Tak for det. Vi lever i en centraliseringsstat, i en Djøf-stat, hvor antallet af offentlige administratorer, skrankepaver og papirtigre tager hastigt til. Sidst jeg så en opgørelse, mener jeg, det var 14.000 statslige administratorer alene i fru Mette Frederiksens tid som statsminister. Det er jo helt voldsomt, hvis man forestiller sig 14.000 – det er mere end det samlede antal af politibetjente og politistuderende – som der altså har været en vækst af i den offentlige sektor på ganske få år. Det er også en gevaldig regning, man trækker efter sig. 11 mia. kr. beløber prisen sig til, så det er jo helt astronomisk, når man tænker over, hvor lille et land Danmark er.
Det, regeringen så har foreslået, er at spare 1.000 væk af dem, altså jo reelt en krusning i overfladen på et meget stort underliggende problem, nemlig at vores stat i de her år centraliseres om ikke bare de store byer, men den store by i vores land, og at det samtidig ser ud, som om det er løbet fuldstændig løbsk – med den ene bureaukrat, der ansætter den anden, og en regning, der er enorm, til danskerne.
Det er ikke holdbart. Vi støtter selvfølgelig regeringens bestræbelse på at skære en lille smule i det, men jeg er også nødt til at sige: Det er jo slet ikke nok. Det burde være en målsætning at rulle tilvæksten i den offentlige sektor, når det kommer til administratorer, tilbage til, før fru Mette Frederiksen blev statsminister.
Derudover er der jo en række områder, hvor man sagtens kunne se på nogle meget, meget voldsomme besparelser, og lad mig bare nævne et par stykker: DR, væk; Institut for Menneskerettigheder, væk; Statens Kunstfond, væk. Og så er der alle de jobs i godhedsindustrien, der er finansieret af skatteborgerne, som vi også sagtens kunne skære i fedtlaget på. Det ville jo være i tusindvis – i tusindvis – af jobs med en enorm milliardbesparelse til danskerne til følge. Så hvis det er det projekt, regeringen vil kaste sig ud i, så støtter vi det. Det her er imidlertid bare et rids i en lille udvikling, som desværre går den forkerte vej.
Så blev der talt heroppe om ligestilling, kønsligestilling, for det er noget af det, der ligger i forslaget her, hvor man ser på det. Jo, men der er jo mange måder, man kan se på ligestilling på ude på arbejdspladserne. Det kunne også være, at man kunne sammenligne 3F'ernes forhold med djøf'ernes forhold. Altså, jeg kender da personligt en hel del mennesker, hvor man må sige, at de har et noget hårdere arbejdsliv end nogle, der sidder bag et skrivebord og vender papirer dagen lang. Så hvis man skulle kigge på ligestilling, kunne man også se på: Hvad er den forventede levealder? Hvad er de forventede sygdomme, man måtte få? Hvor høj er risikoen for at dø på arbejde? Der er rigtig meget, man kan tale om, som ikke har med køn at gøre, men som alligevel har noget at gøre med den måde, vi arbejder på. Det synes jeg ville være at foretrække.
Fru Pernille Vermund havde jo så i øvrigt en meget kvik bemærkning, for det er jo rigtigt, at meget af det her bliver overflødiggjort, og det gør det jo, fordi der kommer EU-regler; fordi EU bare kommer og løser nogle opgaver. Mig bekendt står vi igen her og diskuterer EU i forbindelse med et lovforslag, som overhovedet ikke handler om EU, og det har vi i øvrigt gjort i forbindelse med de fleste lovforslag. I løbet af den seneste tid skal alt bare handle om EU; det bryder jeg mig godt nok ikke om.
Så det er et ja til at skære i fedtlaget i den offentlige sektor, men også en konstatering af, at det her land er på vej i en helt forkert retning, når det kommer til administrationen af riget. Tak for ordet.