Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af lovforslag nr. L 73:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Ændring af samtykkemodel for organdonation til en blød model af aktivt fravalg).

Af indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde).

(Fremsættelse 06.11.2024).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører, jeg vil byde velkommen til, er fru Birgitte Vind fra Socialdemokratiet.

Tak for det. I 2023 døde 28 patienter, mens de stod på venteliste til et organ i Danmark. I alt stod der ved udgangen af 2023 442 personer på venteliste til et organ. Manglen på organer skyldes ikke, at vi danskere er imod organdonation, men måske snarere, at mange ikke har fået meldt sig som organdonorer. Det kan der være rigtig mange grunde til. Når jeg selv har talt med familie og venner og bekendte, har mange faktisk taget stilling i tankerne, men mange har også skubbet beslutningen foran sig med at gå ind i Organdonorregisteret og registrere sig. Når man er ung, har små børn og familie, kan døden virke langt væk og som noget, der ikke lige rammer en. Det ene år tager det andet, og man tænker, at man jo altid lige kan gå ind i det der donorregister og få tilmeldt sig.

Selv om 84 pct. af os danskere faktisk er positivt indstillet over for organdonation, er det kun en tredjedel af os, der har registreret os i Organdonorregisteret. Det betyder alt for ofte, at det er de pårørende, der skal tage stilling til organdonation ved dødsfald. Så hvordan får vi flere til at melde deres stillingtagen ind i Organdonorregisteret? Formålet med lovforslaget, vi skal behandle i dag, er, at flere danskere skal tage stilling, og at mange flere veksler den positive opbakning og velvilje til organdonation til konkret stillingtagen i Organdonorregisteret. Med vedtagelsen af dette lovforslag vil det blive lettere for flere pårørende og personale, der i forvejen er i en presset situation, at skulle tackle spørgsmålet om organdonation, da det ofte vil stå klart, hvad den afdøde reelt ønskede.

For med dette lovforslag vil alle danskere fra det fyldte 18 år i omfattet af Donorregistret. Alle aktører skulle bekræfte eller afkræfte, om man vil være organdonor. I Socialdemokratiet ønsker vi selvfølgelig at bevare den fulde ret til selvbestemmelse over egen krop og individets frie vilje. Med den foreslåede ordning skal man derfor aktivt bekræfte registrering for at blive organdonor. Det er afgørende, at ingen tvinges til at blive organdonor – det siger sig selv. Det vil altså stadig være muligt at registrere, at man ikke ønsker at være organdonor, i overensstemmelse med de valgmuligheder, vi kender i dag. Man bliver dermed kun organdonor, hvis der udtrykkeligt er sagt ja enten fra en selv eller en pårørende. Det vil være frivilligt at være organdonor.

Med dette lovforslag tager vi en beslutning, der betyder, at hvor du før skulle opsøge myndighederne for at blive registreret organdonor, vil du med den nye ordning blive kontaktet og blive bedt om at tage stilling, og det er vi i Socialdemokratiet ret overbeviste om kommer til at gøre en kæmpe forskel. Men noget af det, vi hæfter os ved lovforslaget, og som jo også går igen i høringssvarene, er, at den her ordning også betyder, at der er brug for oplysning til danskerne. Det hæfter vi os også ved at der ligger en handleplan for, så der bliver oplysning til alle danskere, der bliver 18 år, men også alle danskere, der er fyldt 18 år – en massiv oplysningskampagne ud til danskerne, men også ud i sundhedsvæsenet.

Med det her lovforslag vil vi for første gang i 10 år tage et stort skridt i forhold til at ændre lovgivningen, hen imod at flere donerer deres organer i organdonationsordningen. Det er vi selvfølgelig utrolig glade for i Socialdemokratiet, og vi kan stemme for lovforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en kort bemærkning fra hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for en fin tale. Ordføreren lægger jo vægt på det her med, at der skal en oplysningskampagne til, og jeg tænker i den forbindelse på den sådan lidt underlige måde, man har formuleret teksten på, i forhold til at 18-årige sådan pr. automatik er organdonorer, men at de jo alligevel skal ind og registrere sig på den ene eller den anden måde.

Det kunne jo godt være, at det skaber så meget forvirring, at der rent faktisk er nogle, som får den opfattelse, at de er organdonorer, og at de ikke behøver at foretage sig noget. Hvordan ser ordføreren på den problemstilling?

Ordføreren.

Tak. Det er jo bestemt et relevant spørgsmål, og det er da også noget af det, vi kan læse i høringssvarene der bliver gjort opmærksom på, og derfor er den her oplysningskampagne også meget, meget vigtig. Vi skal simpelt hen have en national samtale, og den skal vi hjælpe hinanden med at få. For det er jo også sådan, at vi lever i et samfund, hvor vi er vant til, at der bliver taget meget hånd om os, og derfor kan det godt være oplagt, at der er nogle, der lige har sikret, at det nok er sket.

Så når vi netop lægger stor vægt på det frie valg og individets valgmuligheder, så er det jo også vigtigt, at vi får oplyst individet om, at det stadig væk er et personligt ansvar at gå ind og få det be- eller afkræftet.

Spørgeren.

Grunden til, at jeg bringer det på bane, er jo, at vi rent faktisk her i Folketinget med bred tilslutning og med fuld tilslutning fra alle partier har sagt, at man skulle tilskynde folk til at registrere enten det ene eller det andet, altså en model, hvor man beder folk om det, så man, når man på en eller anden måde er i kontakt med det offentlige, eksempelvis hvis man får et nyt sygesikringsbevis eller et nyt pas eller sådan noget, får en lille henvendelse om, at man godt lige må have lov til at tage stilling. For så får borgerne jo trods alt en opmærksomhed på, at de ikke har taget stilling, og det synes jeg jo er en mere klar model.

Ordføreren.

Som jeg læser lovforslaget her, vil der netop blive gjort rigtig meget ud af at informere danskerne og løbende blive taget kontakt til danskerne. Så jeg er ikke så bekymret for, at der ikke bliver oplysning nok til danskerne om de valgmuligheder, der er. Tak.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Birgitte Vind fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre.

Tak for det. Som den sidste ordfører gjorde opmærksom på, var der sidste år 28 danskere, der mistede livet, mens de ventede på et organ, og der er 442 mennesker, der står på venteliste. Sådan har det desværre set ud i rigtig, rigtig mange år. Derfor er det et vigtigt lovforslag, vi behandler i dag. Vi bliver nødt til at gøre noget; vi kan ikke lade stå til længere. Derfor har vi igangsat en række initiativer for at sikre, at fleres liv i fremtiden kan blive reddet, ved at de modtager et organ. Et af de initiativer, vi har sat i gang, er så det lovforslag, vi behandler i dag.

Det er nemlig et paradoks, at 84 pct. af danskerne har en positiv holdning til organdonation, hvilket er meget opløftende, men det er under en tredjedel, der har registreret deres valg om organdonation. Det efterlader et meget stort potentiale, og det kan gøre en enorm forskel for de mange, der venter på et organ, hvis vi får gjort noget ved det.

Med lovforslaget her vender vi som beskrevet samtykkemodellen på hovedet. I dag er det jo sådan, at udgangspunktet er, at man ikke er organdonor, hvis man ikke har været inde at registrere sig. Der vil vi gerne vende modellen om, så udgangspunktet i højere grad er i overensstemmelse med det, vi ved at langt de fleste danskere er, nemlig positive over for at være organdonorer.

Både debatten, men også det udgangspunkt tror vi også på vil føre til, at flere kommer til at registrere sit valg, tage stilling og få taget snakken rundt om middagsbordet. Vi kan bl.a. se på erfaringer fra England, at det er sket, fordi man har grebet det an på den rette måde.

Det skal selvfølgelig kobles med, at vi i forbindelse med den her lovændring også gør en massiv indsats for at oplyse folk om, at det er vigtigt at komme ind at tage stilling. Det kan hjælpe både sundhedsvæsenet og de pårørende, der under alle omstændigheder kan stå i en svær situation, efter en person er gået bort.

Der er virkelig noget at komme efter, hvis vi bliver bedre til at få folk til at gå ind at registrere deres stillingtagen. Vi tror også på, at hele den her samfundsdebat, hvor tallene for, hvor mange danskere der egentlig gerne vil give et organ, jo bliver gentaget igen og igen, kan gøre det lettere for de pårørende at navigere i den svære situation.

Med de ord vil jeg sige, at vi selvfølgelig bakker fuldtonet op om det her lovforslag, som jo, skal det understreges igen, respekterer den enkeltes valg hundrede procent, ligesom vi gør i dag. Det vil stadig være sådan, at det enten er den enkelte, der skal tage stilling, eller de pårørende i det tilfælde, hvor den enkelte ikke har taget stilling til, om der skal doneres et organ.

Vi synes, at den her ændring er sund fornuft i forhold til, hvor danskerne er, og med henblik på at sikre, at flere kommer ind at registrere sig, hvilket også kan ske ved, at den her debat bliver taget op endnu en gang. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til Christoffer Aagaard Melson fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet, formand. Det er en vigtig debat, vi har her, men vi har jo sådan set allerede haft den ved behandlingen af regeringens beslutningsforslag tilbage i maj måned, hvor regeringen bad om at blive pålagt at lave netop det her lovforslag. Det valgte et flertal inklusive regeringen så at gøre, og derfor har vi debatten om lovforslaget i dag.

Jeg kan kun gentage de synspunkter, jeg fremlagde i maj måned. Det er stadig et svært og dilemmafyldt emne, vi taler om, når vi taler om organdonation. På den ene side har vi nogle, der kan være meget desperate efter nye organer, på den anden side har vi de pårørende, og på den tredje side har vi afdøde, som vi også skal tage hensyn til.

Rent principielt mener vi i Danmarksdemokraterne, at man selv har retten til at bestemme. Et overvejende stort flertal af danskerne er for organdonation. Det Etiske Råd har peget på, at der er en reel risiko for, at tilslutningen kan blive mindre ved den her model. Det Etiske Råd påpeger samtidig, at en model baseret på informeret samtykke eller aktivt tilvalg efter deres mening stemmer bedst overens med principperne om respekt for det enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse. 15 ud af 17 medlemmer var således imod en model med formodet samtykke.

Det er i overensstemmelse med de borgerlige principper, som vi i Danmarksdemokraterne står på, men som forslaget en vis grad tilsidesætter. Danmarksdemokraterne vil stemme imod forslaget, fordi vi mener, det principielt er forkert at indføre en model for organdonation, hvor udgangspunktet er, at staten ejer organerne. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre. Værsgo.

Det var bare lige et spørgsmål til ordføreren i forhold til den her kommentar om, at staten ejer organerne. Vil ordføreren ikke bekræfte, at ligesom i dag vil forudsætningen for, at organer bliver doneret, være, at enten den enkelte eller de pårørende ønsker, at organerne skal doneres, og at det derfor ikke har noget som helst med staten at gøre?

Ordføreren.

Jeg vil gerne bekræfte, at i det her ligger der, at der skal tages stilling. Men det, jeg principielt er imod, er, at udgangspunktet er, at det faktisk er statens organer, og at man har givet sine organer væk. At man så skal bekræfte det, er jo så en detalje i det. Og hvis ordføreren så vil sige, at der ingen forskel er fra i dag, så forstår jeg simpelt hen ikke lovforslaget. For vi er sådan set med på, at vi kan informere og vi kan opfordre folk til være organdonorer. Det er fuldstændig fint; det vil vi rigtig gerne. Men vi vil bare ikke tage det skridt, hvor vi siger, at udgangspunktet er, at man er organdonor.

Spørgeren.

Jeg har lidt svært ved at forstå argumentationen. Når vi ved, at 84 pct. af danskerne er positive over for at være organdonorer, er det så ikke netop at følge borgernes ønske at sige, at udgangspunktet er, at flertallet gerne vil donere et organ? Det er jo netop at tage statens parti, hvis man går imod borgerne og siger, at udgangspunktet er, at vi vil noget andet end det, flertallet af borgerne vil. Altså, kan ordføreren ikke godt følge, at det er en lidt mærkelig logik, han bruger?

Ordføreren.

Nej. Jeg må indrømme, at jeg synes, det er ordføreren, der egentlig stiller det stik modsat op. Kernen i det her er, at ja, der er rigtig mange danskere, der gerne vil være organdonorer, og ja, vi skal opfordre dem til det, og ja, vi skal gøre det let for dem at blive organdonorer, men vi skal ikke bestemme det på forhånd. Og det er det, det her lovforslag vil gøre. Det vil sige, at som udgangspunkt er du organdonor, og min indstilling er, at man ikke i udgangspunktet er organdonor, for så betyder det jo, at staten faktisk tager ejerskabet. Men man har selv kompetencen, og man skal selv tage stilling, før man kan gøre det.

Fru Birgitte Vind, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for ordet. Og tak for talen. Jeg er også en lille smule forvirret, for jeg forstår heller ikke lige ordførerens argumenter. Altså, det er jo ikke rigtigt, at staten ejer vores organer. Det, der kommer til at ske, er, at man kommer til at stå i et register, og man skal aktivt sige ja eller nej. Så hvordan kan ordføreren få det til at blive til, at det er staten, der ligesom ejer organerne?

Ordføreren.

Det er, fordi man i modsætning til i dag som udgangspunkt er organdonor. Ja, så skal man ind og bekræfte det, men hvis det ikke betyder noget, at man som udgangspunkt er organdonor, så forstår jeg slet ikke lovforslaget. Så forstår jeg slet ikke, hvad det er, flertallet egentlig vil med det her lovforslag.

Spørgeren.

Tak. Jamen altså, det synes jeg fremgår ret klart af lovforslaget. Og jeg tror faktisk, at ordføreren og regeringen deler mit synspunkt om, at staten ikke skal eje danskernes organer. Men som der står i lovforslaget og i bemærkningerne til det, viser alle undersøgelser jo, at 84 pct. af danskerne faktisk er positivt indstillet over for organdonation, og vi ved, at i de lande, hvor man laver den her model, er der faktisk flere, der tilmelder sig. Det er jo et aktivt tilvalg, man skal gøre. Så jeg forstår ikke ordførerens forvirring, men jeg ved ikke, om ordføreren har mulighed for at uddybe det lidt. Tak.

Ordføreren.

Jeg kan sige, at jeg heller ikke forstår ordførerens forvirring, for hvis man skal ind og tage stilling, hvorfor så ikke gøre det, som det er i dag – det er jo sådan, det er nu – og så opfordre de 84 pct. af befolkningen, der gerne vil være organdonorer, til at gøre det og gøre det nemt for dem og sørge for, at det er det nemme valg. Det er vi sådan set fuldstændig med på. Vi er bare ikke med på, at man siger, at principielt er man organdonor, indtil man har besluttet noget andet.

Fru Monika Rubin, Moderaterne. Værsgo.

Mange tak for talen. Jeg har et spørgsmål, jeg virkelig godt kunne tænke mig at stille ordføreren. Vi kan jo se på evidensen, at en afart af den model, som regeringen nu foreslår, rent faktisk gør, at der er langt flere, der tager stilling, og når der er flere, der tager stilling, vil der også være flere organdonorer på organdonationslisten. Som jeg hører ordføreren, skal vi sådan set bare fortsætte med status quo, og det vil jo betyde, at der vil være folk hvert evig eneste år, der kommer til at dø, fordi de ikke kan få et organ, fordi der har været folk, der ikke har taget stilling. Hvad vil ordførerens parti gøre anderledes, som vi ikke allerede har forsøgt igennem mange, mange år, når nu vi ved, at den her model rent faktisk vil komme til at virke og vil gøre, at der vil komme flere organdonorer, og at der vil være flere, der tager stilling? Vil ordføreren ikke lige uddybe det for mig?

Ordføreren.

Det ved vi jo ikke. Der er ikke evidens for, at det vil ske, og Det Etiske Råd er jo rent faktisk bekymret for, at den her model vil gøre det modsatte af det, som ordføreren siger. Men helt principielt ønsker jeg simpelt hen bare ikke en model, hvor man siger, at udgangspunktet er, at man er organdonor, indtil man har besluttet noget andet. Jeg ønsker en model, der siger, at hvis du vil være organdonor, går du ind og tager stilling. Og så tror jeg, at et helt Folketing har været enige om tidligere, at man gerne vil gøre, hvad man kan, for at understøtte, at folk tager stilling. Det er jeg sådan set stadig væk med på, men jeg ønsker bare ikke den her principielle tilgang.

Spørgeren.

Jamen altså, Det Etiske Råds udtalelse baserer sig ikke på den nyeste viden, men vi ved ud fra de nyeste studier, der er lavet, at i de lande, hvor man har indført en model, der minder om den, regeringen vil indføre, har det haft en positiv indvirkning på, at folk får taget stilling, og at der kommer flere organdonorer på organdonationslisten, og det vil jo betyde, at der er færre mennesker, der dør. Så jeg synes, det er ærgerligt, at ordførerens parti bare vil fortsætte, som det er nu, for det vil reelt betyde, at der ikke kommer til at ske en forskel; der vil ikke være flere, der kommer til at tage stilling. Og det vil betyde, at der vil være flere, der dør, mens de venter på et organ, som f.eks. datteren til Mads Sebbelov, som sidder oppe på tilhørerrækkerne. Og det synes jeg er superærgerligt.

Ordføreren.

For at sige det helt principielt og grundlæggende vil jeg ikke være med til, at man som udgangspunkt er organdonor. Jeg vil kun være med til, at man siger, at det er folks eget valg, og så kan vi opfordre folk til at tage stilling.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til hr. Serdal Benli fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, formand. Jeg er fungerende ordfører for SF på sundhedsområdet i dag og skal redegøre for vores position. Lovforslaget udmønter forslag til folketingsbeslutning om ændring af samtykkemodel for organdonation til en blød model af aktivt fravalg fra det fyldte 18. år, som regeringen fremsatte i maj i år. Som det fremgår af resuméet til lovforslaget, stemte SF netop ikke for det beslutningsforslag. Vi stemte gult, fordi vi ikke mener, at forslaget løser det problem, som det var hensigten at løse. Med samtykkemodellen er alle borgere automatisk registreret som donorer, men registreringen har først værdi, hvis man som borger har bekræftet den indstilling.

I bedste fald gør forslaget ingen skade. I værste fald forringer det muligheden for at sikre sig flere organdonorer. Det vil især gøre sig gældende, hvis borgere opfatter det sådan, at de med dette forslag ikke længere behøver at foretage sig noget, fordi man allerede er registreret. Det synspunkt går i øvrigt også igen i mange af høringssvarene til lovforslaget.

SF er til gengæld med i aftalen »Fælles om at give livet tilbage«, som er en national handleplan for at styrke organdonationsområdet, og vi bakker naturligvis fortsat op om den aftale. Det fremgår imidlertid også af den aftale, at SF og andre partier ikke er forpligtet til at stemme for aktivt fravalg af organdonation. I SF stemmer vi gult til den del af forslaget, og det giver jo selvfølgelig anledning til at bede om at få forslaget delt op, og det må jo så bero på en drøftelse i udvalget.

Jeg skulle også hilse fra Enhedslisten og sige, at de heller ikke har ændret holdningen eller ændret deres stillingtagen til forslaget, siden vi behandlede det sidst. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Fru Monika Rubin, Moderaterne. Værsgo.

Tak til den vikarierende ordfører. Jeg skal nok lade være med at spørge for meget ind, men jeg bliver bare nødt til at korrigere ordføreren, for ordføreren sagde, at forslaget i bedste fald ikke gør nogen skade. Nej, i bedste fald gør det faktisk, at der vil være flere, der tager stilling til organdonation, og det vil gøre, at der er flere organdonorer, som kan hjælpe med at give livet videre, når de dør, fordi de har taget stilling og står på den her organdonationsliste. Jeg havde bare lige brug for at korrigere det her med, hvad der i bedste fald kunne ske.

Ordføreren.

Det, jeg jo så også sagde i min ordførertale – det synes jeg også lige hører med – var jo, at det i værste fald forringer muligheden for at sikre sig flere organdonorer. Det er jo i øvrigt, som jeg også sagde, en holdning eller i hvert fald et synspunkt, som går igen i mange af høringssvarene. Det synes jeg også er værd at bemærke her, og det er også det, der er udslagsgivende for vores position i forhold til den del af lovforslaget.

Spørgeren.

Vi kan bare se på den evidens, der ligger fra de lande, hvor man har gennemført noget lignende, at det ikke i værste fald er det, der kommer til at ske. Og en del af de høringssvar, der foreligger, forholder sig heller ikke til den nyeste viden, der er på det her område. De forholder sig til en viden, der faktisk er forældet, altså som stammer fra før 2020. Vi ved, at der inden for de sidste par år er lavet en hel del større studier, der faktisk viser, at den her type model rent faktisk vil gøre en kæmpestor forskel.

Ordføreren.

Som jeg også sagde i min ordførertale, er vi jo med i den aftale, der netop skal være med til at styrke organdonationsområdet, og det står vi sådan set stadig væk ved. Men vi er bare i tvivl om, hvorvidt det, der lægges op til her, er den rette løsning på i hvert fald en del af den udfordring, vi står over for. Det er jo derfor, vi er skeptiske og har indtaget den position, som jeg lige har tilkendegivet.

Hr. Christoffer Aagaard Melson, Venstre. Værsgo.

Tak for talen. Nu er situationen jo den i dag, at det er uholdbart, at så få af dem, der gerne vil donere, har registreret sig. Så derfor er vores holdning, at vi bliver nødt til at gøre noget.

Jeg kunne også godt tænke mig at høre ordføreren, hvor det er, den her frygt for, at det her rent faktisk vil blive værre, kommer fra. Er det stadig det studie, som SF tidligere har talt om, i forhold til hvad der skete i Holland, hvor man tvang folk til at tage stilling? Det gør vi jo netop ikke her, fordi vi ved, at nogle, der ikke er klar til at tage stilling, rent faktisk kommer til at sige nej, hvis man tvinger dem hårdt til at tage stilling her og nu, hvor de måske ellers ville sige ja.

Hvad er det for nogle studier, ordføreren henviser til i forhold til den her frygt, når der jo netop er en række andre lignende tilfælde, hvor man har gjort præcis det samme, som vi kan gøre i Danmark, og hvor det netop har haft en positiv effekt?

Ordføreren.

Nu er jeg jo et meget ydmygt menneske, og jeg må også erkende, at jeg som fungerende ordfører ikke helt har kendskab til de indgående studier på det her område og derfor ikke kan referere til nogen. Det skal jeg beklage. Men som jeg også sagde, er det, som er vores bekymring, at der kan være den udfordring, at borgerne opfatter det sådan, at de med dette lovforslag ikke længere behøver at foretage sig noget, fordi man allerede er registreret.

Det er sådan set det, der grundlæggende er vores bekymring, i forhold til at det her reelt ikke får den effekt, som det er tiltænkt. Der er ingen tvivl om, at vi står med en udfordring, og den vil vi også gerne være med til at adressere og løse, og det er derfor, vi er en del af den aftale, som der er på området. Men vi tror ikke, at løsningsforslaget ligger lige her i det forslag, L 73, der ligger her.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Serdal Benli fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Louise Brown fra Liberal Alliance.

Tak. I dag behandler vi L 73, et forslag, der vil ændre samtykkemodellen for organdonation til det, regeringen kalder »en blød model af aktivt fravalg«, men som jo reelt er en model om et formodet samtykke. Først og fremmest vil jeg fra Liberal Alliances side gerne understrege, at vi er enige om målet i at få flere organdonorer. Det er en vigtig sag, der berører mange menneskers liv og død. Men selv de bedste intentioner kan føre os på vildspor, hvis vi glemmer det fundamentale princip, der ligger til grund for vores måde at være samfund på: individets ret og retten til at bestemme over egen krop.

Regeringens forslag om automatisk at tilmelde alle danskere over 18 år som organdonorer og lade dem aktivt vælge fra, skubber til den grundlæggende balance mellem individet og staten. Udgangspunktet bør aldrig være, at staten kan tage sig den frihed at registrere os som donorer uden vores aktive samtykke. Og jeg kan ikke sådan lige, som jeg også faktisk tidligere har nævnt i taler om det her emne, komme i tanker om andre tilfælde, hvor vi forlader os på et formodet samtykke. Faktisk er jeg ret overbevist om, at vi netop gør ret meget ud af, at der skal være samtykke til alt, hvad der har med vores kroppe at gøre, men det gælder så åbenbart ikke, når regeringen får en god idé.

Som liberal bryder jeg mig ikke om idéen om at være født organdonor og aktivt skulle fravælge det. Organdonation bør være en frivillig og bevidst handling og ikke noget, der sker pr. automatik. Når vi ser på de høringssvar, der er kommet ind til forslaget, bliver det også klart, at vi står over for en række bekymringer. Det har tidligere ordførere også været inde på. Lungeforeningen og Dansk Center for Organdonation frygter, at modellen vil skabe forvirring blandt borgerne, som så kan tro, at de allerede er registreret korrekt uden at tage stilling. Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd rejser spørgsmål om, hvorvidt sundhedsvæsenet overhovedet har kapaciteten til håndtere det øgede pres på organdonationsområdet. Og Ældre Sagen gør opmærksom på, at der mangler dokumentation for, om den her model overhovedet vil føre til flere donorer. Også Christina Rosenlund, der er overlæge på Dansk Center for Organdonation, har tidligere udtrykt en vigtig pointe: Der er ingen entydig evidens for, at den her model med aktivt fravalg faktisk vil føre til flere organdonorer.

Der er nogle, der peger på England som et eksempel, men det øgede antal donorer dér skyldes primært, at de har indført organdonation ved cirkulatorisk død – en praksis, som vi heldigvis også har fået genindført i Danmark sidste år. Det giver os allerede bedre forudsætninger for at hjælpe flere, uden at vi behøver at gribe til så vidtgående ændringer som den, regeringen her foreslår.

Derudover har Christina Rosenlund fremhævet et andet vigtigt aspekt: Når man bliver registreret i registeret og aktivt skal melde sig ud, kan vi med regeringens forslag risikere at skabe en kultur, hvor borgere, der vælger ikke at donere deres organer, bliver betragtet som mindre gode mennesker. Vi risikerer, at fortællingen i Danmark bliver, at her er vi jo organdonorer, og hvis du nu vælger fra, er det ikke helt i orden. Den slags moralsk pres kan få alvorlige konsekvenser for den offentlige samtale om organdonation. For mig og Liberal Alliance er det afgørende, at det også er helt legitimt at sige nej. Det er kun gennem frivillighed og respekt, at vi kan sikre en model, der både redder liv og også fastholder respekten for det enkelte menneskes valg. De bekymringer synes jeg faktisk er vigtige at lytte til.

Så måske er regeringens tilgang mere forhastet end gennemtænkt. I 2022 var der jo netop en bred politisk enighed om en model med obligatorisk stillingtagen. Idéen var enkel: Alle danskere over 18 år skulle tage stilling til organdonation i forbindelse med f.eks. fornyelse af pas eller kørekort. Den model ville have været både effektiv og respektfuld over for den enkeltes frihed. Flertallet af danskere er, som vi har hørt, positive over for organdonation, men mange får det ikke gjort. Obligatorisk stillingtagen ville have hjulpet dem til at tage det aktive valg uden at tvinge dem ind i en automatisk registrering. Desværre har regeringen valgt at skyde den aftale til hjørne og i stedet fremsætte det her forslag, som jeg mener griber unødigt ind i danskernes ret til selvbestemmelse.

Liberal Alliance ønsker flere organdonorer, men vi mener, at det mål skal nås gennem oplysning, frivillighed og respekt for den enkeltes ret til at bestemme over sin egen krop, ikke igennem en automatisk registrering, der risikerer at sende et uheldigt signal om, at staten har førsteret til borgernes organer. Vi behøver ikke at vælge imellem flere donorer og danskernes frihed. Vi kan og bør have begge dele.

Efter min mening vælger regeringen her en løsning, der går for vidt. Vi kunne allerede have set fremskridt, hvis vi havde holdt fast i aftalen fra 2022, og i stedet står vi nu med en model, der truer individets frihed, uden at vi ved, om den faktisk vil føre til flere donorer. Derfor kan Liberal Alliance ikke støtte L 73 i dets nuværende form, og vi opfordrer igen regeringen til at genoverveje og vende tilbage med en anden løsning, som respekterer borgernes ret til selvbestemmelse, samtidig med at vi også kan redde flere liv. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig tre til korte bemærkninger. Først er det hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Som liberal synes jeg, at det både er legitimt at være donor og ikke være donor, men når vi nu ved, at langt de fleste gerne vil være donor, så skal det være ligesom alle mulige andre steder, hvor vi indretter udgangspunktet efter flertallet, nemlig at der selvfølgelig stadig er fuld frihed til at sige ja eller nej. Jeg synes også, at det mest liberale i udgangspunktet må være det, som flest gerne vil, og så må man derfra jo have fuld frihed til både til at sige ja og nej. Jeg synes netop, at det at sige, at udgangspunktet må være et mindretal, er smagsdommeri.

Et eksempel på, at vi automatisk går ud fra, at folk vil noget, fordi vi ved, at flertallet gerne vil, er f.eks. i forhold til at modtage et organ. Der har vi også et udgangspunkt om, at folk gerne vil modtage et organ, men selvfølgelig stadig med frihed til at kunne sige nej, hvis man ikke har lyst til at modtage et organ. Det er bare lige for at give et eksempel, som ordføreren efterspurgte.

Ordføreren.

Jeg er i tvivl om, om der var et spørgsmål dér, men vi kan jo så også diskutere, hvorvidt det skal være okay, at man bare får et organ, hvis man ikke vil have det.

I forhold til det her med, at der er mange, der gerne vil, så er det også min overbevisning, at der er rigtig mange, der gerne vil. Men jeg kunne også godt have en frygt for, at vi har noget af det der, som jeg kalder for Nik- og Jay-effekten, på spil; altså det her med, at da Nik og Jay kom frem, var der ikke nogen, der kunne lide dem, og alligevel var det dem, der solgte allerflest plader i Danmark. Den omvendte effekt kunne måske være på spil her. Det er godt og bedst at sige, at man gerne vil være organdonor, men man har måske ikke sådan rigtigt mærket efter og taget stilling. Men det er det, vi siger, fordi det er det, der er moralsk rigtigt at gøre.

Dermed siger jeg ikke, at det ikke passer, hvis folk siger det. Jeg siger bare, at der kan være en frygt for, at man kommer til at sige det uden egentlig have tænkt efter, fordi det er det bedste at sige. Det er også lidt det, jeg mener med, at vi kan risikere at komme til at stå i en situation, hvor man, hvis man siger nej, føler sig forkert – og det bryder jeg mig ikke så meget om.

Spørgeren.

Ja, og den frygt kan jo altid gå begge veje. Der må man jo så tage udgangspunkt i det, man tror de fleste gerne vil, og flertallet er så massivt her, at jeg ikke tænker, der er så meget at være i tvivl.

Så lige til et andet spørgsmål i forhold til den her tro på, at den anden model, som ordføreren nævnte, altså den med, at man blev tvunget til at tage stilling, f.eks. når man skulle have kørekort, ville være god. Kan ordføreren ikke genkende, at det netop er det, man f.eks. har set i Holland, hvor det faktisk ikke har haft en positiv effekt, fordi folk, der bliver tvunget til at tage stilling, uden at de har tid, kan man sige, risikerer at tage en beslutning, hvor de bare siger nej, fordi det er det letteste.

Tak.

Tak, og tak for spørgsmålet. I min forståelse betyder den aftale, der blev indgået i 2022, at man skulle kigge på mulighederne for obligatorisk stillingtagen, og hvordan det kunne gøres praktisk og bedst muligt. Jeg anerkender, at det også kan være en bagside af medaljen. Derfor tænker jeg også, at hvis man havde foreslået det eller var gået med den idé, havde man også skullet kigge på, hvordan det kunne gøres praktisk muligt, bl.a. også med sådan en ved ikke-model, eller en jeg har ikke lyst til at tage stilling nu-model, eller en kontakt mig om 2 år igen-model.

Fru Birgitte Vind, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Jeg deler jo helt ordførerens holdning i forhold til, at det skal være den enkeltes frie valg, og det tror jeg faktisk ikke der er nogen herinde i salen der er imod. Jeg har i hvert fald ikke på noget tidspunkt hørt, at den enkelte ikke selv skulle tage stilling. Derfor ærgrer det mig også rigtig meget, at det ligesom kommer til at handle om, at vi som stat kommer til at fratage den enkelte borger sin fri vilje, og det der med politisk korrekthed, og hvad man nu skal vælge. For selv om det er sådan i dag, viser tallene jo, at mange gerne vil det, selv om det kun er en tredjedel af danskerne, der melder sig, så er det, som hr. Christoffer Aagaard Melson også nævner, jo faktisk 84 pct. af danskerne, der tænker, at det her er positivt.

Så har ordføreren en grænse for, hvor mange procent af danskerne der skal sige det? Skal vi op på 90 pct. eller 95 pct., før ordføreren tænker, at man kunne gå ind på regeringens løsningsforslag? Tak.

Ordføreren.

Tak. Nej, for mig handler det ikke om en procentsats, faktisk slet ikke. For mig handler det om, at det er en følelse inde i min krop, som jeg forholder mig til, altså en følelse af, at jeg i det her tilfælde automatisk bliver tilmeldt noget som 18-årig og jeg først her skal melde mig fra igen, og det er en følelse, der er forkert. For den piller ved min frihedstrang og min ret til at bestemme over min egen krop, og jeg forestiller mig, at der er en masse andre, som har det på samme måde, måske nok mest i min ende af det politiske spektrum. Så det der med at sige, at det skal være 90 pct., eller at det skal være 100 pct., er ikke det vigtige for mig. Det, der vægter højest, er sådan set det fundamentale princip i det her forslag.

Spørgeren.

Ja, og det har jeg også enormt stor respekt for. Vi ved jo, at det i dag er sådan, at det, når der desværre sker en ulykke, så kan være de pårørende, der skal tage stilling. Sådan er det desværre alt for ofte, fordi netop kun en tredjedel af danskerne har taget stilling til organdonation, altså aktivt og på skrift, og jeg tænker bare: Hvordan kan vi så sikre os, at der er flere der gør det? Man kan jo i hvert fald sige, at vi med regeringens forslag kommer ud over det med, at det er de pårørende, der skal tage stilling. Anerkender ordfører ikke det?

Ordføreren.

Nej, det gør man jo ikke med regeringens forslag. For hvis man ikke selv har taget stilling, hvis man ikke har frameldt sig Organdonorregisteret efter sin 18-årsfødselsdag ifølge regeringens nye forslag, så er det jo igen de pårørende, der skal tage stilling. Der må jeg jo give en tidligere ordfører ret i, at det på den måde ikke ændrer ved det, der foregår i dag, og derfor er det også mærkeligt, at vi skal gøre det, altså at vi skal stå her og have den her samtale igen. For det vil i sidste ende være de pårørende, der skal tage stilling, hvis man ikke selv har gjort det, ligesom det er i dag.

Fru Monika Rubin, Moderaterne. Værsgo.

Mange tak for talen. Jeg synes også, det var superfedt, at ordføreren havde en Nik & Jay-reference, og det ville jeg bare gerne lige rose ordføreren for. I forhold til de ting, som ordføreren sagde i sin tale, så synes jeg, det er ærgerligt, at ordføreren henviser så meget til, hvad Christina Rosenlund fra Dansk Center for Organdonation siger. For mange af de ting, hun siger, baserer sig på forældet viden, og hun forholder sig ikke til de nyeste studier, der ligger på området.

Derudover vil jeg bare gerne lige understrege over for ordføreren, at jeg er fuldstændig enig i, at man skal sikre sig, at de organer, der så ligesom også vil være til rådighed, også bliver brugt, og det afhænger jo netop af, at der er ressourcer nok i sundhedsvæsenet, som Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd også fremhæver i deres høringssvar. Det er jo præcis også derfor, vi f.eks. har lavet en sundhedsreform, altså for at styrke sundhedsvæsenet og for at sørge for, at de ressourcer, der er i sundhedsvæsenet, bliver brugt på den absolut bedste måde.

Så der er jo mange ting, vi gør på én gang, og jeg synes, det er ærgerligt, at vi bare skal blive ved med at snakke om, hvad vi kan gøre, i stedet for at gøre noget. For vi har talt om det her i så lang tid.

Ordføreren.

Tak, og tak for kommentaren. Jeg synes også, det er ærgerligt, men der blev jo også lavet en aftale i 2022, som jeg syntes vi skulle have forsøgt at gennemføre, inden vi laver nye tiltag, som kan skabe mere forvirring ude hos borgerne.

Når det er sagt, er det jo kun godt, at vi har samtalen, for det er jo med til at skabe opmærksomhed. Hjemme i min husstand har teenageren også selv været inde at melde sig, fordi det også er en samtale, der foregår i offentligheden, og det er jo det vigtige, altså at vi får talt om tingene, som en tidligere ordfører fra Socialdemokratiet også var inde på. Vi skal jo have de her samtaler derhjemme, så jo mere vi også er med til at præge samtalen, jo bedre er det. Altså, det er næsten det vigtigste.

I forhold til de tidligere undersøgelser ligger der noget ny forskning, men i den forskning er der faktisk heller ikke korrigeret for andre tiltag, f.eks. DCD, altså donation ved cirkulatorisk død, og alle de kulturelle ting, der kan være i de forskellige lande, som har haft gode eksempler.

Spørgeren.

Jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at det er rigtig godt, at vi taler om det. Vi har bare talt om det i så mange år, og vi kan stadig væk se, at der er 28 mennesker, der dør på venteliste hvert evige eneste år. De bliver ikke reddet af, at vi bare bliver ved med at tale om det, men vi bliver simpelt hen nødt til at gøre noget anderledes, og det er jo det, regeringen nu forsøger med det her lovforslag. Der gør vi mange ting på én gang. En ting er, at vi indfører den her bløde model for et aktivt fravalg, men vi kommer jo også til at lave massive kampagner med massiv oplysning, og det vil alle de mennesker, der fylder 18 år fremadrettet, jo også få. Så vi skal gøre noget, og vi skal ikke bare tale.

Ordføreren.

Jeg er enig, og jeg er også glad for, at der kommer kampagner omkring det. Der er to ting. Den ene ting er, at vi har talt om det længe, og at der stadig ikke er donorer nok, eller at der i hvert fald er 84 pct., der gerne vil, men som ikke får sig tilmeldt. Og netop det faktum, at vi har talt om det længe, og man ikke har taget stilling, kunne måske også tyde på, at det så er, fordi man ikke har taget stilling. Man siger, at man godt tror, man vil det, men man har ikke rigtigt inde i sig selv taget stilling. Måske er der faktisk noget i det, at der er gået så lang tid og der stadig ikke er flere mennesker, der har tilmeldt sig aktivt. Så vil jeg jo altså også sige, at det stadig væk kræver, at de mennesker, der vil donere deres organer, primært dør på hospitalet; ellers er det ikke muligt.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Louise Brown fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til fru Monika Rubin fra Moderaterne.

Tusind tak, og tak for de mange fine taler, der har været fra de forskellige ordførere. Jeg synes, at det her er en virkelig stor dag, for nu står vi endelig her i Folketingssalen og skal førstebehandle det her lovforslag, som jo har været undervejs længe. Det har været en længere proces, også fra regeringens side. Vi startede jo med et beslutningsforslag. Men det har været virkelig vigtigt, at vi har haft den her lange proces, ikke bare fordi det er et enormt sårbart emne, men også fordi vi kan se, at hver evig eneste gang vi taler om emnet organdonation, så er der flere mennesker, der tager stilling.

Der er også flere, der går ind og får tilmeldt sig som organdonorer – folk som har tænkt, at det skulle de også få gjort, og så får man det parkeret. Så tager vi samtalen i den offentlige debat, og så får man det parkeret igen, men så tager vi samtalen igen for måske tredje, fjerde eller femte gang i den offentlige debat, og så kan det være, man får tilmeldt sig. Problemet er bare, at vi ved, at der er virkelig mange, der gerne vil være organdonorer, men som ikke får taget aktiv stilling. Jeg taler om de her 84 pct., som ikke får taget stilling. Og det er, fordi det er svært. Det er svært for nogle mennesker at skulle sætte det her kryds, fordi man bliver nødt til at forholde sig til, at man på et eller andet tidspunkt skal herfra. Og hvornår bliver det? Bliver det i morgen, eller bliver det om 50 år? Bare det, at man skal tænke de her tanker, kan gøre det enormt svært

Så jeg synes, det er rigtig positivt, at vi nu ligesom giver et kærligt puf til at få taget den her beslutning. For det, der er problemet, er, at når man ikke får taget beslutningen, så er det ens pårørende, der skal tage beslutningen, når man er død. Det er simpelt hen ikke fair over for de pårørende, for i forvejen skal man sørge over, at man mister ens kære, og så skal man samtidig stilling til, om ens barn eller ens far gerne ville være organdonor eller ikke ville være det, og hvad de egentlig ville donere. Så tænker man: Jeg må nok hellere sige nej, for så har jeg i hvert fald ikke gjort noget forkert.

Jeg mødte en ung pige, der nu har fået en lever. Hun stod på venteliste i lang tid for at få den her lever, og som hun sagde til mig, kan hun egentlig godt leve med, at hun skal dø, hvis hun ikke får et organ, men hun kan ikke leve med at vide, at der er nogle, der ender med at blive begravet, som gerne ville have været organdonor, og som havde haft en lever, som hun kunne få. Det kunne hun ikke acceptere, det synes hun var det værste. Nu har hun heldigvis fået den lever og har det godt i dag, men det kunne også være endt på en anden måde.

For det ender sådan for 28 mennesker hvert evige eneste år i Danmark, og derfor bliver vi nødt til at gøre noget anderledes politisk for at sikre, at der er flere mennesker, der tager stilling. Vi kan se på evidensen fra udlandet, som har modeller, der minder om det, vi nu vil indføre her i Danmark, at det får flere mennesker til at tage stilling, at det får flere til at sige aktivt ja til organdonation. Jeg er fuldstændig enig med de andre ordførere her i salen i, at det skal være helt legitimt at sige nej, men tag nu stilling!

En ting, vi også skal forholde os til i den her proces, er organdonorernes pårørende. Vi taler rigtig meget om dem, som skal modtage organerne, men vi glemmer faktisk nogle gange at tænke over, at der også er nogle på den anden side. Der er nogle pårørende, som har mistet en kær, og der skal vi i sundhedsvæsenet blive bedre til også at tage hånd om dem. Jeg har selv skrevet en ph.d. om pårørendes tilstedeværelse ved akutbehandling og genoplivning, og der fandt jeg ud af, at hvis de ligesom havde en støtteperson undervejs i forløbet, kom de meget bedre igennem det. Jeg tror også, at vi skal prøve at se på, om ikke vi kunne gøre det på organdonationsområdet, for hele den biomedicinske proces kører snorlige. Vi har et sindssygt dygtigt sundhedsvæsen, som også får brugt de organdonorer, der er, for det vigtigste er jo, at der ikke er organer, der går til spilde. Men vi har ikke så meget blik for de pårørende, der står tilbage, og det skal vi være mere opmærksomme på.

Derudover er det også virkelig vigtigt, som jeg sagde til Liberal Alliances ordfører, at vi har et sundhedsvæsen, der er gearet til det her. Derfor vil jeg bare lige her på falderebet sige tusind tak til de partier, der er med i aftalen om en sundhedsreform, for vi bliver nødt til at styrke vores sundhedsvæsen, så vi sikrer, at der også er ressourcer til at bruge de flere organdonorer, der forhåbentlig kommer på baggrund af regeringens forslag. Alt i alt vil jeg bare sige, at vi fra Moderaternes side selvfølgelig støtter det her lovforslag. Tak.

Tak for det. Der er foreløbig en kort bemærkning. Hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for en fin tale. Nu har Moderaterne jo siddet i regering faktisk i næsten alt for lang tid, så jeg vil gerne lige spørge ordføreren om, hvad det er for en oplysningskampagne, man har sat i gang i den periode. Hvor meget oplysning er der sket? For i 2022 var der rent faktisk fuldstændig enighed her i Folketinget om, at vi skulle se at komme i gang med at tilskynde borgerne til at tage stilling. Men hvad er der sket siden?

Ordføreren.

Jeg vil mene, at den proces, regeringen har haft, faktisk har været en stor oplysningskampagne. Vi kan se på tallene hen over de sidste 2 år, at der faktisk har været flere, der har taget stilling, og det er jo, fordi vi ved, at hver evig eneste gang vi har det her oppe i den offentlige debat, så er der flere, der tager stilling.

Problemet er, at det indtil nu også har været på grund af folk, der har engageret sig i debatten, folk som Mads Sebbelov, der sidder oppe på tilhørerrækkerne, som virkelig har holdt den her fane højt, fordi han selv mistede et barn, som stod på organdonationslisten.

Men det kan ikke være rigtigt, at vi skal forholde os til, at det en gang imellem skvulper op i den offentlige debat, og så er der flere, der tager stilling, eller at Sundhedsstyrelsen med års mellemrum beslutter sig for at lave en eller anden kampagne. Vi bliver nødt til at gøre meget mere, for de der ting har vi gjort igennem mange, mange år, men vi bliver ved med at se folk, der dør på venteliste, og vi kan se fra andre lande, der jo har indført noget a la den her model, at det gør en reel forskel. Så lad os nu prøve at gøre noget andet.

Spørgeren.

Kæmpekæmpetak til Mads Sebbelov for at have kørt den her debat så intenst, at der hele tiden har været fokus på det og det er kommet mere massivt, end vi nogen sinde har set. Men hvad var det, regeringen har gjort? Hvad er det, I fra Moderaterne har gjort for at oplyse borgerne om, at det her er vigtigt? For det var vi jo enige om bredt i Folketinget i 2022. Alle partier stemte for, at vi skulle sørge for at komme i gang med at tilskynde borgerne til at tage stilling.

Ordføreren.

Det synes jeg faktisk lige jeg har svaret ordføreren på. Vi fremsatte f.eks. et beslutningsforslag til at starte med og jappede det ikke igennem, men vi faciliterede rent faktisk en offentlig debat omkring organdonation. Det har jo gjort en stor forskel. Jeg ved ikke, om vi allerede kan se det på tallene, men jeg er overbevist om, at vi kommer til at kunne se det på tallene, fordi vi ved, at hver gang vi har det oppe i den offentlige debat, er der flere, der tager stilling. Men som jeg også sagde før, bliver vi nødt til at lade være med have det som bølgeskvulp. Vi bliver nødt til at gøre noget anderledes.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Monika Rubin fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand. Se, vi har jo et stort behov for at få flest mulige organer til rådighed til de patienter, som har behov for et nyt organ. Det har vi drøftet ofte her i Folketinget og ved mange andre debatter rundtomkring i Danmark, for det er et emne med mange følelser. Det er jo ikke til at holde ud, at der er patienter, der venter, ja, nogle af dem dør jo direkte, fordi der ikke er organer til rådighed. Derfor skal vi også gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at flest mulige af os får taget stilling til organdonation, altså om vi ønsker at være organdonorer, hvilke organer vi vil donere, om vi ikke ønsker at være organdonorer, eller om vi ikke vil tage stilling og på den måde jo så overlade det til de efterladte. Vigtigst er det, at man tager stilling, så de efterladte ikke er i tvivl.

Vi Konservative har længe argumenteret for, at vi ønsker en ordning, som kunne hjælpe på de udfordringer, der er på organdonationsområdet, og det bliver der heldigvis også løbende taget hånd om. Men det skal imidlertid være en løsning, hvor borgerne aktivt skal tilmelde sig ordningen, så der ikke er tale om nogen som helst form for tvang.

Vi Konservative fik jo sammen med Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti vedtaget B 65 den 19. maj 2022 med 95 stemmer for og ingen imod. Der foreslog man, at det skal gøres obligatorisk for alle over 18 år at tage stilling til organdonation, men at det skal være frivilligt. Vi foreslog, at de, som ikke har taget stilling, med jævne mellemrum bør have en venlig henstilling om at tage stilling. Det kan jo ske i mødet med det offentlige, eksempelvis når der udstedes og fornyes kørekort, når der udstedes og fornyes f.eks. sygesikringsbevis, når der udstedes et nyt pas osv., eller at man, når nogen slår op i den personlige sundhedsjournal i forbindelse med eksempelvis et lægebesøg, så lige får en venlig påmindelse om at tage stilling.

Jeg hæfter mig også ved, at Det Etiske Råd rent faktisk i 2023 kom med en opbakning til den model. Det var vi selvfølgelig vældig tilfredse med. Et samlet Etisk Råd vurderer, og jeg citerer her, at en tilskyndelse til at tage stilling til organdonation kan hjælpe til med at gøre den enkelte borger mere afklaret. Derfor anbefaler rådet i udtalelsen også, at der indføres en mere systematisk form for tilskyndelse til at tage stilling til organdonation.

I forbindelse med udtalelsen udtalte rådets formand, Leif Vestergaard Pedersen:

Stillingtagen til organdonation bringer to væsentlige etiske hensyn i spil over for hinanden. På den ene side pligten til at hjælpe dem, for hvem nye organer kan være et spørgsmål om liv eller død, og på den anden side hensynet til et af samfundets og sundhedslovens mest grundlæggende principper, nemlig princippet om den enkeltes selvbestemmelse og integritet. Den anbefaling, rådet nu kommer med, er vores bud på en afbalanceret afvejning, som både tager hensyn til princippet om selvbestemmelse og pligten til at hjælpe.

Lovforslaget om ændring af sundhedsloven er en udmøntning af regeringens beslutningsforslag nr. B 126, folketingsåret 2023-24, forslag til folketingsbeslutning om ændring af samtykkeloven for organdonation til en blød model af aktivt fravalg fra det fyldte 18. år. Det blev jo så vedtaget af regeringspartierne, Radikale Venstre og Alternativet den 23. maj 2024. Med lovforslaget foreslås det, at der indføres aktivt fravalg til organdonation i en blød model, altså en model, hvor det kommunikeres til alle over 18 år, at de automatisk er donorer. Men der er jo så bare det ved det, at man fortsat skal registrere sig i Organdonorregisteret, før man faktisk er tilmeldt. Det synes vi er meget uhensigtsmæssigt og kan skabe forvirring, for det skaber kun forvirring, og vi risikerer simpelt hen, at en stor gruppe mennesker kommer til at gå rundt og forestille sig, at de er tilmeldt, hvad de jo altså ikke er.

Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten er således ikke forpligtet til at stemme for indførelsen af en blød model af aktivt fravalg til organdonation fra det fyldte 18. år, selv om vi er med i aftalekredsen bag national handleplan for at styrke organdonationsområdet. Jeg vil derfor bede om, at den aftale respekteres, og igen vil jeg sige, at vi skal sikre langt flere organer til dem, som har behov for det, men at donationerne skal være frivillige. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre. Værsgo.

Jeg vil bare bede ordføreren om at bekræfte, at der jo netop er taget initiativ til også at indføre de obligatoriske påmindelser, som ordføreren beskriver. Vil ordføreren bekræfte, at det rent faktisk også er en del af den handleplan, der kommer? Det kunne godt opfattes lidt, som om det var noget, regeringen ikke havde taget initiativ til allerede. Så derfor vil jeg gerne lige have, at ordføreren bekræfter det, og at det her lovforslag netop er noget ekstra, vi gør yderligere end det, som ordføreren foreslog.

Ordføreren.

Det kan jeg godt bekræfte. Men det ville jo også være underligt andet, når der i 2022 var fuldstændig enighed i Folketinget om det forslag. Så ville det have været lidt underligt, hvis det var sådan, at regeringen bare overhørte det.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Tusind tak. I Dansk Folkeparti mener vi også, at det ville være rigtig godt, hvis langt flere tog stilling til organdonation. Men vi kan selvfølgelig ikke bakke op om en model, hvor man automatisk bliver tilmeldt. Og jeg skal være fuldstændig ærlig og sige, at det faktisk løber mig koldt ned ad ryggen at tænke over, at mine to drenge, med mindre de selv aktivt tager et valg, faktisk har stillet deres organer til rådighed for staten. Jeg synes, det er en helt forkert vej at gå at lave en model, som det her. Der bliver nævnt flere gange her i debatten, at man skal kigge til Holland.

Jeg vil sige, at jeg virkelig ikke har lyst til rent politisk at kigge til Holland, hverken i forhold til aktiv dødshjælp eller i forhold til rigtig mange andre ting. Jeg synes, det er helt malplaceret at benytte det her. Jeg synes også, det er helt malplaceret at begynde at snakke om, hvor mange danskere der gerne vil organdonation, når det kommer fra en regering, som aldrig lytter til danskerne. Det så vi eksempelvis med store bededag og afskaffelsen af den. For jeg tror helt oprigtigt på, at rigtig mange danskere faktisk gerne vil det her.

Det var jo sådan set også derfor, vi med ret bred opbakning fik vedtaget det her med, at man skal mindes om det, når man bliver 18 år, eksempelvis når man tager kørekort eller skal havet fornyet sit pas osv., altså at man måske også minder om det jævnligt. For danskerne vil gerne. Men at mene, at det både er liberalt og alt muligt andet, at staten automatisk ejer den enkeltes organer, når de fylder 18 år, hænger overhovedet ikke sammen – overhovedet ikke.

Så vi kommer ikke til på nogen som helst tænkelig måde at kunne støtte det her forslag. Men vi vil selvfølgelig altid opfordre til, at man følger den ret brede aftale, sådan set med alle Folketingets partier, i forhold til at man bliver mindet om det noget oftere, så flere vil tage stilling. Men det her kommer vi ikke til at støtte.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Christoffer Aagaard Melson, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Det er simpelt hen ikke rigtigt, hvad ordføreren får sagt fra talerstolen. Der vil ikke være nogen, der tager nogen børns organer. Hvis det enkelte individ ikke har taget stilling, vil det præcis som i dag være op til de pårørende at tage den endelige beslutning – præcis som i dag. Der er ingen organer, der vil blive doneret, uden at enten den enkelte eller de pårørende har taget stilling – præcis som i dag. Jeg synes bare, det er vigtigt, vi får fakta på plads, så vi ikke skaber alle mulige forkerte billeder ude i befolkningen her fra Folketinget af.

I forhold til at kigge til Holland vil jeg sige, at vi i hvert fald for vores vedkommende netop har brugt Holland som et eksempel på en model, vi ikke vil følge, fordi den model har gjort, at det faktisk er gået den forkerte vej, fordi man har tvunget folk til at tage stilling. Og når du tvinger folk til at tage stilling til noget, de ikke er klar til, så er erfaringerne fra Holland, at så er der for mange, der siger nej.

Ordføreren.

Så er det er simpelt hen sådan underligt. For hvis ordføreren fra et af regeringspartierne siger, at det her fuldstændig er, som det hele tiden har været, så kan jeg slet ike forstå, hvorfor vi overhovedet står og behandler det her lovforslag. Så giver det jo absolut ingen mening. For det er jo netop noget, hvor vi laver om, fordi du aktivt skal gå ind og vælge enten til eller fra, når du bliver 18, men hvor du automatisk bliver skrevet op i det her donorregister. Og det står der sådan set også, for det hedder lovforslaget også, altså at det er en samtykkemodel med blødt fravalg eller noget i den stil, som det hedder i en eller anden underlig formulering.

Vi er sådan set enige om målet. Vi vil gerne have, der er flere, der donerer deres organer. Det synes vi sådan set er en god idé. Det var også derfor, vi fremsatte et beslutningsforslag om det tilbage 2022, altså i forhold til at man faktisk skulle mindes om det her. Jeg tror også, at det for rigtig mange danskere, fordi det er en ubehagelig beslutning, er noget, som man måske skyder lidt hen. Så vi synes, det er en rigtig god idé at minde folk om det. Men sådan en samtykkemodel, som man stiller op her, er ikke særlig liberalt og i øvrigt bestemt heller ikke noget, som vi kommer til at kunne bakke op om fra Dansk Folkepartis side.

Spørgeren.

Det, vi siger, er, at vi ændrer udgangspunktet, så det er mere i sync med, hvad flertallet i befolkningen egentlig synes, men stadig væk med de samme forudsætninger om, at man skal ind og bekræfte valget, eller at det er de pårørende, der skal tage det endelige valg, hvis man ikke selv har fået bekræftet valget. Det er det, vi ændrer, og det er det, vi på baggrund af erfaringer fra andre lande tror på kan gøre en yderligere forskel oven i de andre initiativer, vi tager. Det er jo det, vi ændrer, hverken mere eller mindre. Det vil stadig være op til den enkelte eller familien, men vi tror på, at det, at vi ændrer udgangspunktet, vil gøre en forskel. Det er jo ikke noget med, at staten kommer til at eje nogen organer eller kommer til at tage nogen endelige beslutninger. Det er stadig den enkelte og de pårørende.

Ordføreren.

Det er meget sjovt at høre ordførerens ordvalg. Ordføreren siger, at man nu skal ind og bekræfte det valg, som regeringen har taget for en, altså at man stiller sine organer til rådighed. Så ordførerens argumentation hænger ikke rigtig sammen. Og så synes jeg da, det er dejligt at høre fra en regering, som tilsyneladende aldrig nogen sinde lytter til den danske befolkning, men bare tromler ting igennem, at man så på det her område åbenbart vil lytte til flertallet. Jeg synes bare, det er en rigtig dårlig måde, man gør det på, for danskerne skal selvfølgelig have et frit valg. Mine drenge skal selvfølgelig også have et frit valg, når de bliver 18, men de skal ikke tvinges til at donere deres organer. Jeg er i øvrigt meget enig i det, der også er blevet sagt tidligere i forhold til skyld og skam og alt muligt. Det skal vi bestemt heller ikke have ind over.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre.

Mange tak. Så står jeg her igen. Det gør jo sådan set ikke noget, for debatten omkring organdonation er vigtig. Jeg kan også høre, at alle partier, uanset hvad de mener om det konkrete lovforslag, ønsker, at flere borgere tager stilling til organdonation, og at vi skaber de bedste rammer for at sikre flest mulige organer til de patienter, der venter, og for hvem det handler om liv eller død. Da vi ved, at alene den offentlige debat om emnet får flere til aktivt at tage stilling, er vi jo kommet et lille stykke ad vejen allerede nu.

I dag diskuterer vi så endelig, får jeg lyst til at sige, et lovforslag, der ændrer den nuværende model for organdonation til en såkaldt blød model med aktivt fravalg. Det er jo slet ikke første gang, vi diskuterer netop denne model. Jeg får det umiddelbart til, at jeg har stået heroppe tre gange og holdt tale om det samme emne, og alle gange har vi i Radikale Venstre bakket op om modellen, og det gør vi naturligvis også i dag.

Det er positivt at høre, at der er flere partier, der har rykket sig på spørgsmålet over årene, for der har jo ikke altid været flertal for forslaget. Det forstår jeg godt, for det er en svær debat med mange nuancer og store følelser, og det er også et spørgsmål, hvor jeg personligt har flyttet mig. For da jeg første gang hørte om organdonation med aktivt fravalg, var min rygmarvsreaktion modstand med baggrund i mange af de argumenter, som vi også hører her i salen i dag. Vi er ikke reservelagre. Staten ejer ikke min krop. Vi skal have kropslig autonomi. Alt det mener jeg naturligvis stadig væk, og derfor er det også vigtigt at understrege, at der ikke er en modsætning. Staten ejer ikke din krop. Du bestemmer stadig selv over dine organer. Der er ikke tale om tvang.

Hvis ikke man aktivt har taget stilling, er det de efterladte, der skal gøre det. Det ændres der ikke ved med den foreslåede model. Men en vigtig pointe her er, at erfaringer fra de mange lande, der har indført denne model, viser, at denne samtale mellem lægen og de efterladte bliver nemmere, når grundantagelsen er, at den afdøde nok gerne villevære organdonor.

Jeg synes også, at man skal huske på, at både den model, vi har i dag, og den foreslåede ændring har en implicit etisk antagelse om, hvad den enkelte person ville vælge. I dag antager vi, at man nok ikke ønsker at hjælpe andre med sine organer efter sin død, og man skal aktivt gå ind og sige ja. Med lovforslaget her antager man, at vi nok gerne vil redde andres liv, når vi selv er borte, og man skal aktivt gå ind og sige nej. Begge dele har konsekvenser, men når vi nu ved, at opbakningen i befolkningen til organdonation er så massiv, kan man argumentere for, at den foreslåede model er i bedre overensstemmelse med virkeligheden end den model, vi har i dag.

Jeg forstår sådan set også godt de bekymringer, som nogle partier har rejst her i salen, om risikoen for nogle negative konsekvenser, altså at flere vil gå ind og sige aktivt nej som reaktion på den foreslåede ændring. Men som jeg læser den eksisterende forskning på området, selv med alle de forbehold, man må tage for usikkerheder, er der ikke umiddelbart opbakning til den bekymring. Tværtimod peger den nyeste forskning på, at den foreslåede model her vil medføre flere organer. Det viser i hvert fald de oversigtsartikler om emnet, jeg har kunnet finde på det seneste.

Det er jo vigtigt at sige, at det ikke er noget, vi i Danmark har fundet på. Det er ikke noget, vi har grebet ud af den blå luft. Der er andre, der har samme model. Erfaringer fra de mange lande, der har indført den her model, viser, at det vil gøre en forskel, særlig når det kobles med debat og oplysning, hvilket jo også følger med. Det kan vi bare se i salen i dag. Det er også i mine øjne positivt, hvis flere aktivt får taget stilling, også hvis manønsker ikke at være organdonor. Det må og skal være et personligt valg, og det er vigtigt at understrege, at både ja og nej er helt legitime svar.

I Radikale Venstre bakker vi som nævnt tidligere stadig op om forslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Jeg byder nu velkommen til fru Helene Brydensholt fra Alternativet.

Organdonation er et emne, der rejser en kompleks og ofte følelsesladet debat. Det handler om de største etiske spørgsmål i livet. Det handler om autonomi, om solidaritet og om vores ansvar for hinanden som medmennesker. Derfor kræver det, at vi træffer vores beslutninger med stor omtanke og respekt for de mange nuancer, der er i denne sag.

Med beslutningsforslag nr. B 126 tidligere på året valgte vi i Alternativet at stemme for en blød model med aktivt fravalg. Det gjorde vi med afsæt i vores partis tradition for at involvere medlemmerne i store etiske beslutninger. Efter en åben og konstruktiv dialog besluttede et lille flertal blandt Alternativets medlemmer at støtte beslutningsforslaget, og det vidner om, hvor komplekst og vigtigt dette emne er.

Nu med L 73 står vi over for at omsætte intentionerne bag B 126 til konkret lovgivning. I Alternativet støtter vi forslaget om at ændre samtykkemodellen til en blød model med aktivt fravalg. Vores støtte hviler også på studier og evidens. Andreas Brøgger Albertsen, lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, har forsket i politikker omkring organdonation, og han understreger, at de fleste nyeste studier peger på, at man vil få flere organer til rådighed, hvis man har en ordning om aktivt fravalg. Derudover ses der i lande, der allerede har implementeret en formodet samtykkemodel, en klar stigning i antallet af organdonationer, uden at man går på kompromis med befolkningens tillid til systemet.

Den foreslåede ændring i L 73 vil forhåbentlig sikre, at flere borgere tager stilling til organdonation. Dette er ikke kun tal. Det er jo også menneskeliv, der kan reddes. Flere tilgængelige organer betyder kortere ventelister og færre dødsfald blandt de patienter, der håber på en ny chance i livet. Det betyder forhåbentlig også, at færre pårørende efterlades i en svær beslutningsproces, fordi de er i tvivl om, hvad deres afdøde ønsker.

Det er vigtigt for Alternativet at understrege, at borgernes ret til selvbestemmelse over egen krop fortsat er intakt. Enhver, der ikke ønsker at være organdonor, kan nemt framelde sig, og hvis man ikke aktivt tager stilling, bliver man heller ikke automatisk donor, som nogle her har prøvet at få det til at lyde som om. Samtidig lægger lovforslaget vægt på informationsindsatser og påmindelser, der vil øge opmærksomheden på organdonation og på den her nye lovgivning, hvilket er enormt positivt, og det vil formentlig gøre en rigtig stor forskel.

I Alternativet tror vi på, at samfundet fungerer bedst, når vi balancerer individets frihed med en fælles bevidsthed om værdien af at hjælpe hinanden, og det her lovforslag er et godt eksempel på, hvordan vi kan opretholde denne balance. Det handler ikke kun om statistik, men om at hjælpe og gøre en forskel for de mange mennesker, der hvert år venter på et livsnødvendigt organ.

Så vil jeg lige afslutningsvis sige, at jeg synes, at det er ærgerligt, at der kommer den her retorik fra nogle af ordførerne omkring, at staten nu ejer vores organer. For det er jo lodret løgn. Jeg har personligt været i tvivl om, om det her er den rigtige model, men jeg mener virkelig ikke, at det gavner sagen, at vi går og spreder misinformation på den her måde. Jeg er bange for, at det vil skræmme flere folk væk, og vi er jo alle sammen enige om, at vi gerne vil have flere organer til rådighed. Så staten kommer ikke til at eje vores organer.

Nu gør vi så det her, og så skal vi selvfølgelig følge det tæt, og jeg har ret stor tillid til, at den nuværende regering og den næste regering også vil følge det og i sidste ende lave om på modellen, hvis det viser sig, at den ikke har den ønskede effekt. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Helene Brydensholt fra Alternativet. Det afsluttede ordførerrækken, og derfor byder jeg nu velkommen til indenrigs- og sundhedsministeren.

Tak, formand. Lad mig starte med tre tal: 1, 84 og 1/3. »1«, fordi det tager knap et minut at lade sig registrere i organdonationsregisteret; »84« som i 84 pct., for det er så mange danskere, der har en positiv holdning til organdonation; og »1/3«, fordi det kun er lige under en tredjedel af os danskere, der har registreret vores valg i organdonationsregisteret. Er det mon, fordi vi danskere ikke bryder os om at forholde os til vores egen dødelighed? Er det, fordi vi tænker, at det kan vi gøre en anden dag, hvor vi har god tid? Der er mange forskellige begrundelser, når man spørger til, hvorfor det er, at du ikke har husket at få taget stilling og få registreret din stillingtagen.

Problemet er bare, at vi ikke i tilstrækkelig omfang har formået at få vekslet danskernes jo velvillige og positive holdning til organdonation til også rent faktisk at blive registreret i organdonationsregisteret. Der har været taget mange forskellige tiltag igennem året, men vi har ikke for alvor rykket noget i forhold til det gab, der er imellem, hvor mange der er positive, og hvor få, desværre, der har fået registreret sig i organdonationsregisteret.

I sidste ende er der ingen af os, der ved, hvor lang tid vi har igen, og derfor opstår dilemmaet, som vi har drøftet igen og igen her i salen, når et menneske mister livet uden at have taget stilling eller har talt med sin familie om organdonation. Det er op til hvert enkelt menneske at beslutte, hvad vil man gøre med sin krop efter livet. Men én ting kan vi blive enige om, og det er, at det er vigtigt at tage aktivt stilling, mens man kan.

Inden jeg kommer til det lovforslag, vi i dag førstebehandler, vil jeg gerne starte med en stor tak, for jeg er utrolig glad for den brede opbakning som regeringen har fået til en ny national handleplan, hvor vi sætter bredt ind for at styrke hele organdonationsområdet. Så på spørgsmålet, der kom her tidligere i salen fra den konservative ordfører, om, hvad regeringen har gjort, så er svaret, at vi nu leverer den første nationale handleplan for organdonation i over 10 år – i over 10 år. Det er jeg stolt af at vi nu i hvert fald får gjort noget ved. Det er tiltrængt med et fornyet og større fokus. Tak for opbakningen til aftalepartierne og det brede flertal her i Folketinget til handleplanen. Organdonationsområdet er en sag, der ligger mit hjerte nært.

De tiltag, vi sætter i gang, kan forhåbentlig gøre, at langt flere får taget stilling i organdonationsregisteret, og det kan i sidste ende resultere i flere organdonationer. Selv om tallene har været fremhævet igen og igen, er det jo et utrolig trist faktum, at 28 danskere sidste år døde, mens de ventede på et nyt organ. Det er rigtig mange, det er for mange, og det fornemmer jeg også vi alle sammen enige om her i Folketingssalen. Derfor er det for mig og regeringen slet ikke en mulighed at se passivt til. Vi er nødt til at gøre mere, fordi det handler om at redde menneskeliv.

Nu kan vi endelig får sat handling bag intentionerne og også være med til at give langt flere håbet tilbage, nemlig til de mennesker, der alt for tidligt tvinges ud i så meget uvished og svære spørgsmål, mens de venter og håber på et nyt organ. Det er her, hvor politik også for alvor giver mening for mig. Samtidig kommer den her lovændring jo forhåbentlig også til at hjælpe flere til en hverdag, hvor sygdom ikke fylder for meget, for selv om nogle godt kan overleve med deres sygdom, mens de venter på et nyt organ, så sætter man jo også livet på pause.

Tag nyrepatienterne. Nyrepatienterne kender alt til, hvordan det er at sætte familieliv og arbejdsliv på standby, mens man besøger hospitalet flere gange ugentligt for at få flere timers dialysebehandling. Indtil de måske får en ny nyre, er det deres virkelighed og hverdag, som mennesker med nyresygdomme må leve i, for at kroppen kan fungere.

Når jeg lytter til debatten her i dag, kan jeg også godt høre, at ikke alle bakker entydigt op om lovforslaget her. I stedet bliver det foreslået, om vi ikke skal fortsætte med at gøre lidt mere af det, der har været gjort i rigtig mange år, og det er selvfølgelig også et legitimt argument. Men det er jo desværre også en vej, hvor man så accepterer status quo. Regeringen vil en anden vej.

Mit håb er, at vi med både den ændrede lovgivning og med den nationale handleplan kan bidrage til at give livet tilbage til flere af dem, der venter på et nyt organ. Jeg vil ikke gå ned i alle detaljer i lovforslaget. I kender det jo fra også de gode debatter, vi har haft her i Folketingssalen, bl.a. jo på baggrund af det beslutningsforslag, som regeringen fremsatte, og som vi behandlede tidligere i år. I kender modellen, I kender argumenterne. Men jeg vil dog alligevel slå fast, at et grundlæggende tiltag med lovforslaget her jo er, at vi nu vender samtykkemodellen om, så alle over 18 år fremover som udgangspunkt er organdonorer, og derfor nu indfører det, der hedder en blød model af aktivt fravalg; en model, som også flere patientforeninger har kæmpet for i flere år.

Tillad mig også at gøre det krystalklart, at regeringens lovforslag betyder, at borgerne altid skal bekræfte tilmeldingen som potentiel donor i organdonationsregisteret. Staten kommer ikke til at eje nogens organer, som flere her i Folketingssalen fejlagtigt har påstået i dag. Ingen borgere kommer til at miste retten til frit at bestemme, når det gælder valget om organdonation. Samtykket er altså stadig væk et ufravigeligt krav for den enkelte eller dennes pårørende. Så ja, man bliver med vores forslag automatisk tilmeldt i organdonationsregisteret fra det fyldte 18 år, men man har ikke sagt ja, nej eller ved ikke i organdonationsregisteret, og hvis man ikke har gjort det, vil de pårørende som i dag altid blive spurgt. Så nej, der vil heller aldrig nogen sinde blive udtaget organer, hvis den afdøde eller de pårørende ikke har givet samtykke til det. Valget ligger altså ikke hos staten, det ligger hos det enkelte menneske eller dets pårørende.

Nu bliver udgangspunktet et andet, for ligesom udgangspunktet jo i dag er, at vi gerne vil have reddet vores liv, så vil vi også gerne som udgangspunkt være med til at redde liv; et udgangspunkt, som jeg tror kan gøre en forskel, og som derudover jo øvrigt også afspejler størstedelen af befolkningens opbakning til organdonation. Og selv om jeg faktisk slet ikke kan vente med at få den her lov ud at gøre en forskel, er de her ændringer jo ikke nogen, der vil ske hen over natten.

Selvfølgelig skal befolkningen have god tid til at blive oplyst og til at tage stilling, før den ny samtykkemodel træder i kraft, og derfor har vi også aktivt besluttet, at der går 6 måneder fra vedtagelsen her i Folketinget, til at ændringen træder i kraft. Alle danskere over 18 år kommer til at modtage et brev om ændringen, både før og efter den træder i kraft, og alle, der fylder 18 år fremover, kommer også til at modtage et brev om organdonation og registrering; for at udbrede information og opmærksomhed omkring organdonation er i det hele taget en helt central del af lovforslaget, vi behandler her i dag. Det gælder om, at flere af os får taget den vigtige samtale med hinanden, så vi kan tale om mulighederne for at vælge organdonation fra og til, og om den livsforandrende betydning et nyt organ har for rigtig mange mennesker og deres pårørende.

Vi kommer bl.a. til at gøre brug af obligatoriske påmindelser. Det kan jeg også høre, at flere ordførere spørger til her i dag. Hvorfor sørger vi ikke for obligatoriske påmindelser, så man hele tiden bliver mindet om vigtigheden af at tage stilling? Det er jo præcis det, vi også gør med vores nationale handlingsplan. Det er en del af det, så man fremover i mødet med det offentlige bliver mindet om vigtigheden af at tage stilling til organdonation i en række relevante situationer, f.eks. når man bevæger sig ind på sundhed.dk, eller når man skal have fornyet sit sundhedskort eller noget helt tredje, så vil vi gøre brug af obligatoriske påmindelser. Vi vil også styrke indsatsen på sygehusene, så organdonation bliver overvejet i alle relevante tilfælde, og så alle, der ønsker at blive organdonor ord, også kan blive det.

Så har jeg også en enkelt kommentar til Dansk Folkepartis ordfører, der fik svunget sig helt op i gongongen her oppe på talerstolen og syntes, at det her lovforslag var ganske forfærdeligt. Der får jeg altså lyst til i al stilfærdighed også at minde ordføreren om, at hendes egen partiformand, hr. Morten Messerschmidt, før valget af Kristeligt Dagblad blev spurgt om, hvad han og hans parti mente om automatisk organdonation. Hr. Morten Messerschmidt svarede på vegne af Dansk Folkeparti: Enig. Jeg gentager: Han var enig i automatisk organdonation. Han uddybede det, og jeg citerer:

»Alt for mange danskere står i dag på venteliste til et nyt organ. Derfor giver det mening, hvis man fremover automatisk er tilmeldt organdonorregistret. Såfremt man ikke ønsker at donere sine organer, står det selvfølgelig en frit for at vælge det fra«, sluttede Dansk Folkepartis formand.

Jeg synes jo, at citatet taler for sig selv, men jeg ved ikke, om ordføreren ikke er helt enig med sin formand – det lød i hvert fald ikke sådan – eller om formanden mener noget andet, men det var da i hvert fald en god besvarelse og et godt argument også fra formanden for Dansk Folkeparti.

Jeg synes, at det med lovforslaget her og i det hele taget nu, hvor vi får en national organdonationshandleplan for første gang i 10 år, er en stor og vigtig dag for alle dem, som venter på at få livet tilbage. Jeg kan slet ikke skjule, hvor utrolig glad og stolt jeg er over det lovforslag, vi behandler her i dag, hvor vi med Folketingets partier har taget den vigtige drøftelse med hinanden om, hvordan vi bedst styrker organdonationsområdet, og at vi har taget os tid til at tage debatterne, og at vi står sammen med et bredt flertal om vigtigheden af, at flere aktivt tager stilling til organdonation.

Der bliver sikkert behov for justeringer eller nye og flere tiltag hen ad vejen, og derfor er det også en del af handleplanen, at indsatserne skal følges og vurderes løbende. Ser vi ikke en positiv udvikling, har vi også blandt aftalepartierne bag handleplanen, givet hinanden håndslag på og forpligtet hinanden på at igangsætte nye initiativer.

Så tak for opbakningen til både lovforslag og handleplan blandt et bredt flertal af Folketingets partier. Jeg ser frem til den videre behandling af forslaget, og jeg står naturligvis til rådighed for besvarelse af spørgsmål i udvalget.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning fra hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Nu nævnte jeg i min egen tale, at vi i Radikale Venstre har bakket op om det her i mange år, og også, at jeg personligt har flyttet mig, fra da jeg allerførste gang hørte om det, til jeg ligesom satte mig ind i, hvad det handlede om.

Jeg vil blot kvittere for det. Jeg kan jo se, at ministeren har været på den her sag i i hvert fald 8 år, siden ministeren sad i Sundhedsministeriet sidste gang, hvor man også talte om præcis den her model – som jeg kan læse mig frem til det i hvert fald. Så jeg vil blot sige tak for at være vedholdende og for at være med til at skabe en forandring, som jeg helt oprigtigt mener kommer til at gøre en stor forskel for patienter her i Danmark. Vi glæder os i Radikale Venstre til at få lov til endelig at stemme for et lovforslag om det her vigtige emne.

Ministeren.

Jeg vil blot kvittere også Radikale Venstre for et godt og konstruktivt samarbejde om vigtigheden af at styrke det her vigtige område og i øvrigt også om vigtigheden af, at det her ikke kun – i gåseøjne – handler om et spørgsmål om en samtykkemodel. Det handler om, at vi gør rigtig mange forskellige ting på en gang, fordi vi nu i fællesskab har besluttet os for, at status quo ikke længere skal være en mulighed; vi skal gøre det bedre.

Tak for de pæne ord. For et utålmodigt menneske, som jeg nok er, er det svært at være så vedholdende igennem så mange år, men det betaler sig så i dag, i forhold til at jeg er stolt og glad for, at den debat, jeg har fulgt igennem mange år i Folketinget, har flyttet sig. Jeg synes, det er helt legitimt at være i tvivl. Jeg synes, det er helt legitimt at have den her vigtige debat. Det er helt legitimt også at være imod organdonation. Det vigtige er bare, at vi sørger for at nå det fælles mål om, at langt flere kommer til at skulle tage stilling, for det her handler om at redde liv.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til indenrigs- og sundhedsministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen slut.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.