Først og fremmest mange tak til formanden for ordet. Og dernæst tak til ordførerne for indlæg og for opbakning til lovforslaget, som jeg erkender er en lille smule teknisk.
Det er jo et lovforslag, der udmønter en ny udbudsmodel for arbejdsmarkedsuddannelserne. Og det er en del af en trepartsaftale, som vi indgik i regeringen med arbejdsmarkedets parter tilbage i september 2023. Det er en trepartsaftale, der handler om langsigtede investeringer i voksen-, efter- og videreuddannelse, og det er vist heller ikke for tidligt. Det er nødvendigt med en ny udbudsmodel, der sikrer større forsyningssikkerhed, bl.a. fordi der har været og fortsat er for mange aflysninger af amu-kurser.
Hensigten med lovforslaget er at skabe et mere robust amu-system, så både borgere og virksomheder får relevante efteruddannelsestilbud, når der er behov for det. Forsyningssikkerheden af amu-kurser skal sikres, ved at der fastsættes et forventet antal udbudsgodkendelser og krav om minimumsaktivitet forud for hver udbudsrunde. På den måde sikres det, dels at antallet af udbudsgodkendelser, dvs. antallet af amu-udbydere, der kan udbyde bestemte kurser, og selve den forventede kursusaktivitet inden for de forskellige amu-områder passer sammen, dels at amu-udbyderne faktisk afholder amu-kurserne.
Der er dog tilfælde, hvor det ikke vil give mening at fastsætte krav til minimumsaktiviteten. Det vil det ikke gøre, hvis en amu-uddannelse er meget specialiseret, kun to uddannelsesinstitutioner har et tilstrækkeligt fagligt miljø og aktiviteten inden for uddannelsen er meget beskeden. I de tilfælde vil krav om minimumsaktivitet derfor kunne undlades.
En udbudsgodkendelse kan tilbagekaldes, hvis en udbyder ikke lever op til det fastsatte krav om aktivitet. Der vil dog være tilfælde, hvor det ikke vil være rimeligt at tilbagekalde en udbudsgodkendelse, f.eks. hvor særlige geografiske forhold – det kunne være Bornholm – taler for at bevare et amu-udbud lokalt.
Desuden indføres der skærpede krav for at blive godkendt som amu-udbyder. Til brug for vurderingen af, om ansøgerne lever op til de skærpede krav, indhenter Børne- og Undervisningsministeriet en udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene, hvor arbejdsmarkedets parter er repræsenteret. Det vil bl.a. indgå i vurderingen, om en ansøger har et tilstrækkeligt fagligt miljø til at varetage undervisningen og kan sikre forsyningen af amu-kurser.
Forsyningssikkerheden skal derudover sikres, ved at der skal være færre udlægninger, dvs. færre aftaler om, at en anden end den godkendte udbyder varetager undervisningen og aktiviteten. Det er med til at sikre forsyningssikkerheden og øge kvaliteten af amu-kurserne.
Til sidst vil jeg sige, at uddannelse jo ikke kun er noget, vi tilgår én gang i livet. Det er afgørende, at vi som lønmodtagere hurtigt kan omstille os til arbejdsmarkedets behov. Ufaglærte og faglærte skal have mulighed for at specialisere sig og for at skifte spor, og virksomhederne skal have den kvalificerede arbejdskraft, som de har brug for. Og derfor er jeg også glad for, at vi med det her lovforslag gør amu-systemet mere robust. Jeg ved, at amu for mange er en lidt fjern størrelse, men jeg kan fortælle, at der sidste år var 192.000 forskellige danskere, der deltog på en amu-uddannelse. Så det er noget, der i den grad bruges.
Jeg ser frem til eventuelle spørgsmål under udvalgsbehandlingen. Tak for ordet.