Europaudvalget 2024-25
KOM (2025) 0018 Bilag 1
Offentligt
2982292_0001.png
Rent drikkevand og sikker kemi
J.nr. 2025-881
Ref. PIAGO
Den 25. februar 2025
MIM 06-25
GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til Rådets afgørelse om fastlæggelse af den holdning
der skal indtages på den Europæiske Unions vegne på konference mellem
parterne i Rotterdamkonventionen om visse ændringer af konventionens
tilknyttede bilag III
KOM (2025) 18
Final
Resumé
Kommissionen har fremsat et forslag til Rådets afgørelse om den holdning, EU skal indtage på det
kommende partsmøde for Rotterdamkoventionen d. 3.-9. maj 2025 til et forslag om ændring af
Rotterdamkonventionen om forudgående informeret samtykke ved eksport og import af visse farlige
kemikalier og pesticider. Forslaget indebærer, at EU arbejder for, at 10 kemikalier, der allerede er
forbudt eller strengt reguleret i EU, optages på Rotterdamkonventionens bilag III, hvilket betyder, at
stofferne underlægges kravet om forudgående samtykke forud for international handel. Forslaget
vurderes ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i EU, da forslaget primært drejer sig om eksport.
Forslaget vurderes at påvirke beskyttelsesniveauet positivt i lande uden for EU, især i en række
udviklingslande, da disse landes miljøadministrationer skal godkende import af disse farlige stoffer.
Forslaget vurderes ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner,
kommuner eller erhvervslivet. Regeringen agter på den baggrund at støtte Kommissionens forslag
men mener, at forslaget og det afgivne mandat kun skal dække denne partskonference.
Baggrund
Kommissionen har ved KOM (2025)18 final af den 29. januar 2025 fremsendt forslag om fastlæggelse
af den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne på konferencen mellem parterne i
Rotterdamkonventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige
kemikalier og pesticider i international handel, for så vidt angår visse ændringer af konventionens
tilknyttede bilag III. Forslaget er oversendt til Rådet den 29. januar 2025 i en dansk sprogudgave.
Fremsættelsen sker under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig
artikel 192, stk. 1, og artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9 (almindelig
lovgivningsprocedure med kvalificeret flertal).
Forslaget til Rådsafgørelse forventes forelagt for Rådet med henblik på vedtagelse ultimo marts 2025.
kom (2025) 0018 - Bilag 1: Grund- og nærhedsnotat om rådsbeslutning om Rotterdamkonventionen
Formål og indhold
Stoffer, der optages på bilag III på Rotterdamkonventionen, bliver underlagt kravet om forudgående
samtykke forud for international handel. Formålet med forslaget er at give Kommissionen mandat til
at arbejde for, at en række stoffer optages på Rotterdamkonventionens bilag III. Dette vil hjælpe (især
udviklingslande) med at undgå uønsket import af farlige kemikalier. Ved optagelse på bilag III
pålægges de eksporterende lande at sikre, at importlandet konkret har taget stilling til, at de vil
modtage stoffet, før eksport finder sted. Et stof kan optages, når parter fra to FN-regioner har anmeldt
forbud eller streng regulering af stoffet, enten til industriel anvendelse eller som pesticid.
Anmeldelserne vurderes af en videnskabelig komite under konventionen, hvorefter der tages endelig
beslutning om optagelse på et partsmøde.
På det 12. partsmøde i maj 2025 skal der tages beslutning om optagelse af følgende 10 kemikalier på
bilag III:
Acetochlor (pesticid)
Carbosulfan (pesticid)
Krysotil asbest (mineralfiber brugt i byggematerialer)
Fenthion (ultra lav volume (ULV)-blandinger med mindst 640 g aktivt stof/L) (pesticid)
Iprodion (pesticid)
Flydende formuleringer (emulgerbare koncentrater og opløselige koncentrater)
indeholdende mindst 276 g/L paraquatdiklorid svarende til mindst 200 g/L paraquat-
ion (pesticid)
Chlorpyrifos (pesticid)
Kviksølv
Methylbromid (pesticid)
Paraquat (pesticid)
De seks første stoffer har være behandlet på tidligere partsmøder, uden at det har været
muligt at opnå enighed om at optage dem på bilag III.
Alle kemikalierne er allerede forbudt eller strengt reguleret i EU, og Kommissionen foreslår,
at EU tilslutter sig optagelsen af dem alle. Stofferne er desuden allerede omfattet af
EU’s
forordning nr. 649/2012 af 4. juli 2012 om eksport og import af farlige kemikalier (PIC
forordningen), som er den forordning, der implementerer Rotterdamkonventionens
bestemmelser i EU.
Forslaget indeholder, som det er sædvane, en bestemmelse om, at repræsentanter for
Unionen, i lyset af de konkrete forhandlinger på partsmødet, kan aftale mindre justeringer til
den vedtagne beslutning, uden at der indhentes yderligere mandat i Rådet.
Kommissionen ønsker, som ved sidste forslag til en rådsafgørelse, at deres mandat til at
forhandle på Unionens vegne ikke blot skal gives til denne partskonference, men også enhver
følgende partskonference, hvor de pågældende punkter er på dagsordenen.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslaget.
Nærhedsprincippet
Da formålet med forslaget vedrører opfyldelse af EU’s internationale forpligtelser, vurderes
det, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
2
kom (2025) 0018 - Bilag 1: Grund- og nærhedsnotat om rådsbeslutning om Rotterdamkonventionen
Gældende dansk ret
Danmark har ikke særlige nationale regler for eksport af de angivne stoffer.
Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser
Forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser for de 10 stoffer, idet disse allerede er
omfattet af EU’s PIC forordning.
Økonomiske konsekvenser:
Forslaget skønnes ikke at have væsentlige samfundsøkonomiske eller erhvervsøkonomiske
konsekvenser, da stofferne allerede er stærkt reguleret i EU, og at indførelsen af stoffer ikke
medfører et eksportforbud.
Det vurderes, at forslaget vil medføre mindre økonomiske eller administrative konsekvenser
for det offentlige i form af kontrol og håndhævelse af reglerne. Omkostningerne forventes at
være mindre, da reglerne ikke forventes at blive kontrolleret hvert år.
Det bemærkes, at afledte nationale udgifter som følge af EU-retsakter afholdes inden for de
berørte ministeriers eksisterende bevillingsramme, jf. budgetvejledningens bestemmelser
herom.
Forslaget skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser.
Beskyttelsesniveauet og andre konsekvenser
Forslaget påvirker ikke beskyttelsesniveauet i EU, da det primært retter sig mod eksport.
Beskyttelsesniveauet i en række udviklingslande vil derimod blive øget, da disse landes
miljøadministrationer informeres om og vil skulle godkende import af disse farlige stoffer.
Danmark har ved ratifikationen af Rotterdamkonventionen afgivet territorialerklæring om, at
konventionen ikke finder anvendelse på Færøerne og i Grønland. Optagelsen af stofferne på
konventionens bilag III eller et nyt bilag VIII får derfor ingen betydning for Grønland og
Færøerne.
Høring
Forslaget har været i høring i EU-Miljøspecialudvalget. Dakofo bemærkede, at de støtter
forslaget, da stofferne allerede er forbudt eller underkastet strenge restriktioner i EU og
optaget på det bilag til forordning 649/2012, som svarer til at være optaget på
Rotterdamkonventionens bilag III.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Det vurderes, at der i EU-kredsen vil være fuld opbakning til forslaget om optagelsen af de ti
kemikalier på Rotterdamkonventionens bilag III.
Seks af stofferne til optagelse i bilag III, acetochlor, chlorpyrifos, krysotil asbest, fenthion,
iprodion og paraquatdiklorid, var også til behandling på de forudgående partsmøder, uden at
der kunne opnås den fornødne enighed blandt parterne om at optage dem på bilag III under
konventionen. Det vides ikke, om de parter (ikke-EU-lande), der hidtil har blokeret for
optagelserne, har ændret holdning for et eller flere af stofferne.
3
kom (2025) 0018 - Bilag 1: Grund- og nærhedsnotat om rådsbeslutning om Rotterdamkonventionen
Regeringens foreløbige generelle holdning
De ti stoffer, som foreslås listet i bilag III, er allerede forbudt eller underkastet strenge
restriktioner i EU og optaget på det bilag til forordning 649/2012, som svarer til at være
optaget på Rotterdamkonventionens bilag III.
Regeringen støtter tiltag til at højne det globale beskyttelsesniveau.
Regeringen vil arbejde for, at mandatet til Kommissionen om at forhandle på Unionens
vegne kun skal gives til denne partskonference og ikke som foreslået på ubestemt tid, så
længe det ikke fremgår klart af Rådsafgørelsen, hvad og hvor længe et fremadrettet mandat
omfatter. Regeringen finder det uhensigtsmæssigt at afgive tidsubegrænset kompetence til
Kommissionen.
Regeringen agter på den baggrund at støtte forslaget.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
4