B 7 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om EU-rettens rækkevidde i forhold til at lovgive nationalt om regulering af techgiganterne, f.eks. om algoritmer og alderstjek, og om ministeren er klar til at lave national lovgivning om regulering af techgiganterne

Udvalget for Digitalisering og It 2024-25
B 7
Offentligt

Samling af Afgørelser

DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)

9. november 2023 *

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2000/31/EF – informationssamfundstjenester – artikel 3,

stk. 1 – princippet om hjemlandstilsyn – artikel 3, stk. 4 – fravigelse af princippet om fri

bevægelighed for informationssamfundstjenester – begrebet »foranstaltninger vedrørende en

bestemt informationssamfundstjeneste« – artikel 3, stk. 5 – mulighed for efterfølgende

meddelelse om foranstaltninger, der begrænser den frie bevægelighed for

informationssamfundstjenester i hastende tilfælde – ingen meddelelse – muligheden for at gøre

disse foranstaltninger gældende – en medlemsstats lovgivning, der pålægger udbydere af

kommunikationsplatforme, uanset om de er etableret på dens område eller ej, en række

forpligtelser vedrørende kontrol med og indberetning af angiveligt ulovligt indhold – direktiv

2010/13/EU – audiovisuelle medietjenester – videodelingsplatformstjenester«

I sag C-376/22,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af

Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig) ved afgørelse af 24. maj 2022, indgået til

Domstolen den 10. juni 2022, i sagen

Google Ireland Limited,

Meta Platforms Ireland Limited,

Tik Tok Technology Limited

mod

Kommunikationsbehörde Austria (KommAustria),

procesdeltager:

Bundesministerin für Frauen, Familie, Integration und Medien im Bundeskanzleramt,

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling),

sammensat af afdelingformanden, A. Prechal, og dommerne F. Biltgen, N. Wahl (refererende

dommer), J. Passer og M.L. Arastey Sahún,

* Processprog: tysk.

ECLI:EU:C:2023:835

B 7 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om EU-rettens rækkevidde i forhold til at lovgive nationalt om regulering af techgiganterne, f.eks. om algoritmer og alderstjek, og om ministeren er klar til at lave national lovgivning om regulering af techgiganterne

9.11.2023 –

SAG

C-376/22

OOGLE

RELAND M

generaladvokat: M. Szpunar,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

– Google Ireland Limited og Tik Tok Technology Limited ved Rechtsanwalt L. Feiler,

– Meta Platforms Ireland Limited ved Rechtsanwalt S. Denk,

– den østrigske regering ved A. Posch og G. Kunnert, som befuldmægtigede,

– Irland ved M. Browne, A. Joyce og M. Tierney, som befuldmægtigede, bistået af D. Fennelly, BL,

– den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

– Europa-Kommissionen ved G. Braun, S.L. Kalėda og P.-J. Loewenthal, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 8. juni 2023,

afsagt følgende

Dom

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen dels af artikel 3, stk. 4 og 5, i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af

informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (EFT 2000, L 178,

s. 1), dels af artikel 28a, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af

10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne

om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (EUT 2010,

L 95, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af

14. november 2018 (EUT 2018, L 303, s. 69) (herefter »direktiv 2010/13«).

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Google Ireland

Limited, Meta Platforms Ireland Limited og Tik Tok Technology Limited, der er selskaber med

hjemsted i Irland, og på den anden side Kommunikationsbehörde Austria (KommAustria) (den

østrigske tilsynsmyndighed for kommunikation) vedrørende sidstnævntes afgørelser om, at disse

selskaber er underlagt Bundesgesetz über Maßnahmen zum Schutz der Nutzer auf

Kommunikationsplattformen

(Kommunikationsplattformen-Gesetz)

(forbundslov

foranstaltninger til beskyttelse af brugere på kommunikationsplatforme) (BGBl. I, 151/2020,

herefter »lov om kommunikationsplatforme«).

ECLI:EU:C:2023:835

9.11.2023 –

SAG

C-376/22

OOGLE

RELAND M

Retsforskrifter

EU-retten

Direktiv 2000/31

5., 6., 8., 22. og 24. betragtning til direktiv 2000/31 har følgende ordlyd:

»(5)

Udviklingen af informationssamfundstjenester i Fællesskabet hæmmes af en række retlige

hindringer for et velfungerende indre marked, hvilket gør udøvelsen af etableringsfriheden

og den frie udveksling af tjenesteydelser mindre attraktiv; hindringerne skyldes, at de

nationale lovgivninger et forskellige, og at der hersker retsusikkerhed med hensyn til,

hvilke nationale regler der finder anvendelse på sådanne tjenester; da lovgivningerne på de

pågældende områder ikke er koordineret eller tilpasset hinanden, kan hindringerne efter De

Europæiske Fællesskabers Domstols retspraksis være berettigede; der hersker

retsusikkerhed med hensyn til, i hvilket omfang medlemsstaterne kan føre kontrol med

tjenester fra en anden medlemsstat.

Af hensyn til Fællesskabets mål og på baggrund af traktatens artikel 43 og 49 og den afledte

fællesskabsret bør disse hindringer fjernes gennem koordinering af visse nationale

lovgivninger og præcisering på fællesskabsplan af visse juridiske begreber, i det omfang det

er nødvendigt for et velfungerende indre marked; da dette direktiv kun vedrører visse

specifikke spørgsmål, som giver anledning til problemer for det indre marked, overholder

direktivet fuldt ud kravet i traktatens artikel 5 overensstemmelse med

subsidiaritetsprincippet.

(6)

[…]

(8)

Formålet med dette direktiv er at skabe en retlig ramme for at sikre fri bevægelighed for

informationssamfundstjenester mellem medlemsstaterne og ikke at harmonisere det

strafferetlige område som sådant.

[…]

(22)

Informationssamfundstjenester bør kontrolleres på det sted, hvor tjenesterne udføres, for at

sikre en effektiv beskyttelse af almene hensyn; der skal derfor være sikkerhed for, at den

kompetente myndighed yder denne beskyttelse ikke alene for borgerne i det pågældende

land, men for alle Fællesskabets borgere; for at fremme den gensidige tillid mellem

medlemsstaterne er det absolut nødvendigt, at det klart præciseres, at ansvaret påhviler

oprindelseslandet; for effektivt at sikre den frie udveksling af tjenesteydelser og for at skabe

retssikkerhed for tjenesteyderne og -modtagerne bør informationssamfundstjenester

principielt være underlagt retssystemet i den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret.

[…]

(24)

I forbindelse med dette direktiv er det til trods for princippet om kontrol ved kilden af

informationssamfundstjenester tilladt, at medlemsstaterne under de omstændigheder, der

er fastlagt i dette direktiv, iværksætter foranstaltninger til begrænsning af den frie

bevægelighed for informationssamfundstjenester.«

ECLI:EU:C:2023:835

9.11.2023 –

SAG

C-376/22

OOGLE

RELAND M

Dette direktivs artikel 1, stk. 1, bestemmer:

»Dette direktiv har til formål at bidrage til et velfungerende indre marked ved at sikre fri bevægelighed

for informationssamfundstjenester mellem medlemsstaterne.«

Det nævnte direktivs artikel 2 fastsætter:

»I dette direktiv forstås ved:

a) »informationssamfundstjenester«: tjenester som defineret i artikel 1, nr. 2), i

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en

informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for

informationssamfundets tjenester (EFT 1998, L 204, s. 37),] som ændret ved

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/48/EF af 20. juli 1998 EFT 1998, L 217, s. 18)]

[…]

h) »koordineret område«: de krav, der i medlemsstaterne retssystemer er fastsat for leverandører

af informationssamfundstjenester eller for informationssamfundstjenester, uanset om de er

generelle eller specifikt fastsat for disse.

[…]«

Samme direktivs artikel 3 med overskriften »Det indre marked« er affattet som følger:

»1. Hver medlemsstat påser, at de informationssamfundstjenester, som leveres af en tjenesteyder

etableret på medlemsstatens territorium, er i overensstemmelse med de nationale bestemmelser,

der finder anvendelse i denne medlemsstat inden for det koordinerede område.

2. Medlemsstaterne må ikke af grunde, der henhører under det koordinerede område, begrænse

adgangen til at levere informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat.

[…]

4. Medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger til fravigelse af stk. 2 for en bestemt

informationssamfundstjeneste, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a) foranstaltningerne skal:

i) være nødvendige af en af følgende grunde:

– ufravigelige retsgrundsætninger, især forebyggelse, efterforskning, afsløring og

retsforfølgning af lovovertrædelser, herunder beskyttelsen af mindreårige og

bekæmpelsen af enhver tilskyndelse til had på grund af race, køn, religion eller

nationalitet, og krænkelser af enkeltpersoners værdighed

– beskyttelse af folkesundheden

– den offentlige sikkerhed, herunder national sikkerhed og forsvar

– beskyttelse af forbrugere, herunder investorer

ECLI:EU:C:2023:835

9.11.2023 –

SAG

C-376/22

OOGLE

RELAND M

ii) træffes over for en informationssamfundstjeneste, som krænker de i nr. i) omhandlede mål,

eller som udgør en alvorlig og tungtvejende risiko for en krænkelse af disse mål

iii) stå i et rimeligt forhold til disse mål

b) uden at det berører retssager, herunder forudgående retsmøder og handlinger, der udføres i

forbindelse med efterforskning af kriminalsager, skal medlemsstaten, inden den træffer de

pågældende foranstaltninger:

– have opfordret den i stk. 1 omhandlede medlemsstat til at træffe foranstaltninger, og denne

medlemsstat har ikke truffet disse foranstaltninger, eller de har ikke været tilstrækkelige

– have meddelt Kommissionen og den i stk. 1 omhandlede medlemsstat, at den har til hensigt

at træffe sådanne foranstaltninger.

5. Medlemsstaterne kan i hastende tilfælde fravige betingelserne i stk. 4, litra b).

Foranstaltningerne skal i så fald snarest muligt meddeles Kommissionen og den i stk. 1

omhandlede medlemsstat med angivelse af grundene til, at medlemsstaten finder, at der er tale

om et hastende tilfælde.

6. Uden at dette berører medlemsstatens mulighed for at anvende de pågældende

foranstaltninger, skal Kommissionen hurtigst muligt undersøge, om de anmeldte foranstaltninger

er i overensstemmelse med fællesskabsretten; kommer Kommission[en] til den konklusion, at

foranstaltningerne ikke er i overensstemmelse med fællesskabsretten, skal den anmode den

pågældende medlemsstat om at undlade at træffe de påtænkte foranstaltninger eller om straks at

bringe allerede trufne foranstaltninger til ophør.«

Direktiv 2010/13

Artikel 1 i direktiv 2010/13 foreskriver:

»1. I dette direktiv forstås ved:

[…]

aa) »videodelingsplatformstjeneste«: en tjeneste som defineret i artikel 56 [TEUF] og 57 [TEUF],

hvor hovedformålet med tjenesten eller en del af den, der kan adskilles herfra, eller en

væsentlig funktion i tjenesten består i at udbyde programmer, brugergenererede videoer eller

begge dele til offentligheden, som udbyderen af videodelingsplatformen ikke har noget

redaktionelt ansvar for, med henblik på at informere, underholde eller oplyse via elektroniske

kommunikationsnet som defineret i artikel 2, litra a), i [Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske

kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) (EFT 2002, L 108, s. 33),] og hvis

tilrettelæggelse fastlægges af udbyderen af videodelingsplatformen, herunder ved brug af

automatiske metoder og algoritmer og navnlig gennem visning, tagging og sekvensering.

[…]«

ECLI:EU:C:2023:835

9.11.2023 –

SAG

C-376/22

OOGLE

RELAND M

Dette direktivs artikel 28a, stk. 1 og 5, bestemmer:

»1. En udbyder af en videodelingsplatform etableret på en medlemsstats område, jf. artikel 3,

stk. 1, i [direktiv 2000/31], hører med henblik på nærværende direktiv under den pågældende

medlemsstats jurisdiktion.

[…]

5. I forbindelse med nærværende direktiv finder artikel 3 og artikel 12-15 i [direktiv 2000/31]

anvendelse på udbydere af videodelingsplatforme, der anses for at være etableret i en

medlemsstat, jf. nærværende artikels stk. 2.«

Direktiv (EU) 2015/1535

Artikel 1, stk. 1, litra e)-g), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af

9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt

forskrifter for informationssamfundets tjenester (EUT 2015, L 241, s. 1) indeholder følgende

definitioner:

»e) »forskrift vedrørende tjenester«: et krav af generel karakter vedrørende adgang til at optage og

udøve virksomhed i forbindelse med tjenester, der er omhandlet i litra b), navnlig

bestemmelser vedrørende tjenesteyderen, tjenesterne og tjenestemodtageren, dog undtaget

forskrifter, der ikke specifikt tager sigte på de i nævnte litra definerede tjenester.

[…]

»teknisk forskrift«: en teknisk specifikation eller et andet krav eller en forskrift vedrørende

tjenester, herunder de administrative bestemmelser, der gælder herfor, som retligt eller

faktisk skal overholdes ved markedsføring, levering eller anvendelse af en tjeneste, eller

etablering af en operatør af tjenester i en medlemsstat eller i en væsentlig del af denne stat,

samt medlemsstaternes love og administrative bestemmelser vedrørende forbud mod

fremstilling, import, markedsføring eller anvendelse af et produkt eller forbud mod levering

eller anvendelse af en tjeneste eller mod, at en tjenesteyder etablerer sig, jf. dog artikel 7.

[…]

g) »udkast til teknisk forskrift«: en tekst til en teknisk specifikation eller et andet krav eller en

forskrift vedrørende tjenester, herunder administrative bestemmelser, der er udarbejdet med

henblik på at vedtage den eller senere få den vedtaget som en teknisk forskrift, og som

befinder sig på et forberedende stadium, hvor det stadig er muligt at foretage væsentlige

ændringer.«

Direktivets artikel 5, stk. 1, første afsnit, fastsætter:

»Med forbehold af artikel 7 meddeler medlemsstaterne straks Kommissionen ethvert udkast til teknisk

forskrift, medmindre der er tale om en almindelig gengivelse af en international eller europæisk

standard, i hvilket tilfælde oplysning om den relevante standard vil være tilstrækkelig. De meddeler

ligeledes Kommissionen grundene til, at det er nødvendigt at indføre en sådan teknisk forskrift,

medmindre disse grunde allerede fremgår af udkastet.«

ECLI:EU:C:2023:835

9.11.2023 –

SAG

C-376/22

OOGLE

RELAND M

Østrigsk ret

I § 1 i lov om kommunikationsplatforme foreskrives følgende:

»1. Denne forbundslov har til formål at fremme en ansvarlig og gennemsigtig håndtering af

brugernes indberetninger af indhold som beskrevet nedenfor på kommunikationsplatforme og en

omgående behandling af sådanne indberetninger.

2. Inden- og udenlandske tjenesteudbydere, der udbyder kommunikationsplatforme (§ 2, nr. 4)

med det formål at opnå økonomisk gevinst, er omfattet af denne forbundslovs

anvendelsesområde, medmindre:

1) antallet af registrerede brugere med adgangsrettigheder til kommunikationsplatformen i

Østrig i det foregående kalenderår ikke overskred 100 000 personer i gennemsnit, og

2) den omsætning, der blev opnået i Østrig i det foregående kalenderår som følge af driften af

kommunikationsplatformen, udgjorde mindre end 500 000 EUR.

[…]

4. Udbydere af videodelingsplatforme (§ 2, nr. 12) er for så vidt angår de programmer (§ 2, nr. 9)

og videoer produceret af brugere (§ 2, nr. 7), der er tilgængelige på platformen, undtaget fra

forpligtelserne i henhold til denne forbundslov.

5. Efter anmodning fra en tjenesteudbyder skal tilsynsmyndigheden tage stilling til, om den

pågældende tjenesteudbyder er omfattet af denne forbundslovs anvendelsesområde.

[…]«

I § 2 i lov om kommunikationsplatforme bestemmes:

»I denne lov forstås ved:

[…]

2) »informationssamfundstjeneste«: en tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som

teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra tjenestemodtageren […],

herunder onlinehandel med produkter og tjenesteydelser, onlineinformation, onlinereklame,

elektroniske søgemaskiner og muligheder for at hente data samt tjenester, der gør det muligt

at overføre information via et elektronisk netværk, få adgang til eller registrere oplysninger

om en bruger […]

3) »tjenesteudbyder«: den fysiske eller juridiske person, der udbyder en kommunikationsplatform

4) »kommunikationsplatform«: en informationssamfundstjeneste, hvis hovedformål eller

væsentlige funktion består i gennem masseudbredelse at muliggøre udveksling af meddelelser

eller fremførelser med intellektuelt indhold i form af tale, skrift, lyd eller billede mellem

brugere og en bredere personkreds af andre brugere«

[…]

ECLI:EU:C:2023:835

9.11.2023 –

SAG

C-376/22

OOGLE

RELAND M

6) »bruger«: enhver person, der benytter en kommunikationsplatform, uanset om den

pågældende er registreret på denne platform eller ej

7) »brugergenereret video«: et sæt levende billeder med eller uden lyd, der udgør en individuel

del, uanset dens længde, som skabes af en bruger og uploades på en videodelingsplatform af

denne bruger eller af enhver anden bruger

[…]

9) »program«: et enkelt selvstændigt element i en audiovisuel medietjeneste, som, uanset dets

længde, består af et sæt levende billeder med eller uden lyd, inden for en programflade eller et

katalog udarbejdet af en medietjenesteudbyder, idet begrebet omfatter bl.a. film af

spillefilmslængde, videoklip, sportsbegivenheder, sitcom-serier, dokumentarprogrammer,

nyhedsprogrammer, kunstneriske og kulturelle programmer, børneprogrammer og TV-drama

[…]

12) »videodelingsplatformen«: en tjeneste som defineret i artikel 56 [TEUF] og 57 [TEUF], hvor

hovedformålet med tjenesten eller en del af den, der kan adskilles herfra, eller en væsentlig

funktion i tjenesten består i at udbyde programmer (nr. 9), brugergenererede videoer (nr. 7)

eller begge dele til offentligheden, som udbyderen af videodelingsplatformen ikke har noget

redaktionelt ansvar for, med henblik på at informere, underholde eller oplyse via

elektroniske kommunikationsnet som defineret i artikel 2, nr. 1), i [Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks

for elektronisk kommunikation (EUT 2018, L 321, s. 36)], og hvis tilrettelæggelse fastlægges

af udbyderen af platformen (herunder ved brug af automatiske metoder og algoritmer og

navnlig gennem visning, tagging og sekvensering).«

§ 3 i lov om kommunikationsplatforme har følgende ordlyd:

»1. Tjenesteudbydere skal fastsætte en effektiv og gennemsigtig procedure for håndteringen og

færdigbehandlingen af indberetninger om angiveligt ulovligt indhold, som er tilgængeligt på

kommunikationsplatformen.

[…]

4. Desuden skal tjenesteudbydere påse, at der etableres en effektiv og gennemsigtig procedure for

fornyet prøvelse af deres afgørelser om blokering eller fjernelse af indberettet indhold (stk. 3,

nr. 1). […]

[…]«

§ 4, stk. 1, i lov om kommunikationsplatforme har følgende ordlyd:

»Tjenesteudbydere er forpligtet til én gang årligt, i tilfælde af kommunikationsplatforme med flere end

en mio. registrerede brugere dog én gang hvert halve år, at udarbejde en rapport om håndteringen af

indberetninger om angiveligt ulovligt indhold. Rapporten skal senest en måned efter afslutningen af

den periode, som rapporten omfatter, sendes til tilsynsmyndigheden og samtidig gøres permanent og

let lokaliserbart tilgængelig på den pågældende kommunikationsplatforms eget websted.«

ECLI:EU:C:2023:835

9.11.2023 –

SAG

C-376/22

OOGLE

RELAND M

§ 5 i lov om kommunikationsplatforme har følgende ordlyd:

»1. Tjenesteyderne udpeger en person, der opfylder betingelserne i § 9, stk. 4, i

Verwaltungsstrafgesetz 1991 – VStG (lov af 1991 om administrative sanktioner, BGBl., 52/1991).

Denne person skal:

1) sikre, at bestemmelserne i denne forbundslov overholdes

2) have beføjelse til at udstede påbud, hvorved det kan sikres, at bestemmelserne i denne

forbundslov overholdes

3) besidde de nødvendige tyskkundskaber til at kunne samarbejde med de administrative og

retslige myndigheder

4) råde over de nødvendige ressourcer til udførelsen af sine opgaver.

[…]

4. Tjenesteudbydere skal udpege en fysisk eller juridisk person som befuldmægtiget, for hvem

administrative og retslige forkyndelser kan ske. Stk. 1, nr. 3, stk. 2, første punktum, og stk. 3 finder

anvendelse.

5. Den regulerende myndighed underrettes straks om identiteten af den befuldmægtigede og den

befuldmægtigede, for hvem forkyndelserne kan ske.«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

Sagsøgerne i hovedsagen, Google Ireland, Meta Platforms Ireland og Tik Tok Technology er

selskaber med hjemsted i Irland, som udbyder kommunikationsplatformstjenester i bl.a. Østrig.

Efter ikrafttrædelsen af lov om kommunikationsplatforme i 2021 anmodede disse selskaber

KommAustria om i henhold til denne lovs § 1, stk. 5, at fastslå, at de ikke var omfattet af

sidstnævntes anvendelsesområde.

Ved tre afgørelser af 26. marts 2021, 31. marts 2021 og 22. april 2021 fastslog KommAustria, at

sagsøgerne i hovedsagen er omfattet af anvendelsesområdet for lov om

kommunikationsplatforme, da de hver især udbyder en »kommunikationsplatform« som

omhandlet i lovens § 2, nr. 4.

Sagsøgerne i hovedsagen anlagde søgsmål til prøvelse af disse afgørelser ved

Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Østrig), der forkastede

disse søgsmål som ugrundede.

Til støtte for de revisionsankesager, som sagsøgerne i hovedsagen har iværksat til prøvelse af disse

afgørelser ved Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig), som er den forelæggende

ret, har sagsøgerne for det første gjort gældende, at eftersom Republikken Irland og

Europa-Kommissionen ikke er blevet underrettet om vedtagelsen af lov om

kommunikationsplatforme i henhold til artikel 3, stk. 4, litra b), og artikel 3, stk. 5, i direktiv

2000/31, kan denne lov ikke gøres gældende over for dem. For det andet er de forpligtelser, der er

ECLI:EU:C:2023:835

9.11.2023 –

SAG

C-376/22

OOGLE

RELAND M

indført ved den nævnte lov, uforholdsmæssige og uforenelige med den frie udveksling af

tjenesteydelser og med »princippet om hjemlandstilsyn«, der er fastsat i direktiv 2000/31 og – for

så vidt angår videodelingsplatformstjenester – i direktiv 2010/13.

I denne henseende har den forelæggende ret for det første anført, at revisionsappellerne rejser

spørgsmålet om, hvorvidt lov om kommunikationsplatforme eller de forpligtelser, som denne lov

pålægger tjenesteudbyderne, udgør foranstaltninger, der er truffet med hensyn til en »bestemt

informationssamfundstjeneste« som omhandlet i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2000/31. Den

forelæggende ret har anført, at den nærer tvivl på dette punkt, for så vidt som bestemmelserne i

lov om kommunikationsplatforme er generelle og abstrakte, og idet de pålægger udbydere af

informationssamfundstjenester generelle forpligtelser, der får virkning uden en individuel og

konkret retsakt.

Såfremt betingelserne i artikel 3, stk. 4, litra a), i direktiv 2000/31 er opfyldt, er den forelæggende

ret for det andet i tvivl om fortolkningen af dette direktivs artikel 3, stk. 5, med henblik på at

afgøre, om lov om kommunikationsplatforme kan gøres gældende over for sagsøgerne i

hovedsagen, selv om den ikke er blevet meddelt.

For det tredje ønsker den forelæggende ret ligeledes – i tilfælde af, at de forpligtelser, som lov om

kommunikationsplatforme pålægger udbydere af kommunikationsplatforme, skal kvalificeres som

foranstaltninger, der er truffet med hensyn til en »bestemt informationssamfundstjeneste« som

omhandlet i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2000/31 – oplyst, om de nævnte forpligtelser, forudsat at

de opfylder de betingelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 3, stk. 4, litra a), principielt finder

anvendelse på de tjenester, som sagsøgerne i hovedsagen leverer som udbydere af

kommunikationsplatformstjenester. Det er således i givet fald nødvendigt for så vidt angår

udbydere af videodelingsplatformstjenester som omhandlet i artikel 1, litra aa), i direktiv 2010/13

at afgøre, om princippet om hjemlandstilsyn, som ligeledes finder anvendelse inden for rammerne

af dette direktiv i henhold til dets artikel 28a, stk. 1, som henviser til artikel 3 i direktiv 2000/31, er

til hinder for, at de forpligtelser, som lov om kommunikationsplatforme pålægger

tjenesteudbydere, der er etableret på en anden medlemsstats område, finder anvendelse på

indholdet af disse platforme, når der hverken er tale om programmer eller brugerproducerede

videoer.

På denne baggrund har Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol) besluttet at udsætte sagen

og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal artikel 3, stk. 4, litra a), nr. ii), i [direktiv 2000/31] fortolkes således, at der ved en

foranstaltning vedrørende »en bestemt informationssamfundstjeneste« også kan forstås en

lovgivningsmæssig foranstaltning, der vedrører en generelt defineret kategori af bestemte

informationssamfundstjenester (som f.eks. kommunikationsplatforme), eller er det en

forudsætning for, at der kan siges af være tale om en foranstaltning i denne bestemmelses

forstand, at der træffes en afgørelse i en konkret, individuel sag (f.eks. vedrørende en

navngivet kommunikationsplatform)?

2) Skal artikel 3, stk. 5, i direktiv 2000/31 fortolkes således, at undladelsen af forudgående at give

Kommissionen og etableringsmedlemsstaten meddelelse om den trufne foranstaltning –

hvilken meddelelse i henhold til denne bestemmelse i hastende tilfælde skal ske »snarest

muligt« (efterfølgende) – indebærer, at den pågældende foranstaltning, efter udløbet af en

periode, der må anses for tilstrækkelig til afgivelse af den (efterfølgende) meddelelse, ikke

kan finde anvendelse på en bestemt tjeneste?

ECLI:EU:C:2023:835

9.11.2023 –

SAG

C-376/22

OOGLE

RELAND M

3) Er artikel 28a, stk. 1, i [direktiv 2000/31] til hinder for anvendelsen af en foranstaltning som

omhandlet i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2000/31, som ikke vedrører de programmer og

brugerproducerede videoer, der er tilgængelige på en videodelingsplatform?«

Om de præjudicielle spørgsmål

Det første spørgsmål

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3,

stk. 4, i direktiv 2000/31 skal fortolkes således, at generelle og abstrakte foranstaltninger

vedrørende en kategori af bestemte informationssamfundstjenester, der er beskrevet i generelle

vendinger, og som finder anvendelse uden forskel på enhver tjenesteyder i denne kategori af

tjenester, er omfattet af begrebet »foranstaltninger vedrørende en bestemt

informationssamfundstjeneste« i denne bestemmelses forstand.

I denne henseende bemærkes, at der med henblik på at fortolke en EU-retlig bestemmelse, hvis

ordlyd ikke udtrykkeligt henviser til national ret, i overensstemmelse med Domstolens faste

praksis ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den

indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 15.9.2022,

Fédération des entreprises de la beauté, C-4/21, EU:C:2022:681, præmis 47 og den deri nævnte

retspraksis).

Hvad for det første angår ordlyden af artikel 3, stk. 4, i direktiv 2000/31 skal det fastslås, at denne

bestemmelse henviser til en »bestemt informationssamfundstjeneste«. Anvendelsen af singularis

og adjektivet »bestemt« synes at angive, at den således omhandlede tjeneste skal forstås som en

individualiseret tjeneste, der leveres af en eller flere tjenesteydere, og at medlemsstaterne følgelig

ikke i henhold til denne artikel 3, stk. 4, kan vedtage generelle og abstrakte foranstaltninger

vedrørende en kategori af bestemte informationssamfundstjenester, der er beskrevet i generelle

vendinger, og som finder anvendelse uden forskel på enhver tjenesteyder i denne kategori af

tjenester.

Den omstændighed, at begrebet »foranstaltninger« kan omfatte en bred vifte af tiltag vedtaget af

medlemsstaterne, ændrer ikke denne vurdering.

Ved at anvende et sådant bredt og generelt udtryk har EU-lovgiver overladt det til

medlemsstaterne at bestemme arten og formen af de foranstaltninger, som de kan vedtage i

henhold til artikel 3, stk. 4, i direktiv 2000/31. Anvendelsen af dette begreb foregriber derimod på

ingen måde disse foranstaltningers substans og materielle indhold.

For det andet understøtter den sammenhæng, hvori denne artikel indgår, og navnlig de

processuelle betingelser, der er fastsat i nævnte artikel 3, stk. 4, litra b), en sådan fortolkning.

I denne henseende bemærkes, at medlemsstaterne i medfør af dette direktivs artikel 3, stk. 4, kan

træffe foranstaltninger til fravigelse af den frie udveksling af informationssamfundstjenester for en

bestemt informationssamfundstjeneste, der henhører under det koordinerede område, på to

betingelser, der er kumulative. (dom af 19.12.2019, Airbnb Ireland, C-390/18, EU:C:2019:1112,

præmis 83).

ECLI:EU:C:2023:835

9.11.2023 –

SAG

C-376/22

OOGLE

RELAND M

I første række skal den omhandlede restriktive foranstaltning i henhold til artikel 3, stk. 4, litra a), i

direktiv 2000/31 være nødvendig for at sikre ufravigelige retsgrundsætninger, beskyttelse af

folkesundheden, den offentlige sikkerhed eller beskyttelse af forbrugerne, den skal træffes over

for en informationssamfundstjeneste, som faktisk krænker disse mål, eller som udgør en alvorlig

og tungtvejende risiko for en krænkelse af disse sidstnævnte, og den skal endelig stå i et rimeligt

forhold til de nævnte mål.

I anden række fastsætter dette direktivs artikel 3, stk. 4, litra b), at den pågældende medlemsstat –

uden at det berører retssager, herunder forudgående retsmøder og handlinger, der udføres i

forbindelse med efterforskning af kriminalsager – inden den træffer de pågældende

foranstaltninger, ikke alene skal have opfordret den medlemsstat, på hvis territorium den

pågældende tjenesteyder er etableret, om at træffe foranstaltninger, og denne sidstnævnte har

ikke truffet disse foranstaltninger, eller de har ikke været tilstrækkelige, men også have meddelt

Kommissionen og denne medlemsstat, at den har til hensigt at træffe de pågældende

foranstaltninger.

Den betingelse, der er nævnt i den foregående præmis, synes at bekræfte, at medlemsstaterne ikke

kan begrænse den frie bevægelighed for informationssamfundstjenester fra andre medlemsstater

ved at vedtage generelle og abstrakte foranstaltninger vedrørende en kategori af bestemte

informationssamfundstjenester, der er beskrevet i generelle vendinger.

Ved at forpligte de medlemsstater, hvori en informationssamfundstjeneste leveres, som i deres

egenskab af modtagende medlemsstater for denne tjeneste ønsker at vedtage foranstaltninger på

grundlag af artikel 3, stk. 4, i direktiv 2000/31, til at anmode oprindelsesmedlemsstaten for nævnte

tjeneste, dvs. den medlemsstat, på hvis territorium tjenesteyderen af samme tjeneste er etableret,

om at træffe foranstaltninger, forudsætter denne bestemmelse, at tjenesteyderne og følgelig de

berørte medlemsstater kan identificeres.

Hvis medlemsstaterne havde ret til at begrænse den frie bevægelighed for

informationssamfundstjenester ved hjælp af generelle og abstrakte foranstaltninger, der finder

anvendelse uden forskel på enhver tjenesteyder af en kategori af disse tjenester, ville en sådan

identifikation, hvis den ikke var umulig, så i det mindste være uforholdsmæssigt vanskelig,

således at medlemsstaterne ikke ville være i stand til at overholde en sådan processuel betingelse.

Som generaladvokaten derudover har fremhævet i punkt 68 i forslaget til afgørelse, forholder det

sig således, at hvis artikel 3, stk. 4, i direktiv skulle forstås således, at det indbefatter generelle og

abstrakte foranstaltninger, der finder anvendelse uden forskel på enhver leverandør af en

kategori af informationssamfundstjenester, vil den forudgående underretning, der er fastsat i

dette direktivs artikel 3, stk. 4, litra b), andet led, desuden kunne overlappe den underretning, der

kræves i henhold til direktiv 2015/1535.

Sidstnævnte direktiv kræver nemlig i det væsentlige, at medlemsstaterne underretter

Kommissionen om ethvert udkast til teknisk forskrift, hvis forskrifter vedrørende tjenester

indeholder krav af generel karakter vedrørende adgang til at optage og udøve virksomhed i

forbindelse med informationssamfundstjenester.

For det tredje ville en fortolkning af begrebet »foranstaltninger vedrørende en bestemt

informationssamfundstjeneste« som omhandlet i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2000/31, hvorefter

medlemsstaterne kan vedtage generelle og abstrakte foranstaltninger, der finder anvendelse uden

ECLI:EU:C:2023:835

9.11.2023 –

SAG

C-376/22

OOGLE

RELAND M

forskel på enhver leverandør af en kategori af informationssamfundstjenester, bringe det princip

om hjemlandstilsyn, som dette direktiv er baseret på, og det formål om et velfungerende indre

marked, der forfølges med direktivet, i fare.

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at artikel 3 i direktiv 2000/31 er en central bestemmelse i

opbygningen og den ordning, der er indført ved dette direktiv, for så vidt som den fastsætter dette

princip, som ligeledes er omhandlet i 22. betragtning til direktivet, hvoraf fremgår, at

»[i]nformationssamfundstjenester bør kontrolleres på det sted, hvor tjenesterne udføres«.

I henhold til direktivets artikel 3, stk. 1, følger nemlig, at hver medlemsstat påser, at de

informationssamfundstjenester, som leveres af en tjenesteyder etableret på medlemsstatens

territorium, er i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der finder anvendelse i

denne medlemsstat inden for det koordinerede område. Nævnte artikel 3, stk. 2, præciserer, at

medlemsstaterne ikke af grunde, der henhører under det koordinerede område, må begrænse

adgangen til at levere informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat.

Direktiv 2000/31 hviler således på anvendelsen af princippet om hjemlandstilsyn og princippet om

gensidig anerkendelse, således at informationssamfundstjenester inden for rammerne af det

koordinerede område, der er defineret i dette direktivs artikel 2, litra h), kun er reguleret i den

medlemsstat, på hvis område udbyderne af disse tjenester er etableret (jf. i denne retning dom af

25.10.2011, eDate Advertising m.fl., C-509/09 og C-161/10, EU:C:2011:685, præmis 56-59).

Følgelig påhviler det i første række hver medlemsstat som oprindelsesmedlemsstat for

informationssamfundstjenester at regulere disse tjenester og i denne egenskab at beskytte de

almene hensyn, der er nævnt i artikel 3, stk. 4, litra a), nr. i), i direktiv 2000/31.

I anden række tilkommer det i overensstemmelse med princippet om gensidig anerkendelse hver

medlemsstat, som modtagende medlemsstat for informationssamfundstjenester, ikke at begrænse

den frie bevægelighed for disse tjenester ved at kræve overholdelse af yderligere forpligtelser inden

for det koordinerede område, som den har vedtaget.

Når dette er sagt, har EU-lovgiver, således som det fremgår af 24. betragtning til direktiv 2000/31,

på trods af »princippet om kontrol ved kilden af informationssamfundstjenester« – et andet

udtryk for det i dette direktivs artikel 3, stk. 1, omhandlede princip om hjemlandstilsyn –

vurderet, at medlemsstaterne under de omstændigheder, der er fastlagt i det nævnte direktiv, kan

iværksætte

foranstaltninger

til

begrænsning

den

frie

bevægelighed

for

informationssamfundstjenester.

Artikel 3, stk. 4, i direktiv 2000/31 giver således under visse betingelser en medlemsstat, hvor en

informationssamfundstjeneste leveres, mulighed for at fravige princippet om fri bevægelighed for

informationssamfundstjenester.

Fortolkes denne bestemmelse imidlertid således, at den tillader medlemsstaterne at vedtage

generelle og abstrakte foranstaltninger, der finder anvendelse uden forskel på enhver leverandør

af en kategori af informationssamfundstjenester, vil det bringe det i artikel 3, stk. 1, fastsatte

princip om hjemlandstilsyn i fare.

Princippet om hjemlandstilsyn medfører nemlig en fordeling af lovgivningskompetencen mellem

oprindelsesmedlemsstaten for en leverandør af informationssamfundstjenester og den

medlemsstat, hvor den pågældende tjeneste leveres, dvs. den modtagende medlemsstat.

ECLI:EU:C:2023:835

9.11.2023 –

SAG

C-376/22

OOGLE

RELAND M

Den omstændighed, den anden medlemsstat i henhold til artikel 3, stk. 4, i direktiv 2000/31

tillades at vedtage generelle og abstrakte foranstaltninger, der finder anvendelse uden forskel på

enhver leverandør af en kategori af informationssamfundstjenester, uanset om leverandøren er

etableret i sidstnævnte medlemsstat eller ej, vil imidlertid gribe ind i den første medlemsstats

lovgivningskompetence og medføre, at disse leverandører vil være underlagt såvel lovgivningen i

oprindelsesmedlemsstaten som lovgivningen i den eller de modtagende medlemsstater.

Det fremgår imidlertid af 22. betragtning til direktiv 2000/31, at EU-lovgiver i den ordning, der er

indført ved dette direktiv, således som det er anført i denne doms præmis 40, har fastsat, at

informationssamfundstjenester bør kontrolleres på det sted, hvor tjenesterne udføres, dvs. den

medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret, med det tredobbelte formål at sikre en effektiv

beskyttelse af almene hensyn, at fremme den gensidige tillid mellem medlemsstaterne samt

effektivt at sikre den frie udveksling af tjenesteydelser og for at skabe retssikkerhed for

tjenesteyderne og -modtagerne.

Ved at rejse tvivl om princippet om hjemlandstilsyn, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, i direktiv

2000/31, vil den fortolkning af denne artikel 3, stk. 4, der er anført i denne doms præmis 47,

følgelig være i strid med dette direktivs opbygning og formål.

Som Kommissionen har fremhævet, er den mulighed for at fravige princippet om fri bevægelighed

for informationssamfundstjenester, der er fastsat i direktivets artikel 3, stk. 4, ikke blevet udformet

med henblik på at gøre det muligt for medlemsstaterne at vedtage generelle og abstrakte

foranstaltninger, der har til formål at regulere en kategori af udbydere af

informationssamfundstjenester som helhed, og dette selv om sådanne foranstaltninger bekæmper

indhold, der i alvorlig grad er til skade for de formål, der er fastsat i samme direktivs artikel 3,

stk. 4, litra a), nr. i).

I øvrigt vil den omstændighed, at den modtagende medlemsstat tillades at vedtage generelle og

abstrakte

foranstaltninger

med

henblik

på

regulere

leveringen

informationssamfundstjenester fra udbydere, der ikke er etableret på dens område, undergrave

den gensidige tillid mellem medlemsstaterne og være i strid med princippet om gensidig

anerkendelse, som ligger til grund for direktiv 2000/31, således som det er anført i denne doms

præmis 42.

Hvad endvidere stadig angår en teleologisk fortolkning af artikel 3, stk. 4, i direktiv 2000/31 og

begrebet »foranstaltninger vedrørende en bestemt informationssamfundstjeneste« følger det af

dette direktivs artikel 1, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, sammenholdt med ottende betragtning hertil,

at formålet med det nævnte direktiv er at bidrage til et velfungerende indre marked ved at sikre

fri bevægelighed for informationssamfundstjenester mellem medlemsstaterne.

Ud fra dette synspunkt tilsigter samme direktiv, således som det fremgår af femte og sjette

betragtning hertil, at fjerne de retlige hindringer for et velfungerende indre marked, nemlig de

hindringer, der skyldes, at de nationale lovgivninger er forskellige, og at der hersker

retsusikkerhed med hensyn til, hvilke nationale regler der finder anvendelse på sådanne tjenester.

Den omstændighed, at medlemsstaterne i henhold til artikel 3, stk. 4, i direktiv 2000/31 tillades at

vedtage generelle og abstrakte foranstaltninger vedrørende en kategori af bestemte

informationssamfundstjenester, der er beskrevet i generelle vendinger, og som finder anvendelse

ECLI:EU:C:2023:835

9.11.2023 –

SAG

C-376/22

OOGLE

RELAND M

uden forskel på enhver tjenesteyder i denne kategori af tjenester, vil i sidste ende svare til at

undergive de pågældende tjenesteydere forskellige lovgivninger og dermed genindføre de retlige

hindringer for den frie udveksling af tjenesteydelser, som dette direktiv har til formål at fjerne.

Endelig skal det bemærkes, at målet med direktiv 2000/31 om at sikre fri bevægelighed for

informationssamfundstjenester mellem medlemsstaterne forfølges ved hjælp af en mekanisme til

kontrol af foranstaltninger, der kan være til skade herfor, som gør det muligt for såvel

Kommissionen som den medlemsstat, på hvis territorium udbyderen af den pågældende

informationssamfundstjeneste er etableret, at påse, at disse foranstaltninger er nødvendige for at

opfylde tvingende almene hensyn (dom af 19.12.2019, Airbnb Ireland, C-390/18,

EU:C:2019:1112, præmis 91).

En antagelse om, at generelle og abstrakte foranstaltninger vedrørende en kategori af bestemte

informationssamfundstjenester, der er beskrevet i generelle vendinger, ikke er omfattet af

begrebet »foranstaltninger vedrørende en bestemt informationssamfundstjeneste« som

omhandlet i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2000/31, bevirker imidlertid ikke, at sådanne

foranstaltninger unddrages denne kontrolmekanisme.

En sådan fortolkning har tværtimod til følge, at medlemsstaterne principielt ikke har ret til at

vedtage sådanne foranstaltninger, således at det end ikke er påkrævet at efterprøve, om de

nævnte foranstaltninger er nødvendige for at tilgodese tvingende almene hensyn.

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 3,

stk. 4, i direktiv 2000/31 skal fortolkes således, at generelle og abstrakte foranstaltninger

vedrørende en kategori af bestemte informationssamfundstjenester, der er beskrevet i generelle

vendinger, og som finder anvendelse uden forskel på enhver tjenesteyder i denne kategori af

tjenester, ikke er omfattet af begrebet »foranstaltninger vedrørende en bestemt

informationssamfundstjeneste« i denne bestemmelses forstand.

Det andet og det tredje spørgsmål

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, således som den er sammenfattet i denne doms præmis 22

og 23, at den forelæggende ret kun har forelagt det andet og det tredje spørgsmål for det tilfælde,

at Domstolen måtte finde, at det første spørgsmål skal besvares bekræftende.

Som konkluderet i denne doms præmis 60 skal dette første spørgsmål imidlertid besvares

benægtende.

Heraf følger, at det, henset til besvarelsen af det første spørgsmål, er ufornødent at besvare det

andet og det tredje spørgsmål.

Sagsomkostninger

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den

forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de

nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for

Domstolen, ikke erstattes.

ECLI:EU:C:2023:835

9.11.2023 –

SAG

C-376/22

OOGLE

RELAND M

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

»Artikel 3, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om

visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det

indre marked

skal fortolkes således, at

generelle og abstrakte foranstaltninger vedrørende en kategori af bestemte

informationssamfundstjenester, der er beskrevet i generelle vendinger, og som finder

anvendelse uden forskel på enhver tjenesteyder i denne kategori af tjenester, ikke er

omfattet af begrebet »foranstaltninger vedrørende en bestemt

informationssamfundstjeneste« i denne bestemmelses forstand.

Underskrifter

ECLI:EU:C:2023:835