Jeg erkender, at det kan være svært at koncentrere sig om den kommende sag i en situation, hvor kristne og kurdere myrdes i det nordlige Syrien netop lige nu, men sådan er verden jo så underlig. Det spørgsmål, vi behandler her, er et ændringsforslag, vi har stillet til spørgsmålet om Nyborg Slot. Sagen om Nyborg Slot var jo en sag, der vakte stor opmærksomhed og stor diskussion. Den diskussion førte jo til, at den klagemyndighed, der eksisterede på daværende tidspunkt, slog fast, at man ikke mente, at det projekt, der var lavet, var i overensstemmelse med reglerne, og man afviste derfor det projekt. Projektet blev altså kort sagt droppet. Det førte så til, at vi her i Folketinget bredt tog initiativ til en diskussion om at lave en ændring til den eksisterende museumslov, hvor vi faktisk sagde, der skulle være bedre muligheder for at lave ændringer af fortidsminder. Vi skrev i den stemmeaftale, der blev lavet:
»Det er hensigten, at det ved vurderingen bl.a. kan tillægges positiv vægt, at forholdet er foranlediget af anden lovgivning, forholdet muliggør nutidig, etableret anvendelse, forholdet sikrer og styrker fortidsmindets bevaring, forholdet sikrer og styrker formidling af og tilgængelighed til fortidsmindet, forholdet er forskningsbetinget, eller fortidsmindet danner ramme om midlertidige aktiviteter.«
Vi gav altså mulighed for, at det blev lidt lettere at lave ændringer i forhold til fortidsminder, og det var noget, der var meget, meget bred opbakning til. Jeg vil bare nævne, hvilke partier, der stod bag den stemmeaftale, som jeg har citeret fra. Det var Socialdemokratiet, Venstre, SF, Radikale, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet, Kristendemokraterne og Frie Grønne. Jeg tror kun, det var Moderaterne, der ikke var med, men det var mere, fordi de ikke var i Folketinget på det tidspunkt, ellers var alle sammen med.
Men hvad stod der også i den stemmeaftale, som vi lavede? Der stod, og jeg citerer, at »det er aftaleparternes hensigt« – at det er aftaleparternes hensigt – »at alle ankemuligheder i museumsloven som hovedregel skal være udtømt, før der evt. anvendes anlægslove.«
Første gang den her lov så skulle anvendes, nemlig fordi projektet med Nyborg Slot kom op igen, vælger man at gå imod det, vi havde aftalt, og i stedet for lave en anlægslov. Det synes jeg jo er ærgerligt. Det er sikkert let at bruge et flertal her i Folketinget, det er sikkert enkelt, men det er ikke særlig klogt i forhold til det at inddrage borgerne og sørge for, at der er en procedure, der er i overensstemmelse med den lovgivning, som vi har vedtaget. Det er derfor, jeg har besluttet at give ministeren et tilbud og sige: Okay, vi accepterer, at der bliver lavet den her anlægslov, men før vi laver den, skal vi bare lige have nogle eksperter til at kigge på det, der er forelagt, og sige god for det. Det er det, ændringsforslaget går ud på: en uvildig undersøgelse og vurdering af anlægsprojektet på og omkring Nyborg Slot. Det kan være udarbejdet af f.eks. sagkyndige med faglig indsigt på kulturområdet tilknyttet kulturafdelingen i Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det er i øvrigt dem, der i henhold til den aftale, vi har lavet, alligevel skulle kigge på det her område.
Så det her er grundlæggende et tilbud til ministeren. Jo, jo, ministeren får sin anlægslov, men dog på bekostning af, at den får en faglig godkendelse. Det synes jeg burde være svært at stemme imod, og jeg vil derfor opfordre Tinget til at støtte ændringsforslaget.