Først vil jeg sige tak til SF for at have bakket op om den vigtigste socialdemokratiske mærkesag, mens jeg har været socialdemokratisk statsminister i det her land. Arnepensionen er et af de vigtigste fremskridt for helt almindelige danske lønmodtagere, og jeg vil tage det med mig resten af mit liv som noget af det, jeg er gladest for at have fået vedtaget.
Men den er ikke vedtaget med rød blok; det er den ikke. Det er rigtigt, at SF og Enhedslisten har bakket op om Arnepensionen, men det har Radikale Venstre ikke. Radikale Venstre har sådan set været meget ærlige i den her diskussion, altså at en Arnepension ikke er radikal politik.
Så når man i dag står her i Folketingssalen og får det til at lyde, som om situationen omkring Arnepensionen ville være en helt anden, hvis der bare var – ikke bare, selv om det sikkert også ville være fint – et såkaldt rødt politisk flertal, som jo ville inkludere Radikale Venstre, så er det faktisk ikke rigtigt, for det var Dansk Folkeparti, der gik sammen med nogle venstreorienterede partier, inklusive SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet, for at sikre en Arnepension. Så den her er lavet på tværs af den politiske midte. Det er det første, jeg vil sige.
Det andet, jeg vil sige, er, at jeg havde lejlighed til at være sammen med Arne den 1. maj. Det var der, Arne gik på sin Arnepension. Der var også andre, der ikke hedder Arne, men som stadig væk er glade for Arnepensionen, der gik på Arnepension den dag. Det er jo fantastisk at se mennesker, der har knoklet årtier på det danske arbejdsmarked med meget hårdere jobs, end nogen af os her i Folketingssalen nogen sinde kommer til at have, som nu velfortjent med værdighed og uden at skulle visiteres kan træffe beslutning om, om de ønsker at trække sig tilbage. Jeg elsker det. Alt ved Arnepensionen elsker jeg.
Nok om glæden ved det. Hvad er de næste skridt for danske lønmodtagere? Det allerallervigtigste er jo at sikre, at de er i arbejde. I arbejdsmarkedspolitikken er der meget, der er vigtigt, men alting starter og slutter jo med, om danskerne har et arbejde at stå op til om morgenen. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi med den økonomiske politik, vi nu i en årrække har ført, er et sted, hvor beskæftigelsen aldrig har været højere, og hvor arbejdsløsheden er lav, for det giver en grundlæggende tryghed og sikkerhed for danske lønmodtagere.