Jeg beklager meget. Trods udskydelsen – det her lovforslag skulle have været vedtaget forleden dag; det blev det så ikke – er vi kommet til vejs ende her i Folketinget, og der er jo næppe nogen tvivl om, at det bliver vedtaget med et stort flertal. Desværre, vil jeg så sige.
Det, der har været diskussionen her til sidst, har været spørgsmålet om et eventuelt grundlovsbrud, og det spørgsmål har Justitsministeriet fået afklaret inden for 24 timer, og det er jo godt. Jeg vil bestemt ikke anfægte Justitsministeriets konklusion. Det har jeg ikke noget grundlag for, men jeg bliver nok nødt til sige, at en indstilling fra Justitsministeriet i sig selv ikke ligesom overbeviser nogen om, at så er alt i orden.
Vi er nogle, der har en alder, hvor vi husker Tvindsagen, hvor fru Birthe Rønn Hornbech fra Venstre, hr. Aage Frandsen fra SF og undertegnede prøvede at forklare, at der måske var et grundlovsbrud med den måde, vi behandlede Tvind på. Der fik vi også mange juridiske dokumenter, der viste, at det var der ikke, og så viste det jo sig så, da det kom for Højesteret, at det var der alligevel. Det her er ikke på nogen måde ment som en anfægtelse af konklusionen af det, Justitsministeriet kommer med; det kan sagtens være, at det er korrekt, men det er noget, der er kommet meget hurtigt. Det må vi jo alle sammen erkende.
For mig er der mindst fire ting, som er beklagelige i den sag. For det første er der det, at vi haster så stort et kulturprojekt igennem med en anlægslov og dermed sætter de normale klageadgange ud af kraft. Det er ikke glædeligt, at vi gør det. Jeg forstår, at man gør det med motorveje, når der er behov for ekspropriation osv. Jeg synes ikke, at det er noget, man skal gøre med et kulturprojekt.
For det andet er det problem, at vi skaber en uheldig præcedens for at bruge anlægslove. At bruge anlægslove er jo et meget, meget tungt redskab i værktøjskassen, og ved at bruge det her skaber vi en præcedens.
For det tredje er der det, at vi underminerer den lovændring og intentionen bag den lovændring, som vi selv lavede for nogle år siden på baggrund af en politisk aftale, som samtlige af det daværende Folketings partier stod bag, hvor faglighed og borgerinddragelse blev sat i højsædet, og hvor vi eksplicit klargjorde, at man skulle undgå anlægslove. Altså, jeg citerer fra den politiske aftale: »At det er aftaleparternes hensigt, at alle ankemuligheder i museumsloven som hovedregel skal være udtømt, før der evt. anvendes anlægslove.« Og når der så første gang kommer en mulighed, bruger man overhovedet ikke museumsloven. Man går uden om museumsloven og laver en anlægslov. Den politiske aftale, som alle Folketingets partier lavede, er altså ikke det papir værd, den er skrevet på.
For det fjerde er der så det, at vi igen desværre får knæsat, at kapitalinteresser med pengetanken i orden kan få en afgørende indflydelse på kulturelle projekter og ikke bare på, hvordan de ser ud, men også på, hvilke tidsfrister der skal etableres. Det er jo ikke første gang. Det så vi også med operahuset, men det er lige lidt klædeligt hver gang.
Jeg har hele tiden sagt, at vi i Enhedslisten ikke ønskede at tage stilling til, om præcis den foreslåede ombygning af Nyborg Slot er den rigtige eller ej. Vi ser det simpelt hen ikke som vores opgave som politikere at tage stilling til konkrete kulturelle ombygningsprojekter. Jeg vil hvert fald sige, at for mit eget vedkommende – I har det sikkert anderledes – rækker mine evner ikke til det. Hvis mine evner rakte til at tage konkret stilling til den type af konkrete ombygningsopgaver, ville jeg formentlig lave noget andet. Det gør jeg ikke. Men så insisterer jeg på at ville have en vis armslængde til tingene. Vi kan bevilge nogle penge, og så kan vi lade det blive behandlet efter den lov, vi har, og når det så er vedtaget, kan vi godkende det.
Men det betyder ikke, at vi ikke håber det bedste for projektet. Vi håber bestemt det bedste for projektet. Vi håber, at det her projekt, der bliver lavet, bliver vellykket. Vi håber, at det bliver en stor kulturel attraktion. Selvfølgelig gør vi det. Vi håber også og forventer, at alle de løfter, som ministeren og regeringen har givet, bliver indfriet, og hvis ikke, ved vi i hvert fald, hvor ansvaret ligger.