Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 10473
Den 4. december 2024
Ministeren for ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. 2 til B 3, forslag til folketingsbeslutning om at
forbyde kønsopdelt svømning i offentlige svømmehaller stillet den 18. november 2024 af Peter
Skaarup (DD) og ikke medlem af udvalget (MFU) Susie Jessen (DD).
Spørgsmål nr. 2 til B 3
”Vil
ministeren redegøre for overvejelserne bag, at der er dispensationsmuligheder i forbindelse med
forbuddet mod kønsopdelt svømning, herunder hvilke overvejelser, der ligger bag, at regeringen ikke
har præciseret dispensationsmulighederne med en udtømmende liste, og vil ministeren desuden
kommentere konsekvenserne af ikke at konkretisere, hvilke grundlag og årsager der kan føre til
dispensation?”
Svar
Udgangspunktet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven) er, at ingen må
udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn (§ 2). For en
gennemgang af undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling og eksempler på initiativer skal jeg
henvise til min samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 1 til B 3, hvor det bl.a. fremgår, at
ligestillingsloven undtagelsesmuligheder følger et EU-direktiv på området.
I forhold til dispensationer fra ressortministre kan jeg oplyse, at det sjældent sker. Ressortministrene
er i dag forpligtet til at indberette om dispensationer i forbindelse med ligestillingsredegørelserne, der
indsendes hvert tredje år (§ 5, stk. 3). I de seneste ligestillingsredegørelser, der omfatter perioden 1.
september 2015 til 31. maj 2023, er der indberettet to dispensationer. Begge dispensationer er givet af
Uddannelses- og Forskningsministeriet og vedrører Inge Lehmann-programmet, som har til formål at
understøtte en mere ligelig kønsbalance i forskningsmiljøer med fokus på de karrieretrin, hvor
uligheden sætter ind.
Det bemærkes, at det med lovforslag nr. L 36 om forenkling af ligestillingsloven, som er fremsat den 3.
oktober 2024, foreslås, at ligestillingsredegørelserne afskaffes, og at der i stedet indføres en
forpligtelse for de enkelte ressortministre til at indberette en dispensation til ministeren for
ligestilling. Udviklingen i dispensationerne vil på den baggrund blive fulgt løbende. Jeg kan i øvrigt
oplyse, at der på baggrund af lovforslag nr. L 36 er igangsat et arbejde med at revidere vejledningen
om initiativer til fremme af ligestilling, der vedrører adgangen til at iværksætte ligestillingsfremmende
initiativer uden dispensation.
Jeg kan i øvrigt oplyse, at Ligebehandlingsnævnet har kompetence til at behandle klager over
overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn efter ligestillingsloven på baggrund
af en konkret vurdering. Der kan henvises til Ligebehandlingsnævnets afgørelsesdatabase, der kan
findes her:
https://ast.dk/naevn/ligebehandlingsnaevnet/afgorelser.
Magnus Heunicke
/
Mette Kaae Hansen
Miljø-
og Ligestillingsministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42