Socialudvalget 2024-25
L 66
Offentligt
2952942_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 2132
Doknr.
949569
Dato
10-12-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 3. december 2024 stillet følgende spørgsmål
nr. 20 (L 66) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Spørgsmål nr. 20:
”I besvarelsen af spørgsmål 12 (L 66) fremgår det, at "Familieretshusets
afdækning af sagen, herunder af barnets perspektiv, vil ske som i andre sager
efter forældreansvarsloven, herunder bl.a. gennem indhentelse af oplysninger
fra sociale myndigheder, sundhedsmyndigheder og politiet, hvor det er
relevant." Vil ministeren redegøre for, hvilke sager det ikke er relevant i? Og vil
ministeren redegøre for, hvornår man kan undlade at indhente oplysninger fra
andre myndigheder?”
Svar:
Jeg har i det afsnit af min besvarelse af SOU L 66 – spm. 12, der henvises til i
spørgsmålet, redegjort for, hvordan barnets perspektiv generelt afdækkes i
sager om forældreansvar, herunder at der kan være behov for at indhente
oplysninger fra andre myndigheder.
Generelt kan jeg oplyse, at Familieretshuset, som andre myndigheder, skal
sikre det nødvendige oplysningsgrundlag for at kunne træffe en korrekt
afgørelse. Omvendt skal Familieretshuset alene indhente de oplysninger og
iværksætte de undersøgelser, der er nødvendige.
Indhentelse af oplysninger fra en anden myndigheder forudsætter naturligvis,
at den pågældende myndighed er i besiddelse af oplysninger, der kan have
betydning for afdækningen af barnets perspektiv, eller at der er mulighed for, at
myndigheden er i besiddelse af sådanne oplysninger.
Fremgår det eksempelvis af forældrenes oplysninger, at sagen ikke vedrører
strafbare forhold, indhentes der ikke oplysninger fra politiet.
Der indhentes således ikke i alle sager oplysninger fra andre myndigheder.
Dette vil afhænge af en konkret vurdering i den enkelte sag.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1