DPCMO
Folketingets Kulturudvalg, Digitaliseringsudvalg, Erhvervsudvalg og Europaudvalg - kopi af
brevet er desuden sendt til de fire ministre
2. april 2025
Googles blokering af danskeres adgang til nyheder - anmodning om foretræde for Kulturudvalget
Borgernes adgang til troværdige og mangfoldige nyheder er vigtig i en tid, hvor aktører har interesse i at
desinformere og destabilisere Danmark og Europa. Oplyste og engagerede borgere er det vigtigste værn mod
udenlandsk informationsmanipulation og indblanding, fastslår European Media Freedom Act. Nyheds- og
aktualitetsindhold af høj kvalitet og under redaktionelt ansvar har en direkte indvirkning på borgernes
demokratiske deltagelse og samfundsmæssig værdi. At danskerne kan søge og modtage forskellige oplysninger,
fremmer desuden kulturel mangfoldighed og social samhørighed.
Media Freedom Act fremhæver desuden udfordringen med globale onlineplatforme, som gateways til
medieindhold, med forretningsmodeller, der har tendens til at afbryde adgangen til medietjenester, og som
forstærker polariserende indhold og desinformation. Afbrydelse af borgeres adgang til pålideligt redaktionelt
indhold var præcis, hvad mange tusinde danskere oplevede i perioden 15. november 2024 - 31. januar 2025, da
Google pludselig besluttede at blokere tilfældige danskeres adgang til danske mediers indhold via Googles
platforme.
Som også anført i vores brev af 25. november 2024 (KUU Alm. del - Bilag 50), anser vi Googles blokering for et
demokratisk og konkurrenceretligt problem, som understreger Googles magt over danskernes
informationsinfrastruktur. Som vi også fremhævede, forventede vi, at Googles ensidige test ville konkludere, at
nyheder har ingen eller minimal værdi, hvorefter Google i EU ville lancere deres AI produkt: Google AI Overview.
Google offentliggjorde 21. marts 2025 resultatet af deres test, som viser, at nyheder har ingen eller minimal
værdi. Google har 27. marts lanceret Google AI Overview i ni EU-lande, herunder Tyskland.
Google adfærd vækker stor bekymring, ikke kun i Danmark. IFRRO, som DPCMO er medlem af, og som
repræsenterer rettighedshavere i 90 lande, har udsendt åbent
brev.
Det samme har de europæiske
medieorganisationer, hvor Danske Medier er i bestyrelsen:
European press publishers: Google is not entitled to
suppress nor set the value of journalistic information “Made in Europe”
og
google-s-news-removal-experiment-
monopoly-flex-or-a-strategy-in-disguise.
Vi håber, at Danmark fortsat vil udvise lederskab i arbejdet for oplyste borgere og stærke demokratier og
anmoder hermed om foretræde for Kulturudvalget for at uddybe denne henvendelse og gerne andre udvalg, hvis
det findes relevant.
Hvem er Danske Medier og DPCMO?
Danske Medier er en organisation, der repræsenterer 240 private medievirksomheder i Danmark. DPCMO er en
non-profit kollektiv forvaltningsorganisation, som er godkendt af Kulturministeriet og repræsenterer både
private og offentligt ejede medievirksomheder.
Med venlig hilsen
Dicle Duran Nielsen, adm. direktør, Danske Medier og Karen Rønde, direktør, DPCMO