørelser. Vi har ingen indvendinger. Det skal være inden for de traktatmæssige rammer, når vi snakker flertalsafgørelser. Vi er sådan set også åbne for det, som jeg tror at man kalder passarellebestemmelserne, altså det her med en konstruktiv afståelse. Det er bare det her med, at vi på det udenrigspolitiske område oplever en anden verden, end det var tidligere, da de her systemer blev lavet. Så der er vi åbne for, at man kan diskutere det her. Men det er ikke en blankocheck.

Spørgeren.

Tidligere har Socialdemokratiet været modstander af en flertalsafgørelse. Nu har man så åbnet for det. Ordføreren svarer ærligt. Er det ikke sådan, at Socialdemokratiet efter europaparlamentsvalget vil være yderligere åbne over for flere flertalsafgørelser i EU?

Ordføreren.

Altså, det er jo et hypotetisk spørgsmål. Det er bare lige for at sige, at det, der har gjort, at forandringerne er kommet, jo er, at verden ændrer sig. Hvis verden var statisk, var det nemt at have nogle holdninger, der ikke rykkede sig eller flyttede sig. Men verden er jo dynamisk. I forhold til samarbejdet i EU og ikke kun i Ukraine – det var noget af det, jeg ikke kom ind på – med både Polens og Ungarns tilgang til både deres indenrigspolitik og udenrigspolitik er hele den blokering i noget af det, der kan være vitalt og centralt, problematisk, synes vi. Så nej, jeg ser ikke, at vi åbner yderligere. Men jeg kan ikke afvise, at det kan ske. Det kommer an på, hvordan verden er.

Hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det. Og tak for en fin gennemgang. I den europapolitiske aftale blev vi jo enige om, at vi skulle stirre stift på retsforbeholdet – holde øje med det tror jeg vi skrev – og derfor har jeg selvfølgelig en forventning om, at hr. Henrik Møller siden aftalen har holdt meget øje med retsforbeholdet. Og så vil jeg bare høre ordføreren: Hvad ser ordføreren?

Ordføreren.

Nu kan jeg ikke huske den endelige formulering, som kom ind, men det var det der med, at vi blev enige om i forbindelse med den europapolitiske aftale, at vi skulle følge det her område for at se, hvad det kunne give af problemer og udfordringer i forhold til det her. Som jeg har forstået det, er der en oversigt under udarbejdelse, hvor vi ligesom kan se, hvor det er, udfordringerne og problemerne for Danmark er i forbindelse med det her. Det vil jeg og vi stå ved i forhold til den aftale, der er. Igen vil jeg sige, at samarbejdet ikke er statisk. Altså, nogle gange udvikler tingene sig i en retning, som gør, at de positioner, man har, giver det mening at rykke ved.

Men vi har jo ikke lagt skjul på, at vi som udgangspunkt synes, at vi ikke på nuværende tidspunkt kan se for os, at vi skal ud og have en folkeafstemning om den del. Og det er måske ikke nødvendigvis kun i forhold til indholdet, men det er lige så meget i forhold til, om vi har den danske befolkning med med hensyn til sådan en kommende afstemning.

Spørgeren for den anden bemærkning.

Det, jeg er ude efter, er selvfølgelig at høre hr. Henrik Møller, om ikke det er rettidig omhu at forberede danskerne på en afstemning, fordi det retsforbehold virkelig står i vejen for, at vi kan engagere os stærkt i retsstatsprincipperne, at vi kan lave migrationsaftaler, og at vi kan bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og terror. Ser ordføreren ikke, at de udfordringer begynder at tårne sig op, så vi derfor faktisk skal begynde at tale om det på en måde, så vi også forbereder danskerne på, at der kommer en afstemning på et tidspunkt?

Ordføreren.

Det sværeste at spå om er fremtiden. Det var, tror jeg nok, Storm P, der sagde det. Men med det arbejde, der er sat i gang, får vi et overblik over, hvilke begrænsninger det i givet fald kan give. Så lad os få det, og lad os tage en diskussion i forbindelse med det. Men det ligger ikke lige for, at Socialdemokratiet siger, at nu er det nu, vi går ud og ophæver forbeholdet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg siger tak. Den næste ordfører i rækken er hr. Kim Valentin fra Venstre.

Det er altid spændende at stå til sådan en redegørelsesdebat og særlig om EU i den her tid. Jeg har taget nogle emner ud af redegørelsen, som fylder en del hos Venstre, så derfor vil jeg nøjes med dem. Men jeg håber, vi får en god debat bagefter.

Krigen i Ukraine fylder. Den skal fylde i dagsordenen. Det gør den også i redegørelsen. Det skal den, fordi Europa lige nu presses af autoritære kræfter som f.eks. Putin og Rusland. Men det er jo ikke det eneste; vi ser, at det sprækker rigtig mange steder. Det liberale demokrati, som Europa er formet af, og som EU er og har været en beskytter af, er under pres. Menneskerettigheder er ikke længere givet mange steder i verden, og retsstaten er svækket i store dele af verden. Ja, selv inden for EU's grænser er retsstaten faktisk svækket. Demokratiet udvandes stille og roligt, hvis ikke vi bliver ved med at kæmpe for de værdier og de rettigheder, der ligger i demokratiet, og som ligger i EU, og som EU bygger på.

Hvis Ukraine taber, så tabes alle de værdier, EU og Vesten har kæmpet for i alle de her år. Det skal vi bare huske på. Der er givet 70 mia. euro til Ukraine, og der er givet 50 mia. euro fremadrettet fra 2024-2027. Jeg tror ikke, det stopper der. Jeg tror, at det her sikkert bliver dyrt, rigtig dyrt. Men i Venstre mener vi, at der simpelt hen ikke kan sættes en pris på den frihed, som EU skaber, som demokratiet skaber, og som menneskerettighederne skaber. Så vi mener, at vi kommer til at støtte Ukraine hele vejen til sejren over Rusland. Vi får ikke fred i Europa, hvis Ukraine taber. Vi får fred, hvis Rusland taber. Så nemt kan det siges. Det er en meget vigtig del af den her redegørelse, at det gøres helt klart, og jeg synes faktisk, at den gør det, og jeg synes faktisk også, at EU har gjort det supergodt på den her dagsorden. Det er en af de ting, der samler os, også selv om Orbán en gang imellem er nødt til at gå ud af døren for at være med i noget. Vi skal bare huske på, at hvis han ikke var til stede i rummet, så var det værre, så var vi mere spredt i Europa. Derfor er det vigtigt, at han sidder der og en gang imellem – man kan grine af det – drikker lidt meget vand og må gå ud på toilettet, mens andre tager en beslutning. Man kan grine af det, men det er vigtigt, at vi er der. Det er vigtigt, at vi gør det.

EU har også præsteret stort på klimadagsordenen »Fit for 55«. Næsten alt er fuldført i 2023. Det er en dagsorden, Danmark tager lederskab på, både i EU og i verden, og jeg havde selv fornøjelsen af at være med ved COP28 i Dubai og lagde mærke til, at vi rent faktisk blander os i virkelig mange beslutninger gennem EU og i verden. Der bliver set op til os i de her forhandlinger; de venter på os i de her forhandlinger. Selv store lande ser på, hvad vi gør. Og der er brug for det her lederskab; der er brug for, at Danmark går foran. Vi skal ikke løbe foran de andre; vi skal vise vejen, og det viser man bedst ved at gå foran.

Industripolitik er også et vigtigt område, som EU har sat nye standarder på. Gennem 2023 er et EU og et USA i hård konkurrence, vist med IRA og NCR. Det siger jeg sådan lidt med ærgrelse, for det er et helt andet sted, vi skal hen for at finde den største udfordrer. Statsstøttet produktion i Kina og andre global south-lande er det største problem. Det er endda et voksende problem, og vi risikerer at ødelægge nøglepositioner og udvikling for EU-virksomheder.

Derfor er den strategiske autonomi en af de vigtigste dele, som blev formuleret i 2023, ikke mindst under det svenske formandskab. Jeg synes faktisk, det svenske formandskab gjorde det exceptionelt godt. Jeg synes også, at vi selv kan se, hvad noget af det, de gjorde sidste år, var, som vi kan gentage i 2025. De gjorde det rigtig godt, på virkelig mange områder.

EU har reageret med statsstøtte på strategiske områder, og den europapolitiske aftale nævner også, at målrettet, midlertidig statsstøtte i EU er o.k. – bare vi så husker på, at et lille land som Danmark aldrig i længden har tjent på, at store lande i Europa og verden giver statsstøtte til deres virksomheder. Vi skal passe på de danske virksomheder, og vi skal passe på den innovation, som danske virksomheder skaber. Det gør vi ikke med statsstøtte. Det gør vi bedst ved at skabe level playing field, lige konkurrencevilkår.

Eksempelvis skal implementering af EU-lovgivning være rettidig, dvs. inden for lovens ønsker, altså ikke for sent. Så skal den være samtidig. Det vil sige, at alle lande i Europa skal gøre det nogenlunde samtidig. Vi skal altså skæve lidt til, hvornår de gør det i Italien, hvornår de gør det i Frankrig, i stedet for at vi er de første på banen til at gøre det hele. Det er ikke altid, det skaber det bedste level playing field. Nogle gange kan vi selvfølgelig skabe en fordel for vores virksomheder ved at være tidligt ude, men andre gange må vi vente og gøre det samtidig med de andre. Og så skal den være entydig. Det vil sige, at den måde, man implementerer på, jo ikke kan være sådan, at vi sætter danske virksomheder et dårligere sted end i Tyskland. Vi skal konkurrere med Tyskland. Det skal selvfølgelig være sådan, at vi skæver til, hvad de gør i andre lande.

Sluttelig vil jeg takke de partier, som er med i den europapolitiske aftale. Jeg synes, det var et utrolig positivt forhandlingsforløb, og det varsler godt for samarbejdet frem mod 2025 og Danmarks formandskab i EU. Venstre støtter redegørelsen.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Den første, der får ordet, er hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for en meget fin tale og også for det stærke fokus på demokrati og menneskerettigheder – det var godt at høre. EU-udvidelsen kan jo komme til i virkeligheden at strande lidt på, at vi ikke er klar i Europa. Nu står landene klar, de nærmer sig, forhandlingerne stiger i intensitet. Men i forhold til det her med at gøre EU klar kan vi jo strande på nogle ting, herunder spørgsmålet om en ny traktat. Jeg har noteret mig, at der er indtil flere af regeringspartiernes europaparlamentarikere, der har støttet ønsket fra parlamentet om en ny traktat. Er det ikke på tide, at vi går i gang med det arbejde? For det vil tage lang tid og blive bøvlet. Er det ikke rettidig omhu også der at komme i gang med at se på, hvordan vi tilpasser os til et EU med måske 35 lande?

Ordføreren.

Altså, jeg kan godt fristes til at sige ja til sådan et spørgsmål der, for så vil det gå meget hurtigere. Men det skal man ikke, for der ligger jo i traktaten i dag en vis deling af magtforholdet mellem små lande og store lande. Jeg tror, at hvis man åbner for en ny traktat, så vil de små lande få mindre at skulle have sagt. Det skal vi selvfølgelig passe på med, for Danmark er et lille land. Der er faktisk muligheder inden for den traktat, som vi har skrevet under på, for at arbejde med nogle andre typer beslutninger – det står også i den europapolitiske aftale, og det er nævnt af den tidligere ordfører fra Socialdemokratiet. Jeg mener, det vil være godt for Danmark, at vi arbejder inden for den traktat og prøver at skabe de flertal, der skal til, på de områder, der er nødvendige, for at vi får lavet den her udvidelse. Jeg tror, det er muligt, men det er jo ikke sikkert, og så må vi mødes igen.

Spørgeren.

Der var trods alt en lille åbning, tænker jeg, i og med at ordføreren tror, det er muligt, men ikke føler sig sikker. Vil det ikke give god mening, at vi fik sat et arbejde i gang i Danmark måske bredt politisk sammen med forskere og foreninger for at have den drøftelse om, hvordan en ny traktat skulle forme sig og se ud, for at vi både kunne styrke EU på områder, hvor vi ønsker at styrke det – coronakrisen viste os et behov for sundhed, forsvarspolitikken skal styrkes – men også i forhold til at hele strukturen skal ændres for at skabe et stærkere og samlet EU. Var det ikke en god idé, at vi fik sat gang i en proces om det?

Ordføreren.

Men det er ikke Venstres ønske, at vi skal have en ny traktat. Vi skal arbejde inden for den her traktat. Når jeg siger det på den måde, jeg siger det, er det, fordi jeg mener, at den udvidelse, vi står over for, er meget vigtig, for at vi kan fastholde demokratiet i Europa. Der er alt for mange lande, som vil være på usikker grund, hvis ikke vi i EU hjælper dem.

Tak for det. Den næste for en kort bemærkning er hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Lad os tale lidt om retssamfundet. Igennem flere år har EU kritiseret lande som Polen og Ungarn af forskellige årsager og også med en vis ret. Folketinget er fulgt trop, og den danske regering ligeledes. Så har der været et valg i Polen, og der er kommet en ny regering til. Som noget af det første valgte den nye polske regering at storme, hvad der svarer til DR i Polen. De sendte politibetjente ind og begyndte en voldsom udrensning, faktisk i et omfang, som ikke engang den tidligere regering havde stået for.

Der har været total tavshed fra EU, fra Folketinget og fra den danske regering. Hvordan kan det være? Hvorfor har man ikke sagt noget? Synes man fra Venstres side, at det, der er foregået de sidste par uger i Polen, er i orden?

Ordføreren.

Bagtæppet er jo, skal vi lige huske, hr. Alex Ahrendtsen, at den tidligere regering gjorde de statsejede medier til en del af deres presseberedskab, kan man næsten sige, altså deres medievirksomhed. Så det, der skete, da der kom en ny regering til, var, at der skulle ryddes op, sådan at man kunne få lavet en uafhængig presse i Polen. Det kan godt være, at det var en lille smule for hårdt. Det skal jeg ikke kunne sige; jeg bor ikke selv i Polen. Men det vigtige er, synes jeg, at der skabes en uafhængig presse i Polen, og at man får ryddet op i de strukturer, som der var under den tidligere regering.

Spørgeren.

Lad mig oversætte, hvad ordføreren siger: Hvis det er ens venner, er det i orden, at man sender politiet ind og stormer, men hvis det ikke er ens venner, må man ikke engang ad lovens vej forsøge at ændre på tingene. Det er jo konklusionen. Synes Venstres ordfører virkelig, at det var i orden, at den nuværende polske regering sendte politibetjente ind på en mediestation for at rydde op?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, det er i orden, at den tidligere regering ødelagde pressefriheden i Polen. Det syntes jeg ikke var i orden. Jeg synes heller ikke, det er i orden at bruge politistatsfremdrift, hvis det er det, der er sket. Det har jeg ikke viden nok til at stå her at sige, men det er da vigtigt, at der bliver ryddet op, sådan at der er en fri presse.

Tak for det. Den næste spørger i rækken er hr. Alexander Ryle fra Liberal Alliance. Værsgo.

Der er mange, der taler om, at det, i takt med at vi optager flere lande i den europæiske union, vil blive dyrere, fordi de her lande potentielt skal have adgang til alle de samme støtteordninger, som de eksisterende medlemslande har: landbrugsstøtte, samhørighedspolitik, Creative Europe, osv. Ordførerens partis spidskandidattil Europa-Parlamentet, Morten Løkkegaard, mener jo, at prisen for EU-medlemskabet skal stige, altså at det skal være dyrere for danskerne at være medlem af EU. Er ordføreren enig i det, eller ser ordføreren mulighed for, at man måske kunne beskære nogle af de mange puljer og støtteordninger, som EU har, f.eks. landbrugsstøtten, Creative Europe eller samhørighedspolitikken? Eller har ordføreren andre forslag til, hvor man kunne skære ned?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at jeg i min tale sagde, at vi skulle forvente, at prisen blev højere, fordi f.eks. så noget med at hjælpe Ukraine godt kunne gøre, at det kostede nogle kroner. Så synes jeg, at det er et rigtigt spørgsmål at stille, når man ser på budgettet: Bruger vi vores penge i budgettet ordentligt på landbrugsordninger, samhørighedspolitik og alle de her ting? Der synes jeg, at man i forhold til regeringens politik, som jeg støtter fuldt ud, og som Venstre støtter fuldt ud, og hvor Venstre er en del af regeringen, jo selvfølgelig skal bruge de penge, der er allokeret i budgettet, før man tildeler nogle nye. Det er også den opfølgning, vi har lavet i forbindelse med den her periode, som vi har været igennem, hvor vi har været halvt inde i budgettet, med MFF'en. Så derfor vil jeg sige: Ja, vi skal bruge nogle flere penge, men det skal være på det, der er vigtigt, f.eks. Ukraine.

Spørgeren for en anden bemærkning.

Jeg ved også, at ordføreren er meget interesseret i kunstig intelligens. Vi har jo netop været i USA og talt en del om det. Så i forbindelse med den kunstig intelligens-forordning, der er blevet lavet, hvor man jo i den aftale f.eks. har forbudt brugen af ansigtsgenkendelse i realtid, vil jeg gerne høre, om ordføreren mener, at Danmark også skal tilslutte sig den del, på trods af at vi har et retsforbehold.

Ordføreren.

Jeg kan godt huske den diskussion. Den havde vi også i Europaudvalget, og jeg er ret sikker på, at ordføreren kan huske, hvad jeg sagde der, og hvordan Venstre har det med lige præcis overvågning. Vi mener ikke, at almindelige mennesker skal overvåges, hvis de ikke er under særlig mistanke. Hvis der er almindelig ansigtsgenkendelse alle steder, vil det være en overvågning af Danmark, så det er vores holdning til det.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak. Den næste ordfører i rækken er fru Marianne Bigum fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Tak for ordet. Det har været et travlt år og et spændende år, og vi står nu med en redegørelse på otte tætpakkede sider med en masse spændende ting, og vi når ikke det hele.

I tillæg til det her har vi haft rigtig travlt også med at lave en ny »Europapolitisk aftale«. Jeg deler det, der blev sagt her fra talerstolen, at det har været en rigtig god proces. Jeg synes, vi har landet en rigtig god aftale. I den her aftale slår vi fast, at vi med den nye geopolitiske virkelighed har brug for et helhjertet dansk EU-engagement, at EU-samarbejdet er den vigtigste platform for dansk udenrigspolitik, og at EU-samarbejdet er helt afgørende for vores velstand, sikkerhed, tryghed og miljø og natur.

Det er også en central del af aftalen, at Danmark skal arbejde for at styrke EU på den globale scene – noget, vi i SF har ment i mange år. Styrkelsen af EU på den globale scene skal bl.a. ske, ved at vi aktivt bruger de eksisterende muligheder for at træffe afgørelser om f.eks. EU's sanktioner ved kvalificeret flertal. Samtidig kommer vi tættere på samarbejdet med en gruppe af lande med Tyskland i spidsen, der arbejder på at finde en model for flertalsafgørelser i dele af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik. I SF ser vi meget frem til at følge det her arbejde, og jeg håber, at ministeren her kan give os en status på, hvordan det går.

I europaaftalen er der også bred enighed om, at Danmark skal arbejde for, at Ukraine og andre nabolande mod øst og på Vestbalkan tilbydes et klart og troværdigt perspektiv om medlemskab af EU. Dette ligger også i klar forlængelse af SF's politik og betyder, at vi kan støtte op om et EU, der på sigt udvides til en større klub – selvfølgelig med respekt for, at de enkelte lande lever op til Københavnerkriterierne og er klar til et EU-medlemskab.

I forbindelse med aftalen har det været vigtigt for os, at lige og fair vilkår for lønmodtagerne i EU er en klar dansk målsætning, og at den fri bevægelighed for arbejdskraften i EU skal være fair og fungere i fuld respekt for nationale arbejdsmarkeds- og velfærdsmodeller. Heldigvis er det, takket være SF, kommet til at stå tydeligt i aftalen, og det er vi tilfredse med. Vi er også tilfredse med, at vi i aftalen har fået sat en masse grønne aftryk, at vi har givet grøn omstilling, cirkulær økonomi og biodiversitet en højere politisk prioritering.

Når vi nu ser på den redegørelse, vi diskuterer i dag, synes jeg, at den kommer godt rundt, men vi savner noget om kampen for lønåbenhed – en sag, som vi i SF har arbejdet meget med i EU – og ikke mindst spørgsmålet om åbenhed i EU-institutionerne, som var noget, den forrige regering faktisk var optaget af. Her er der brug for flere ambitioner fra regeringens side.

Det samme gør sig i den grad gældende i spørgsmålet om miljø- og naturgenopretning. Når jeg kigger i redegørelsen, er den gavmild i sine formuleringer. Man kan under afsnit 4 om den grønne omstilling læse, at Fit for 55-pakken kunne bidrage til at opdatere EU's nationale bidrag, at den kan gøre EU i stand til at overopfylde sit 2030-mål, og at EU gennem aktivt klimadiplomati fik skubbet for et ambitiøst resultat ved COP 28.

Jeg er da heller ikke i tvivl om, at vi har haft travlt, at vi har knoklet på, og at EU har rykket noget. Spørgsmålet er bare også lidt, om vi har rykket nok, og det synes jeg faktisk ikke fremgår helt tydeligt af den her redegørelse. Men heldigvis har vi i Folketinget et nyhedsbrev, der hedder EU-nyt, og jeg vil lige bidrage lidt fra et af de seneste nyhedsbreve, vi har fået ud.

Vi har EU's Miljøagentur, som simpelt hen melder, at EU er langtfra i mål med de grønne målsætninger. Det peger på behovet for øjeblikkelig handling, hvis EU's miljø- og klimamål skal nås i 2030. Det er på rigtig mange parametre, at vi ikke leverer i EU. Det er på den cirkulære økonomi. Det er i forhold til nulforurening og et giftfrit miljø. Det er i forhold til at mindske miljø- og klimabelastningerne i forbindelse med produktion og forbrug.

Så når man kigger på de her seks prioriterede emner, som vi burde nå i 2030, så melder Miljøagenturet simpelt hen klart, at ingen af de seks tematiske prioriterede mål for 2030 ser ud til at kunne nås til fulde med den nuværende udvikling. Udviklingen går for langsomt, og det vil på mange områder kræve helt op til en nidobling af hastigheden for at nå i mål i 2030. Rapporten konkluderer, at der er behov for øjeblikkelig handling, hvis målene fra det ottende miljøhandlingsprogram skal nås i 2030.

Det savner jeg faktisk lidt at vi forholder os til i den her redegørelse: Ja, selvfølgelig har vi lavet noget; vi sidder ikke og laver ingenting. Ja, selvfølgelig har EU lavet noget; de laver ikke ingenting, men det er også, at der er meget mere, vi burde gøre for at nå de målsætninger, vi stiller os.

Der er også kommet et nyhedsbrev fra EU's Klimaråd, som også gør status for EU's klimapolitik, og anbefalingerne er klare. Der skal handling i højere tempo, hvis vi skal nå klimaneutralitet. Der leveres 13 anbefalinger til, hvordan EU kan nå målet. Men generelt set ser vi ikke ud til effektivt at implementere Fit for 55-pakken, og der skal meget mere til.

Mens vi har siddet her i dag de sidste timer, har Europa-Kommissionen været ude med en melding i forhold til et nyt klimamål, og det er rigtig, rigtig dejligt, og det er rigtig, rigtig positivt, men vi skal huske lige at vende tilbage til, at der altså er 13 anbefalinger fra EU's Klimaråd, og dem bør vi også kigge på.

Alt i alt: Tak for samarbejdet. Tak for de spændende debatter. Jeg synes, at det at være europaordfører er det fedeste. Jeg synes, vi har nogle af de mest spændende debatter om fredagen. Jeg synes, det er der, vi i høj grad virkelig går til den og i respektfuld tone virkelig kommer til at snakke substans i den politik, vi fører i Danmark. Så med disse ord vil jeg sige tak, og vi kan selvfølgelig godkende redegørelsen.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger, og den første på listen er hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak til fru Marianne Bigum for en som altid engageret tale, og jeg sætter også meget pris på både samtalerne og samarbejdet i Europaudvalget med ordføreren. Der var meget fokus på miljø, og det var godt, og der var også fokus på de måske manglende ambitioner i redegørelsen, og det kan vi jo bakke op om. Nu beklager jeg, hvis jeg kommer til at træde lidt uden for ordførerens normale ressort, men noget af det, der kommer til at fylde rigtig meget – vi kan se det i den amerikanske valgkamp, og vi kommer også til at se det i den valgkamp, vi går ind i nu frem mod europaparlamentsvalget – er migration, og det er også dækket i redegørelsen, herunder aftaler med tredjelande. Der vil jeg faktisk bare høre ordføreren, om ordføreren kan sige lidt om, hvad SF's linje er her, når det gælder de her meget komplicerede samarbejdsaftaler med tredjelande, man står over for.

Ordføreren.

Mange tak. Det er korrekt, det er lidt uden for, hvad jeg normalt sidder med, så jeg vil se, om jeg kan genkalde mig, hvad jeg sagde, da vi sidst havde det oppe. I SF mener vi, at folk skal behandles ordentligt ved grænserne. Det, jeg personligt har gjort mig rigtig meget umage med, når vi har taget den her debat, er at prøve at få fortalt det her med, at folk jo ikke flygter for sjov. Det er også det, der står i redegørelsen, nemlig det her med partnerskabet med vores nabokontinent, i forhold til hvordan vi kan få gjort op med grundene til, at folk flygter. Så jeg tror, SF står lidt strammere end Radikale Venstre på det her, men vi står helt på linje, i forhold til at folk skal behandles ordentligt.

Der er ikke flere korte bemærkninger? Godt. Den næste med en kort bemærkning er hr. Alexander Ryle fra Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg ved, at ordføreren er meget interesseret i klima og meget vidende om klima, og noget af det, som der jo er blevet forhandlet ind i sluterklæringen til COP28, er det her med, at vi skal gøre mere for at accelerere nul- og lavemissionsteknologier, herunder atomkraft. Er ordføreren enig i det, der står i sluterklæringen til COP28-teksten?

Ordføreren.

SF's politik på atomkraft er ret klar. Vi kan ikke se, at det giver mening i en dansk kontekst. Det, vi skal med energieffektiviseringer, er med vind og med sol, men vi blander os ikke i, hvordan andre lande laver deres energipolitik.

Spørgeren.

Ordførerens parti har jo Kira Marie Peter-Hansen som kandidat til EP-valget, og hun har tidligere udtalt, at man ikke går ind for atomkraft i Danmark, men man mener egentlig heller ikke, at det vil passe særlig godt ind i andre europæiske lande, f.eks. i Tyskland. Er ordføreren enig med Kira Marie Peter-Hansen i, at det er bedre, at Tyskland ikke går i den retning og måske som en konsekvens af det er nødt til at have sorte energikilder?

Ordføreren.

Jeg kender ikke Tysklands energipolitik godt nok, men jeg vil sige, at SF's politik i Danmark er, at vi ikke blander os i, hvordan andre lande laver deres energipolitik. Og så vil jeg også sige, at jeg sagtens kan se, at atomkraft kan spille en rolle i visse lande.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er fru Karin Liltorp fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet. Der er kriser nok at tage af. Som det allerede er nævnt, er det især den meget anspændte geopolitiske situation, som EU og Europa står over for, med den russiske invasion af Ukraine, og det viser sig også nu, at flere andre udfordrende aktører blander sig i kampen, bl.a. Iran, hvilket jo også er en trist udvikling. Derfor er det nu vigtigere end før, at unionen står sammen; vores fælles værdigrundlag skal ligesom være vores værn mod ydre fjender og katastrofer. Og heldigvis har den tid, vi befinder os i, ikke kun udfordret den internationale regelbaserede orden, men også betydet en styrket geopolitisk rolle for EU og en mere udviklet forsvars- og sikkerhedspolitisk dimension.

Den presserende situation, hvis flanker kunne synes at blive flere og flere, har kun rykket Europa tættere sammen i 2023. Det er godt, for det er vigtigere end nogen sinde, at vi står sammen og tror på, at vores værdier og vores politiske kompas er det rigtige for den verden, vi ønsker os. Hvad angår EU's grundlæggende værdier, fortsætter vi med at håndtere udfordringer i forhold til retsstatsprincipper og beskyttelse af de demokratiske normer. Artikel 7-procedurer samt tilbageholdelse af EU-midler i forhold til Polen og Ungarn er greb, vi skal blive ved med at benytte os af, for at vi sammen sikrer det grundlæggende værdifundament, som EU er bygget på, og som er afgørende for vores sammenhængskraft og ageren.

Værdifællesskabet gør EU-landene til vores naturlige samarbejdspartnere på en lang række områder som forsvar-, sikkerheds-, handels-, energi-, klima- og retspolitik, og det skal vi selvfølgelig holde fast i. Og vi skal ikke bare holde fast i det, vi har nu, vi skal have mange flere med. De europæiske lande, der ønsker at være en del af vores union, og som deler vores værdier, skal indlemmes i EU så hurtigt som muligt i overensstemmelse med optagelsesproceduren.

Optagelsesforhandlingerne med Ukraine, Moldova og Bosnien-Hercegovina er igangsat, og Georgien har fået kandidatstatus. Når det er sagt, skal vi selvfølgelig også være opmærksomme på konsekvenserne af udvidelsen, og derfor er det jo også godt, at Rådet har indledt drøftelser om, hvordan et EU med mere end 30 medlemslande vil påvirke vores politikker og vores beslutningsprocedurer. Men overordnet er ønsket at få flere europæiske lande med i EU baseret på det ædle mål, at sammen kan vi mest. Samtidig med at unionen bliver styrket internt, er det vigtigt, at vi styrker samarbejdet med vores allierede samt udvider vores relationer og venskaber til andre lande i både Afrika, Asien, Latinamerika og Caribien.

Når det kommer til vores tætteste allierede, har EU reageret stærkt og i tæt samarbejde med USA og andre NATO-lande for at støtte Ukraine, hvor vi har ført an i donationer af militær, civil og humanitær støtte, og det skal vi selvfølgelig blive ved med. De nye støttetiltag, som blev vedtaget den 1. februar, er et tegn på, at EU i hvert fald vedvarende er indstillet på det.

Den altoverskyggende klimakrise skal vi selvfølgelig heller ikke glemme, for den stiller større krav til os alle sammen. Et styrket EU er ekstremt vigtigt i forhold til klimadagsordenen og den grønne omstilling, og jeg synes, at EU på mange måder har vist sit værd også det sidste år. Her kan jeg også kun gentage, at det er vigtigt, at Danmarks grønne målsætninger ses i en international sammenhæng. Danmark skal arbejde for, at EU sætter ambitiøse mål, og EU skal presse på for, at resten af verden følger med. EU skal bruge sin position som verdens største handelsblok til at forfølge de klimapolitiske mål. Og som det også er sagt før: Danmark alene har måske ikke stor indflydelse på det globale klima, men når vi spiller på hold med EU, kan vi meget, bl.a. ved at sætte hårde krav til vores samarbejdspartnere i hele verden.

I 2023 blev forhandlingerne om lovforslaget om Fit for 55-pakken afsluttet, hvilket implementerer EU's mål om mindst 55 pct.s reduktion af drivhusgasudledninger inden 2030. Dertil blev der opnået enighed om mål for vedvarende energi og vedtaget lovforslag om at styrke klimaindsatsen, og det er jo dejligt. Hertil har EU gennem aktivt klimadiplomati skubbet på for, hvad vi synes er nogenlunde ambitiøse resultater ved COP28.

En vigtig dagsorden for os i Danmark ligger også i at adressere spørgsmålet om regulering af genmodificerede planter og afgrøder i landbruget. Det er en kompleks opgave, der kræver en afbalanceret tilgang, som tager hensyn til både miljømæssige og økonomiske aspekter. Særlig naturgenopretningsforordningen som led i EU's biodiversitetsstrategi med henblik på 90 pct.s genopretning af alle naturtyper i EU inden 2050 var genstand for meget svære forhandlinger i både Rådet og Europa-Parlamentet. Det lykkedes dog i november at indgå en aftale, der balancerede flere hensyn, og med den komplekse problemstilling taget i betragtning var det trods alt også dejligt.

Forslaget om forordning om bæredygtig anvendelse af plantebeskyttelsesmidler har været genstand for mange sværdslag i både Rådet og Europa-Parlamentet, og den videre vej er stadig væk usikker. Kommissionen fremlagde et forslag om nye genomteknikker, der etablerer en ramme for regulering af planter skabt med nye genomteknikker samt fødevareprodukter skabt på basis af dem. Det skal bidrage til mere innovation og bæredygtighed i landbruget samt styrke sektorens konkurrenceevne. Sammenfattende vil jeg sige, at vi altså står over for komplekse udfordringer – fra geopolitiske trusler til klimaforandringer.

Men der er skam også andre potentielle trusler, uden at det hele skal blive alt for sort. Sundhedsudfordringer var for et par år siden meget aktuelle, men det har vi måske glemt lidt igen, og det skal vi passe på med. Min egen store frygt er, at multiresistente bakterier bliver den næste store dræber ikke kun i Danmark eller i EU, men i hele verden. Derfor har man også fra EU's side sat fokus på problemet og prøvet at gøre det mere attraktivt for medicinalfirmaer at kaste sig ind i opgaven. Desværre tror jeg ikke, at det nuværende forslag er nok, så vi skal sikre, at der bliver ved med at være fuldt fokus på området.

Sundhedsmæssigt tror jeg også, at vi kan få meget mere ud af EU, end vi gør i dag. Vi kan lære af hinanden, vi kan bruge hinandens data. Derfor er det jo også glædeligt, at der allerede er en plan om en sundhedsplatform, hvor vi kan dele data på tværs af landene. Måske ligger løsningen på kræftens store gåde lige for fødderne af os, hvis alle eksperterne får adgang til data.

Nu har jeg jo brugt tid på at fremhæve alt det positive, der er ved samarbejdet i Europa på trods af alle kriserne, men der er bestemt også de berømte tidsler, og dem elsker vi at snakke om i Moderaterne. Vi skal nemlig holde fast i, at der er områder, EU ikke skal blande sig i. Derfor kører vi jo også lige nu retssag imod EU i forbindelse med mindstelønsdirektivet, netop fordi vi synes, at der er noget, vi skal klare nationalt. Desuden bliver vi jo også nogle gange nødt til at implementere EU's direktiver, som ikke lige er vores favoritlove, senest i forhold til registrering af arbejdstimer; det var der ikke mange i Danmark, kan der værdsatte. Det er direktiver, der tager udgangspunkt i at løse problemer, som vi ikke selv synes vi har her i Danmark, og som risikerer at føre til en masse administrativt bøvl.

Herudover skal vi blive rigtig gode til at overimplementere – til ikke at overimplementere, undskyld den lille fejl – og det er jo noget af det, vi også snakkede om i forbindelse med den europapolitiske aftale. Vi skal finde et niveau, der passer til Danmark, og nogle gange bliver vi nødt til at acceptere, at de direktiver, der skal implementeres, ikke er hundrede procent i vores ånd. Men vi skal kæmpe imod unødigt bureaukrati, og det ved vi er en vedvarende kamp. Vores store styrke ligger dog i fællesskabet, for et tættere samarbejde internt styrker vores evne til at tackle ydre fjender og katastrofer.

Men det handler ikke kun om at forsvare vores værdier; det handler også om at være en aktiv drivkraft for positive forandringer. Udvidelsen af vores union med lande, der deler vores værdier, er ikke kun en demonstration af solidaritet, men også en styrkelse af vores indflydelse – sammen kan vi mest. I en verden præget af kompleksitet og udfordringer er det netop samarbejde, der vil forme vores fremtid. Derfor er der sund fornuft i at fortsætte med at arbejde sammen for stærkere og mere bæredygtigt og sikkert EU.

Til slut vil jeg gerne tilslutte mig rosen af den europapolitiske aftale, der er blevet indgået, og af samarbejdet omkring aftalen, som ligesom illustrerer, at der er mange punkter, hvor der faktisk er bred enighed på tværs af de politiske partier. Så med de ord kan jeg jo ikke overraskende sige, at vi støtter op om redegørelsen.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Den første, der får ordet, er hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Vi hørte jo Socialdemokraternes ordførers holdning til passarellebestemmelsen i traktaten. Hvad er Moderaternes holdning til den?

Ordføreren.

I forhold til flertalsafgørelser i EU vil jeg sige, at vi støtter op om, at der er flertalsafgørelser, og det er der jo allerede mulighed for nu. I hvilket omfang vi skal udvide muligheden for flertalsafgørelser til flere sager, er jo noget, man må tage hen ad vejen. Jeg synes jo, det er meget uheldigt, når enkelte lande stiller sig så meget på bagbenene, at man ikke kan få gennemført vigtige beslutninger. Men man skal selvfølgelig være varsom med umiddelbart bare at sige, at så er det flertalsafgørelser, for der er jo bestemt også ting, vi ikke ønsker os at andre skal blande sig i i Danmark.

Spørgeren.

Så man støtter, at man kan gå fra enstemmighed til flertalsafgørelser uden at ændre traktaten. Det synes man er en god idé fra Moderaternes side. Skal det gælde alle områder?

Ordføreren.

Nej, det skal bestemt ikke gælde alle områder. Det var også det, jeg prøvede at sige før. Der kan være områder, hvor det kan være en idé at se på, om flertalsafgørelser kunne være vejen frem. Det kunne være, hvis det vedvarende viser sig, at vi har problemer med at få gennemført meget vigtige beslutninger. Men indtil videre er vi jo godt tilfredse med den ordning, der er, og muligheden for at træffe flertalsafgørelser i EU.

Tak for det. Den næste spørger i rækken er hr. Alexander Ryle fra Liberal Alliance.

Tak for en god tale. Jeg er glad for, at ordføreren nåede at rette sig selv i forhold til det, der blev sagt om overimplementering, og jeg er egentlig også glad for, at ordføreren har taget hul på debatten om, hvad EU skal blande sig i og ikke blande sig i. Der blev nævnt eksempler som tidsregistrering og mindsteløn, men mener ordføreren, at der er andre emner, som EU ikke bør blande sig i? Her kunne ordføreren jo tage udgangspunkt i nogle af de kategorier, som ordføreren har været inde på i forvejen, nemlig socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik. Er det generelt noget, Moderaterne mener EU skal blande sig i?

Ordføreren.

Moderaterne har generelt den politik, at EU skal blande sig der, hvor der er grænseoverskridende problemstillinger, og hvor vi bliver nødt til at handle på det på EU-niveau. Så der er masser af områder, hvor vi ikke skal have EU til at blande sig. Jeg nævnte jo netop lønforhandlinger, og her er vi rigtig glade for den danske model og synes faktisk ikke, at EU skal blande sig. Der er også masser af socialpolitiske områder, hvor jeg bestemt ikke mener det er relevant, at EU blander sig i, hvordan vi gør i Danmark.

Spørgeren.

Jeg synes ikke, der kom nye eksempler, men det er også i orden. Så lad mig spørge ind til kulturpolitik. Er det noget, som EU skal blande sig i?

Vi har jo den her Creative Europe-fond, som giver støtte til alle mulige forskellige projekter. Det er f.eks. noget med, at der bliver givet penge til nye typer biografer, der kan have et eller andet smart og bæredygtigt koncept, som går på tværs af EU-landene. Er det en EU-opgave, eller bør det forbeholdes medlemsstaterne at styre det?

Ordføreren.

Nu må jeg jo indrømme, at jeg ikke er inde i detaljerne omkring den her biografforordning, der er. Jeg synes jo, at vi generelt på udvalgsmøderne er meget optaget af nærhedsprincippet og prøver at udfordre det i de tilfælde, hvor vi synes det faktisk ikke er noget, EU skal blande sig i. Men lige på det pågældende område har jeg ikke den nødvendige indsigt til at komme med noget dybdeborende.

Den næste spørger er fru Marianne Bigum fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Jeg ved, at ordføreren er passioneret omkring cirkulær økonomi og måske særlig i forhold til verdensmål 12: ansvarligt forbrug og produktion. Hvad tænker ordføreren om, at Det Europæiske Miljøagentur er ude at sige, at det på nuværende tidspunkt er usandsynligt, at EU vil nå målet om at skabe en cirkulær økonomi senest i 2030, og at det vurderes usandsynligt, at der kan foretages markante reduktioner i EU's forbrugsaftryk og en reduktion af den samlede mængde affald senest i 2030, hvis den nuværende udvikling fortsætter? Hvad skal vi gøre?

Ordføreren.

Det synes ordføreren her er utrolig trist, for selvfølgelig skal vi gøre noget for at nå målene, også i forhold til den cirkulære økonomi. Det er jo en af de sager, jeg selv har arbejdet meget for, nemlig at kigge på genbrug af engangsemballage, og det ved jeg at jeg tidligere har diskuteret med ordføreren. Så det er jo noget, vi skal have speedet op, og vi skal sørge for at støtte alle de virksomheder, som har taget skeen i den anden hånd og arbejder for at fremme den her sag. Så det skal vi bestemt ikke glemme, vi skal tale højt om den, og vi skal sørge for at inspirere hinanden og spørge: Hvor er det, vi kan tage fat, og hvor er det, vi kan få nogle vinde nemme gevinster?

Der var lige et spørgsmål til. Værsgo.

Ja. Jeg vil bare følge op, og det er i samme boldgade. For de her mål, det er blevet sat, er jo i forhold til de langsigtede og prioriterede 2050-mål om, at europæerne skal leve et godt liv inden for planetens grænser. Så hvad kunne det betyde for de europæiske liv, at vi lykkes med det her?

Ordføreren.

At vi lykkes med den cirkulære økonomi, kan betyde rigtig meget. Jeg tror ikke, at nogen er i tvivl om, at vi sviner meget i forhold til vores størrelse. Så det er jo en helt reel udfordring, og det er noget af det, vi skal have rigtig stort fokus på, også i vores formandskab for verdensmålene. Jeg tænker, at det bedste, vi kan gøre, er at udbrede alle de gode historier og inspirere hinanden til at blive bedre til at nå i mål.

Tusind tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er hr. Alexander Ryle fra Liberal Alliance.

Tak til ministeren for redegørelsen, som jo igen i år kom rundt om en lang række centrale emner. Jeg vil allerede sige her fra start, at jeg ikke kommer til at komme rundt om det hele, men jeg vil gerne starte med at snakke lidt om situationen i Ukraine.

I Altinget kunne man i december læse om den ukrainske soldat Sergey. Sergey stod ved fronten med våben mellem hænderne og kæmpede imod russernes fremmarch. Han var blandt de kæmpende ved slaget i Hostomel nord for Kyiv, hvor man tilbage i krigens begyndelse fik stoppet russernes indtog i Ukraines land. Sergey er et godt eksempel på Ukraines kamp for frihed mod den onde hersker Putin. Før russernes annektering af Krim var han blot en almindelig folkeskolelærer i den ukrainske folkeskole, men Putins invasion af Krim i 2014 fik ham til at droppe sit civile liv som historielærer og trygge og vante rammer for i stedet at deltage i kampen for Ukraines frihed og overlevelse.

Men Sergey er ikke alene. Hans fortælling er ikke meget anderledes end den for tusinder af ukrainere, hvis liv på kort tid blev vendt fuldstændig på hovedet som konsekvens af Ruslands overfald på Ukraine. Det er ukrainere, som har måttet gribe til våben, træne på slagmarken, sige farvel til deres koner, mænd, børn og familier for at beskytte deres land mod en fremmed magt i den mest brutale krig, vi har set på det europæiske kontinent siden anden verdenskrig.

Men krigen går ikke alene ud over de ukrainere, som har meldt sig som soldater. Den går ud over alle ukrainere. Tilbage i november mødtes jeg med Ukraines menneskerettighedskommissær, Dmytro Lubinets, som fortalte, at der siden den 24. februar 2022 er blevet dræbt 10.000 civile, mens yderligere 18.000 er blevet såret, herunder mere end tusind børn, og at 20.000 ukrainske børn er blevet kidnappet og ført til Rusland mod deres vilje, at 170.000 hjem er blevet ødelagt, at 4,6 millioner lever uden adgang til vand på grund af ødelæggelser af infrastrukturen, og at 8,2 millioner mennesker har søgt beskyttelse i andre lande. Det her siger jeg for at give jer og dem, der eventuelt måtte se med derude, en fornemmelse af krigens omfang, for det kan være svært at forholde sig til. Og det er jo ikke bare tal; det er rigtige menneskeliv og skæbner, vi taler om. Dertil kommer jo så også frygten for at miste sine nærmeste eller frygten for at miste sit land.

I starten af krigen var den europæiske støtte ubetinget, og på ethvert gadehjørne i København kunne jeg se ukrainske flag eller andre former for støttesymboler. I Danmark har vi støttet Ukraine uden at tøve både politisk, militært, finansielt og humanitært, bl.a. gennem donationer af Leopard 1-kampvogne og træning af ukrainske jagerpiloter. Vi har lavet minerydningskurser og meget, meget mere. Vi er et af de lande, som har doneret mest pr. indbygger, og det synes jeg vi kan være stolte af, og det skal vi fortsætte med.

Men støtten til og begejstringen for Ukraines overlevelseskamp har været dalende, måske ikke så meget herhjemme, men andre steder i Europa og ikke mindst i USA. Og vi har desværre også set en tendens til, at flere lande er begyndt at ønske, at Zelenskyj skal gå til forhandlingsbordet, også selv om konsekvensen af det måtte blive, at de skal opgive en del af deres landområder og selvstændighed til gengæld for at få lidt ro på det europæiske kontinent for en stund.

Men der mener jeg ikke, at vi skal bukke under over for tyranner som Putin. I stedet skal vi stå sammen om at stå imod. Vi må ikke lade frygten for Putin komme i vejen for, at vi kan tage de rigtige, men svære beslutninger i en krigstid. For frygten er også begyndt at brede sig til andre lande. Det gælder bl.a. De baltiske lande, Moldova og Georgien. De risikerer at blive det næste bytte, hvis ikke den vestlige frie verden er i stand til at sige tydeligt fra nu. Og derfor er jeg jo også glad for, at vi i den europapolitiske aftale har skrevet, at Europa skal påtage sig et større ansvar for sin egen sikkerhed. Vi skal blive ved med at sende penge, militært udstyr og humanitær hjælp til Sergey og hans landsmænd i kampen for deres frihed og selvstændighed, og så skal vi sikre os, at de sanktioner, der er indført, også er effektive og, ja, virker.

Men sikkerhed er ikke kun et spørgsmål om krudt og kugler. Det er også et spørgsmål om handelspolitik. Alt for længe har vi været meget afhængige af andre lande, f.eks. når det gælder energi og teknologi og kritiske råstoffer og medicin og en lang række andre ting. Vi har betalt andre lande for at lave vores ting i stedet for at lave dem selv. Det har ikke alene gjort os inkompetente på en lang række områder. Det har også betydet, at vi nu står i en kritisk situation, hvor vi er afhængige af enkeltlande, som ikke altid vil os det bedste. Og jeg tror, det er blevet tydeligt for de fleste af os, at vi bliver nødt til at reducere vores kritiske afhængigheder, både ved at hjemtage noget mere produktion til Europa, men også måske endnu vigtigere på den korte bane ved at lave frihandelsaftaler med så mange samarbejdspartnere som overhovedet muligt verden over, så vi kan sikre vores strategiske autonomi.

Desværre arbejder den nuværende Kommission alt for langsomt. Ja, nogle gange virker det, som om de er gået helt i stå. Godt nok er der lavet en bilateral aftale mellem EU og New Zealand, en aftale med Chile og en økonomisk partnerskabsaftale med Kenya. Men forhandlingerne med Mercosur-landene, som har været i gang siden år 2000, er stadig ikke forhandlet på plads. Det samme kan siges om forhandlingerne med Indien, som har stået på siden 2007. Og for nylig forlod Australien helt forhandlingsbordet, og det er vi simpelt hen nødt til at gøre bedre i fremtiden. Jeg ved, at ministeren er glad for håndbold, og derfor er det jo fristende at bruge metaforen, at Kommissionen har nemt ved at holde bolden, men man er mere besværet med at få skudt bolden i mål.

Manglen på frihandelsaftaler svækker også danske og europæiske virksomheder i den internationale konkurrence, når deres muligheder for international eksport begrænses, fordi Kommissionen i Bruxelles ikke får gjort deres arbejde til tiden. Og når frihandelen svækkes, betyder det, at virksomheder som Vestas får sværere ved at sælge vindmøller globalt, og at Grundfos' pumper ikke når ud til verdens fjerne lande, hvor de kan gøre en forskel, f.eks. i kampen mod klimaforandringerne.

Her til sidst vil jeg gerne bruge lejligheden til også at tale lidt om betydningen og vigtigheden af et stærkt europæisk indre marked. Gennem de seneste 30 år har det indre marked været selve kernen i EU-samarbejdet og nøglen til EU's og Danmarks vækst, velstand og konkurrenceevne. Hvor de europæiske lande tidligere sendte tropper over hinandens grænser, sender vi i dag handelsvarer. For dansk erhvervsliv har adgangen til det europæiske indre marked med standardiserede regler været afgørende, og for de europæiske forbrugere har det betydet, at vi i dag har adgang til alt fra tyske biler og franske vine til spanske oliven og dansk medicin og alt muligt andet, som tidligere var langt sværere og dyrere at få fat i.

Det indre marked har haft en enorm betydning for Danmarks økonomi. Ifølge Kommissionen udgør EU's indre marked 18 pct. af verdens bnp, og den europæiske velstand er 9 pct. højere, end den ville have været uden. Og der er stadig plads til forbedringer. For uden fælles EU-rammer risikerer vi, at medlemslandene skaber deres egne regler, hvilket potentielt vil føre til protektionisme, og en svækkelse af det indre marked vil i sidste ende også ende med at give højere priser for forbrugerne.

I en verden, som i de seneste år har været præget af øgede geopolitiske spændinger og forsyningsproblemer relateret til først covid-19 og siden krigen i Ukraine samt et massivt teknologikapløb mellem USA og Kina, bliver EU nødt til at skærpe sit politiske fokus. Vores mål skal være at styrke EU's globale konkurrenceevne, for et stærkt indre marked og en åben økonomi er de vigtigste redskaber til at sikre EU's velstand og globale indflydelse, og derfor skal vi blive bedre til at udforme fælles regler, som skaber lige konkurrencevilkår for os alle. Det indre marked skal også være med til at bære den grønne og den digitale omstilling, for på den måde kan vi langt hurtigere udbrede klimavenlige og teknologiske løsninger til hele kloden. Og med danske virksomheder i særklasse stiller det Danmark i en gunstig situation.

Derfor er jeg som sagt glad for, at vi har lavet en europapolitisk aftale her tilbage i december, som jo netop adresserer de emner, som jeg har været inde på i min tale, samt en række andre emner, der ser på, hvordan vi kan løse aktuelle geopolitiske udfordringer og de alvorlige sikkerhedstrusler, som EU står over for. I Liberal Alliance ser vi frem til at arbejde videre med de visioner og sørge for, at de bliver realiseret bedst muligt. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Karin Liltorp fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for talen og især for den rørende indledning, der i detaljer beskriver, hvordan det ser ud. Nu hørte jeg jo tidligere, at ordføreren spurgte ind til budgettet for EU. Jeg vil bare forstå Liberal Alliances indstilling til det: Hvis det nu viser sig, at man ikke kan opnå enighed om støtten til Ukraine, medmindre man hæver budgettet, vil Liberal Alliance så modsætte sig, at man går den vej? For vi andre har jo måske set i øjnene, at det kommer til at blive dyrt med den krig.

Ordføreren.

Lige præcis i det konkrete spørgsmål om Ukraine er vi villige til at betale mere ind til EU for at støtte, men vi mener helt overordnet set, at der er et kæmpe potentiale for at omrokere inden for de eksisterende budgetrammer i EU. Jeg har allerede tidligere nævnt flere eksempler – det kunne være landbrugsstøtten, det kunne være dele af samhørighedspolitikken, og det kunne også være dele af kulturpolitikken – hvor vi ikke altid mener, at det, der bliver besluttet at bruge penge på i EU, er en EU-kerneopgave.

Vi ser gerne et smallere EU men et EU, som er stærkt på de områder, som jo er kerneopgaverne – fred, frihed og frihandel – men også, hvad angår de opgaver, som er grænseoverskridende; det kunne f.eks. være klimaspørgsmål.

Spørgeren.

Nu går jeg lige over til noget helt andet, for jeg synes jo, det var spændende, at ordføreren kom ind på det her med kritiske råstoffer. Situationen er jo den, at vi lige nu er hundredeti procent afhængige af Indien og Kina, når det kommer til lægemidler. Nu snakker vi om, at det er den fri konkurrence, men faktisk er der jo lige nu ikke nogen alternativer til at købe det fra Indien og Kina.

Har ordføreren gjort sig nogen tanker om, om man skal tage den her produktion tilbage til Europa, eventuelt med noget støtte? Eller hvordan ser han for sig at det skulle kunne lade sig gøre?

Ordføreren.

Altså, jeg vil jo gerne indrømme allerede nu, at lige præcis medicin er ikke der, hvor jeg er allerstærkest. Men jeg mener helt overordnet, at det giver mening, at vi har i hvert fald en stor del af vores kritiske infrastruktur tæt på os eller i hvert fald i de lande, som vi stoler på. Og problemet ved at være afhængig af enkeltlande er, at den geopolitiske situation kan ændre sig, og at vi lige pludselig ikke mere er gode venner med dem.

Derfor er jeg jo meget optaget af, at vi får frihandelsaftaler med flere lande, så vi har flere steder, vi kan få de forskellige produkter hjem fra.

Tak for det. Den næste spørger er hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Og også tak for en god tale og en stærk indledning. Nu har vi jo fået Liberal Alliance helt med ind i den europapolitiske aftale, og det er vi jo nogle der er glade for. Dermed har Liberal Alliance jo også tilsluttet sig et helhjertet dansk engagement, som der står i aftalen.

Derfor kunne jeg godt bare tænke mig at spørge: Hvis man nu afholdt den afstemning om retsforbeholdet, som vi havde i 2015, igen, hvad ville Liberal Alliance så stemme?

Ordføreren.

Det er jo egentlig et spørgsmål, der omfatter lidt mere end bare retsforbeholdet, for hvad er et helhjertet EU-engagement? Er det, at vi skal skrive under på alt, hvad EU foreslår, bare fordi det kommer fra EU, eller må man godt være kritisk en gang imellem? Der mener vi jo, at EU skal have et snævert fokus, men et stærkt fokus, og jeg mener helt klart, at vi er helhjertede EU-tilhængere, men det betyder jo ikke, at EU bare skal have et eller andet carte blanche til at gå i alle mulige retninger i fremtiden. Det mener vi ikke.

Hvis jeg skal forholde mig lidt til det konkrete, så er det jo snart 10 år siden, at danskerne er blevet spurgt, og derfor vil vi jo heller ikke modsætte os, hvis der skulle være nogle, der ønsker en folkeafstemning igen. Men vores indstilling vil være, at der ikke er behov for at afskaffe vores retsforbehold; vi ser ikke, det er nødvendigt. Vi mener, at man på i hvert fald langt de vigtigste områder har mulighed for frivilligt at tilslutte sig de ting, som EU vedtager, uden at de skal tvinges ned over hovedet på os.

Spørgeren.

Tak for det. Det var sådan set en nyhed, at Liberal Alliance gerne vil bakke op om en afstemning. Det var en god nyhed.

Erkender ordføreren ikke, at Justitsministeriet lige har lavet en afgørelse om 30 sager – 30 vigtige sager om grænseoverskridende terrorisme, politisamarbejde og migrationsaftalen – hvor retsforbeholdet nu står i vejen, og at det ville være nyttigt at have en optinaftale, så vi mere fleksibelt og hurtigt kunne tilslutte os de aftaler, der gør en afgørende forskel, og i virkeligheden som et endegyldigt målt komme helt af med retsforbeholdet?

Ordføreren.

Jeg e jo enig i, at der nogle gange er ting, som EU gør bedre, end vi gør herhjemme. Jeg har tidligere spurgt ind til forordningen vedrørende kunstig intelligens, hvor jeg synes det er glimrende at der er en forbudskategori, der siger, at vi ikke må bruge ansigtsgenkendelse i reealtid. Der er også høje standarder for miljøkriminalitet, som vi jo heller ikke er direkte omfattet af i Danmark, fordi vi har et retsforbehold. Så der er helt klart mange ting, som vi kunne få tvunget ned over hovedet, som vi ville synes var fine nok, men pointen er bare, at vi gerne vil have lov til at kunne bestemme selv.

Tak for det. Den næste spørger i rækken er hr. Kim Valentin fra Venstre.

Tak, og tak til ordføreren for en god tale. Jeg kan jo forstå, at Liberal Alliance i Danmark er liberale og i EU er konservative. Det kan jo nogle gange være lidt svært at forstå den forskel for den almindelige dansker. Nu vil jeg give ordføreren en mulighed for at forklare forskellen.

Ordføreren.

Hvis jeg skulle prøve at vende den lidt den anden vej, kunne jeg jo sige, at Venstre udgiver sig for at være et liberalt parti i Danmark, men er en radikal gruppe i Europa-Parlamentet. Virkeligheden er jo den, at grupperne er brede. Der er plads til forskellige synspunkter. I EPP-gruppen er der liberale partier, og der er konservative partier. Vi ville så høre til den del, der er liberale. Jeg antager heller ikke, at ordføreren mener, at Donald Tusk er nationalkonservativ. Man bruger i hvert fald meget tid på at tale om, hvor godt det er, han er kommet til magten i Polen. Så jeg synes bare, man skal anerkende, at der er den her bredde, og at vi jo ikke ændrer politik, bare fordi vi sidder i Bruxelles, men at vi må indgå nogle kompromisser med de mennesker, vi sidder sammen med. Kompromisserne vil også skulle laves i Renew, men det vil bare gå mere i den modsatte retning.

Spørgeren.

Nu er det jo mig, der stiller spørgsmålene i den her sammenhæng. Men jeg vil godt give en lille forklaring alligevel, for både Radikale Venstre og Venstre er jo liberale, og Liberal Alliance kalder sig liberal. Kan jeg få et konkret eksempel på, hvorfor lige præcis EPP-gruppen for et liberalt parti er det rigtige?

Ordføreren.

Jamen der er mange grunde. De to grupper deler jo rigtig meget politik, så jeg synes jo heller ikke, at vi skal tale konflikterne op. Men vi er meget optaget af frit marked, vi er meget optaget af nærhedsprincippet, vi er meget optaget af, at virksomhederne har nogle ordentlige konkurrencevilkår. Og så medgiver jeg, at der på nogle andre spørgsmål er lidt større forskel på os og nogle af de andre partier i gruppen, men der må vi jo så kæmpe for at trække dem i vores retning.

Den næste korte bemærkning er til fru Marianne Bigum, SF.

Mange tak. Ordføreren var lidt inde på det her med overimplementering, og jeg ved godt, hvor ordførerens parti står i det spørgsmål, og jeg tror også godt, at ordføreren ved, at vi i SF faktisk ser, at overimplementering på visse områder, særlig det grønne område, kan være en konkurrenceparameter.

Jeg vil egentlig spørge ordføreren, om han anerkender, at vi begge er blevet rummet i vores europapolitiske aftale, som siger, at vi skal nedbringe omfanget af unødvendige byrder, der svækker vores virksomheders evne til at konkurrere globalt, ligesom at vi herhjemme skal undgå utilsigtet overimplementering. For jeg hørte en lidt anden udlægning af debatten tidligere, så jeg vil lige give ordføreren en mulighed for at præcisere det.

Ordføreren.

Jamen jeg synes sagtens, at den europapolitiske aftale kan rumme begge vores partier, og det er jo nok også derfor, at vi begge to er gået med i den.

Så har ordføreren jo ret i, at der står utilsigtet overimplementering, og det synes jeg er afgørende. For man kan jo godt på nogle punkter vælge fra dansk side, at vi gerne vil være endnu mere ambitiøse end det, andre lande vil, og derfor har vi mulighed for at gå længere i de spørgsmål. Men problemet er jo, hvis vi tolker et direktiv forkert og vi på den måde giver vores egne virksomheder en dårligere konkurrenceevne, for så er det andre landes virksomheder, der løber med sejren i den sidste ende.

Derfor er jeg jo generelt bekymret for overimplementering og glad for, at vi nu forsøger at undgå det.

Spørgeren ønsker ikke sin anden korte bemærkning. Den næste korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg har naturligvis også læst Avisen Danmark med interesse og især overvejet det her med, at Liberal Alliance jo forekommer at være et parti, der virkelig har en bølge i ungdommen. Altså, man ser jo på TikTok det ene unge menneske efter det andet få autografer, selfies, og hvad ved jeg, med hr. Alex Vanopslagh. Men Liberal Alliances Ungdom var jo sammen med Dansk Folkeparti dem, der anbefalede ikke at afvikle forsvarsforbeholdet.

Derfor kom jeg til at tænke på, om hr. Alexander Ryle og hr. Alex Vanopslagh måske med den her melding er kommet lidt ud af takt med ungdommen, den EU-kritiske ungdom. Hvilke refleksioner gør hr. Alexander Ryle sig egentlig over det?

Ordføreren.

Først og fremmest er jeg jo lidt overrasket over at høre, at hr. Morten Messerschmidt er på TikTok. Det var jeg ikke klar over, så jeg må hjem og følge dig.

I forhold til hvad Liberal Alliances Ungdom mener om forsvarsforbeholdet, er det jo nogle år siden, at jeg har været med sidst, men det er mit indtryk, at Liberal Alliances Ungdom faktisk er ret EU-positive. Det er rigtigt, at hvis man går nogle år tilbage, var de det ikke, men jeg tror faktisk, at de er fulgt med os fra at have størst fokus på det negative til nu også at have fokus på alt det, som EU gør godt.

Jeg er ikke sikker på, at jeg svarede på spørgsmålet, men ellers må spørgeren lige følge op på det.

Spørgeren.

Altså, det, der var noget af det opløftende, var jo, at Dansk Folkepartis Ungdom, Konservativ Ungdom, Liberal Alliances Ungdom og det daværende Nye Borgerliges Ungdom var jo enige om, at NATO var et bedre alternativ til at sikre forsvaret af Europa, og at det derfor var en dårlig idé at kunne sende danske soldater af sted på EU-mandater.

Normalt er Liberal Alliance jo et parti, som man ligesom forbinder med, at de lytter til ungdommen – det er noget med Daddy Cool og den slags ting – og så virker det bare påfaldende, da det ikke er mere end halvandet år siden, at man nu vælger at lave det her sceneskifte så at sige, hvor man går direkte imod ungdomstendensen.

Ordføreren.

Men der er jeg bare nødt til at sige, at forsvarssamarbejdet i Europa jo ikke er et alternativ til NATO, men det skal netop kunne løse nogle af de opgaver, som NATO ikke løser, og derfor skal vi jo være begge steder. Jeg synes, det er godt, at vi nu er en del af nogle af de missioner, som EU står for, men det betyder jo ikke, at vi vil melde os ud af NATO. Altså, vi mener, at vi skal være begge steder, og det tror jeg faktisk også at Liberal Alliances Ungdom gør nu. Men det vil jeg gerne tjekke op på.

Næste korte bemærkning er til hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Noget af det, der interesserer mig meget i Europa, er diskussionen om retsstatsprincipperne. Der har særlig Polen jo været højt på listen mange steder, og der har været meget kritik af, hvordan man har håndteret bl.a. dommerudnævnelser, udnævnelser inden for statsejede medier osv. Det har alt sammen givet anledning til en meget hård kritik fra EU-systemet.

Nu er man så i den situation, at ham, der vil være EU's golden boy, hvis man må sige det på den måde, har vundet valget i Polen og nu gør fuldstændig det samme som det parti, der tidligere havde magten. Hvordan ser Liberal Alliance på det? For jeg må sige, at derfra, hvor jeg ser verden, har det været forstemmende at se, at hvis man var skeptisk over for EU-samarbejdet, blev man truet på sine midler; så blev man modsagt, man blev truet med, at stemmeretten blev taget fra en, og alt muligt andet. Men når det er en, EU-systemet godt kan lide, så må man gerne blande sig i dommerudnævnelser; man må gerne blande sig i, hvem det er, der styrer de nationale medier osv.

Ordføreren.

Vi skal jo ikke gøre forskel på lande som Polen og Ungarn eller andre lande. Der skal være de samme høje standarder. Jeg må så indrømme, at jeg ikke sådan er superskarp lige på det der, for jeg har ikke, tror jeg, fulgt nok med. Men vi er jo nødt til at være lige så kritiske nu, som før der var et valg. Det skal jo ikke ændre sig, bare fordi der kommer en ny i præsidentstolen. Så ja, jeg tror, jeg vil lade det være mit svar, og så vil jeg lige læse op på det og så give et bedre svar bagefter.

Spørgeren.

Jamen det svar er jeg rigtig glad for, og det sætter måske også fingeren på et ømt punkt. For det fylder ikke noget i medierne mere, for nu er det jo de rigtige, der krænker retsstatsprincipperne. Nu er det dem, EU-systemet godt kan lide, der krænker retsstaten. Så er det ikke noget, der sådan rammer fladerne hos Danmarks Radio eller TV 2 eller andre indholdsløse mainstreammedier på EU-området.

Men det, jeg gerne vil vide, når det her show fortsætter i Polen efter europaparlamentsvalget og Liberal Alliance måske endda er repræsenteret i den gruppe, hvor Donald Tusks parti sidder, er, om man så, når man nørder stemmelister igennem, vil kunne se Liberal Alliance forfægte principperne, uanset om det er venner eller fjender, der sidder i regering i Polen?

Ordføreren.

Jeg håber, vi vil være lige så kritiske over for dem, der sidder i vores egen gruppe, som vi er over for alle andre. Det vil i hvert fald være mit udgangspunkt, at vi skal være det.

I forhold til Polen og det valg, der lige har været, tror jeg også bare det er vigtigt at sige, at det jo tager noget tid at lave tingene om. Når man har sat sig i stolen, skal man lige have lidt tid til at udføre nogle af de ting, man har på programmet. Derfor håber jeg også, at Polen retter op på det her af sig selv, og at vi ikke behøver at gå mere ind i det fremadrettet.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Alexander Ryle, Liberal Alliance. Næste ordfører er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Danmarksdemokraterne.

Tak til udenrigsministeren for redegørelsen – hvor han end gemmer sig, derovre. Når jeg kigger på redegørelsen fra i år, ligner den lidt den fra sidste år. Også i 2023 har vi været præget af krigen i Ukraine, en krig, som der desværre ikke lige nu ser ud til at være en ende på. Heldigvis har vi en bred opbakning i EU, og den nylige aftale om fortsat støtte er også rigtig vigtig. Man kan være bekymret for, at der opstår en vis træthed, hvis der ikke er synlige fremskridt, og der er det vigtigt, at vi sammen holder fast. Støtten fra EU til Ukraine bakker vi i Danmarksdemokraterne fuldt op om.

Regeringen har med en række partier indgået en europapolitisk aftale; en aftale, som sætter to streger under et helhjertet engagement i EU; en aftale, som siger, at Danmark skal gå aktivt ind i at gøre EU klar til udvidelsen. Når jeg læser redegørelsen og aftalen, får jeg et billede af en regering, der både vil arbejde for et bredere EU med udvidelse og et dybere EU med endnu mere integration og tættere samarbejde.

Jeg kan sagtens se perspektivet i en udvidelse i et sikkerhedspolitisk perspektiv. Jeg kan også se nogle meget, meget lange tidsperspektiver, når optagelsen bindes op på opfyldelsen af Københavnerkriterierne. Det er helt centralt for at muliggøre optagelse, at kriterierne følges. Her kan jeg blive ganske bekymret, når jeg hører italesættelsen af udvidelsen. Men jeg håber, at ministeren vil bekræfte, at Københavnerkriterierne ikke kan fraviges.

Men selv om de opfyldes, vil en udvidelse give store, store udfordringer. Derfor er der også beskrevet en vej med flertalsafgørelser på afgrænsede dele af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Måske kan ministeren også uddybe, hvilke områder der tænkes på her. I Danmarksdemokraterne ønsker vi ikke flere flertalsafgørelser. Vi ønsker at fastholde landenes selvstændighed.

Når jeg læser både redegørelsen og den europapolitiske aftale, er der noget, der ikke helt hænger sammen. For hvis man både vil udvide med nye lande og uddybe samarbejdet mellem de eksisterende lande, kan jeg ikke se andet, end at det vil medføre et EU i flere tempi. Måske kan ministeren forklare mig, om det ikke bliver nødvendigt med et valg af, hvor EU vil hen. Skal vi optage mange flere lande, være meget bredere, eller skal det nuværende EU-samarbejde være tættere og dybere? Eller er der nogen, der tror, man kan gøre begge ting på en gang?

Blot for klarhedens skyld vil jeg lige nævne, at vi i Danmarksdemokraterne gerne ser et EU-samarbejde, som fokuserer på de fælles ting. For os er det vigtigt, at EU koncentrerer sig om de fælles ting – det kan være støtte til Ukraine, det kan være fælles energiforsyning osv., kort sagt det, der relaterer sig primært til det indre marked. Det er også rigtig godt at arbejde med fælles forsyningssikkerhed på alt lige fra fødevarer til mikroplast til medicin. Vi skal sammen imødegå en afhængighed af Kina.

Vi skal være fælles om klimapolitikken. Det forekommer absurd, når vi ser på landbruget og CO2-afgift her i landet, uden at det er fælles for EU. Lige nu ser vi voldsomme protester i flere EU-lande, som ser ud til at medføre, at de lande ændrer på deres regler og deres rammer. Det giver jo ikke mening, hvis vi strammer reglerne for landbruget i Danmark, hvis vi så bare får flyttet vores produktion til andre lande. Det gælder jo specielt, når vi har reelt har et supereffektivt landbrug i Danmark, som faktisk ønsker at være med i et konstruktivt samarbejde om den grønne omstilling.

Derfor mener vi også, det er vigtigt, også for legitimiteten af hele EU-projektet i befolkningerne, at der ikke indsniges regler om ting, som ikke nødvendigvis skal gøres i fællesskab. Det er vigtigt at fastholde, at nationalstaterne skal have så meget selvbestemmelse og suverænitet som muligt. I Danmarksdemokraterne ønsker vi en klarere grænse mellem, hvor EU har kompetencen, hvor EU kan blande sig, og hvor EU ikke har kompetencen og ikke skal blande sig. EU bør ikke bruge ressourcer på at blande sig på de områder, hvor de faktisk ikke har kompetencen.

Til sidst har vi migrantsituationen. I redegørelsen henviser ministeren også til, at antallet af asylansøgere i visse medlemslande i 2023 var på niveau med det i 2015 og 2016. Det er virkelig bekymrende. Det, vi har brug for, er naturligvis, at regeringen tager fat og får løst udfordringen med etablering af et modtagecenter uden for EU, som regeringen selv har beskrevet i regeringsgrundlaget. Jeg savner derfor i redegørelsen en klar beskrivelse af, hvor langt regeringen er kommet med modtagecenteret, og hvilke planer regeringen har for at få det opfyldt. Jeg ser frem til at høre ministerens svar og kommentarer hertil. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg var rigtig glad for at høre hr. Jens Henrik Thulesen Dahls betragtning om, at medlemslandene skal bestemme så meget som muligt. Det går jeg så også ud fra gælder i forhold til f.eks. pirater og den slags, og der noterede jeg mig bare tidligere i dag, at hans parti stemte imod Dansk Folkepartis forslag om, at pirater, såfremt vores fregatter, når de er ude for at jage pirater, finder dem, så ikke skal havde opholdstilladelse på grund af internationale forpligtelser fra EU osv.

Så hvorfor stemmer hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, hvis han her står og siger, at Danmark skal bestemme så meget som muligt, nej til sådan et forslag?

Ordføreren.

Jamen problemet i det forslag fra Dansk Folkeparti er jo sådan set, kan man sige, løst i den måde, det håndteres på.

Spørgeren.

Det føler jeg mig ikke helt overbevist om. Altså, der er lige kommet en pirat fra Nigeria til Danmark – jeg tror, han kaldes Lucky, jeg ved ikke helt, hvad han rigtigt hedder – som de fleste herinde jo sådan set er uenige i bør have opholdstilladelse i Danmark, men på grund af internationale aftaler giver man ham det alligevel. Og når ordføreren står og siger, at Danmark skal bestemme så meget som muligt, hvorfor stemmer man så ikke for Dansk Folkepartis forslag om at trodse det internationale, sådan at pirater og Danmarks fjender generelt ikke får lovligt ophold? Jeg forstår ikke, hvordan man kan mene begge ting på samme tid.

Ordføreren.

Helt grundlæggende mener vi selvfølgelig, at Danmarks suverænitet skal fastholdes. Men vi mener også, at vi skal leve op til de rammer og regler, som er internationalt, og det betyder, at det retter vi ind efter, og at vi så løser problemerne derude i verden, hvor de opstår.

Den næste korte bemærkning er til hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Jeg må indrømme, at jeg ikke forstod noget af det svar, det gjorde jeg simpelt hen ikke. Men jeg skifter emne. Jeg vil gerne gå tilbage til ordførertalen, hvor ordføreren i sin tale nævnte en udvidelse med nye EU-lande. Jeg vil gerne høre Danmarksdemokraternes ordfører, om man vil give et løfte til danskerne om, at man i den kommende europaparlamentsperiode – vi går jo til valg her til forsommeren – hvis man opnår valg til Europa-Parlamentet, så ikke kommer til at stemme for en optagelse af muslimske lande i EU. Er det et løfte, man vil give danskerne?

Ordføreren.

Det er et løfte, jeg ganske klart kan give her og nu. Det er helt sikkert. Vi ønsker helt grundlæggende ikke, at der skal mere udvidelse til, og der vil ikke komme en udvidelse med vores stemmer i den næste periode.

Spørgeren.

Der er altså ingen udvidelser, heller ikke fra Vestbalkan? Det er punkt 1. Punkt 2 er, hvordan man vil stille sig i forhold til den diskussion om budget, der jo vil rejse sig på et eller andet tidspunkt. Kan man fuldstændig klart garantere, at man ikke vil acceptere et voksende EU-budget næste gang?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at det kan komme lidt an på, hvad det er, pengene skal bruges til. Hvis vi står i en situation, hvor vi har brug for flere midler, f.eks. i forbindelse med at understøtte Ukraine, så vil jeg ikke kunne sige, at vi ikke kunne finde på at finde flere midler. Men bortset fra det er vi sådan set meget overbeviste om, at EU's budget er så rigeligt i forvejen, og at der vil være masser af muligheder for at omprioritere og omstrukturere inden for de rammer, der er.

Så bortset fra nogle helt konkrete eksempler som f.eks. Ukraine vil jeg godt garantere, at vi ikke er med til at øge budgetterne i EU.

Den næste korte bemærkning er til hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

En række ordførere i salen i dag har jo været positive over for passerellebestemmelsen. Hvad er Danmarksdemokraternes holdning til det?

Ordføreren.

Vi ønsker helt grundlæggende ikke flere flertalsafgørelser. Altså, det er helt centralt, at vi holder fast i landenes suverænitet og landenes mulighed for at sige til og fra i forhold til EU og i forhold til de ting, der foregår. Så vi ønsker ikke flere flertalsbestemmelser.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Danmarksdemokraterne. Den næste ordfører er hr. Niels Flemming Hansen, Det Konservative Folkeparti.

Mange tak for det, formand, og tusind tak for redegørelsen. Der er jo ingen tvivl om, at vi står i en tid, der er præget af en anspændt geopolitisk situation og vedvarende konflikter i Europa. Året 2023 har været en prøve for EU, hvor vi har måttet håndtere udfordringer lige fra krigen i Ukraine til følgevirkningerne af Hamas' terrorangreb og Israels militære aktioner i Gaza. Vi har den 15. december 2023 indgået en vigtig europapolitisk aftale med et bredt spektrum af Folketingets partier. Denne aftale er formet af den nye geopolitiske virkelighed, der omgiver os, og vi befinder os i en tid, hvor det kræver stadig mere af som EU geopolitisk aktør at håndtere de historisk vanskelige udfordringer og kriser, der præger vores del af verden.

Krigen i Ukraine har krævet vores opmærksomhed og handling i EU. EU er fortsat med at yde substantiel militær, civil og humanitær støtte til Ukraine, og vi er klar over, at denne konflikt forventes at trække ud. Derfor har vi fokuseret på udviklingen af sikkerhedstilsagn, der kan støtte Ukraines evne til at forsvare sig på lang sigt. Samtidig er sanktionsregimet blevet opretholdt, og Det Europæiske Råd vedtog i december den 12. sanktionsrapport mod Rusland siden februar 2022. Jeg kan sige fra Det Konservative Folkepartis side, at vi, som jeg tror vi har sagt tidligere, bliver ved, til solen brænder ud.

I en historisk beslutning har Det Europæiske Råd besluttet at indlede optagelsesforhandlinger med Ukraine og Moldova. Dette er et afgørende skridt og et klart signal om disse landes tilhørsforhold til den europæiske familie. Dette nye momentum i udvidelsesprocessen kræver også drøftelser om tilpasninger af EU for at være klar til udvidelsen, herunder tilpasninger af budgetter og sektorpolitikker. Vi står over for en klar styrkelse af EU's langsigtede konkurrenceevne og teknologiske styrkepositioner, forsyningssikkerhed og resiliens.

I denne tid med geopolitiske udfordringer er det afgørende at fastholde en konservativ tilgang og stå fast på vores værdier og styrke vores position i konkurrencen. Vi skal opretholde fokusset på de ting, vi gør bedre sammen, og de ting, vi gør bedst hver for sig, skal vi gøre individuelt i landene. Vores fokus skal ligge på at sikre vores europæiske uafhængighed af nationer, der ikke vil os det godt. Det kan være på klimaområdet. Det er jo det, der på christiansborgsk hedder strategisk autonomi og handler om økonomisk sikkerhed og klog handelspolitik. Vi skal styrke EU's evne til at handle med beslutsomhed og forsvare vores interesser på den internationale scene.

Lad os arbejde sammen for at opbygge et stærkere og mere konkurrencedygtigt og sikkert EU. Lad vores beslutninger være præget af konservatismens principper, der sikrer stabilitet, tradition og respekt for vores værdier. Vi står over for udfordringer, men med vores tilgang kan vi forme en fremtid, der bevarer vores europæiske arv og sikrer vores borgere fred, sikkerhed og velstand. Vi er naturligvis positive over for redegørelsen. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til hr. Kim Valentin, Venstre.

Tak til ordføreren for en aldeles glimrende ordførertale. Jeg har et lille spørgsmål, og det handler om, at vi i Europa jo har tre sektioner, der, hvad skal man sige, styrer konstitueringerne, og det er socialdemokraterne, konservative og liberale. Ofte er der jo rimelig stor forskel på, hvad konservative og liberale vil. Er det også ordførerens opfattelse?

Ordføreren.

Ja, det kan det da i hvert fald til tider godt være.

Spørgeren.

Nu har vi så set, at der har været en udvikling i Danmark, idet at vi har et liberalt parti, Liberal Alliance, som påtager sig en konservativ rolle i EU. Kan ordføreren forklare, hvad det vil betyde for en konservativ gruppe at få et stærkt liberalt parti ind? Vil man så kæmpe imod dem på liberale værdier?

Ordføreren.

Vi vil kæmpe for vores konservative værdier i EPP-gruppen og benytte os af den indflydelse, vi har ved at sidde dernede. Hvis EPP-gruppen vælger at optage et stærkt liberalt parti, vil det jo være sådan, at de gør det. Vi vil ikke kæmpe imod det, fordi vi egentlig synes, at det er vigtigt med så meget dansk indflydelse som muligt på, hvad der foregår i EPP-gruppen, som er den største gruppe i Europa-Parlamentet. Men vi er da glade for, at det er os, der sidder der.

Den næste korte bemærkning er til hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Nu er det jo interessant, fordi det er Det Konservative Folkepartis spidskandidat til europaparlamentsvalget, der står på talerstolen. Jeg kunne godt tænke mig at vide: Hvis hr. Niels Flemming Hansen bliver valgt til Europa-Parlamentet her i forsommeren og træder ind i EPP-gruppen, vil hr. Niels Flemming Hansen så bløde op på den cordon sanitaire, der har været anvendt over for højrefløjsgrupperne, altså den karantæne, man har underlagt de to grupper, særlig den ene højrefløjsgruppering, eller hvad har man tænkt sig? Hvad er indstillingen til det fra Det Konservative Folkeparti i Danmark?

Ordføreren.

Fra Det Konservative Folkepartis side i Danmark ønsker vi jo, at alle skal have taletid og ret til at tale. Så det er der, hvor vi er på det punkt. Det, som ordføreren også spørger om, går jeg ud fra, er måske lidt forholdet til Orbán og den europapolitiske aftale, der er lavet, hvor vi jo netop er gået med og har sagt, at når vi taler om flertalsafgørelser, vil vi gerne være med til at kigge på det i forhold til sanktioner og i forhold til menneskerettigheder.

Spørgeren.

Altså, Orbán er en anden diskussion. Jeg er bare interesseret i at høre, om man, når valget overstået, som tidligere vil se EPP-gruppen vende ryggen til de to højrefløjsgrupperinger i forhold til hellere at ville samarbejde med socialister, kommunister, grønne og radikale. Det er spørgsmålet fra mig, altså hvilken vej man vil kigge.

Skal jeg forstå det sådan, at hr. Niels Flemming Hansen vil bekræfte, at han efter valget, hvis hr. Niels Flemming Hansen bliver medlem af Europa-Parlamentet og der i Europa-Parlamentet eksempelvis er lavet en fordeling af udvalgsposter efter den d'Hondtske metode eller efter den fordelingsmodel, der nu engang er, så vil gå ned i udvalgene og stemme ja til kandidater, der måtte komme fra f.eks. Dansk Folkepartis gruppe eller en anden gruppe, hvis det er det, modellen tilsiger, eller vil man underlægger os karantæne?

Ordføreren.

Som udgangspunkt ser jeg personligt ingen grund til at underlægge partier som Dansk Folkeparti en karantæne.

Den næste korte bemærkning er til hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det, og også tak fra mig for en god og engageret europapolitisk tale. Der var jo en tidligere og i øvrigt, synes jeg, fremragende dansk statsminister, der hed Poul Schlúter, som kom for vare at udtale, at unionen var stendød, hvorefter den få uger eller måske måneder senere genopstod som Den Europæiske Union. Derfor vil jeg godt høre den konservative ordfører, om en ny traktat er stendød.

Ordføreren.

Altså, ordføreren her ser ikke som udgangspunkt noget behov for at lave en ny traktat. Vi mener sådan set, at den, der ligger, ligger fornuftigt.

Spørgeren.

Så er mit spørgsmål, om ordføreren med den udtalelse ikke frygter, at den fejl, som den tidligere statsminister Poul Schlüter begik, kan komme til at ske igen, nemlig at vi ligesom glemmer at fortælle befolkningen, at der er noget stort på vej, at vi benægter det, indtil den dag, det står der, og at det vil komme til at ramme os alle sammen som en boomerang. Frygter ordføreren ikke, at det kan ske, hvis ikke vi går i gang med at tale om det?

Ordføreren.

Nej, det frygter jeg ikke, i og med at vi jo altid debatterer EU-politik, i hvert fald i den kreds, vi er her, og der diskuterer vi jo også i traktaten eller en eventuel fornyelse af traktaten. Jeg ser bare ikke behovet for det lige nu.

Næste korte bemærkning er til fru Marianne Bigum, SF.

Mange tak, og tak for talen. Ordføreren nævner, at ordføreren og Konservative vil arbejde for, at det skal være tradition og konservative værdier, der ligesom kendetegner EU-samarbejdet, og så vil jeg bare lige spørge ind til den grønne omstilling. For herhjemme oplever jeg jo faktisk De Konservative som værende en rigtig, rigtig god partner i den grønne omstilling, i at få lavet nye forretningsmodeller, i at lave naturbeskyttelsestiltag og de her ting og i at se mulighederne, der er for et nyt og grønnere erhvervsliv. Det står lidt i kontrast til EPP-gruppens ageren på den grønne dagsorden. Så jeg vil egentlig høre, hvordan ordføreren forestiller sig sådan et samarbejde kommer til at være, og hvordan ordføreren vil sikre, at det grønne ikke ligger stendødt i unionen efter næste valg.

Ordføreren.

Jeg kan sige, at denne ordfører er meget optaget af, at der er en meget præcis linje mellem, hvad der foregår i Det Konservative Folkeparti i Danmark, og hvad der foregår i Det Konservative Folkeparti i EPP-gruppen. Det bliver en til en alignet. Jeg har ikke noget stort behov for at skulle være en kæmpe chef i EPP-gruppen. Jeg har et stort behov for, at vi netop tager den konservative politik fra Danmark med til EU.

Så er næste korte bemærkning til hr. Alexander Ryle, Liberal Alliance.

Nu har ordføreren og jeg siddet sammen i Europaudvalget i lidt over et år, og jeg kan sige for mit eget vedkommende, at jeg har en opfattelse af, at vi, for så vidt angår langt størstedelen af de emner, vi har debatteret, jo faktisk mener meget det samme, og at vi har stemt meget ens. Så jeg vil høre, om ordføreren deler den opfattelse, og om ordføreren måske også er enig i, at den konflikt, som nogle partier prøver at tegne op mellem os, egentlig også er stærkt overdrevet.

Ordføreren.

Hvis jeg husker tallene korrekt, tror jeg, Konservative har bakket regeringen op i 12 pct. flere tilfælde, end LA har. Jeg vil sige, at det ikke er ret meget, og derfor har ordføreren jo ret. Jeg ser heller ikke den store konflikt i, at LA har søgt ind i EEP-gruppen. Det eneste, jeg kan forholde mig til, er, at vi sidder der og dermed er en afgørende stemme dér. Hvis der skulle komme flere danske partier ind, synes jeg, man skal kigge med venlige øjne på det, hvis EPP gruppen ellers ser sådan på det.

Næste korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg glæder mig selvfølgelig også over at høre betoningen af konservative værdier i ordførerens tale. Nu er ordførerens parti jo et af dem, som siden helt tilbage til 1972 har stemt for samtlige trakter, og jeg er med på, at hr. Niels Flemming Hansen jo ikke på den måde har personlige erfaringer, professionelle erfaringer som sådan helt tilbage fra Danmarks medlemskab. Og dog alligevel. Er der egentlig nogen områder, hvor man fortryder? Er der noget i en af traktaterne måske, Maastricht, Amsterdam, Nice eller helt tilbage til Romtiltrædelsen? Er der nogen områder, hvor man med det nationalkonservative bankende hjerte siger: Der gik vi alligevel for langt?

Ordføreren.

Det er i hvert fald ikke noget, jeg kan komme i tanke om på stående fod.

Så er den næste korte bemærkning til hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Hvad er Det Konservative Folkepartis holdning til flere flertalsafgørelser i EU?

Ordføreren.

Der beklager jeg, hvis jeg simpelt hen ikke har udtrykt mig klart nok til den tidligere spørger. For det er rigtigt, at vi har lavet en europapolitisk aftale, hvor vi netop lufter tanken om, at flertalsafgørelser på menneskerettigheder og på sanktioner er noget, vi kan se os selv i. Resten af stederne har vi meget, meget svært ved at se os selv i det.

Spørgeren.

Det vil sige, at Det Konservative Folkeparti støtter flere flertalsafgørelser og dermed risikerer at minimere Danmarks indflydelse i EU?

Ordføreren.

Vi støtter flertalsafgørelser på sanktioner og på menneskerettigheder, i forhold til at der ikke skal være nogen, som kan blokere for vores støtte til Ukraine eller andre ting.

Så er der ikke ønsker om flere korte bemærkninger. Tak til hr. Niels Flemming Hansen, Det Konservative Folkeparti. Næste ordfører er hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det, formand. Tak til udenrigsministeren for en meget fin redegørelse, og tak til alle i salen for et godt samarbejde, i hvert fald dem, der gik med i den europapolitiske aftale. Det er jo meget passende, at vi står her og diskuterer redegørelsen på den dag, hvor Europa-Kommissionen samtidig fremlægger et nyt ambitiøst mål på klimaområdet. Redegørelsen beskriver jo, hvordan vi nu har fået forhandlingerne om lovforslagene i »Fit for 55«-pakken afsluttet, og nu kommer vi til det næste. Om det skal hedde Next to 90, eller hvad det skal hedde, må vi se, men det er i hvert fald et mål om, at vi skal nå op på en 90-procentsreduktion. EU går i den grad foran på klimaområdet internationalt og også i de internationale forhandlinger, og det skal vi anerkende. Men der er lang vej igen, før vi er på plads med den klimapolitik, som så kan nå de ambitiøse mål, og det har EU's Klimaråd så, som fru Marianne Bigum også var inde på, i den grad sat fokus på. Det gælder også den nylige udtalelse, de er kommet med. Vi skal øge hastigheden af reduktionerne til det dobbelte, hvis vi skal nå i mål i 2030, og vi skal fortsætte med den hastighed og i virkeligheden øge den til 2040. Så der er brug for at øge indsatsen for landbrug, transport, bygninger, arealanvendelse, og vi skal virkelig nu starte forberedelsen af en ny EU-landbrugspolitik, der for alvor integrerer klima og miljø, for ellers kommer vi ikke i mål. Der håber vi, at regeringen også har høje ambitioner. Det er nogle forhandlinger, som i virkeligheden er startet. De er i hvert fald gået lige så langsomt i gang, de første forberedende øvelser, og der skal vi stå stærkt og samlet i EU om en ny landbrugspolitik, der også kan styrke indsatsen for klimaet.

Der er fokus på udvidelsen i redegørelsen, og vi er jo i Radikale Venstre rigtig glade for, at vi efter års udvidelsestørke nu for alvor er kommet i gang, både med Vestbalkan, Moldova, Georgien, Ukraine. Endelig sker der noget, for det er udvidelsen, der i høj grad også er EU's berettigelse, nemlig at samle og forene et Europa, der engang var i krig, til et Europa for fred. Men vi er bekymret for, at vi ikke er klar til den udvidelse, og derfor ser vi positivt på at begynde diskussionerne om en ny traktat. Jeg anerkender fuldt, at vi i den europapolitiske aftale blev enige om, at der for nuværende ikke var brug for en ny traktat, men jeg noterer også, at det er indtil flere måneder siden, vi var enige om det, så jeg vil forbeholde mig retten til at mene, at vi i dag i langt højere grad ser behovet for en ny traktat. Og vi har jo set Europa-Parlamentets aftale, ganske vist med ikke kun et lille flertal, og i den er der en række forslag til traktatændringer, der vil styrke Europa-Parlamentets egne kompetencer, hvilket måske ikke er så overraskende, men også EU's kompetencer på områder, hvor vi har brug for det: klima, sundhed, forsvar og hele spørgsmålet om kvalificeret flertal. Jeg ønsker ikke, at vi igen skal komme i en situation, hvor den nye traktat kommer som en overraskelse for danskerne med et negativt resultat til følge. Jeg ønsker, at vi starter den debat og dialog hurtigt, fordi, som udenrigsministeren klogt har sagt det, det vil være bøvlet og tage lang tid, og dermed er det jo netop på høje tid, at vi går i gang.

Vi ønsker også, at vi styrker indsatsen for, som vi har skrevet i den europapolitiske aftale, at sikre, at de lande, der nu står på spring, kommer hurtigere over barren. Jeg håber, at regeringen – og jeg noterede en vis positiv indstilling til forslaget fra statsministeren – vil tænke tilbage til 1990'erne og Mifresta-aftalen, og dengang der var krig i Europa og miljøproblemerne tårnede sig op, hvor man øgede den samlede danske finansiering. Og det var jo netop i lyset af en situation med krig i Europa, at man engagerede sig langt stærkere, og jeg håber også, at regeringen her vil sætte ekstra penge af til at bakke op om den europæiske udvidelse og den meget vigtige proces, vi står foran.

Jeg håber også, vi her blandt partierne kan gøre lidt sammen. Vi har jo alle sammen noteret, at Dansk Institut for Partier og Demokrati måske står i en lidt svær situation, og jeg vil gerne her i dag komme med en opfordring til, at vi blandt alle Folketingets partier og i hvert fald måske blandt Renewpartierne, hvis vi kunne enes om det, gik sammen og styrkede vores engagement i samarbejde med de partier, som er i de lande, som nu søger udvidelse i EU. Jeg mener, det ville tjene os godt, at vi også der gav et bidrag til at gøre dem klar.

Jeg læste for en del år siden en bog om demokrati af Thomas Carothers, der beskrev de politiske partier som det svageste led i vores demokrati, og det er det svageste led i utrolig mange lande og også i nogle af de lande, der nu står på spring til EU. Så måske skulle vi gå sammen under Dansk Institut for Partier og Demokrati og prøve at se, om ikke vi kunne styrke indsatsen og samarbejde med de partier i de lande, der nu står på spring til EU. Det kunne være et konkret forslag, og det kunne være vores lille bidrag blandt partierne til at sørge for, at de kan komme hurtigere over baren.

Vi er også optagede af retsforbeholdet og af, hvordan det i stigende grad står i vejen for vores helhjertede deltagelse i det europæiske samarbejde, og vi ser, hvordan sagerne tårner sig op, at vi potentielt kan risikere at ryge helt ud af Dublinsamarbejdet, når nu man skal implementere en solidaritetsmekanisme, som regeringen i hvert fald har ytret sig skeptisk over for, og der står vi potentielt i en situation, hvor vi kan forlade en del af det helt afgørende samarbejde på migrationsområdet.

Vi har set det, når det gælder terrorbekæmpelse, hvor vores justitsminister også til Europaudvalget har udtalt, at han ikke kan udelukke, at forbryderne slipper væk, som han sagde det, som følge af at den udveksling af oplysninger mellem politi og vores myndigheder i forbindelse med bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet kan gå langsommere og dermed komme til at risikere, at netop forbryderne slipper væk.

Så vi ser de her udfordringer tårne sig op, og derfor ønsker jeg, at vi også der starter en debat om, hvorvidt vi igen kan spørge danskerne til råds, om ikke de med den meget skærpede trusselssituation, vi står over for, den verden, vi lever i, behovet for et Europa, der står sammen, skulle gå fuldt og helhjertet ind, også når det gælder det retspolitiske samarbejde. Det er en samtale, som vil tage tid, og derfor mener jeg også, at det er på tide, at vi går i gang med den.

Vi er bekymret over nogle af de formuleringer, der er, og noget af det, der sker. Der deler jeg sådan set lidt den bekymring, som hr. Alexander Ryle også luftede fra talerstolen omkring den strategiske autonomi og den stigende protektionisme, man kan læse ud af nogle af de forslag, der kommer, og nogle af de debatter, der sker i det europæiske, og som også bliver beskrevet her i »Europapolitisk aftale«. Derfor vil jeg også helt som Liberal Alliance opfordre til, at Danmark kaster sig ind som et lille åbent land i kampen for øget frihandel og også i kampen for, at vi styrker de europæiske landes frihandelsaftaler med andre lande.

For en del år siden skrev jeg en lille bog, der hed »Fra Nordkap til Kap det Gode Håb« og den bog handlede om, hvordan vi skulle skabe en vision for et frihandelsområde, der netop gik fra Nordkap og helt til Kap det Gode Håb. I vores stærke strategiske interesse for et stærkere samarbejde med Afrika kunne det være en vision, som kunne genskabe den samtale med de afrikanske lande, som vi har så hårdt brug for. For The Global Gateway Africa-initiativet har jo stadig væk en række mangler i sig, og der er brug for at gøre mere.

Endelig vil jeg sige, at på forsvarsområdet er vi glade for, at vi er kommet med. Vi er glade for, at vi nu kan styrke samarbejdet i det nordiske med svenskerne og finnerne i Europa. Vi er glade for, at vi ser et stærkere forsvar på en række områder, men vi ønsker også her, at Danmark går mere helhjertet ind i det europæiske forsvarssamarbejde, f.eks. ved at tilslutte sig en stribe af de missioner, EU-missioner, som der er etableret og bliver etableret. De militære og civile missioner rundtomkring i lande i verden skal vi stå sammen om i Europa. Vi håber herunder også, at den fregat, vi nu har udsendt til Det Røde Hav, kommer ind under den samlede EU-mission.

Den første korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere om, hvad det er for nogle militære missioner, som hr. Christian Friis Bach tænker at Danmark skulle deltage i, og måske også lidt mere om, hvilke sanktioner man kunne indføre. Hvordan ville hr. Christian Friis Bach f.eks stemme, hvis der kom et forslag om at lave sanktioner imod de houthikontrollerede områder i Yemen?

Ordføreren.

Jeg noterer mig jo, at der er lagt et meget hårdt pres på houthierne, og at vi har udsendt et defensivt bidrag i Det Røde Hav, som skal dæmme op for de uacceptable angreb, de udfører på skibene i området. Jeg noterer mig også, at kimen til at få de angreb til at forsvinde og kimen til at få spændingerne Mellemøsten til at dæmpe sig, ligger i en våbenhvile i Gaza. Den ligger også i, at man får nødhjælp ud til den civilbefolkning, der er i Gaza. Hvis vi sikrer det, stopper houthierne deres angreb. Jeg håber spændingerne i Mellemøsten aftager, og jeg håber, at civilbefolkningen i Gaza får den hjælp, de har brug.

Spørgeren.

Det må være noget, hr. Christian Friis Bach har drømt. Årsagen til, at vi har de konflikter, vi har, både i Det Røde Hav og i Gaza og alle de steder, hvor Iran kontrollerer, er jo, fordi Bidenadministrationen i en fuldstændig blind tro på, at diplomatiske løsninger kunne håndtere tingene, valgte at løfte de sanktioner, som den tidligere administration har gennemført. Derfor er det jo relevant at spørge, om hr. Christian Friis Bach og hans parti – specifikt i forhold til Yemen og den måde, man i dag kan investere i forskellige ting på, f.eks. landbrugsproduktion, og på den måde holde hånden under de her terrorister i houthibevægelsen – ville stille sig, hvis man i EU foreslog at lave sanktioner, som er det eneste, de her regimer har respekt for, nemlig at man tager pengene fra dem. Hvordan har hr. Christian Friis Bach det med at tage pengene fra terroristerne i Yemen?

Ordføreren.

Der er indført sanktioner imod individuelle houthier, som er ansvarlige, og den linje synes jeg bestemt, man skal forfølge, hvor man gør enkeltindivider ansvarlige for de angreb, lige som man har set det med Rusland, hvor vi også er gået efter enkeltindivider, der er ansvarlige for krigen i Ukraine. Det samme synes jeg man skal gøre omkring Yemen i det omfang, man kan se individer, som er ansvarlige for angrebene. Indfører man generelle sanktioner mod hele houthibevægelsen, vil det være umuligt at drive nødhjælp; det vil være umuligt for FN at operere, og det vil være umuligt at hjælpe de 20 millioner yemenitter, som har hårdt brug for hjælp.

Så er det hr. Alexander Ryle, Liberal Alliance.

Ordføreren var i sin tale inde på landbrugsstøtten, og det var lidt uklart for mig, om ordføreren mener, at landbrugsstøtten skal afskaffes, eller om det mere handler om, at landbrugsstøtten skal til at være klimastøtte i stedet for landbrugsstøtte. Så har jeg siddet og googlet lidt, og jeg kunne ikke finde noget fra nogen af dine nuværende kollegaer, men jeg kunne finde fru Karen Melchior, som siger, at landbrugsstøtten desværre udgør en tredjedel af EU's budget – en kæmpe post, kalder hun det. Så hvad er Radikales holdning til landbrugsstøtten – skal den afskaffes?

Ordføreren.

Altså, jeg brugte det meste af min ungdom, op igennem 1990'erne, på at kæmpe med EU's landbrugsstøtte, fordi den i den grad var skadelig og førte til overproduktion og overskudslagre og forvridning af de internationale markeder. Landbrugsstøtten er jo blevet meget mere multifacetteret og sætter i dag fokus på mange ting – landdistriktsudvikling, naturbevarelse og biodiversitet – og vi skal i stigende grad have klimahensynet integreret i EU's landbrugspolitik. Det er helt afgørende. Og så skal vi til at se på at udfase landbrugsstøtten; især skal de allerstørste industrielle landbrug, der nu findes, i stigende grad kunne operere på frie markedsvilkår, og der er brug for, at vi laver en plan for det. Det kan ikke ske hurtigt, fordi landbrugsstøtten jo er kapitaliseret i jorden, og så vil landbrugene gå fallit, men vi skal lave en langsigtet plan for en udfasning af landbrugsstøtten til store dele af det industrielle landbrug, ja.

Spørgeren.

Hvis ordførerens parti i samarbejde med os andre lykkes med at afskaffe landbrugsstøtten, mener ordføreren så stadig, at der er behov for, at prisen for EU-medlemskabet skal stige, eller vil den omkring en tredjedel af EU's budget, som man ville frigive, være nok til at finansiere det, som Radikale Venstre gerne vil med det europæiske samarbejde?

Ordføreren.

Jeg kan ikke se noget tegn i fremtiden på, at vores EU-finansiering skal falde, tværtimod, med flere lande med større udfordringer, med udfordringer i forhold til sundhed, forsvar, klima. Der bliver meget store udfordringer, og vi sidder i Europaudvalget uge efter uge og bakker op om et stærkere engagement fra EU's side og nye initiativer for at løse de store kriser, verden står i. Og der bliver brug for øget finansiering; det er vi ikke bange for at sige.

Næste korte bemærkning er til fru Karin Liltorp, Moderaterne.

Tak for det. Nu har jeg jo hørt ordføreren flere gange nævne, at han ikke er bange for at kigge på muligheden for traktatændringer. Mit spørgsmål er sådan helt oprigtigt, og der er ikke noget drilleri i det, men da vi var på et fælles møde i EU, var der jo en ekskommissær, der advarede mod de her traktatændringer, netop på grund af frygten for, at det kunne risikere at destabilisere EU, fordi det kunne være svært at få det stemt igennem i landene rundt omkring. Gør de advarsler indtryk på ordføreren?

Ordføreren.

Ja, det gør de. Og derfor mener jeg også, at hvis man skal lave traktatændringer, er det noget, man skal tale om i rigtig lang tid og forberede utrolig grundigt. For det er jo rigtigt, at vi nu ser højrenationale bevægelser vinde frem rundtomkring i Europa – og nogle af dem i protest mod EU. Vi ser lande, som kommer skrøbeligt ind i et samarbejde og måske har brug for at finde deres fodfæste, før de kan gå videre. Så jeg erkender fuldt ud, at det også vil være en vanskelig proces; men jeg vil til gengæld sige, at det netop er grunden til, at man skal tale rigtig lang tid om det og analysere det grundigt igennem.

Nu har Europa-Parlamentet startet en proces, og jeg vil sige, at processen faktisk startede i 1992, hvor Jacques Delors fremlagde en rapport og sagde, at et EU med 35 lande ville kræve grundlæggende traktatændringer. Det var en rapport, som den danske regering tilbage i 1992 krævede tilbagekaldt – det blev den ikke. Den ligger på bordet endnu, og der er stadig væk brug for de tanker.

Fru Karin Liltorp ønsker ikke anden korte bemærkning. Så er næste korte bemærkning til fru Marianne Bigum, SF.

Mange tak. Ordføreren har flere gange – også over for os andre – bragt det her spørgsmål om afskaffelse af retsforbeholdet op, og SF mener også, at det skal afskaffes. Men vi har jo ligesom haft en afstemning om det. Ordføreren nævner så en masse udfordringer, dem ser vi også, og så siger ordføreren, at vi skal spørge danskerne til råds om de her ting, vi står over for. Men dengang vi havde afstemningen i 2015, var verden jo heller ikke et sikkert sted, for der havde vi også ISIS, der havde vi også terror, og vi havde masser af gode grunde til at afskaffe retsforbeholdet; og det var også det, vi selv førte valgkamp for. Vi mener jo ikke, at vi skal sætte det til afstemning endnu, fordi vi mener, at vi faktisk har spurgt danskerne til råds. Hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Jamen det anerkender jeg jo fuldt ud. Det var en kompliceret afstemning dengang, og der var jo spørgsmål, som kom til at dominere den afstemning, som måske ikke helt havde et fundament i det, man faktisk stemte om. Migrationspørgsmålet kom til at fylde meget, i takt med at man lige præcis på det tidspunkt så store strømme af mennesker, der bevægede sig mod Europa. Og det var da en svær debat.

Jeg er sikker på, at hvis danskerne for alvor forstår de barrierer, som retsforbeholdet sætter for os, hvis vi beskriver, hvordan det spænder ben for det grænseoverskridende samarbejde om at bekæmpe kriminalitet, og hvordan det i stigende grad står i vejen for, at vi også kan engagere os fuldt ud i at håndhæve retsstatsprincippet i forhold til de lande, som ikke opfylder det, hvis det bliver klart, så håber jeg, danskerne vil bakke op. Der er gået 8 år, og jeg mener, at det er en vigtig samtale at genoptage endnu.

Spørgeren.

Jeg vil bare spørge, om ordføreren er enig i – ordføreren nævnte selv miljøkriminalitet som noget af det – at der jo er mulighed for at anerkende, at vi har spurgt danskerne én gang og så samtidig sideløbende implementere noget af den her lovgivning, så vi kan stå imod de her udfordringer, vi står med.

Ordføreren.

Det anerkender jeg vi skal prøve at gøre, og det bakker vi også op om, men jeg vil bare notere, at der nu er en række indikationer på, at både Kommissionens og Rådets juridiske tjenester taler om, at der ikke kan indgås den slags aftaler, som landet Danmark nu gør, al den stund at EU kun kan indgå aftaler med tredjelande og internationale organisationer, og at der er kræfter, som ikke vil acceptere Danmark som et tredjeland i EU-sammenhæng, om end vi kan argumentere for, at vi er det i forhold til enkelte aftaler. Derfor synes jeg, det er en vigtig ting at diskutere og tage stilling til, for det kan komme, førend vi ved det.

Det næste korte bemærkning er til hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Hr. Christian Friis Bach svarede ikke rigtig på Morten Messerschmidts spørgsmål. Vil hr. Christian Friis Bach støtte EU-sanktioner såsom f.eks. handelssanktioner mod det houthikontrollerede område?

Ordføreren.

Altså, det er jo slet ikke noget, der er på bordet, og hvis houthierne optrapper deres konflikter, hvis de angriber nabolande, og hvis de bliver en i høj grad destabiliserende faktor, skal vi sætte ind, og så skal vi gå ind med alt, hvad vi kan, af sanktioner og tiltag.

Men den løsning, der ligger lige for nu, er jo at engagere os i en våbenhvile i Gaza og i at sende nødhjælp til civilbefolkningen, for det er der, kimen til at forhindre en eskalering i hele Mellemøsten ligger. Det er den situation, der fører til angrebene på de amerikanske baser, og som fører til houthiernes angreb på skibe. Og det, der sker lige nu med vores tilgang houthierne, er jo, at vi kun har gjort dem stærkere, og at vi har gjort dem til folkehelte i det meste af den arabiske verden. Vi har opnået præcis det modsatte af, hvad vi ønskede, og det er jo derfor, vi har været betænkelige ved den strategi, vi har valgt.

Spørgeren.

Jeg hører mange hvis'er, og jeg hører uld i mund. Kan det skyldes, at ordføreren har økonomiske interesser i området?

Ordføreren.

Jeg tænkte nok, at spørgsmålet ville komme før eller siden. Jeg vil først sige, at hvis jeg skulle pleje mine økonomiske interesser, ville jeg jo i den grad gå ind for, at man skulle skabe sikkerhed for skibsfarten, og det mener man jo i den amerikansk ledede koalition indebærer, at man bomber inde i Yemen. Så kan man skabe sikkerhed for skibsfarten, og så ville min handel med Yemen kunne blive endnu nemmere

Jeg vil også stilfærdigt nævne det faktum, at dem, jeg handler med, er ismailier, som faktisk er en gren af yemenitter, som historisk overhovedet ikke har involveret sig i konflikter, men tværtimod har talt for fredelige løsninger.

Så er det hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti.

Jamen så vil jeg gerne spørge om en ting, når vi taler om sanktioner. Hvad er egentlig mest moralsk forkasteligt: at købe gas af Putin eller at købe kaffe fra de houthikontrollerede områder?

Ordføreren.

Nu vil jeg gentage, at jeg ikke køber kaffe fra houthierne. Men jeg tror inderligt på, at handel mellem lande kan bidrage til fred, indkomst og arbejdspladser, og hvis der er én ting, som der er brug for, er det præcis dét. Derfor har jeg, siden jeg var ganske ung, engageret mig i fairtradebevægelsen og har engageret mig i at skabe sammenhæng mellem grupper i verden, som kan bidrage til netop dét, nemlig fred, indkomst og arbejdspladser, og de ting hænger snævert sammen. Der er ikke krig i Rusland, men Rusland har angrebet et andet land med brutal militær magt og slået hundredtusinder af mennesker ihjel, og der skal vi stå op imod det, og der skal vi stå klar, og det har jeg bakket op om fra første færd. Og hvis houthierne tager yderligere tiltag til at destabilisere en hel region, vil jeg også stå bag, at vi gør en indsats dér. Men det, jeg gør i mit eget firma, er at handle for fred.

Spørgeren.

Det må hr. Christian Friis Bach jo selv stå på mål for. Jeg vil sige, at det var et chok for os, der læste Ekstra Bladet den dag – det er vel nærmest beskrivelsen. For Radikale Venstre er jo partiet, der ikke har noget imod at svinge sig op på moralens høje hest og belære os andre om, hvad der er rigtigt og forkert; hvad der er sort og hvidt; hvad der er rent og urent. Men i den her situation synes jeg at ordføreren faldt totalt i vandet. Og jeg elsker at dele sanktioner ud til forbrydere, og dem skal vi ikke støtte. Men man kunne vel også, hvis man skulle følge ordførerens argumentation, sige, at der jo også er russere, som ikke kan lide Putin, og som vel også har mistet deres job, når vi ikke længere køber gas derfra. Jeg støtter absolut sanktioner, fordi det er den eneste måde at slå ned på det på. Men det undrer mig, at Radikale Venstre har sådan en blind plet.

Ordføreren.

Altså, Rusland er stærkt land med en leder, der er gået i krig. I Yemen er der 20 millioner mennesker, som har brug for nødhjælp, og de skal have nødhjælp på den ene eller den anden måde, for ellers bliver de efterladt til den sikre død. Og jeg tror på, at en værdig måde at hjælpe på er ved at handle og skabe indkomst og arbejdspladser. Derfor engagerer jeg mig i det her, og det har jeg gjort igennem hele mit liv, og i min virksomhed laver vi grundig, grundig due diligence på samtlige virksomheder, og de er ikke koblet til nogen af de konfliktaktører, der engagerer sig i angrebene mod de danske skibe.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre. Næste ordfører er hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Først en tak til ministeren og ministeriet for en god redegørelse, som kommer vidt omkring. Det er ikke let at lave en redegørelse, der fylder så lidt, om et område som EU, der fylder så meget, men man har slået ned på nogle hovedområder, og man kommer godt omkring.

Dansk Folkeparti er jo en stærk tilhænger af det indre marked. Og vi er også stærke tilhængere af samarbejde om miljø. Stod det til os, rullede vi Danmarks deltagelse tilbage til det, så vi fokuserede på det indre marked og på miljøet. Vi tror på fædrelandenes Europa, og vi er stærke tilhængere af nationalstater. For øjeblikket og de sidste 20-30 år er det helt klart gået i den anden retning, imod føderation, imod mere union og imod opgivelse af selvstændighed.

Jeg vil derfor koncentrere mig om to hovedområder. Det ene er papirnusseriet, og det andet er flertalsafgørelser. Først vil jeg sige noget om bureaukratiet, som er omfattende i alle vesteuropæiske lande, hermed også i EU. Jeg er så heldig at sidde i Europaudvalget, og der modtager vi jo en lind strøm af forordninger og direktiver, som på den ene eller anden måde bebyrder erhvervslivet, nationalstaterne og borgerne med mange regler, også mange svære, tekniske og komplicerede regler, som oftest kræver lange forklaringer, for at man kan dykke ned i dybden af dem. Det er spændende at sidde i Europaudvalget. Alle mine kolleger er meget dygtige og engagerede. Men det er også et ekstremt kompliceret område, som ofte ikke altid gavner Danmark.

Grunden til, at jeg har taget fat i bureaukratiet, er jo, at bureaukratiet altid er til fare for en nations eller et samfunds overlevelse. Det har vi jo historisk belæg for. Det senromerske imperium oplevede jo på 150 år en 40-dobling af antallet af ansatte i deres bureaukrati. Samtidig var der en voldsom indvandring. Kombineret med sygdomme knækkede det romerske imperium meget hurtigt. Når bureaukratiet bliver for stort, truer det også sammenhængskraften. Det, vi for øjeblikket ser, er et voldsomt bureaukrati i EU, og det er ikke til gavn for Europa og de europæiske lande.

Det andet, som jeg vil tale lidt om, er flertalsafgørelser. Mine ærede kolleger i dag har jo været så venlige at svare ærligt på, at de ønsker at bevare passarellebestemmelsen og for så vidt også flere flertalsafgørelser. Det er der ingen tvivl om at der vil komme. Man vil udnytte passarellebestemmelsen til at gå over til flere flertalsafgørelser. Kan man forestille sig, at Danmark, hvis det nu er det eneste land, der er imod, at man overgår til færre flertalsafgørelser, vil modsætte sig? Nej, det kan man nok ikke. Så drikker man lidt vand og træder af på naturens vegne, og så kører EU-toget videre. Danmark vil ikke sige fra. Derfor frygter jeg også, at EU-medlemskabet på sigt bliver til voldsom ugunst – langt mere, end det er i dag – for Danmark.

Jeg vil slutte af med det, der også truer ikke bare Europa, men Den Europæiske Union. Det romerske imperium var jo ikke kun martret af bureaukratiet, men også af indvandringen. Jeg er dybt bekymret for Europa. Det skyldes jo, at EU er en kolos på lerfødder. Det er en union, der har svært ved at håndtere den store indvandring. Man ved ikke, hvad man skal gøre, og når der er nogle, der gør noget, f.eks. Ungarn, bliver de sat uden for det gode selskab. I parentes bemærket er jeg ikke begejstret for, hvad der ellers foregår i Ungarn, men lige her på dette område reddede Ungarn faktisk Europa. EU har svært ved at beskytte os, og det skyldes jo, at man er låst fast i unionsamarbejdet. Man er låst fast i konventioner og internationale aftaler. Man vil f.eks. ikke tage en beslutning om push back, som vil være det eneste effektive redskab til at dæmme op for den voldsomme indvandring, der foregår.

Som jeg ser det, er der kun to veje for Europa. Den ene vej er selvfølgelig unionvejen med en stærkere og stærkere union, der fører til en føderation. Ellers er der nationalstaterne, der samarbejder og er beskyttet gennem NATO-alliancen. Der er de to veje. Sådan som det ser ud nu, kører det mod unionen og føderationen. Det er vi selvfølgelig kede af i Dansk Folkeparti. Vi håber selvfølgelig på, at man besinder sig i tide og vender tilbage til det samarbejdende Europa. Tak for ordet.

Den første korte bemærkning er til fru Karin Liltorp, Moderaterne.

Tak for det. Der er jo nogle af os, der fik en frisk overraskelse i sidste uge, da Enhedslisten kom med et forslag om, at vi skulle arbejde for et EU-direktiv, hvor der blev indført lærlingeklausuler og arbejdsklausuler, og det viste sig, at Dansk Folkeparti bakkede op om det. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt overrasket, for jeg tænkte jo netop, at det var et område, hvor Dansk Folkeparti faktisk ville insistere på, at EU ikke skulle blande sig.

Derfor vil jeg bare gerne have opklaret, om Dansk Folkeparti har ændret holdning og i virkeligheden tager imod EU's indblanding i danske arbejdsmarkedsforhold med sådan større positivitet end tidligere.

Ordføreren.

Vi har egentlig altid støttet arbejdsklausuler, f.eks. ude i kommunerne. Det er en god ting til at sikre lærlinge og arbejdstagere. EU kommer jo også med forslag, som vi stemmer for, f.eks. i Europaudvalget. Det er jo ikke sort-hvidt.

Men der, hvor vi er bekymrede, hvad jeg også gjorde rede for i talen, er selvfølgelig i forhold til større tab af selvstændighed og vejen mod unionen og føderationen; det er vi dybt bekymrede for.

Spørgeren.

Det, som min forundring kom af, var, at det her netop var et område, hvor de fleste af os andre var meget enige om, at EU bare skulle holde sig væk. Men der mener Dansk Folkeparti faktisk, at det er afgørende, at EU ligesom går ind og pålægger de enkelte lande klausuler.

Ordføreren.

Nej, pointen er, at vi sagtens selv kan lovgive om det, og det skal vi også gøre. At EU så foreslår det, kan vi jo kun sige er en god ting. Vi vil ikke have, at EU skal gøre det for os, vi vil hellere selv gøre det.

Den næste korte bemærkning er til hr. Niels Flemming Hansen, Det Konservative Folkeparti.

Mange tak for det. Jeg kender jo ordføreren som en helt igennem ordentlig mand, som altid er meget velforberedt, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre ordførerens take på, hvad Dansk Folkeparti egentlig forestiller sig egentlig, hvis man, som I jo ønsker, ikke var medlem af EU og ligesom stod alene. Hvad tanker gør man sig så i forhold til Danmarks rolle i verden?

Ordføreren.

Altså, vi foretrækker jo et indre marked i EU, og så foretrækker vi jo et samarbejdende Europa, der er koncentreret om NATO-alliancen, når det drejer sig om det forsvarsmæssige. Det er vores vision. Vi ønsker ikke en politisk union, vi ønsker ikke at opgive vores selvstændighed. Vi tror på nationalstaten, vi tror på, at nationalstater er gode til at samarbejde, når man f.eks. forpligter sig på det indre marked-aftaler.

Spørgeren.

Jeg har bemærket, at nogle af jeres opstillede til europaparlamentsvalget er ude at tale om et nyt nordisk samarbejde, som skulle kunne lave nogenlunde det samme som EU og også kunne have en magt. Er det forbundet med en form for realisme, mener ordføreren?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om det er forbundet med realisme. Det er i hvert fald forbundet med håb for nogle, at Norden rykker tættere sammen. Vi gør det på forsvarsområdet, og det er en kæmpestor glæde for Dansk Folkeparti, at der er så meget, der forbinder os historisk, kulturelt, politisk, demokratisk, værdimæssigt og velfærdsmæssigt i Norden. Det ville være en styrke, hvis vi kiggede mod hinanden frem for at opgive vores selvstændighed i EU.

Den næste korte bemærkning er til hr. Alexander Ryle, Liberal Alliance.

Mit spørgsmål kommer faktisk også lidt i forlængelse af det, for jeg synes nogle gange, det er lidt svært at vide, hvor Dansk Folkeparti står, i forhold til om man skal være med i EU, eller man skal ikke skal være med i EU. Jeg kan jo godt læse på jeres hjemmeside, at I er modstandere af Den Europæiske Union, og at man, indtil Danmarks udmeldelse af EU kan effektueres, vil arbejde for at beholde så mange beføjelser på danske hænder som muligt.

Men er det Dansk Folkepartis politik, at Danmark skal melde sig ud af EU, eller er man bare sådan lidt uenig i, at der skal være en union?

Ordføreren.

Vi vil gerne ud af EU på sigt, selvfølgelig efter at vi har spurgt folket, dvs. danskerne, og hvis danskerne siger ja til at blive i Den Europæiske Union, så må vi jo acceptere det. Men vores politiske holdning er, at vi skal arbejde os hen imod en udmeldelse og så have en tilknytning, som f.eks. Schweiz eller Norge har, og en adgang til det europæiske indre marked, som vi støtter.

Spørgeren? Man ønsker ikke den anden korte bemærkning. Den næste korte bemærkning er til Kim Valentin, Venstre.

Ja, og mange tak for talen. Det var en rigtig god tale. Der er dog et par punkter, som jeg er en lille smule usikker på. Der bliver sagt det indre marked. En del af det indre marked er jo regulering, det er standarder, det er frie grænser, det er arbejdskraftens bevægelighed på kryds og tværs i hele EU. Er man villig til at acceptere al den lovgivning, der her kommer fra EU? For det er jo store dele af EU, der sådan set regulerer de her dele.

Ordføreren.

Det er også dilemmafyldt. Varernes frie bevægelighed støtter vi jo. Til det hører jo også arbejdskraftens frie bevægelighed, og det er jo til gavn for Danmark og EU, at der er den der bevægelighed. Problemet er, at vi ikke selv kan bestemme det. Hvis vi stod udenfor, kunne vi jo selv bestemme arbejdskraftens bevægelighed, og så kunne vi bedre håndtere, hvem der kommer ind, frem for i dag, hvor vi er tvunget til det. F.eks. er vi på su-området også tvunget til at give su og su-lån. Hvis vi stod udenfor, kunne vi jo selv regulere det.

Spørgeren.

Altså, det er den samme argumentation, man hører fra Norge, og samtidig kommer 80 pct. af den lovgivning, de laver i Norge, fra EU. Så det er sådan lidt at gå med skyklapper på, synes jeg, altså at man siger, at man godt vil nyde, men at man ikke vil yde. Det er jo en del af aftalen, at man rent faktisk er der sammen, og noget af det er måske dårligt, og noget af det er godt.

Ordføreren.

Det er rigtigt, at Norge overtager hovedparten af lovgivningen, men de gør det jo af egen fri vilje. De stemmer om det, og de beslutter det selv. Det er også rigtigt, at EU bruger de store muskler over for Schweiz, hvor Schweiz modsætter sig lidt mere, end Norge gør. Pointen er bare, at de selv afgør, hvor meget de vil overtage.

Den næste korte bemærkning er til hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg vil bare have bekræftet, at Dansk Folkeparti ønsker – så hurtigt som muligt – at forlade den europæiske menneskerettighedskonvention.

Ordføreren.

Ja, dog med den tilføjelse, at nogle af konventionerne vil jo så tiltræde igen med indvendinger og med forbehold, f.eks. statsløsekonventionen. Der vil vi først ud, og så vi vil tiltræde den med forbehold. Det er der også andre nationer der har gjort. Vi ikke forlade alle konventioner, men vi vil forlade dem, der forhindrer os i at føre en selvstændig politik, bl.a. på indvandringsområdet, hvor vi er bundet på hænder og fødder i dag.

Spørgeren.

Men svaret var ja, altså at man vil ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Anerkender ordføreren, at det er den konvention, der i allerhøjeste grad beskytter rettighederne for kristne, religiøse mindretal rundtomkring, også i Europa, der beskytter rettighederne for etniske mindretal, for seksuelle mindretal, som er det, som borgere rundtomkring i Europa håber på og klynger sig til, og som de bruger ved domstolen til at hæve deres sager og deres stemme og kæmpe for deres rettigheder, og at alt det ville falde væk, hvis andre lande og partier fulgte Dansk Folkepartis eksempel?

Ordføreren.

Vi anerkender, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention beskytter folk som den berømte sørøver Lucky, så han kan få en protese og få ophold i Danmark, efter at han har angrebet Danmark. Den slags vil vi ikke finde os i, og derfor er det nødvendigt, at vi træder ud af konventioner og vi så træder ind med forbehold, så vi f.eks. kan slippe af med sådan en fyr som Lucky.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Vi er nu igennem ordførerrækken, og den næste, der får ordet, er udenrigsministeren.

Mange tak for det. Tak for debatten, tak for de mange gode indlæg, og tak for de mange pæne ord om beretningen, der blev adresseret til mig og jo ikke mindst til embedsmændene, som jo, som en af ordførerne – jeg tror, det var hr. Alex Ahrendtsen – udtrykte det, med stor dygtighed har fået sammenfattet mange ting på relativt få sider. Det kunne jeg selvfølgelig godt bruge 20 minutter på så at rive fra hinanden eller folde ud, men jeg har den grundlæggende tænkning, at en god redegørelse jo ikke bliver bedre af at blive læst højt.

Så jeg tror i virkeligheden, jeg vil indskrænke mig til at sige tak for debatten. Et stærkt EU er vigtigt for Danmark, også selv om det Danmark ikke er helt så lille, som hr. Henrik Møller fik gjort det til ved at sige, at vi er 5,5 millioner indbyggere – altså, vi er på den anden side af 5,9 millioner indbyggere i det her land, og vi ventes at passere de 6 millioner i 2026. Så vi vokser, men jo slet ikke på en måde, hvor man kan sige, at vi kan stå alene.

Jeg er meget, meget glad for den tråd – hvilken farve den end måtte have – der er gået igennem debatten her i dag, hvor langt de fleste partier jo altså bekender sig til, at Danmark hører til i et stærkt EU, ikke mindst i den givne geopolitiske situation, og at udvidelsesdagsordenen må stå højt. Det er jo ikke nogen overraskelse, for det er jo ganske kort tid siden, at vi har indgået en meget, meget bred europapolitisk aftale, som jeg også gerne vil kvittere for. Vi har haft et konstruktivt forhandlingsforløb op mod jul, hvorved vi har sat rammen for et samarbejde mellem regeringen og Folketinget om de vigtigste europapolitiske spørgsmål og sat en tyk streg – eller måske snarere to – under et helhjertet danske engagement i EU, og det føler jeg sådan set er blevet genbekræftet i debatten, som den har foldet sig ud her i dag.

Så lad det blive ved det, og så vil jeg komme med nogle ganske få korte refleksioner over nogle af de ting, der er blevet adresseret i form af spørgsmål eller andet til mig.

Hr. Alexander Ryle stillede ikke noget spørgsmål, men reflekterede lidt over, hvor opbakningen til Ukraine er henne, og om den er vigende eller ej. Der synes jeg jo bare, at det denne aftenstund vil være passende lige at få italesat, at der ikke er tale om en svækket støtte til Ukraine i disse måneder, tværtom. Det er ikke helt det billede, man får, når man sidder og læser aviser, og jeg tror jo, at man ærligt må sige, at man, når man læste aviser for et års tid siden, fik et billede af, at krigen i Ukraine ville være slut lige om lidt, og at der ville komme en forårsoffensiv, og så ville ukrainerne have tilbagetaget hele deres territorium. Det var et forkert og unuanceret billede. Og når man læser aviser nu, kan man få det indtryk, at alting er i bakgear, at der er Ukrainefatigue, og at støtten er ved at smuldre, og det er lige så forkert som det billede, man malede op sidste år.

Når vi kigger på tallene, kan vi se, at der er en række europæiske lande, der stepper op – det gælder Tyskland, det gælder Holland, og det gælder Danmark – og når man akkumulerer den støtte, der gives, kan man også se, at Europa nu har manifesteret sig som den største donor til Ukraine. Det er vigtigt at have med. Jeg synes også, det er vigtigt at notere sig den beslutning, der blev truffet på det europæiske rådsmøde her op til sidste weekend, om MFF'en, hvor de 50 mia. kr. nu falder på plads. Det er vigtigt, og det sender et klart signal om et Europa, der står sammen.

Der er så et stykke arbejde, der skal gøres, og det er også afspejlet i redegørelsen, og det er jo fremadrettet det, der ligger lige for, nemlig at få formuleret nogle europæiske sikkerhedstilsagn om Ukraine. Det har høj prioritet for den danske regering, og det er også noget, Danmark og Ukraine arbejder med i et bilateralt spor. Men den europæiske dimension af det her er vigtig, for uanset at jeg ikke anerkender billedet af, at der er en vigende støtte, så er det åbenlyst, at der er brug for at sende et stærkt signal ikke bare til Kyiv, men i særlig grad jo også til Kreml, om, at vi står ubrydeligt sammen med Ukraine i den frihedskamp, de kæmper.

Så var hr. Jens Henrik Thulesen Dahl inde på hele spørgsmålet om udvidelser, den meritbaserede proces og Københavnskriterierne, og det var også andre, men der blev stillet det spørgsmål konkret til mig, om vi stod vagt om Københavnskriterierne, og det kan jeg sige at vi gør. Vi markerede jo sidste år 30-året for Københavnskriterierne, og det er den barre, som landene skal springe over for at blive en del af Den Europæiske Union. Det må vi ikke vige på. Det er til gengæld meget vigtigt – og flere, bl.a. Radikale Venstres ordfører, har været inde på det – at vi bistår landene med at bringe sig i stand til hurtigere at kunne springe over den barre end med, hvad man kunne kalde et normalt tilløb.

Det er også i det lys, at vi nu åbner ambassade i nogle af de lande – i Georgien, i Moldova og også i Bosnien-Hercegovina – i løbet af i år for at komme tættere på de lande, som står i sådan den næste række af lande, der har en europæisk aspiration, og for at have et meget, meget præcist øje for, hvor det er, vi kan bistå dem. Det er også i det lys, at vi har åbnet ambassadekontor i Mykolaiv i Ukraine og i øvrigt med vores ukrainske venner i øjeblikket diskuterer, bl.a. med inspiration fra de gode erfaringer, da Baltikum i sin tid kom med i EU, hvordan vi mere bredspektret kan bistå dem i at gøre sig i stand til at opnå et medlemskab af EU. Men det er bare vigtigt at få slået fast, at det er nødt til at være en meritbaseret proces.

Det får mig så til for det sidste at sige, at ligesom det er vigtigt, at vi gør de lande, der nu aspirerer til at blive en del af den europæiske familie – i stand til at blive en del af den europæiske familie – så er der selvfølgelig også et stykke arbejde i Europa med at gøre os modtagelsesparate. Det rejser jo så det spørgsmål, der også har været diskuteret her i dag i forskellige aspekter omkring flertalsafgørelser og andet, og der kan jeg jo i det hele bare henvise til, at vi har lavet en ganske robust europapolitisk aftale, hvor vi har hegnet det her ind. Der kan være nuancer, men det, der er den brede danske tilgang til det, er, at Europa ikke har brug for en ny traktat. Der er en udmærket traktat, som sådan set også er designet til at kunne håndtere en udvidelse. Der er visse muligheder via passerellebestemmelser og andet til, at man kan overgå til flertalsafgørelser. Det er kredset fuldstændig ind i den europapolitiske aftale, vi har lavet med hinanden, hvordan vi skal angribe det.

Fru Marianne Bigum spurgte kort til, hvordan det så går med det arbejde i regi at den tyske vennegruppe, som vi jo oprindelig tiltrådte som observatører, men som vi i lyset af den europapolitiske aftale følte, vi havde rygdækning til at kunne træde fuldt og helt ind i. Og der kan jeg sige, at det går, men det går ikke hurtigere end at det, der sker for nærværende, er, der har været afholdt en række møder på arbejds- og ekspertniveau, hvor man ser på at udarbejde nogle mere konkrete forslag på de forskellige områder. Og så må der jo komme en senere politisk fase. Men det er ikke sådan, at der for nærværende i regi af den tyske vennegruppe er sådan store substantielle politiske forhandlinger; det er i høj grad en fase i arbejdet, hvor man via eksperter tværnationalt prøver at afdække, hvilke muligheder der kan være.

Det tror jeg dækker nogenlunde de ting, der var adresseret sådan direkte til mig. Og jeg tror, at jeg så vil lade det blive ved det i respekt for tiden og i respekt for de mange rigtig gode indlæg, der har været afholdt her i dag, som jeg synes tegner – og det skal så være den afsluttende bemærkning – en meget, meget bred og konstruktiv dansk tilgang til det europæiske samarbejde. Det er godt, for det har Europa brug for, og det er i øvrigt også særlig godt i et år, hvor der jo bliver rig lejlighed til at folde det her ud på forskellig vis.

Man kunne også lige fornemme, at det er en undertone i nogle af debatterne i den parlamentsvalgkamp, som afvikles med et valg i Danmark den 9. juli. Det skaber god mulighed for at fortsætte den her debat. Og i kølvandet på det kommer der en ny kommission, et nyt arbejdsprogram og inden længe også et dansk formandskab, og der synes jeg bare, at jeg som repræsentant for regeringen vil udtrykke glæde over, at det går vi ind i med det meget, meget stærke afsæt, at der faktisk er en meget, meget bred konsensus i tilgangen til vores europæiske arbejde. Lad det være mine ord.

Den første korte bemærkninger er til fru Marianne Bigum, SF.

Mange tak. Det er altså ikke, fordi jeg ikke respekterer tiden, men jeg glemte at stille et spørgsmål tidligere, og det er i forhold til redegørelsespapiret. Der er naturgenopretningsforordningen nemlig nævnt. Ministeren nævner så, at det har været særlig vanskeligt, og at det har været genstand for svære forhandlinger i både Rådet og Europa-Parlamentet. Det var jo ikke kun der, der var svære forhandlinger, eller måske var det ikke så meget forhandlinger, for regeringen har sit flertal på plads, men der var i hvert fald uenighed, for det fyldte faktisk rigtig meget i Europaudvalget, hvor regeringen, så vidt jeg husker, ikke fik opbakning til mandatet fra nogen af de øvrige partier. Det, jeg bider mærke i står i den her redegørelse, er, at der var betydelige danske interesser på spil, og jeg vil høre, om ministeren kunne uddybe, hvad de her interesser er.

Ministeren.

Der tror jeg så, jeg for en sjælden gangs skyld bliver nødt til sige, at min paratviden begynder at slippe op. Det falder mig ellers ufattelig svært at sige. Jeg er ikke miljøminister. Jeg er udenrigsminister, og jeg har givet en overordnet beretning, hvor vi har forsøgt at samle op, også på tværs af ressortområder. Men jeg er ikke udstyret med en paratviden, der gør, at jeg kan krydsforhøres, eller det kan jeg godt, men jeg kan bare ikke svare på specifikke spørgsmål omkring det her. Det kan jeg ikke. Det beklager jeg meget.

Spørgeren.

Mit bud vil være, at det har noget med landbrug og fiskeri at gøre. Men jeg vil sende et skriftligt spørgsmål over i stedet for.

Næste korte bemærkning er fra hr. Alexander Ryle, Liberal Alliance.

I min ordførertale var jeg rigtigt nok var inde på det her med vigende støtte til Ukraine. Jeg nævner jo som eksempel USA, men jeg nævner også andre EU-lande. Vi har jo lige været i USA, hvor det i hvert fald var mit klare indtryk fra den tur, at hvis Trump kommer til, vil man stoppe med at sende penge til Ukraine. Man vil muligvis stadig sende våben, men man vil stoppe med at sende penge. Og i den nuværende situation med Biden i kontoret har man jo også meget svært ved at få sendt penge af sted til Ukraine.

Så nævner udenrigsministeren Tyskland og Holland, og på den seneste oversigt, jeg har set, var Tyskland oppe på at give 0,42 pct. af bruttonationalproduktet og Holland 0,26 pct., hvor Danmark var på 0,93 pct. Så er der ikke – set i lyset af, at Trump måske kommer til, og at de andre lande ikke giver så meget – behov for, at de måske giver en lille smule mere?

Ministeren.

Det korte svar på det spørgsmål er jo: Jo. Og når jeg valgte at tage afsæt i hr. Alexander Ryles indlæg, var det såmænd ikke for at gå i rette med det; det var bare for at nuancere billedet. Det er jo helt åbenlyst, at vi afventer, at der kommer en amerikansk pakke, som desværre er blevet et gidsel i et indenrigspolitisk spil og koblet op på hele grænsespørgsmålet. Og man kan sidde med en fornemmelse af, at der måske er en potentiel republikansk præsidentkandidat i baggrunden, som af taktiske grunde måske slet ikke har nogen stor ambition om, at det der grænsespørgsmål, som kunne løse Ukrainespørgsmålet, bliver løst.

Nu har vi jo ikke nogen direkte indflydelse på amerikansk politik, men på vores egen, og det bedste gensvar på alt det er selvfølgelig, at Europa viser handling. Den mulighed, Danmark har for at påvirke det, er, at Danmark viser handleevne, hvad vi også gør. Det er klart, at når vi ikke bare pro rata, men også akkumuleret overgår Frankrig og Spanien og lande ude i Europa, som har en volumen, der er større end vores, skal det selvfølgelig bruges til over for de lande at argumentere for, at de skal til lommerne, og de skal ind på depothylderne, og de skal understøtte Ukraine.

Spørgeren.

Så til et lidt andet spørgsmål, for der er jo så også meget snak om, at hvis Ukraine skal med i EU, bliver det hele dyrere. Der skal sendes flere penge til Ukraine. Er det regeringens holdning, at de kan findes inden for EU's eksisterende budgetrammer, eller er det regeringens holdning, at prisen for EU-medlemskabet skal stige?

Ministeren.

Vores udgangspunkt er jo, at man for at kunne optage nye lande bliver nødt til at revidere sine egne mekanismer, for så vidt angår de lande, der allerede er i EU. Betyder det så, at jeg kan stå og garantere, at der ikke kommer en ekstraregning? Nej, det kan jeg ikke – det kan jeg ikke. Det beror jo også på de andre landes parathed til at reformere landbrugspolitikken og strukturpolitikken m.v. Hvis den skulle vise sig ikke at være tilstrækkelig til, at man ligesom kan absorbere f.eks., hvad der er Europas største land målt geografisk og med Europas femtestørste befolkning, kan det jo ikke ende op med at være en dansk position, hvor vi siger: Da der er en ekstraregning, vil vi ikke betale den.

Den næste korte bemærkning er til hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg kunne jo forstå, at udenrigsministeren prøvede at give mig et hint om, at nu skal vi holde op med at snakke om den traktat, for vi er lige blevet enige om en europapolitisk aftale. Jeg står fuldt bag aftalen, som jeg sagde, men jeg noterer mig også, at der står, at vi ikke aktuelt har brug for en ny traktat. Og der henviste jeg jo til, at det er adskillige måneder siden, at vi lavede den aftale. Men jeg kunne godt tænke mig så at høre udenrigsministeren, om det bliver aktuelt. Hvad er analysen? Hvad er det for en situation, vi kan komme til at stå i, hvor en traktat bliver nødvendig? Kan vi sige noget kvalificeret om det? Hvad er det, der vil kunne gøre, at man begynder at se på det? Jacques Delors sagde som sagt i 1992, at med 35 lande skal vi have en helt anden måde at gå til de grundlæggende elementer i EU-samarbejdet på, som stadig væk består den dag i dag. Så det er jo ikke, fordi vi ikke har fået et varsel. Jacques Delors, som var en af de mest fremsynede europæiske politikere, har ligesom givet os et meget langt varsel. Men hvad ser udenrigsministeren som de ting, der kan komme til at gøre, at vi bliver nødt til at starte samtalen?

Ministeren.

Se, nu har jeg jo allerede én gang i den her debat i fuld offentlighed afsløret, at der er grænser for min viden. Og når jeg nu bliver spurgt til at give en kvalificeret analyse af, hvornår der kunne komme en traktatændring på tale igen, så kunne jeg jo trække det samme kort og sige: Det kan jeg nok ikke. Men jeg vil da svare anderledes. Altså, regeringens position, som vi så i øvrigt deler med et meget, meget bredt flertal i Folketinget, er, at den eksisterende Lissabontraktat sådan set er designet med henblik på, at den også kan rumme en udvidelse, under forudsætning af, rimeligvis, at man så også bruger nogle af de virkemidler, der er i traktaten. Det kræver jo så enstemmighed at bruge de virkemidler, hvor man overgår til flertal på en række områder. Det bliver ikke let. Men hvis det ikke er let, må man jo spørge sig selv retorisk: Ville det så være lettere at starte en helt ny traktatændringsproces, som også ville hvile på, at der var enstemmighed om både at sætte processen i gang og i øvrigt afslutte den? Og det er vel sådan set det, der samlet set fører til, at vi har den konklusion, at vi har den traktat, vi har.

Spørgeren.

Den analyse deler jeg jo også sådan langt hen ad vejen. Men jeg mener bare, at det ville være rettidig omhu at sætte gang i nogle stærkere debatter og analyser af, hvordan det her kan udvikle sig, hvis der lige pludselig står 35 lande.

Det andet spørgsmål, som jeg måske ikke fik svar på – jeg tror, udenrigsministeren lige var fraværende dér – er det her med: Er det en strategi for Danmark nu under det militære samarbejde eller forsvarspolitiske samarbejde, at vi skal tilslutte os langt flere af de civile og militære missioner, som EU står for? Herunder får vi jo meget snart en mulighed i Det Røde Hav.

Ministeren.

Ja, altså, vi har jo allerede, siden vi meget positivt ophævede det danske forsvarsforbehold, eller den danske befolkning gjorde det, engageret os i missioner. Og det fremgår jo også af det beslutningsforslag, som Folketinget vedtog tidligere i dag om fregatten til Det Røde Hav, at under forudsætning af at en EU-mission – som jo diskuteres for nærværende, og som vi læner os positivt ind i, fordi vi meget gerne ser, at der kommer en EU-mission – har et mandat, der sådan set matcher det, Folketinget i dag har taget stilling til, så ønsker regeringen sådan set, at fregatten skal overgå til den EU-mission.

Der er ikke flere ønsker om korte bemærkninger. Tak til udenrigsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.