Rent drikkevand og sikker
kemi
J.nr. 2024 - 10603
Ref. DOBLE
Den 6. december 2024
MIM 129-24
KOMITÉNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakter om godkendelse af
anvendelsen af chromtrioxid til funktionel forkromning af maskindele i
henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006
(REACH) (komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakter om godkendelse af anvendelsen af
stoffet chromtrioxid til funktionel forkromning af maskindele i henhold til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitésag). Forslagene giver tilladelse til fortsat
anvendelse til syv virksomheder fra hhv. Belgien, Rumænien, Italien og Tyskland. Tilladelserne gives
efter optag på godkendelseslisten, bilag XIV i REACH, til fortsat at anvende stoffet i enten 7 eller 12
år afhængig af virksomhedernes substitutionsplan. Forslagene forventes drøftet og sat til afstemning
på et møde i REACH-komiteen d. 17. december 2024. Forslagene forventes ikke at have
nævneværdige økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet - ej heller
statsfinansielle konsekvenser. Forslagene forventes ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark.
Regeringen ønsker generelt at begrænse anvendelse af særligt problematiske stoffer i de tilfælde,
hvor der ikke kan demonstreres sikker brug, eller hvor der findes egnede alternativer. Kommissionen
har fastsat krav om yderligere risikohåndteringsforanstaltninger til alle virksomhederne for at
sikre, at udsættelsen af arbejdstagere minimeres. Regeringen vurderer, at de pålagte krav til
virksomhederne vil sikre, at risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold i alle
virksomhederne lever op til de danske arbejdsmiljøkrav. De anvendte risikohåndterings-
foranstaltninger vurderes at leve op til de danske miljøkrav i forhold til at sikre den generelle
befolkning via miljøet, med undtagelse af to virksomheder, hvor vurderingen af udledningen til
miljøet er usikker, og dermed ikke kan udelukke, at der er en uacceptabel risiko for befolkningen
omkring virksomheden. I de konkrete sager drejer det sig i alle tilfælde om specifikke anvendelser af
stoffet, hvor der ikke findes alternativer. Regeringen agter på den baggrund at støtte forslagene, idet
der lægges stor vægt på, at de to virksomheder, hvor vurderingen af udledningen til miljøet er
usikker, skal gennemføre målinger af udledning inden for 6 måneder og indføre passende
risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold, der nedsætter udledningen inden 12
måneder, hvis det er påkrævet.