Tak. Enhedslistens udgangspunkt for det her er jo, at vi står fuldt ved, at man skal udfase fossil gas til husstandsopvarmning, og det er både af hensyn til klimakrisen, og det er for at udfase Europas afhængighed af russisk gas. Vi bør ikke finansiere Putins angrebskrig i Ukraine, og jeg synes, der er for lidt fokus på at få tempo på den her udfasning af gas. Det er, som om det er blevet mindre aktuelt, efter at gaspriserne ikke er så vilde, som de har været tidligere. Selv om baggrunden for det her lovforslag er, at der ligger en aftale, synes jeg, at man stadig væk skal have for øje, hvad det er, det her lovforslag bidrager til af gode løsninger. Det er klart, at vi er i en situation, hvor ikke alle husstande skal have fjernvarme, og derfor er det fint, at der bliver en afklarethed omkring, hvad fjernvarmen koster, og hvad alternativet koster.
Jeg synes, det er lidt besynderligt at kigge ind i et lovforslag, hvor man kan gøre det op til, at der er en samlet forbrugergevinst på 9 mio. kr. For at nå det beløb, og det er så årligt, skal man ind at lave et bureaukrati, man får nogle ekstra omkostninger i Forsyningstilsynet på 6,7 mio. kr. om året, og så skal man så lave en yderligere kontrol angående markedsmæssigt tilsyn, og det koster så 2 mio. kr. Når man har haft de to udgifter, er der så en besparelse for fjernvarmeforbrugerne på 300.000 kr. om året. Skal man så dele det ud på alle husstande med fjernvarme, og man kan regne det ud på forskellig vis, er vi ude i noget, hvor den økonomiske gevinst så er på under 30 øre om året, ved at vi vedtager det her lovforslag. Det synes jeg ikke er i den gode ende, og når man så har oplevet en regering, som har pisket rundt på det seneste for at finde en reduktion på 1.000 arbejdspladser i det statslige, så ser man så sådan et bureaukratilovforslag her, hvor jeg ikke synes, man får nok for pengene. Altså, det kan sagtens være, at man på nogle områder er nødt til at opbygge noget mere bureaukrati for at have styr på nogle miljøforhold og deslige, men jeg synes ikke rigtig, at fordelen for fjernvarmeforbrugerne her står mål med udgifterne til det.
Så synes jeg, det er vigtigt, at der er en gennemsigtighed omkring det, hvis man vælger at blive afkoblet fjernvarmen. Jeg fik en mail for nylig fra en borger, som nok lidt for hurtigt havde valgt at afkoble sig fra fjernvarmen og så efterfølgende havde fået en regning på at blive koblet af, og det kom bag på vedkommende. Altså, det kan godt være, at vi skal justere på noget lovgivning om at sikre en større forbrugeroplysning, hvis det er sådan, at man kommer frem til, at man vil kobles af. Er forbrugerne beskyttet nok? Det kan jeg godt have mine tvivl om, og i forhold til at man skal have en åbenhed omkring, hvad alternativet til en fjernvarmeløsning er, f.eks. en varmepumpe, er en årlig serviceudgift på ens varmepumpe ikke taget med i opgørelserne. Det er så ikke lovpligtigt, at man har den service, men det er jo noget, som nok kan være medvirkende til, at ens varmepumpe fungerer lige så optimalt, som den er beskrevet til. Så der er sådan set en fornuft i at have et serviceabonnement, mener jeg, men det er jo så ikke taget med, når man ligesom skal sammenligne, hvad prisen er for en varmepumpe, i forhold til hvad fjernvarmeudgiften er. Så det synes jeg er en mangel.
Så har vi termonettet, og vi har diskuteret det flere gange. Vi havde nogle rigtig gode diskussioner nede på Klimafolkemødet i Middelfart omkring det, og her var der nogle meget engagerede borgere. Der ligger nu i det her lovforslag, at man nok imødekommer folk i to termonetområder, som har opnået en kommunegaranti uden at vide, at det ikke var helt lovligt. Jeg synes, at vi har et problem, når vi kigger ud på, at vi i hele landet har fjernvarmeselskaber med kommunegaranti på deres lån og mulighed for at belåne investeringer i nye fjernvarmeområder, og at så ligger der nogle små landsbyer langt ude på landet. De borgere er jo også borgere i en kommune og er sådan set indirekte med til at garantere den kommunegaranti, der er på de lån inde i byen, og så ude på landet, hvor der ligger 230 landsbyer, der egentlig er egnet til en fælles varmeløsning, bliver man overladt til sig selv og kan ikke opnå en kommunegaranti på et lån. Det synes jeg er skævt – det synes jeg virkelig er skævt. Den fælles varmeløsning bør vi understøtte, og det vil jeg meget gerne være med til at vi får ændret i udvalgsbehandlingen.