Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 10473
Den 4. december 2024
Ministeren for ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. 3 til B 3, forslag til folketingsbeslutning om at
forbyde kønsopdelt svømning i offentlige svømmehaller stillet den 18. november 2024 af Peter
Skaarup (DD) og ikke medlem af udvalget (MFU) Susie Jessen (DD).
Spørgsmål nr. 3 til B 3
”Vil
ministeren redegøre for, hvorfor regeringens bekendtgørelsesændring først træder i kraft i 2026?”
Svar
Den nye bekendtgørelse om initiativer til fremme af ligestilling forventes at træde i kraft i løbet af
januar 2025. Derefter vil det ikke være muligt at etablere hold og undervisning mv. for det ene køn
inden for idræt, herunder svømning mv., hvor det modsatte køn afskæres fra de tilhørende faciliteter,
med hjemmel i bestemmelsen i bekendtgørelsen.
Det er sædvanlig praksis, at det ved udarbejdelse af love og bekendtgørelser overvejes, om
gennemførelsen af de nye regler indebærer overgangsproblemer, der skal løses ved overgangsregler. Et
sådant behov kan være begrundet i hensynet til borgernes, virksomhedernes m.v. berettigede
forventninger og mulighed for at indrette sig. En overgangsregel kan ifølge Justitsministeriets
vejledning om administrative forskrifter f.eks. gå ud på, at nye (skærpede) regler først efter en bestemt
periode skal finde anvendelse for borgere, virksomheder m.v., der kan siges at have indrettet sig efter
de gamle regler.
På den baggrund forventes bekendtgørelsen at indeholde en overgangsbestemmelse, der vil gøre det
muligt at opretholde f.eks. kønsopdelte svømmehold, der allerede er etableret, og hvor deltagerne
f.eks. er tilmeldt og har betalt for ydelsen, indtil udgangen af 2025.
Magnus Heunicke
/
Mette Kaae Hansen
Miljø-
og Ligestillingsministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42