EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 303: Notat om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens sag C-663/24

Europaudvalget 2024-25
EUU Alm.del Bilag 303
Offentligt

Notat

Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Kultur-

udvalg om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens sag C-663/24

Indledning

Den belgiske forfatningsdomstol (Cour Constitutionelle) har forelagt EU-

Domstolen en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel

15 i direktiv 2019/790 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre

marked

(”DSM-direktivet”) i forhold til fastsættelsen af rimelig

kompensation for

onlineanvendelse af pressepublikationer.

Sagen for EU-Domstolen vedrører den belgiske gennemførelse af DSM-direktivet

og er anlagt af Google, Meta, Spotify, Sony og Streamz

(”sagsøgerne”).

Sagen har store ligheder med EU-Domstolens præjudicielle sag C-797/23, Meta,

idet den også omhandler fortolkningen af DSM-direktivets artikel 15, herunder

medlemstaternes mulighed for at fastsætte regler om forhandlingsordninger i de

tilfælde, hvor parterne ikke kan nå til enighed om et rimeligt vederlag. Regeringen

afgav indlæg i sag C-797/23 d. 29. april 2024. Der er endnu ikke faldet dom i sagen.

Sagens faktiske omstændigheder og juridiske problemstillinger

DSM-direktivets artikel 15 tildeler udgivere af pressepublikationer nye rettighe-

der, idet presseudgiverne får tildelt en eneret i relation til udbydere af informati-

onssamfundstjenesters onlinebrug af deres pressepublikationer. Eneretten gælder i

to år fra udgivelsen af en pressepublikation.

Informationssamfundstjenester kan være nyhedsaggregatorer, medieovervågnings-

tjenester, søgemaskiner eller sociale medie-platformstjenester, som f.eks. Google og

Facebook.

I den nationale implementering af DSM-direktivets artikel 15 har Belgien indført

den nye beslægtet rettighed for presseudgivere, når deres pressepublikation anven-

des på internettet af udbydere af informationssamfundstjenester og samtidig fast-

sat, at presseudgiveren og udbyderen af informationssamfundstjenester er forplig-

tede til at forhandle i god tro om anvendelsen af denne rettighed og det vederlag,

der skal betales herfor. Hvis der ikke indgås en aftale, kan hver af parterne indlede

en tvistbilæggelsesprocedure ved et særligt organ, IBPT, som træffer bindende ad-

ministrative afgørelser.

Derudover indføres der i belgisk ret krav om, at informationssamfundstjenesterne

skal betale vederlag for en pressepublikation uanset om indholdet er ophavsretligt

beskyttet eller ej, eller om pressepublikationen er bag en betalingsmur.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på

det digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF.

12. februar 2025

BMSH

Jour. nr. 206787

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 303: Notat om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens sag C-663/24

Sagsøgerne har gjort gældende, at implementeringen af artikel 15 i belgisk ret ud-

gør et uforholdsmæssigt indgreb i friheden til at oprette og drive egen virksomhed

samt i aftalefriheden. Sagsøgerne gør endvidere gældende, at der mangler grund-

lag i direktivet for takstfastsættelsesproceduren ved IBPT. Endelig sætter sagsø-

gerne spørgsmålstegn ved, om det obligatoriske forhandlingssystem generelt ligger

inden for rammerne af IBPT’s

kompetence.

Regeringens interesse og synspunkter i sagen

Sagen vedrører grundlæggende, om den belgiske implementering af DSM-direkti-

vets artikel 15 er i overensstemmelse med EU-retten. Den danske implementering

af bestemmelsen svarer i en vis grad til den belgiske implementering.

Både de danske og belgiske bestemmelser er direktivnært implementeret i forhold

til, at de indeholder en eneret for presseudgivere, som gælder i to år i relation til

informationssamfundstjenesters onlinebrug af pressepublikationer.

Denne eneret betyder, at informationssamfundstjenester skal have tilladelse fra

presseudgiveren, når der foretages en eksemplarfremstilling af en pressepublika-

tion og/eller når pressepublikationer stilles til rådighed på en sådan måde, at al-

menheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt (on de-

mand).

En sådan tilladelse vil foreligge, når presseudgiverne selv gør publikationerne

tilgængelige via informationssamfundstjenesten, hvorefter der ikke foreligger

yderligere krav om samtykke, og når informationssamfundstjenesten har tilbudt et

vederlag for øvrig brug af de pågældende publikationer, og udgiveren af

pressepublikationerne har accepteret dette vederlag.

Danmark har ved lov nr. 1121 af 4. juni 2021 om ændring af lov om ophavsret im-

plementeret DSM-direktivets artikel 15 i den danske ophavsretslovs § 69 a og sup-

pleret den med en aftalelicensbestemmelse § 29 a. § 69 a indfører en eneret for

presseudgivere, som indebærer, at udbydere af informationssamfundstjenester skal

have samtykke fra presseudgiveren til online at foretage eksemplarfremstilling af

en pressepubliktation og/eller stille pressepublikationen til rådighed på en sådan

måde, at almenheden får adgang til den. Ophavsretslovens § 29 a, stk. 1, giver

mulighed for, at informationssamfundstjenesters brug af pressepublikationer kan

klareres kollektivt hos en forvaltningsorganisation, som er godkendt af

Kulturministeriet til at varetage opgaven. I Danmark er den godkendte

organisation for presseudgivere Danske Pressepublikationers Kollektive

Forvaltningsorganisation (DPCMO). Dette indebærer, at en udbyder af en

informationssamfundstjeneste, f.eks. Meta, som benytter pressepublikationer, kan

indgå en enkelt aftale med DPCMO, som gælder for samtlige danske

presseudgivere. Det følger dog af ophavsretslovens § 29 a, stk. 2, at ophaveren over

for de aftalesluttende parter kan nedlægge forbud mod den i stk. 1 nævnte

anvendelse af pressepublikationer.

Side 2

EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 303: Notat om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens sag C-663/24

Derudover giver ophavsretslovens § 29 a, stk. 3, Ophavsretslicensnævnet kompe-

tence til at træffe afgørelse i sager, hvor den organisation, der er godkendt til at

indgå aftaler, stiller urimelige vilkår for at indgå aftale. Ophavsretslicensnævnet

har kompetence til at afgøre tvister om vilkår og vederlag på en række udvalgte

områder. I forhold til ophavsretslovens § 29 a, stk. 3, kan nævnet dermed træffe af-

gørelse på begæring fra en af parterne (f.eks. DPCMO) om det rimelige vederlag,

men afgørelsen er ikke bindende for parterne, idet nævnet ikke kan meddele tilla-

delse i tilfælde af parternes uenighed. Herudover er der også adgang til mægling

efter ophavsretslovens § 52.

Det er regeringens opfattelse, at DSM-direktivets artikel 15 ikke er til hinder for,

at der i national ret fastsættes en ret til rimelig betaling, da det er formålet med en

ophavsretlig eneret, at indehaveren af eneretten skal give tilladelse, og det ligger i

tilladelsens natur, at dette sker mod betaling af et vederlag. Et krav på et rimeligt

vederlag fremgår derfor implicit af eneretten, og der er også flere holdepunkter

herfor i DSM-direktivets artikel 15 og præamblen.

Både de belgiske og danske regler supplerer direktivet ved bl.a. at indføre en hjem-

mel til, at en tredjepart, f.eks. en national uafhængig administrativ myndighed el-

ler et nævn (Ophavsretslicensnævnet i Danmark) kan træffe afgørelse om størrel-

sen på den rimelige kompensation/vederlag på begæring fra en af parterne, og de to

myndigheders afgørelse kan indbringes for en domstol. Hverken IBPT eller Op-

havsretslicensnævnet kan pålægge partnerne at indgå aftale.

Det er regeringens opfattelse, at artikel 15 ikke er til hinder for, at aftaler om brug

af pressepublikationer kan klareres kollektivt, eller at et nævn tildeles kompetence

til at fastsætte størrelsen af vederlaget for brugen af pressepublikationer samt

øvrige vilkår i de tilfælde, hvor en informationssamfundstjeneste og en

presseudgiver ikke kan blive enige om et vederlagsniveauet.

Selvom det ikke fremgår direkte af DSM-direktivets artikel 15, at medlemstaterne

kan fastsætte regler om forhandlingsordninger i de tilfælde, hvor parterne ikke

kan nå til enighed om et rimeligt vederlag, så udgør forhandlingsordninger en

central del af DSM-direktivet.

Det er regeringens opfattelse, at der må være et skøn for medlemsstaterne til at

fastsætte, hvordan eneretten aftaleretligt kan sikres, når DSM-direktivets artikel

15 ikke nærmere regulerer dette.

På denne baggrund afgiver regeringen indlæg i sagen i overensstemmelse med det

ovenfor anførte.

Side 3