Socialudvalget 2024-25
L 66
Offentligt
2954680_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 2132
Doknr.
952184
Dato
11-12-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 10. december 2024 stillet følgende spørgsmål
nr. 25 (L 66) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Spørgsmål nr. 25:
”Vil
ministeren yde teknisk bistand til et ændringsforslag med bemærkninger,
der indebærer, at det tydeliggøres i lovforslaget, at forældrefremmedgørelse
også er psykisk vold? Det bør således tilføjes til § 5 i forældreansvarsloven, at
myndighederne samtidig skal undersøge, om barnet er blevet udsat for
forældrefremmedgørelse.
Det bemærkes, at forældrefremmedgørelse skal kriminaliseres. Det er lykkedes
at kriminalisere stalking, der er et alvorligt overgreb af psykisk vold mod et
andet menneske. Det bør i forbindelse med konsekvenser af
samarbejdschikane/forældrefremmedgørelse i øvrigt huskes, at forarbejderne
til straffelovens § 243 som eksempler på strafbar psykisk vold, hvis de øvrige
forudsætninger for lovens anvendelse er til stede, nævner »(…) at isolere
en
person fra den pågældendes familie eller netværk (…)« og »(…) at isolere en
person fra sit barn eller dennes nærmeste (…)«, jf. Uddrag af bemærkningerne
til straffelovens § 243, jf. Folketingstidende 2018- 19 (1. samling), tillæg A, L
139 som fremsat, side 11-12. Samarbejdschikane, herunder
forældrefremmedgørelse, kan med andre ord udgøre psykisk vold, som er
strafbart med op til 3 års fængsel.”
Svar:
De forslag, som spørgeren ønsker indsat i lovforslaget, har til formål at definere
forældrefremmedgørelse som psykisk vold, sådan at det kan kriminaliseres og
straffes og indføre pligt for myndighederne til at undersøge, om et barn er
blevet udsat for forældrefremmedgørelse.
Som jeg tidligere har tilkendegivet, er jeg lydhør over for alle initiativer, der kan
imødegå forældrefremmedgørelse, men jeg kan ikke støtte, at disse to forslag
medtages i lovforslaget.
I forhold til den foreslåede kriminalisering af forældrefremmedgørelse skyldes
det for det første, at forslaget falder uden for rammerne af aftalen om et
forbedret familieretligt system.
1
L 66 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 25: Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, der indebærer, at det tydeliggøres i lovforslaget, at forældrefremmedgørelse også er psykisk vold
2954680_0002.png
For det andet skyldes det, at der er tale om forslag, der, som jeg forstår det,
også vedrører straffeloven, herunder en udvidelse af det strafbare område.
Dette er områder, der hører under Justitsministeriet.
Jeg kan som nævnt heller ikke støtte, at forslaget om at ændre § 5 i
forældreansvarsloven sådan, at myndighederne skal undersøge, om barnet er
blevet udsat for forældrefremmedgørelse, medtages i lovforslaget.
I sager efter forældreansvarsloven er det i udgangspunktet forældrene, der
fremsætter påstande og understøtter dem med anbringender, eksempelvis om
forældrefremmedgørelse. Hvis forældrenes ansøgninger og oplysninger til
sagen mv. ikke rummer sådanne anbringender eller på anden måde gør
forældrefremmedgørelse gældende, vil det ikke indgå i sagen.
En pligt til at undersøge, om der foreligger forældrefremmedgørelse i alle sager
vurderes i øvrigt ikke at være saglig eller proportional. En myndighed må
således alene gennemføre den sagsoplysning og de undersøgelser, som
sagens karakter tilsiger og nødvendiggør. Endelig vil en sådan pligt medføre
øgede omkostninger og dermed et behov for finansiering.
I forlængelse heraf skal jeg henvise til, at med den foreslåede bestemmelse i §
4, stk. 2, i forældreansvarsloven om forældrefremmedgørelse, som præciseret
ved det ændringsforslag, som jeg fremsatte den 5. december 2024, vil
myndighederne ved vurderingen af barnets bedste skulle foretage en nærmere
undersøgelse af alle sager, hvori der forekommer problemstillinger i relation til
forældrefremmedgørelse. Der er således understreget, at hvor det er relevant
og dermed proportionalt, skal spørgsmålet om forældrefremmedgørelse
undersøges. Den beskrevne ændring af § 5 i forældreansvarsloven vil derfor
reelt være overflødig.
Samlet set ser jeg mig således ikke stand til at yde teknisk bistand til dette
ændringsforslag.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
2