Europaudvalget 2024-25
EUU Alm.del Bilag 110
Offentligt
2942136_0001.png
Den 22. november 2024
MIM 121-24
KOMITENOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til gennemførselsretsakter om tidsbegrænsede
undtagelser for visse typer medicinsk køleudstyr i henhold til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/573 om fluorholdige
drivhusgasser (F-gas forordningen) (komitesag)
KOM-dokumenter foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførselsretsakter om tidsbegrænsede undtagelser fra
markedsføringsforbud af visse typer medicinsk køleudstyr i henhold til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2024/573 om fluorholdige drivhusgasser (F-gas forordningen). Forslagene
giver tilladelse til fortsat markedsføring efter d. 1. januar 2025 til visse typer medicinsk køleudstyr
med klimaskadelige gasser med et globalt opvarmningspotentiale (GWP), der er 2.500 gange
stærkere end CO
2
. Forslagene vedrører specifikt kryotekniske frysere (ned til -150°C), blodtransport
kasser, blodplasma chokfrysere samt udstyr til forberedelse af prøver til flow cytometri og andre
typer af celleanalyse, som fortsat må anvende fluorholdige drivhusgasser (F-gasser). Forslagene
giver tilladelse til kryotekniske frysere frem til d. 31. december 2028 og til de øvrige typer udstyr
frem til d. 31. december 2026 under forudsætning af, at udstyret er mærket med præcisering af
gyldighedsperioden for undtagelsen, som krævet i artikel 12, stk. 2 i F-gas forordningen. Forslagene
forventes til afstemning i skriftlig procedure i F-gas forvaltningskomitéen med frist d. 2. december
2024. Forslagene forventes ikke at have nævneværdige økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet - ej heller statsfinansielle konsekvenser. Forslagene forventes ikke at
påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark. Det europæiske marked for kryotekniske frysere vurderes
at bestå af færre end 10 virksomheder, herunder i Danmark. Undtagelsen forventes at være relevant
for alle producenter på det europæiske marked. Regeringen ønsker generelt at begrænse
udledningen af F-gasser så vidt muligt, herunder ved markedsføringsforbud med grænser for den
maksimale klimapåvirkning af de fluorholdige drivhusgasser. I de konkrete sager drejer det sig om
samfundskritiske anvendelser med primær anvendelse på laboratorier og i sundhedsvæsenet. Der er
ikke udstyr på markedet i EU, som lever op til forbuddets krav og således ingen alternativer.
Regeringen agter på den baggrund at støtte forslagene.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførselsretsakter om tidsbegrænsede undtagelser fra
markedsføringsforbud af visse typer medicinsk køleudstyr.
EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 110: Notat om komitésag om tidsbegrænsede undtagelser for visse typer medicinsk køleudstyr
Forslagene er fremsat i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/573 om
fluorholdige drivhusgasser (F-gas forordningen). Forslagene har hjemmel i F-gas forordningens artikel
11, stk. 5.
Forslagene behandles i en undersøgelsesprocedure i F-gas forvaltningskomiteen. Afgiver Komitéen en
positiv udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen forslaget. Afgiver Komitéen en
negativ udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen ikke forslaget, idet Kommissionen
inden for to måneder kan forelægge Komitéen et ændret forslag eller inden for en måned kan
forelægge forslaget for appeludvalget. Afgives der ikke nogen udtalelse med kvalificeret flertal, kan
Kommissionen vedtage forslaget/inden for to måneder forelægge komitéen et ændret forslag eller
inden for en måned forelægge forslaget for appeludvalget. Afgiver appeludvalget med kvalificeret
flertal en negativ udtalelse om forslaget, kan Kommissionen ikke vedtage forslaget. Afgiver
appeludvalget med kvalificeret flertal en positiv udtalelse, vedtager Kommissionen forslaget. Afgiver
appeludvalget ikke nogen udtalelse med kvalificeret flertal, kan Kommissionen vedtage forslaget.
Forslagene forventes til afstemning i skriftlig procedure i F-gas forvaltningskomitéen med frist d. 2.
december 2024.
Formål og indhold
F-gas forordningens bilag IV indeholder en række markedsføringsforbud af visse typer udstyr med
indhold af F-gasser. Forbuddenes formål er dels at reducere udslippet af F-gasser i EU og dermed
bidrage til at opfylde EU’s klimamålsætning og dels at sikre, at EU opfylder Montreal-protokollens
forpligtelser med hensyn til HFC-gasser i samspil med F-gas forordningens nedtrapning af kvoter til
HFC-gasser (fluorcarbonhydrider, på engelsk hydrofluorocarbons).
Forordningens artikel 11, stk. 5 giver mulighed for at Kommissionens undtagelsesvist, efter en
begrundet anmodning fra medlemsstats kompetente myndigheder og under hensyntagen til
forordningens mål, kan fremsætte forslag om undtagelse i op til 4 år til markedsføring af produkter og
anlæg eller udstyr, der er anført i bilag IV.
Det skal i en begrundet anmodning godtgøres, at der for en bestemt produktkategori ikke findes
alternativer, eller at alternativer ikke kan anvendes af tekniske eller sikkerhedsmæssige grunde, eller
at anvendelsen af teknisk egnede og sikre alternativer ville medføre uforholdsmæssigt store
omkostninger.
Forbuddet i bilag IV, punkt 4 fastlægger, at den 1. januar 2025 strammes forbuddet for stationære
køleanlæg fra anvendelse af kølemidler med maksimalt globalt opvarmningspotentiale (GWP) på 2500
til kølemidler med en maksimal GWP på 150 for selvstændige køleanlæg eller selvstændigt køleudstyr,
bortset fra chillere og andet udstyr reguleret i andre punkter under bilag IV.
Den 15. maj 2024 indgav de nederlandske myndigheder en anmodning om undtagelse for kryotekniske
frysere (ned til -150°C), der falder under forbuddet i bilag IV, punkt 4. Anmodningen begrundes med,
at der er mange tekniske udfordringer i at omstille til alternative kølemidler uden at gå på kompromis
med sikkerheden, energieffektiviteten og udstyrets ydeevne. Kryotekniske frysere anvendes til
opbevaring af levende organismer, celler og væv med samfundskritiske anvendelser inden for
videnskab og sundhedssystemet. Der er en risiko for manglende tilgængelighed af udstyret på
markedet, såfremt der ikke gives en undtagelse. Kommissionen har vurderet, at betingelserne for
undtagelse er opfyldt og foreslår, at der gives en undtagelse frem til d. 31. december 2028.
2
EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 110: Notat om komitésag om tidsbegrænsede undtagelser for visse typer medicinsk køleudstyr
Det europæiske marked for kryotekniske frysere vurderes at bestå af færre end 10 virksomheder, og
undtagelsen vurderes at være relevant for alle producenter i EU, herunder i Danmark.
Den 14. oktober 2024 indgav de luxembourgske myndigheder en anmodning om undtagelse for
blodtransportkasser og blodplasma chokfrysere, der falder under forbuddet i bilag IV, punkt 4.
Anmodningen begrundes med, at der er mange tekniske udfordringer i at omstille til alternative
kølemidler uden at gå på kompromis med sikkerheden. Der er behov for en overgangsperiode for, at
overgangen til alternative kølemidler sker sikkert og uden uforholdsmæssigt store omkostninger samt
for at sikre kontinuiteten i forsyningen af blodprodukter, der er essentielle for mange medicinske
anvendelser. Kommissionen har vurderet, at betingelserne for undtagelse er opfyldt og foreslår, at der
gives en undtagelse frem til d. 31. december 2026.
Den 28. oktober 2024 indgav de østrigske myndigheder en anmodning om undtagelse for udstyr til
forberedelse af prøver til flow cytometri og andre typer af celleanalyse, der falder under forbuddet i
bilag IV, punkt 4. Anmodningen begrundes med, at der er tekniske udfordringer forbundet med at
omstille til alternative kølemidler uden at gå på kompromis med sikkerheden. Der er behov for en
overgangsperiode, for at overgangen til alternative kølemidler sker sikkert og uden uforholdsmæssigt
store omkostninger samt for at sikre kontinuiteten i forsyningen af denne type udstyr, som anvendes
til vigtig
in-vitro
diagnostik af bl.a. kræfttyper og immunreaktioner. Kommissionen har vurderet, at
betingelserne for undtagelse er opfyldt og foreslår, at der gives en undtagelse frem til d. 31. december
2026.
For alle tre undtagelser gives de under forudsætning af, at udstyret er mærket med præcisering af
gyldighedsperioden for undtagelsen, som krævet i artikel 12, stk. 2 i F-gas forordningen.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslagene til gennemførselsretsakter.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor
regeringens vurdering, at det følger heraf, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakter under F-gas forordningen har direkte
retsvirkning i Danmark og skal ikke implementeres i dansk ret.
Anvendelsen af f-gasser er desuden reguleret i bekendtgørelse nr. 1013 om regulering af visse
industrielle drivhusgasser (F-gas bekendtgørelsen), som på visse punkter er skrappere end F-gas
forordningen. Anvendelserne, der søges om undtagelse for, er undtaget i F-gas bekendtgørelsens bilag
1.
Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser
En vedtagelse af forslagene har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser.
Økonomiske konsekvenser
Forslagene har ingen statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlige eller
konsekvenser for EU’s budget.
Forslagene skønnes ikke at medføre nævneværdige erhvervs- eller
samfundsøkonomiske konsekvenser.
3
EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 110: Notat om komitésag om tidsbegrænsede undtagelser for visse typer medicinsk køleudstyr
Beskyttelsesniveauet og andre konsekvenser
En vedtagelse af forslagene skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark og EU.
Høring
Et notat om forslagene har været i høring i EU-Miljøspecialudvalget. Der er ikke indkommet
bemærkninger.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Man er fra dansk side ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslaget i andre
medlemsstater. På baggrund af de kompetente myndigheders anmodninger om undtagelser, forventes
der at være et kvalificeret flertal for forslaget blandt medlemsstaterne.
Regeringens generelle holdning
Regeringen ønsker generelt at begrænse udledningen af F-gasser så vidt muligt, herunder ved
markedsføringsforbud med grænser for den maksimale klimapåvirkning af de fluorholdige
drivhusgasser.
Regeringen finder, at betingelser for undtagelse generelt er opfyldt, idet der ikke er udstyr inden for de
specifikke produktkategorier på markedet i EU, som lever op til forbuddets krav. Der er således ingen
alternativer på nuværende tidspunkt. Regeringen finder desuden, at der er tale om samfundskritiske
anvendelser med primær anvendelse på laboratorier og i sundhedsvæsenet.
Regeringen agter på den baggrund at støtte forslagene.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
4